november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Algernon Blackwood’

Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen

Manden, som træerne elskede af Nikolaj JohansenDen aldrende skovridder David Bittacy drages af det libanesiske cedertræ, der står på grænsen mellem hans hjem og den ældgamle og vildsomme Skov. I mørket hører han kaldet fra Skoven. Hans hustru Sophia ser, hvordan hendes elskede mand forandrer sig. Skoven trækker ham langsomt, men ubønhørligt, væk fra hende og Gud. (fra bagsiden)

Nikolaj Johansen har skrevet flere romaner og en række noveller siden debuten i Science Fiction Cirklens årlige antologi med novellen ‘Vandkøler’. Han er også en flittig oversætter og står blandt andet for oversættelsen af Hugh Howeys BlårManden, som træerne elskede er en fri genfortælling af Algernon Blackwoods roman fra 1912 The Man Whom the Trees Loved. Jeg har desværre ikke læst originalen, så jeg er ikke klar over, hvor tæt Nikolaj Johansen holder sig til den, men gendigtningen er så absolut både smuk og foruroligende.

Som bagsideteksten fortæller, handler historien om ægteparret Bittacy. Ægtemanden David har været draget af træer hele sit liv, mens hustruen Sophia tværtimod længes efter havet. Som en loyal hustru har hun dog tilsidesat sine egne ønsker, og parret bor nu i et hyggeligt hus lige op ad en gammel, vild Skov. Et lykkeligt liv – tror Sophia da.

Et besøg af maleren Arthur Sanderson sprænger nemlig idyllen som en granat i en skyttegrav. Det viser sig, at Sanderson har samme dybe tilknytning til træerne som David, og deres lange samtaler ændrer noget i David. Selvom han ikke umiddelbart virker anderledes, går det efterhånden op for Sophia, at Skovens tiltrækningskraft meget vel kan være stærkere end menneskelig kærlighed.

Ligesom i Algernon Blackwoods novelle ‘Pilene‘, der stort set er min bekendtskab med forfatterskabet, lader Nikolaj Johansen naturen spille en hovedrolle i fortællingen. Det er ikke en fejl, når Skoven skrives med stort S, for Skoven er en karakter på lige fod med menneskene. Det er dog ikke den solbeskinnede, hyggelige skovturs-skov. I stedet er det en hemmelighedsfuld, lokkende og på samme tid stærk og skræmmende skov, hvis hensigt overskrider den menneskelige indsigt.

Selvom der egentlig ikke foregår voldsomme begivenheder, er der alligevel et konstant lurende ubehag under læsningen. Ikke mindst fordi Nikolaj Johansen drager en parallel mellem Skoven og 1. verdenskrig. Først tænkte jeg ikke over det, men pludselig opdagede jeg, at teksten er fuld af militært billedsprog. Et ødelagt træ sammenlignes med “en forskansning, der var blevet bombet fuld af huller” (side 66), træernes grene sammenlignes med skarpe sværd (side 104). Og der er også mere direkte hentydninger, som denne billedrige beskrivelse af årstiderne:

“Sommeren, der fulgte, var både voldsom og smuk. Voldsom, fordi bomberne haglede ned over endnu en skråning på fastlandet, og underjordiske miner forvandlede skovene til golde pløjemarker som forberedelse til endnu en blodig sæson i skyttegravene. Smuk, fordi nattens forfriskende regn dog forlængede forårets pragt, og tusindvis af soldater oplevede de mest livfulde, intense sekunder i deres korte liv, før stormen førte dem videre til den anden side.” (side 65)

Fortællingen er stemningsfuldt illustreret af Patrick Leis. Hvert kapitel indledes med en fin trævignet holdt i sarte grålige toner, og derudover er enkeltstående tegninger dryppet ud over fortællingen. Leis’ illustrationer er altid en fornøjelse, og det er de også her, hvor de skiftevis rammer det sødmefulde og det grufulde.

Manden, som træerne elskede er ikke horror i den bloddryppende eller monstrøse betydning. Med sit dvælende tempo og sanselige sprog blev jeg under læsningen i stedet fyldt af en irrationel gru, der stille og roligt krøb ind under huden og efterlod mig i tvivl om, hvad der egentlig fandt sted i det lille hus tæt på den ældgamle vildsomme Skov.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag fra Manden, som træerne elskede:

Nikolaj JohansenSophia stirrede på sin mand. “Livets ånd, siger Biblen. ‘Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.’ Men et krat har intet åndedræt.” Hendes tonefald var triumferende.

