Indlæg tagget med ‘anmelder-eksemplar’

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir af Alice Feeney

Sten Saks Papir er en overraskende spændingsroman af britiske Alice Feeney om ægteskab, hemmeligheder og et weekendophold, der løber helt af sporet.

Amelia er gift på 10. år med manuskriptforfatteren Adam. I romanens start er de på vej til det skotske højland, hvor Amelia har vundet et weekendophold i en ombygget kirke. Adam er kun modvilligt taget med, men Amelia håber, at weekenden kan redde deres ægteskab, der har skrantet længe.

Efter en lang køretur hvor vejret blot ender i en regulær snestorm, når de endelig frem til kirken. Stedet er dog helt anderledes end forventet. En ildevarslende atmosfære hviler over den gamle kirke, der ligger fuldstændigt isoleret mange kilometer fra civilisationen. Selvom selve kirken er pænt moderniseret indvendig, er alt dækket af støv, og kulden nærmest stråler ud af de tykke vægge. Der er også noget mærkeligt med fordøren, der det ene øjeblik er låst, og det næste står åbent. Og hvem har egentlig sendt mailen til Amelia, om at hun har vundet?

Historien udspiller sig over en weekend, der fortælles skiftevis i 1. person af Amelia og Adam. Ind i mellem er indsat en række breve skrevet til Adam på deres bryllupsdag gennem årene. Brevene fortæller om fortiden, og et ægteskab med både op- og nedture.

Opbygningen med spring i fortællerstemme og tid er med til at skabe en stigende spændingskurve. Vi hører først fra den ene, så fra den anden, og nogen gange modsiger de hinanden. Der ligger hele tiden noget usagt hos dem begge, som holdt mig på tæerne konstant. For kunne jeg overhovedet tro på nogen af dem? Det er selvfølgelig ikke første gang, at jeg læser en spændingsroman med flere fortællere, men her lykkedes det virkelig Alice Feeney at tage fusen på mig.

Som en ekstra krølle på historien lider Adam af prosopagnosi. En sygdom der betyder, at han ikke kan genkende ansigter. Han ved ikke, hvordan hans kone ser ud, og han kan ikke genkende sig selv i et spejl. Adam har ikke fortalt om sin lidelse til andre, så når de er til selskaber, er hun nødt til at fortælle ham, hvem de møder. Lidelsen betyder også, at han ikke kan aflæse folks humør af deres ansigtsudtryk. I stedet er han nødt til at forlade sig på stemmen, vejrtrækningen og kropssproget. Det gør det ikke nemmere at gennemskue, hvis nogen lyver for dig, og det går hurtigt op for os, at hverken Adam eller Amelia stoler på hinanden.

Sten Saks Papir er psykologisk spænding på højt plan. Her er ikke tale om bloddryppende action, men om en snigende uhygge og et ægteskab, hvor intet er, hvad det ser ud til på overfladen. Her er ikke mange personer, men alligevel er historien uigennemskuelig på den gode måde. Slutningen snød mig som sagt fuldstændigt, og det er bare så fedt, når det lykkes.

Jeg har ikke læst noget af Alice Feeney før, og Sten Saks Papir er da også hendes første udgivelse på dansk. Hun har dog skrevet yderligere tre romaner, hvoraf debuten, Sometimes I Lie, blev oversat til over 20 sprog. Sten Saks Papir er solgt til Netflix, som er i gang med at lave en tv-serie over historien. Hvis de kan lykkes med at lave den lige så spændende som romanen, så er der noget at se frem til.

Uddrag af romanen:

Ingen af os siger noget, da Blackwater Inn kommer til syne. Jeg drejer af vejen, før vi når hen til pubben, men vi er tæt nok på til at se, at der er slået brædder for vinduerne. Den spøgelsesagtige bygning ser ud, som om den har stået tom i lang tid.

Den snoede vej ned i dalen er både malerisk og skræmmende. Den ser ud, som om nogen har hugget den ud af klippesiden i hånden. Vejen er næsten for smal til vores lille bil, og der er et stejlt fald til den ene side uden et eneste autoværn.

