april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘børn’

Farlig ven af Bo Skjoldborg

Farlig ven af Bo Skjoldborg

Da den nye dreng Heino starter i 6.A., prøver vennerne Dizzy og Mango at blive venner med ham. Han er nemlig mega sej og fuld af sjov. Bortset fra at hans drillerier ikke altid føles sjove. Og da han får fat i en video med Alberte, som Dizzy er vild med, og vil lægge den op på YouTube, går han over stregen. Men hvordan skal vennerne stoppe ham?

Farlig ven er en letlæst spændingshistorie for de +11-årige. Bogen er inddelt i overskuelige korte kapitler, som gør det let lige at snuppe et kapitel mere. Forsiden med den hætteklædte skikkelse og de matrix-agtige streger sætter stemningen fra start af, og efterhånden som historien udvikler sig, stiger suspensen frem mod den uhyggelige slutning.

Farlig ven er en historie om venskab og om at passe på hinanden, ikke mindst i forbindelse med de mange nye muligheder for mobning/stalking som de digitale medier tilbyder, hvor det at låne sin mobil ud kan få store konsekvenser.

Jeg er sikker på, at de unge læsere vil læse Farlig ven med tilbageholdt åndedræt. For selvom handlingen udvikler sig lidt “James Bond-agtigt”, er meningen klar. Vær en god ven og pas på din mobil.

Uddrag af bogen:

Heino snurrede rundt. “Hvad?” snerrede han. “Er der problemer?”

Mango nølede atter. “Min … æh, telefon. Hvornår får jeg den igen?”

Heino smilede. Tænderne glimtede som en vampyrs i en reklame for mundskyld.

“Vil du have den tilbage?” spurgte han. “Vil du helst ikke have, at jeg låner den? Må jeg så heller ikke være med i jeres klub – i ‘Slapsvansene der ikke tør låne deres telefoner ud’?”

“Nej … altså, jo jo!” Mango kradsede den ene orange arm.

“Nu kopierer jeg alle kontakterne,” fortsatte Heino. “Så kan jeg nemlig invitere alle i klassen med til festen. OK Ole?”

Mango og Dizzy nikkede i takt. Derefter klikkede Heino løs både på sin egen og på Mangos telefon. Han overførte nok kontakterne med bluetooth, tænkte Dizzy. Mango fik sin telefon retur.

Dizzy og Mango fulgte efter Heino ind i klassen, begge med en fornemmelse af at det med festen nok ville komme til at gå rimeligt galt. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Werther som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Farlig ven:

Udgivelsesår: 19.02.2020
Forlag: Werther, 143 sider

Læs også:

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo Andersen
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Børnenes jord af Gipi

Børnenes jord af GipiI en post-apokalyptisk tid på en uendelig sø beboet af isolerede overlevende fra en unavngiven katastrofe møder vi en enlig, autoritær far og hans to sønner, den ene flabet og hævngerrig, den anden enfoldig og lidt tilbagestående. For at ruste dem til et liv, når han ikke længere er der, opdrager faren sine to sønner strengt for i hans øjne at kunne gøre dem stærkere i en hård og ubarmhjertig verden. Samtidig skriver faren i en mystisk sort bog, og da han en dag dør, bliver den midtpunkt i et perverteret hundeslagsmål. (fra forlagets beskrivelse)

Jeg stødte på Børnenes jord, da jeg i en arbejdsforbindelse søgte efter klimafiktion. Den lød interessant, så jeg lånte den straks på biblioteket. Men jeg må indrømme, at billedsiden ikke ligefrem tog mig med storm, da jeg begyndte at bladre i den.

Heldigvis lod jeg mig ikke afskrække af de minimalistiske, nærmest råt skitserede illustrationer holdt i sort/hvid. Gipis fortælling om de to brødre, der vokser op i tiden efter en katastrofe, er nemlig både fascinerende og hjerteskærende.

