oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘allegori’

Dorian Gray (2009)

Jeg må nok hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig har fået læst Oscar Wildes berømte roman, der ligger til grund for denne filmatisering. Til gengæld havde jeg glædet mig til at se filmen, netop fordi jeg har hørt så meget om historien.

Den unge Dorian Gray arver en formue efter sin bedstefar, der tilsyneladende var en modbydelig person. Dorian drager derfor ung og naiv til London, hvor han hurtigt introduceres for den lidt ældre og meget mere kyniske Henry og dennes ven maleren Basil. Basil drages af Dorians ungdommelige sødme, og maler et smukt og livfuldt portræt af ham, som han forærer Dorian.

Henry drages også, men han sætter en ære i at vise Dorian de kyniske sider af verden, og opfordrer ham til at leve hver time, som var det den sidste. Den sætning tager Dorian til sig, og da det viser sig, at Basils maleri tager al Dorians synd på sig, mens han selv forbliver ung og uspoleret at se på, drages han ind i et liv, hvor jagten efter nydelse bliver eneste mål.

Men da Dorian efter mange år vender tilbage til London og sine nu gamle venner, opdager han, at alting har sin pris…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. På en måde er den velfortalt, smukt filmet og især Ben Barnes i rollen som Dorian spiller overraskende godt. På den anden side synes jeg ikke, at der er så mange overraskelser undervejs – men det skal der måske heller ikke være i sådan en type film.

Billedsiden er holdt i stærke og klare farver langt det meste af filmen, og instruktør Oliver Parker leger med billederne, når Dorian kaster sig ud i de mest dekadente nydelser. Det virker dragende, samtidig med at det også er frastødende, hvilket på en måde kendetegner hele filmen.

Colin Firth gør det ok som den kyniske lord, der prædiker et liv i lyst, men ikke selv tør tage hele skridtet – og til sidst får sin egen filosofi smidt i hovedet, da Dorians lyst pludselig kommer tæt på ham selv.

Så jeg kan egentlig ikke sige noget skidt om Dorian Gray. Alligevel må jeg tilstå, at den ikke rigtig rørte mig, og det er jo desværre ikke den bedste anbefaling at give videre.

Historien om Dorian Gray er blevet filmatiseret flere gange, første gang (ifølge wikipedia) af den danske skuespiller Axel Strøm, mens den mest anmelderroste version blev instrueret af Albert Lewin i 1945.

Om Dorian Gray:

Instruktør: Oliver Parker
Udgivelsesår: 2009
Efter romanen The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde fra 1891

The Invasion

Jack Finneys roman “The body snatchers” fra 1955 er efterhånden blevet filmatiseret en del gange, senest af Oliver Hirschbiegel i 2007 med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig på rollelisten. Og hvor 1993 versionen er en ret ligegyldig og tam affære, er 2007 udgaven slet ikke så tosset. Ikke så god som Philip Kaufmans version fra 1978 med Donald Sutherland, men en ganske udmærket film. (Og nej, jeg har desværre ikke fået set originalfilmen fra 1956 af Don Siegel endnu)

“The invasion” starter med, at en spaceshuttel falder ned og straks isoleres, for noget gror på skroget. Men selvom man er opmærksom på faren, lykkes det alligevel sporene (som det viser sig at være) at inficere nogle mennesker, og en spredning af noget begynder. Det går dog ikke op for den almene befolkning, som blot tror, at en alvorlig influenza epidemi er under optræk.

Hovedpersonen Carol Bennell er psykolog og enlig mor for sønnen Oliver. En dag fortæller en af hendes patienter, at hendes mand ikke længere er hendes mand, og Carol opdager, hvordan folk omkring hende ændrer opførsel. Da hun opdager et mystisk stof og tager det med til sin ven, lægen Ben, opdager de, at noget er helt galt. Men før de når at reagere, er alt for mange smittet, og situationen virker ude af kontrol.

Nicole Kidman er udmærket i rollen som Carol, men jeg må også sige, at jeg fik en ny respekt for hendes evner som skuespiller i “The others”. Oliver Hirschbiegel har ikke satset på at lave klamme scener med de inficeredes forvandling (selvom det, vi ser, er godt lavet). I stedet fokuserer han på de psykologiske aspekter af historien. Hvordan en kendt verden pludselig virker anderledes og fjendtlig, uden at man kan sætte en præcis finger på hvorfor? Og på samspillet mellem menneskerne og de inficerede. Det er ret godt lavet.

Det eneste jeg har et problem med er slutningen, og nu kommer jeg med en spoiler!!!! Romanen fra 1955 ender med, at menneskene finder en kur mod sporene fra rummet, og det gør man også i “The invasion”. Men her synes jeg, at 1978 udgaven er langt mere uhyggelig. Jeg husker med gru og yderst tydeligt, hvordan Sutherland i slutningen af filmen afsløres som inficeret. Puha det var klamt!

Instruktør: Oliver Hirschbiegel
Udgivelsesår: 2007

Se traileren til 1978 versionen

Jacob’s ladder

Jacob's ladderJeg forsøgte at se Jacob’s ladder for mange år siden, men blev overhovedet ikke grebet af historien, som jeg fandt meget forvirrende, og derfor fik jeg aldrig set den færdig. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at give den en chance igen, og sikke et held for det var en yderst intens oplevelse!

Jacob Singer var i 1971 soldat under Vietnam krigen. Under et angreb bliver han hårdt såret, og nu følger man ham, efter han er vendt tilbage til USA. Han er blevet skilt fra sin hustru, Sarah, som han har drengene Eli og Jed samt den døde søn Gabriel med, og nu bor han sammen med Jezabel fra postkontoret.

Men noget er ikke rigtigt. Jacob begynder at se mærkelige ting, mennesker der ligner dæmoner, og han bliver forfulgt. Han bliver opsøgt af en gammel soldaterkammerat, som oplever det samme, og da denne kammerat bliver dræbt af en bilbombe, beslutter Jacob sig til at bringe sagen op for de øvrige kammerater fra delingen. De er sikre på, at hæren har udsat dem for et eksperiment, og at det er derfor, de bliver forfulgt. Men intet er, hvad det ser ud til at være…

Jacob’s ladder er en intens, forvirrende, ubehagelig og meget skræmmende film, hvor historien i de sidste 10 minutter falder helt på plads og forklarer alt. Og da jeg ikke vil ødelægge slutningen, er min beskrivelse af handlingen derfor langtfra fuldstændig.

Der er masser af symbolik i filmen, og alene navnevalget af de to kvinder i Jacobs liv, Sarah og Jezabel, siger en del. Derudover er den filmet fantastisk. I en scene bliver Jacob kørt rundt på en båre på hospitalet, og omgivelserne bare bliver mere og mere sindssyge, og til sidst er det bare for rædselsfuldt. Men Jacob er fanget i det.

Hovedrollen Jacob spilles af Tim Robbins, og jeg har aldrig set ham bedre.

Jacob’s ladder er en film, som man absolut ikke bør snyde sig selv for, og som sagt så er starten lidt kringlet, men hæng på – for det ender i en fantastisk oplevelse.

Om Jacob’s ladder:

Instruktør: Adrian Lyne
Udgivelsesår: 1990

Også omtalt på horrorsiden.dk

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Den_ejendommelige_sag_om_dr_Jekyll_og_mr_Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens.

Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han har dog visse laster – hvilke får vi ikke at vide, andet end han synes, de er uværdige. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Dr. Jekyll kan være helt igennem respektabel.

Men Dr. Jekyll kan ikke styre Mr. Hyde, og da denne en dag slår en mand ihjel, er Dr. Jekyll nødt til at lukke døren i for Hyde for evigt. Det viser sig dog at være svært, for når Jekyll sover, dukker Hyde op. Det der før krævede, at han tog sin eliksir, sker nu uden hjælp, og til gengæld bliver det sværere for ham at blive Jekyll igen.

Sagføreren Utterson kommer ind i sagen som en ven af Dr. Jekyll, og det er ham som til sidst sammen med Jekylls trofaste tjener Poole bryder ind i Jekylls arbejdsværelse og finder den fuldstændige redegørelse over forløbet – og Hydes krop liggende død på gulvet.

Historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er en klassisk fortælling, som siden sin udgivelse er blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Robert Louis Stevenson lod sig inspirere af en virkelig person, da han skrev den, nemlig William Brodie, der blev født i 1741 og udadtil var en fin gentleman, men bag kulisserne var en tyv og bedrager.

Førsteudkastet til romanen blev skrevet på tre dage, men blev omskrevet da Mrs. Stevenson foreslog sin mand at gøre det til en allegorisk fortælling i stedet for. Det endelige manuskript blev derefter ligeledes skrevet på tre dage, og blev allerede i sin samtid en bestseller med et oplag på 40.000 eksemplarer i løbet af det første halve år.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde er nem at læse trods sin alder, og har flere glimrende eksempler på gotiske virkemidler, f.eks. beskrivelsen af Uttersons tur gennem natten sammen med Poole:

“Det var en barsk og stormfuld martsnat, og den blege måne lå på ryggen, som om vinden havde væltet den, og de forrevne skyer for over himlen i et broget mønster. Stormen gjorde det vanskeligt at tale og gjorde dem hede i kinderne. Det var, som om den havde drevet alle fodgængere bort fra gaderne, for Mr. Utterson syntes aldrig, han havde set London så øde og forladt. Han havde foretrukket det anderledes, for aldrig i sit liv havde han følt så inderlig en længsel efter at se sine medskabninger og røre ved dem, og selvom han kæmpede imod, voksede der i ham en knugende forudanelse af katastrofe.”

Dr. Jekyll og Mr. Hyde blev som sagt en bestseller allerede i samtiden, og udtrykket ”Jekyll & Hyde-personality” opstod, som en forklaring på mennesker der bestod af både ønskelige og ikke-ønskelige personlighedstræk. Historien demonstrerer da også tydeligt et af de ”problemer”, der optog borgerskabet i slutningen af 1800-tallet, nemlig hvordan man passer på, at lysterne (som var ikke-ønskelige personlighedstræk) ikke overmander mennesket. Hvor man mente, at den gemene pøbel ofte lod sig lede af lysterne, var det ikke passende, når pæne mennesker gjorde det.

Samtidig er historien også et eksempel på ”den gale videnskabsmand”, som i sin søgen efter viden, ender med at gøre ulykkelige ting. Helt konkret både myrder og voldtager den pæne doktor jo folk, når han er overtaget af Mr. Hyde. Og selvom Jekyll ikke ønsker at begå alle de slette handlinger, så får han sværere og sværere ved at modstå Mr. Hyde. En advarsel til læseren om at passe på ikke at lade sig overmande af lysterne, da det kan få grufulde konsekvenser.

Om bogen:

Originaltitel: The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Udgivelsesår: 1886