december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘børn’

Julefandens hævn af Patrick Leis

JuleFandens hævn af Patrick LeisDet er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …

Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”

Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.

Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.

Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.

Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.

JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.

Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!

Om JuleFandens Hævn:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis

Tidskisten af Andri Snær Magnason

TidskistenTidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes både af børn og voksne.

Tidskisten var lidt af en overraskelse at læse. Dels troede jeg før læsningen, at her var tale om en ren science fiction roman, men Andri Snær Magnason blander genren med eventyret. Dels var det ikke gået op for mig, at det er en børnebog. Det varede dog ikke mange sider, før jeg overgav mig fuldstændig til Andri Snær Magnasons prisbelønnede roman.

Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax’s fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.

Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket.

Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina den evige prinsesse, datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.

Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.

Her er som sagt tale om et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer romanen flere lag. Tidskisten udkom f.eks. i 2013, lige i kølvandet på den store økonomiske krise hvor den islandske krone mistede 80% i forhold til euroen. Efterfølgende blev den nyvalgte regering sat til at arbejde for en ny forfatning, men den har i flere år nu stået i stampe, uden at befolkningen har kæmpet mere for den. Man kunne fristes til at sige, at befolkningen er gået i dvale igen, efter at økonomien atter er på ret køl.

Et andet eksempel er fortællingens navne. Kong Dimons navn kan f.eks. føres tilbage til Njals Saga, hvori en række slag fandt sted ved landmærket Dìmon under bosættelsen af Island. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer (excel regneark). Og Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, betyder på oldgræsk ‘hele verden’ og er også betegnelsen for superkontinentet som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen.

Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer. Helt oplagt er naturligvis Snehvide, den smukke prinsesse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, der ligger i sin glaskiste og venter på sit kærlighedskys.

Andri Snær Magnason, som udover forfatter også er debattør og miljøaktivist, fortæller i et interview til Information, hvordan hans bøger altid er påvirket, af det han foretager sig. Bøgerne rummer stærke metaforer for nutidens dagsordener, og i Tidskisten bruger han f.eks. myternes metaforer til at pege på, at det kan have enorme konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe på, at andre løser de problemer, man selv har skabt.

Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek.

Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesdato: 15. november 2016
Originaltitel: Tímakistan
Forlag: Tiderne Skifter, 262 sider

Læs også Mod Spor’s fine anmeldelse

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp

Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp“Bedemandens hemmelighed” er første bind i Michael Kamps serie for børn, “Nekromathias”, og det er en forrygende start.

13-årige Mathias er en ganske almindelig dreng, som lever et ganske almindeligt liv. Indtil hans farfar Poul en dag beder ham hjælpe i butikken. Farfaren er bedemand, og Mathias skal hjælpe ham med at våge over den afdøde fru Pedersen. I starten er det lidt spændende, men snart bliver Mathias træt og søvnig. Men så vågner fru Pedersen pludselig op.

Det viser sig, at det at være bedemand ikke er helt så fredeligt som Mathias troede. Langt de fleste mennesker bliver nemlig til gengangere, når de dør, med mindre der udføres et ritual over dem. Bedemændene tilhører en hemmelig orden af vogtere, som kender til ritualet og sørger for, at grænsen mellem de levende og de døde ikke bliver overtrådt.

En nat snart efter har farfar Poul igen brug for Mathias’ hjælp, og denne gang er problemet ikke en tandløs gammel dame…

Michael Kamp vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2015 med sin roman “Samlerne“. Selvom flere af hans tidligere udgivelser er blevet placeret på ungdomshylden på biblioteket, har han i mine øjne klart skrevet til voksne. Serien “Nekromathias” er dog skrevet til børn, og også det klarer Kamp fint.

“Bedemandens hemmelighed” er både sjov og lidt uhyggelig, og understøttes fremragende af Kent Overby Stücks fine (og lidt klamme) sort/hvide illustrationer, der af uvisse årsager minder mig om filmen “Ghostbusters”.  Målgruppen er måske nok børn fra 10 år, men jeg glæder mig nu alligevel til at læse de næste bind også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Kent Overby Stück
ISBN: 978-87-588-1801-6
Sider: 116
Forlag: Tellerup

Mareridtsfabrikken og andre rædsler af John Kenn Mortensen

Mareridtsfabrikken_forsideIngen andre kan tegne monstre som John Kenn Mortensen, og i “Mareridtsfabrikken” lader han sine monstre følges af korte rim, som skiftevis får læseren til at trække på smilebåndet eller tage hænderne for øjnene.

Illustrationerne er som altid helt i top, mens enkelte af rimene halter lidt. Det ødelægger dog på ingen måde det overordnede indtryk af en flot og lækker udgivelse, hvor der også er kælet for bogens fysiske detaljer.

Bogen er holdt i sort/hvide toner med enkelte røde farveglimt, og hver tegning indeholder et hav af detaljer, så man også skal huske at kigge grundigt på de sorte sider.

