august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘børn’

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam

Tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed, venskab – og zombier

Zam er en ganske almindelig dreng. Hver dag står han op, siger farvel til sin familie og går i skole, og efter skolen går han over i parken og hygger sig med at kigge på mennesker og egern, indtil han går hjem til sin familie igen om aftenen. Bortset fra at Zam slet ikke er en almindelig dreng. Han er nemlig en zombie, og selvom han er en klog og dygtig zombie, går det alligevel galt i skolen en dag, da hans evige plageånd driller ham med det forkerte én gang for meget.

Jesper Wung-Sung har skrevet en række fremragende ungdomsromaner, og ‘Zam’ føjer sig smukt til rækken.

I romanen er zombier en naturlig del af samfundet. De bor som familier i ghetto-områder, men enkelte arbejder eller går i skole som Zam.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om, at zombierne er integreret i samfundet. Bl.a. er Zams veninde Sofie’s politiker-far meget imod zombierne, og gennem romanen bliver hans forslag til at adskille de to befolkningsgrupper mere og mere radikale, fra Z-mærkning hvor zombierne skal bære et stort Z tydeligt på tøjet, til oprettelse af lejre hvor zombierne kan gemmes af vejen under kummerlige forhold. Og det er ikke kun politikerne, der er imod zombierne. Selvtægtsbevægelsen Blå Himmel jagter og dræber zombier, først i det skjulte men siden på åben gade midt om dagen.

Midt i alt dette forsøger Zam at leve sit liv så normalt så muligt. Han vil gerne huske noget af sit liv, fra før han blev en zombie, og han prøver ihærdigt på at gøre sin familie mere menneskelige, selvom de hovedsageligt lever for at spise (råt kød) og se tv-serier, der foregår på hospitaler (for her er der ofte blod).

Historien om Zam er en fin og endda til tider rørende fortælling om at være anderledes og forsøge at passe ind, der samtidig rammer lige midt ned i tidens flygtninge- og migrant-debat. Jesper Wung-Sung trækker tråde til både nazisterne og Ku Klux Klan på zombie-modstandernes side, og selvom Zam rent faktisk overfalder og zombificerer en dreng fra klassen – godt nok stærkt provokeret – så får man alligevel ondt af ham, fordi han så gerne vil være en almindelig dreng, men ikke hører til hos hverken mennesker eller zombier.

Wung-Sung smider også referencer ind til både H. C. Andersen og Astrid Lindgren,  ligesom George A. Romero får en hilsen med på vejen. Zam holder nemlig vældig meget af at være i byens indkøbscenter, fordi lyset er så underligt, at alle andre også bliver blege og trætte at se på.

‘Zam’ er ikke en bloddryppende action fortælling, men en tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed og venskab, som endda kommer i en særdeles flot indpakning med illustrationer af fantastiske John Kenn Mortensen og et gennemført layout hvor der bogstaveligt talt er taget en bogbid.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk
ISBN-13: 9788763840095
Sideantal: 169
Forlag: Høst & Søn

 

Harpiks af Ane Riel

harpiks_ane_rielAne Riel modtog i 2013 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for ”Slagteren i Liseleje”. Her i weekenden modtog hun så Kriminalakademiets Harald Mogensen Pris for bedste danske krimi/spænding for sin anden roman “Harpiks”, som dermed også nomineres til Skandinavisk Kriminalselskabs fælles nordiske pris Glasnøglen. Endelig er “Harpiks” også er nomineret til DR Romanprisen, der kåres d. 4. juni på Dokk1 i Århus, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har gode chancer for at hive begge priser hjem.

“Harpiks” er ikke en horror-roman. Det er heller ikke hverken en krimi eller en spændingsroman, som man normalt kender dem. Men det er en både ufattelig og fremragende fortælling, som fik mig til at undres, gyse og endog knibe en tåre under læsningen.

På den lille ø kaldet Hovedet lever pigen Liv et isoleret liv sammen med sine forældre, Maria og Jens. Hjemmet er fyldt med kærlighed – og med ting! For Jens har svært ved at smide ting ud, og med årene har samlermanien taget overhånd, så hvert et hjørne og hver en krog i huset og i gårdens øvrige bygninger er fyldt med ting. Og mens omgivelserne flyder over, svulmer Maria ligeledes op og bliver tykkere og tykkere, indtil hun ikke længere kan bevæge sig ud af sengen i soveværelset på første sal.

Men Liv er lykkelig. Hun elsker sin far, som tager hende med ud i skoven og på tyvetogter i byen, når natten falder på. Og hun elsker sin mor, som lærer hende at læse og spiser småkager, som er  rystet og knækket for at ryste kalorierne ud af dem.

Alligevel er Liv godt klar over, at ikke alt er helt som det skal være, og da en dame pludselig kommer på besøg, bliver tingene pludselig meget værre. Damen viser sig at være Livs farmor, og hendes besøg roder op i minderne fra dengang Liv var en lille baby, og hun stadig havde sin bror Carl. Minder som Maria og Jens ellers troede var gemt væk, men som nu dukker op til overfladen med nærmest ubærlige følger.

Ane Riel skriver forrygende og med et sympatisk blik for sine skæve personer. Hun skifter mellem jeg-fortælleren Liv og en alvidende fortæller-stemme, så vi både får overblik over historiens reelle begivenheder, men også et indblik i de følelser og følgevirkninger begivenhederne har for romanens personer. Vi er helt tæt på Jens’ stigende paranoia og Marias langsomme forfald, mens pigen Liv fremstår smerteligt tydelig i sin uskyldige barnlige naivitet og alligevel med en viden, som intet barn bør bære.

“Harpiks” er en fortælling om barnets ubrydelige loyalitet overfor forældrene uanset omkostningerne; om kærlighed så stor, at alene tanken om at miste det elskede er ubærlig; og om hvordan angsten for at miste kan drive et menneske fra forstanden og få det til at gøre ubegribelige gerninger i kærlighedens navn.

Det er en grusom roman. En smuk roman. Og en roman man ikke må snyde sig selv for, selvom den til tider gør ondt dybt ind i sjælen. Læs den …

Besøg Ane Riels hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN-13: 9788779737624
Sideantal: 256
Forlag: Tiderne Skifter

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

Ghoul : Graveyard Herd 2 af Bjarne Nordberg Pedersen

GhoulI 2014 udkom første bind i serien Graveyard Herd af Bjarne Nordberg Pedersen. Det var romanen “Lich”, om drengen Rasmus der roder sig ud i noget sort magi og vækkelse af de døde.

Her i bind to er hovedpersonen pigen Annika. Hun er lige flyttet til en ny by og skal starte i sin nye klasse. Men første skoledag bliver et sandt mareridt. Hun bliver mobbet fra første sekund og bliver både involveret i et indbrud på skolen og vandalisering af pigetoilettet. I panik stikker hun af fra skolen, men hjemme er der ingen trøst at hente. Og hvorfor er det lige, at hun er så vild med faderens specielle kød-krydderi?

Gravyard Herd bøgerne er skrevet til unge fra ca. 12 år, og stilen er en blanding af humor og hæsblæsende action. Der er masser af splat og ikke så meget eftertænksomhed, og selvom det er en ungdomsbog, så synes jeg måske alligevel, at handlingen til tider bliver for meget kliché, f.eks. forløbet af Annikas første skoledag.

Til gengæld kan jeg godt lide idéen bag serien, hvor hvert bind introducerer et nyt væsen, og hvor den traditionelle skelen mellem de gode og de onde delvist nedbrydes, fordi hovedpersonerne – i Annikas tilfælde uforskyldt – forvandles til væsener, som normalt betragtes som skurke i genren.

Letbenet underholdning der passer fint til målgruppen.

Udgivelsesår: 2015
Illustrationer: Morten Sjøgreen

Læs mere på forlaget Mellemgaards hjemmeside

The Babadook

The BabadookI en lang periode har jeg ikke fået set særlig mange gyserfilm, men forleden læste jeg et indlæg på Skræk og Rædsel, som bl.a. nævnte The Babadook, og da jeg samme dag faldt over den på Netflix, ja så fik jeg taget mig sammen. Og heldigvis, for The Babadook er efter min mening en fremragende film.

Amelia er alene med sønnen Samuel efter sin mands død i en trafikulykke. Samuel plages af drømme om monstre, og da Amelia en aften læser en godnathistorie fra en bog om Babadook, bliver Samuels besættelse endnu værre.

The Babadook er en velfortalt og skræmmende fortælling om en mor og søn med alvorlige problemer. Amelia er aldrig kommet sig over sin mands død, og Samuel føler sig skyldig og savner samtidig sin far, som han aldrig nåede at få et forhold til. Selvom de to elsker hinanden, er hjemmet fyldt med skygger og fortielser, som sammen med Samuels absurde opførsel, der skaber problemer i skolen og i samværet med andre, langsomt presser Amelia ud over kanten.

Det er skønt at se en gyser, som ikke forfalder til “jump scares” (som Skræk og Rædsel Søren kalder det). I stedet opbygger instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kent en stemning af intens rædsel, som stille og roligt sniger sig ind på én, så jeg pludselig sad med dunkende hjerte og opdagede, at jeg faktisk var lidt bange for skyggerne i hjørnerne.

Historien bygger på kortfilmen Monster fra 2005, som også er instrueret af Jennifer Kent. The Babadook er hendes debut som spillefilms-instruktør, og jeg synes, hun gør det fremragende. Essie Davis er fantastisk i rollen som den kærlige, men skrøbelige mor, der langsomt bryder sammen, ligesom Noah Wiseman overrasker yderst positiv som Samuel. Han formår at undgå klichéen om drengen, der er bange for monstret under sengen, og viser i stedet imponerende skuespil.

Personligt holder jeg meget af horrorfilm, hvor det psykologiske aspekt er det vigtigste. Jeg synes, det er langt mere skræmmende, når man er i tvivl om, hvorvidt Babadook er et virkeligt monster, og det udfører Jennifer Kent perfekt. Som A. O. Scott skriver i sin anmeldelse i New York Times: “The brilliance of “The Babadook,” beyond Ms. Kent’s skillful deployment of the tried-and-true visual and aural techniques of movie horror, lies in its interlocking ambiguities. For a long time, you’re not sure if the Babadook is a supernatural or a psychological phenomenon. Once you’ve started to figure that out — or to decide that you’re too freaked out for it to matter — another, more disturbing question starts to arise. Maybe the monster is all in someone’s head, but if so, whose? Sam’s? Amelia’s? Yours?”

Babadook_tegningEndelig var jeg også vild med udgangspunktet for historien, bogen om Babadook, hvis illustrationer nok kan give mig væmmelige drømme i fremtiden, selvom her “blot” er tale om stregtegninger.

Om filmen:

Premiere: 2014
Instruktør: Jennifer Kent

Se mere på IMDB

Doktor Søvn af Stephen King

DSI 1977 skrev Stephen King romanen The Shining om drengen Danny med de særlige evner, og her knap 40 år efter udgiver han nu fortsættelsen Doktor Søvn.

Danny er blevet voksen, og plages stadig af mareridt om Hotel Overlook, hvor hans far døde, og hvor både han selv om moren var tæt på at blive slået ihjel. Han har også stadig sine syner og fornemmelser, men gør sit bedste for at holde dem nede med stoffer og alkohol.

Samtidig flakker han fra by til by og job til job og er godt på vej til at drikke sig ihjel, indtil særligt én episode får ham til at stoppe op og overveje, om han behøver at leve sådan resten af livet. Tilfældet får ham til at ende i den lille by Fraizer, hvor han slår sig ned og begynder hos AA og langsomt skaber sig en tilværelse.

Sideløbende med Dannys historie hører vi om pigen Abra, der ligesom han har særlige evner. Allerede som spæd får hun en forudanelse om terrorangrebene d. 11. september 2001, og hendes evner ender ikke her. Men efterhånden som hun bliver ældre, bliver hun bedre til at skjule dem for sine forældre, så de ikke er nervøse for hende.

Men en dag opdager hun en efterlysning på en forsvunden dreng, som hun har haft syner om, og nu kan hun ikke skjule sig mere. Dem, der står bag drengens forsvinden, har nemlig fået øje på hende, og de er meget interesseret i hendes særlige evner.

Herefter flettes Danny, Abra og De Sande Forbundnes skæbner sammen frem til afslutningen, der trækker tråde tilbage til The Shining.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville sammenligne de to romaner, eller i det hele taget tænke på at Doktor Søvn var en fortsættelse, og ud fra den forudsætning var Doktor Søvn en udmærket roman et stykke hen ad vejen. Jeg blev holdt fanget af plottet, og jeg blev også grebet af Dannys kamp mod misbruget og minderne fra barndommen.

Idéen med De Sande Forbundne som et broderskab, der rejser rundt på Amerikas veje og kidnapper og myrder børn, var som sådan også rigtig god. Men Kings forsøg på at portrættere dem som en slags vampyrer, der suger livsessensen ud af børnene, fejler i mine øjne. Det bliver simpelthen aldrig rigtig uhyggeligt, og med Abras overlegne kræfter kom jeg heller aldrig i tvivl om, hvorvidt hun ville klare sig. Dermed fuser slutningen ud i sandet, og resultatet ender lidt skuffende og meget langt fra den grusomme King fra tidligere, som ikke havde det fjerneste imod at lade sine hovedpersoner lide eller ligefrem dø.

Doktor Søvn er ikke en dårlig roman. Den er velskrevet og velfortalt med fantastiske personportrætter og et godt indblik i familierelationer. Men den mangler den grundlæggende uhygge, som King ellers er fabelagtig til at fremmane, og derfor hører den bare ikke til blandt Kings bedste romaner efter min mening.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Hr. Ferdinand, 545 sider

Også omtalt på Bogrummet.dk

Gravslægt – skeletter i skabet 4 af Nicole Boyle Rødtnes

gravslægtJeg har læst alle tre foregående bind i serien med stor fornøjelse, så det var med spænding, at jeg begyndte på bind 4. Ville Rødtnes kunne bevare tempoet og samtidig få knyttet alle løse ender på en troværdig måde, eller ville historien om Davie ende skuffende og usammenhængende? Det spørgsmål kan heldigvis besvares med dette citat fra en tidligere anmeldelse: “Underholdning i topklasse for både unge og voksne!”

I bind 3 svigtede Adamo sin aftale med Devon og de andre dødsbørn, og nu har de overtaget Zantora. Davie befinder sig igen midt i begivenhedernes centrum, for Devon bruger ham som dobbeltgænger. Det er en farlig tjans, da Zantoras borgere er bestemt ikke tilfredse med dødsbørnenes overtagelse af byen, og en modstandsbevægelse opstår.

Davie holdes fanget, men det lykkes ham at overtale Devon til at lade ham møde sine forældre. Her fortæller Davies far, at sagnet om Gravslægten måske kan være vejen til at vinde Zantora tilbage fra dødsbørnene. Men før Davie finder ud af, hvad sagnet går ud på, bliver mødet afbrudt af Devons højre hånd, Malcolm, der hader Davie og alle andre “almindelige” mennesker.

Da Statshuset brænder ned, flytter dødsbørnene ind i Davies gamle hus, og her lykkes det for Davie sammen med slægtsskelettet at finde på en plan, så han kan undslippe. Men knap er han sluppet bort fra dødsbørnene, før han bliver fanget af modstandsbevægelsen, som styres af ingen ringere end Adamo. Og denne gang har Adamo ikke tænkt sig at lade Davie slippe væk…

Som i de første bind er der tempo og underholdning fra side et. Efter min mening er Rødtnes serie helt på højde med både “Dragens øjne” af Stephen King og “Dystopia” af Dennis Jürgensen. Hun har skabt et troværdigt og spændende univers fyldt med interessante personer, som hele tiden kastes ud i nye udfordringer, og man kan som læser ikke være sikker på, hvem der klarer sig, for Rødtnes er ikke sentimental. Samtidig forstår hun at lade sine personer udvikle sig undervejs, så den Davie, vi møder her i bind 4, har udviklet sig meget, siden vi første gang mødte ham i bind 1.

Det er muligt, at “Skeletter i skabet” er en børne-/ungdomsserie, men jeg kan på det varmeste anbefale den til voksne også. Jeg har følt mig top-underholdt hele vejen igennem, og Rødtnes slutter serien i samme høje tempo og med samme sikkerhed, som resten af bøgerne er skrevet i. Læs dem …

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Skeletter i skabets hjemmeside

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist

Lille stjerneJohn Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner bevæger sig ind over grænsen til horror.

Lille stjerne starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver lille pige en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, så møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

Lille stjerne er en voldsom og samtidig lavmælt fortalt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser.

Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at lille pige har en helt anden tilgang til verden end andre.

Lille stjerne ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst. Den er yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

Selvom den overnaturlige horror ikke er særligt fremherskende denne gang, er Lille stjerne så absolut alligevel værd at gribe fat i. Sjældent har jeg læst så barsk og vedkommende en roman med så grum en slutning.

John Ajvide Lindqvist udgav i 2007 den fremragende socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, som siden er blevet filmatiseret med stor succes både i Sverige og USA. Året efter kom zombiromanen Håndtering af udøde, og på dansk er også kommet Menneskehavn i 2010.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Lilla Stjärna (2010)
Omslag: Jens Magnusson/Imperiet

Også omtalt på Litteratursiden

Drengen der slog ihjel af Simon Lelic

Knugende psykologisk thriller om mord, skyld og samfundets reaktion.

Da den 12-årige Felicity forsvinder og efter 4 uger bliver fundet, mishandlet og dræbt, er lokalsamfundet i oprør. Værre bliver det, da gerningsmanden viser sig at være den jævnaldrende Daniel Blake. I offentlighedens øjne er han ondskaben selv, og ønsket om at han skal straffes er overvældende.

Alligevel har provins advokaten Leo Curtice ikke til fulde forstået, hvilken virkning det vil få på hans liv, da han påtager sig Daniel Blake-sagen. I første omgang ser han kun hvilken gevinst, det vil blive for hans karriere, da sagen er garanteret en masse medieomtale. Senere bliver det dog et oprigtigt ønske for ham, at finde ud af hvorfor? Og ad den vej forsøge at hjælpe sin unge klient.

Efterhånden går det dog op for Leo, at det ikke kun er ham, som har påtaget sig sagen. Også hans kone og 15-årige datter, som går på samme skole som ofret, bliver involveret. De ønsker begge, at han frasiger sig sagen, og ser Daniel som et monster – ligesom resten af byen. Leos kone forstår slet ikke, at han kan forsvare Daniel, når de selv har en datter!

Alligevel forstår Leo ikke situationens alvor, selv da trusselsbreve begynder at dukke op, og først da det er for sent, går de fulde konsekvenser op for ham.

I 1993 blev England rystet i sin grundvold, da den kun 2-årige James Bulger blev tortureret myrdet af to 11-årige drenge, efter at de havde kidnappet ham i et indkøbscenter, hvor han var ude at handle med sin mor. Efterfølgende er der blevet skrevet en række bøger inspireret af sagen, bl.a. Pat Barkers Over grænsen fra 2001, og i 2007 udkom filmen Boy A.

Også Simon Lelic har fundet inspiration i Bulger-sagen i sin roman Drengen der slog ihjel. Men hvor de andre historier i høj grad har fokuseret på drengene som slog ihjel og prøvet at forklare, hvordan en sådan grusomhed kunne finde sted, så retter Lelic blikket mod forsvareren og dennes familie, og prøver at se på hvilke konsekvenser sådan en sag har for de udenforstående, som involveres.

Det virker meget stærkt og troværdigt, og som læser kan man ikke undgå at blive berørt. Det er så let at rette sit had mod nogen – selv en dreng på 12 år – når vedkommende har begået et grusomt mord på en lille uskyldig pige. Men kan man med rette dømme en 12-årig efter en voksen domstol? (i England kan børn på 10 år blive dømt som voksne, idet de anses for at være gamle nok til at kende forskel på ”bad behaviour and serious wrongdoing”).

Lelic skriver flydende og ligetil. Man bliver straks fanget ind af historien, som springer lidt i tid og sted, og både fortæller fra Leos synspunkt og fra hans kones. Jeg synes, det er en spændende disposition at vælge forsvareren som udgangspunkt for fortællingen, og netop fordi Leo ikke er ubetinget idealist fra starten af, virker historien så meget desto stærkere.

Drengen der slog ihjel er ikke den sædvanlige thriller, hvor man på sin vis nyder de makabre mord og glæder sig over morderens endeligt. Det er en mere mørk og til tider trøstesløs fortælling, som ikke kan undgå at påvirke læseren på grund af sit sørgelige udgangspunkt. Men det er også en vedkommende og meget læseværdig roman, som jeg på det stærkeste kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaltitel: The Boy Who
Omslag: Stoltze Design

Læs mere:

James Bulger sagen på Wikipedia
Besøg Simon Lelics hjemmeside
Besøg forlaget Punktums hjemmeside

The Woman in Black (1989)

The Woman in Black, 1989Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at The Woman in Black var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-udgaven af The Woman in Black følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning – en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af The Woman in Black, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Om filmen:

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen