Indlæg tagget med ‘Arthur Machen’

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Jeg indhenter dårlig læse-samvittighed for tiden, og en af de helt store syndere er, at jeg først nu har fået læst Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen. Den købte jeg ellers til Bogforum sidste år, og glædede mig til at læse. Nu har jeg heldigvis fået rettet op det, og kan varmt anbefale den.

Arthur Machen blev født i Wales d. 3. marts 1863 som Arthur Llewellyn Jones (Machen var hans mors pigenavn). I dag er han primært kendt som horrorforfatter, men han skrev i mange genrer. Han var også både journalist, forlagsassistent, magasinredaktør og omrejsende skuespiller. Og så var han gennem venskaber tilknyttet Londons okkulte miljø i en længere årrække.

“Den store gud Pan” (1894) var Machens første kommercielle succes. Her mødes den beåndede natur med maniske forsøg på at afdække naturens dybeste hemmeligheder i videnskabens tjeneste, og konfrontationen udløser et eskalerende orgie af rædsel og gru, der langsomt optrevles af en lille gruppe af selvbestaltede gentlemen-detektiver. Samtidige kritikere udråbte fortællingen som noget af det mest grænseoverskridende og ubehagsvækkende inden for britisk litteratur, og avisen “The Westminister Gazette” beskrev den som “Et usammenhængende mareridt af sex og de bagvedliggende formodede forfærdelige mysterier. (forordet side 9)

Bogen indledes med et interessant og oplysende forord af Freja Gyldenstrøm, der skrev speciale i litteraturvidenskab om guden Pan, herunder om Arthur Machens novelle. Her kommer hun både omkring Arthur Machens liv og forfatterskab, og hvordan han har inspireret generationer af forfattere fra den samtidige H.P. Lovecraft over Stephen King til Guillermo del Toro og Alan Moore.

Herefter følger fem udvalgte noveller med ‘Den store gud Pan‘ som den første. Med en længde på 70 sider er her nærmest tale om en lille kortroman.

Historien fortælles primært af tre gentlemen ved navn Clarke, Villiers og Austin. Vi introduceres for Clarke i første kapitel, hvor han besøger sin bekendte, doktor Raymond. Raymond forbereder et eksperiment på sin myndling, Mary, der skal løfte sløret for at se den virkelige verden, der findes bag denne verdens skygger. Selvom eksperimentet for så vidt lykkes, går det alligevel grueligt galt. Villiers og Austin introduceres i kapitel tre. Her møder Villiers en gammel bekendt, Herbert, der er gået i hundene. Herbert beretter om sit ægteskab med en kvinde ved navn Helen, som førte ham i fordærv og til sidst forlod ham. Efterfølgende fortæller Villiers om mødet til Austin, der kan tilføje en række detaljer. Bl.a. om et uforklarligt dødsfald lige foran ægteparret Herberts hus.

Historien fortælles gennem 8 kapitler og som sagt gennem forskellige fortællere, og en mystisk kvinde er den gennemgående figur. Hvert kapitel er et fragment af et større billede, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere ind i historien vi kommer.

De øvrige fire noveller varierer i længde fra 5 sider til 50 sider.

‘Det hvide pulver’ handler om en ung ambitiøs mand, der for at modvirke overanstrengelse af sine studier får en recept på et medikament. Medikamentet virker tilsyneladende nærmest øjeblikkeligt, men så begynder den unge mand at ændrer sig.

Samlingens korteste fortælling er ‘Bueskytterne’, om en soldat ved Slaget ved Mons der får sine bønner hørt, da en lille engelsk styrke er i fare for at blive fuldstændig udslettet af en overmagt af tysker tropper. I ‘Den lysende pyramide’ inviterer Vaughan sin gamle ven og forfatter Dyson på besøg. En pige er forsvundet på Vaughans hjemegn, og samtidig sker der mystiske ting på hans grund. Vaughan håber, at Dyson kan opklare begivenhederne, som sender dem på sporet af nogle mystiske underjordiske væsner.

Den sidste novelle i Den store gud Pan og andre fortællinger er ‘Det hvide folk’. Her diskuteres ondskabens væsen med baggrund i en ung piges dagbogsoptegnelser.

Men jeg tror, denne fejlagtige opfattelse – der er så godt som universel – i vidt omfang beror på, at vi betragter sagen med sociale briller. Vi mener, at et menneske, som gør os og sin næste noget ondt, må være et meget ondt menneske. Og det er han også fra et socialt synspunkt men kan De ikke forstå, at Ondskab i sin essens er et ensomt fænomen, den enkelte, individuelle sjæls lidenskab? Den gennemsnitlige morder er vitterligt ikke som morder betragtet på nogen måde en synder i ordets sande betydning. Han er simpelthen et vildt dyr, som vi må skaffe os af med for at redde vores eget skind fra hans kniv. Jeg vil snarere kategorisere ham sammen med tigerne end med synderne. (side 146-147)

Den store gud Pan og andre fortællinger giver en glimrende introduktion til Arthur Machens forfatterskab, og demonstrerer på bedste vis hvorfor han har været en inspirationskilde for så mange store forfattere. Jeg kan kun varmt anbefale bogen, for trods de over 100 år på bagen er især de første fire fortællinger stadigvæk fremragende læsning. Sproget kan selvfølgelig virke en smule altmodisch, men det føjer egentlig blot til stemningen efter min mening. Og særligt titelnovellen indgyder en snigende følelse af ubehag, som sidder i læseren, også efter at bogen er lukket.

Andre skriver:

Berlingske Tidende:
Man skal møde livet med undren og nyfigenhed og turde se og søge bag om det umiddelbare og fysiske, for verden er fyldt med mysticisme, og virkeligheden er sjældent det, den giver sig ud for. Det er ikke bare budskabet i Arthur Machens nyoversatte, klassisk-gotiske novellesamling »Den store gud Pan og andre fortællinger«, det er også en anbefaling til kommende læsere af denne lille, fine og farligt foruroligende bog om djævelskab, ondskab og uforklarlige vanskabninger. De fem fortællinger er ikke gyserhistorier i traditionel forstand, og uhyggen afhænger af den læsendes fantasi og åbenhed for det okkulte. Men slipper man tøjlerne til sin indre rationelle pedant og giver los for det magiske og metafysiske, bliver man belønnet med mystik og seksuelle metaforer, så både nakkehår og meget andet rejser sig. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende d. 22. november 2021)

Litteratursiden:
Machens fortællinger er – meget lig H. P. Lovecrafts – mere en rejse ind i menneskets eget vanvittige sind, end det er egentlige beskrivelser af den fysiske ondskab. Novellerne er små studier i frygt – og hvordan den opstår. Hvordan vores møder med det uforklarlige præger os og danner grobund for den bidende angst, der kombineret med menneskets fantasi skaber former og skabninger i mørket, som er helt individuelle fra person til person […] For er det dovent skrivearbejde at give plads til vores fantasi og lade os stykke stumperne sammen selv? Ikke, hvis du spørger mig. Jeg finder det intelligent og provokerende, og hvis man kan acceptere historier, hvor du aldrig får det fulde svar – men selv må komme med det – så vil Machens glimt af ondskaben omkring os opleves som en sand rutschebanetur med frygttoget. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Historierne i denne samling har haft uendelig stor betydning for en lang række undergenrer af horrorgenren, og det er tydeligt hvorfor. Har man én gang læst dem, glemmer man dem aldrig; den foruroligende krybende uro og Arthur Machens uovertrufne evne til at opbygge atmosfære, her i en helt fantastisk oversættelse og tilføjet et rigtig godt forord.

Bogvægten:
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller: “som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …” (Læs hele anmeldelsen på Bogvægten.dk)

Om Den store gud Pan:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 196 sider
Omslag: Koitz Animation & Graphics
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Indhold:

Forord af Freja Gyldenstrøm
Den store gud Pan (The Great God Pan, 1890)
Det hvide pulver (Novel of the White Powder, 1895)
Bueskytterne (The Bowmen, 1914)
Den lysende pyramide (The Shining Pyramid, 1895)
Det hvide folk (The White People, 1904)

Læs også:

Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Kødets afveje af Anders Hoberg
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Horla af Guy de Maupassant
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Al kødets gang af A. Silvestri
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dommerens hus af Bram Stoker
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour

Nye spøgelseshistorier / red. Tage la CourNye spøgelseshistorier

Naturligvis er denne store omnibusbog fuld af uhyggelige fortællinger, og hvem, der kan lide at opleve et effektivt gys, vil også fuldt ud få sin lyst styret.

Men Tage la Cour har villet mere end det, han har blandt alverdens spøgelseshistorier udsøgt sig dem, som tillige er skrevet af fremragende forfattere, som kan kunsten at fortælle en historie godt og skildre mennesker og situationer, så de bliver levende og fascinerende.

Her er berømte klassikere som Nathaniel Hawthorne, Washington Irving, Conan Doyle, Wilkie Collins, her er Kipling, Grahame Greene, H. H. Munroe, Lin Yutang og W. Croft Dickinson. Man kunne nævne flere gode navne, men der er vist ikke nødvendigt for at understrege, at denne store bog er fremragende underholdning og fængslende læsning.

Man kan tage denne omnibusbog frem på hvilken tid af døgnet man ønsker, der vil straks være en historie, der fanger interessen. Hvornår man så lægger bogen fra sig igen, derfor vil vi intet garantere. Men vi vil mene, først når det sidste blad er læst til ende.

I øvrigt kan tilføjes, at ingen af denne bogs historier har været udgivet i nogle af de tidligere uhyggelige omnibusbøger.
(fra bagsiden)

 

Indhold:

Gustav Meyrink: Præparatet
Stephen Leacock: En god gammeldags spøgelseshistorie
Wenceslao Fernandez Florez: Hvad de døde tænker
Henning Berger: Spøgelsessekretæren
Don Marquis: I skumringen
Rosemary Timperley: Det private torturkammer
Arthur Conan Doyle: Sølvspejlet
L. A. G. Strong: Danse macabre
Arthur Machen: Ammunition
Edith Newbold Wharton: Øjnene
H. H. Munro: I skovens dybe stille ro
Rudyard Kipling: Dyrets mærke
William Croft Dickinson: Kan disse stene tale?
Lin Yutang: Jojo
Jan Potocki: Historien om den frygtelige pilgrim
Villiers de l’Isle-Adam: Véra
Nathaniel Hawthorne: Den grå forkæmper
E. T. A. Hoffmann: Sandmanden
Washington Irving: Storprioren fra Minorca
Wilkie Collins: Drømmekvinden

Om Nye spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Carit Andersens Forlag, 312 sider

Gysets mestre i udvalg ved Bjarne Nielsen

Gysets mestre i udvalg ved Bjarne NielsenI “Gysets mestre” har Bjarne Nielsen samlet 13 noveller skrevet af mestre indenfor genren. I forordet fortæller han, at novellerne er valgt for at dække forskellige subgenre af gyset:

  • Den klassiske spøgelseshistorie – historier om afdøde der ikke kan finde hvile i graven og hjemsøger personer eller steder
  • Den psykologiske gyser – historier som udelukkende bygger på hovedpersonens opfattelse af et handlingsforløb
  • Den realistiske gyser – uhyggen ligger i selve handlingen, der drejer sig i en uventet retning, så gruen rammer læseren som et chok til sidst
  • Den “ægte” gyser – historier om noget overnaturligt, som ikke stammer fra hverken psykologien eller menneskelige gengangere, men fra kræfter helt udenfor vores verden

Sidst i samlingen har Bjarne Nielsen samlet oplysningerne om, hvor novellerne iøvrigt er blevet trykt.

Udgivelsesår: 1997

Indhold:

W.W. JacobsAbehånden
Ray Bradbury ”Legepladsen”
F. Harvey ”Augusthede
Stanley Ellin ”Husets specialitet”
SakiDen åbne dør
Arthur Machen ”Det hyggelige værelse”
H. P. Lovecraft Farven fra verdensrummets dyb
Evelyn Waugh ”Manden, der elskede Dickens
Fredric Brown ”Kain”
A.M. Burrage ”Voksfiguren”
Lord Dunsany ”De to flasker numnumo”
Cornell Woolrich ”Drengen og liget”
William Hope Hodgson ”Svinet”