september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘angst’

In the tall grass af Stephen King og Joe Hill

In the Tall Grass af Stephen King og Joe HillBecky og Cal DeMuth er søskende. Deres forældre kalder dem “the Irish Twins”, fordi de gør alt sammen. Når den ene starter en sætning, slutter den anden af, og til tider virker det næsten, som om de kan læse hinandens tanker.

Da Becky bliver gravid, er Cal dog ikke involveret. Men da hun beslutter sig for at flytte hjemmefra og bo hos en onkel og tante i en anden stat under de sidste måneder af graviditeten, beslutter Cal sig for at følge med.

Således ender de to en varm efterårsdag på en støvet rasteplads i Kansas ved en mark med højt, grønt græs. Her hører de en lille dreng kalde indefra: “Help, help, I’m lost. I can’t find the road“, og som de ansvarlige unge mennesker de er, begiver Cal og Becky sig af sted for at hjælpe drengen. For hvor vanskeligt kan det være at finde en lille dreng i en græsmark? Meget vanskeligt viser det sig, og snart er de selv blevet borte – også fra hinanden.

In the Tall Grass blev oprindeligt udgivet i to dele i Esquire Magazine i juni/juli og august 2012 numrene. I oktober blev novellen efterfølgende udgivet som e-bog, og jeg har hørt den som lydbog indlæst af skuespiller Stephen Lang.

Umiddelbart tænker man måske, at her er en historie, der er hørt mange gange før, men efterhånden som jeg kom længere ind i handlingen, blev der skruet eftertrykkelig op for både uhygge og twists i plottet. Beskrivelsen af græsmarkens univers fik mig til at tænke på novellen “1408” fra samlingen Everything’s Eventual. Her beskriver King et hotelværelse, hvor alle naturlove træder ud af kraft, og resultatet er skræmmende uhygge. Det samme gælder for græsmarken, hvor afstand er relativ, og kun de frelste finder vejen ud.

Som trofast læser af Stephen King ved jeg godt, at man ikke kan regne med noget, når han lukker op for sluserne. Det samme gælder for Joe Hill, og i In the Tall Grass her har de et godt parløb, hvor man ikke kan pege på noget og sige, det er King, eller det er Hill. Det er bare godt skrevet. Og slutningen – ja, den er ikke smuk, men den er god. Lige en fortælling efter mit hoved.

Fearnet.com anmeldte første del af novellen d. 3. juni 2012 og skrev bl.a.: “Fans of King’s and Hill’s know that a story steeped in horror tradition doesn’t mean it stays traditional.  Concern slips into dread within paragraphs; in the tall grass, Cal and Becky begin to understand how fragile their lifelong closeness really is.  It works as a metaphor, but it works even better viscerally, as the concepts of time and distance become meaningless, and the sheer intangible panic of being lost grips them – and us.”

Mens Fantasy-faction.com skriver: “If there is a very simple recipe for a great horror story it is this; tell the audience why they should care for the protagonists and then proceed to ruin the lives of all involved in the most creatively horrific ways you can. With that in mind, In The Tall Grass is a masterclass in story telling and in everything that is scary. The tension and the claustrophobia build up like a septic blood blister until it explodes in a terrifying yet very satisfying splatter. You won’t feel comfortable but you won’t be able to look away.”

Se mere på Stephen Kings hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Simon & Schuster Audio

 

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

Vanishing on 7th Street

Vanishing on 7th StreetEn strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da lyset kommer igen, viser det sig, at langt størstedelen af befolkningen er sporløst forsvundet. Tilbage er kun deres tøj.

En lille gruppe tilbageblevne finder ved tilfældighedernes spil sammen i en ramponeret bar, som oplyses af en benzindrevet nødgenerator. Her forsøger de at holde mørket stangen, men naturlovene træder langsomt ud af kraft, og nætterne bliver længere og længere.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Vanishing on 7th Street. Et stykke hen ad vejen er den ganske underholdende. Den pludselig forsvinden og de tomme gader samt de lurende skygger er ret godt lavet, men det kniber efter min mening med at udvikle historien herfra. Det bliver lidt tyndt og tilfældigt, og ingen af personerne er interessante nok til, at jeg virkelig heppede på deres overlevelse.

Jeg har læst flere rosende anmeldelser af Vanishing on 7th Street. Bl.a. skriver Jonathan Jacobs: “Vanishing on 7 Street is independent film work at its finest … The real stars of the show are the director and his special effects team … The little things make all of the difference. Without the perfect timing of the shadows’ encroachment and the last, split second emergency lights coming to the rescue, there would be no suspense. Providing images of pictures/memories being enveloped by shadow and lost forever sets the tone for the grim and hopeless fate that awaits the survivors when their lights run out … The screenwriter Anthony Jaswinski follows through with the film’s primary concept by having the characters question why they have survived when millions of others have been taken. Without the philosophical queries, the character’s dialogue would have greatly suffered.” Jeg er som sagt ikke helt enig. Filmen er ok underholdning, men jeg vil langt hellere fremhæve Kaïro og The Last Man on Earth, der begge er langt mere interessante og velspillede, og stadigvæk har uhyggen og gruen ved at være de sidste overlevende.

Instruktør Brad Anderson har tidligere instrueret bl.a. Dødens hospital, som jeg synes langt bedre om.

Om Vanishing on 7th Street:

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2010

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Diget af Teddy Vork

Diget af Teddy VorkDa Teddy Vork i 2008 udgav novellesamlingen Hvor skyggen falder, var min eneste anke, at 6 noveller var alt for lidt. Nu kommer der så en roman fra den unge forfatter. Selvom stilen denne gang er lidt anderledes, kan jeg heldigvis konstatere, at det endnu engang er lykkes for Vork at servere en god historie for læserne.

Diget foregår i Danmarks middelalder. Hovedpersonen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser. Selv den lokale præst har stilletiende accepteret ofringen, for på det seneste er diget blev gennembrudt af havet, og sker det igen kan det få katastrofale følger. Og hvem ved? Måske er de gamle guder bedst til det job, for traditionen siger, at der hvert 7. år skal ofres en dreng til diget langs Vadehavet, og indtil nu har det jo hjulpet.

Så Knud bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt. Og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket …

Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

Diget er velskrevet, og jeg kan rigtig godt lide idéen bag romanen – at samle gamle danske sagn og myter og genfortælle dem for nutiden. For hvor mange har egentlig læst historien om Bjovulf, og kender ikke blot fortællingen fra Hollywood-filmatiseringen The 13th Warrior med den spanske flødebolle Antonio Banderas i hovedrollen?

Set-uppet lykkes et langt stykke hen ad vejen. Vork fremmaner en dyster historie, som foregår i en totalt angstfremkaldende atmosfære. Da landsbyboerne smider Knud ind i kammeret, og lyset langsomt forsvinder, efterhånden som de kaster jord på, fik jeg helt klaustrofobiske fornemmelser – og jeg er ellers ikke mørkeræd.

“Brædderne i døren sluttede ikke helt tæt, smalle lysstriber faldt ind og blødte mørket op. Et bump. Døren dirrede. Han kiggede gennem en revne. To mænd stod i den korte tunnel og skovlede jord mod døren, mens Kolf holdt den. “Neej, NEEJ.” Han hamrede igen løs på døren. Bumpene fortsatte. Jord raslede ned ad brædderne. “MOR! FAR!” Han prøvede at stikke sine fingre ind i revnerne, måske kunne han vriste brædderne løs. Men de sad for tæt, kun lillefingeren kunne komme ind. Bump. Bump. Bump. Lyden blev mindre hul, og døren stoppede med at dirre som tilkastningen skred frem. Støvkorn dansede i lysstriberne, der løftede sig fra gulvet. De ramte hans ben. Hans mave. Bryst. Ansigt. Med et par blink forsvandt lysstriberne helt.”

Forsiden giver læseren en drømmende fornemmelse, som passer rigtig godt til fortællingen. For hvor meget af det, Knud oplever i mørket, er virkeligt, og hvor meget er angsfremkaldte drømme? Omslagsillustrationen er lavet af Peter Nielsen, som også har illustreret genudgivelsen af Dennis Jürgensens Kadavermarch.

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at enkelte af sagnene, som Knud fortæller i sit mørke fængsel, ikke rigtig når at udfolde sig nok til at man umiddelbart forstår deres betydning for historien. Dermed kommer det til at virke lidt, som om at Vork bare gerne har ville have dem med, fordi han nu engang har læst dem. Det er dog kun et lille pip, som ikke skal tage noget fra resten af romanen, som både er velskrevet, underholdende og indeholder momenter af ubetinget rædsel.

Det kan være svært at efterfølge en så suveræn debut som Teddy Vorks, men jeg synes det er lykkes godt med Diget, som muligvis ikke rammer helt samme højder, men som til gengæld tager læseren med på en rejse til det historiske Danmark, og viser os nogle af de gys, som har været med til at danne nutidens referenceramme, uden at vi overhovedet tænker over det i dag. Igen viser Teddy Vork sig som en forfatter med sin helt egen stemme – og han er heldigvis ikke bange for at bruge den.

Så læs Diget og bliv underholdt, undervist og skræmt på samme tid. Skulle den endnu ikke være kommet på dit bibliotek, så klik ind på Tellerup.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Tidens skygge af H. P. Lovecraft

Tidens skyggeEfter 22 års mareridt og rædsel, kun skånet af en desperat overbevisning om at visse indtryk skyldes mytologiske beretninger, vil jeg ikke garantere for sandheden af, hvad jeg mener, jeg fandt i det vestlige Australien natten mellem den 17. og 18. juli 1935. Jeg har grund til at håbe, at min oplevelse helt eller delvist er en hallucination – da der sandelig var rigeligt med årsager for en sådan. Og alligevel virkede det så frygteligt realistisk, at jeg sommetider finder det umuligt at håbe.”

Sådan starter Tidens skygge, som er Nathaniel Wingate Peaslee beretning om sine fantastiske oplevelser for mere end 20 år siden, som han nedskriver til sin søn, professor Wingate Peaslee på Miskatonic University, i håb om at han vil bremse de udgravninger i Australien, som var hjemsted for fortællerens sidste mareridt.

Før begivenhederne begyndte, havde Nathaniel aldrig interesseret sig for hverken okkultisme eller parapsykologi. Han underviste i nationaløkonomi og levede et almindeligt liv med kone og børn. Men en dag ændrede alt sig, da han pludselig faldt sammen i en døs, som ingen kunne vække ham fra. Om natten vågnede han dog op igen, men havde besvær med at tale og bevæge ansigtsmusklerne, og selvom han hurtigt genvandt de fysiske evner, led han af hukommelsestab.

De næste fem år var Nathaniel som en anden person med en langt større intelligens. Han rejste rundt i verden og indsamlede viden, mens familielivet faldt i stykker. Han blev skilt og kun sønnen Wingate holdt ved gennem de mærkelige år. Så pludselig efter godt fem år, forsvandt den nye personlighed, og en konfus Nathaniel dukkede igen op i sin krop – overbevist om, at han var tilbage på universitetet i den klasse, han var besvimet i.

Nu startede for alvor en svær tid, for Nathaniel havde ingen minder om de sidste fem år. Til gengæld fik han nogle underlige foruroligende drømme, hvor han befandt sig i en anden verden i en fremmed krop. Disse drømme virkede så virkelige, at Nathaniel satte sig for at undersøge forskellige myter og skrifter, og snart gik det op for ham, at drømmene måske i virkeligheden var erindringer. Og det var disse erindringer som indirekte førte til opgravningen i den australske ørken, der afslørede den frygtelige hemmelighed, som Nathaniel desperat håber, er en hallucination i starten af bogen.

H. P. Lovecraft skrev The Shadow Out of Time i 1935, og den udkom første gang i 1936 i magasinet Astounding Stories. Ifølge Wikipedia blev Lovecraft inspireret til at skrive historien efter at have set fantasy filmen Berkeley Square fire gange i løbet af 1933. Filmen handler om en ung amerikaner fra det 20. århundrede, som ender tilbage i London under den amerikanske revolution, hvor han møder sine forfædre. Tanken om at transportere personligheden gennem tiden havde Lovecraft også selv puslet med i Tilfældet Dexter Ward, som han skrev i 1927, men som først udkom i 1941. Læs mere på Wikipedia.

Lovecraft har også beskæftiget sig med idéen om, at et stærkere sind kan besætte en andens krop i novellen Rædslen fra Dunwich, hvor en troldmand besætter kroppen af fortællerens bedste ven, selv efter troldmandens død.

Tidens skygge af H. P. Lovecraft blev første gang udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 1992 og igen senere i samlingen Farven fra rummet fra 2004. Historien om Nathaniels dobbeltliv er på en side fascinerende, og på den anden side bliver det til tider lidt langtrukkent. Beskrivelserne af hans drømme og tiden i den anden verden er lidt ensformige, og først da han drager ud i ørkenen sammen med sønnen og resten af ekspeditionsholdet, synes jeg, der kommer fart i handlingen. Til gengæld er de sidste 20 sider, hvor Nathaniel finder indgangen til den by, han har opholdt sig i i drømme, fyldt med handling og redder lidt historien i mine øjne.

Jeg har på seneste læst de fleste af de danske oversættelser af Lovecraft historier, jeg har kunnet finde, og jeg må indrømme, at selvom jeg holder af hans historier og hans univers, så kan det ikke anbefales at læse dem for tæt på hinanden. Dertil minder mange af dem lidt for meget om hinanden, og hans måde at lade tingene være “ubeskriveligt grufulde” bliver en smule trættende i længden.

Om Tidens skygge:

Original titel: The Shadow Out of Time
Original udgivelsesår: 1936

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Children of the Damned

Children of the DamnedTre år efter successen med Village of the Damned kom en efterfølger med titlen Children of the Damned. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

Children of the Damned er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til Village of the Damned får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide Village of the Damned, synes jeg næsten, at Children of the Damned er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Om Children of the Damned:

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

Wind Chill

Wind ChillWind Chill er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogle gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware men  mangler kørelejlighed. Den får hun af boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelses-genren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med Wind Chill, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. Penny Dreadful hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Wind Chill bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmelig tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

Wind Chill er i øvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var også manden bag kameraet i Silent Hill, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Om Wind Chill:

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007

Duellen

DuellenFør Jaws og Close Encounters of the Third Kind lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson Duel, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

Det meste af filmen foregår på landevejen, men en enkelt gang holder Mann ind på et cafeterie, efter at han næsten er blevet kørt ihjel. Her forsøger han at komme til hægterne for så at opdage, at lastbilen pludselig holder ude på parkeringspladsen, mens Mann var på toilettet. Desværre ved han ikke, hvordan chaufføren ser ud, og det fører til en ubehagelig scene.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i Touch of Evil, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i Duellen. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev Duellen indspillet.

Og resultatet holder stadig i dag. Biljagten er utrolig godt lavet, ikke mindst pga. den spændende brug af kameraet og en fantastisk klipning. Selvom Spielberg afslører, at bilerne i perioder var nødt til at køre langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, så virker farten høj under hele filmen. Det skyldes dels kameravinklen, som ofte er nedefra, og op og dels Spielbergs beslutning om at filme lastbilen med klipper som baggrund. Det at baggrunden farer forbi, får farten til at virke høj, selvom de måske kun kørte 30 km i timen.

Af andre pudsigheder afslører Spielberg, at det nærmest dinosaur-lignende brøl, der høres i slutningen, bliver genbrugt i Jaws i hajens dødsscene, ligesom ægteparret, Mann søger hjælp hos i slutningen af filmen, dukker op i Close Encouters of the Third Kind. Den slags “genbrug” holder han meget af.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af Duellen. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Om filmen:

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1971

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Paranoid: A Chant

“Paranoid: En besværgelse” findes i novellesamlingen “Tågen og andre noveller” fra 1985.

Jeg kan ikke længere gå ud,
der står en mand ved døren
i regnfrakke
og ryger en cigaret.

Men

Jeg har indført ham i min dagbog
og brevene ligger på række
på sengen, blodigt røde
i lyset fra barens skilt ved siden af.

Hør resten i den fine lille kortfilm instrueret af Jay Holben.

Instruktør: Jay Holben
Udgivelsesår: 2000

Se mere om Stephen King baserede kortfilm her