september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Alfred Hitchcock’

Psycho instrueret af Alfred Hitchcock

Psycho instrueret af Alfred HitchcockAlfred Hitchcocks mesterværk fra 1960 bygger på en roman af Robert Bloch. Jeg har efterhånden set Psycho flere gange, og hver gang rammer den lige hårdt. Det er en fantastisk film, som stadig holder 50 år efter sin udgivelse.

Marion Crane arbejder på et ejendomskontor. Hun ser i hemmelighed Sam Loomis, men de kan ikke gifte sig pga. økonomiske fortrædeligheder. En fredag skal Marion køre i banken med en stor sum kontanter, men i stedet pakker hun en kuffert og kører mod Californien til Sam. Undervejs stopper hun, plaget af samvittighedskvaler, ved Bates Motel hvor hun møder den venlige unge mand, Norman. De taler, og hun ender med at beslutte sig for at køre tilbage med pengene. Men før hun kommer så langt, møder hun Normans mor…

I ekstra-materialerne på dvd’en er en 90 minutter lang dokumentarfilm, som tager os med bag scenen. Her er bl.a. interviews med manuskriptforfatteren Joseph Stefano, som var manden bag idéen om at myrde Marions rolle en tredjedel inde i filmen. Hitchcock var straks med på det og ønskede en stjerne i den rolle. Det blev Janet Leigh, som siden ofte blev spurgt om, hvordan hun havde det med at blive skåret så brat ud af filmen, men det anså hun overhovedet ikke som et problem. Hun var blot begejstret for at arbejde med Hitchcock, og sagde ja til rollen nærmest uden at have læst bogen, som Hitchcock sendte til hende med sin forespørgsel.

Janet Leigh fortæller videre, at hun under sit første møde med Hitchcock fik forklaret hans arbejdsmetode, som helt grundlæggende handlede om, at kameraet var enevældigt på settet. Når kameraet bevægede sig, skulle skuespilleren bevæge sig. Så var det op til hende at finde bevæggrunde i sin rolle til at underbygge dette. For nogen skuespillere, som havde arbejdet med Hitchcock, var dette en kæmpe begrænsning, men Leigh valgte at tage det som en udfordring, og havde kun positive ord til overs for sit samarbejde med “the master of suspense”.

Norman Bates, den anden hovedfigur, spilles af Anthony Perkins, som gør et fremragende job. I Robert Blochs roman var hans karakter beskrevet som en midaldrende, usympatisk, alkoholisk mand, men Joseph Stefano valgte at gøre rollen mere sårbar og sympatisk, for ikke at tabe publikum når Marions karakter forsvinder. Det  lykkes til fulde for Perkins at gøre Normans karakter så troværdig, at vi føler sympati med ham hele vejen igennem filmen.

I Christian Braad Thomsens biografi “Hitchcock – hans liv og film” fra 1990 skriver han om Normans forhold til sin mor: “Psycho har rødder tilbage til den række af Hitchcock-værker, der beskæftiger sig med det betændte forhold mellem mor og søn … Sønnernes livsmuligheder stækkes af moderskikkelser, hvis ekstreme besiddertrang er kamufleret som kærlighed, og det så raffineret, at sønnerne end ikke drømmer om at frigøre sig fra moderens fangarme, men nyder at lade sig besidde. Hun gør dem til fanger af deres oprindelige infantile kærlighedsbehov, som hun nu vender imod dem.”

Og om grunden til, at vi på trods af Normans grusomme gerninger i filmen, alligevel stadig har sympati for ham i slutningen, skriver han: “Når identificeringen med Norman holder, og vi til det sidste har dyb sympati med ham i stedet for at fordømme ham, skyldes det nok, at Normans grusomme handlinger jo egentlig udføres af hans mor, og at Norman til sidst på forunderligste vis frisættes og så at sige forsvinder ud af filmen, mens den person, der i hans skikkelse sidder tilbage i fængselscellen og skutter sig under uldtæppet, er hans mor. Sikkelsen har ganske vist Normans krop, men den har moderens bevidsthed og taler med hendes stemme. Moderen lægger på det voldsomste afstand til sin søn, sådan som Norman vel netop har oplevet hende gøre det fra det øjeblik, hun fandt sig en elsker.”

En af de ting, Hitchcock var meget optaget af i forbindelse med filmingen af Psycho, var at hemmeligholde plottet. Han ønskede ikke, at nogen skulle opdage, at Moder var død før i slutningen af filmen. Derfor satte han rygter i gang om castingen til rollen som Moder, og masser af agenter hoppede på limpinden. En anden detalje i forbindelse med hemmeligholdelsen var, at han ikke ønskede, at publikum skulle kunne gå ind i biografsalen, når filmen først var startet. Så opdagede de måske ikke, at Janet Leigh var blevet dræbt og undrede sig over hendes fravær hele filmen. Det lykkedes at få en aftale med biograferne om at lukke dørene i, når filmen begyndte, og filmselskabet benyttede denne gimmick som en del af markedsføringen af Psycho med stor succes.

Musikken til filmen blev lavet af Bernard Herrmann, som for at afspejle filmens sort/hvide skarphed valgte kun at bruge strenge-instrumenter. Ingen kan formentlig tænke på Psycho uden at huske brusebads-scenen, hvor Marion står ganske uvidende i brusebadet. Pludselig ser publikum døren ud til badeværelset gå op igennem bruserforhænget, hvorefter det flåes tilside, mens hidsige violiner hysterisk hviner gennem luften. En uforglemmelig scene både mht. lyd og billede. Klipningen er fantastisk, og netop denne scene har der gået rygter om, at Saul Brass skulle have instrueret. Det afvises dog fuldstændig af både Joseph Stefano og Janet Leigh, der fortæller, at Saul Brass kun lavede storyboardet til scenen ud fra Hitchcocks anvisninger.

Selvom Psycho blev en stor publikumssucces, fik den ikke overvældende gode anmeldelser, lige da den kom ud. Jospeh Stefano mener, at det måske hang sammen med, at anmelderne ikke fik lov at se den til en særforvisning kun for dem, som det ellers var kutyme. I stedet måtte de se den på åbningsdagen sammen med det almindelige publikum, og det brød de sig tilsyneladende ikke om. Ikke desto mindre blev Psycho nomineret til fire Oscars, bl.a. for Bedste Kvindelige Birolle og Bedste Instruktør.

En af de ting, der gør Psycho så uforglemmelig, er, at Hitchcock i høj grad lader publikum lave deres egen film. Han stiller præmisserne op, og så fortsætter billederne inde i vores hoveder. I brusebads-scenen vises f.eks. ikke en eneste gang, at kniven rammer Marion. Ikke desto mindre ser vi det ganske bestemt i vores indre biograf. Denne måde at bruge publikums egen forestillingsevne til at vise de mest skræmmende scener er måske Hitchcocks mest fantastiske evne.

I 1998 lavede Gus van Sant en genindspilning af Psycho, som på trods af at der var tale om et shot-by-shot remake, langt fra levede op til originalen. Her bliver det især tydeligt, hvor klogt et valg Hitchcock traf, da han besluttede at filme i sort/hvid, for i farver forsvinder meget af uhyggen. I det hele taget mangler genindspilningen den intense følelse, og skuespillerpræsentationerne halter også. Hvor man i originalens brusebads-scene klart fornemmer, at Janet Leigh er glad for at have truffet beslutningen om at aflevere pengene, og badet nærmest er en rituel renselse for skylden, ja så tager Anne Heche i genindspilningen bare et bad. Og hvor Anthony Perkins gav Norman en fantastisk akavet sårbarhed, så virker Vince Vaugh blot underlig. Så har du ikke set Psycho endnu, må du endelig ikke lade dig narre til at se 1998-udgaven fremfor Hitchcocks originale film fra 1960.

Om filmen:

Instruktør: Alfred Hitchcock
Udgivelsesår: 1960

Udover denne trailer lavede Hitchcock også en mere humoristiske trailer.

Læs mere:

“Hitchcock – hans liv og film” af Christian Braad Thomsen (Gyldendal, 1990)

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside

Alfred Hitchcock

Alfred HitchcockAlfred Hitchcock blev født 13. august 1899 i England, og døde 29. april 1980. Han betegnes som Englands største filminstruktør, selvom han de sidste år boede og lavede film i Amerika.

Som instruktør stod han bag mere end 60 film og tv-shows over en periode på godt 50 år, og i 1968 modtog han Irving G. Thalberg Memorial Award der uddeles med mellemrum til Oscar-uddelingen i Hollywood for “Creative producers, whose bodies of work reflect a consistently high quality of motion picture production.” Prisen var mere end fortjent, for trods 5 nomineringer som Bedste Instruktør (“Rebecca” – 1940, “Lifeboat” – 1944, “Spellbound” – 1945, “Rear Window – 1954 og “Psycho” – 1960) vandt han aldrig en Oscar.

Hans film kan stort set alle betegnes som begavet og effektiv underholdning. De fleste befinder sig i thiller-genren, og Hitchcocks greb om suspense i sine film er uovertruffet. Christian Braad Thomsen skriver i sin biografi om Hitchcocks interesse for forbrydelsen: “Inden for den genre, der blev hans, borede han dybt i menneskesindets afkroge. I en vis forstand var forbrydelsen for Hitchcock det samme som neurosen for Freud – ikke en principiet afvigelse fra det normale, men et forstørrelsesglas, der tillod dem at beskrive følelser, tilbøjeligheder og sjælelige konflikter, som også deles af os på den trygge side af loven og normaliteten.”

Hvor Alfred Hitchcock som instruktør forsøgte at have kontrol over filmen ned til de mindste detaljer, er det værd at bemærke, at mange af hans film netop portrætterer mennesker, hvis indre liv er så kaotisk, at det truer med at sprænge alle rammer. Han lokker tilskueren til at identificere sig med filmens personer, og derved bliver vi smidt ind i en erkendelse af lyster og tilbøjeligheder, som vi normalt nødigt vil vedkende os.

Denne fascination stammer måske fra det, Hitchcock har fortalt, var hans første erindring. Som ganske lille skulle hans mor have nærmet sig hans vugge, og pludselig skulle hun have sagt et foruroligende “buuhh”. Hitchcock var blevet rædselsslagen over, at dette fortrolige ansigt pludselig gjorde noget så uventet og uhyggeligt, at han var lige ved at græde. Men før tårerne trillede, skulle moren have leet, og Hitchcock konkluderede derfor, at han også burde le, selvom han i virkeligheden var bange. Dette ambivalente forhold til skræk og fryd, har Hitchcock brugt i sine film, for når man ikke kan slippe fri af angsten, gælder det om i stedet for at nyde den, for så har man en mulighed for at blive herre over angsten, fremfor at være dens slave.

En anden barndomserindring, der muligvis har været med til at forme Hitchcocks senere film, var hans skoletid på en katolsk klosterskole. Her blev eleverne afstraffet fysisk, hvis de opførte sig uartigt, og som et ekstra raffinement, skulle de selv bestemme, hvad tid på dagen straffen skulle falde. De fleste udskød straffen så lang tid så muligt, men det betød jo samtidig, at de gik med skrækken så meget desto længere. Denne erfaring kan have været med til at udvikle Hitchcocks geniale suspense-teknik, for på skolen lærte han, at det værste ikke er selve afstraffelsen, det værste er den nervepirrende tid, der går, indtil afstraffelsen falder. I den tid virker fantasien værre end et torturinstrument, og bliver langt værre end selve afstraffelsen.

Som ung mand var Alfred Hitchcock en flittig biografgænger, og han begyndte snart at læse branchens filmtidsskrifter, der ikke interesserede sig for skuespillernes liv, men i stedet fokuserede på de tekniske aspekter af filmbranchen. Som 19-årig begyndte han at sende mellemtekster (i stumfilm blev scenerne ofte bundet sammen af sådanne forklarende mellemtekster) til filmstudierne, og som 20-årig blev han ansat ved Famous Players-Laskys London afdeling (senere Paramount). Kun 3 år senere fik Hitchcock chancen for at arbejde som instruktør på sin første spillefilm, “Always tell your wife”. Den oprindelige instruktør blev fyret, så Hitchcock sprang til. Filmen blev dog lagt på hylden pga. økonomiske problemer, og studiet lukkede i London.

I stedet blev Hitchcock ansat hos Michael Balcon, Victor Saville og John Freedman, denne gang som drejebogsforfatter og instruktørassistent på 5 film, heriblandt “The Lodger” (1927) som af både pressen og publikum blev betegnet som “formentlig den bedste engelske film nogen sinde“. Som noget nyt var pressen også for første gang i britisk filmhistorie langt mere interesseret i, hvem der havde instrueret filmen, end hvem der spillede hovedrollerne. Noget som passede godt ind i Hitchcocks filosofi om, at “instruktøren havde det samlede kunstneriske ansvar for det færdige produkt“, og ikke blot var en slags højere studietekniker, som han ellers hovedsageligt blev betragtet dengang.

Efter de fem film var færdige, gik Hitchcock over til British International Pictures, som allerede inden “The Lodger” havde tilbudt ham en kontrakt, han ikke kunne sige nej til, og her blev hans næste 11 film til, bl.a. hans første talefilm “Blackmail” (1929) der dog også findes som stumfilm, idet ikke alle biograferne havde anskaffet udstyret til at afspille talefilm.

I 1939 drog Alfred Hitchcock til Amerika med sin familie. Han var blevet tilbudt at instruere filmatiseringen af Daphne du Mauriers “Rebecca”, som blev den første film, han modtog en Oscar-nominering for. Arbejdet med filmen forløb dog ikke helt uproblematisk, idet produceren David O. Selznick i første omgang forkastede Hitchcocks manuskript med ordene: “Vi købte Rebecca, og det er Rebecca, vi har til hensigt at lave, – ikke en forvrænget og vulgariseret version…” – det vulgære var bl.a. at heltinden brækkede sig ud over en skibsræling, og det gjorde Hollywood-skuespillerinder ikke!

En anden sten i samarbejdet var, at Selznick ønskede, at Hitchcock skulle filme sine scener i forskellige vinkler, så Selznick havde flere muligheder, når han klippede filmen færdig. Men her gav Hitchcock sig ikke. Han vidste præcist, hvordan filmen skulle ende, så han nærmest klippede sine film i kameraet. Resultatet blev dog trods uenighederne en publikums-succes, og udover Hitchcocks nominering til Bedste Instruktør, modtog filmen 2 Oscars – den ene for Bedste Film, og den anden for Bedste Cinematografi.

Efter “Rebecca” fulgte en lang række film, de fleste succesfulde, men i 1950’erne kastede Hitchcocks sig ud i en ny branche: tv-serierne. Han havde den holdning, at tv var kommet for at blive, og i stedet for at forsøge at slå det af banen kunne man ligeså godt slutte sig til, og Alfred Hitchcock blev den første stjerneinstruktør, som gav sig i kast med det nye medie. Han startede sit eget produktionsselskab, Shamley Productions, hvor han ansatte betroede medarbejdere fra årene i England, og i 1955 blev første afsnit i serien “Hitchcock præsenterer…” sendt. I de 7 år serien kørte, blev der produceret 365 episoder af en halv times varighed, og Hitchcock introducerede selv hvert afsnit, men han instruerede “kun” 20 afsnit selv. “Hitchcock præsenterer…” blev en kæmpesucces og gjorde navnet Hitchcock til et varemærke, der også førte bogudgivelser o.lign. med sig.

I slutningen af 1959 beslutter Hitchcock sig for at lave en filmatisering af Robert Blochs roman, og året efter kom “Psycho“. I 1963 udkommer endnu en gyser “The Birds”.

Et halvt år før Alfred Hitchcock fyldt 80 år, beordrede han sit kontor på Universal ryddet og afskedigede sit personale. De sidste måneder tilbragte han hjemme med hustruen Alma, der overlevede ham med to år.

Udvalgt filmografi:

Family Plot (1976)
Marnie (1964)
The Birds (1963)
Psycho (1960)
Vertigo (1958)
Rear Window (1954)
Dial M for Murder (1954)
Strangers on a Train (1951)
Rope (1948)
Spellbound (1945)
Mr. & Mrs. Smith (1941)
Rebecca (1940)
Sabotage (1936)
The 39 Steps (1935)
The Man Who Knew Too Much (1934)
Blackmail (1929)
Easy Virtue (1928)
The Lodger: A Story of the London Fog (1927)
Always Tell Your Wife (1923) (uncredited)
Number 13 (1922) (unfinished)

Læs mere:

Hitchcock – hans liv og film af Christian Braad Thomsen
Wikipedia
IMDB

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside

Ikke efter midnat af Daphne Du Maurier

Ikke efter midnat og andre fortællinger af Daphne du MaurierNovellesamlingen Ikke efter midnat indeholder fem noveller, som alle er karakteriseret ved det psykologiske gys.

Blandt novellerne er bl.a. historien Fuglene, som Alfred Hitchcock baserede sin film af samme navn på.

Også Skygger i Venedig er blevet filmatiseret. I 1973 kom filmen Rødt Chok instrueret af Nicolas Roeg (originaltitlen var Don’t Look Now), som bl.a. havde Julie Christie og Donald Sutherland på rollelisten.

Indhold:

Fuglene
Ikke efter midnat
Et grænsetilfælde
Gennembruddet
Skygger i Venedig

Om Ikke efter midnat:

Originaltitel: Not after midnight and other stories
Originaludgave: 1971