Indlæg tagget med ‘asiatisk horror’

En gruppe studiekammerater hænger altid ud sammen, men en begivenhed gør, at gruppen lidt efter lidt mister kontakten med hinanden og begynder hvert sit liv.

Nogle år senere opsøges Hye-jin af Sun-ae, som har boet i USA det sidste år. Sun-ae virker skræmt og er overbevist om, at deres veninde Kyung-ah forfølger hende og ønsker at slå hende ihjel. Besøget fra Hye-jin til at tænke tilbage på begivenhederne dengang, og hvad der egentlig skete.

“Nightmare” er en ganske underholdende koreansk gyser, der i sit set-up minder meget om amerikanske teenage-gys som f.eks. “I know what you did last summer”.  Instruktør Byeong-ki Ahn forfalder dog ikke til de amerikanske films overdrevne brug af blodige voldsscener for at skabe atomosfære. I stedet er det det klassiske asiatiske spøgelse, den langhårede sorthårede skikkelse, der pludselig dukker, der serverer filmen mest vellykkede gys – og det lykkes faktisk ganske ofte at give tilskuerne et mindre chok.

Historien starter i nutiden, hvorefter den springer tilbage til den dag, Hye-jin møder Kyung-ah, for så at slutte i nutiden igen. Byeong-ki Ahn er som sagt dygtig til at skabe en paranoid stemning i filmen, men jeg er dog ikke lige imponeret over alle skuespillerne. De 7 studerende er lige karikerede nok, og det kan være svært at forstå, hvad der holder dem sammen som gruppe, før de får en hemmelighed at beskytte. Det ødelægger dog ikke den overordnede oplevelse af en ganske underholdende gyser med enkelte rigtigt vellykkede scener.

Byeong-ki Ahn står også bag filmen “Phone” fra 2002.

Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Gawi

“Thirst” er noget så usædvanlig som en sydkoreansk vampyr-film med en katolsk præst i hovedrollen.

Præsten Sang-hyun arbejder på det lokale hospital, men han drømmer om at gøre en forskel. Derfor melder han sig som frivillig forsøgsperson til et eksperiment, hvor man forsøger at finde en kur mod en dødelig virus. Sang-hyun er tæt på at dø, men overlever da han får en blodtransfusion – som er inficeret med vampyrblod!

Sang-hyun vender tilbage til sit tidligere liv, men finder det svært at forene sin tro med sine nye morderiske drifter. Han kæmper for ikke at dræbe for at tilfredsstille sin sult, men da han møder den unge kvinde Tae-ju, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med Sang-hyuns barndomsven, overvinder drifterne ham, og de indleder et kærlighedsforhold. Men forholdet får alvorlige konsekvenser, da det går op for Tae-ju, at hendes elsker er vampyr.

“Thirst” er en anderledes vampyrfilm, og fortælles generelt i et meget roligt tempo hvor der mere er fokus på historien og personernes udvikling end på den mere bloddryppende side af vampyrlivet. Der er et meget fint samspil mellem lydsporet og billedsiden, og trods den alvorlige fortælling er historien også gennemsyret af en skæv humor, som især er tydelig i filmens sidste halvdel.

Som Jeffery J. Timbrell skriver på Fatally-yours.com: “Park-Chan Wook’s “Thirst” is like a vampire movie written by Alejandro Jodorowsky and directed by Stanley Kubrick. It has a sense of madness and objective clarity; it is equally filthy and sterile, sweet and bitter, sexy and repulsive, all at once. “Thirst” is not the vampire movie for people who want their vampires castrated and cuddly and cliché. There is no kung fu here, no karate battles between the undead for the unrequited love of a willing victim. Indeed as one vampire states with a sense of biting, fiendish simplicity: “A willing victim?  What’s the point of that?” … “Thirst” is a movie about love. So yes it is funny, it is kooky, it is strange, it’s kinky as all hell, and it is very, very dark and brutal.”

“Thirst” er instrueret af Park Chan-wook, der bl.a. også har lavet filmene “Sympathy for Mr. Vengeance”, “Old Boy” og “Lady Vengeance”. “Thirst” blev belønnet med Juryens Specialpris på Cannes International Film Festival i 2009.

Instruktør: Park Chan-wook
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Bakjwi

Hvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med “In love with the dead”.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et - i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med filmen er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærlighedsdrama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærlighedsdramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver “In love with the dead” en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder “In Love With the Dead” for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står bl.a. også bag den visuelt smukke “Re-cycle“, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Ægteparret Mi-sook og Do-il har længe forsøgt at få et barn. Til sidst beslutter de sig for at adoptere, og da Mi-sook på børnehjemmet ser drengen Jin-song, føler hun øjeblikkeligt, at han hører til hos dem.

Jin-song er en stille dreng med en passion for træer og for at tegne, og han “forelsker” sig straks i et dødt akasie-træ, som står i parrets have. Han falder dog efterhånden til i familien, men så bliver Mi-sook pludselig gravid, og det ændrer alt.

“Acacia” er snarere et drama end en egentlig gyser. Den indeholder dog nogle meget intense og skræmmende scener, som gør, at jeg alligevel vil omtale den her på siden. Instruktør Ki-hyeong Park fortæller sin historie i en rolig og lavmælt tone, men mod slutningen bruger han nogle spændende klipninger med pludselige spring i tidsforløbet.

Jeg har set mere uhyggelige asiatiske film, men “Acacia” er værd at se, hvis man blot ikke forventer en film, hvor blodet sprøjter, og man hopper ud af sædet af forskrækkelse.

Instruktør: Ki-hyeong Park
Udgivelsesår: 2003

Takashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i “Ôdishon”, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

”Ôdishon” starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se “Imprint” igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se “Ôdishon”. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at “Ôdishon” blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om “Ôdishon”

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Da jeg så Pulse fra 2006, var jeg ikke klar over, at det var en genindspilning af “Kaïro”, og dengang tænkte jeg, at det var dog en skam, at den gode historie ikke blev udnyttet bedre. Nu hvor jeg har set originalen, kan jeg kun vedblive at undre mig over, hvorfor man laver en genindspilning, når originalen er så meget bedre.

Historien følger to spor. Den unge kvinde, Michi, som arbejder i en planteforretning og den studerende Ryosuke, som netop har koblet sig til internettet, mest fordi det gør alle andre jo.

Michis kollega forsvinder, og da hun opsøger ham i lejligheden for at hente en disk, han havde lovet at lave til dem, opdager hun, at han har begået selvmord. Hun får dog disken med, og her opdager hun en mystisk hentydning til “Det forbudte rum”, som altid findes bag en dør mærket med rødt tape.

Imens oplever Ryosuke mærkelige ting med sin computer. Af sig selv tænder den og viser ham billeder af ensomme mennesker foran deres pc. Han opsøger underviseren Harue, som er meget interesseret i problemet og foreslår, at det kan være en hacker. Men det viser sig at være spøgelser, som via internettet invaderer de levendes verden.

De to historier kører sideløbende hen mod slutningen, hvor Michi og Ryosuke møder hinanden i et mennesketomt Tokyo, hvor alle andre tilsyneladende er forsvundet eller døde. De to søger videre og videre i håbet om at finde andre mennesker, mens byen langsomt smuldrer omkring dem.

Kiyoshi Kurusawa tegner med “Kaïro” et dystert billede af teknologiens indvirkning på mennesket. Vi sidder alle hver for sig foran hver vores skærm i ensomhed, mens livet langsomt siver ud af os. Han viser den fremmedgjorthed og ensomhed, som det moderne menneske oplever i teknologisamfundet ført helt ud til kanten, og det gør han meget overbevisende.

“Kaïro” er måske ikke den mest skræmmende film, jeg har set, men den kryber alligevel langsomt ind under huden, og til sidst sad jeg bare med en ubehagelig trøstesløs fornemmelse. På en eller anden måde formår de gode asiatiske gysere at fremkalde fornemmelsen af at noget er helt forkert med meget få virkemidler, og her i “Kaïro” bliver synet af en dør med rød tape meget meget ubehagelig.

Alt i alt er “Kaïro” en interessant oplevelse, som ind i mellem bliver en lille smule langtrukken. Jeg kan dog godt lide idéen bag historien, og så var der som sagt nogle ret intense scener undervejs, når spøgelserne kommer til syne. Er du mest til hurtig action og hop-ud-af-sædet-gys, er Kiyoshi Kurosawas film nok ikke den rette, men har du lyst til en lidt mere eftertænksom oplevelse, så prøv “Kaïro” – og husk at komme ud blandt mennesker bagefter …

Instruktør: Kiyoshi Kurosawa
Udgivelsesår: 2001

Jeg fortsætter med at kæmpe mig gennem Tomie-serien, som desværre ikke rigtig fanger mig. Historien om et kvindeligt monster, som forfører mændene og bliver slået ihjel og vender tilbage igen og igen og igen, er bare ikke særlig uhyggelig, hvis ikke instruktøren enten giver os nogle personer at holde af eller gør mordene på Tomie ekstraordinære. Og det gør Takashi Shimizu desværre ikke her i “Tomie: Re-Birth”.

Den kunststuderende Hideo er sammen med Tomie i filmens begyndelse. Under en seance hvor han maler hendes billede, slår han hende ihjel, og da hans to venner, Takumi og Shun’ichi’, kort efter dukker op, hjælper de med at begrave Tomies lig ude i skoven. Men kort efter dukker Tomie op igen, da de tre venner for at opmuntre Hideo, er taget i byen. Det ender med at Hideo begår selvmord, og nu er det så Shun’ichi’s tur til at have Tomie. Men hun er også sært tiltrukket af Takumi, som har svært ved at forklare sin kæreste, hvad hans forbindelse med Tomie er. Og da kæresten finder Tomies læbestift, som Takumi har fundet hos Hideo, kommer også hun i nærmere kontakt med Tomie, end det er tilrådeligt.

I de tre film, jeg har set indtil nu, har en ny skuespiller spillet Tomie hver gang, og ingen af dem har efter min mening været særligt overbevisende som femme fatale. Denne gang forsøger Miki Sakai sig, og det kan være min vestlige baggrund, som gør, at jeg ikke fatter Tomie-skikkelsen. F.eks. er der en scene, hvor Tomie bliver kvalt af Shun’ichi’s mor, og her udstøder Tomie små lyde, som jeg troede var dødsrallen, men da moren spørger: “Hvad griner du af?” er det jo nok snarere latter. Det kunne jeg bare ikke gennemskue ud af skuespillet.

Instruktøren Takashi Shimizu står også bag bl.a. ”Ju-On“, som han senere genindspillede til det amerikanske marked under titlen “The Grudge“. Begge indspilninger er langt mere skræmmende end denne.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2001

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

En lille pige bliver bragt ind på hospitalet med en kæmpesvulst i mavesækken. Da lægerne opererer hende, finder de noget højest usædvanlig, og kort efter er overlægen forsvundet, den assisterende læge begår selvmord, og de fire sygeplejesker siger op og rejser øjeblikkeligt.

Den forsvundne overlæges datter, Yumi, ønsker at finde ud af, hvad der er sket med hendes far, og hun slår sig sammen med den udskrevne patient, Fumihito, hvis ven har forandret sig fuldstændigt efter mødet med en ung pige, som han har “reddet” på hospitalet.

De finder snart ud af, at Yumis far er stødt på den mystiske Tomie, før han forsvandt, og det er også Tomie, der er skyld i Fumihitos vens galskab. Og nu er hun på sporet af dem…

Der er mere gang i historien om Tomie i denne ombæring. Både Yumi og Fumihito er aktive deltagere i jagten på Tomie, som denne gang gør meget ud af at beskrive, hvordan hun tvinges frem af mænds lyster, og dræbes når de går i stykker, for så at blive født igen til endnu en cyklus.

Der er klart flere uhyggelige scener i “Tomie: Replay” end i første film. Bl.a. starten på hospitalet  med den lille piges operation er ret creepy, ja faktisk er hele hospitalet indhyllet i en dunkel og ubehagelig atmosfære, som bestemt ikke kan være gavnlig for folkesundheden, men som så absolut fremmer uhyggen. Alligevel fik filmen mig ikke helt oppe at ringe. Jeg synes, slutningen bliver noget rod – men måske forstår jeg det bare ikke, da Yumis far pludselig dukker op, og så er han væk igen, og jeg ved ikke, hvad han skulle. Og så er jeg lidt irriteret over, at Tomie er så talende denne gang. Når det er sagt, så synes jeg dog langt bedre om “Tomie: Replay” end første film, og den kan sagtens ses en mørk og stormfuld aften, hvis fjernsynet viser det sædvanlige bras.

Instruktør: Tomijiro Mitsuishi
Udgivelsesår: 2000

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

For tre år siden var Tsukiko involveret i en ulykke, som hun har fortrængt alt om. Kort efter ulykken skiftede hun skole og flyttede hjemmefra, så ingen omkring hende ved noget. Derfor begynder hun at gå hos en terapeut, dr. Hosono, som håber at kunne hjælpe Tsukiko via hypnose.

En dag bliver dr. Hosono opsøgt af politimanden Harada. Han efterforsker nogle mystiske mord, hvor unge mænd har slået deres kæreste ihjel, men hvor alle spor af liget efterfølgende er forsvundet. Endnu mere mystisk er det, at kæresten tilsyneladende har været den samme pige hver gang: Tomie Kawakami.

Og så dukker Tomie pludselig op på den restaurant, hvor Tsukikos kæreste Saiga arbejder …

“Tomie” er den første film i serien om monsterpigen, der driver mændene omkring sig til vanvid. Den bliver på dvd’en markedsført som forgængeren til “The Grudge” og “The Ring” (lidt pudsigt da “The Ring” udkom et år før i 1998), og den bygger på en japansk manga af Ito Junji. Efter sigende håndplukkede Ito selv Miho Kanno, som spiller Tomie i filmen, pga. hendes øjne, som skulle minde utroligt meget om hans mangafigurs.

Jeg kan som regel godt lide asiatisk horror. Det er ikke altid, jeg helt forstår dem første gang, og ind i mellem bliver jeg vældig træt af det sorthårede spøgelse, der hjemsøger mange af filmene. Men som regel bliver jeg alligevel betaget, fordi jeg bliver overrasket, og fordi der er nye vinkler på fortællingen i forhold til den vestlige facon. Her i “Tomie” forstår jeg udemærket historien, men jeg bliver ikke særligt betaget. Filmen føles underlig flad, og som tilskuer bliver man ikke rigtig involveret i personernes skæbne – måske fordi de ikke rigtig selv er involveret.

I stedet for et plot, hvor personerne søger noget, eller historien udvikler sig i et forløb, får vi her en historie, som består af en masse enkeltstående begivenheder. Betjenten som efterforsker sagen om Tomie, efterforsker ikke rigtig. Han besøger bare dr. Hosono og fortæller hende nogle ting. Tsukiko siger måske nok, at hun ønsker at kende sin fortid, men processen er bare en række stillestående seancer med dr. Hosono, og sådan fortsætter det. Karaktererne drives ikke, og dermed udvikler historien sig ikke, den præsenteres bare for os. Måske er det anderledes at se “Tomie”, hvis man kender mangaen, men jeg synes ikke, det er rimeligt at forlange af filmpublikummet, at de skal læse tegneserien først for at kunne forstå universet. Det er instruktørens opgave at gøre det levende for sit publikum.

Jeg kan undre mig over, at der er lavet så mange sequals til filmen, men tilsyneladende skulle de blive bedre efterhånden. Så jeg må nok hellere snuppe et par stykker mere.

Instruktøren Ataru Oikawa har også instrueret “Apartment 1303“, som jeg heller ikke var overvældende begejstret for.

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 1999

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

Jeg så “St. John’s Wort” for første gang for nogle år siden. Da jeg pludselig faldt over den igen, kunne jeg ikke rigtig huske den og tænkte, at den nok trængte til et gensyn.

Nami får at vide, at hun har arvet et hus efter den far, som hun blev fjernet fra, da hun var lille og i stedet opfostret hos en tante. Nu viser det sig, at faren var en yderst berømt maler, Sôichi Kaizawa, og Nami har bedt sin tidligere kæreste Kohei, som laver computerspil, om at tage med hende hen til huset. Det vil Kohei gerne, for dels regner han med at kunne bruge billeder fra huset som kulisse i sit nye spil, og dels er han stor fan af Sôichi Kaizawa.

Der er dog noget mystisk ved huset, og da Nami opdager et foto af to små babyer, finder hun ud af, at hun havde en søster – Naomi. Men de finder også ud af, at der er forsvundet en lang række børn i området, og at de ikke er alene.

Visuelt er filmen en noget anderledes oplevelse. I begyndelsen er farverne helt ude af den normale farveskala, og jeg var lige ved at tro, at mit tv var gået bananas. Men det viste sig at være fuldt bevidst. Inde i huset er farverne mere normale, og når man ser igennem overvågningskameraerne er det sort/hvidt.

Klipningen er også ret anderledes, og til tider direkte irriterende. Jeg tænker, at det skal give associationer til det computerspil, Kohei er i gang med at lave, men jeg synes ind i mellem det var lidt trælst. Desuden veksles der mellem håndholdt subjektivt kamera og overblikskamera, uden at der virker til at være en logik i skiftene.

Plottet er dog et stykke hen ad vejen udmærket. Opbygningen af afsløringerne i huset virker fint, og både Megumi Okina som Nami og Yôichirô Saitô som Kohei spiller godt. At de to biroller til gengæld er totalt overspillede, må man bare bære over med. Jeg blev dog tabt i slutningen, hvor den klassiske soapopera-replik bliver udbrudt (SPOILER): “Nami, jeg er din tvillinge – bror!” Herfra går det ned ad bakke, og “St. John’s Wort” ender lidt skuffende.

Den amerikanske titel “St. John’s Wort” havde jeg lidt svært ved at regne ud, men med lidt hjælp fra Internettet lykkedes det. I filmen husker Nami, at morens sidste ord var Johannesurt, en plante som vokser i rigelige mængder foran huset, og som i japansk folklore betyder hævn. Johannesurt hedder på engelsk St. John’s Wort, så nu er det så bare at få morens ønske om hævn implementeret i plottet.

Efter at have set filmen synes jeg, at Megumi Okina så bekendt ud, og det viste sig, at hun også har spillet Rika i “The Grudge” fra 2002.

Instruktør: Ten Shimoyama
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Otogiriso