november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘børn’

Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe

Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe

Vi kender nok alle lysten til at trykke på snooze-knappen og snuppe fem minutter mere, når vækkeuret ringer? Eller lige snuppe et afsnit mere på Netflix af vores yndlingsserie? Sådan har Anton det også i Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe. Han beder altid liiiige om fem minutter mere. Men det skal man måske passe på med?

Siden farens død har Anton påtaget sig en større del af ansvaret for sine to små søstre, Ida og Line. Det er snart jul, men pengene er små, så moren må tage nogle ekstra vagter. Det forstår Anton godt, for det er dyrt med julegaver og julefest.

På vej i skolen støder Anton ind i en mand, der sælger lodsedler. Manden taber dem alle, så Anton hjælper med at samle dem op igen. Men én af dem putter han i lommen, for tænk nu hvis han vandt en masse penge. Så kunne han få bærbar computer, og moren ville blive glad for alt det julemad, de kunne købe.

Hovedgevinsten viser sig at være fem minutter til at tømme en butik. Anton drømmer om den store præmie og forestiller sig alt det, han kan nå at samle på den korte tid. Men ind i mellem kan en drøm forvandle sig til et mareridt …

Jeg hørte Ellen Holmboe fortælle kort om Det tager kun fem minutter på en temadag. Historien er illustreret af Mads Themberg, og de flotte gråtonetegninger underbygger på bedste vis atmosfæren undervejs. Mod slutningen ændrer perspektivet i billederne sig, og understreger tydeligt at noget er helt galt. Og det er det. Anton vil jo egentlig bare det bedste, men han har stjålet lodsedlen, og når Ellen Holmboe skriver, bliver børn ikke nødvendigvis skånet.

Det tager kun fem minutter er både sørgelig og barsk. En slags moderne eventyr for de +9-årige, der advarer mod farer, som umiddelbart virker tilforladelige. Og skulle jeg nogensinde møde en høj mand med et spidst hoved og gedebukkeskæg, løber jeg så hurtigt jeg kan den modsatte vej …

Illustration af Mads Themberg fra "Det tager kun fem minutter"Uddrag af Det tager kun fem minutter:

Anton løber stærkt for at holde varmen. Nu kan han se skolen. Det har ikke ringet ind endnu. Perfekt! Han drejer om et hjørne … og løber lige ind i en høj mand med et spidst hoved og gedebukkeskæg.

“Ups!” Anton stopper. Manden sælger lodsedler. Pengene går til de fattige. Men nu har han tabt alle sine lodder. Manden giver sig straks til at løbe rundt for at redde dem, inden de flyver væk. Hans hæle hamrer hårdt mod fortovet.

Anton skynder sig at hjælpe. Men lodderne ligger alle vegne. Anton lægger sig på knæ og kigger ind under en hæk. Der, langt inde, ligger et lod. Lyset fra en bil rammer loddet. Det stråler og skinner som guld. Anton kan ikke få øjnene fra det. Det er næsten som om loddet blinker til ham. Anton ser sig over skulderen. Manden kigger den anden vej. Så tager Anton chancen. Han ved ikke selv hvorfor; han gør ellers aldrig sådan noget, men Anton stikker det gyldne lod i lommen. (side 5)

Tak til forlaget Alinea der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Det tager kun fem minutter:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Alinea, 40 sider
Omslag og illustrationer: Mads Themberg
Lix: 16

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen

Færgemandens skat af Lasse Bo AndersenEn gammel færgemand, rockere og en helvedeshund – Carl får nok at se til, da hans morfar beder ham om hjælp til at finde Charons sølv …

Carl har aldrig kendt sin far. Han bor med sin mor, som netop er flyttet sammen med Per. Per forstår ikke, at Carl bedre kan lide at sidde stille og tegne, fremfor at drøne rundt udendørs. Men det gjorde Carls morfar – og han er lige død.

Carl får lov at tage med hen på plejehjemmet, hvor morfaren boede. Mens moren kort er ude for at tale med bedemanden, begynder morfar at tale til Carl. Selvom han er død! Morfar fortæller Carl, at færgemanden Charon er vred. Nogen har stjålet hans skat med sølvmønter, som de døde har betalt for at blive fragtet over floden Styx til dødsriget. Og Charon er sikker på, at det er Carls morfar.

Så nu har morfaren brug for Carls hjælp til at finde skatten og levere den tilbage til Charon. Ellers er morfaren fordømt til at blive et genfærd, der plager de levende. Carl vil rigtig gerne hjælpe, men hvordan? Heldigvis er hans gode ven Malthe fuld af gåpåmod, og snart er de to drenge i en kamp mod tiden for at finde sølvskatten. For Charon er ikke en tålmodig herre, og skatten skal leveres tilbage inden morfarens begravelse. Men drengene er ikke de eneste, der leder efter Charons sølv …

Lasse Bo Andersen er en produktiv herre, som skriver nogle actionfyldte og underholdende letlæste historier for børn. Jeg kender ham især fra Zombie Splatter-serierne, som er rent guf for zombiefans. Denne gang bevæger han sig over i den græske mytologi med historien om Carl, der skal hjælpe sin afdøde morfar videre til dødsriget.

Charons sølv består af tre bind: Færgemandens skat, De dødes skygger og I helvedeshundens gab. Hvert bind starter, hvor det foregående sluttede, så man bør læse dem kronologisk for at få fuldt udbytte af historien. Til gengæld betyder det, at handlingen nærmest bare accelerer fra side 1 i første bind til sidste side i bind tre.

Her er fuld skrue på fortællingen hele vejen, men ved at have den lidt forsigtige Carl som hovedperson føles det alligevel troværdigt. Han er nem at identificere sig med for læserne, og med kombinationen af stille Carl og vilde Malthe får vi både lov til at være kede af morfarens død; føle tvivl om forholdet til morens nye kæreste; og være seje helte der kaster sig ud i problemerne med boldtræ og selvtillid.

LBA leverer endnu en gang effektiv og actionfyldt underholdning for de +10-årige, som jeg kun kan anbefale.

Uddrag af Færgemandens skat:

Morfar satte sig op i sengen. Han greb Carl i T-shirten og trak ham nærmere.

Carls hals snørede sig sammen. Han kunne ikke sige et kvæk. Alle ord og lyde sad fast i halsen på ham.

– Færgemanden kommer! Charon … hans … hans sølv er blevet stjålet! 

Morfars stemme var kun en hæs hvisken.

Allerede ved det første ord faldt der noget ud af munden på ham. Noget fladt og rundt. Det landede på gulvet med et pling og trillede ind under sengen.

– Hører du mig, Carl? spurgte morfar skrattende. – Færgemandens skat er blevet stjålet!

– H-hvad for en skat? mumlede Carl. Han kunne næsten ikke få ordene frem. 

Morfar, du er jo død! tænkte han lamslået. Hvad er det, der sker? (side 15-16)

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Charons sølv:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tekst & Tegning, 3 bind
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 22-23

Serien:

Færgemandens skat
De dødes skygger
I helvedeshundens gab

Charons sølv af Lasse Bo Andersen

Børnene fra grotterne af Henriette Rostrup

Børnene fra grotterne af Henriette RostrupHelt alene i en kulsort celle drømmer Alif om at være tilbage på Den Anden Side sammen med sine venner. Men han er gået igennem portalen, og nu er han blevet fanget af Folket. Pigen Linnea og ulven, som hjalp ham i Drengen fra Krematorium D er væk, og nu har han kun sig selv.

Men efter noget tid kommer en pige ind i nabocellen. Alta hedder hun. Hun fortæller, hvordan hun jævnligt bliver hentet op fra cellen for at være sammen med MOR. Og en dag er det Alifs tur til at blive hentet. I stedet for at bringe ham mad tager Vagten ham med op i en forfalden by fyldt med voksne med døde, tomme øjne.

Da Alif kommer i kontakt med pigen Sita, opstår et håb om at han kan slippe ud af cellen og komme tilbage til sin egen verden. Sammen med Alta vil de befri børnene fra grotterne og stikke af. Men hvordan skaffer de proviant til turen? Kan de få fat i vagtens nøgler? Og kan Alif overhovedet finde tilbage til portalen?

Børnene fra grotterne er anden del af Henriette Rostrups dystopiske spændingsserie De dødes by. Historien udspiller sig i et realistisk univers med drys af fantasy og eventyrtræk. I Alifs verden er alle voksne taget af ’sovesygen’, og når børnene bliver ældre, forsvinder de også. I Folkets verden er der derimod ingen børn, kun børnene i cellerne som er kidnappet fra Alifs verden.

Historien fortælles i førsteperson via Alif, og det er en dyster, til tider næsten håbløs situation, han står i. Heldigvis finder han styrke i venskabet med Alta og Sita, og da muligheden for at stikke af opstår, vokser han med opgaven.

Henriette Rostrup skriver levende, og historien er spændende. De to første bind er dog nærmest helt forskellige historier, og vi efterlades med mange løse ender i slutningen af Børnene fra grotterne. Hvad er det med heksen Grimelda og ulvene i Alifs verden? Hvem er pigen Linnea? Hvor er børnene fra Folkets land? Og er alle de voksne i Alifs verden døde?

Jeg er spændt på, om Rostrup får besvaret alle spørgsmålene i det sidste bind, så historien ender som et samlet hele. Det håber jeg, for oplægget er virkelig godt.

Børnene fra grotterne er for børn fra +10 år. Den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, er tegnet af Tom Kristensen.

Uddrag af Børnene fra grotterne:

Da vi kommer ud af tunnelen, bliver jeg et øjeblik helt forvirret af synet, der møder mig. Det er en åben plads, omgivet af lave huse. De er skæve og frønnede, nogle af dem har ikke engang vinduer, men bare huller i muren. På andre er taget faldet helt sammen. Som om der ikke er nogen, der tager sig af det.

Men det vildeste er, at der er mennesker alle vegne, voksne mennesker. Levende, voksne mennesker. De står i døråbninger og i vinduer. Først bliver jeg helt vildt glad ved synet, men så er det, som om der er noget, der er helt skævt. Det tager mig et øjeblik at regne ud, hvad det er. Der er ingen børn, overhovedet. Ingen, der hjælper til, ingen der løber rundt og leger. Det er helt omvendt. Som om børnene blev på Vores Side, og de voksne strandede her.

Jeg mærker et greb om skulderen, og først tror jeg, det er Grimfjæset igen. Men da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i ansigtet på en kvinde af ubestemmelig alder. Hendes fingre borer sig ned i min skulder, og jeg råber højt. “Av. Giv slip.”

Hun rækker ud for at ae min kind, men jeg trækker hovedet til mig. Jeg skal ikke nyde noget. Hun ser syg ud. Der er noget med blikket, der er helt tomt, og hendes grålige hud. Hun blotter tænderne i et usikkert smil.

“Anton?” siger hun. Det lyder i hvert fald sådan. (side 25-26)

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Børnene fra grotterne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 144 sider
Serie: Den døde by; 2
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Drengen fra Krematorium D af Henriette Rostrup
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Små hænder af Andrés Barba

Små hænder af Andrés Barba“Min far døde på stedet, min mor på hospitalet.”
Marina har lært at sige sætningen uden tristhed, ligesom når man siger sit navn til en fremmed, ligesom jeg hedder Marina og er syv år.

På børnehjemmet bliver hun beundret af de andre piger.
Og holdt udenfor.
Dukken tager de fra hende.
Men så finder Marina på en leg. På skift bliver pigerne klædt ud som dukke. Dukken ligger stille og kan ikke tale. Bare lytte.
Endelig en nat får Marina lov til at være dukken. (fra bagsiden)

Anmeldelser af Små hænder

[Små hænder] er på samme tid dragende, ækel og uhyggelig på en sært smuk måde. Til tider fortryder jeg, at jeg har læst bogen, for den har sneget sig helt ind i den fjerneste hjernekrog med sin uhygge. Og så alligevel er der noget pirrende ved den bizarre fortælling om 7-årige Marina, der mister sin far og mor i en bilulykke, men selv overlever og kommer på børnehjem.”
Læs hele anmeldelsen på Bogrummet

“Små hænder udforsker gråzonen mellem barnlig uskyld og ondskabsfuldhed, og Andrés Barba er skræmmende god til at sætte ord på det virvar af forvirrede følelser, som Marina og de andre børn gennemlever, men som de ikke selv er i stand til at verbalisere; følelser, som foruroligende hurtigt kan slå over i voldelig, grænseoverskridende adfærd.”
Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden

“Små hænder kan uden problemer læses som en gyser med langsomt tiltagende ubehag på børnehjemmet. Men mere end det, er det som en litterær skildring af, hvordan store følelser som sorg, (u)skyld og kærlighed sammenfiltres og kompliceres af hinanden, at bogen rigtig kommer til sin ret.”
Læs hele anmeldelsen på LitteraturNu

Om Små hænder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Skjødt Forlag, 96 sider
Omslag: Leo Scherfig
Originaltitel: Las manos pequeñas, 2008
Oversætter: Ane-Grethe Østergaard

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
The Girl Next Door af Jack Ketchum
I gode hænder af Christian Mørk
Thornhill af Pam Smy

Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisAlle de andre er åndssvage er en humoristisk fortælling for de +9-årige om Gilbert, der bare ikke gider at høre efter. Han synes, alle de andre er åndssvage, og kan ikke forstå hvorfor han altid skal rette sig efter andres regler.

Men en dag finder Gilbert nogle mærkelig briller i en grøftekant. Da han tager dem på, snurrer det underligt i hans hoved, og pludselig ser alting omkring ham anderledes ud. Smilende folk ligner monstre, og det går op for Gilbert, at hele verden er fyldt af skiderikker i forklædning. Så i virkeligheden ville verden være bedre, hvis bare det var Gilbert der bestemte – eller måske alligevel ikke…

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg synes, Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier. Ikke mindst er jeg vild med hans Necrodemic-saga. Men han er også forfatter til en del børnebøger, og så er han en fantastisk illustrator.

Historien om drengen Gilbert, der er træt af, at det aldrig er ham, der bestemmer, er herlig – og lidt uhyggelig. Sproget er direkte og letforståeligt, og billedsiden veksler mellem ren idyl og frådende monstre. Når Gilbert tager brillerne på, ser han vrangsiden af virkeligheden, hvor høfligheden er skrællet væk og ID’et viser sine inderste hemmeligheder.

Først bliver Gilbert forskrækket. Så føler han sig forstærket i sin overbevisning om, at han ved bedst. Men til sidst må han se i øjnene, at alle har ubehagelige sider, og at det måske ikke er så vigtigt ALTID at have ret.

Alle de andre er åndssvage er en rigtig fin historie, som forældre godt kan få en snak med deres børn om. Men har man ikke børn, eller er man som jeg laaaangt over de +9 år, så kan jeg anbefale den alene for illustrationerne. De er simpelthen ikke til at stå for.

 

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisUddrag:

– Jamen, hvorfor er det altid flertallet, der skal bestemme? spørger Gilbert. Hvorfor er det aldrig mig, der bliver spurgt!

– Sådan gør man altså ikke, svarer læreren og begynder at gå mod boldbanen. Vi lever i et demokrati, hvor det gælder om at gøre flest muligt glade.

– Ja, det kan godt være, mumler Gilbert gnavent. Men jeg er ikke De Fleste, og hvem har bestemt, at flertallet altid har ret? (side 7)

Om Alle de andre er åndssvage:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 68 sider
Illustrationer: Patrick Leis

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Dræbersvin af Morten Dürr

Dræbersvin af Morten Dürr

Hvis du tror, at grise er dumme og kun glæder sig til at blive bacon på morgenbordet – så vil Dræbersvin få dig på andre tanker …

Onkel Torben har en svinefarm. Det er dog svært at få den til at løbe rundt, så Torben køber noget forbudt foder til grisene, så de vokser hurtigere.

Kort efter kommer Thor og Freja på ferie sammen med to af Thors venner, Jonas og Alexander. De glæder sig til alletiders ferie, og sådan starter det også. Men om natten hører Torben mærkelige lyde ovre fra stalden. Han skynder sig derover – for at opdage at noget har dræbt fem svin i en bås. Men hvad? Og har det noget med det forbudte foder at gøre?

Dræbersvin af Morten Dürr hører til serien Sort Chok, og det var min 12-årige nevø, der anbefalede mig den. Han kan nemlig lide et godt gys, og det får vi i Dræbersvin. Historien er fuld af action, fortalt i et lettilgængeligt sprog, og Erik Petri står for de bloddryppende illustrationer, der passer perfekt til fortællingen.

Jeg har tidligere læst Øksemorderens kranium i samme serie, og kan bestemt også anbefale Dræbersvin. Dog skal man være opmærksom på, at Morten Dürr ikke er bleg for at smide godt med splatter ind, og at ikke alle personerne overlever.

For de lidt mere garvede gyserfans +10 år.

Uddrag fra bogen:

Torben afsikrede sit haglgevær. Det puslede i buskadset. Endnu et skrig. Denne gang tættere på. Og pludselig fik han øje på det. Monstret. Det havde sort pels og faldt i ét med natten. Man kunne kun se små rødglødende øjne, der svævede ildevarslende i mørket. Torben kastede geværet til skulderen og skød. Skuddet ramte rent. Monsteret hylede. Men det faldt ikke. Dyret løb direkte hen mod Torben, alt imens det skreg. Et skrig så skingert, at det overdøvede det næste skud. Hans sidste skud.

Torben vågnede op på sofaen, svedig og forvirret. Stearinlysene var næsten brændt ned. Fjernsynet stod og flimrede. Lyden var dæmpet for ikke at vække børnene. Men filmen var kedelig. Derfor var han faldet i søvn. Torben slukkede for apparatet.

Stilhed.

Han sad stille og lyttede lidt. Ingen lyde ovenfra. Børnene sov. Et sært ubehag sad i kroppen. Han havde drømt, men allerede glemt drømmen. Noget med en skov …

Men med ét kom drømmens billeder tilbage. For pludselig hørte han skriget. Skriget fra drømmen. Han blev kold over hele kroppen. Dér. Der lød skriget igen. Et panisk skrig. Det kom fra grisestalden.” (s. 20-21)

Om Dræbersvin:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Alinea, 85 sider
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

Vampyren i 7A og andre sorte chok (2014)
Dræbersvin (2012)
Dæmonen fra Notre Dame (2012)
En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Læs også:

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Vild med blod af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Vampyrens kød og blod (R.I.P 3) af Lasse Bo Andersen

Vampyrens kød og blod af Lasse Bo AndersenSommerferien i Krejlby udvikler sig alt andet end kedeligt for Rasmus, der ellers havde forberedt sig på den værste ferie EVER.

Krejlbys kirkegård hærges af hærværk. Rasmus finder sammen med sin fætter Philip, nabopigen Isabella og den sære romadreng Bozidar ud af, at nogen forsøger at vække en vampyr til live, der i generationer har ligget begravet her. De tre venner er overbeviste om, at baronen fra Krejlby gods er ansvarlig for hærværket, men bind tre Vampyrens kød og blod afslører nye overraskelser.

Man skulle næsten ikke tro, at det var muligt, men Lasse Bo Andersen sætter tempoet endnu et nyk op her i tredje del af R.I.P.-trilogien. Vores unge helte er blevet delt i to grupper, og ved at krydsklippe mellem skiftevis Rasmus og Philip og Isabella og Bozidar, forstærkes spændingen til det yderste.

Der er fuldfed action for den +9-årige målgruppe, når vennerne slås mod horder af zombie-vampyrer, og dramaet udvikler sig, da de opdager, at vampyrtjeneren slet ikke er den, de troede. Heldigvis giver vores unge helte ikke lige op, og mon ikke det ender med, at Krejlby bliver reddet?

Vampyrens kød og blod er ligesom de to første bind i serien fyldt med action og uhygge fortalt i et let forståeligt sprog. Det er underholdende og lidt klamt, og jeg er sikker på, at seriens unge målgruppe vil elske R.I.P. Selvom jeg er voksen, hyggede jeg i hvert fald vældig under læsningen.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

– For helvede, det vrimler jo med de zombie-vampyrer! Philips ansigt var kridhvidt. Han stirrede med vidtåbne øjne. Rasmus var klistret ind i mudder. Han rystede over hele kroppen. Sværdet i hans hånd dirrede.

De var begge skræmt fra vid og sans. Lige for øjnene af dem var deres værste mareridt pludselig blevet til virkelighed. Vejen på den anden side af hækken var fyldt med levende døde.

Rasmus underlæbe bævede. 
– Se, hviskede han. – De har alle sammen mundene syet sammen. (side 9)

Om Vampyrens kød og blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Den forsvundne vampyr (R.I.P. 2) af Lasse Bo Andersen

Den forsvundne vampyr af Lasse Bo Andersen

Rasmus var sikker på, at det ville blive den værste sommerferie EVER, da hans fætter Philip uventet kom på besøg i første bind, Vampyrjægernes klub, i Lasse Bo Andersens nyeste serie R.I.P.

Men sjældent har Rasmus taget så meget fejl. Det viser sig nemlig, at der ligger en vampyr begravet på Krejlby kirkegård, og Rasmus og Philip begynder sammen med nabopigen Isabella at undersøge sagen, da kirkegården pludselig rammes af hærværk.

Her i bind to, Den forsvundne vampyr, har trioen fundet ud af, at der er noget skummelt med baronen på Krejlby Gods. De beslutter sig for at tjekke ham ud, og lister sig ind på slottet. Her opdager de baronen i fuld gang med at messe på et uforståeligt sprog. Men han opdager dem og jager dem bort med sine hunde.

For at finde ud af hvad baronen har gang i, opsøger børnene vikaren Leif, der i første omgang fortalte Isabella om den gamle dagbog i bind et. Han fortæller videre på historien om baronens oldefar, og det går op for Rasmus, Philip og Isabella, at sagen er langt mere alvorlig, end de troede. Det er nemlig ikke bare vampyren på kirkegården, som snart genopstår, med mindre de bremser baronen. Hele Krejlby er fyldt begravede med vampyrer. Og selvom børnene får hjælp af den mystiske romadreng Bozidar, er oddsene ikke gode.

Den forsvundne vampyr er anden del i LBAs vampyr-trilogi for de +9-årige, og handlingen fortsætter lige, hvor bind et slutter. Det kan derfor anbefales at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge.

Tempoet er næsten endnu højere her i bind to, hvor de tre venner har slået sig sammen med Bozidar for at stoppe vampyrerne. Vores unge helte går fra den ene dramatiske situation til den anden, så læseren konstant sidder med hjertet i halsen. Teksten er letlæst og sat i korte, læsevenlige kapitler, men LBA formår alligevel at lade uhyggen sive ud fra siderne. Og så er slutningen på Den forsvundne vampyr noget af en cliffhanger, så jeg venter spændt på at få fingrene i Vampyrens kød og blod.

Tak til forlaget Tekstogtegning.dk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Den forsvundne vampyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-serien:

Vampyrens kød og blod
Den forsvundne vampyr
Vampyrjægernes klub

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo AndersenEn gammel dagbog. En begravet vampyr. En sommerferie der pludselig udvikler sig alt andet end kedeligt…

Rasmus bor alene med sin mor i den lille by Krejlby. Her sker aldrig noget, og da hans bedste ven, Viggo, ovenikøbet tager på ferie med sine forældre og efterlader Rasmus alene, er han overbevist om, at det bliver den værste sommerferie EVER! Den frygt forøges, da hans mor fortæller, at de skal have Rasmus’ fætter Philip på besøg, for Philip er en arrogant blæremås, der synes Krejlby er et dødssygt sted at bo.

Men da drengene hører om et omfattende hærværk på den lokale kirkegård og beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd, begynder der at ske ting og sager. Ikke mindst da de støder ind i nabopigen Isabella, som kan fortælle dem et og andet om byens historie. En gammel dagbog beretter nemlig, at der ligger en vampyr begravet i Krejlby. Og Isabella er overbevist om, at hærværket på kirkegården hænger sammen med vampyren.

Vampyrjægernes klub er første del i den nye trilogi R.I.P. af Lasse Bo Andersen. Serien er rettet mod de +9 årige, og jeg må sige, at historien tegner rigtig godt.

Indledningsvis får vi et smugkig i den føromtalte dagbog fra 1858, som straks fra start af slår en uhyggelig stemning an. I nutiden møder vi så Rasmus, Isabella og Philip, og introduceres også for den mystiske romadreng, Bozidar, der pludselig dukker op i Krejlby. Der lægges med andre ord an til både spænding og uhygge i plottet, som helt sikkert vil fange de unge læseres opmærksomhed.

LBA skriver et letforståeligt sprog, ligesom historien er opdelt i overkommelige kapitler for de lidt mindre øvede læsere. Det læsevenlige format gør dog ikke underholdningsværdien mindre, og selvom jeg er voksen, har jeg såmænd også fået ‘blod på tanden’ efter at læse de følgende bind.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Vampyrjægernes klub:

Udgivelsesår: 27.09.2018
Forlag: Tekst & Tegning, 80 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Også anmeldt på Bogrummet.dk