december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Annette Skibby’

#moderneeventyr

#moderneeventyrI 2017 udskrev forlaget Silhuet en novellekonkurrence med temaet: eventyr omskrevet til moderne tid. Resultatet er blevet til antologien #moderneeventyr, der indeholder 10 gendigtninger af kendte eventyr til målgruppen +12 år.

Lad mig starte med at rose den iøjnefaldende forside der nok skal fange målgruppens blik. Titlen er præget som et hashtag i guld, og fotoet af hånden, hvorfra der er trillet et rødt æble ud i sneen, signalerer tydeligt eventyret om Snehvide, men i et moderne, lækkert layout.

‘Snehvide’ er også samlingens første eventyr. Novellen er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der har udgivet et væld af børne- og ungdomsbøger siden sin debut i 2010. Derudover har hun medvirket i forskellige antologier for både børn og voksne, og ‘Snehvide’ hører da også til blandt denne antologis bedste bidrag.

Her følger vi instagrammeren TeenQueen, der er den mest fulgte person på instagram. Men en dag dukker en ny profil op – Snehvide – og pludselig er TeenQueens status truet. Rødtnes rammer bullseye med sin gendigtning, som både formår at placere eventyret i en ny og nutidig kontekst, men samtidig er loyal overfor originalen. Og så er jeg ret vild med slutningen.

Jeg er også nødt til at fremhæve A. Silvestris bidrag. Silvestri er som Rødtnes et kendt navn både som bidragsyder til forskellige antologier, såvel som til en lang række romaner og novellesamlinger. Her gendigter han H. C. Andersens eventyr ‘Historien om en moder’.

En mor sidder på hospitalet og kigger på sin lille datter, der kæmper for sit liv i hospitalssengen. Det er nat, og en sygeplejerske kommer ind med en kop te til hende. Moren falder i søvn, og da hun vågner er datteren væk. Det viser sig at sygeplejersken var døden, og nu sætter moren efter ham med hjælp fra forskellige, hun møder på vejen.

Umiddelbart lyder Silvestris novelle næsten for tro mod originalen, men også kun umiddelbart. For som altid leger Silvestri med sin tekst, så den rummer mere end man tror. Moren får f.eks. hjælp af den lille pige med svovlstikkerne og grantræet i sin jagt på døden; mens dødens have i Silvestris version er et tivoli fyldt med lyspærer. Eventyrets morale er dog stadig stærk, for som moderen sander til sidst: ”selvom man ved, at noget er rigtigt, kan det stadig føles forkert.”

Endeligt vil jeg fremhæve Lars Ahns bidrag. Også Ahn er et kendt navn, når det gælder bidrag til antologier, og senest har han vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2017 for sin novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.

I ‘Prinsessen på ærten’ følger vi en deltager i reality-programmet ‘Prinsesser på ærten’. Ti ”prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning.

‘Prinsessen på ærten’ er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.

Jeg kunne også nævne Maja Møllers ‘Det er ganske vist’, Tenna Vagners ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ og Beatrix M. G. Nielsens ‘Alice i Eventyrland’, som alle tre ligeledes er innovative og overraskende gendigtninger, der i den grad flytter eventyret til en kontekst som nutidens unge genkender.

Det er i det hele taget skægt at se, hvor forskelligt forfatterne har tolket opgaven med at gendigte et eventyr. Nogen har fulgt det originale eventyr i opbygning og morale, mens andre har taget elementer fra originalen og skabt en ny fortælling. Et par stykker når måske ikke helt samme høje niveau som de nævnte, men generelt er historierne dog gode, og jeg er sikker på, at målgruppen vil føle sig fint underholdt af disse ti moderne eventyr.

Forlaget Silhuet har bl.a. tidligere udgivet antologien Sku ikke hunden på hårene med noveller om ordsprog.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Indhold:

Nicole Boyle Rødtnes: Snehvide
Lea Kala Landgren: Den grimme ælling
Beatrix M. G. Nielsen: Alice i Eventyrland
Maja Møller: Det er ganske vist
A. Silvestri: Historien om en moder
Jacob F. H. Petersen: Kejserens nye klæder
Lars Ahn: Prinsessen på ærten
Tenna Vagner: Den lille pige med svovlstikkerne
Annette Skibby: Svinedrengen
Sigrid Groth: Tommelise

Om #moderneeventyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 244 sider

 

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Skuikkehunden

Sku ikke hunden på hårene er en fin antologi for unge, som både indeholder gys og lidt grin i forskellige grader

I sommeren 2015 afholdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, hvor præmissen var at tage udgangspunkt i et ordsprog eller en talemåde og herudfra skrive en gyser/spændings-novelle rettet mod unge (12+). Silhuet modtog i alt 67 noveller, og ud af disse blev 11 noveller udvalgt af dommerpanelet, der bestod af en ungdomsforfatter, en børnebibliotekar, Silhuets redaktør samt en 13-årig dreng som repræsentant for målgruppen.

Forfatterne er en blanding af debutanter og erfarne forfattere, og hver novelle er forsynet med et gyser-barometer på op til fem kranier, så læseren på forhånd advares om uhygge-niveauet.

Gudrun Østergaard er en af de mere garvede forfattere med flere bidrag til diverse novelleantologier samt romanen ”Regnfaldet” udgivet på forlaget Kandor og novellesamlingen ”Tidsfordærv” udgivet på Science Fiction Cirklen. Hun åbner ballet med ”Sku ikke hunden på hårene”, der får fire kranier, og handler om drengen Baldur som en dag tager med sin kammerat Vilgot ud til byens ydergrænse for at se bæsterne, som lurer på at komme ind i byen og dræbe dem alle. Men oplevelsen bliver helt anderledes end Baldur troede, og novellen er både barsk og velskrevet og rammer ordsproget lige på kornet.

Annette Skibby debuterer med den mere humoristiske ”Den der ler sidst ler bedst”, som får to kranier. Jonas deler værelse med storebroren Morten, som altid driller ham og fortæller uhyggelige historier. Da Jonas en nat hører nogle mærkelige lyde, fortæller Morten ham, at det er ‘Dødstoget’ som samler de døde for at køre dem til Helvede. Jonas bliver virkelig bange, men da Morten skal i praktik på jernbanen med skolen, får han en særlig opgave, som heller ikke han synes er så sjov.

”Med ondt skal ondt fordrives” er skrevet af Maria Kjær-Madsen, som både har en række krimier samt novellebidrag på CV’et. Her er vi oppe på tre kranier, og historien handler om Frederik, hvis kammerat Januz får en hund. Men hunden er ikke en nuttet lille hvalp, og Januz er ikke den samme længere.

Flemming Johansen har skrevet ”Utak er verdens løn”, som har fået tre kranier, og handler om kammeraterne Vincent og Thor som har væddet med to piger fra klassen om, at de kan sove en nat på den gamle forladte skovkro. Midt om natten hører Vincent dog en lyd, og da han undersøger det nærmere, opdager han kroens ukendte beboer. Også Johansens novelle hører til blandt mine favoritter, for selvom den ‘kun’ får tre kranier, så sætter historien sig i læseren og illustrerer meget tydeligt og ondt sit ordsprog.

I Francesca Kurtains ”Blind høne kan også finde korn” (to kranier) har en 15-årig dreng mistet sine forældre i en ulykke, og er nu for første gang alene i hjemmet. Mens han samler mod til at gå ind, går han en tur ud på marken som omgrænser grunden. Her falder han i staver, og da han vågner igen, kan han hverken se huset eller andet han kender. Og så dukker pigen Isa op. Kurtains novelle er nok den, jeg mindst synes rammer essensen i sit ordsprog, da den for mig i langt højere grad handler om at komme gennem sorgen, end om med lidt held at kunne løse en opgave. Historien er dog udmærket, omend mere symbolistisk end de øvrige noveller.

Michael Ganz Andersen bidrager med ”Det stille vand har den dybe grund” (tre kranier) om Amanda, som bliver mobbet frygteligt i skolen. Men måske kan hendes bedstemors hemmelige gave hjælpe?

”Farlig er den, der intet har at miste” får også tre kranier og er skrevet af Pernille Grand Moestrup. Lines veninde Olivia har begået selvmord efter at nogen har postet et nøgenbillede af hende på Facebook. Line burde være ked af det, men i stedet venter hun bare på, at Olivia bliver begravet. Det gør Olivias mor også.

Susanne Thranes novelle ”Lige børn leger bedst” om pigen Sif fra Lilleø får fire kranier, og hører også til blandt samlingens bedste. En dag får øens skole en ny pedel, og samtidig begynder alle omkring Sif at opføre sig mere og mere mærkeligt. Selvom ordsproget måske bruges en smule kunstigt, så er selve historien både uhyggelig og velskrevet med en slutningen, der virkelig overrasker.

Veteranen A. Silvestri bidrager med novellen ”Klæder skaber folk” (et kranie), hvor drengen Thorkild besøger sin bedstefar og her hører en temmelig besynderlig historie om en familiehemmelighed.

Også Nikolaj Johansen har tidligere fået udgivet flere noveller samt romanen ”Skygger fra Oktoberland”. Hans fortælling ”Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” får fem kranier, og er da også samlingens mest blodige fortælling. Den er også virkelig skræmmende og hører til blandt mine favoritter. Drengene Snarre og Esben er på tur, da de pludselig hører et voldsomt brag og ser en lastbil drøne forbi dem. Da de går tilbage, opdager de en lille personbil, som er blevet slynget af vejen og ligger fuldstændigt smadret på en mark. Esben vil have Snarre til at ringe efter politiet, men Snarre skal først lige tage nogle billeder med sin mobil. Passagererne er jo alligevel døde.

Dette ordsprog var det eneste, jeg ikke lige umiddelbart havde hørt før, men et tjek viser, at det stammer fra biblen, Matthæusevangeliet 24,28 og bruges i forbindelse med Apokalypsen.

Samlingen afsluttes med Sofie Boysens novelle ”At slå tiden ihjel”, som slet ikke får nogen kranier. Det er nu ellers en ret uhyggelig historie for en voksen læser, for i novellen finder politiet et lig, som viser sig at være Tiden.

”Sku ikke hunden på hårene” er en rigtig underholdende og generelt velskrevet antologi, som nok er rettet mod unge, men som bestemt også indeholder noveller en voksen læser kan hygge sig med. Jeg kunne godt ønske mig, at forlaget havde lavet et kort forord til hver novelle med en beskrivelse af de enkelte ordsprog og hvorfor forfatterne har valgt netop dem. Men det er slet ikke sikkert, at målgruppen vil synes, det mangler.

Oprindeligt anmeldt på Himmelskibet.dk, nr. 48

Om bogen:

Udgivelsesår: 02-05-2016
Omslag: EGGS libris
ISBN-13: 9788799809417
Sideantal: 245
Forlag: Silhuet

Indhold:

Gudrun Østergaard – “Man skal ikke skue hunden på hårene”
Annette Skibby – “Den der ler sidst”
Maria Kjær-Madsen – “Med ondt skal ondt fordrives”
Flemming Johansen – “Utak er verdens løn”
Francesca Kurtain – “Blind høne kan også finde korn”
Michael Ganz Andersen – “Det stille vand har den dybe grund”
Pernille Grand Moestrup – “Farlig er den, der intet har at miste”
Susanne Thrane – “Lige børn leger bedst”
A. Silvestri – “Klæder skaber folk”
Nikolaj Johansen – “Hvor ådslet er…”
Sofie Boysen – “At slå tiden ihjel”