november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Anne-Marie Vedsø Olesen’

Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne_Marie_Vedsø_Olesen_Fotograf_Morten_HoltumAnne-Marie Vedsø Olesen er født i 1962. Hun er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1993, men har altid haft en kunstner boende inde i sig. Som barn skrev hun en del, ofte til forargelse for både forældre og lærere, for der var mord og uhygge overalt. Det var dog først, da hun blev skilt fra sin første mand, og i den forbindelse fik set grundigt på sit liv, at hun fandt modet til at blive skabende kunstner.

Anne-Marie debuterede som forfatter i 2000 med ”Salernos sol”, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Privat bor hun sammen med litteraturredaktør Jakob Levinsen.

I starten af sit forfatterskab blev Anne-Marie af pressen kaldt for Danmarks svar på Anne Rice, en sammenligning hun er mere glad for, end når nogen putter mærkatet fantasy på hendes bøger. ”Det er ikke fantasy, fordi mine bøger foregår i et nutidigt univers. Mit forlag Gyldendal siger, at det ikke ligner noget andet og derfor er svært at sætte genre-betegnelse på. Selv har jeg det bedst med til nød at kalde mine bøger for det brede begreb spændingsromaner.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

Anne-Marie sammenligner det at skrive med at dirigere musik, og hendes bøger har da også altid en tråd til musikken. ”Jeg er ikke dirigent, men at skrive er som at dirigere musik. Denne følen efter udtrykket, hele tiden frem og tilbage, hente følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sige og gerne vil udtrykke. Men der er alligevel en forskel – alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket.” (Kristeligt Dagblad, 2007)

For Anne-Marie er det ikke muligt at skabe uden at brænde. ”Der er masser af kedelig praktik og arbejde i for eksempel at skrive, men jeg skriver på lidenskaben og dens længsler. Jeg skriver med en vis mængde patos, som skal komme indefra, ellers klinger det falsk.” (Nordjysk Stiftstidende 2012)

Netop brugen af patos er kendetegnende for Anne-Maries fortællinger, og det adskilte hende fra hovedparten af den litteratur, der udkom i 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor ironien var i højsædet. I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie:

Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt.”

Det er dog vigtigt, at det føles ægte, når man skriver, fortsætter hun: ”Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk. Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og bliver patetisk i ordets negative forstand. Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet. Det betød blot fuld af følelser. Men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg, at man undgår, hvis blot man tør tro på det, man skriver.”

Djævlens kvint

I 2002 udkom ”Djævlens kvint”, som er den første bog i trilogien ”Gudestorm” om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid. ”Djævlens kvint” er en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele.

Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten. Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge – for at redde sig selv – må rejse til Ægypten og sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.

I lektørudtalelsen kalder Karsten Just bogen for: ”En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.”

Mere blandede var avisernes anmeldelser. Jakob Levinsen skrev i Berlingske Tidende: ”Vi er nærmest et sted midt imellem amerikaneren Anne Rice’s vampyr- og mumiegysere, blot med væsentligt mindre sex, og danskeren Michael Larsens videnskabs-thrillere, blot med væsentligt mindre action. Det er den afsluttende hoveddel, der så godt som fuldstændig er ovre i den ægyptiske gudeverden, der er den mest stemningsmæssigt overbevisende, og det er et spørgsmål om ikke hele historien med fordel kunne have udspillet sig der.”

Mere positiv var Lars Ole Sauerberg fra Jyllandsposten: ” For læseren gælder det om at give afkald på sin mistro og lade sig fange ind på historiens egne præmisser. Gør man ikke det, er det næppe muligt at holde opmærksomheden fangen af en rigeligt kulørt fortælling og en videnskabelig argumentation, der næppe holder vand, hvor besnærende den end i læsningens øjeblik måtte forekomme.”

Flensborg Avis var ligeledes begejstrede og skrev: ”Gad vide, om Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet nogle gamle besværgelser ind i “Djævlens kvint”? Bogen er nemlig af den sjældne slags, der på magisk vis synes at trække læseren videre side for side og ikke er til at slippe, før den er læst til ende.” Mens Weekendavisen kaldte den for ”en spændingsroman ud over det sædvanlige”, og Fyns Stiftstidende slutter af med ordene: ”I indviklede slyngninger væves den ægyptiske mytologi ind i en nutidig historie om kærlighed, jalousi og dræbende lidenskaber. Yderligere smykkes denne farverige vævning med diverse henvisninger til bl.a. oldtidshistorie, teologi, filosofi, okkultisme og musikhistorie og musikteori og med sindrige mønstre hentet i Mozarts “Tryllefløjten”. Jeg ved såmænd ikke, om der en dybere mening i det overdådige opbud af viden, men det er under alle omstændigheder underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin embedseksamen som læge studeret bl. a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I “Djævelens kvint” benytter hun sig med flid af sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting – nemlig skrive flot og medrivende.”

Tredje Ikaros

To år efter udgav Anne-Marie bind to i trilogien ”Gudestorm”, ”Tredje Ikaros”.

Den urgamle ægyptiske kaosgud Seth, vi mødte i første bind, lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre – Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner. En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sig for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer. Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus – den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb.

Endnu engang var bibliotekernes lektørudtalelse positiv og kaldte bogen for: ”En underholdende, velskrevet okkult gyser, hvor Vedsø Olesen bruger løs af den ægyptiske mytologi, og indsætter den i nutiden og blander fakta og fiktion. Enten lader man sig indfange i denne sære verden, hvor guder vandrer på jorden, eller også mener man at det er noget pjat, men Vedsø Olesen skriver så godt, at man må overgive sig, og lade sig indfange i dette skæbnespil.”

Mens aviserne var mere forbeholdne. Information skrev: ”Vedsø Olesen omgås det mytologiske og kulturhistoriske stof med velbevandret dannelse. Romanen er en herlig intellektuel gådefortælling, hvor man på bedste trivial persuit-manér kan sidde og gætte med på de rigtige gudenavne. Men kærlighedshistorien og det thrilleragtige plot har ikke formatet til at bære den kulturhistoriske ballast, som forfatteren lag på lag belæsser den med. Vedsø Olesen vil gerne sige en masse med sine paralleller mellem ægyptisk og græsk mytologi og mellem det menneskelige og det guddommelige. Hun vil gerne sige noget om livet og døden, mørket og lyset, det mandlige og det kvindelige, kaos og orden, om kunsten og om kunstnerisk inspiration og forløsning. Det store stof fortrænger den gode persontegning. Vedsø Olesen skriver pompøst og med finurlige kvaliteter, men hun når aldrig rigtig ind under englehuden på disse menneskeguder. I hvert fald ikke nok til, at man mærker dem som substantielle og troværdige karakterer.”

Jyllandsposten var dog mere positiv, og kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Anne Rice: ”Anne-Marie Vedsø Olesen skriver fantasy, og det gør hun godt, denne gang bedre end i forgængeren. Eventuelle klassiske filologer og oldævls-lærere blandt læserne vil værdsætte hendes velinformerede udredninger af ægyptisk-græsk-romerske relationer i det mytologiske. Anne-Marie Vedsø Olesen er Danmarks svar på amerikanske Anne Rice med vampyr-fortællingerne. Man suspenderer gerne sin mistro, mens man hepper på Seth vel vidende, at han egentlig bør tabe. Men de gode, dydsmønstrene, har jo aldrig helt samme underholdningsværdi.”

Ligeså positiv var Thomas Harder på Politiken. ”Tredje Ikaros er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.”

I et interview i Kristeligt Dagblad fortæller Anne-Marie, at hun er ”forbenet ateist”, men at hun i virkeligheden gerne ville kunne tro. Som ateist har hun til gengæld en stor interesse for religion, og den dyrker hun i romanerne om Seth. ”Jeg har det fint med, at interessen for den religiøse dimension er vendt tilbage for fuld kraft. Det er på høje tid, vi har længe haft brug for en åndelig vækkelse, nu sker det så, men jeg synes desværre de religiøse strømninger, vi ser, er stærkt overfladiske og populistiske, de mangler dybde. Ikke alene de nyreligiøse bevægelser – også mennesker med et folkekirkeligt tilhørsforhold forholder sig til etik og moral, som om det er noget, man kan købe i et supermarked.”

Om Seth fortsætter hun i interviewet: ”For mig er Seth sindbillede på den livsglæde, jeg selv tror på. Livsglæden og den begejstring, som jeg synes vi mangler nu om dage. Livsglæde findes mest rendyrket i sansernes verden, i erotikkens og i den kulturelle nydelses verden, operaer, musik. Selvfølgelig er der også grænser for den udfoldelse. Sker det hæmningsløst og egoistisk, som vi ind imellem ser det hos Seth, kan det få uhyggelige konsekvenser. Men jeg synes, man kan sige, at vi i vores samfund har fortrængt den æstetiske dimension til fordel for den etiske, og det er en stor skam. For der findes så megen glæde og skønhed i æstetikken.”

Gudernes tusmørke

I 2007 udkom sidste bind i trilogien ”Gudestorm”, ”Gudernes tusmørke”.

Denne gang er kaosguden Seth flyttet til Tyskland, hvor han lever sit vilde og udsvævende liv. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig. Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.

Bibliotekernes lektørudtalelse var denne gang lidt mere afdæmpet, men kaldte dog romanen for … en farverig og underholdende roman i den lettere ende.

Til gengæld var aviserne mere positive. Jyllandsposten roser romanen for at være en præstation af internationalt format: ”At ville kalde Vedsø Olesens trilogi magisk realisme ville være en underdrivelse. Det er rendyrket fantasy, der vil skræmme den læser, der trives bedst med socialrealisme, langt væk. Men selv om man ofte under læsningen er fristet til at tjekke forfatterens påstande, så blandes det hele sammen til en overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners Parsifal med en stadig mere intensiveret handling. Både som tekst, der forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik, og som en konsekvent gennemtænkt fantasy er Gudernes tusmørke både en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.

Mens Politiken skriver: ”Anne-Marie Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle. Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær. Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang. Man vil savne hans rungende latter.”

Titlen ”Gudernes tusmørke” er en direkte henvisning til den tyske titel på ”Ragnarok”: ”Götterdämmerung”, og allerede i ”Djævlens kvint” møder vi nogle temaer fra Wagners operaer.

Helt fra barnsben har Anne-Marie haft interessen for operaer i almindelighed og Wagners i særdeleshed. ”Allerede som barn var jeg voldsomt optaget af klassisk musik og rendte i Det Kongelige Teater hele tiden. Og da jeg boede på kollegium, havde jeg en decideret Siegfried-periode, hvilket var lige ved at drive mine overboer til vanvid.”

I et interview i Jyllandsposten fortæller Anne-Marie, at det var via episoder i sit eget kærlighedsliv, at hun fandt sin personlige nøgle til ”Parsifal”, som spiller en stor rolle i ”Gudernes tusmørke”.

Jeg var gået i stå i skriveprocessen og på det tidspunkt var mit eks-ægteskab præget af utroskab og et besættende begær. Hos den partner, jeg involverede mig med, så jeg den samme type begær – og også stor lidelse. Han arbejdede oven i købet med Wagner selv, og løbende blev Wagners opera-cyklus ”Ringen” sat op på Operaen i København. Der var stort fokus på Wagner lige dér, og pludselig fik jeg hul på min roman ved hjælp af ”Parsifal”… For mig lå historien lige for: Det gik op for mig, at temaet i Parsifal er identisk med min egen oplevelse af lidelsen og begæret, som jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ud af at håndtere modent. Jeg brugte alt det stof om lidelse og begær, som havde hobet sig op inde i mig på det personlige plan, og koblede det på ”Parsifal”-historien, og fik det på den måde ud. Det var en vild skriveproces.”

Romanen endte med at koste to ægteskaber, Anne-Maries eget og manden i bogens, da flere efterfølgende godt kunne gennemskue, hvem der havde stået model til ham.

Orkestergraven

I perioden mellem ”Gudernes tusmørke” og den næste roman ”Glasborgen” fandt Anne-Marie tid til at bidrage med to noveller til to forskellige antologier.

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgav forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholdt fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt stod for udvælgelsen af novellerne, som blev gendigtet, og skrev desuden med et informativt forord til samlingen ”Poe – 4 makabre hyldester”.

Anne-Maries bidrag byggede på Poe-novellen ”Hjertet der sladrede”, og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Til sidst slår han hende ihjel, men selvfølgelig lader hun ham alligevel ikke i fred. 

Antologien modtog generelt fine anmeldelser, bl.a. skrev Politikens Bo Tao Michaëlis: Det er der kommet en net lille gysersag ud af, og man må sige, at ingen er gået død, og alle er gået til biddet med egen inspiration og løsagtighed. Mest tæt på mesteren selv synes jeg A.M. Vedsø Olesen er med ‘Orkestergraven’, en snildt depraveret, erotisk betændt sag drejet over Hjertet der sladrede.”

Siden er novellen blevet til en opera, som også blev rost af anmelderne.

“Bo Gunges musik er både moderne opera-, film- og musical-agtig. Og med det mener jeg, at den har kant, er ørevenlig i stil med Puccini, at den ofte danser let, ejer masser af medrivende puls, og at den evner at skabe præcis stemning i historien. En historie, der i øvrigt slet ikke er tosset, Anne-Marie Vedsø Olesens libretto rummer både de store følelser og det hverdagsagtige, der må være over en sådan historie, hvis vi skal tro på den. Og begge dele forløses glimrende af de to hovedpersoner, både vokalt og scenisk.” (Jyllands-Posten)

Glasborgen

Glasborgen” er Anne-Maries femte roman, og den udkom i 2012. Romanen er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien er inspireret af Béla Bartóks opera ” Hertug Blåskægs borg” fra 1911, men henlagt til den nye opera på Holmen. Operaen bliver rammen for den lidenskabelige affære mellem operasangerinden Judith og komponisten og dirigenten Rolf.

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. Hvad Rolf ikke fortæller er, at han har en pagt med Vilgot, som sikrer ham kunstnerisk succes, men Vilgot er også et ondt væsen, der lever i det grønne vand.

Lektørudtalelsen er inde på, at Anne-Marie igen udfordrer genrebegreberne, og mener at: ”Man skal være til fantasi og de store sproglige armbevægelser, og så er denne gotiske operagyser en god oplevelse.”

Avisanmeldelserne var igen blandede. Den udefinerbare genre gjorde, at Fyns Stiftstidende ikke var så begejstret: ”Glasborgen holder sig imidlertid ikke til en realistisk fortælle-stil, kredsende omkring kald og kærlighed. Den kører hen ad vejen helt op i en moderne symbolsk skæbnefortælling, der på romantisk vis inddrager elementerne – især vandet – som handlende kraft. For til slut at nærme sig Fantasy-genren, hvor alt kan ske. Operaen får i hvert fald et splintrende grundskud. Denne sammenblanding af genrer slører handlingen og gør selve meningen med romanen utydelig. Hvad vil forfatteren: Forskruet kvinderoman? Psykologisk parforholdsroman? Dæmonisk kunstnerroman? Eller rent folkeeventyr, hvor de underjordiske har magten? I hvert fald har vi her at gøre med et fortælleeksperiment, der inddrager det hele.”

Politikens anmeldelse er heller ikke ubetinget positiv. Her er der dog ingen modstand mod genrehybriden som kaldes forfriskende: ”Glasborgen er nærmest som en gotisk gyserroman med vandet som bærende uhyggeelement. Moderne og sært gammeldags på samme tid. Sproget er højstemt, dvælende og beskrivende, og især i romanens første halvdel fylder de semipoetiske sprogmalerier for meget, især fordi de prangende beskrivelser og den sproglige dramatik står i kontrast til den manglende ydre dramatik. Det kommer til at virke skingert og unaturligt … Vedsø Olesen skriver i en sært anakronistisk, poetisk storladen stil, men hun har sans for detaljerne – således er det godt set, at operahuset med sit gitterværk minder om et akvarium eller om den slags små glaskugler med snevejr indeni. Og det er dette indre kunstneriske stormvejr, hun sætter ord på i Glasborgen. Det gør hun godt, når først det sproglige og handlingsmæssige smelter helt sammen.”

Information kalder ”Glasborgen” for mere en tegneserie end en roman, og fortsætter: ”Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition – noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir.”

Nordjyske Stiftstidende har dog ingen forbehold og kalder ”Glasborgen” for ”sylespids som forfatterindens stiletter”. Ligeså begejstret er Midtjyllandsavis, som anbefaler at man glemmer alt om hverdagsrealisme og hengiver sig til et magisk univers.

Også Helsingør Dagblad glæder sig over romanen, som kaldes: ”et dystert psykologisk gyserdrama om passion, dæmoner og ondskab. Genremæssigt er den svær at definere, men handlingen befinder sig i en verden mellem det virkelige og det overnaturlige, hvor alle ofrer, hvad de kan for selv at komme frem i det altopslugende rampelys.” Mens Alt for damerne kalder Anne-Marie for Danmarks svar på Stephen King og skriver: ”Uanset om man holder af det overnaturlige eller ej, må man overgive sig til Danmarks svar på Stephen King og hendes sans for gys og gru.”

Et af temaerne i ”Glasborgen” er den etiske diskussion af, hvor langt man må gå for sin kunst. I et interview i Weekendavisen fortæller Anne-Marie:

Egentlig tror jeg ikke, at man kan skabe kunst uden omkostninger. Wagner havde f.eks. en stormfuld affære med en ny kvinde, hver gang han skrev en opera, selvom han allerede var gift. Affæren skulle inspirere ham, men når han var færdig med operaen blev elskerinden smidt ud til fordel for en ny.” Og i ”Glasborgen” bliver denne idé konkretiseret med komponisten Rolf, som skriver geniale operaer ved at tortere sine elskerinder, optage deres skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

I modsætning til sine tidligere romaner lader Anne-Marie dog denne gang sin kvindelige hovedperson overleve. ”Da jeg gik i gang med Glasborgen, troede jeg, at Judith skulle gå til grunde ligesom kvinderne i mine tidligere bøger. Men efterhånden som jeg ændrede mig, ændrede historien sig også. Gu’ skulle hun da ej! Jeg blev træt af at se kvinden som offer. Hvad skal man bruge det til? I stedet er Glasborgen blevet en befrielseshistorie, der beskriver Judiths modningsproces hen imod at definere sin egen stemme frem for kun at synge efter noder, som andre har skrevet. I det øjeblik hun finder sin stemme, kan hun splintre alle de fængsler, der har været bygget op omkring hende.”

At Judith overlever hænger bl.a. sammen med, at det denne gang tog Anne-Marie fem år at skrive sin historie. I den periode skete der en masse i hendes privatliv, bl.a. fik hun en voldsom kærlighedsaffære på afstand, så hun fik en ny vinkel på den, og fandt roen og lykken i sig selv i stedet.

Anne-Maries fortællinger er kendetegnet ved de store følelser, musikken og blandingen af genrerne. Det har ført til blandede anmeldelser i aviserne, men også til en stor læserskare.

Udvalgt bibliografi:

Glasborgen / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2012
Gudernes tusmørke / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2007
Tredje Ikaros / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2004
Djævelens kvint / Anne-Marie Vedsø Olesen. – Gyldendal, 2002

Noveller:

Brangænes medicin / Anne-Marie Vedsø Olesen i ”Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” FADL, 2009
Orkestergraven / Anne-Marie Vedsø Olesen i “Poe – 4 makabre hyldester” 2FeetEntertainment, 2009

Orkestergraven : novelle & libretto / Anne-Marie Vedsø Olesen. – ebog. – Mxrket, 2 Feet Entertainment, 2012

Læs mere:

Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside: http://amvo.wordpress.com

Fem timers begær og smerte (Jyllands-Posten 08.12.2012)
At ride med kaosguden (Nordisk Stiftstidende 14.07.2012)
Vil du se mit smukke hjerte (Kristeligt Dagblad 14.04.2012)
Hvor langt skal man gå for kunsten? (Alt for damerne 06.03.2012)
Magi til morgenmad (Nordjyske Stiftstidende 29.02.2012)
Et kunstnerisk stormvejr (Helsingør Dagblad 18.02.2012)
Glem alt om hverdagsrealisme -og bliv underholdt (Midtjyllands Avis 17.02.2012)
Kunstens kvælertag (Fyens Stiftstidende 05.02.2012)
Det mørke vands musik (Politiken 04.02.2012)
At skrige sig fri af glasfængslet (Information 03.02.2012)
Pæne piger bliver ikke stjerner (Weekendavisen 03.02.2012)
Når dramaet kommer tæt på (Jyllands-Posten 29.01.2012)
Ringen der sluttede ringen (Politiken 01.11.2007)
Seth og Wagner (Jyllands-Posten 04.10.2007)
Dirigent i et magisk univers (Kristeligt Dagblad 03.05.2007)
Bask Bask (Information 21.10.2004)
Roman: Guden er løs (Politiken 20.08.2004)
Thriller: Danmarks svar på Anne Rice (Jyllands-posten 19.08.2004)
Frihedens vinger kan ikke smelte (Kristeligt Dagblad 19.08.2004)
Spændings-roman: Okkult spænding (Jyllands-Posten 15.02.2002)
Osiris, O guder, O gypten (Berlingske Tidende 06.02.2002)

Foto: Morten Holtum