Indlæg tagget med ‘Alice Aagaard’

Pulp Horror Fiction / red. Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction redigeret af Lars Grill Nielsen

Pulp Horror Fiction er en udgivelse, jeg har glædet mig virkelig meget til. Jeg fik nemlig lov til at smuglæse nogle af novellerne før udgivelsen, og det var en ren fornøjelse.

Antologien består af 11 nyskrevne danske noveller inspireret af fortidens kiosklitteratur. Hver novelle indledes med en illustration af Karsten Brandt-Knudsen.

Pulp var historier fyldt med tjubang, horror, science fiction, helte og storbarmede kvinder trykt i farvestrålende hæfter, og jeg synes, at Pulp Horror Fiction rammer stemningen lige på kornet. Her er både monstre, scifi-horror, hårdkogte privatdetektiver og masser af splat, så what’s not to like 🙂

Samlingen indledes med ‘Døden i kloakken‘ af altid velskrivende Lars Ahn, der denne gang præsenterer læseren for en vildt underholdende, sjov og ulækker historie om Stefan, der ejer en krokodillezoo. Han bliver kontaktet af politiinspektør Niels Sommer, der vil have ham til at undersøge en kloak. To mænd fra forsyningsselskabet er stødt på noget dernede, og kun den ene kom op igen. Stefan véd, at krokodiller ikke kan overleve i en kloak, men går alligevel ned efter at have set et foruroligende billede. Her viser det sig, at kloakken indeholder mere end bare fedtbjerge, og Stefan må tage sagen i egne hænder for at sone en fejltagelse i fortiden.

Karsten Brandt-Knudsen, der romandebuterede med Dan lærer at leve i 2021, har hele to noveller med i Pulp Horror Fiction. Den første er ‘Knælernes nat‘. En vild fortælling fuld af action, monstre og sexede lejemordere der bruger alle midler for at nå deres mål. Historien udspiller sig i et København, der er opdelt mellem banderne Slangerne og Tranerne. Hovedpersonerne er de to lejemordere, Myggen og Larven, der bliver sendt af sted for at lukke et narkolaboratorium, Slangerne har åbnet i Tranernes territorium. Det viser sig dog, at laboratoriet ikke producerer narko, men noget langt værre, og snart står Myggen og Larven i problemer til langt op over halsen.

Kim Michael Schrewelius har jeg tidligere læst novellesamlingerne Justitia og Dukkemageren af. Her er han aktuel med novellen ‘Dominicus‘, der udspiller sig i den lille amerikanske by Jeremiah Town. To drenge forsvinder sporløst i 1949, og det er blot begyndelsen. Snart forsvinder der flere børn. Noget ondt har slået sig ned i byen.

For ikke så længe siden læste jeg novellesamlingen Galgeleg af Alice Aagaard, som har skrevet næste novelle: ‘Velkommen til Monarch‘. En fed novelle fuld af splat og tempo, samt ikke mindst kæmpe-edderkopper! Lasses bil går i stå på motorvejen. Mens han venter på vejhjælpen, går han ind på den nærmeste Monarch for at købe en kop kaffe. Det skulle han ikke have gjort…

Mikala Rosenkilde står bag podcasten De Mystiske Dyr og har også skrevet romanen Kongamato, hvor flyveøgler pludselig dukker op i Afrika. I Pulp Horror Fiction bidrager hun med den vildt underholdende ‘I morgen er der atter en dag‘. Lars er en ældre herre, der bor alene i en ældrebolig med sin puddelhund, Perle. En dag ser han et ukendt flyvende objekt, som senere omtales i nyhederne. Under udsendelsen bliver journalisten pludselig grebet af noget der minder om en kæmpemæssigt blæksprutte-arm, og snart opdager Lars, at hans hus er blevet belejret af et tilsvarende væsen. Hvad gør man så?

I ‘En røst fra graven‘ af Tue Omø handler det om vampyrer. Henning Liguster forsker sammen med doktor A.F. Sindig i vampyrisme. Da Sindig findes død i sit laboratorium, tror politiet først, at Henning er morderen. Men Henning hjælper i stedet med at finde et skjult rum i laboratoriet fyldt med lig. Og det er blot begyndelsen …

En af samlingens mere dystre fortællinger er ‘Skimmel‘ af C. C. Thybro, der handler om drengen David og Rosemarie, som har et detektivbureau. De påtager sig en sag om en ungt forsvundet par, Oscar og Hanne. Sammen med Oscars storebror og vennen Emil tager de til landsbyen Sengerup, hvor parret forsvandt. Men byen er en øde ruin, dækket af en mærkelig sort skimmelsvamp, og da de endelig finder Oscar, er han en skygge af sig selv. Historien er både creepy og velskrevet, og jeg gad godt læse mere om detektivbureauet og deres tidligere sager, som vi får løftet en smule af sløret for.

Der er flere detektiver i ‘Melba, for helvede‘ af Arnulf Rasmussen. Privatdetektiven Peter Hammer, en tidligere politimand, er i gang med at indtale sine erindringer. Undervejs bliver han opsøgt af en ung kvinde, der vil hyre ham til at finde nogle kufferter med arvestykker, som en fætter nægter at udlevere. Hammer synes, hun minder ham om en tidligere klient – eller rettere, en tidligere klients syndebuk. Historien er uforpligtende underholdning fuld af noir stemning og et herligt strejf af okkultisme.

Morten Carlsen serverer en rå omgang scifi horror i ‘Asimovs mareridt‘. Schou arbejder som produktudvikler hos Goldstrom AI Products, Inc., der er ved at udvikle en ny androidmodel. Ved novellens start sidder han fastbundet et ukendt sted i stærke smerter, mens han tænker tilbage på dagens start.

I ‘Sidste job inden fyraften‘ af Niels Kjærgaard får blikkenslageren Henry Blake en opgave i et ødebeliggende hus ejet af den ældre mand. Mr. Milton. Han skal lave rørene i kælderen, men da han er færdig, kan bilen ikke starte. Mr. Milton tilbyder Blake at overnatte, og det bliver starten på et mareridt.

Sidste novelle i samlingen er Karsten Brandt-Knudsens anden historie: ‘Koffein og sukker‘, som er mindst ligeså underholdende som den første. Politimanden Bent nærmer sig pensionsalderen, og hustruen Ingrid forsøger at få ham til at spise sundt. Men så snart Bent har muligheden spiser han alt mulig junkfood og kager. På vej til arbejde bliver han bedt om at stoppe en selvmorder. Det lykkes Bent at stoppe manden, men det starter en kædereaktion af ulykker og dødsfald. En herlig actionfuld novelle fuld af splat og humor.

Pulp Horror Fiction er en underholdende, velskrevet og fandenivoldsk novelleantologi, der i det store hele lykkes med at genoplive det bedste fra pulp-litteraturen. Her er masser af tjubang, gys og grin, monstre og privatdetektiver, aliens, ghouls og kæmpeedderkopper pakket ind i et farvestrålende, iøjnefaldende cover der matcher det kulørte indhold. Jeg har kun én ting at sige – læs den!

Om Pulp Horror Fiction:

Udgivelsesår: 16.12.2021
Forlag: Enter Darkness, 326 sider
Omslag: armstranger
Illustrationer: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:

Døden i kloakken af Lars Ahn
Knælernes nat af Karsten Brandt-Knudsen
Dominicus af Kim Michael Schrewelius
Velkommen til Monarch af Alice Aagaard
I morgen er der en ny dag af Mikala Rosenkilde
En røst fra graven af Tue Omø
Skimmel af C. C. Thybro
Melba, for helvede af Arnulf Rasmussen
Asimovs mareridt af Morten Carlsen
Sidste job inden fyraften af Niels Kjærgaard
Koffein og sukker af Karsten Brandt-Knudsen

Læs også:

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen
Occidentens stjerne af Benni Bødker
Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Djinn af Tom Holland
Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Hvisken fra dybet af Patrick Leis
En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg
Pandaemonium af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum

Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard

Galgeleg - skæbnefortællinger af Alice Aagaard

12 noveller. 12 små sorte perler. 12 udflugter ind i det mørke, det mærkelige og det mareridtsagtige. Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard er en yderst vellykket novellesamling for folk, der som jeg elsker et overraskende lille gys.

I Victoriatidens England opstod en tradition for at fortælle uhyggelige historier op til jul. Senere overtog tv opgaven, hvor bl.a. BBC årligt sendte en spøgelseshistorie op til jul. Mange holder stadig af at blande hygge med uhygge i årets sidste måned, og Alice Aagaards novellesamling passer perfekt ind i den tradition.

Man kan ikke som sådan betegne fortællingerne i Galgeleg som ren horror. Titlen fortæller jo også, at her er tale om skæbnefortællinger, dog i familie med gyset. Sikkert er det i hvert fald, at novellerne er overraskende, underholdende og velskrevne.

Emnemæssigt strækker de sig fra biltyven, der pludselig opdager en lille pige på bagsædet. Hundeføreren, hvis lighund pludselig begynder at markere på ham. Ægteparret der har været gift i 42 år, men nu keder konen sig så meget, at hun vil skilles. En navigator der fører uventede steder hen. En genforeningsfest for gamle klassekammerater. To politifolk der skal opklare mordet på en mand i et aflåst og afspærret værelse. En nybagt mor med en mulig fødselsdepression. En gammel skibskiste med en hemmelighed. Og ikke mindst en historie om juleglæde og klimabevidsthed.

Nogle af novellerne har et element af noget overnaturligt i sig, andre udspiller sig alene på det realistiske plan. I ‘Lighund’ og ‘Fornuftens søvn’ møder vi den samme politimand, mens historierne i ‘Galgeleg’ og ‘Human Eyes’ spredes ud over flere noveller.

Ud af de 12 noveller har fire været trykt før, men bringes her i en redigeret udgave. Her i blandt ‘Fornuftens søvn’, som jeg har læst i antologien Monster. De resterende otte er alle nyskrevne.

Blandt mine favoritter er novellen ‘Destination’. Her følger vi den arbejdsløse Robert, der beslutter sig for at besøge en gammel ven fra HF. Vennen har købt en gammel gård ikke så langt fra Risskov, hvor Robert bor, så 3. juledag sætter Robert sin navigator til og kører ud for at besøge vennen. Spørgsmålet er dog, hvor navigatoren fører ham hen?

Titelnovellen ‘Galgeleg’ om biltyven, der pludselig befinder sig i en gætteleg med den lille pige, som overraskende sidder på bagsædet af den bil, han har stjålet, er også en lille perle. Det er ‘Harrys Hafenbasar’ ligeledes med sin blanding af gys og grin, ligesom ‘Fæld selv’ overraskede mig fuldstændig. Svagest er efter min smag novellen ‘Syv’, som bliver lidt lang. Men det er i småtingsafdelingen.

Jeg har med andre ord været vældig underholdt af Galgeleg, og kan kun anbefale den til alle der holder af små, skarpe fortællinger, der ikke nødvendigvis ender godt. Eventuelt kan du læse den som en lille julekalender med en ny novelle hver dag de sidste 12 dage op mod jul.

Uddrag af bogen:

Klaus Brauer, der bestyrer Harrys Hafenbasar, er en mager mand i halvtredserne. Hans hår er skulderlangt og tjavset, og hans nussede, mørkeblå cardigan er alt for stor. Den ene side af hans ansigt er vansiret. Det højre øje hænger, det løber konstant i vand, og et friskt, rødt ar deler den højre kind i to.

Klaus tager et ternet stoflommetørklæde op af sin bukselomme og dupper sit øje. Han tager en slurk lunken kaffe af et beskidt kaffekrus, der står på skrivebordet, så stiller han kruset så hårdt fra sig, at kaffen skvulper over. Han snurrer rundt på kontorstolen, så han sidder med front mod reolerne. Klaus Brauer har fået en idé.

Resolut rejser han sig fra stolen og går ned ad den reolgang, hvor trækisten står. Han kaster sig ned på knæ og trækker kisten ud midt på gulvet. Kisten har et låsebeslag af messing, og der er udskårne ornamenter og filigran i det mørke træ. Klaus løfter det støvede låg, det er dejligt tungt. Han tager bestik af kistens størrelse, måler den op med sine hænder, omtrent 80 gange 50 centimeter, det er godt. Så rusker han i låsemekanismen, også den virker stærk. Hunden kommer hen til ham.

“Felix.” Klaus’ stemme dirrer. “Nu har vi chancen. Nu, i morgen.”

Klaus smækker skibskistens låg i, en sky af støv rejser sig, og løber tilbage til skrivebordet. Felix lægger hovedet på skrå og kigger efter ham. Butiksbestyreren griber sin vinterfrakke, sin pung og sine nøgler, så løber han ud i byen for at købe bratwurst. (Uddrag af ‘Harrys Hafenbasar’)

Reklame: Tak til Byens Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Galgeleg:

Udgivelsesår: 30.11.2021
Forlag: Byens Forlag, 130 sider
Omslag: Michelle Rivas

Indhold:

Galgeleg
Lighund
Human Eyes
Destination
Human Eyes 2
Syv
Fornuftens søvn
Barnet i fryseren
Harrys Hafenbasar
Human Eyes 3
Fæld selv
Galgeleg 2

Læs også:

Black Out af Kenneth Bøgh Andersen
Liv af Rasmus Hastrup
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
I lygternes skær af Steen Langstrup
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Når månen titter gennem ruden af Lars Thomassen
Tågevals / red. Nikolaj Højberg
Afmagt af Mogens Wenzel Andreasen

Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg

Drifter / red. Nikolaj HøjbergBagsidetekst:

I mørk erotik kombineres gys og lyst. Effekten kan være ganske foruroligende, hvilket du opdager, når du læser denne bog. Her møder du blandt andet ægteparret, der pifter deres sexliv op ved at invitere døden ind i ægtesengen. Du kommer også til at møde manden, der en dag får en henvendelse fra en søn, han ikke anede eksisterede. Og som ikke burde eksistere. Og så er der kvinden, der efter en skilsmisse og hensynende sexliv en dag kommer til at røre en ældre kvindes hånd. Og mærker knoglerne under den tynde hud. Alle tre foruroligende noveller. Og der er yderligere 10 i samlingen.

 

Fra forordet:

Nu har jeg brugt genrebetegnelsen mørk erotik flere gange, men hvad er det egentlig for en størrelse? Jeg har ikke kunne finde en klokkeklar definition. Nogle steder defineres genren som en erotisk historie, hvor døden spiller en central rolle. Andre steder defineres den som en historie, hvor erotik kombineret med frygt. Jeg har valgt den sidste definition i forbindelse med udvælgelsen af novellerne til denne antologi. I nogle af novellerne spiller døden dog også en væsentlig rolle.

En af udfordringerne ved at sammensætte nærværende antologi var spændviden i de to bærende følelser. Nogle af novellerne er eksplicitte i deres håndtering af erotikken, andre er underspillede. Det samme gør sig gældende med frygten, der spænder fra almindelig hverdagsfrygt for at blive afsløret i en prekær situation, til den voldsomme frygt associeret  med voldtægt og død. Jeg har forsøgt at vise hele spektret mellem de to følelsers yderpunkter.

Ud over lyst og frygt varierer novellerne også i graden af realisme. Nogle af novellerne er tro mod virkelighedens verden, andre bevæger sig bort fra den. Jeg har valgt at bruge realismen som rettesnor i forbindelse med organiseringen af antologien. Novellernes rækkefølge er sat efter graden af realisme, med de realistiske først og de fantasifulde til sidst.

God læselyst
Nikolaj Højberg, Redaktør

 

Indhold:

Forord
La petite mort af Lars Ahn Pedersen
Kongler af Anika Eibe
In spe af Teddy Vork
Drifter af Flemming Rasch
Store bryster af Alice Aagaard
Hjemkomsten af Jesper Rugård
Dronningen af Maria Bache Andersen
Parringsdans af Carina Evytt
Sort undfangelse af Jonas Wilmann
Aftenens vinder af Pernille Eybye
Liliths døtre af Luna Pedersen
I nationens tjeneste af Thomas Vernon Nielsen
I røg og dis af Louise Floor Frellsen

Om Drifter:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Kandor, 344 sider
Omslag: Luca Oleastri