Indlæg tagget med ‘børn’

Med døden til følge af Lars Daneskov

Med døden til følge af Lars Daneskov

Jeg har ikke læst noget af Lars Daneskov tidligere og har mest forbundet ham med humoristiske børnebøger. Det er Med døden til følge ikke. I stedet er her tale om en følsom og velskrevet roman om kærlighed, tab og savn, og om hvor galt det kan gå, hvis sorgen tager overhånd.

Fra bogens bagside:
Den døde drengs værelse ligger på første sal for enden af gangen. Når Liva har venner på besøg, er det altid det, de vil se. Det var der hendes storebror Victor boede, og bag den lukkede dør ser værelset stadig ud nøjagtig, som det gjorde den dag, han døde for tre år siden. Lige indtil Liva opdager, at nogen har ligget i den redte seng, og Victor samtidig forsvinder fra sig eget klassefoto fra dengang. Victor er ikke blandt dem længere. Men måske er det lige præcis, hvad han er.

Med døden til følge er opdelt i tre overordnede afsnit med hver sin fortæller. Først hører vi Livas historie. Så fortæller Victor om ulykken, mens sidste afsnit afslutter romanen.

Jeg var meget betaget under læsningen, som udover at være en gribende fortælling om en sorgramt familie, også indeholder isnende uhyggelige scener, der får læseren til at kigge sig over skulderen. På biblioteket står bogen i børnebiblioteket, men jeg vil nu varmt anbefale den til voksne også.

Kan man se på et hus, at det sørger, og at murerne er tynget af savn? Kan man se på en lukket hoveddør, at der bag den altid er stille, og der på den anden side af de tunge gardiner kun findes mennesker i tavshed? Kan man se på et hus, at ingen, der bor der, længere griner, og at alle ligger vågne hver aften, hvor for sig, selv når lyset er slukket, og natten tager over? (side 28)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Den dag Victor dør, mister Liva ikke bare sin bror, men hele sin familie og sin egen identitet i én og samme ulykke. Hun kan ikke konkurrere med forældrenes altopslugende sorg, og de evner ikke at se hverken Liva eller livet […] Gysergenren er fuldstændig oplagt og velvalgt i denne fortælling, der – som forlaget også lægger op til – egner sig til de svære samtaler om at miste for både unge og voksne, og som netop rejser det store emne, om man kan tillade sig at leve videre med alt hvad det indebærer, når man har mistet en, man elsker, og hvad der sker, hvis man i stedet glemmer sin nutid og fremtid og går til grunde med det tabte. (Læs hele anmeldelsen)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Det er en gribende og dragende uhyggelig thriller om tab og sorgen ved at miste. Og så er det en spøgelseshistorie som får én til at tænke lidt efter endt læsning

Bogmaerket:
På grund af den meget tragiske og triste handling, som bogen har som omdrejningspunkt, så er gyserelementet virkelig en god måde at bryde op med det tunge. Forfatteren er i den grad lykkedes med at bringe spænding og gys ind i fortællingen uden det bliver for voldsomt. (Læs hele anmeldelsen)

Om Med døden til følge:

Udgivelsesår: 01.09.2022
Forlag: Gutkind, 172 sider
Omslag: Rasmus Funder

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Små hænder af Andrés Barba
Vand til blod af Morten Dürr
Søstre af Daisy Johnson
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Thornhill af Pam Smy
Mulm af Teddy Vork
Skyggelandet af Taichi Yamada

De sultne af Helle Perrier

De sultne af Helle Perrier

En lejrtur løber helt af sporet i De sultne, Helle Perriers nye gyser for de +10 årige.

Vennerne Jakob og Ruben er begge med i skolepatruljen. Som en belønning for deres indsats bliver skolepatruljerne hvert år inviteret på en lejrtur, mens de andre elever må blive tilbage på skolerne. For Jakob er det årets bedste dag! Ikke mindst fordi Rebekka, som han næsten kyssede med sidste år, også er der.

Årets lejrtur bliver holdt i Soldaterhytten, der ligger lige op af et militært øvelsesterræn. Soldaterne skyder løs på den anden side, men så længe børnene bliver på den rigtige side af hegnet, sker der ikke noget.

Eller – det var i hvert fald planen. Allerede den første dag hører Jakob en mærkelig, klagende lyd fra et af værelserne. Da han kigger ind under døren, ser han par ben med et modbydeligt væskende sår på benet. Og pludselig bliver den klagende lyd til ordene KØD KØD KØD KØD.

Men hvem er det, Jakob har set? Er det den samme, som har stjålet lærernes bøffer? Og er det mon smart at tage på natløb, når der er noget åbenlyst galt?

De sultne er en underholdende gyser for de +10 årige, med en historie der blander humor med action og splat. Sproget har et godt flow, og hvert kapitel indledes med Felix Perriers stemningsfulde illustrationer holdt i gråtoner.

Historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs perspektiv, men enkelte kapitler er skrevet i kursiv og har en anden fortæller. Det giver et twist, som er med til at øge spændingen. Et andet greb, der giver uhygge og får historien til at føles helt tæt på, er brugen af lydord. Skrig er ikke bare skrig, men WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAAARGH, hvor endda selve layoutet understøtter lyden.

For garvede gyserfans er plottet i De sultne til dels set før. Senest har jeg læst Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp, der også handler om en lejrskoletur, som ender skidt. Men selve slutningen i De sultne tager en helt uventet drejning, som jeg ikke mindes at være stødt på før, og som i den grad overrasker. Og så fortæller Helle Perrier med masser af energi, så glæden ved genren strømmer ud af siderne.

De sultne er således et rigtig godt bud på en spændende zombiehistorie, som jeg er sikker på, at målgruppen vil fortære med stor fornøjelse.

Uddrag af bogen

“Jø… Jø… Jørgen?” stammer Philip. Han ser spørgende på Jakob og skubber sine briller op med pegefingeren.

Jakob vil råbe, at Philip skal stikke af. At Jørgen er farlig, men ordene sidder fast i halsen.

I det samme griber Jørgen fat i Philips arm. Jørgen knurrer ikke længere. I stedet taler han. Det er, som om han skændes med en usynlig udgave af sig selv.

“Nej, du må ikke … Men hans lugt … Hans kød. NEJ! Jo. KØD! KØD! KØD!”

De små, kolde fingre, der dansede op og ned ad Jakobs rygrad, har forplantet kulden til resten af hans krop. Selv om alt indeni ham råber og skriger, at han skal se at komme helvedes langt væk, kan han ikke bevæge en eneste muskel.

Jørgen krænger nakken bagover. Han åbner munden og brøler. WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAARGH!

Philip udstøder et vræl og trækker i sin arm. Det er allerede for sent. Philip spræller, men Jørgen giver ikke slip. I stedet begraver han tænderne i Philips skulder og trækker en mundfuld kød af. Blodet sprøjter straks ud over Philips tøj.

“Løøøøøøøb!” råber Ruben.

Lyden af Rubens stemme får varmen tilbage i Jakobs ben. De lystrer igen. Jakob styrter afsted sammen med de andre, mens to ting fylder hans tanker:

Han har lige set sin gamle, sløve sløjdlærer bide en luns af Philip fra 6. b.
Rebekka holder ham af en eller anden årsag i hånden. (side 44-45)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De sultne:

Udgivelsesår: 10.10.2022
Forlag: Krabat, 177 sider
Omslag og illustrationer: Felix Perrier
Lix: 22

Læs også:

I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Udød af Ruben Greis
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Voks af Michael Kousgaard
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri
Ved verdens ende af C.C. Thybro

Pige A af Abigail Dean

Pige A af Abigail Dean

I 2018 lykkedes det den 17-årige Jordan Turpin at undslippe sine forældres hus i Californien og tilkalde politiet. Sammen med sine 12 søskende var hun blevet holdt indespærret, sultet og lænket i årevis (læs mere her). Om Abigail Dean har været inspireret af sagen, ved jeg ikke, men historien om Pige A tager udgangspunkt i lignende forfærdelige omstændigheder.

Romanen fortælles af Lex Gracie, en succesfuld advokat i New York. På overfladen en succes, men i sin tid blev hun kendt som Pige A – pigen der slap ud. Sammen med sine søskende blev hun holdt indespærret af sine forældre i årevis, mens faren gled længere og længere ind i sit religiøse paranoide vanvid.

Nu er moren død efter mange år i fængsel, og Lex er blevet udpeget som eksekutor for boet. Udover en sum penge har børnene også arvet familiens hus, der aldrig blev solgt. Vi følger Lex, mens hun opsøger de forskellige søskende for at afgøre, hvad der skal ske med huset. Samtidig hører vi om fortiden, og hvordan det er gået børnene, efter de blev fjernet fra huset. Hvordan man lever efter at have overlevet helvede.

Hvem af os er ikke blevet draget af de grusomme historier om børn, der gennem år har været indespærrede i afsidesliggende huse og kældre, er blevet afstraffet og frarøvet deres vigtigste barne-og ungdomsår og pludselig en dag bryder ud og nærmest dukker op af ingenting. Medierne svælger oftest i det, der er gået forud, i alle rædslerne og urimelighederne, mens en mur af velmenende voksne sidenhen sørger for, at ofrene får fred til at fortsætte deres liv i frihed, og derfor hører den sultne offentlighed sjældent fortsættelsen. Den har den engelske forfatter Abigail Dean imidlertid sørget for, at vi kan få en luns af. I den psykologiske spændingsroman »Pige A«, der er hendes stærke debut, giver hun et fiktionaliseret og spændingsmættet bud på, hvordan livet efterfølgende udspiller sig for en flok søskende, der i årevis har været holdt bag lås og slå og i den sidste tid sågar i lænker.” (Berlingske tidende, 2021-10-01)

Pige A er Abigail Deans debut, og jeg var meget berørt under læsningen. Lex’ historie fortælles troværdigt og indlevende uden at svælge i grusomhederne.

Opbygningen med spring frem og tilbage i tiden, og med Lex som fortæller og deraf følgende subjektivitet, er blændende lavet. Som læser skal vi hele tiden huske, at Lex’ måske ikke er objektivt troværdig, for hun kender kun historien fra sin side. Efterhånden som vi kommer ind i bogen, hører vi også mere om de andre børn og deres overlevelsesmekanismer, og det er barsk læsning. For den voksne Lex har strategien været aldrig at se sig tilbage. Hun har intet haft med moderen at gøre siden, og da hendes psykolog på et tidspunkt forsøger at få hende til at se nærmere på hvorfor faren gjorde som han gjorde, nægter hun.

Trods deres grusomheder overfor børnene og trods Lex’ afvisning af dem, fremstilles forældrene ikke som bevidst onde. De gør helt klart modbydelige ting, men der ligger andet end ren ondskab bag deres handlinger, og det gør Pige A tankevækkende på et andet niveau end andre mere sensationslystne thrillers.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den form for mishandling kan finde sted, uden at omgivelserne reagerer. Men det er desværre hverken ren fiktion, eller noget der kun sker i udlandet. Tænk blot på Tøndersagen der kom frem i medierne i 2005 (læs mere her). For nyligt udgav den ældste af pigerne en bog, hvor hun fortæller om sin manglende barndom, og hvordan hun alligevel har valgt livet til. Jeg tror ikke, at jeg kan læse den. Abigail Deans fiktive bud er rigelig barsk til mig.

Uddrag af bogen:

Sidst jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden, som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. (side 19)

Om Pige A:

Udgivelsesår: 10.09.2021
Forlag: Gad, 383 sider
Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie
Originaltitel: Girl A
Oversætter: Claus Bech

Indhold:
1. Lex (Pige A)
2. Ethan (Dreng A)
3. Delilah (Pige B)
4. Gabriel (Dreng B)
5. Noah (Dreng D)
6. Evie (Pige C)

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Carrie af Stephen King
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Sorte Sally af John Kenn Mortensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Harpiks af Ane Riel
En morders død af Rupert Thomson
Hydra af Matt Wesolowski

Udhængt III: Den sidste dråbe af Per Jacobsen

Udhængt III: Den sidste dråbe af Per Jacobsen

Den sidste dråbe sætter punktum i trilogien Udhængt, der har været en af de mest nervepirrende serier, jeg længe har læst.

Hovedpersonen Randall Morgan var forfatter, da verden kollapsede omkring ham i bind et. Efter et skriveophold i en isoleret hytte vendte han tilbage til en verden, hvor børnene var forsvundet, og politiet slog alle ihjel, der ikke er ‘blanke’.

I bind to lykkedes det Randall at finde sin forsvundne søn, Billy, og sammen med Randalls bror Tommy og teenageren David flyttede de ind på en afsidesliggende gård. En ny hverdag indfandt sig, men bedst som alt åndede ro, ramte katastrofen atter.

Her i det afsluttende bind, Den sidste dråbe, er Randall og David atter på farten. Hvor det i begyndelsen var politiet, de overlevende skulle tage sig i agt for, kommer truslen nu fra børnene, og her spiller Billy en særlig rolle. Randall vil dog gøre alt for at redde sin søn, så han og David er på vej til et militært forskningscenter i Maryland i håbet om, at forskerne kan finde et middel til at bekæmpe det, der har inficeret børnene. Men er en fars kærlighed nok?

Det har været noget af en rutsjebanetur at læse Udhængt. Hvert bind har været fyldt med overraskende twists, og Per Jacobsen lider bestemt ikke af sentimentalitet over for sine personer. Der har ikke været garanti for noget undervejs – andet end en høj spændingskurve og masser af underholdning.

Og det er ikke blot selve historiens tempo, der har været højt. Der er kun gået 11 måneder fra første bind udkom, til jeg nu sidder med Den sidste dråbe i hånden. Det er ret imponerende. Især fordi hvert bind fremstår gennemarbejdet og plottet generelt sammenhængende.

Det er ikke alle spørgsmål, vi får svar på, men det gør ikke noget. Det er et vilkår i horrorgenren. Dog går det lige hurtigt nok til sidst for at få trådene knyttet. Det skal nu ikke trække fra i det overordnede indtryk, af en serie der nærmest læser sig selv. Jeg forstår godt, at den engelske udgave, Strung, indtog førstepladsen på Amazons bestsellerliste for postapokalyptisk scifi.

Er du til actionfyldt, usentimentalt scifi horror fortalt i et højt tempo og med konstante plottwists? Så læs serien Udhængt. Den er 100% underholdende, og læsningen føles nærmest som at se en film for sit indre øje.

Uddrag af bogen:

Det er samme blege hånd som før – den med bøjlestangshåndleddet – og det går op for ham, at det er den eneste, han har set. At hendes anden hånd har befundet sig omme bag hendes ryg hele tiden.

Næppe har denne erkendelse ramt ham, før pigen springer op og udstøder et afsindigt skrig, hvorefter hun kaster sig hen imod ham.

Hendes hånd er ikke skjult bag ryggen længere. Det er kniven heller ikke.

Det ligner en hobbykniv, men han kan ikke være 100% sikker, for hun svinger den så hurtigt og febrilsk fra side til side, at den danner et halvgennemsigtigt, gult uendelighedstegn i luften foran hende.

I sidste sekund når han at løfte skruenøglen op foran sig, så hobbykniven rammer den og ikke pulsåren i hans lår.

Sammenstødet med skruenøglens metal får hobbyknivens blad til at knække af og flyve ind mellem tøjstativerne, hvor den rammer gulvet med et klink.

Forsinkelsen er dog ganske kortvarig, for pigen tøver ikke med at skubbe skydeknappen op, så en frisk klinge dukker frem for enden af skæftet.

“Stop nu, for Guds skyld,” forsøger han. “Jeg vil ikke gøre dig noget.”

