Indlæg tagget med ‘Andrias Andreasen’

Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej - 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier

Noget er på vej er en utrolig flot udgivelse fra forlaget Krabat bestående af 24 noveller med udgangspunkt i den gamle nordiske folketro. Samlingen indledes af et kort forord om sagn og mærkelige væsener af arkivar Lene Vinther Andersen, og hver fortælling prydes af en smuk illustration i gråtoner. Bagerst er en kort introduktion til de 23 medvirkende forfattere. Med sine godt 400 sider er det en udgivelse, der både fylder og pynter på boghylden. Og heldigvis er indholdet også godt.

Enkelte af historierne foregår i “gamle dage”, men de fleste af dem er flyttet op i nutiden. Det er dog ingen hindring for uhyggen i de gamle sagn, som det i det store hele lykkes forfatterne at integrere i det moderne liv.

I det hele taget synes jeg, at niveauet af historierne er højt, men jeg har dog alligevel nogle favoritter. Af dem vil jeg blot fremhæve et par stykker her i omtalen.

Det er ikke så længe siden, jeg læste antologien Pulp Horror Fiction, hvor Lars Ahns novelle ‘Døden i kloakken’ var en af mine favoritter. Det samme kan siges om hans novelle ‘E. Høj‘ her i Noget er på vej.

Ahns novelle handler om en ellepige, der i mange år har levet i menneskenes verden. Her tjener hun staten og sørger for, at uønskede elementer skaffes af vejen i al ubemærkethed. Men en aften opdager hun, at hendes offer er beskyttet af magi, og det bliver starten på en omvæltende opdagelse. Historien er velskrevet, og jeg synes, twistet med at indsætte en ellepige i vores nutid og endda lade hende være en slags lejemorder for staten er både overraskende og godt fundet på. Du kan læse mere om tankerne bag novellen på Lars Ahns hjemmeside.

Jeg var også ret begejstret for ‘Mørkeræd‘ af Andrias Andreasen. Her introduceres vi for en række gamle sagn og myter, idet hovedpersonen får fortalt de uhyggelige fortællinger en mørk aften på turen hjem fra sin mormor. Slutningen vender op og ned på vores forventninger om, hvad der er uhyggeligt, og det fungerer rigtig godt.

Det er ikke så tit, at træer er hovedpersonen, men det er tilfældet i ‘Hyldemor‘ af Maria Pilh Bengtsen. Her fortæller et gammelt hyldetræ om fortiden og afslører til sidst en grum hemmelighed. Hyldetræer blev i folketroen betragtet som et træ med særlige evner. Hvis man behandlede træet med respekt, passede det på husstanden. Men ve dem der kom på tværs af et hyldetræ.

Draugens døtre‘ af Thea Marie Munk Pedersen handler om Frida og hendes mor og søstre. Deres far druknede for noget tid siden, og nu vender han tilbage som en draug, der ønsker at trække de levende med ham ud til havet. Jeg kendte ikke sagnet om draugen, der stammer fra Norge (læs mere her), men historien er velfortalt og slutningen grum.

Sinus Reuss’ novelle ‘Ormegården‘ handler om teenageren Mikkel, der er dødssyg af kræft. Familien flytter derfor ind i et gammelt hus med en forfalden have for at komme tættere på hospitalet. Deres nye nabo Pil er ikke som folk er flest, og hun fortæller Mikkel om hultræet i haven. En rigtig fint fortalt historie hvor slutningen endnu en gang overrasker.

Naturligvis (fristes jeg til at skrive) hører Teddy Vorks novelle ‘Skiftning‘ også til blandt de bedste i Noget er på vej. Hovedpersonen er drengen Knud, der kender en masse af de gamle fortællinger. En dag hører han et råb om hjælp ude i skoven, og finder Skiftningen, som landsbyen kalder ham, fanget i et gammelt egetræ. Skiftningen sidder fast og beder Knud om hjælp. Men kan og vil Knud hjælpe? Vork skriver altid godt og formår at blande uhygge med eftertænksomhed. Og så kom jeg til at tænke på hans roman Diget, der ligeledes har en sagnkyndig Knud i hovedrollen.

De nævnte historier er blandt mine favoritter, men jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Som sagt synes jeg i den grad, at her er tale om en kvalitetsudgivelse, både indholdsmæssigt og håndværksmæssigt. Historierne kan læses fra +12 år, og jeg var glimrende underholdt, selvom jeg nærmer mig de 50 🙂

Om Noget er på vej:

Udgivelsesår: 06.11.2021
Forlag: Krabat, 408 sider
Omslag: Joanna De Romanus

Indhold:

Forord af Lene Vinther Andersen, cand.mag. i historie og dansk
Ormegården af Sinus Reuss
Skifting af Teddy Vork
Draugens døtre af Thea Marie Munk Pedersen
Bare grave af Nicoline Kjærsgaard Møller
Nis af Alexandra Vinther
Har du mønt? af Rikke Havner Alrø
Bortledt af Thea Astrid
Usynlig af Mette Engel-Holm
Hesten af vand af Silja Bødker
Den vilde jagt af Signe Fahl
Glemslens sø af Kat Lassen
Fantomlys af Helle Jakobsen
Aqua sapiens af Mariane Mide
Hyldemor af Maria Pihl Bengtsen
Maren af Summer Ema
E. Høj af Lars Ahn
Mod lyset af Rasmus Vestergaard
Lilli-Rose af Malene Fabricius Holm
Løftet af Alexandra Vinther
Mørkeræd af Andrias Andreasen
Æ krochmand af Judith Annette Sølvkjær
Klokkedybet 2.0 af Pernille Thorenfeldt
Alt var hvidt af Gudrun Østergaard
Made in Denmark af Barbara Beatrice Davidsen

Læs også:

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Mennesker og mosevæsner af Jens S. Holt
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Blodets bånd af Christian Kronow
Diget af Teddy Vork

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside