september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘analyse’

Analyse af From Dusk Till Dawn

Kort fortalt handler “From Dusk till Dawn” om de to Gecko brødre, Seth (George Cloony) og Richie (Quentin Tarantino). Richi har hjulpet Seth med at flygte fra fængslet, og nu har de begået et bankrøveri og er på vej til Mexico, hvor de skal mødes med Carlos på Titty Twister – en bar langt væk fra al ting. Undervejs kidnapper de Fuller-familien, som er på en fredelig ferie, hvor de forsøger at få en hverdag til at fungere, efter at moderen er død en meningsløs død i en trafikulykke. Faderen, Jacob (Harvey Keitel) er præst, men har frasagt sig sit embede, fordi han har mistet sin tro på Gud, og teenagerne Kate (Juliett Lewis) og Scott (Ernest Lui) har endnu ikke fundet sig til rette med alle omstillingerne.

Gecko brødrene og familien Fuller når over grænsen og frem til Titty Twister. Det viser sig at være en ikke helt almindelig bar – den er nemlig befolket af vampyrer – og fra at være forbrydere og ofre må familien Fuller slå sig sammen med Gecko brødrene for at overleve til solen står op.

“From Dusk till Dawn” starter ud som en roadmovie i stil med “Pulp Fiction” men midtvejs skifter den fuldstændig genre og glider over i grotesk splatter. Dette skift har gjort, at mange syntes, at Rodriquez Tarantino satte sig mellem to stole, da de lavede filmen, og den har derfor ikke fået særligt gode anmeldelser. Men personligt synes jeg, at genreskiftet er spændende, og giver filmen flere muligheder, end hvis de havde holdt sig i den ene genre.

I roadmovie-delen er alle hovedpersonerne rodløse og desillusionerede, i splatter-delen må de udvikle sig for at overvinde deres mistro til livet og overleve.

Filmens personer er:
Seth Gecko – den ældste bror. Han er lederen, så længe det drejer sig om den materialistiske verden, men da vampyrerne dukker op og der bliver brug for en immateriel kraft, overbeviser han Jacob udfra et pragmatisk synspunkt om, at Gud eksisterer og overlader ledelsen til ham. Seth er aggressiv og bryder gerne loven for at nå sine mål, men selvom han er bankrøver, er han ikke fuldstændig uden moral. Han elsker sin yngre bror Richie, men han kan ikke styre ham, og det resulterer ofte i nogle voldelige situationer, som Seth slet ikke kan forstå og derfor forsøger at overse. Seth udvikler sig igennem filmen og bliver mindre hensynsløs, finder en tro på en anden verden end den materielle og bryder til sidst Richie, da han gennemskuer ham til slut.

Richie Gecko – den yngste bror. Han har begået flere voldtægter og er som Seth også bankrøver. Richie lever delvis i en anden verden. Han ser ting, der ikke sker og reagerer på dem, som om de var virkelige. Han er ekstrem voldelig og har ingen moral til at stoppe sine handlinger. Den eneste, han har en lille smule følelser er Seth, men da Richie sidst i filmen bliver vampyr og dermed lever sin afstumpethed fuldt ud, er Seth den første han vil slå ihjel, så det kan næppe kaldes kærlighed, hvad han har følt for Seth, snarere har han underlagt sig den stærkere brors evner, til han selv blev den stærkeste.

Jacob Fuller – familiefader og frafalden præst. Jacob kan ikke styre sine børn eller holde sammen på sin familie (hans kone er død, og han kunne ikke gøre noget). Da de når til Titty Twister, vågner han dog op og overtager for en stund lederrollen, da han genfinder sin præstetro, og samtidig genvinder sine børns respekt, da han tvinger dem til at love sig, at de vil skyde ham, når han bliver vampyr.

Kate Fuller – storesøster. Hun starter med at være den jomfruelige teenager, der ikke drikker, fordi hendes far siger det, men som filmen skrider frem, udvikler hun sig til at blive en voksen kvinde, der kan tage vare på sig selv og sin familie.

