Indlæg tagget med ‘Aksel Studsgarth’

Stalin’s Sink af Craig Frank & Aksel Studsgarth

Stalin's Sink af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Stalin’s Sink er tredje bind i serien Outstanding Issues af Aksel Studsgarth og Craig Frank. Hvert bind indeholder en selvstændig historie, og denne gang går turen til Kolyma, Sibirien.

I en bar i Kolyma sidder amerikanske Greg og drikker. Han venter på sin guide, Boris, der mod gavmild betaling skal føre ham til et sted, forbudt for offentligheden. Greg er ikke hvem som helst. Han har arbejdet sig op fra bunden og er nu milliardær. Han har også et medicinsk problem, der gør, at han hver anden time er nødt til at tage sin medicin. Og så har han en altovervældende trang til at observere andres lidelser/ydmygelser.

Det er sidstnævnte trang, der har ført ham til Kolyma, hvor han med Boris’ hjælp vil besøge en af Stalin’s nu nedlagte arbejdslejre. Det særlige ved denne lejr er måden, hvorpå man slap af med syge, sårede og døde, og for at opleve det er Greg rejst halvvejs rundt om jorden.

Stalin’s Sink er en opdigtet historie, men de brutale arbejdslejre, som fortællingen har udgangspunkt i, er desværre historisk korrekt. Fra 1928 til 1953 var det sovjetiske Gulag-fangelejrsystem et symbol på sovjetregimets undertrykkelse af befolkningen. Gulag var et vidt forgrenet system af arbejdslejre, og det menes, at ca. 20 millioner mennesker passerede gennem lejrene. Man estimerer, at omkring to millioner døde under opholdet. Dette svarer til hver tiende fange. Hertil skal så lægges alle de mennesker, der døde under transporterne til lejrene, og alle dem, som blev frigivet umiddelbart inden de døde. (Læs mere på Folkedrab.dk)

Jeg er stor fan af Studsgarth/Franks serie, og Stalin’s Sink er endnu et spændende bidrag. Handlingen, fremfor baggrunden, er i fokus for illustrationerne, hvilket giver en hårdtslående læseoplevelse der hele tiden sender øjnene videre. Denne gang er billedsiden hovedsageligt holdt i brunlige nuancer. Mod slutningen bliver farverne dog meget mørke, hvilket gør det vanskeligt at skelne detaljerne. Det falder godt i tråd med historiens udvikling, men gjorde det lidt svært forstå slutningen efter første læsning.

Som i de tidligere bind er der kræset for kvaliteten såvel indholdsmæssigt som det fysiske layout, der er trykt på kraftigt kvalitetspapir og har et lækkert omslag med blød kachering.

Jeg har hidtil varmt anbefalet serien Outstanding Issues, og med Stalin’s Sink er der kommet endnu et absolut læseværdigt hæfte til serien.

Om Stalin’s Sink:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 67 sider
Tegnet af Craig Frank
Historie af Aksel Studsgarth

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs mere om Stalins guldlejre i Kolyma

Outstanding Issues:

Stalin’s Sink, #3
Grár, #2
To the Bone, #1

Læs også:

Det Umenneskelige af Clive Barker
Mønstereleven af Stephen King
Skarabæens time af Kim Leine & Søren Mosdal
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Jeg læste med stor fornøjelse To the Bone, der var første bind i forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Bagerst var indsat en smagsprøve fra næste nummer, Grár, som jeg allerede dengang så frem til at læse. Og Grár kan heldigvis også anbefales.

Kvinden Greta elsker at gå til begravelser. Hun sniger sig ind i de sorgramtes mest intime stunder. Tager for sig af maden som hun ikke holder sig tilbage for at kritisere. Lyver om at kende afdøde, og tager en lille “souvenir” med sig, før hun går.

Blomsterhandlerne vil ikke mere fortælle Greta, hvor begravelserne finder sted, og Greta ved egentlig godt, at det hun gør er forkert. Men hun kan bare ikke stoppe. Så da hun bliver smidt ud fra endnu en begravelse, hvor hun bliver afsløret som uvedkommende, og hendes søn endnu en gang må hente hende ude midt i ingenting, lover hun ham, at det er sidste gang.

Men det er det ikke. Greta kan ikke stoppe. Hendes begær er for stort. Og da hun deltager i Wilhelms begravelse, går hun over stregen. Her er helt andre spilleregler, end ved de begravelser hun tidligere har tiltvunget sig adgang til. Og da hun bliver opdaget, er konsekvenserne større end truslen om politi.

Jeg har læst Grár et par gange, og den bliver bedre for hver gang. Første gang synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men ved anden gennemlæsning opdagede jeg, at gruen alligevel starter tidligt. For hvorfor dukker Greta op til tilfældige begravelser med sit ponyblad? Hvilket menneske trækker sin søn med til ukendte menneskers begravelser gennem hele hans barndom, og har en reol fyldt med ting stjålet fra fremmedes mindesammenkomster. Hvad får et menneske til det? Ensomhed? Egoisme? Begærlighed?

I anden halvdel oplever Greta konsekvenserne af sit begær, og her træder Craig Franks tegninger for alvor i karakter. Hvor billederne i begyndelse glider roligt af sted, føles de nu påtrængende. Høje lyde, pludselige bevægelser og skæve vinkler gør læsningen foruroligende frem mod slutningen, der kulminerer i tårevædet rædsel.

I et interview fortæller Aksel Studsgarth, at hovedpersonen Greta er inspireret af en virkelig kvinde, der uinviteret dukkede op til faderens begravelse. Derudover fortæller Studsgarth også om væsenet Grár, og om familien der får nok af Gretas indtrængen. Læs hele interviewet her

Grár er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt i en grå-lilla farveskala, med fokus på handlingen fremfor baggrunden. Der er dog stadig plads til små detaljer, som fx da Greta besøger Studtgarth’s Bakery 🙂

Jeg er vild med konceptet bag Outstanding Issues, hvor hvert bind indeholder en uafhængig fortælling. Indtil videre har kvaliteten af hvert bind været højt, så jeg ser allerede frem til næste nummer: Stalin’s Sink.

Og har jeg ikke overbevist dig om, at Grár er værd at læse, så tjek Nummer9’s anmeldelse her.

Om Grár:

Udgivelsesår: april 2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 75 sider
Omslag og illustrationer: Craig Frank
Forfatter: Aksel Studsgarth

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Deadboy af Tom Kristensen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
To the Bone af Aksel Studsgarth & Craig Frank
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone er en del af forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Og det tegner godt.

Efter at have udført tidsrejser med aber er det nu tiden at sende de første mennesker tilbage i tiden. Men noget går galt, og den ene tidsrejsende dør, mens de to andre overlever stærkt vansirede og på et ukendt sted i tid og rum.

Fortælleren ved, at de to overlevende er nødt til at holde sig langt væk fra alle for ikke at kompromittere fremtiden. Men trods alle gode intentioner viser det sig sværere end forventet.

Danske Aksel Studsgarth har skrevet historien, mens amerikanske Craig Frank står for illustrationerne. Jeg kendte ikke Aksel Studsgarth på forhånd, men Craig Frank har tidligere udgivet tegneserierne JFK – Secret OPS samt Cool Valley. Derudover er han også et velkendt navn i danske animationsfilm. Bl.a. har han været instruktør på film som Jensen og Jensen samt Rejsen til Saturn.

To the Bone er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt en grå-grøn farveskala, der bliver mørkere som fortællingen skrider frem. Tegnestilen er semi-realistisk med fokus på handlingen og ikke så meget baggrund og omgivelser. Sidelayoutet skifter mellem klassisk 6-billede rammeopbygning, helsides illustrationer og alt der i mellem.

På trods af sit korte format er To the Bone en anbefalelsesværdig oplevelse. Tegningerne er sært tiltrækkende, og historien tager et overraskende twist, som spiller uhyggeligt godt ind i vores samtid. Samtidig giver Craig Franks portræt af de vansirede tidsrejsende mindelser til den klassiske opfattelse af aliens som grå-grønne væsener med store øjne. Så måske er det derfra alle historierne stammer fra 🙂

Jeg var rigtig godt underholdt af To the Bone og glæder mig til næste nummer, som vi får en lille forsmag på bagerst i hæftet.

Om To the Bone:

Udgivelsesår: 03.01.2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 30 sider
Forfatter: Aksel Studsgarth
Illustrator: Craig Frank

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Absurd-serien
X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Videovold og 80’er snask