november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Andrew Taylor’

Den tavse dreng af Andrew Taylor

Den tavse dreng af Andrew TaylorParis 1702, midt under revolutionen. En lille dreng løber blodig gennem gaderne efter at have overværet mordet på sin mor. Han bærer på en hemmelighed, som han har lovet aldrig at afsløre. Ikke med et eneste ord…

Den tavse dreng af Andrew Taylor er en selvstændig fortsættelse til hans fremragende Færten af død, der udkom på dansk i 2013. Jeg har personligt ventet i spænding på at læse mere om kontoristen Edward Savill, og det har heldigvis været ventetiden værd.

Savill er vendt tilbage fra New York og bor nu i London sammen med sin søster, der er blevet enke, samt datteren Elizabeth. En dag bliver han kontaktet af sin tidligere chef, mr. Rampton. Hans niece Augusta, som også var Savills hustru, er død.

For mange år siden forlod Augusta Edward til fordel for en elsker. De blev dog aldrig skilt, og han er således i lovens forstand hendes nærmeste slægtning. Og det er derfor Rampton kontakter ham. Augusta har nemlig fået sønnen Charles, og nu ønsker hendes onkel at adoptere drengen.

Af forskellige årsager ønsker Rampton dog ikke, at hans navn figurerer i sagen, så derfor beder han Savill om at opsøge Count de Quillon, der påstår at være Charles’ far, og har taget ham med til England, da de flygtede fra Frankrig. Savill er ikke overbevist om Ramptons intentioner, men erklærer sig villig til at opsøge greven og få overdraget drengen. Om Charles så skal bo sammen med sin halvsøster eller hos Rampton, vil han efterfølgende tage stilling til.

I første omgang går alt efter planen. Savill ankommer til Charnwood Court ved landsbyen Norbury og fremfører sit ønske. Men en tandpine sætter ham ud af spillet i flere dage, og da han endelig kommer til sig selv igen, forsvinder Charles. Savill er i tvivl om, hvorvidt de Quillon er involveret, så han sætter jagten ind på at finde Charles. Spørgsmålet er, hvem der har interesse i at bortføre den nu stumme dreng? Og hvilken hemmelighed er det han gemmer på?

Den tavse dreng er en fornem tilføjelse til Andrew Taylors forfatterskab. Her er tale om en velskrevet historisk krimi, der på den ene side er en spændende historie, og samtidig er den et fremragende portræt af en dreng, der har været udsat for et ubærligt traume. Jeg skulle ikke læse mange sider, før jeg var helt fanget ind.

Andrew Taylor er en eminent forfatter. Han beskriver fortiden, så den står lyslevende for læseren. Man kan nærmest lugte skidtet og føle Savills tandsmerter, for slet ikke at tale om den angst som Charles gennemlever. Her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet er Den tavse dreng en atmosfærefyldt fortælling, hvor det usagte og skjulte skaber en intens stemning. Dramaet udspiller sig i det små, men er ikke mindre spændende af den grund. En stor anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Den tavse dreng:

Udgivelsesår: 30.08.2018
Forlag: Klim, 365 sider
Omslag: Jill Battaglia, Sofie Poulsen

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Færten af død af Andrew Taylor

Færten af død af Andrew Taylor

Færten af død af Andrew TaylorVelfortalt historisk krimi som emmer af autenticitet.

Fra 1775 til 1783 udkæmper Storbritannien og de tretten stater, som i 1776 erklærede sig for Amerikas Forenede Stater, den amerikanske uafhængighedskrig. Baggrunden for krigen var blandt andet, at kolonierne skulle betale skat til Kronen uden at være repræsenteret i det britiske parlament. Krigen var ikke kun en krig mod Storbritannien men også mod de amerikanske loyalister og dermed en krig mellem familier og naboer.

Edward Savill er kontorist ved Det Amerikanske Departement i London. I 1778 bliver han forflyttet til New York for at forestå undersøgelsen af erstatningskravene fra loyalister, der er kommet i klemme i den amerikanske uafhængighedskrig. Savill ser det som en avancementsmulighed, selvom han må efterlade hustru og barn i England.

Allerede den første dag bliver han involveret i fundet af en myrdet mand, der senere viser sig at være en gentleman ved navn Roger Pickett. Umiddelbart ser det ud til at være et rovmord, men flere omstændigheder ved sagen gør, at Savills interesse bliver vakt. Ikke mindst fordi det viser sig, at Mr. Pickett umiddelbart inden mordet havde været på visit i familien Wintours hus, hvor Savill selv logerer.

Færten af død er første bind med Edward Savil i hovedrollen, og jeg glæder mig allerede til at læse mere. Andrew Taylor formår som få at dreje en historie, som på overfladen virker tilforladelig, men som gemmer på hemmeligheder og intriger, der gør slutningen til én stor overraskelse.

Plottet tager udgangspunkt i mordet på Mr. Pickett, men fortællingen væver også tråde ud til familien Wintours historie og til krigen, som gjorde naboer og familie til fjender og efterlod store ar. Dermed bliver romanen til så meget mere end en krimi, og Færten af død viser endnu en gang Andrew Taylors store talent for at fortælle, så det emmer af autenticitet. Historien vækkes til live, rå og upoleret, og som læser bliver man fuldstændig suget ind i Taylors velskrevne univers.

En fremragende historisk krimi som kun kan anbefales.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Færten af død:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Klim, 407 sider

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

Genfærdets anatomi af Andrew TaylorDet er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som Genfærdets anatomi og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen Genfærdets anatomi, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke Genfærdets anatomi som en typisk spøgelses-fortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Om Genfærdets anatomi:

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011