Fascinerende fordi der er så meget, vi ikke ved. Vi ved ikke, hvilken katastrofen der har ramt jorden. Vi ved ikke, hvor alle menneskene er blevet af. Og vi ved ikke, hvorfor verden ser ud som den gør.

På samme tid er historien hjerteskærende, fordi vi oplever denne nye verdens brutalitet for fuld udblæsning. Trods farens hårdhændede opdragelse er han langt fra den mest bestialske figur i fortællingen, som ikke rummer meget menneskelighed eller varme.

Illustration fra Børnenes jord af GipiBørnenes jord sneg sig ind på mig under læsningen, og jeg endte med at være dybt betaget af den stærke fortælling. Meget velfortjent har Gipi også modtaget kritikerprisen for den ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême.

Anmelderne skriver:

Børnenes jord er måske ikke en tegneserie for alle, men for Kapellets anmelder var det en overraskende og medrivende oplevelse, der først blev læst én gang, i et stræk, derefter genlæst lidt langsommere, for dér at få mere tid til at studere den måde, som Gipi har arbejdet med tempo og sine figurer på. Selv om den nihilistiske grundstemning er svær at ryste af sig, og den dystopiske vision er lige så dunkel som en nat uden stjerner, så er Børnenes jord en usædvanlig tegneserieoplevelse, der ikke minder om ret meget andet undertegnede har læst førhen. (Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet)

De sort-hvide tegninger er mesterlige og signalerer tomhed i form af nøgne, smadrede landskaber, kolde ord og stor ensomhed. Hans stil er let med enormt mange detaljer, flere og flere som historien skrider frem. ‘Børnenes jord‘ viser, hvordan mennesker kan blive blottet for menneskelighed, når alt er et spørgsmål om overlevelse. (Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden)

Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. (Michael Larsen, Nummer 9)

I en postapokalyptisk nærfremtidsdystopi, hvor både samfund og sprog er degenereret, forsøger to unge brødre at overleve og finde sandheden om sig selv. ’Børnenes jord’ af den italienske tegneserieskaber Gipi er rå og brutal og fuld af ømhed. (Felix Rothstein, Politiken)

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst. Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det. (Serieland)

Om Børnenes jord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Fahrenheit/Forlæns, 290 sider
Omslag og illustrationer: Gipi (Gian-Alfonso Pacinotti)
Originaltitel: La terra dei figli
Oversætter: Karina Florentz Hansen

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Vejen af Cormac McCarthy
Passagen af Simon Stålenhag
Undergang / red. Martin Schjönning
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

 

Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen

Ingenting passer af Anders Jørgen MogensenSyv sære, foruroligende noveller om blandt andet enhjørninge, kærlighed og dæmoner.

Jeg blev gjort opmærksom på novellesamlingen Ingenting passer i forbindelse med nomineringerne til Årets Danske Horrorudgivelse. Hertil kan kun nomineres horror for voksne, så jeg blev overrasket, da jeg opdagede, at bogen på bibliotekerne står i børneafdelingen. Men det skal den voksne læser nu ikke lade sig narre af.

De syv noveller er ikke lette at sætte i bås. Den indledende ‘Det snoede horn’ er en julefortælling, hvor tre brødre går i skoven for at fælde årets juletræ. Da de opdager en enhjørning undervejs, beslutter de sig dog for at tage den med hjem til faren i stedet for.

‘Menneskelig pølsevogn’ handler om Louis, som hver fredag flytter mellem sin mor og sin far. Denne weekend skal han med toget ud til sin far. Men i banegårdens fredagsmylder sker der noget mærkeligt med Louis.

Magda er den første spiller, der møder op i ‘Mågerne kommer af sig selv’. Sammen med syv andre piger udgør hun hjemmeholdet, som trænes af frøken Møller. Reglerne er simple. Et kranie skal ned i målet i modstandernes felt, og undervejs må man tackle, skubbe, sparke og spænde ben, men ikke slå. Og frøken Møller finder sig ikke i nederlag.

I ‘En tur i kælderen’ er Bertram kaldt ind på viceinspektørens kontor. Her får han fortællingen om, hvad der egentlig skete i kælderen, dengang den daværende viceinspektør Pilesen startede en klasse for skolens tunge elever i kælderen.

Bodil elsker Jakob i ‘Slagterens datter’. Så højt at hun vil give ham sit hjerte. Mens jeg-fortælleren i ‘At lære noget’ er uopmærksom et øjeblik i klassen, hvilket får voldsomme konsekvenser.

Samlingens sidste novelle ‘Skoleteaterepisoden’ har nærmest Lovecraftianske toner, da et skoleteaterstykke udvikler sig i en helt uforudset retning.

Selvom alle novellerne har børn i hovedrollerne, er der efter min mening ikke noget barnagtigt over indholdet. De sære og foruroligende noveller lover ingen lykkelig slutning, snarere tværtimod. I stort set hver eneste historie udsættes børn for vold og overgreb, og de voksne er snarere garanti for smerte end for omsorg.

Troen på godhed og kærlighed tæves ud af brødrene i ‘Det snoede horn’. Skilsmissebarnet rives i stykker af voksne, der ikke formår at tøjle deres lyster; og spilleren må bliver mere brutal end træneren for at slippe ud af sin frygt. Det er råt og voldsomt, og efterlader ikke meget håb efter endt læsning.

Anders Jørgen Mogensen er redaktør på forlaget Escho, som sammen med forlaget Sidste Århundrede har udgivet en række ‘glemte’ danske gys. Heriblandt Åndeverdenens dårekiste og Menneskekød. Sidstnævnte er en samling noveller skrevet i 1910’erne, som alle er optaget af det groteske. Lidt samme følelse får jeg her i Ingenting passer. Virkeligheden vendes rundt, og vi kan ikke stole verden.

Jeg forstår ikke helt, hvordan Ingenting passer er endt i børnebiblioteket, for selvom sproget er ligetil og letforståeligt, så synes jeg, indholdet rummer fortolkningsmuligheder, der henvender sig til en moden læser. Jeg blev i hvert fald fascineret af den forvrængede og hensynsløse verden, Anders Jørgen Mogensen præsenterer i sine noveller.

Uddrag af ‘Det snoede horn’:

Så knyttede faren sine næver og slog med al sin far-kraft de tre sønner i ansigterne. Blodet flød fra næserne og fra nye sår i panderne, og det blandede sig med noget størknet blod, fra da de tre havde slået enhjørningen ihjel.

Farens knoer begyndte endda også at bløde, og han stoppede først, da både den mindste, den mellemste og den største lå på jorden og hostede blod op i tre forskellige rytmer.

Faren gik ind i huset og vaskede sine hænder, og da han havde tørret dem, gik han ud til de tre og samlede Fjällräven med øksen i op, tog den selv på ryggen og gik ud på den lille sti, der førte hen til skoven.

“Hvis I ikke kan finde ud af det, så må jeg jo selv ordne det,” sagde han, men de tre hørte det ikke, for han var allerede kommet for langt væk, da han sagde det, og selv, hvis han havde været tættere på, havde de ikke hørt det, da deres ører var fulde af størknende blod.” (side 12-13)

Om Ingenting passer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Calibat, 128 sider
Omslag: Simon Bukhave

Indhold: 

Det snoede horn
Menneskelig pølsevogn
Mågerne kommer af sig selv
En tur i kælderen
Slagterens datter
At lære noget
Skoleteaterepisoden

Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe

Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe

Vi kender nok alle lysten til at trykke på snooze-knappen og snuppe fem minutter mere, når vækkeuret ringer? Eller lige snuppe et afsnit mere på Netflix af vores yndlingsserie? Sådan har Anton det også i Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe. Han beder altid liiiige om fem minutter mere. Men det skal man måske passe på med?

Siden farens død har Anton påtaget sig en større del af ansvaret for sine to små søstre, Ida og Line. Det er snart jul, men pengene er små, så moren må tage nogle ekstra vagter. Det forstår Anton godt, for det er dyrt med julegaver og julefest.

På vej i skolen støder Anton ind i en mand, der sælger lodsedler. Manden taber dem alle, så Anton hjælper med at samle dem op igen. Men én af dem putter han i lommen, for tænk nu hvis han vandt en masse penge. Så kunne han få bærbar computer, og moren ville blive glad for alt det julemad, de kunne købe.

Hovedgevinsten viser sig at være fem minutter til at tømme en butik. Anton drømmer om den store præmie og forestiller sig alt det, han kan nå at samle på den korte tid. Men ind i mellem kan en drøm forvandle sig til et mareridt …

Jeg hørte Ellen Holmboe fortælle kort om Det tager kun fem minutter på en temadag. Historien er illustreret af Mads Themberg, og de flotte gråtonetegninger underbygger på bedste vis atmosfæren undervejs. Mod slutningen ændrer perspektivet i billederne sig, og understreger tydeligt at noget er helt galt. Og det er det. Anton vil jo egentlig bare det bedste, men han har stjålet lodsedlen, og når Ellen Holmboe skriver, bliver børn ikke nødvendigvis skånet.

Det tager kun fem minutter er både sørgelig og barsk. En slags moderne eventyr for de +9-årige, der advarer mod farer, som umiddelbart virker tilforladelige. Og skulle jeg nogensinde møde en høj mand med et spidst hoved og gedebukkeskæg, løber jeg så hurtigt jeg kan den modsatte vej …

Illustration af Mads Themberg fra "Det tager kun fem minutter"Uddrag af Det tager kun fem minutter:

Anton løber stærkt for at holde varmen. Nu kan han se skolen. Det har ikke ringet ind endnu. Perfekt! Han drejer om et hjørne … og løber lige ind i en høj mand med et spidst hoved og gedebukkeskæg.

“Ups!” Anton stopper. Manden sælger lodsedler. Pengene går til de fattige. Men nu har han tabt alle sine lodder. Manden giver sig straks til at løbe rundt for at redde dem, inden de flyver væk. Hans hæle hamrer hårdt mod fortovet.

Anton skynder sig at hjælpe. Men lodderne ligger alle vegne. Anton lægger sig på knæ og kigger ind under en hæk. Der, langt inde, ligger et lod. Lyset fra en bil rammer loddet. Det stråler og skinner som guld. Anton kan ikke få øjnene fra det. Det er næsten som om loddet blinker til ham. Anton ser sig over skulderen. Manden kigger den anden vej. Så tager Anton chancen. Han ved ikke selv hvorfor; han gør ellers aldrig sådan noget, men Anton stikker det gyldne lod i lommen. (side 5)

Tak til forlaget Alinea der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Det tager kun fem minutter:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Alinea, 40 sider
Omslag og illustrationer: Mads Themberg
Lix: 16

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen

Færgemandens skat af Lasse Bo AndersenEn gammel færgemand, rockere og en helvedeshund – Carl får nok at se til, da hans morfar beder ham om hjælp til at finde Charons sølv …

Carl har aldrig kendt sin far. Han bor med sin mor, som netop er flyttet sammen med Per. Per forstår ikke, at Carl bedre kan lide at sidde stille og tegne, fremfor at drøne rundt udendørs. Men det gjorde Carls morfar – og han er lige død.

Carl får lov at tage med hen på plejehjemmet, hvor morfaren boede. Mens moren kort er ude for at tale med bedemanden, begynder morfar at tale til Carl. Selvom han er død! Morfar fortæller Carl, at færgemanden Charon er vred. Nogen har stjålet hans skat med sølvmønter, som de døde har betalt for at blive fragtet over floden Styx til dødsriget. Og Charon er sikker på, at det er Carls morfar.

Så nu har morfaren brug for Carls hjælp til at finde skatten og levere den tilbage til Charon. Ellers er morfaren fordømt til at blive et genfærd, der plager de levende. Carl vil rigtig gerne hjælpe, men hvordan? Heldigvis er hans gode ven Malthe fuld af gåpåmod, og snart er de to drenge i en kamp mod tiden for at finde sølvskatten. For Charon er ikke en tålmodig herre, og skatten skal leveres tilbage inden morfarens begravelse. Men drengene er ikke de eneste, der leder efter Charons sølv …

Lasse Bo Andersen er en produktiv herre, som skriver nogle actionfyldte og underholdende letlæste historier for børn. Jeg kender ham især fra Zombie Splatter-serierne, som er rent guf for zombiefans. Denne gang bevæger han sig over i den græske mytologi med historien om Carl, der skal hjælpe sin afdøde morfar videre til dødsriget.

Charons sølv består af tre bind: Færgemandens skat, De dødes skygger og I helvedeshundens gab. Hvert bind starter, hvor det foregående sluttede, så man bør læse dem kronologisk for at få fuldt udbytte af historien. Til gengæld betyder det, at handlingen nærmest bare accelerer fra side 1 i første bind til sidste side i bind tre.

Her er fuld skrue på fortællingen hele vejen, men ved at have den lidt forsigtige Carl som hovedperson føles det alligevel troværdigt. Han er nem at identificere sig med for læserne, og med kombinationen af stille Carl og vilde Malthe får vi både lov til at være kede af morfarens død; føle tvivl om forholdet til morens nye kæreste; og være seje helte der kaster sig ud i problemerne med boldtræ og selvtillid.

LBA leverer endnu en gang effektiv og actionfyldt underholdning for de +10-årige, som jeg kun kan anbefale.

Uddrag af Færgemandens skat:

Morfar satte sig op i sengen. Han greb Carl i T-shirten og trak ham nærmere.

Carls hals snørede sig sammen. Han kunne ikke sige et kvæk. Alle ord og lyde sad fast i halsen på ham.

– Færgemanden kommer! Charon … hans … hans sølv er blevet stjålet! 

Morfars stemme var kun en hæs hvisken.

Allerede ved det første ord faldt der noget ud af munden på ham. Noget fladt og rundt. Det landede på gulvet med et pling og trillede ind under sengen.

– Hører du mig, Carl? spurgte morfar skrattende. – Færgemandens skat er blevet stjålet!

– H-hvad for en skat? mumlede Carl. Han kunne næsten ikke få ordene frem. 

Morfar, du er jo død! tænkte han lamslået. Hvad er det, der sker? (side 15-16)

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Charons sølv:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tekst & Tegning, 3 bind
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 22-23

Serien:

Færgemandens skat
De dødes skygger
I helvedeshundens gab

Charons sølv af Lasse Bo Andersen

Børnene fra grotterne af Henriette Rostrup

Børnene fra grotterne af Henriette RostrupHelt alene i en kulsort celle drømmer Alif om at være tilbage på Den Anden Side sammen med sine venner. Men han er gået igennem portalen, og nu er han blevet fanget af Folket. Pigen Linnea og ulven, som hjalp ham i Drengen fra Krematorium D er væk, og nu har han kun sig selv.

Men efter noget tid kommer en pige ind i nabocellen. Alta hedder hun. Hun fortæller, hvordan hun jævnligt bliver hentet op fra cellen for at være sammen med MOR. Og en dag er det Alifs tur til at blive hentet. I stedet for at bringe ham mad tager Vagten ham med op i en forfalden by fyldt med voksne med døde, tomme øjne.

Da Alif kommer i kontakt med pigen Sita, opstår et håb om at han kan slippe ud af cellen og komme tilbage til sin egen verden. Sammen med Alta vil de befri børnene fra grotterne og stikke af. Men hvordan skaffer de proviant til turen? Kan de få fat i vagtens nøgler? Og kan Alif overhovedet finde tilbage til portalen?

Børnene fra grotterne er anden del af Henriette Rostrups dystopiske spændingsserie De dødes by. Historien udspiller sig i et realistisk univers med drys af fantasy og eventyrtræk. I Alifs verden er alle voksne taget af ’sovesygen’, og når børnene bliver ældre, forsvinder de også. I Folkets verden er der derimod ingen børn, kun børnene i cellerne som er kidnappet fra Alifs verden.

Historien fortælles i førsteperson via Alif, og det er en dyster, til tider næsten håbløs situation, han står i. Heldigvis finder han styrke i venskabet med Alta og Sita, og da muligheden for at stikke af opstår, vokser han med opgaven.

Henriette Rostrup skriver levende, og historien er spændende. De to første bind er dog nærmest helt forskellige historier, og vi efterlades med mange løse ender i slutningen af Børnene fra grotterne. Hvad er det med heksen Grimelda og ulvene i Alifs verden? Hvem er pigen Linnea? Hvor er børnene fra Folkets land? Og er alle de voksne i Alifs verden døde?

Jeg er spændt på, om Rostrup får besvaret alle spørgsmålene i det sidste bind, så historien ender som et samlet hele. Det håber jeg, for oplægget er virkelig godt.

Børnene fra grotterne er for børn fra +10 år. Den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, er tegnet af Tom Kristensen.

Uddrag af Børnene fra grotterne:

Da vi kommer ud af tunnelen, bliver jeg et øjeblik helt forvirret af synet, der møder mig. Det er en åben plads, omgivet af lave huse. De er skæve og frønnede, nogle af dem har ikke engang vinduer, men bare huller i muren. På andre er taget faldet helt sammen. Som om der ikke er nogen, der tager sig af det.

Men det vildeste er, at der er mennesker alle vegne, voksne mennesker. Levende, voksne mennesker. De står i døråbninger og i vinduer. Først bliver jeg helt vildt glad ved synet, men så er det, som om der er noget, der er helt skævt. Det tager mig et øjeblik at regne ud, hvad det er. Der er ingen børn, overhovedet. Ingen, der hjælper til, ingen der løber rundt og leger. Det er helt omvendt. Som om børnene blev på Vores Side, og de voksne strandede her.

Jeg mærker et greb om skulderen, og først tror jeg, det er Grimfjæset igen. Men da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i ansigtet på en kvinde af ubestemmelig alder. Hendes fingre borer sig ned i min skulder, og jeg råber højt. “Av. Giv slip.”

Hun rækker ud for at ae min kind, men jeg trækker hovedet til mig. Jeg skal ikke nyde noget. Hun ser syg ud. Der er noget med blikket, der er helt tomt, og hendes grålige hud. Hun blotter tænderne i et usikkert smil.

“Anton?” siger hun. Det lyder i hvert fald sådan. (side 25-26)

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Børnene fra grotterne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 144 sider
Serie: Den døde by; 2
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Drengen fra Krematorium D af Henriette Rostrup
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Små hænder af Andrés Barba

Små hænder af Andrés Barba“Min far døde på stedet, min mor på hospitalet.”
Marina har lært at sige sætningen uden tristhed, ligesom når man siger sit navn til en fremmed, ligesom jeg hedder Marina og er syv år.

På børnehjemmet bliver hun beundret af de andre piger.
Og holdt udenfor.
Dukken tager de fra hende.
Men så finder Marina på en leg. På skift bliver pigerne klædt ud som dukke. Dukken ligger stille og kan ikke tale. Bare lytte.
Endelig en nat får Marina lov til at være dukken. (fra bagsiden)

Anmeldelser af Små hænder

[Små hænder] er på samme tid dragende, ækel og uhyggelig på en sært smuk måde. Til tider fortryder jeg, at jeg har læst bogen, for den har sneget sig helt ind i den fjerneste hjernekrog med sin uhygge. Og så alligevel er der noget pirrende ved den bizarre fortælling om 7-årige Marina, der mister sin far og mor i en bilulykke, men selv overlever og kommer på børnehjem.”
Læs hele anmeldelsen på Bogrummet

“Små hænder udforsker gråzonen mellem barnlig uskyld og ondskabsfuldhed, og Andrés Barba er skræmmende god til at sætte ord på det virvar af forvirrede følelser, som Marina og de andre børn gennemlever, men som de ikke selv er i stand til at verbalisere; følelser, som foruroligende hurtigt kan slå over i voldelig, grænseoverskridende adfærd.”
Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden

“Små hænder kan uden problemer læses som en gyser med langsomt tiltagende ubehag på børnehjemmet. Men mere end det, er det som en litterær skildring af, hvordan store følelser som sorg, (u)skyld og kærlighed sammenfiltres og kompliceres af hinanden, at bogen rigtig kommer til sin ret.”
Læs hele anmeldelsen på LitteraturNu

Om Små hænder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Skjødt Forlag, 96 sider
Omslag: Leo Scherfig
Originaltitel: Las manos pequeñas, 2008
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
The Girl Next Door af Jack Ketchum
I gode hænder af Christian Mørk
Thornhill af Pam Smy

Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisAlle de andre er åndssvage er en humoristisk fortælling for de +9-årige om Gilbert, der bare ikke gider at høre efter. Han synes, alle de andre er åndssvage, og kan ikke forstå hvorfor han altid skal rette sig efter andres regler.

Men en dag finder Gilbert nogle mærkelig briller i en grøftekant. Da han tager dem på, snurrer det underligt i hans hoved, og pludselig ser alting omkring ham anderledes ud. Smilende folk ligner monstre, og det går op for Gilbert, at hele verden er fyldt af skiderikker i forklædning. Så i virkeligheden ville verden være bedre, hvis bare det var Gilbert der bestemte – eller måske alligevel ikke…

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg synes, Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier. Ikke mindst er jeg vild med hans Necrodemic-saga. Men han er også forfatter til en del børnebøger, og så er han en fantastisk illustrator.

Historien om drengen Gilbert, der er træt af, at det aldrig er ham, der bestemmer, er herlig – og lidt uhyggelig. Sproget er direkte og letforståeligt, og billedsiden veksler mellem ren idyl og frådende monstre. Når Gilbert tager brillerne på, ser han vrangsiden af virkeligheden, hvor høfligheden er skrællet væk og ID’et viser sine inderste hemmeligheder.

Først bliver Gilbert forskrækket. Så føler han sig forstærket i sin overbevisning om, at han ved bedst. Men til sidst må han se i øjnene, at alle har ubehagelige sider, og at det måske ikke er så vigtigt ALTID at have ret.

Alle de andre er åndssvage er en rigtig fin historie, som forældre godt kan få en snak med deres børn om. Men har man ikke børn, eller er man som jeg laaaangt over de +9 år, så kan jeg anbefale den alene for illustrationerne. De er simpelthen ikke til at stå for.

 

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisUddrag:

– Jamen, hvorfor er det altid flertallet, der skal bestemme? spørger Gilbert. Hvorfor er det aldrig mig, der bliver spurgt!

– Sådan gør man altså ikke, svarer læreren og begynder at gå mod boldbanen. Vi lever i et demokrati, hvor det gælder om at gøre flest muligt glade.

– Ja, det kan godt være, mumler Gilbert gnavent. Men jeg er ikke De Fleste, og hvem har bestemt, at flertallet altid har ret? (side 7)

Om Alle de andre er åndssvage:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 68 sider
Illustrationer: Patrick Leis

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork