februar 2020
M Ti O To F L S
« jan    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
242526272829  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Andy Weir’

Artemis af Andy Weir

Artemis af Andy Weir

Det var aldrig meningen, at Jasmine Bashara skulle være en helt. Hun ville bare være rig. Ikke styrtende rig som mange af de besøgende i hendes hjemby, månekolonien Artemis. Bare rig nok til at flytte ud af sin kisteagtige lejlighed og spise noget, der er bedre end alger tilsat smag. Rig nok til at betale en gammel gæld.

Da chancen for et stort udbytte byder sig, siger Jazz ikke nej. Det kræver dog, at hun tager springet fra at være en ubetydelig smugler til at være kriminel strateg, og der kræves også en helt særlig kombination af kløgt, tekniske færdigheder og store eksplosioner – for ikke at nævne en rendyrket fræk attitude.

Planlægningen af den perfekte forbrydelse er kun begyndelsen på Jazz’ problemer. Hendes lille kup placerer hende midt i en sammensværgelse om kontrollen over Artemis – og snart jages hun af både loven og en lovløs morder. (fra forlagets beskrivelse)

For nogle år siden læste jeg Andy Weirs debutroman The Martian med stor fornøjelse. Derfor var forventningerne høje, da jeg så, at Artemis var udkommet. De blev heldigvis indfriet.

Denne gang befinder vi os på Månen i månekolonien Artemis, hvor hovedpersonen Jazz har boet med sin far, siden hun var 6 år. Udover at være kvinde er Jazz også af arabisk afstamning, men ellers er ligheden med astronauten Mark Watney stor. De er begge snarrådige og intelligente, og de har begge en herlig tør humor.

Jazz har som yngre taget nogle dumme beslutninger, og nu har hun et lavtlønnet job som bud, mens hun kører en lille smuglerforretning ved siden af. Så fristelsen er stor, da en af hendes faste kunder tilbyder hende et job, der kan gøre hende økonomisk uafhængig. Den eneste ulempe er, at opgaven er stort set umulig.

Artemis er rendyrket underholdning, hvor spænding og humor forenes i et troværdigt science fiction setup. Historien flyder let, og selvom der indimellem er lidt rigeligt med tekniske forklaringer, bliver læseren hele tiden lokket videre, fordi man godt lige vil vide, hvad der nu sker.

Jeg var vældig underholdt af Artemis, og kan kun anbefale den hvis du holder af et godt scifi-eventyr.

Anmelderne siger:

Med “Artemis” viser Andy Weir igen sin tæft for at skabe rumscenarier, der føles virkelige og realistiske koblet med en action-fyldt fortælling. 
SCIFI SNAK

Glimtet i øjet hos både Weir og hans hovedperson Jazz gør “Artemis” til en fornøjelig læseoplevelse. Her er måske lidt langt til de store episke rumfortællinger a la Isaac Asimovs, men pyt – for i rummet kan ingen høre dig grine.
Computerworld

“Artemis” er alt det “The Martian” også var. Der er fuld skrald på hele vejen, og spændingskurven starter højt oppe på skalaen, og ender på månen. Weir er en fabelagtig fortæller. Dels kan han fortælle en virkelig spændende historie der holder læseren fanget hele vejen, og dels er det virkelig morsomt. Nogle steder lårklaskende morsomt, uden at det på noget tidspunkt bliver forceret, søgt og plat. Det er ganske enkelt vanvittig godt!
B for Bog

Om Artemis:

Udgivelsesår: 15.11.2019
Forlag: Dreamlitt, 344 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen
Originaltitel: Artemis (amerikansk)
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Coyote af Allen M. Steele
The Martian af Andy Weir

The Martian af Andy Weir

The Martian af Andy WeirThe Martian er en moderne Robinson Crusoe fortælling om NASA-astronauten Mark Watney, som strander på Mars uden kontakt til Jorden

Mars er ikke længere uudforsket territorium. To bemandede ekspeditioner har været på planeten, men på den tredje ekspedition går det galt. Under en voldsom storm som tvinger Ares 3 til at opgive deres mission, forsvinder astronauten Mark Watney. Den resterende besætning må forlade planeten uden deres – formodede – døde kammerat.

Men Mark er ikke død. Held i uheld gør at han overlever stormen, og nu skal han finde en måde at overleve alene på Mars, indtil den næste ekspedition ankommer – om 4 år! Heldigvis har Mark et par tricks i baghånden. Han er uddannet ingeniør og botaniker, og disse færdigheder samt hans ukuelige optimisme kommer ham til gode i den desperate kamp for overlevelse. Langsomt får han bugt med problemerne vedrørende iltforsyning og vand, og da man tilbage på jorden, via satellitbilleder af Mars, opdager, at Mark er i live, sættes en storstilet redningsaktion i værk.

Andy Weir debuterede med The Martian, der udkom i 2011 og befinder sig i subgenren ‘hård science fiction’. Det betyder, at der bruges en del tekniske forklaringer undervejs. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg synes, det er med til at gøre romanen mere virkelig, når den videnskabelige del virker korrekt.

Romanen blev oprindeligt selvudgivet, men så købte Crown Publishing rettighederne og genudgav den i 2014. Året efter fulgte en filmatisering af bogen instrueret af Ridley Scott og med Matt Damon i hovedrollen som Mark Watney. Filmatiseringen er ret tro mod bogen (pånær mod slutningen), og jeg synes Matt Damon gør det godt i rollen som Mark. Så hvis de tekniske beskrivelser i bogen bliver for tunge, vil jeg i stedet anbefale at se filmen.

Men The Martian er faktisk også ret morsom. Weir lader sin hovedperson Mark fortælle sin historie via log notater, og da han er en meget humoristisk mand, omstændighederne til trods, så sad jeg faktisk flere gange og klukkede undervejs. Så har du endnu ikke læst Andy Weirs fremragende science fiction bestseller, kan jeg kun sig: Gør det – og hellere i dag end i morgen.

Om The Martian:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: DreamLitt, 368 sider
Omslag: Bianca Giese
Originaltitel: The martian (amerikansk)
Oversætter: Hanna Lützen