Indlæg tagget med ‘anmelder-eksemplar’

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020

Blod ved daggry af Palle Schmidt

Blod ved daggry af Palle Schmidt

Blod ved daggry er tredje bind i serien om den voldsdømte Hauge. En serie der bare bliver bedre og bedre.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været begejstret for den atypiske hovedperson, Hauge, siden jeg læste første bind: De efterladte. Dels synes jeg, at Hauge er en spændende og troværdig hovedperson. Dels skriver Palle Schmidt isnende ondt og med masser af smæk for skillingen.

Hauge er bestemt ikke en svigermors drøm. Han har flere voldsdomme bag sig. Kontakten til broren er ikke-eksisterende, og kæresten skred, mens han sad inde. Så da han bliver løsladt før tid, er der intet for ham at komme ud til.

Efter flere dages intensiv druk bliver Hauge samlet op af rockerbossen Jimmy. De to kender hinanden via Bjarke, et rockeroverhoved der tog Hauge under sine vinger, selvom Hauge aldrig var en del af rockermiljøet. Nu er Bjarke død, og Hauge er sikker på, at mødet med Jimmy ikke kan ende godt. Men Jimmy beder Hauge om en tjeneste. Duncan, et højt respekteret medlem, er blevet fundet skudt, og Jimmy vil have Hauge til at finde ud af, hvem der har gjort det.

Umiddelbart er rockerne overbevist om, at den rivaliserende gruppe Compadres står bag mordet. Det er Hauge dog langt fra sikker på, for hvad skulle de få ud af at skyde Duncan? Men uanset hvem morderen er, har han kun indtil daggry til at opklare sagen. For når solen står op, udbryder der krig. Duncans ‘brødre’ kræver blod for blod.

Som sagt er jeg vild med hovedpersonen Hauge, og denne gang kommer vi endnu længere ind under huden på ham. Hauge lever i en barsk verden uden megen hjælp fra det etablerede samfund, der har afskrevet ham som uforbederlig kriminel. Alligevel har han hidtil forsøgt at holde sig på afstand af rockermiljøet. Men hvor længe kan man blive ved med at banke på en lukket dør, når døren ved siden af står åben? Det spørgsmål begynder at trænge sig ind på Hauge, efterhånden som natten skrider frem.

Hauge er ikke betjent, så han har en helt anden tilgang til opklaringsarbejdet. Men det virker troværdigt, og hans forsøg på at finde Duncans morder fører ham vidt omkring. Har Duncan haft en sidegesjæft kørende? Er det en fjende fra fortiden? Eller handler det måske om en kvinde? Palle Schmidt binder dog elegant samtlige knuder før den hæsblæsende afslutning.

Sproget er kort og kontant, og fortællingen nærmest som en film. Beskrivelserne af rockermiljøet er skræmmende realistiske, og det mærkes tydeligt, at der ligger et stort researcharbejde bag. Schmidt får både vist den brutale og kriminelle del af miljøet, men giver os også et glimt af sammenholdet og loyaliteten, der også findes.

Jeg var så privilegeret at få lov til at læse et tidligt udkast til bogen. Allerede der kunne jeg se, at Blod ved daggry kun kunne blive god. Nu hvor jeg har læst den endelige version, kan jeg konkludere, at jeg havde ret.

Blod ved daggry er hæsblæsende action, iskold krimi noir og underholdende som bare p….

Uddrag af bogen:

Fire rockere så op på mig. Skaldede isser, tatoveringer, lædervest, ringe på fingrene. Tavse ansigter med mord i øjnene.

“Hvad så nu, Karl Smart,” sagde Køter og hev en pakke smøger frem ad lommen på sin læderfrakke.

Jeg trådte ned ad den lille trappe og gik hen imod ham. De andre spredte sig ud i en vifte og omringede mig. To unge fyre holdt sig lidt i baggrunden, lænede sig op ad en bil. Der kunne være flere skjult i mørket omkring os.

“Hvor er Jimmy?” sagde jeg.

“Han er kørt.” Køter tændte cigaretten og oplyste sit ansigt i et gulligt skær. “Han skulle tale med ledelsen.”

Selvfølgelig. Røvhullet havde efterladt mig med provins-tumperne og til at tage skraldet, hvis det gik galt. Nu stod jeg i en mørk skov og anede ikke, hvor jeg var. Jeg lovede mig selv, at det ville blive sidste gang, Jimmy fik mig til at gøre noget som helst. (side 33)

Reklame: Tak til forlaget Avanti og til Palle Schmidt som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Blod ved daggry:

Udgivelsesår: 01.02.2021
Forlag: Avanti, 256 sider
Omslag: Palle Schmidt

Besøg Palle Schmidts hjemmeside

Serien om Hauge:
De efterladte, 2018
Ulv blandt ulve, 2020
Blod ved daggry, 2021

Læs også:

Jeg er Sif af Thomas Clemen
Paria af David Jackson
Den sidste gode mand af A.J. Kazinski, illustreret af Palle Schmidt
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Møde med fortiden af J. Wallis Martin
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Regnum Mortis – Slutspil (Necrodemic 5) af Patrick Leis

16 år og 2330 sider – Patrick Leis sætter et værdigt punktum for sin prisvindende Necrodemic-saga med Regnum Mortis – Slutspil.

Regnum Mortis - Slutspil af Patrick Leis

Jeg har læst med, siden den første udgave af Requiem udkom tilbage i 2003, og jeg har elsket hver zombie-inficerede side. Så det var med lige dele forventning og vemod, at jeg satte mig til rette med sagaens endelige afslutning. Ville det lykkes Patrick Leis at slutte med maner?

Det korte svar er ja! Regnum Mortis er en spændende, uforudsigelig og vellykket afslutning på Necrodemic-sagaen. Og så gav den mig lyst til at starte med at læse hele serien igen for lige at få alle detaljerne med.

Patrick Leis’ zombie saga har efterhånden mange år på bagen. Oprindelig udkom bøgerne på flere forskellige forlag, men i 2008 indgik Leis så et samarbejde med forlaget Valeta om at genudgive de fire første bøger i en ny, gennemarbejdet og udvidet udgave samt skrive bind fem, der skulle afslutte serien. Resultatet er ikke alene blevet et mere sammenhængende univers, men også en lækkerbisken på enhver bogreol.

Regnum Mortis starter kort efter Pax Immortalis slutter. Rebellerne har med hjælp af marodørerne indtaget C-City1. Nu arbejder Nina, Løjtnanten og Augustus for at forvandle teknokrat-samfundet til et demokrati. Af den grund er kaste-systemet nedlagt, og ingen af byens borgere får mere af LS serummet.

Udenfor byens porte har general Riker godt nok taget opstilling med sine 3000 elitesoldater, men han har ingen mulighed for at slippe gennem laser-barrieren, der omkranser hele byen. Samtidig står vinteren for døren, og uden forsyninger er sandsynligheden for, at Rikers soldater klarer sig igennem den, minimal.

Ikke alle er dog tilfredse med de nye forhold i C-City1. Efterhånden som virkningen af LS serummet aftager, opstår flere og flere konflikter. Og da en seriemorder pludselig dukker op i byens midte, får det nye styre for alvor deres sag for. Mordene giver nemlige forfærdelige associationer til zombierne, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at genstarte samfundet igen.

Necrodemic-sagaen

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen for ikke at afsløre for meget, men kan dog garantere for at tempoet på ingen måde er gået af historien, blot fordi vi nærmer os slutningen. Her er stadigvæk masser af action, blod og indvolde, og så tager plottet et (for mig i hvert fald) uforudset twist til allersidst.

Patrick Leis er en sand mester i at fortælle røverhistorier. Trods de knap 600 sider slugte jeg Regnum Mortis på to dage og var underholdt hele vejen. Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings mammut-roman The Stand fra 1978, som ligeledes handler om en verden, hvor menneskeheden er blevet tvunget i knæ og nu skal finde en måde at overleve på. Men Leis har sin helt egen vision, der dog ikke er mindre grum.

I efterordet fortæller Leis om det enorme arbejde, det har været at skrive og gennemskrive de fem bøger. Men det store arbejde har givet pote. Der er kræset om hvert bind med indlagte tegneserier, persontavler, tidslinjer og ordforklaringer, som udbygger læseoplevelse endnu mere. Og for mig har den 600 år lange rejse været en fornøjelse at deltage i.

Hvis du, som jeg, holder af episke undergangsromaner, må du ikke gå glip af Necrodemic-sagaen. Her er bloddryppende zombie-action, harske samfundskommentarer og et spændingsniveau, der nærmest er konstant stigende, indtil alt falder på plads i historiens sidste linjer.

Læs den.

Uddrag af romanen:

Hungeren var umulig at standse. Den kunne dæmpes og til en vis grad kontrolleres, men lige meget hvor ofte han tilfredsstillede sine behov, krævede systemet hele tiden mere.

Manden kiggede ned af sig selv. Kroppens volumen havde allerede ændret sig. Fedtlag var forsvundet, og knogler, sener og muskler stak frem som et alpelandskab under den læderagtige hud. Han var begyndt at ligne sin følgesvend, selv det stålgrå hår var begyndt at falde af.

Før i tiden, da midlet til at opfylde hans behov havde flydt i rigelige mængder, havde han indtaget mere end godt var, men nu, hvor han kun kunne skaffe sig adgang til eliksiren i mindre mængder og ukoncentreret form, syntes begæret umætteligt. Han tørstede, og havde kun mulighed for at slikke et fugtigt blad, hvor han i virkeligheden trængte til at drikke oceaner.

Kun ved hjælp af rå viljestyrke lykkedes det ham at undertrykke de dyriske drifter.

Natten var faldet på og manden rejste sig fra gulvet.

– Kom.

Væsenet sprang let på benene, hovedet stødte næste mod kælderrummets loft. Han vidste ikke om Det også følte trangen, eller om det blot var lyst og instinkt der fik væsenet til at deltage i mordene. (side 70-71)

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Regnum Mortis – slutspil:

Udgivelsesår: 01.10.2020
Forlag: Valeta, 579 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis – Slutspil
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist
De rensede af Søren Staal Balslev
World War Z af Max Brooks
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Kværnen af Martin Schjönning & Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Væk af Rasmus Hastrup

Væk af Rasmus Hastrup

En kollega sagde engang til mig, at noget litteratur ikke nødvendigvis skal forstås. Det skal bare nydes. Sådan har jeg det med Væk af Rasmus Hastrup.

Væk er Hastrups tredje novellesamling. Jeg har været meget begejstret for de to første: Liv samt De ting der sker, så forventningerne var høje.

De 16 noveller spænder vidt. Fælles for dem er legen med ordene, og Rasmus Hastrups evne til at sætte en troværdig scene uanset hvor syret historien ellers udvikler sig. For syret – det bliver det altså ind i mellem.

Hastrup skriver historier om trolde, om forskning, om drømme, om krig. Historier, hvor ordene umiddelbart er lette at forstå, men hvor meningen kan være skjult.

Som i novellen ‘Mandag’ hvor Roar under en togtur pludselig ikke kan forstå, hvad den søde unge kvinde overfor ham siger. Hans forsøg på at kommunikere bliver mødt med voldsom vrede, uden at han forstår hvorfor. Samtidig er Svava på vej til sit kontor, hvor noget er under opsejling. En ung mand dør i en cykelulykke, og Roar når hjem, hvor hans kone Sif venter ængsteligt på ham. Men hvad handler historien om? Er det en kommentar til den stigende tendens til, at folk kun hører, hvad de ønsker at høre, og ikke hvad der rent faktisk bliver sagt? Har den at gøre med fremmedhad eller frygten for terror? Jeg ved det ikke. Alligevel blev jeg grebet at fortællingens atmosfære, og sad tilbage med et ønske om at forstå.

Mere ligetil virker ‘Hjælperen’ om Estrid, der er enlig mor. Hver anden weekend er børnene hos faren, og her bruger hun tiden på at gøre rent og rydde op. Ind i mellem drømmer Estrid om en hverdag, hvor hun ikke konstant skal udfylde andres behov. Hvor hun kommer i første række. Og så ringer det på døren. En rigtig fin novelle om livets valg.

Helt fortabt følte jeg mig til gengæld over ‘Et folkebibliotek et sted i mørket’. Her sidder bibliotekaren Thurid ved sit skrivebord med en kniv i ryggen og læser et eventyr. Hun tænker tilbage på både sin barndom og på dagene i biblioteket, mens hun langsomt forbløder. Jeg er sikker på, at der er et motiv i novellen, jeg forstår det blot ikke.

Nogle historier trækker tråde til hinanden, som en bogtitel der går igen i flere historier, og et manuskript fra den første novelle der forudsiger enkeltheder fra de følgende historier, men også trækker tråde til sig selv i en senere novelle. Og som altid er karakterernes navne meget signifikante.

Jeg havde lidt sværere ved at hengive mig uforbeholdent til Væk end til Hastrups tidligere novellesamlinger. Formentlig fordi jeg ind i mellem har svært ved bare at nyde en fortælling. Jeg vil også gerne forstå den. Og det gjorde jeg som sagt ikke ved alle novellerne her. Det skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over Rasmus Hastrups forfatterskab, for han er absolut værd at læse. Bare giv dig god tid og nyd turen.

Citater:

Valg er valg,” sagde Hviddrøm. “Fravalg er valg, og valg er fravalg. Man kan vælge ikke at vælge, men spørgsmålet er, om man kan vælge at fravælge?” (side 56)

Drengen hed Frode Galt, og siden hans lillesøster døde, havde han båret rundt på en grænseløs og afmægtig vrede, som bredte sig ud fra ham i ætsende, radioaktive ringe.” (side 91)

På en måde var et bibliotek et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (side 98)

Det var kun lørdag formiddag. Der var masser af tid. Stilhed var som et sjældent og værdifuldt mineral, og det gjaldt om at udnytte det, når man pludselig fik en klump foræret.” (side 113)

Stilheden fortsatte. Efterhånden begyndte lavmælte stemmer at trænge ind i stilheden, små, spæde spiontogter snarere end det voldsomme brus af klapsalver og opstemte udbrud, Haavard havde forventet.” (side 135)

Lige nu var der for langt over til fjernsynet, for meget tomhed, der skulle krydses. På den anden side skulle han snart ud efter en ny øl. Hans skridt ville give genlyd. Måske skulle han tænde lyset. Harald havde endnu ikke helt afgjort, om lyset forstærkede tomheden eller gjorde den mildere, nemmere at holde ud.” (side 208)

Reklame: Tak til forlaget Screaming Books der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Væk:

Udgivelsesår: 16.10.2020
Forlag: Screaming Books, 231 sider
Omslag: Maria Tran Larsen

Læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk

Indhold:

En smuk dag
Lydenes kilde
Hans og trolden og skatten i brønden
Mandag
Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge
Maseratikatten
Et folkebibliotek et sted i mørket
Lexo Yankov est morte
Hjælperen
Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi
Afhøringer, juli
Interludium
Flaskepost
Tårnene
Sælgeren
Væk