Indlæg tagget med ‘anmelder-eksemplar’

Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard

Galgeleg - skæbnefortællinger af Alice Aagaard

12 noveller. 12 små sorte perler. 12 udflugter ind i det mørke, det mærkelige og det mareridtsagtige. Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard er en yderst vellykket novellesamling for folk, der som jeg elsker et overraskende lille gys.

I Victoriatidens England opstod en tradition for at fortælle uhyggelige historier op til jul. Senere overtog tv opgaven, hvor bl.a. BBC årligt sendte en spøgelseshistorie op til jul. Mange holder stadig af at blande hygge med uhygge i årets sidste måned, og Alice Aagaards novellesamling passer perfekt ind i den tradition.

Man kan ikke som sådan betegne fortællingerne i Galgeleg som ren horror. Titlen fortæller jo også, at her er tale om skæbnefortællinger, dog i familie med gyset. Sikkert er det i hvert fald, at novellerne er overraskende, underholdende og velskrevne.

Emnemæssigt strækker de sig fra biltyven, der pludselig opdager en lille pige på bagsædet. Hundeføreren, hvis lighund pludselig begynder at markere på ham. Ægteparret der har været gift i 42 år, men nu keder konen sig så meget, at hun vil skilles. En navigator der fører uventede steder hen. En genforeningsfest for gamle klassekammerater. To politifolk der skal opklare mordet på en mand i et aflåst og afspærret værelse. En nybagt mor med en mulig fødselsdepression. En gammel skibskiste med en hemmelighed. Og ikke mindst en historie om juleglæde og klimabevidsthed.

Nogle af novellerne har et element af noget overnaturligt i sig, andre udspiller sig alene på det realistiske plan. I ‘Lighund’ og ‘Fornuftens søvn’ møder vi den samme politimand, mens historierne i ‘Galgeleg’ og ‘Human Eyes’ spredes ud over flere noveller.

Ud af de 12 noveller har fire været trykt før, men bringes her i en redigeret udgave. Her i blandt ‘Fornuftens søvn’, som jeg har læst i antologien Monster. De resterende otte er alle nyskrevne.

Blandt mine favoritter er novellen ‘Destination’. Her følger vi den arbejdsløse Robert, der beslutter sig for at besøge en gammel ven fra HF. Vennen har købt en gammel gård ikke så langt fra Risskov, hvor Robert bor, så 3. juledag sætter Robert sin navigator til og kører ud for at besøge vennen. Spørgsmålet er dog, hvor navigatoren fører ham hen?

Titelnovellen ‘Galgeleg’ om biltyven, der pludselig befinder sig i en gætteleg med den lille pige, som overraskende sidder på bagsædet af den bil, han har stjålet, er også en lille perle. Det er ‘Harrys Hafenbasar’ ligeledes med sin blanding af gys og grin, ligesom ‘Fæld selv’ overraskede mig fuldstændig. Svagest er efter min smag novellen ‘Syv’, som bliver lidt lang. Men det er i småtingsafdelingen.

Jeg har med andre ord været vældig underholdt af Galgeleg, og kan kun anbefale den til alle der holder af små, skarpe fortællinger, der ikke nødvendigvis ender godt. Eventuelt kan du læse den som en lille julekalender med en ny novelle hver dag de sidste 12 dage op mod jul.

Uddrag af bogen:

Klaus Brauer, der bestyrer Harrys Hafenbasar, er en mager mand i halvtredserne. Hans hår er skulderlangt og tjavset, og hans nussede, mørkeblå cardigan er alt for stor. Den ene side af hans ansigt er vansiret. Det højre øje hænger, det løber konstant i vand, og et friskt, rødt ar deler den højre kind i to.

Klaus tager et ternet stoflommetørklæde op af sin bukselomme og dupper sit øje. Han tager en slurk lunken kaffe af et beskidt kaffekrus, der står på skrivebordet, så stiller han kruset så hårdt fra sig, at kaffen skvulper over. Han snurrer rundt på kontorstolen, så han sidder med front mod reolerne. Klaus Brauer har fået en idé.

Resolut rejser han sig fra stolen og går ned ad den reolgang, hvor trækisten står. Han kaster sig ned på knæ og trækker kisten ud midt på gulvet. Kisten har et låsebeslag af messing, og der er udskårne ornamenter og filigran i det mørke træ. Klaus løfter det støvede låg, det er dejligt tungt. Han tager bestik af kistens størrelse, måler den op med sine hænder, omtrent 80 gange 50 centimeter, det er godt. Så rusker han i låsemekanismen, også den virker stærk. Hunden kommer hen til ham.

“Felix.” Klaus’ stemme dirrer. “Nu har vi chancen. Nu, i morgen.”

Klaus smækker skibskistens låg i, en sky af støv rejser sig, og løber tilbage til skrivebordet. Felix lægger hovedet på skrå og kigger efter ham. Butiksbestyreren griber sin vinterfrakke, sin pung og sine nøgler, så løber han ud i byen for at købe bratwurst. (Uddrag af ‘Harrys Hafenbasar’)

Reklame: Tak til Byens Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Galgeleg:

Udgivelsesår: 30.11.2021
Forlag: Byens Forlag, 130 sider
Omslag: Michelle Rivas

Indhold:

Galgeleg
Lighund
Human Eyes
Destination
Human Eyes 2
Syv
Fornuftens søvn
Barnet i fryseren
Harrys Hafenbasar
Human Eyes 3
Fæld selv
Galgeleg 2

Læs også:

Black Out af Kenneth Bøgh Andersen
Liv af Rasmus Hastrup
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
I lygternes skær af Steen Langstrup
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Når månen titter gennem ruden af Lars Thomassen
Tågevals / red. Nikolaj Højberg
Afmagt af Mogens Wenzel Andreasen

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen, som jeg hovedsageligt kender som børnebogsforfatter, har med Den gale doktors vanvidsmikstur skrevet en charmerende og hamrende underholdende spændingsroman, der udspiller sig i 1910’ernes Aarhus.

Bernhard Bruun arbejder som bydreng hos Aarhus Film-compagni, der ledes af filmfabrikanten Sophus B. Christensen. Året er 1910, og filmindustrien blomstrer i Danmark, hvor forskellige selskaber sprøjter kortfilm ud til et umætteligt publikum.

Sophus B. Christensen har dog fået en idé, der skal føre Aarhus Film-compagni op i en helt ny liga. Han vil nemlig indspille Danmarks første langfilm. Til det har han fået lovning på et manuskript, der ellers var bestilt af konkurrenten, filmfabrikken Fotorama.

Men tingene forløber ikke som planlagt, og pludselig bliver Bernhard hyret til at skrive et nyt manuskript baseret på en spændende bog, han netop har læst: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det skal blive til filmen Den gale doktors vanvidsmikstur. Hvis altså de øvrige problemer, der opstår undervejs, bliver løst.

Samtidig med at Den gale doktors vanvidsmikstur indspilles, dør en række personer på grufuld vis i Aarhus’ gader. Politibetjent Frederik Schrøder-Petersen er overbevist om, at der er en slags ‘Jack the Ripper’ på spil, men han har svært ved at vinde gehør for sin teori hos ledelsen.

Undervejs flettes de to spor sammen, før historien afsluttes i en hæsblæsende finale, der er Die Hard værdig. Hvis altså Die Hard udspillede sig i 1910.

Som jeg indledningsvist skrev, har jeg været ualmindeligt godt underholdt af Den gale doktors vanvidsmikstur. Den starter temmelig grumt, men herfra bliver stemningen lysere, og der bliver plads til både humor og romantik midt i dramaet om filmproduktionen og jagten på morderen.

Historien er fuld af dramatik og ramasjang. Den udspiller sig over en lille uge og fortælles i korte kapitler og et letlæst sprog, som hjælper med at holde det høje tempo. På den led minder romanen lidt om de gamle film, der er omdrejningspunkt for plottet, idet de også blev indspillet på ganske få dage.

Personerne er ligeledes charmerende bekendtskaber. Igen lader forfatteren sig inspirere af de gamle film ved at lade karakterne være en smule karikerede. Men fordi det er gjort bevidst, føles de alligevel ægte.

Lasse Bo Andersen har tydeligvis researchet de historiske detaljer, så det gamle Aarhus fremstår levende og troværdigt. Jeg synes også, at det er fedt, at han i efterskriftet fortæller lidt nærmere om dansk filmindustris historie, samt indsætter en oversigt over bøger hvor man kan læse mere om både filmhistorie og det gamle Aarhus.

Endeligt vil jeg også rose både omslag og layout, som Lasse Bo Andersen i øvrigt også selv har stået for. Forsidens illustration af en mand iført høj hat foran en gammel gadelampe emmer af Victoria-tiden hvor både Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Jack the Ripper foregår, og som altså udspiller sig ikke så mange år før romanen. Jeg er også vild med, at de overordnede kapitler er illustreret som tekst-skiltene, man ser i de gamle stumfilm. Det gør simpelthen læseoplevelsen endnu mere gennemført.

Jeg har med andre ord ikke noget dårligt at sige om Den gale doktors vanvidsmikstur, og kan kun varmt anbefale den. Forlaget beskriver målgruppen som alle mellem 13 og 99 år, så holder du af gode historier fulde af dramatik, romantik, humor og lidt gys, så bliver du ikke skuffet.

Uddrag af bogen:

Clement Ejlersen stod stille og stirrede ind mellem tremmerne i gitterlågen. Ind på den natsorte kirkegård. Han havde besøgt flere værtshuse og beverdinger på sin vej, inden han nu, her langt over midnat, var ankommet til Den Gamle Kirkegård. Han havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det udelukkende var for at holde varmen, men inderst inde vidste han, at det også var for at drikke sig mod til. Han brød sig ikke om at skulle færdes på kirkegården om natten.

Den mørke kirkegård med de mange høje træer skræmte ham. Endnu var der ikke for alvor kommet blade på træerne, så de lange, nøgne grene strakte sig som fangarme i vejret. Flere af dem så ud, som om de forsvandt direkte op i den sorte nattehimmel.

Det støvede, uklare lys fra den enlige lampe, der hang over krydset, hvor Frederiksgade og Frederiks Allé mødtes, og hvor Vester Allé gik over i Sønder Allé, hjalp ikke meget. Det samme gjaldt det gullige lys fra gaslygterne på gadehjørnerne. Snarere tværtimod. Den sparsomme belysning fik kun træerne til at se endnu mere dystre og uhyggelige ud, og inde midt på kirkegården ville der være bælgmørkt.

Clement Ejlersen trak vejret dybt. Den forårskolde natteluft forsvandt ned i hans lunger. Han kunne kun lige akkurat mærke brændevinen fra den sidste kaffepunch rumle i sin mave. Men dens varme og mod var forsvundet. (side 16)

Reklame: Tak til forlaget Tekst og Tegning der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Den gale doktors vanvidsmikstur:

Udgivelsesår: 26.11.2021
Forlag: Tekst og Tegning, 281 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen

Læs et interview med Lasse Bo Andersen i Skanderborg Lokalavis

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Al kødets gang af Ambrose Parry
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Et satans arbejde af A. Silvestri
Tre små kinesere af Niels Søndergaard
Videovold og 80’er snask

Iskoldt had af Robert Pobi

Iskoldt had af Robert Pobi

Da FBI-agenten Doug Hartke bliver skudt af en snigskytte under en voldsom snestorm i New York, står myndighederne uden spor. Efterforskningsleder Brett Kehoe kontakter derfor astrofysikeren dr. Lucas Page, der underviser på Columbia University, men tidligere har været tilknyttet FBI.