“Jeg tror, jeg kan se noget”, siger Adam. Han læner sig frem mod forruden og spejder ud i mørket. Jeg kan kun se en sort himmel og et hvidt tæppe, som dækker alt under den.

“Hvor?”

“Dér. Lige bag træerne.” Jeg sænker farten, mens han peger ud i ingenting. Men så får jeg øje på noget, som ligner en stor, hvid enkeltstående bygning.

“Det er bare en kirke,” siger han og lyder modløs.

“Det er den!” siger jeg og læser teksten på et gammelt træskilt. “Blackwater Chapel. Det er det sted, vi leder efter. Vi er fremme!” (side 14-15)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Sten Saks Papir:

Udgivelsesår: 08.09.2022
Forlag: Zara, 334 sider
Omslag: Anders Timrén, Islington Design
Originaltitel: Rock Paper Scissors
Oversætter: Annemette Goldberg

Læs mere om prosopagnosi: 2% af Danmarks befolkning er påvirket af ansigtsblindhed.

Læs også:

Enken af Fiona Barton
En lille tjeneste af Darcey Bell
Bag facaden af Alafair Burke
Familiens synder af Cara Hunter
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Ildbarnet af S. K. Tremayne

Aben af Helle Perrier

Aben af Helle Perrier

Har deres nye nabo virkelig en dødbringende abe som kæledyr? Eller er han bare en småsølle gammel mand i et forfaldent hus omringet af en vildtvoksende have?

Fortælleren er modvilligt flyttet ind i et gammelt hus sammen med sin familie. I skolen kommer han til at sidde ved siden af tvillingeparret Molly og Magnus, der bor på den næste vej. Molly fortæller ham en historie om det forfaldne nabohus. Herinde bor en gammel mand sammen med sin psyko-abe. Det siger rygtet i hvert fald.

Først tror fortælleren ikke på historien. Men da han vågner op midt om natten, ser han en mørk skikkelse i naboens have. En skikkelse, der helt sikkert ikke er et menneske. Næste dag fortæller han om oplevelsen til tvillingerne, og Molly bliver helt vild. Hun vil afsløre naboens hemmelige kæledyr, men det går ikke helt som børnene planlægger.

Aben er en underholdende gyser for børn +10 år. Fortalt i et nutidigt sprog og med en troværdig fortæller udvikler historien sig hurtigt med en støt stigende spændingskurve. Helle Perrier skaber en intens uhyggelig stemning, da fortælleren første gang opdager aben i naboens have, og uhyggen stiger til nye højder, da han natten efter opdager den lige udenfor sit vindue. Slutningen har et godt twist, som også nok skal få målgruppen op af stolen.

Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Magnus Merklin, som også står bag skygge-vignetten, der indleder hvert kapitel. Fonten er stor og letlæselig, og de korte kapitler indbyder til at læse videre.

Aben er med andre ord et spændende gys for den unge læser, som godt kan lide en overraskende slutning.

Uddrag af bogen:

På vej tilbage under dynen kigger jeg igen ud ad vinduet. Jeg aner ikke hvorfor, men der er bare et eller andet ved naboen, der pirrer min nysgerrighed. Molly og Magnus er selvfølgelig fulde af lort, når de siger, at der bor en abe derinde. Jeg kan bare mærke, at jeg lige bliver nødt til at se efter med mine egne øjne. Tanken om en kæmpeabe, der bor i huset på den anden side af hækken og slår folks kæledyr ihjel er selvfølgelig helt skør. Magnus og Molly virkede bare så alvorlige. De så næsten bange ud. Men måske er det en af den slags historier, de bilder alle tilflyttere ind.

I sommernatten svajer de mørke trækroner svagt mod en lysnende himmel. Månen er kun en smal, hvid bue mellem stjernerne. Jeg sukker. Det er alligevel meget fedt. Der, hvor vi boede før, så man næsten aldrig himlen på den her måde. Jeg tripper på det kolde gulv og vender mig mod sengen.

Jeg fornemmer en bevægelse ud af øjenkrogen. Jeg holder vejret. Stirrer intenst mod de mørke træer. Ingenting. Og så. Igen. Jeg kniber øjnene sammen. (side 21)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Aben:

Udgivelsesår: 09.08.2022
Forlag: Krabat, 109 sider
Omslag: Magnus Merklin
Lix: 22

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Dræbersvin af Morten Dürr
Virus af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Slimede mareridt af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Fantastiske fabulationer 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Fantastiske fabulationer 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Af de fantastiske genrer er fantasy det, jeg læser mindst af. Men når jeg så alligevel giver genren en chance, bliver jeg ofte positivt overrasket. Det blev jeg f.eks. over Fantastiske fabulationer 1.

Antologien består af 14 noveller, som viser et bredt spektrum af genren, lige fra klassisk fantasy over satire og en genfortolkning af eventyret om Rapunzel til det helt grænsesøgende. Det giver en novice som mig et spændende indblik i, hvad der sker i genren, men betyder også at ikke alle novellerne nødvendigvis falder i alles smag.

Jeg vidste egentlig godt, at antologien var udkommet, men havde ikke fået læst den. Men så så jeg et opslag fra bloggeren Skriverkarl, som kaldte Fantastiske fabulationer 1 for årets Mest Undervurderede Værk 2021. Helt så vidt går jeg ikke, men her er bestemt nogle gode noveller imellem.

Lad mig starte med ‘Den udvalgte’ af Karin Dammark, som i den grad gav mig et godt grin. Peter elsker at læse fantasy. En dag gør hans lillesøster Erika dog nar af hans bog, og i irritation ønsker han sig at være den udvalgte, som redder hele verden. Stor er hans overraskelse, da han vågner i en anden verden og skal hjælpe med at dræbe en drage og overvinde en ond troldmand. Heldigvis er Erika også endt i samme verden, for det er alligevel ikke helt let at være den udvalgte. Karin Dammark tager alle klichéerne i fantasy-genren og vrider dem en omgang, så alle fordomme går i opfyldelse, men med et kærligt og respektfuld glimt i øjet. Jeg var særdeles godt underholdt.

En anden perle er ‘Panzerchokolade’ af Niels Kjærgaard, som i den grad vendte mine forestillinger om fantasy på hovedet. Novellen blander fantasy-elementer med nazister og smider korrekte, delvist fordrejede historiske detaljer ind. Hitler er kejser for nazisterne, der har besat Porfyr. Dr. M. udfører magiske eksperimenter på fanger for at skabe en udødelighedseliksir til soldaterne. Indtil da må de nøjes med panzerchokolade fyldt med amfetamin. Gorm har overlevet Dr. M.’s eksperimenter og søger hævn. Men for at få den må han igennem en verden af smerte. En virkelig interessant novelle, ikke mindst på grund af det enestående univers den udspiller sig i.

De to garvede forfattere A. Silvestri og Lars Ahns bidrag skal også fremhæves. Silvestris hedder ‘Vejrvandrer’ og handler om en landsby der trues af tørke. En vejrvandrer kommer forbi og tilbyder sin tjeneste, men landsbyældsten er yderst skeptisk, for hvad er prisen? Sproget er smukt og stemningen vemodig.

Ahns novelle er helt anderledes. ‘Skjoldmøen og uhyret’ er en ny historie om Svana Slagteren, en kvindelig kriger der kæmper mod uhyrer og ondskab for gylden mønt. Ahn har skrevet flere noveller med Svana, og her er tale om et underholdende actionfyldt eventyr i stil med f.eks. Conan universet. Læs mere på Lars Ahns hjemmeside.

Også Freddy E. Silvas novelle ‘Rædslen i Tres Torres’ bringer mindelser til Conan universet godt mikset med H.P. Lovecrafts Cthulhu myter. Krigeren Morgion overlever et skibsbrud. Sammen med skibskokken og en enkelt matros lykkes det ham at redde sig i land på klippeøen Tres Torres, om hvilken der går grufulde rygter. Historien er den anden fortælling om Morgion, som du kan læse mere om HER.

Jeg kunne sagtens fremhæve flere af novellerne, f.eks. ‘De gyldne’ af Mariane Mide, ‘Biblioteket’ af C.C. Thybro og ‘Fantasiens grænser’ af Karsten Brandt-Knudsen. Sidstnævnte er en sær, men insisterende fortælling, der bestemt heller ikke lever op til den gængse forestilling om en fantasy-novelle.