Så talte Sanderson, men igen var det mere til sig selv end til nogen anden – mindst af alt til Sophia, som dog ikke kunne lade være med at lytte. “Men planter har faktisk et åndedræt,” sagde han. “De trækker vejret, de spiser, de fordøjer, de bevæger sig omkring, og de tilpasser sig til deres omgivelser ligesom mennesker og dyr. De har også et nervesystem, eller i det mindste et komplekst cellesystem, der minder om nerver. Og hukommelse har de. De reagerer på ydre sansepåvirkninger. Og selvom det måske blot er fysiologisk, har ingen endnu bevist, at det ikke også kan være … psykologisk.”

Hun sad med åben mund, mens David blot stille hostede, kastede sin cigarstump ud på plænen og lænede sig frem mod kunstneren, der fortsatte.

“Og langt inde i de største skove findes der måske et mægtigt væsen, som manifesterer sig igennem alle de tusindvis af individuelle træer – et enormt, kollektivt liv, som er lige så minutiøst og komplekst organiseret som vores eget. Under visse omstændigheder kunne det måske række ud og smelte sammen med os, så vi kunne forstå det ved at være det. Midlertidigt i det mindste. (side 47)

Om Manden, som træerne elskede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: H. Harksen Productions, 134 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Plantagen – Den hvilende ondskab af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour

Spøgelseshistorier fra hele verdenDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker disse novelle-antologier, hvor både klassiske og mindre kendte historier bliver hevet frem fra glemslen. Spøgelseshistorier fra hele verden udgivet i 1957 er udvalgt af Tage La Cour, som også har oversat flere af novellerne, og som altid har han gjort et fint stykke arbejde.

Blandt mine favoritter (af de noveller som ikke tidligere er omtalt her på siden) er “Tilfældet mrs. Maradick” af Ellen Glasgow (The shadowy third, 1923). En ung sygeplejerske bliver bedt om at være natsygeplejerske for den charmerende hospitalskirurgs unge hustru, som lider af tvangstanker og hallucinationer. Men tingene er ikke så sort/hvide som de umiddelbart virker til.

De kære afdøde” af Donald McGuire er en fin lille historie med et humoristisk twist om arvingen til et forbandet slot, som ikke tror på spøgelseshistorierne fra fortiden –  men det kommer han til.

Edderkoppen” af Hans Heinz Ewers (The Spider, 1907) er måske blevet lidt for lang, men ikke desto mindre har den så grum en afslutning, at det kompenserer for den lidt langsomme start. Tre mennesker har begået selvmord på den samme måde og i det samme tidsrum i det samme hotelværelse. En ung studerende beslutter sig for at løse mysteriet, som viser sig at hænge sammen med en smuk ung kvinde.

I “Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril” af E. F. Benson (How fear departed from the long gallery, 1911) vrimler det med spøgelser, men kun to af dem skal man tage sig i agt for – nemlig et lille tvillingepar, der led en grusom død, og nu forvolder det samme til alle som ser dem.

Endelig vil jeg også fremhæve B. S. Ingemanns “Glasskabet” (1847), som måske knap er en spøgelseshistorie, men som alligevel har en grusom drejning. En mand har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse … Jeg havde ikke styr på Ingemanns bidrag til danske gys, før jeg læste antologien Skygger udgivet af Steen Langstrup, hvor “Fjendskab efter døden” af Ingemann er medtaget. (Læs mere om Skygger her), men jeg skal da love for, at den gamle salmedigter også havde nogle uhyggelige historier i baghånden.

I det hele taget er der mange flere gode og underholdende noveller i Spøgelseshistorier fra hele verden, som kan anbefales til alle, der holder af korte gys.

Indhold:

Søen af Ray Bradbury
En gæst fra det underjordiske af L. P. Hartley
Sheraton-spejlet af August Derleth
De kære afdøde af Donald McGuire
Rotterne i murene af H. P. Lovecraft
Whessoe af Nugent Barker
Huset af André Maurois
Hånden af William Fryer Harvey (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Er det dig, Valentiner? af Sven Elvestad
Den himmelske omnibus af E. M. Forster
Adam og Eva og -? af A. E. Coppard
Spøgelser af Lord Dunsany
Tilfældet mrs. Maradick af Ellen Glasgow
Gensynet af Astrid Ehrencron-Kidde
Edderkoppen af Hans Heinz Ewers
Den mystiske logerende af Algernon Blackwood
Nummer 13 af Montague R. James (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Det våde spøgelse af John Kendrick Bangs (også udgivet i “Verdens bedste spøgelseshistorier“, 1987)
Hvorledes frygten forsvandt fra Church-Peveril af E. F. Benson
Vandet i Kirkevigen af Selma Lagerlöf
Var det en drøm? af Guy de Maupassant (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
Den onde kaptajn Walshawe af Sheridan Le Fanu
Banevogteren af Charles Dickens (også udgivet i “Mine bedste gysere“, 1974)
William Wilson af Edgar Allan Poe
Skyggen af H. C. Andersen (også udgivet i “Skygger“, 2010)
Ligkistesnedkeren af A. S. Pusjkin (også udgivet i “Den nye spøgelsestime“, 1987)
Glasskabet af B. S. Ingemann
Mord råber til himlen af Geoffrey Chaucer

Om Spøgelseshistorier fra hele verden:

Udgivelsesår: 1957
Forlag: Carit Andersen, 336 sider

Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen

Illustration til Hedebølge i Gotiske gysereI forordet til Gotiske gysere skriver Arne Christiansen:

I en tid, hvor spion-, politi- og kriminalromaner erobrer mere og mere reolplads, og hvor spændingsromanerne i ordets videste forstand breder sig – ikke alene på reolen,men også over stadig flere emner og miljøer, ville nogen måske vente de gode, gamle spøgelseshistorier henvist til en skyggetilværelse. Sådan er det langtfra. I fin overensstemmelse med den knæsatte opfattelse af spøgelser og overnaturlige kræfter i det hele taget er de selvfølgelig udødelige. De efterspørges på ny i disse år. Her tænkes ikke på tidens teknisk avancerede skrækhistorier, men mere på det klassiske gys, som det knytter sig til bøger som Frankenstein og Skruen strammes, for blot at nævne enkelte af de helt store navne. Perioden 1898-1911 er udnævnt til spøgelseshistoriernes gyldne år, og hovedparten af Gotiske gysere er fra den tid.”

Endvidere skriver Christiansen, at han i Gotiske gysere har forsøgt at samle et udvalg af de klassiske historier, som ikke allerede er udgivet i andre udgaver, eller som kan betragtes som romaner. Det er blevet til nedenstående syv noveller.

Antologiens første novelle “Hedebølge” er måske også samlingens bedste. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn …

“Tarnhelm” af Hugh Walpole er novelle nummer to, og handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer.

Den tredje novelle hedder “Pilene” og er en stemningsmættet historie om to mænd på kanotur ad Donau. Under et uvejr slår de lejr på en lille piledækket ø midt i floden, men opdager snart, at noget fuldstændigt fremmed lurer på stedet.

“Raderingen” er fortællingen om et billede, som tilbydes et museum. I starten ligner det et ganske almindeligt og ikke engang særligt godt billede, men pludselig begynder det at ændre sig.

Dorothy Kathleen Brosters novelle “Slangen på dit dørtrin” er fortællingen om en dekadent digter, som udadtil er meget respektabel, men på sine rejser i udlandet udforsker han alle livets skyggesider. En dag opdager han et lille fnuller i sit arbejdsværelse, og efterhånden går det op for ham, at noget han nærmest havde glemt, nu er dukket op for at gøre ham opmærksom på hans synd.

Samlingens sjette novelle hedder “Hun lokker og hun drager” og handler om forfatteren Oleron, som en dag beslutter sig for at leje et gammelt forladt hus. Her vil han færdiggøre sin roman, som skal skaffe ham den berømmelse, han fortjener. Men huset viser sig at have en meget uventet effekt på ham. I stedet for at finde ro til at gøre sin roman færdig, bliver han opslugt af huset, som gemmer på en hemmelighed.

Den sidste novelle, “Ude på det dybe”, er samlingens korteste, og forfatteren påstår, at dette er en sand spøgelseshistorie, om to søstre som en nat kører i stykker med deres bil og overnatter i et forladt hus i nærheden af vejen. Her ser de en mystisk skikkelse i løbet af natten, og næste morgen finder de beviser på tilstedeværelsen.

De syv noveller er meget forskellige både i længde og indholdsmæssigt. Min favorit er som sagt “Hedebølge”, men også “Slangen på dit dørtrin” hører til i toppen. “Pilene” er på sin vis også rigtig god, men med sine næsten 60 sider bliver den desværre lidt langtrukken. Alt i alt er Gotiske gysere dog kræs, hvis man kan lide klassiske gotiske historier.

Indhold:

Hedebølge af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm)
Pilene af Algernon Blackwood “(The Willows, 1907)
Raderingen af Montague Rhodes James (The Mezzotint, 1904)
Slangen på dit dørtrin af D. K. Broster (Couching at the Door)
Hun lokker og hun drager af Oliver Onion (The Beckoning Fair One, 1911)
Ude på det dybe af Alexander Woolcott (Full Fathorn Five)

Om Gotiske gysere:

Udgivelsesår: 1987
Forlag: Carit Andersen, 216 sider
Oversat og redigeret af Arne Christiansen