Page har en unik evne til at omsætte omverdenen til matematiske formler, som gør ham i stand til på splitsekunder at finde frem til eksempelvis en snigskyttes placering. Men for 10 år siden var han ude for en ‘hændelse’, der næsten slog ham ihjel og efterlod ham med blot et ben, en arm og et øje samt massevis af traumer. Også konen forsvandt, men under genoptræningen mødte han Erin, som han nu har fem pleje/adoptivbørn med.

Alligevel lader Page sig overtale til at vende tilbage til bureauet for at hjælpe dem med at fange snigskytten. Noget der bliver endnu mere påtrængende, da endnu en person, en tidligere FBI-agent, bliver skudt. Og endnu engang under nærmest umulige vejrmæssige forhold.

FBI får et tip fra den franske efterretningstjeneste om en mulig gerningsmand, og mens den officielle efterforskning går ad det spor, beder Kehoe Page og den yngre, kvindelige agent Whitaker om at tænke ud af boksen i en sideløbende efterforskning.

For hvem er det, der går efter at dræbe New Yorks ordenshåndhævere? Og som gør det under en snestorm i isnende kulde uden at efterlade sig det mindste spor?

Jeg har tidligere læst Blodmanden af Robert Pobi, som var en velskrevet og overraskende thriller. Forventningerne var derfor høje, da jeg begyndte på Iskoldt had. Og heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Pobi skriver godt, og historien er elementært spændende med en støt stigende suspense-kurve. Plottet med den koldblodige snigskytte, der nådesløst henretter den ene ordenshåndhæver efter den anden, mens Page og Whitaker på den anden side forsøger at løse mysteriet om skyttens identitet, er yderst effektivt, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen.

Oveni er Lucas Page en interessant hovedperson med sin unikke evne til at finde mønstre, andre ikke kan se. Han har også en usædvanlig baggrund, er ikke altid voldsomt sympatisk, og så kan han ikke fordrage dumhed, hvilket bringer ham i konflikt med en stor del af menneskeheden. Endeligt er det ikke ret tit, jeg læser en roman, hvor temperaturens indvirkning på benproteser bliver et relevant problem.

Samtidig med at Iskoldt had er en spændende thriller befolket af interessante personer, giver Pobi os også et indblik i det amerikanske samfund. Et samfund der plages af mistro til myndighederne, racisme og øget polarisering. Det er skræmmende at læse om en forening som CSPOA, der betragter den lokale politistyrke som højeste myndighed, og dermed ikke mener at de er underlagt de føderale myndigheder som f.eks. FBI. Og man mærker også, at canadiske Pobi ikke er den store fan af de mange skydevåben, der cirkulerer overalt i USA.

Mod slutningen tager historien et overraskende twist, og spændingsniveauet holder hele vejen mod den nervepirrende finale.

Iskoldt had er første bind i serien om Lucas Page. Bind to, Under Pressure, er endnu ikke oversat til dansk, og bind tre, Do No Harm, står til at blive udgivet i 2022.

Uddrag af romanen:

Efter et øjebliks iagttagelse af landskabet gik det op for ham, at han havde bevæget sig om bag en lygtepæl, hvilket betød, at hans operativsystem opdaterede sig selv automatisk. Det var forbløffende, hvor hurtigt den tænkemåde blev en rygmarvsreaktion, og endnu mere forbløffende, at den ikke var forsvundet efter at have været overflødig så længe, ligesom fantomfornemmelser fra amputerede lemmer. Efter indlæggelserne og operationerne, genoptræningen og mareridtene var der gået næsten et helt år, før han igen kunne bevæge sig gennem en folkemængde. Det tog sin tid, men frygten var langsomt fordampet. Indtil nu.