Det nytter ikke noget. Hendes krop får hende til at ligne en pige på ti, måske elleve år, men hadet i hendes øjne er så intenst og så dybt, at det må have krævet meget længere tid at udvikle. (side 28-29)

Om Den sidste dråbe:

Udgivelsesår: 01.09.2022
Forlag: Humblebooks, 303 sider
Omslag: Per Jacobsen

Udhængt trilogien:

Udhængt, 2021
Udhængt II: Dødens dal, 2022
Udhængt III: Den sidste dråbe, 2022

Læs også:

Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad
Jagtmarken af Patrick Leis
Kold karantæne af David Koepp
Pulp Horror Fiction / red. Lars Grill Nielsen
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Ja tak. Dødens dal er andet bind i trilogien om Randall Morgan, og den fortsætter i samme overbevisende stil, og efterlader endnu en gang læseren i en tilstand af chokeret vantro.

Jeg var ubetinget glad for Udhængt, hvor Randall Morgan efter et skriveophold vender tilbage til civilisationen, blot for at opdage at den er kollapset, mens han var væk. De overlevende er stort set forvandlet til tomme hylstre, og resten bliver forsøgt udryddet af landets politi. Det lykkes dog Randall sammen med broderen Tommy og teenageren David at finde sønnen Billy, som sammen med en masse andre børn befinder sig på Newcrest Memorial Hospital i en nærmest katatonisk tilstand.

I begyndelsen af Dødens dal er der gået lidt over et år, siden Randall reddede Billy fra hospitalet. Billy sidder stadig i kørestol og har svært ved at tale, men Randall er forhåbningsfuld. De bor på Tommys gård sammen med David, og livet er ved at finde en ny normal. Små samfund af overlevende popper op, og selvom man stadig passer på politiet, er truslen fra dem aftagende.

Så da David ønsker at flytte sammen med kæresten Rose i det nærliggende samfund San Hiva, indvilliger Randall med det samme. Men på selve dagen for flytningen gør de et grusomt fund, der truer håbet om en fredelig fremtid. Hvad det end var, der inficerede samfundet for godt et år siden, er her stadig.

Dødens dal er top underholdende fra start til slut og ender med noget af en mavepuster.

Den indledende prolog giver os et hint om, at noget forfærdeligt er sket igen, samtidig med at vi kort får repeteret handlingen fra første bind, uden at det føles påklistret. Herefter springer handlingen tre måneder tilbage i tiden, og som hjælpeløse passagerer følger vi katastrofen udrulle sig skridt for foruroligende skridt. Det er effektivt, grumt og underholdende på den onde måde, som jeg holder meget af.

Jeg kaldte første bind i Udhængt for topklasse horror af internationalt format, og det kan jeg blot gentage. Per Jacobsen skriver med en ubesværethed, der får handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne. Siderne vender nærmest sig selv, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, før jeg nåede sidste side. Nogen vil måske indvende, at historien ikke er eksperimenterende eller intellektuel nok. Men ind i mellem er det fedt at se en Hollywood Blockbuster, og bare lade sig opsluge af oplevelsen. Sådan havde jeg det under læsningen af Dødens dal, og for mig er det noget af det bedste i verden, når en bog bliver levende og verden omkring mig forsvinder.

Er du til gys uden garantier, så grib fat i Udhængt og Dødens dal. Serien kan varmt anbefales.

Uddrag af bogen:

Lyden af klokken trængte ikke øjeblikkeligt igennem til Randalls bevidsthed. Tværtimod sneg den sig i første omgang ind og blev til en del af det mareridt, der fik ham til at vende og dreje sig uroligt i sengen den nat. Og de fleste andre nætter.

Mareridtene var sjældent helt ens, men der var to elementer, som hans underbevidsthed altid sørgede for at reservere en plads til.

Det ene var foredragssalen på Newcrest Memorial Hospital, hvor han havde fundet Billy og de andre kidnappede børn. Det andet var politibetjenten; den kæmpestore mand, som havde kylet Randall frem og tilbage over den regnvåde asfalt på Hovedvej 55, for derefter at forsøge at klynge ham op i en lygtepæl. (side 29)

Om Dødens dal:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Humblebooks, 300 sider
Omslag: Per Jacobsen

Læs også:

Udhængt af Per Jacobsen
Samlerne af Michael Kamp
Desperation af Stephen King
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Jagtmarken af Patrick Leis
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Micki 19.50 af Christian Reslow

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside