Indlæg tagget med ‘apokalypse’

Jeg har haft A. Silvestris “Pandaemonium” liggende i læsebunken siden nov. 11, hvor jeg købte den på Bogforum. Hvorfor jeg ikke er begyndt på den noget før, kan jeg ikke sige, men nu hvor jeg har læst den færdig, undrer det mig, at jeg ikke bare læste den med det samme. For her bliver sparket zombi-røv med humor og stil.

Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er da også, hvad der ramler ned over København og resten af verden.

En ganske almindelig dag bryder alt sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere.

I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Hermed bliver zombierne en brik i “det ondes” spil mod det gode, modsat langt de fleste zombihistorier, der bruger zombierne som “det onde” i sig selv. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse (selvom det jo ellers er det, som gør zombifortællinger så fede )

Det hele er dog langt fra symbolik og “god vs ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.

“Lugten af forrådnelse blevt et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”

Jeg har ikke kendskab til mange danske zombiromaner udover selvfølgelig Dennis Jürgensens klassiker “Kadavermarch” fra 1991 efterfulgt af “Kadaverjagt” i 2006 og Patrick Leis’ Necrodemic-saga. Det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs – og det skal kun læses som noget positivt, for “The Stand” er min all time favorit King roman.

Silvestri kalder selv “Pandaemonium” for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket nytænkning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenfor. Læs den og nyd blodsprøjtene.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Boglayout.dk

Læs også Janus’ anmeldelse på Horrorsiden.dk og interviewet med A. Silvestri på Fantastiske Forfattere.

Se mere om “Pandaemonium” på forlaget Valetas hjemmeside

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden.dk

“End of the Line” var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over “End of the Line”. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da “End of the line” hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose “End of the Line” som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

En strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da lyset kommer igen, viser det sig, at langt størstedelen af befolkningen er sporløst forsvundet. Tilbage er kun deres tøj.

En lille gruppe tilbageblevne finder ved tilfældighedernes spil sammen i en ramponeret bar, som oplyses af en benzindrevet nødgenerator. Her forsøger de at holde mørket stangen, men naturlovene træder langsomt ud af kraft, og nætterne bliver længere og længere.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om”Vanishing on 7th Street”. Et stykke hen ad vejen er den ganske underholdende. Den pludselig forsvinden og de tomme gader samt de lurende skygger er ret godt lavet, men det kniber efter min mening med at udvikle historien herfra. Det bliver lidt tyndt og tilfældigt, og ingen af personerne er interessante nok til, at jeg virkelig heppede på deres overlevelse.

Jeg har læst flere rosende anmeldelser af ”Vanishing on 7th Street”. Bl.a. skriver Jonathan Jacobs: “Vanishing on 7 Street is independent film work at its finest … The real stars of the show are the director and his special effects team … The little things make all of the difference. Without the perfect timing of the shadows’ encroachment and the last, split second emergency lights coming to the rescue, there would be no suspense. Providing images of pictures/memories being enveloped by shadow and lost forever sets the tone for the grim and hopeless fate that awaits the survivors when their lights run out … The screenwriter Anthony Jaswinski follows through with the film’s primary concept by having the characters question why they have survived when millions of others have been taken. Without the philosophical queries, the character’s dialogue would have greatly suffered.” Jeg er som sagt ikke helt enig. Filmen er ok underholdning, men jeg vil langt hellere fremhæve “Kaïro” og “The Last Man on Earth“, der begge er langt mere interessante og velspillede, og stadigvæk har uhyggen og gruen ved at være de sidste overlevende.

Instruktør Brad Anderson har tidligere instrueret bl.a. “Dødens hospital“, som jeg synes langt bedre om.

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2010

Hvad nu hvis en psykiatrisk patient, dømt for mord, kunne forudsige naturkatastrofer, og ingen troede på hende? Og hvad nu hvis man troede?

Efter en ulykke som har kostet hende brugen af sine ben, er psykologen Gabrielle Fox stik mod alle anbefalinger vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Hun har fået job på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun bliver terapeut for den 16-årige Bethany Krall, som er skizofren og dømt for mordet på sin egen mor. Bethanys tidligere terapeut er stoppet, og Gabrielle kan ikke få besked om hvorfor eller få lov til at se terapeutens noter om Bethany.

Bethany er både farlig og uforudsigelig, og som en del af behandlingen får hun elektrochok. Efter hver behandling fremsiger hun voldsomme forudsigelser om forskellige naturkatastrofer – forudsigelser af nærmest religiøs karakter - men det er først efter flere tilfælde, hvor det går op for Gabrielle, at forudsigelsen er gået i opfyldelse, at hun begynder at spekulere på, om Bethany rent faktisk kan forudsige disse katastrofer?

Ved en fest møder Gabrielle fysikeren Frazer Melville, og da hun præsenterer ham for nogle af Bethanys forudsigelser og tegninger, bliver han nysgerrig. Det ser ud til, at der rent videnskabeligt kan findes en forklaring på Bethanys evne. Men kan de overbevise nogen om, at det er sandt? Og vil det overhovedet gøre nogen forskel?

”Varslet” er en interessant og spændende øko-thriller, der foregår i vores nærmeste fremtid, hvor jorden plages af voldsomme naturkatastrofer og stigende temperaturer. Det har fået to ”bevægelser” til at blomstre op; den religiøse Trosbølgen som tror på, at Gud vil hente de retfærdige i en Bortrykkelse før udrensningen af jorden; og Planetarierne der ønsker at lade naturen gå sin gang, så de stærkeste kan overleve. Og så er der alle de almindelige mennesker, som blot tror, at her er tale om et år med særlige vejrforhold.

Liz Jensen skriver godt. Hun kræser for læseren med sproglige perler, men man skal give sig ro til at læse bogen og ikke begynde på den, lige før man skal sove. Her er snarere tale om en thriller end en gyser, men alligevel synes jeg, at den skal have en omtale her på siden, for sin skræmmende skildring af jordens mulige undergang.

Udgivelsesår: 2010

George A. Romeros zombi-serie er efterhånden oppe på seks film, hvoraf de tre sidste er udkommet indenfor de sidste fem år. “Survival of the Dead” lægger sig i forlængelse af forrige film “Diary of the Dead” fra 2008, hvor en gruppe studerende filmede hele katastrofe-forløbet. I “Survival of the Dead” bruger Romero en gruppe soldater, som havde en lille rolle i “Diary of the Dead”, hvor de stjal de unge studerendes forsyninger.

Gruppen ledes af Sarge, som vendte ryggen til Onkel Sam, da zombi-plagen for alvor brød ud, og det gik op for ham, at ingen ville hjælpe soldaterne. Nu klarer gruppen sig ved at plyndre forbipasserende og ellers passe sig selv i håbet om at finde et sted, hvor de kan leve i fred.

Ved et tilfælde redder de en ung mand, som overtaler dem til at tage til øen Plum. Han har nemlig set internet-reklamer, hvor Captain Courageous søger raske mennesker, der vil være med til at opbygge samfundet igen. Sarge vil egentlig ikke dertil, men han bliver nedstemt af gruppen, og så kører de af sted. Men da de kommer til havnen, er Captain Courageus ikke helt den, de havde regnet med.

De ender dog alligevel på Plum, hvor de uforvarende vader lige ind i nabostridigheder, som under zombi-plagen har vokset sig til krigslignende tilstande med døde på begge sider. Sarge ved dog, hvilken side han hører til på – i hvert fald indtil slutningen af filmen.

Som i sine øvrige zombi-film ønsker George A. Romero også i “Survival of the Dead” at sætte et politisk budskab på dagsordenen. Denne gang handler det om krig og krigens meningsløshed. Først viser han Sarge som en selvstændigt tænkende mand, men da omstændighederne fører ham ind i krigen på Plum, ja så glemmer han alt om at tænke og lader sig i stedet føre med af strømmen. Og man kunne vel godt argumentere for, at i en verden hvor døden kan komme yderst pludseligt og uventet, så burde de levende vel stå sammen mod den fælles fjende. Men det kan menneskene i Romeros univers ikke.

Jeg kunne egentlig godt lide “Survival of the Dead”. Jeg synes bare ikke, at den føjer noget nyt til zombi-universet, og jeg mener stadigvæk, at Romeros tre første film er langt de stærkeste i serien. Måske er det også fordi, jeg er blevet utrolig fascineret af Robert Kirkmans fantastiske tegneserie-epos om en zombi-inficeret verden, hvor vi følger en gruppe overlevende, der forsøger at skabe sig et liv i denne nye mareridtsagtige tilværelse. Kirkman formår, ligesom Romero gjorde i sine første zombi-film, at beskrive situationen og menneskenes motiver og handlinger skånelsesløst men også med stor forståelse. Og det mangler lidt her i “Survival of the Dead”.

Besøg filmens hjemmeside

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2009

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kæmpefan af Stephen King. Jeg har læst langt det meste, af det han har skrevet, og ser trofast selv de ringeste filmatiseringer af hans historier (og græmmes over hvordan instruktører og manuskriptforfattere har ødelagt dem), så hver gang der udkommer noget nyt fra hans hånd, glæder jeg mig som et lille barn. Det gjorde jeg også med “Under kuplen”, men desværre lever King her langt fra op til sit bedste.

Den lille by Chester’s Mill afskæres pludselig fra omverdenen af en usynlig kuppel, som hverken kan gennemtrænges af missiler eller andet, som militæret finder på at forsøge sig med. Udenfor kuplen undrer man sig over, hvad der foregår, og gætter på alt fra terrorister til aliens.

Inde i kuplen undrer man sig også, men her bliver situationen lynhurtigt meget mere jordnær, for pludselig er hver dag blevet et spørgsmål om liv og død. Byens rådmand, Big Jim Rennie, ser nemlig sig selv som den eneste, der kan styrer byen igennem situationen. Og skulle der ikke være optøjer og uroligheder, han kan redde byen fra, så skaber han dem selv med hjælp fra sit nydannede politikorps.

Overfor ham står bl.a. den tidligere soldat Dale Barbara, som før kuplen kom på kant med Rennies søn, og nu kan se frem til en yderst ubehagelig fremtid så længe Big Jim står ved roret. Og det på trods af, at selveste præsidenten gerne ser Barbara som lederen af Chester’s Mill under krisen. Også byens reservelæge, den ene præst, journalisten på byens eneste avis og andre er imod Big Jims regime. Men de er få og uden våben.

For så vidt er historien egentlig meget interessant, for King undersøger, hvad der sker med folk under pres. Når de sættes i situationer, de ikke kan flygte fra, og når hele deres verdensanskuelse går fløjten fra den ene dag til den anden. Desværre bliver det hele bare alt for meget – ikke mindst pga. længden (1197 sider!) Vores helte kommer i usandsynlig mange situationer i løbet af meget kort tid - romanen løber over en uge - og vores skurke er så skurkagtige, at det er meget svært at forestille sig, at normalt tænkende mennesker har valgt dem til de embeder, de besidder.

Derudover er det ligesom om, King har fortalt historien før. Han har lavet verdens bedste apokalypse-roman med “Opgøret“, og her når “Under kuplen” ikke tilnærmelsesvis samme højder. Han har også skrevet om Magtfulde Mænd Der Går Amok både i ”Den døde zone“ og “Som en ond drøm” m.fl., ligesom han har behandlet emnet om en by, som bliver isoleret (omend noget mere gradvist) i “The Tommyknockers“. Der er med andre ord ikke meget nyt at komme efter.

Der er dog glimt, hvor Kings evne til at skildre almindelige mennesker i ualmindelige situationer kommer til sin ret, og særligt hen mod slutningen vokser historien til noget godt. Men alt i alt blev jeg desværre lidt skuffet over “Under kuplen”, som burde være skåret mindst 400 sider ned. Det ville have gjort plottet mere skarp, og ville med garanti have skabt et langt bedre pace i historien, der ind i mellem føles utrolig langsommelig pga. alle de kringlede sidehandlinger King tager med. I andre af hans romaner virker det fantastisk, men her bliver det alt for meget. Måske vil jeg få mere ud af historien, hvis jeg engang læser den igen, men indtil da er det langt fra min bedste Stephen King oplevelse.

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Under the dome

I en ikke nærmere bestemt fremtid hærges jorden af en virus, som slår mennesker og dyr ihjel, men lader menneskene genopstå som blodtørstige udøde. Hovedpersonen Robert Morgan arbejder på et laboratorie, hvor de forsøger at finde frem til en vaccine. Hans gode ven og kollega Ben Cortman arbejder også på sagen, men hvor Morgan nægter at se i øjnene, at sygdommens ofre kremeres i store massegrave, fordi de ellers vil vende tilbage som vampyrer, så indser Ben Cortman denne sandhed. Det redder ham dog ikke, og i filmens start er Morgan det eneste levende menneske i byen.

Gennem tre år har han levet alene. Om natten belejres hans hus af vampyrerne anført af Ben Cortman, og om dagen forsøger Morgan at dræbe så mange af vampyrerne så muligt. Ensomheden er ved at gøre ham sindssyg, så da han en dag ser en hund, bliver han nærmest overstadig af glæde. Glæden varer dog kun kort, men så opdager han en kvinde, der går rundt i parken ved højlys dag…

Vincent Price spiller hovedrollen som Robert Morgan i “The Last Man on Earth”, der baserer sig på Richard Mathesons fremragende roman “I am legend” fra 1956. Jeg har aldrig tænkt på ham som en karakterskuespiller, men her lykkes det ham ud over al forventning at tegne et portræt af den efterhånden psykisk nedbrudte og dybt ensomme Morgan, som er eneste overlevende efter den verdensomspændende epidemi.

Filmen starter med en række skud af den forladte by, og helt fra starten slås den trøstesløse tone an. Herefter følger vi en almindelig hverdag for Morgan, som er fyldt med dagligdags sysler, såsom at reparere husets barrikade, sørge for ny hvidløg på døren, slibe pæle til at dræbe vampyrer med og ikke mindst jagten på vampyrernes hvilesteder, så han kan dræbe så mange af dem som muligt og dumpe deres lig i de evigtbrændende massegrave, der stadig brænder i byen.

En dag bringer minderne ham tilbage til sygdommens begyndelse, og vi oplever hvordan først hans lille datter og så hans hustru blev ramt af sygdommen. Minderne er lige ved at føre til Morgans død, idet han for sent opdager, at mørket falder på og vampyrerne myldrer frem, men det lykkes ham at komme hjem i sikkerhed, og så fortsætter den endeløse og sindssyge hverdag. Indtil kvinden dukker op.

Den version, jeg har set, var desværre temmelig grynet i billederne, men alligevel fik jeg en ret unik oplevelse ud af at se “The Last Man on Earth”. Vincent Price spiller godt, og hele filmen er gennemsyret af dysterhed og håbløshed. Så vidt jeg husker, følger filmen Richard Mathesons roman ret tæt, og heldigvis forfalder instruktør Ubaldo Ragona og Sidney Salkow ikke til at gøre filmens slutning til en Hollywood ending.

Udover “The Last Man on Earth” er der lavet yderligere to genindspilninger af romanen: “The Omega Man” fra 1971 og senest “I am Legend” fra 2007.

Instruktør: Ubaldo Ragona, Sidney Salkow
Udgivelsesår: 1964

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“The Stand” er min absolutte yndlings Stephen King roman, så jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af, at Marvel var i gang med at lave en tegneserie ud af historien.

Men måske fordi jeg er så glad for både bogen og tv-serien, var tegneserien lidt skuffende. Det virker mest, som om man har taget manuskriptet til tv-serien og tegnet ud fra det. Der er ikke mange nyskabelser eller spændende vinkler, og først i bind to “American Nightmares” dukker der noget op, som ellers kun findes i den udvidede bog, der udkom i 1994 (originalen udkom i 1978).

Tegneserien er skrevet af Roberto Aguirre-Sacasa og illustreret af Mike Perkins. Udgaven jeg har læst, er den samlede hardback udgave af 1-5 Captain Trips og 1-5 American Nightmares.

George A. Romero må kaldes for den moderne zombi films fader. I “Diary of the dead” vender han tilbage til zombiplagens begyndelse og fortæller historien om, hvad der skete en ung gruppe studerende, da zombierne pludselig dukkede op, og verden som vi kender den endte.

En gruppe filmstuderende og deres professor er ved at lave en gyserfilm, da de i nyhederne hører, at de døde pludselig vender tilbage med en umættelig trang til at spise de levende. Gruppen beslutter sig for at forsøge at finde hjem til deres familier, men vejen er fyldt med zombier, og langsomt bliver gruppen mindre og mindre.

Som noget nyt bruger Romero et subjektivt kamera hele filmen igennem. Historien fortælles gennem Jason Creeds kamera, som han filmer alt med undervejs mixet sammen med nogle overvågningsbånd og film fra en kammerats kamera. Jason filmer kammeraterne, zombierne og de andre overlevende, og skaber hermed den første “dokumentarfilm” om begivenhederne. Selvom de andre i starten er trætte af ham, ender de med at følge med i hans film, for “if it’s not on camera, it’s like it never happend” – og det må vel være Romeros politiske kommentar i denne zombi-film: hvordan vi konstant er online og hele tiden søger at være på, måske på bekostning af rent faktisk at være til stede i øjeblikket.

Jeg kan godt lide George A. Romero, og “Diary of the dead” er også en okay film, men jeg synes ikke, den kommer helt på højde med de øvrige i serien, selvom den bestemt har interessante scener undervejs.

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2007

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008
Survival of the dead – 2009

Tidligere læste jeg mange bøger af Dean Koontz. Jeg synes ikke, han var helt i klasse med Stephen King, men bøger som “Eksperimentet“, “Skygger” og “Midnat” var tæt på. I en periode faldt jeg så fra, men med “Odd Thomas” bøgerne blev jeg lidt tændt igen. Så jeg besluttede mig for at give nogen af de mellemliggende bøger en chance. Men “Dommedag” har desværre ikke givet mig lyst til at læse mere Koontz.

En dag går naturen pludselig helt amok. Det begynder at regne voldsomt overalt på kloden, og regnen bringer en masse katastrofer med sig. Ægteparret Molly og Neil vågner op midt om natten til dette uvejr, og de føler, at noget er helt galt. Følelsen hjælpes på vej af tv’et, som viser katastrofebilleder på alle kanaler – i hvert fald de kanaler, som stadig kan sende, for noget blokerer for tv-signalet og for telefonforbindelsen.

Molly og Neil beslutter sig for at søge ind til den nærliggende by for sammen med andre mennesker at ride stormen – og det den har bragt med sig – af. For der er noget truende over vejret, og på vej til byen opdager de, at det ikke kun er truende. De første naboer er pist forsvundet, og den næste nabo er død.

Men Molly og Neil opdager, at der ikke nødvendigvis er sikkerhed i andre mennesker. De beslutter sig for at redde så mange børn de kan, og under dette forsøg må de konfrontere utænkelige væsner, og Molly får en følelse af, at der måske alligevel er et formål med alt det forfærdelige, der sker.

Koontz kan være meget prædikende, når han skriver, og det er han i denne roman. Han belærer os om, hvor skidt det ser ud for menneskeheden, og hvor meget bedre alting var før. Slutningen kan derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, og slet ikke når den danske oversættelse har fået titlen “Dommedag”. Her overlader den amerikanske “The Taking” dog lidt mere til fantasien.

Jeg er heller ikke så vild med Koontz hovedpersoner. Som altid holder kærligheden dem stærk over for alt, og som altid har de allerede været gennem store prøvelser tidligere i deres liv. Det virker for overdrevet på mig, og jeg ville ønske, han bare en gang i mellem lod sine personer nøjes med at blive udsat for den prøvelse, som den bog man læser handler om. Det andet virker så klichéagtigt.

Når alt dette er sagt, må jeg dog give ham så meget, at der altid er masser af action i hans bøger, og at han som regel får samlet de løse ender sammen i en (alt for) idyllisk knude. Derfor tror jeg gerne, at andre vil have større glæde af at læse “Dommedag” end jeg havde.

Besøg Dean Koontz hjemmeside

Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: The Taking
Originaludgave: 2004