Men en smule forsigtighed her var ikke alene klogt, den var afgørende. Når man så rigtigt på det, var der intet værre end at jage en mand med en riffel i en by fuld af vinduer. (side 26-27)

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Iskoldt had:

Udgivelsesår: 29.10.2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 390 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: City of Windows
Oversætter: Ulla Lauridsen

Besøg Robert Pobis hjemmeside

Læs også:

Den røde drage af Thomas Harris
Paria af David Jackson
Fangst af Martin Jensen
Blodmanden af Robert Pobi

Intet af Catherine Ryan Howard

Intet af Catherine Ryan Howard

Forlagets beskrivelse:
Han efterlod intet. De kalder ham Intetmanden.

Bare 12 år gammel er Eve Black den eneste overlevende i sin familie efter et overfald begået af den berygtede voldsmand “Intetmanden”. Nu er hun voksen og besat af at finde den mand, der ødelagde hendes liv.

Jim Doyle, der er sikkerhedsvagt i et supermarked, er gået i gang med at læse bogen “Intetmanden”. Eve har skrevet den som en sand beretning og erindringsbog over den efterforskning, som blev ført for at finde den mand, der dræbte hele hendes familie. Side for side vokser hans vrede. Jim er nemlig ikke bare interesseret i at læse om “Intetmanden”. Han er “Intetmanden”.

Jim opdager hurtigt, hvor faretruende tæt Eve er på at finde frem til sandheden. Han indser, at hun ikke giver op, før hun har fundet ham. Han har intet andet valg, end at stoppe hende, inden hun finder ham.

Bogen er inspireret af virkelige begivenheder.

Der findes snart så mange bøger om serieforbrydere, at jeg ind i mellem kan blive helt træt ved tanken om at skulle læse endnu en. Men da jeg begyndte på Intet af Catherine Ryan Howard, stod det klart allerede efter de første par sider, at her var tale om en unik thriller. Howard leger med genrerne og blander true crime med seriemords-thriller og krydrer det med en usædvanlig opbygning af historien.

Historien fortælles gennem to stemmer. Dels via sikkerhedsvagten Jim og dels gennem bogen som den overlevende Eve har skrevet som voksen. Det lyder måske ikke så usædvanligt, men når du får Intet i hånden og bladrer gennem den, opdager du, at bogen rent faktisk er en bog inden i bogen. Det fungerer rigtig fedt. Gennem Eves bog får vi nemlig også et indblik i en politiefterforskning, der løber over årtier. Og da Eve under arbejdet har fået mulighed for at dykke ned politiets efterforskning, får vi også indblik i Intetmandens øvrige forbrydelser.

Sideløbende følger vi Jim, der nu er kommet op i 60’erne. Han er ikke tilfreds med, hvordan hans liv har udviklet sig, og drømmer om at få den respekt, der tilkommer ham. Så da han begynder at læse Eves bog, hvor hun kalder ham ubetydelig, er det mere, end han kan klare.

Det vil normalt være svært at skrive om en årelang efterforskning, hvor alle spor ender i ingenting og samtidig bevare spændingen i fortællingen. Men det lykkes perfekt her. Springene mellem Eves fortælling om fortiden og den nu aldrende Jims liv i nutiden skaber en stigende suspense som kulminerer med et overraskende twist til slut.

Howard skriver let og flydende, og jeg var vældig underholdt af Intet, som er hendes første bog på dansk. Forhåbentlig udgiver forlaget Zara også resten af hendes bøger.

I øvrigt – forlagsteksten indikerer, at bogen er inspireret af virkelige begivenheder. Howard blev inspireret af Golden State Killer sagen, hvor hun efter pågribelsen af morderen kom til at spekulere på, om han havde læst Jeg forsvinder i mørket af Michelle McNamara, der handler om mordene. Intet er Howards bud på, hvordan det kunne være forløbet.

Uddrag af bogen:

Han behøvede ikke at lede længe. Alle hylderne var fyldt med eksemplarer af den samme bog. Alle sammen frontvendte. Et sortklædt kor, der råbte ad ham som i en græsk tragedie. Pegede på ham. Anklagede ham.

Jim var sikker på, at de ikke havde været der dagen før. De måtte være ankommet i løbet af natten. Det måtte være en ny bog, måske var den lige udkommet. Han gik tættere på og læste forfatterens navn.

Eve Black.

I Jims hoved var Eve Black en 12-årig pige, der iført en lyserød natkjole stod for enden af en trappe og stirrede ned i mørket under sig og sagde: “far?” med en spag og usikker stemme.

Nej, det kunne ikke passe.

Men det gjorde det. Det stod lige der på omslaget.

Intetmanden: En overlevendes jagt på sandheden.

Varmen bredte sig i Jims krop. Blodet skød op i hans kinder. Hans hænder rystede, og han måtte tvinge sig selv til at række ud efter bogen, mens hans reptilhjerne beordrede ham til at lade være.

Gør det ikke, sagde han til sig selv, da hans fingre lukkede sig om en af bøgerne på hylden. Det stive bind føltes glat og voksagtigt. Han kørte fingerspidserne hen over titlens prægede bogstaver.

Intetmanden.

Hans andet navn.

Det navn, aviserne havde givet ham.

Det navn, som kun han selv vidste, var hans. (side 9-10)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Intet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zara, 341 sider
Omslag: Blacksheep Design
Originaltitel: The Nothing Man
Oversætter: Jonnie McCoy

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Offer af Paul Cleave
Mørke steder af Gillian Flynn
Du af Caroline Kepnes
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

I Sølvmåne blander Mikael Rasmussen vikingesagn og den nordiske mytologi med myten om varulvens oprindelse. Resultatet er en spændende, men lidt for lang fantasyroman for især historisk interesserede.

Ejnar Sigvaldsson er sammen med hustruen Astrid og deres børn flyttet til Bjørneskoven, cirka en halv dagsrejse fra Hedeby. Her lever han fredeligt langt fra fortidens kampe, der har sikret ham et vældigt ry som en stærk kriger. Men en dag rammer ulykken. Mens Ejnar er på jagt sammen med sin svend, Birger, overfalder ulve gården og dræber alle. I spidsen for flokken er en stor sort ulv, og Ejnar sværger hævn. Han vil dræbe den sorte ulvs familie, som den har dræbt hans. Og til sidst vil han dræbe den.

En lang jagt følger, som byder på store strabadser og voldsomme kampe. Undervejs må Ejnar bl.a. restituere i en saksisk jægerlandsby, men også her bryder uroen ud omkring ham. Til sidst, nærmest ved verdens ende, lykkes det Ejnar at indhente den sorte ulv, og den ultimative kamp kan begynde.

Imens går livet videre i Hedeby, hvor høvdingen Hallgeir Gudmundsson råder. Hallgeir er ambitiøs, men han er ikke en dygtig høvding. I striden mellem den Hvide Krist og de gamle guder holder han sig til Odin og Thor. Alligevel lader han dog biskoppen Jarlan Berthoud prædike i den godt 100 år gamle kirke. Men Hallgeirs fejlskøn har fået konsekvenser. Handlen i Hedeby er langt fra så god, som den var tidligere, og folk er utilfredse.

Samtidig har Hallgeir ansat tre nye krigere som sine nærmeste mænd. Tre krigere, der er mere motiveret af guld end af ære, og som hellere end gerne sender den gamle kriger Holger, der stadig nyder stor respekt i hirden, til Valhalla. Holger har nemlig på fornemmelsen, at der er noget galt. At Hallgeir og de tre krigere måske ikke har rent mel i posen, og at de vil gøre meget for, at Ejnar ikke skal vende tilbage til sin gård.

Så kommer skjalden Halvdan på besøg. Han fortæller en grum historie om en bersærk i ulveham, der har udryddet hele byer op gennem Tyskland. Da der kort efter dukker en forhutlet gammel mand op i Hedeby, beslutter Hallgeir sig for at ofre gamlingen til guderne og slå to fluer med et smæk. Men heller ikke denne gang flasker tingene sig for Hallgeir.

Sideløbende med Ejnars jagt og Hedeby-plottet hører vi også om jægeren Goswin og kvinden Elena. Der indskydes fortællinger fra Ejnars og Holgers tid som krigere, og vi får også serveret en masse viden om dagliglivet i vikingetiden og om sammenstødene mellem kristendommen og troen på de gamle nordiske guder.

Som jeg indledningsvis skrev, er Sølvmåne en spændende fortælling. Her er masser af drabelige kampe både mellem mænd og bæster, og bogen giver også et interessant indblik i vikingernes verden. Selve idéen med varulvens oprindelse er godt tænkt. Andre har også kigget på vikingernes bersærkere i den anledning, men Mikael Rasmussen giver oplægget sit helt eget spind. Sprogligt tilstræber bogen at lægge sig op ad de gamle vikingesagaer, hvilket giver en god stemning til historien. Det er dog ikke altid det lykkes 100%, og særligt dialogerne bliver ind i mellem lidt statiske efter min smag.

Sølvmåne er knap 600 sider lang, og skal jeg komme med en anke, så er det længden. Mikael Rasmussen har så mange fortællinger, han gerne vil have med, at det næsten tager fokus fra hovedhistorien, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. En skarpere vinkel på fortællingen kunne have løftet historien lige det sidste stykke op. Men når det er sagt, så er Sølvmåne et underholdende bekendtskab. Og så har jeg bare et svagt punkt for fortællinger, der bruger dansk historie og danske sagn og myter som udgangspunkt. Der ligger så mange fantastiske historier gemt, og det er fedt, at flere og flere forfattere får øje på dem.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af romanen:

Senere på natten faldt han omsider i søvn og vågnede brat, da Ejnar stod, som en sort silhuet uden for døren. Efter noget tid kom han ind og satte sig, og stilheden blev kun brudt af ildens leg med brændet, de lejlighedsvise puf og knitren. Ejnars ansigt var uigenkendeligt og dækket af blod. Den barske mine var indgroet, livet var ikke en del af dette ansigt mere. Med forsigtige bevægelser og med øjnene rettet stift på ilden fik Ejnar taget en bid af maden. Birger kunne følge, hvor langsomt han bevægede sig. Alting gik langsomt for Ejnar, og det var tydeligt, at han foretrak stilheden. Ingen ord kunne hjælpe nu. Mens ilden langsomt døde hen, begyndte lyset at dukke frem. Morgenen var frisk, og de tunge skyer var væk. Endelig fik Ejnar brudt sin stirren ned i ilden, af og til et kig ned i maden. Mjødhornet blev tømt, og atter flere røg ned. Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

Da Birger senere på formiddagen vågnede, havde Ejnar flået de døde ulve. Skindene hængte til tørre. Med ansigtet stadig smurt ind i blod arbejdede han som en besat med at pakke sammen. Sværdet, dolken, øksen, buen og alle de pile, der kunne være i holderen. Lidt tørret flæsk og resten af brødet. Skindene blev taget ned og pakket. Ejnar var klar. Da Birger gjorde mine til at følge med, stoppede Ejnar ham og kiggede på ham med døde øjne.

– Dette er mit hævntogt … sagde vikingen og så hadefuldt i retningen af, hvor ulvene var stukket af. – Hold snylterne væk fra mit hus, Birger, det er først ovre, når de alle er sendt tilbage til Hel, hvis ellers dyreriget har et sted som Hel. (side 31-32)

Om Sølvmåne:

Udgivelsesår: 01.05.2021
Forlag: Valeta, 590 sider

Læs Allan Haverholms underholdende antropologiske gennemgang af varulvens udviklingshistorie på Superkultur

Læs også:

Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Hels rejse af Signe Fahl
Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Varulvenætter af Whitley Strieber
Varulv / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Diget af Teddy Vork
Lemlæstet af Jonas Wilmann


Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez