Indlæg tagget med ‘børn’

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Ja tak. Dødens dal er andet bind i trilogien om Randall Morgan, og den fortsætter i samme overbevisende stil, og efterlader endnu en gang læseren i en tilstand af chokeret vantro.

Jeg var ubetinget glad for Udhængt, hvor Randall Morgan efter et skriveophold vender tilbage til civilisationen, blot for at opdage at den er kollapset, mens han var væk. De overlevende er stort set forvandlet til tomme hylstre, og resten bliver forsøgt udryddet af landets politi. Det lykkes dog Randall sammen med broderen Tommy og teenageren David at finde sønnen Billy, som sammen med en masse andre børn befinder sig på Newcrest Memorial Hospital i en nærmest katatonisk tilstand.

I begyndelsen af Dødens dal er der gået lidt over et år, siden Randall reddede Billy fra hospitalet. Billy sidder stadig i kørestol og har svært ved at tale, men Randall er forhåbningsfuld. De bor på Tommys gård sammen med David, og livet er ved at finde en ny normal. Små samfund af overlevende popper op, og selvom man stadig passer på politiet, er truslen fra dem aftagende.

Så da David ønsker at flytte sammen med kæresten Rose i det nærliggende samfund San Hiva, indvilliger Randall med det samme. Men på selve dagen for flytningen gør de et grusomt fund, der truer håbet om en fredelig fremtid. Hvad det end var, der inficerede samfundet for godt et år siden, er her stadig.

Dødens dal er top underholdende fra start til slut og ender med noget af en mavepuster.

Den indledende prolog giver os et hint om, at noget forfærdeligt er sket igen, samtidig med at vi kort får repeteret handlingen fra første bind, uden at det føles påklistret. Herefter springer handlingen tre måneder tilbage i tiden, og som hjælpeløse passagerer følger vi katastrofen udrulle sig skridt for foruroligende skridt. Det er effektivt, grumt og underholdende på den onde måde, som jeg holder meget af.

Jeg kaldte første bind i Udhængt for topklasse horror af internationalt format, og det kan jeg blot gentage. Per Jacobsen skriver med en ubesværethed, der får handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne. Siderne vender nærmest sig selv, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, før jeg nåede sidste side. Nogen vil måske indvende, at historien ikke er eksperimenterende eller intellektuel nok. Men ind i mellem er det fedt at se en Hollywood Blockbuster, og bare lade sig opsluge af oplevelsen. Sådan havde jeg det under læsningen af Dødens dal, og for mig er det noget af det bedste i verden, når en bog bliver levende og verden omkring mig forsvinder.

Er du til gys uden garantier, så grib fat i Udhængt og Dødens dal. Serien kan varmt anbefales.

Uddrag af bogen:

Lyden af klokken trængte ikke øjeblikkeligt igennem til Randalls bevidsthed. Tværtimod sneg den sig i første omgang ind og blev til en del af det mareridt, der fik ham til at vende og dreje sig uroligt i sengen den nat. Og de fleste andre nætter.

Mareridtene var sjældent helt ens, men der var to elementer, som hans underbevidsthed altid sørgede for at reservere en plads til.

Det ene var foredragssalen på Newcrest Memorial Hospital, hvor han havde fundet Billy og de andre kidnappede børn. Det andet var politibetjenten; den kæmpestore mand, som havde kylet Randall frem og tilbage over den regnvåde asfalt på Hovedvej 55, for derefter at forsøge at klynge ham op i en lygtepæl. (side 29)

Om Dødens dal:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Humblebooks, 300 sider
Omslag: Per Jacobsen

Læs også:

Udhængt af Per Jacobsen
Samlerne af Michael Kamp
Desperation af Stephen King
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Jagtmarken af Patrick Leis
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Micki 19.50 af Christian Reslow

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 - mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Dag 0 er første bind i fantasy-serien Mørkehav for børn/unge fra +10 år.

Ved et uheld bliver teenageren Lasse, hans lillesøster og tre andre venner låst inde i en bunker ved den jyske vestkyst. I bunkeren oplever de et voldsomt lysglimt, og da det endelig lykkes dem at bryde ud og vende hjem til Klitmøller, er alt forandret. De er alene.

Sammen drager de af sted for at finde deres familier og svaret på, hvad der er sket. Men rejsen udvikler sig hurtigt til at blive et hæsblæsende kapløb med tiden, og hver eneste dag bliver en kamp for overlevelse. (forlagets beskrivelse)

Bibliotekernes lektørudtalelse beskriver Dag 0 med ordene: “[…] den hæsblæsende start på en planlagt fantasyserie. Det er en velskrevet og medrivende fortælling fra første side. Rigtig flot og fængende forside, som nok skal fange læserens blik. Og så da i øvrigt fedt, at den foregår i Danmark.”

Jeg kan kun være enig. Selvom her er tale om en børne/ungdoms-serie, er handlingen spændende, personerne vedkommende og slutningen noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

“Skal vi gå derind?” spørger Elli forventningsfuldt og ser på mig med store øjne. Det går op for mig, at hun synes, det hele er spændende og nervepirrende på samme måde som spøgelseshuset i et tivoli eller en actionfilm, hun ikke er helt gammel nok til at se. Spændende på den ufarlige måde. Jeg har lyst til at råbe til hende, at det er en kæmpe fejl, at vi er gået herned, og at jeg ikke aner, hvordan vi skal komme ud derfra.

I stedet for at råbe puster jeg højlydt ud og siger: “Nej, gu’ skal vi ej gå derind.” Jeg strammer grebet om hendes hånd og vender mig rundt mod de andre. “Nu ringer vi efter hjælp!” siger jeg og ser i retning af Lea. “Hvad er koden til din telefon?”

“Nej, for fanden, lad os lige tjekke, hvad der er derinde,” protesterer Storm og maser sig forbi mig. Inden jeg når at reagere, er han i gang med at trække skydedøren til side.

Et enormt rabalder lyder inde fra den anden side af døren. Gulvet ryster under os, og jeg løfter instinktivt Elli op og drejer mig væk. Flere brag dundrer gennem gangen, som om noget stort og tungt bliver ved med at vælte ned højt oppefra. Hurtigt løber vi alle væk fra døren. Lea skriger, Anders skriger. Vi skriger alle, mens vi flygter tilbage mod det forreste rum. Jeg drejer hovedet for at se, om gangen falder sammen om os, men jeg kan ikke se andet end mørke. Snart runder vi det skarpe hjørne, og lidt efter nærmest kaster jeg Elli gennem den smalle åbning og følger selv efter. Sekundet efter kravler vi op over sanddyngen og triller ned på den anden siden oven i hinanden. Jeg finder døren ud til trappen og slår og skubber på den. Den er lige så lukket som for lidt siden. (side 21)

Bloggerne skriver:

Forestilling om Paradis:
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kim Fupz’ ”De gale”, mens jeg læste ”Mørkehav”. Præmissen er ikke helt den samme, men følelsen af magtesløshed og usikkerhed om hvad der egentlig er sket med dem man elsker, er den samme. Samtidig er det fedt med en dystopisk fortælling der foregår i Danmark, så man har nemt ved at forestille sig landskabet. (Læs hele anmeldelsen her)

Sofies Bogverden:
Denne bog er både mystisk, spændende og med fart over feltet og jeg var vild med det! Sproget var nemt for mig at følge med i og siderne læste nærmest sig selv. Selvom jeg har læst bogen fra start til slut, føler mig på ingen måde mere afklaret end da jeg startede. Tværtimod har jeg så mange flere spørgsmål som jeg utålmodigt venter på at få svar på. Bogen kan jo ikke slutte som den gjorde. HIT MED NÆSTE BOG. (Læs hele anmeldelsen her)

Benedictes Bogblog:
Da jeg begyndte på bogen blev jeg med det samme fanget af spændingen og vores hovedperson Lasse, og kunne slet ikke slippe bogen igen. Inden jeg så mig om var jeg færdig, og sikke en slutning! Jeg venter utålmodigt på en fortsættelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Om Dag 0 – mørkehav:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Straarup & Co., 247 sider
Omslag: Mette Breth

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
De døde vågner af Line Kyed Knudsen
Julefandens hævn af Patrick Leis
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Dead World af Bo Sejer
Passagen af Simon Stålenhag
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen

Jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger. I Natteræd har han alliereret sig med forfatter Peter Adolphsen, der indleder med en kort, men effektiv historie.

Forlagets beskrivelse:

Natteræd. Når dit mareridt er så levende at du ikke længere kan skelne drøm fra virkelighed.

John Kenn Mortensen har samlet sine mest ekstreme monstertegninger; tegninger, der handler om mareridtet, dets væsen og væsner. I ledtog med Peter Adolphsen har han komponeret en nattesymfoni, hvor den stakkels læser kan dvæle rædselsslagen i uhyggens nådesløse skær.

John Kenn Mortensen er international anerkendt monsterskaber og illustrator. Herudover har han skrevet blandt andre De utilpassede og Små onde svin. Om den sidste skrev Information: “megauhyggelig socialrealisme.“

Peter Adolphsen havde i 1996 sit gennembrud med Små historier; filosofiske og mystiske kortprosatekster, der parrer det hverdagslige med det mystiske. Små historier 3 udkom i år og nu kan du også læse en spritny af slagsen i Natteræd.

Anmelderne skriver:

Torben Rølmer Bille fra Kulturkapellet:
Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? (Læs hele anmeldelsen)

Rune Christiansen fra Litteratursiden:
Med ’Natteræd’ tager John Kenn Mortensen os med på en visuel rejse ind i de mareridt, hvor monstrene venter os. Bogen indledes med en kort, grotesk historie af Peter Adolphsen og består derfra af en række håndtegnede illustrationer, der én for én fremstiller et mareridtscenarie med barnets møde med nattens skabninger som udgangspunkt. Illustrationerne har ingen fortællermæssig sammenhæng – andet end den uhygge, der gennemvæder hver og én af dem – men de fanger på smukkeste vis den følelse, jeg selv havde som barn, hvor man stirrer ind i mørket af frygt for, hvad der stirrer tilbage. […] jeg kan ærgre mig over, at der ikke følges op på Peter Adolphsens fortælling i starten. Der er noget tiltalende ved kombinationen af Adolphsens groteske fortælling og Mortensens morbide illustrationer. I ’Natteræd’ bliver det kun til en smagsprøve, som desværre går lidt i glemmebogen, og som læser savnede jeg en tilbagevenden til den korte fortælling. (Læs hele anmeldelsen)

Bjarne Jensen fra Bogrummet:
Der findes mig bekendt ikke en kur mod natteræd, eller natteskræk, kald det hvad du vil, kært barn har mange navne, men kuren er i hvert fald ikke John Kenn Mortensens billedbog, Natteræd, og den er ej heller for små børn! Kun store børn som undertegnede. […] Bogen er tilpas fyldt med billeder, men jeg ville ønske, den havde været i større format, det fortjener mange af illustrationerne i hvert fald. Det kunne også have været godt med nogle få kommentarer til tegningerne, som han nogen gange bruger på Instagram. Måske lidt mere baggrundsstof om ideen bag illustrationerne, så betragteren ikke kommer alt for meget på overarbejde, med at greje budskabet. (Læs hele anmeldelsen)

Om Natteræd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: John Kenn Mortensen
Historie: Peter Adolphsen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Gigant af Rune Ryberg
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Passagen af Simon Stålenhaag

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann