Indlæg tagget med ‘Alex Turner’

Dead birds

Dead_birdsJeg var ikke imponeret over “Red Sands” af Alex Turner, som jeg så for et stykke tid siden. Alligevel blev jeg så nysgerrig over at se hans instruktør-debut “Dead birds” omtalt som kult, at jeg var nødt til at se den – uden i øvrigt at have den mindste anelse om, hvad den handlede om. Det var en god beslutning!

En røverbande begår i 1863 et bankkup, hvor de slipper af sted med flere poser fyldt med guld. Bandens leder, William, kender et forladt sted i nærheden, hvor de kan gemme sig, til faren er drevet over og så tage til Mexico. Huset ligger skjult i en kæmpe majsmark, og selvom de ser spor efter mennesker, finder de ingen. Som mørket falder på, øges spændingen i huset. Gruppen har indbyrdes gnidninger, og samtidig er der en følelse af, at noget lurer i mørket. Men hvad?

Jeg var totalt positiv overrasket over “Dead birds”. Det meste af filmen sad jeg med hjertet oppe i halsen og ventede på, hvad der nu ville ske. Og det fedeste er, at det hovedsageligt er stemningen i filmen, der fremkaldte denne følelse! Alex Turner forfalder nemlig ikke til at vise en masse splat og visual effects udfra devisen “more is better”. I stedet bruger han det underspillede gys, og har samtidig en række utrolig dygtige skuespillere i filmen.

Historien er ikke den mest overraskende i verden, og der er måske nok enkelte løse ender. Alt i alt er den dog veludført, og jeg er imponeret over, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at lave en så sammenhængende og skræmmende film på så kort tid. Budgettet var på ca. 1,5 millionar dollars, og crewet havde 21 dage til at optage i. Trods dette tidspres er resultatet blevet er krybende intens film med masser af nerve og uhygge.

Instruktør: Alex Turner
Udgivelsesår: 2004

Red Sands

Red-SandsNogen gange har man urealistiske forventninger til en film, selvom man nærmest ikke har hørt om den. Sådan havde jeg det med “Red Sands”, og sikkert derfor blev jeg ganske skuffet.

En gruppe amerikanske soldater i Afghanistan bliver sat til at bevogtet en nærmest usynlig vej, som tilsyneladende bliver brugt af Taliban. Soldaterne slår sig ned i et nærvedliggende hus, der er blevet delvist bombet, og hvor de finder beboerne brændt til ukendelighed.

Men allerede første nat blæser en sandstorm ind over dem, og med den kommer en ung afghansk kvinde, der ikke taler et sprog de forstår. Kvinden skaber uro i gruppen, hvor en straks tænker voldtægt, men de andre bremser ham dog. Der begynder også at ske andre mystiske ting. De kan ikke få radiokontakt med overkommandoen – i stedet hører de brudstrykker af et SOS-kald. En af soldaterne påstår, at han ser en død kammerat, og stabssergeanten har syner om en lille pige, han skød ved et uheld. Og så forsvinder en af soldaterne …

Det lyder godt og kunne sikkert også have været det, men filmen fangede mig bare ikke rigtigt. Historien om Djinnen som lurer i ørkenen er ellers uhyggelig nok, og der er også et par gode scener, hvor den eneste overlevende soldat har mareridt. Instruktøren Alex Turner har arbejdet med filmens farver, så vi det meste af tiden befinder os i et gult-brunt scenarie, for så at vise fuld-farve i bl.a. drømmesekvenserne. Alligevel bliver det aldrig rigtigt uhyggeligt, og jeg vil til enhver tid hellere se f.eks. “R-Point“, som jeg tror Alex Turner har skelet en del til, da han lavede “Red Sands”.

Alex Turner debuterede som instruktør i 2004 med “Dead birds“. Se den i stedet for …

Instruktør: Alex Turner
Udgivelsesår: 2009

Også omtalt på Horrorsiden.dk