Jeg ved, at forlaget Ildanach er et con amore projekt for forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar, og jeg har stor respekt for den ildhu og kærlighed til de fantastiske genrer, forlaget lægger for dagen. Men en lidt skarpere redaktionel pen ville have pyntet på et par af novellerne, hvor historiens kerne er virkelig god, men udførelsen halter lidt. Det er så ærgerligt. Men måske er det bare mig, der lader mig irritere for let. I hvert fald har jeg set andre helt igennem positiver omtaler af Fantastiske fabulationer 1, og jeg var da også for størstedelens vedkommende rigtig godt underholdt.

Reklame: Tak til forlaget Ildanach der har foræret mig bogen til anmeldelse

Andre skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Dette er en herlig blanding af fantastiske noveller, som repræsenterer fantasygenren rigtig flot. Sproget er gennemgående godt og flydende, og de enkeltstående fortællinger fungerer. Her er besynderlige verdener, klassiske helte og anderledes virkeligheder i et skønt virvar. Læseren præsenteres for den spændvidde der er indenfor fantasy, hvor alt fra klassisk sværd og trolddom til den mere underfundige fantastik er med. De bidragende forfattere er en blanding af nye og etablerede og er man fantasyforbruger og interesseret i et indblik i genren netop nu, så er der rigeligt at komme efter her.

Mit liv, min blog:
Fantasy og fantasien generelt kan tage os mange veje. Der er noget for enhver derude. Denne antologi er kun en meget lille visning hvad fantasy kan indeholder og brede sig over. Og giver en netop følelsen at mulighederne er uendelige, for fra novelle til novelle springer historierne, stilen og subgenrer så abrupt at man ikke kan lade være med at lægge mærke til det. (Læs hele anmeldelsen HER)

Vinderen af Mest Undervurderede Værk 2021
Se bloggeren Skriverkarls video HER

Om Fantastiske fabulationer 1:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Ildanach, 300 sider
Omslag: Jeppe Lindrup Mygh

Indhold:
Glemte vande af Tobias Dahl.
Og tænderne tikker af Silvia Ludenberg.
De gyldne af Mariane Mide.
Totem af Leon Dantoft.
Rædselen i Tres Torres af Freddy E. Silva.
Den udvalgte af Karin Dammark.
Vejrvandrer af A. Silvestri.
Skjoldmøen og uhyret af Lars Ahn.
Biblioteket af C.C. Thybro.
Panzerchokolade af Niels Kjærgaard.
Tårerne fra en håbløs romantiker af Astrid G. Thomsen.
Lyras sø af Maria Aagaard.
Fantasiens grænser af Karsten Brandt-Knudsen.
Ahura Mazdas hårkur af M.C. Gertsen

Læs også:

Ind i det ukendte – danske fantasynoveller
Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Spejlkabinettet af Per Jacobsen
Dragens øjne af Stephen King
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Fede svin af Nikolaj Højberg

Fede svin af Nikolaj Højberg

Siden jeg læste Nikolaj Højbergs novelle ‘Pink‘ i 2009, har jeg været stor fan af hans forfatterskab. Han har skrevet flere horror-novellesamlinger for voksne og ligeledes været redaktør på en række horror-antologier på forlaget Kandor, som han oprindeligt startede. Men de seneste år har udgivelserne mest været børnebøger. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville læse Fede svin, kunne jeg næsten ikke få armene ned af begejstring over, at Højberg er tilbage på horrorscenen.

Fede svin består af 6 nye noveller, samt ‘Firmaets mand’ der tidligere har været trykt i sci-fi antologien Lidenskab og lysår fra Science Fiction Cirklen. Som sagt var mine forventninger til novellesamlingen høje, og det var en glæde at opdage, at Fede svin i den grad levede op til dem.

Nikolaj Højberg har en fantastisk evne til at beskrive hverdagssituationer, som får et uforudsigeligt twist og pludselig rykker helt ud af kontrol. Nogle gange endda helt ud af vores verden …

De 7 noveller handler alle om mænd, som har foretaget et valg, der får konsekvenser for deres livssituation. Gangsteren Jannick der er overbevist om, at chefen ikke kender hans hemmelighed, men tvinges til at begå et bankrøveri, da det viser sig, at det gør han alligevel. Morten der ødelægger en oplagt jobsamtale og går en tur på stranden for at køle af. Den pensionerede Poul der ikke går af vejen for en rask lille meningsudveksling på Facebook, men får tirret den forkerte troll efter et opslag om naboens hund og pludselig må forholde sig til sine ord i den virkelige verden. Jonas der drømmer om mere og køber sig til andres minder for at føle, han lever. Brian der følger efter en spritbilist, som ender med at køre galt. Toke der er lidt af en mors dreng og har svært ved at finde en kæreste. Og ikke mindst Torben der med sine 361 kg slutter samlingen med et brag, da han beslutter sig for at følge en uortodoks slankekur.

Hver novelle starter i ‘det normale’, men tager så en drejning som udvikler sig til katastrofer for personerne, der pludselig er fanget i hvert sit mareridt. Nogle noveller udspiller sig helt i vores verden, mens andre åbner op for skabninger, vi ikke tror på i dagslys. Men alle rammer rent ind i hjernens frygtcenter.

Jeg var dybt underholdt under læsningen, hvor flere af historierne fik mig ud på kanten af stolen. Novellerne er velskrevne, overraskende og ofte med en sært urovækkende stemning. Fede svin er et vellykket comeback for Nikolaj Højberg, og har du endnu ikke læst noget af ham, kan du roligt starte her.

Reklame: Tak til forlaget Kandor som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af novellen ‘Bedre sent end aldrig’:

“Det sidste minut sneglede sig af sted, og mens sekunderne talte ned, fortrød Jannick de sidste otte år af sit liv. Han fortrød, at han havde ladet hashen jage ham ud af gymnasiet. At han havde ladet narkogælden drive ham i armene på Karsten. At han havde ladet sig opfylde af begær ved synet af Hanna. At han havde stalket hende. At han havde forført hende. At han havde kneppet hende. Og mest af alt, at han havde forelsket sig i hende. Hvis ikke for det, ville han vende sig mod Villads og trykke en kugle gennem hans bumsede pande og flygte ud af bilen, mens han skød Allan i brystet. Han ville have ladet Hanna kvæle i Karstens kælder, mens han bundede en pilsner på Kho Chang og glemte banderne og den evige angst. Men han elskede hende, og så var der kun et at gøre.” (side 22)

Om Fede svin:

Udgivelsesår: 01.03.2022
Forlag: Kandor, 212 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Indhold:

Bedre sent end aldrig
Jobsamtalen
Hilsen den sure skid til højre
Firmaets mand
Fartdjævlen
Mor
Fede svin

Læs også:

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn
Afkroge af Helene Hindberg
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg
Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft
I lygternes skær af Steen Langstrup
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Sprækker af Teddy Vork
Frygt-filerne 3 af Jonas Wilmann
Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard

EXIT af Palle Schmidt

EXIT af Palle Schmidt

Nogle bøger læser nærmest sig selv. Det er tilfældet med serien om Hauge af Palle Schmidt, hvor bind fire, EXIT, netop er udkommet.

Hovedpersonen er den kriminelle Hauge. Vi har fulgt ham, siden han blev løsladt fra fængslet i De efterladte og sendt til Nordjylland af rocker-overhovedet Bjarke for at undersøge nevøens død.

Selvom Hauge hjalp Bjarke i første bind, har han hele tiden holdt sig ude af rockerverdenen. Men omstændighederne har ændret sig, og i EXIT er Hauge blevet prospect i Broderskabet under præsidenten Kian, efter at Jimmy er blevet indlagt for sine skader i bind tre. Hauge arbejder for et vagtselskab med forgreninger til Broderskabet, mens han ved siden af indkasserer gæld for klubben. Trods sin oprindelige modvilje mod at underordne sig andre, forsøger han nu at leve op til Broderskabets motto: “Love, Loyalty and Respect”.

Så forsvinder en lastbil fra Holland med varer for en værdi af 10 millioner på vej gennem Tyskland. Er det politiet, der har opdaget transporten, eller er det andre kriminelle, der har stjålet sendingen? Snart går rygterne, at det er en udstødt broder ved navn Lennox, der står bag, og Hauge får til opgave at finde ham og likvidere ham.

Det er dog nemmere sagt end gjort. Lennox har været forsvundet i to år, og ingen ved tilsyneladende noget. Men Hauge borer sig ind i sagen med hjælp fra Marcello, der ligeledes arbejder for Broderskabet. Deres jagt på Lennox fører dem langt omkring i den kriminelle underverden og til udlandet, og undervejs opdager Hauge hemmeligheder, der sætter hans tiltro til Broderskabet på prøve.

Jeg er virkelig begejstret for serien om Hauge, der er drønspændende og utroligt underholdende. Palle Schmidt skriver, så historien nærmest udspiller sig som en film for læserens indre øje. Tempoet er højt og med masser af action. Samtidig er det tydeligt, at der ligger et stort researcharbejde bag. Denne gang kommer vi helt ind i rockermiljøet og dets hierarki, og det er interessant at se, hvad der får unge mænd til at tilslutte sig bandemiljøet. Og så får Hauges jagt på Lennox ham til at reflektere over sit eget liv, og over de små ting, der kan få afgørende betydning for ens livsbane.

Hauge er en interessant hovedperson. Han er kriminel og har problemer med sit temperament. Men han er også intelligent, frygtløs og har en stor retfærdighedssans. Det bringer ham jævnligt i konflikt med Broderskabets fuldgyldige medlemmer. Ikke mindst krigsministeren Bager, som Hauge har haft et sammenstød med under et fængselsophold. Det er dog de samme egenskaber, der gør ham egnet til at finde frem til sandheden i de sager, han bliver sat på, og derfor har Hauge fået lidt længere snor af ledelsen.

EXIT er den hidtil længste roman om Hauge, men for min skyld måtte den gerne være længere. Her er nemlig knald på hele vejen og både spændings- og underholdningsniveauet er i top. Der er mange personer, grupperinger og spor at holde styr på, men Palle Schmidt er en dygtig jonglør, og alt samles i en smuk sløjfe til sidst.

Jeg har håb for Hauge, og glæder mig allerede til bind fem!

Uddrag af bogen:

“Skal vi se at komme afsted?”

“Først vil jeg gerne have, at du lægger din hånd der.” Han pegede på spisebordet. “Du bestemmer selv, om det er højre eller venstre.”

“Hvad snakker du om?”

“Et instrument for et instrument,” sagde han og greb en håndvægt fra stativet. “Du bruger næverne. Det er kun rimeligt, vi bytter sådan.”

En isnen løb op ad ryggen på mig. Var det derfor, vi skulle hjem til ham? Så han kunne smadre mig på sin egen hjemmebane? “Come on,” sagde jeg. “Det mener du ikke, vel?”

Han drejede håndvægten og lod den falde gennem luften et par gange. “Højre eller venstre.”

Han var kold nok til at gøre det, den del var jeg ikke i tvivl om. Og som Sergeant at Arms i Copenhagen, var der heller ingen tvivl om hans autoritet. Jeg kunne ikke sætte mig op imod ham, hvis jeg ville overleve i broderskabet. “Hvad med lige at ringe til Kian og høre, hvad han synes?”

“Det her er mellem dig og mig.”

Jeg studerede hans ansigt, men der var intet at hente. Hverken vrede, glæde eller noget som helst andet. Han var en voksfigur.

Jeg trådte frem og lagde min højre hånd fladt på bordet. Den havde været brækket før, og det var aldrig vokset ordentligt sammen. Måske lægerne kunne gøre det bedre denne gang. (side 40)

Reklame: Tak til forlaget Avanti der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om EXIT:

Udgivelsesår: 01.03.2022
Forlag: Avanti, 401 sider
Omslag: Palle Schmidt

Hauge-serien:

EXIT, 2022
Blod ved daggry, 2021
Ulv blandt ulve, 2020
De efterladte, 2018

Læs også:

Patent på mord af Lisbeth og Steen Bille
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Fantomsmerter af Stephan Garmark
I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup
Paria af David Jackson
Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen
Det tredje hus af Irene Manteufel
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson
DNA af Yrsa Sigurðardóttir