Jakob Fuller – den lidt forkælede, adopterede lillebror. Han er en lidt oprørsk teenager, som trods alt holder af sin familie, og også han vokser gennem filmen.

Det er ikke Tarantino selv, der har instrueret “From Dusk till Dawn” men hans gode ven Robert Rodriguez, der især er kendt for “Desperado”, som med sine udpenslede voldsscener og ligeud ad landevejen historie minder lidt om From Dusk…, hvilket sikkert er grunden til, at Tarantino valgte ham.

Tarantino har skrevet manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet på opfordring af Robert Kurtzman, som ønskede en historie, der kunne vise, hvad Kurtzman’s make-up og special effects firma kunne lave. Filmen bliver således en blanding af Rodriguez og Tarantinos forskellige filmiske udtryk, og dem har jeg forsøgt at se nærmere på.

Rodriguez’s film er kendetegnet ved:
Overlappende og skiftende billeder
Subjektiv kameraføring
Musikken
Mexico og mexikanske/spanske skuespillere
Tegneserieagtig personificering

Quentin Tarantinos film er kendetegnet ved:
Den (van)vittige dialog/ironien
Den pludselige umotiverede vold
Genbruger de samme skuespillere i sine film
Genopdager ‘gamle’ skuespillere, som fx John Travolta i “Pulp Fiction”
Intertekstualitet
Tager ikke moralsk stilling i sine film
Udforsker genrefilmens klichéer
Bruger pastiche
Musikken

Tarantions kendetegn har som før nævnt nogle kendetegn, der går igen i hans film. Det er også tilfældet i “From Dusk till Dawn”. Selvom det er Rodriguez, som har instrueret filmen, ses Tarantinos fingeraftryk flere steder:

Dialogen:
Frost fortæller om sine oplevelser i ‘Nam, mens de overlevende efter første runde mod vampyrerne, står og lytter (scene 22). Dialogen har intet med filmens handling at gøre, men er sat ind som et kulsort udtryk for Tarantinos humor.

Metagenreeffekter:
Vi ser Gecko brødrene kører af sted i en bil, og pludseligt bliver bagagerummet gennemsigtigt, så vi kan se, at de har et gidsel liggende bagi (scene 1). Et andet eksempel er speakeren, der fortæller om Gecko brødernes flugt gennem USA med brugen af dødsofre som en slags bingotal, der står og blinker på skærmen (scene 4). Samme idé bruger Tarantino i “Natural Born Killers”. Derudover ironiserer han også over actionfilmgenre, da Seth pludseligt står med en tom pistol, da han skal skyde Santanico Pandamonium (scene 22).

Intertekstuelt spil:
Scott’s t-shirt bærer teksten ‘Precinct 13′, som er titlen på Tarantinos yndlingsfilm “Assault on Precinct 13” (scene 2). På Fuller familiens motelværelse siger Seth: Okay ramblers, let’s get rambling, samme replik har Tarantino brugt i “Reservoir Dogs” (scene 7). Da Richie bliver vampyr, ligner han Boris Karloff’s udgave af Frankensteins monster (scene 22).

Skuespillere:
Følgende skuespillere er alle med i “From Dusk till Dawn”, men er også blevet benyttet af Tarantino i andre film.
Harvey Keitel – Pulp Fiction, Reservoir Dogs
Juliette Lewis – Natural Born Killers
Quentin Tarantino – Pulp Fiction, Reservoir Dogs, Four Rooms

Betragtninger over Romeros zombie-trilogi

Romero’s triologi kan ses som en kritisk betragtning af vores samfund, samt et delvist forsøg på at visualisere den moderne civilisations sammenbrud.. Filmene er meget blodige og meget realistiske, hvilket sikkert er grunden til, at de ikke har fået det store kommercielle gennembrud.

I den første film er temaet, at kaos ikke så meget er en ydre som en indre trussel. Zombierne kan slås ihjel og holdes udenfor huset, hvis blot de levende holder sammen – men det gør de ikke, og dermed åbner de selv for zombiernes adgang. Menneskenes adfærd er med andre ord det, der gør dem til zombier, og da redningsholdet ankommer om morgenen skyder de den eneste overlevende, da de ikke kan kende de levende fra de døde. Bens meningsløse død giver den social redning et sarkastisk skær, for hvis samfundet ikke kan skelne mellem menneskelighed og monster, hvordan kan det da definere menneskelighed, og hvilken orden er det så, der bliver genoprettet med redningsholdets ankomst?

Romero har fået inspirationen til trilogiens første del fra Richard Mathesons “Jeg er den sidste”, som også beskriver isolationen og paranoiaen hos hovedpersonen, der lever alene i en verden befolket af vampyrer.
Hvor første film delvist forklarede zombiernes tilsynekomst med radioaktiv stråling, giver anden film ingen forklaring. Her er temaet en advarsel til vores moderne forbrugersamfund om at dets kapitalistiske politik kun fører mod død og opløsning. Stephen dør, fordi han ikke kan se på, at motorcykelbanden stjæler smykker og penge i ‘hans’ mall, og i virkeligheden er hverken smykker eller penge jo noget værd i det kaos samfundet er blevet med zombiernes ankomst.

Rikke Schubart skriver om Dawn of the Dead:
Filmen fokuserer mere end før på zombierne og deres status som masseoprør og protest mod det civiliserede samfund…Zombien på film har altid været et fænomen, der truer samfundet med kaos. Enhver er potentiel zombie, alle kan ende som én i massen af sultne oprørere, uanset social status, alder, køn og nationalitet, og den sociale undertone af proletarisk anarki, der kun var antydet i den første film, bliver tydelig i Dawn of the Dead… Zombierne har ikke nogen årsag, fordi forklaringen ligger i os selv. “De er os” siger Peter, og den purtoricanske præst råder til at standse myrderierne. Mener han myrderierne på zombierne, eller på de fattige puertoricanere der ryger med i købet sammen med resten af den fattige underklasse, der breder sig som en zombiehær under det kapitalistiske regime?

En analyse af Alien-filmene

Siguerny Weaver som RipleyDe tre første film kan ses som en livscyklus for Alien-monstret. I første film fødes Alien og kommer i kontakt med menneskenes verden. I anden film udvikler den sig til mange og i sidste af de tre dør den.

Det samme sker næsten med den anden hovedperson, Ripley. I første film modnes hun til at være den, der til sidst overvinder den første Alien. I anden film finder hun mand og barn, og i tredje film dør også hun. Efterfølgende er der så lavet en fire, som ikke helt passer ind i triologien.

Bo Green Jensen har set nærmere på filmene.
“Alien” blev instrueret af Ridley Scott. Scott lavede en ’saglig’ fremstilling af alien med kun et enkelt monster på skibet. Til gengæld var Nostromo i modsætning til fx Enterprise fra StarTrek, en nedslidt skrotbunke fyldt med rustne rør og mørke, tærede gange. Scotts “Alien” viste en troværdig men meget lidt tillokkende fremtid, og filmen er fuld af realistiske og samtidigt frastødende scener, som fx da videnskabsofficeren viser sig at være en androide.

Nr. 2 film “Aliens” fra 1986 blev instrueret af James Cameron, som kort forinden havde etableret sit navn med “Terminator”. “Aliens” blev da næsten også bygget op over samme recept, hvor Ripley som en anden superhelt næsten ene kvinde udraderer en hel planet fuld af aliens.

I 1992 laver David Fincher så “Alien 3” i en mørk ‘mindre er mere’-filosofi, som han siden har brugt i den sorte thriller “Seven” fra 1995. Hele filmen er mørk og trøstesløs indtil sidste billede, hvor Ripley som en anden kristusfigur falder baglæns ned i støbeovn fyldt med smeltet stål.

Den fjerde og formentlig sidste film blev lavet i 1997 af Jean-Pierre Jeunet. Han er kendt for bl.a. “De forbudte børns by” (1996) og har også genbrugt et par skuespillere fra denne. Jeunets version er, modsat Finchers meget nøgne og asketiske skildring, en overdådig udgave med masser af slim, kroppe og visuelle gimmicks.

Filmene er klassikere indenfor genren, og jeg kan klart anbefale dem, hvis der endnu skulle være få, der ikke har fået set dem endnu. Mine yndlings er nr. 1 og nr. 3 – ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og den dårligste er nr. 2. Her bliver der sat for meget focus på actiondelen – dvs. selve udryddelsen af aliens’ne – og for lidt focus på spillet mellem alien og mennesket. Jeg synes heller ikke, at 2’eren har samme uhygge-element som de andre, netop af samme årsag.

Rikke Schubart analyserer de første tre film i sin bog “I lyst og død”, der handler om gysergenren. Her kommer hun ind på, hvordan man kan tolke alien (den fremmede) som seksualiteten. Gysergenren deler hun op i 5 subgenrer, hvoraf den ene er det videnskabelige gys. Det videnskabelige gys kan igen deles ud i tre versioner. Den første er om videnskabsmanden, eksperimentet, monstret og katastrofen, hvor Mary Shelleys “Frankenstein” er det klassiske eksempel. Dernæst er der historien om den tro kopi af mennesket, hvor kopien fx kan være en robot et biologisk manipuleret afkom eller et rumvæsen. Endeligt er der den sidste version, som er den klassiske konfrontationsmodel forklædt som science fiction. Her er problemet ikke så meget viden eller videnskab, som et invaderende monster fra rummet, og løsningen er at bekæmpe monstret med vold.

Hvor Frankenstein-versionen viser en symbolsk konflikt mellem videnskabsmanden, der symboliserer overjeg’et og monstret, der symboliserer id’et, kan rumvæsnet være noget udefra kommende, som fx i “Invasion of the Bodysnatchers” (1956), hvor det kan tolkes som frygten for kommunismen. Her i Alien-filmene mener Schubart dog, at man godt kan tolke Alien seksuelt. Alene udformningen af monstret:

“…H. R. Giger har designet monstrets udvikling som en forvrænget og dødelig fortolkning af menneskelige kønsdele: Den eneste aliendel, besætningen kan kigge nærmere på, ligner en opskåret kusse med en lang finger i enden, og den nye Alien, der gør sin effektfulde entré ud af Kanes mave, ligneren penis med hugtænder. Det udvoksede eksemplar er udstyret med et aflangt glinsende hoved, der mest af alt ligner glansen af en penis, og dets hale er en lang fallos, som Alien bruger til at voldtage og dræbe et kvindeligt besætningsmedlem med ved at stikke den op mellem hendes ben…”

Tolker man kun Alien som menneskets angsten for seksualiteten, kommer man dog til at mangle det andet aspekt i det videnskabelige gys – nemlig temaet om menneskelighed – og det går også meget tydeligt igennem i filmene. I første film er der ikke bare tilsynekomsten af Alien, som er en invaderende trussel uden nogen forsonende træk. Der er også videnskabsofficerens pludselige forvandling til androide, som et symbol på umenneskeligheden i menneskene selv. Profit er vigtigere end menneskeliv, og androiden forsøger derfor at forhindre besætningen i at slå Alien ihjel – selvom det i sidste ende vil betyde menneskets udslettelse at bringe Alien til jorden. Altså en påmindelse om at det fremmede ikke nødvendigvis kommer til os fra rummet. Den fjerde films ene hovedperson er androiden Call, som – på trods af at hun er helt igennem maskine – er mere menneskelig end de forskere, der eksperimenterer med Ripley. Hun forsøger at slå Ripley ihjel for “Hvilken grund har du til at leve nu?”, men indser at Ripley stadig er så meget menneske, at hun kan finde en mening med livet, så også i 4’eren findes temaet menneskelighed.