november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘André Øvredal’

Troldjægeren

TroldjægerenThe Blair Witch Project – nu med trolde…

Nej, faktisk er det ikke fair af mig at sammenligne den norske film Troldjægeren med The Blair Witch Project, for den var jeg ikke ret vild med. Troldjægeren er derimod rigtig underholdende. Men mockumentarformen er den samme, og derfor ligger en sammenligning lige til højrebenet.

Tre studerende vil lave en dokumentarfilm om en krybskytte, som skyder bjørne rundt om i Norge. De støder på enegængeren Hans, der virker som den oplagte krybskytte. Men det viser sig, at han er ude i et helt andet ærinde. Han er nemlig ansat hos TST, en hemmelig afdeling i den norske stat, som tager sig af trolde, og nu er  han på jagt efter en gruppe trolde, som er brudt ud af deres revirer og skaber ulykker overalt de kommer frem.

Naturligvis tror de unge ikke på trolde – men det kommer de til – og snart er de dybt involveret i jagten på de undslupne trolde og forsøget på at finde ud af, hvad der har drevet dem på flugt.

Troldjægeren er som sagt filmet som en dokumentarfilm, og indledningen fortæller, at filmen er fundet i råklip og klippet sammen i kronologisk rækkefølge. Men at ingen af de unge mennesker siden er set… Og når man har set den onde statsansatte Finn, som virkelig ikke bryder sig om, at de studerende følger Hans på hans jagt, så har man en klar fornemmelse af, at den norske stat ikke er så uskyldig, som vi tror.

Filmen er fyldt med facts om trolde: hvorfor nogen af dem bliver til sten, når sollyset rammer dem, mens andre eksploderer; hvilke typer trolde der bor hvor; hvorfor de norske fjelde er fyldt med højspændingsledninger osv.

Der går længe imellem, at jeg ser norske film, og jeg indrømmer blankt, at en af grundene til det, er broderfolkets sprogtone, som simpelthen ikke kan være uhyggelig ligegyldig hvad der sker på skærmen. Troldjægeren er da også mere morsom end skræmmende, men ikke desto mindre var jeg gevaldigt underholdt undervejs.

Det lykkes faktisk instruktør André Øvredal, at gøre historien troværdig, så vi næsten tror på, at troldene huserer i de norske fjelde. Han fortæller effektivt med en blanding af humor og enkelte mere uhyggelige scener, når Hans er på troldejagt. Ikke alle CGI-effekterne er lige vellykkede, men generelt er troldene interessante, omend ikke specielt uhyggelige.

Hvis du kan lide lidt skæve film, så er Troldjægeren et godt bud. Som James Lasome skriver på Best Horror Movies: “Overall, Trollhunter is a fine found-footage adventure. The film’s sound design and Norwegian shooting locations all help ring further tension and excitement out of an already brilliant script and performances. The added touches of dark comedy and palpable sense of adventure make this a hunt highly recommended.”

Om filmen:

Instruktør: André Øvredal
Udgivelsesår: 2010