Læs anmeldelsen på Nummer 9

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forside: John Kenn Mortensen
ISBN-13: 9788711514351
Sideantal: 100
Forlag: Carlsen

Zam af Jesper Wung-Sung

Zam

Tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed, venskab – og zombier

Zam er en ganske almindelig dreng. Hver dag står han op, siger farvel til sin familie og går i skole, og efter skolen går han over i parken og hygger sig med at kigge på mennesker og egern, indtil han går hjem til sin familie igen om aftenen. Bortset fra at Zam slet ikke er en almindelig dreng. Han er nemlig en zombie, og selvom han er en klog og dygtig zombie, går det alligevel galt i skolen en dag, da hans evige plageånd driller ham med det forkerte én gang for meget.

Jesper Wung-Sung har skrevet en række fremragende ungdomsromaner, og ‘Zam’ føjer sig smukt til rækken.

I romanen er zombier en naturlig del af samfundet. De bor som familier i ghetto-områder, men enkelte arbejder eller går i skole som Zam.

Det er dog ikke alle, som bryder sig om, at zombierne er integreret i samfundet. Bl.a. er Zams veninde Sofie’s politiker-far meget imod zombierne, og gennem romanen bliver hans forslag til at adskille de to befolkningsgrupper mere og mere radikale, fra Z-mærkning hvor zombierne skal bære et stort Z tydeligt på tøjet, til oprettelse af lejre hvor zombierne kan gemmes af vejen under kummerlige forhold. Og det er ikke kun politikerne, der er imod zombierne. Selvtægtsbevægelsen Blå Himmel jagter og dræber zombier, først i det skjulte men siden på åben gade midt om dagen.

Midt i alt dette forsøger Zam at leve sit liv så normalt så muligt. Han vil gerne huske noget af sit liv, fra før han blev en zombie, og han prøver ihærdigt på at gøre sin familie mere menneskelige, selvom de hovedsageligt lever for at spise (råt kød) og se tv-serier, der foregår på hospitaler (for her er der ofte blod).

Historien om Zam er en fin og endda til tider rørende fortælling om at være anderledes og forsøge at passe ind, der samtidig rammer lige midt ned i tidens flygtninge- og migrant-debat. Jesper Wung-Sung trækker tråde til både nazisterne og Ku Klux Klan på zombie-modstandernes side, og selvom Zam rent faktisk overfalder og zombificerer en dreng fra klassen – godt nok stærkt provokeret – så får man alligevel ondt af ham, fordi han så gerne vil være en almindelig dreng, men ikke hører til hos hverken mennesker eller zombier.

Wung-Sung smider også referencer ind til både H. C. Andersen og Astrid Lindgren,  ligesom George A. Romero får en hilsen med på vejen. Zam holder nemlig vældig meget af at være i byens indkøbscenter, fordi lyset er så underligt, at alle andre også bliver blege og trætte at se på.

‘Zam’ er ikke en bloddryppende action fortælling, men en tankevækkende og mørk roman om identitet, ensomhed og venskab, som endda kommer i en særdeles flot indpakning med illustrationer af fantastiske John Kenn Mortensen og et gennemført layout hvor der bogstaveligt talt er taget en bogbid.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk
ISBN-13: 9788763840095
Sideantal: 169
Forlag: Høst & Søn

 

Harpiks af Ane Riel

harpiks_ane_rielAne Riel modtog i 2013 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for ”Slagteren i Liseleje”. Her i weekenden modtog hun så Kriminalakademiets Harald Mogensen Pris for bedste danske krimi/spænding for sin anden roman “Harpiks”, som dermed også nomineres til Skandinavisk Kriminalselskabs fælles nordiske pris Glasnøglen. Endelig er “Harpiks” også er nomineret til DR Romanprisen, der kåres d. 4. juni på Dokk1 i Århus, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har gode chancer for at hive begge priser hjem.

“Harpiks” er ikke en horror-roman. Det er heller ikke hverken en krimi eller en spændingsroman, som man normalt kender dem. Men det er en både ufattelig og fremragende fortælling, som fik mig til at undres, gyse og endog knibe en tåre under læsningen.

På den lille ø kaldet Hovedet lever pigen Liv et isoleret liv sammen med sine forældre, Maria og Jens. Hjemmet er fyldt med kærlighed – og med ting! For Jens har svært ved at smide ting ud, og med årene har samlermanien taget overhånd, så hvert et hjørne og hver en krog i huset og i gårdens øvrige bygninger er fyldt med ting. Og mens omgivelserne flyder over, svulmer Maria ligeledes op og bliver tykkere og tykkere, indtil hun ikke længere kan bevæge sig ud af sengen i soveværelset på første sal.

Men Liv er lykkelig. Hun elsker sin far, som tager hende med ud i skoven og på tyvetogter i byen, når natten falder på. Og hun elsker sin mor, som lærer hende at læse og spiser småkager, som er  rystet og knækket for at ryste kalorierne ud af dem.

Alligevel er Liv godt klar over, at ikke alt er helt som det skal være, og da en dame pludselig kommer på besøg, bliver tingene pludselig meget værre. Damen viser sig at være Livs farmor, og hendes besøg roder op i minderne fra dengang Liv var en lille baby, og hun stadig havde sin bror Carl. Minder som Maria og Jens ellers troede var gemt væk, men som nu dukker op til overfladen med nærmest ubærlige følger.

Ane Riel skriver forrygende og med et sympatisk blik for sine skæve personer. Hun skifter mellem jeg-fortælleren Liv og en alvidende fortæller-stemme, så vi både får overblik over historiens reelle begivenheder, men også et indblik i de følelser og følgevirkninger begivenhederne har for romanens personer. Vi er helt tæt på Jens’ stigende paranoia og Marias langsomme forfald, mens pigen Liv fremstår smerteligt tydelig i sin uskyldige barnlige naivitet og alligevel med en viden, som intet barn bør bære.

“Harpiks” er en fortælling om barnets ubrydelige loyalitet overfor forældrene uanset omkostningerne; om kærlighed så stor, at alene tanken om at miste det elskede er ubærlig; og om hvordan angsten for at miste kan drive et menneske fra forstanden og få det til at gøre ubegribelige gerninger i kærlighedens navn.

Det er en grusom roman. En smuk roman. Og en roman man ikke må snyde sig selv for, selvom den til tider gør ondt dybt ind i sjælen. Læs den …

Besøg Ane Riels hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN-13: 9788779737624
Sideantal: 256
Forlag: Tiderne Skifter

Enders strategi af Orson Scott Card

enders-strategiJorden har brug for en helt. Er en 6-årig dreng svaret?

Det må være mindst 20 år siden, at jeg første gang læste Enders strategi, og den gang var jeg vild med den og læste den flere gange. Derfor var jeg lidt spændt på, om historien stadigvæk kunne begejstre mig, da jeg genlæste den. Det kunne den heldigvis.

Denne nye udgave af Enders strategi har et udvidet forord, hvor forfatteren Orson Scott Card fortæller lidt om baggrunden for at skrive romanen og kommer ind på nogle af de reaktioner, han efterfølgende har fået fra læserne. For mig var det rigtigt interessant læsning og gav et yderligere indblik i både Ender, men også i lærernes handlinger og reaktioner i romanen. Man kan dog sagtens følge med i romanen uden at have læst forordet.

Menneskene har været tæt på at tabe krigen mod Summerne, en insektlignende race som har forsøgt at invadere jorden med voldsomme ødelæggelser og store tab af menneskeliv til følge. For at forhindre Summerne i nogensinde at angribe menneskeheden igen har man startet et militærprogram. Her udvælges de mest intelligente børn i en ung alder og sendes til Kampskolen, hvor de uddannes til officerer. Håbet er at sende en flåde ud til Summernes planet og overvinde dem der.

Romanen udspiller sig 70 år efter angrebene, og hovedpersonen er den kun 6 år gamle Ender. Efter at hans to ældre søskende er dumpet til programmet, bliver Ender optaget og sendes til Kampskolen, hvor han sammen med de andre udvalgte børn skal gennemgå en hård træning. Lærerne har dog helt særlige planer for Ender, som de har store forhåbninger til. Men kan de forme den helt, de har brug for, eller vil presset i stedet ødelægge ham?

Enders strategi blev filmatiseret i 2013. Selvom det for så vidt er en vellykket filmatisering, synes jeg dog stadig, at romanen er langt bedre. Dels kommer vi mere ind i hovedet på Ender, der trods sin intelligens stadig er en lille dreng, som savner sin familie. Dels hører vi mere om Enders søskende, Peter og Valentine, der har deres helt egen agenda nede på jorden, hvor Peter drømmer om verdensherredømmet.

Bogen er letlæst, sproget flydende og historien fortælles skiftevis fra undervisernes og Enders vinkel.

Selvom romanen for en stor del handler om krig og strategi, er det også en beretning om kærlighed og håb. Orson Scott Card fortæller historien om Ender, som både er barn og geni, med stor indlevelse og forståelse. Men også de kyniske lærere, som virker utroligt brutale i deres uddannelse af Ender, formår han at gøre menneskelige. For hvis menneskehedens overlevelse står på spil, er nogen pris så for høj?

Enders strategi er den første bog i serien om Ender. Da den udkom første gang vandt den både Nebula Award for bedste roman samt Hugo Award ligeledes for bedste roman. Jeg håber, at Bechs Forlag også udgiver de efterfølgende bind.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016/1985
Originaltitel: Ender’s Game
Forlag: Bechs Forlag, 411 sider

Ghoul : Graveyard Herd 2 af Bjarne Nordberg Pedersen

Ghoul : Graveyard Herd 2 af Bjarne Nordberg PedersenI 2014 udkom første bind i serien Graveyard Herd af Bjarne Nordberg Pedersen. Det var romanen Lich, om drengen Rasmus der roder sig ud i noget sort magi og vækkelse af de døde.

Her i bind to Ghoul er hovedpersonen pigen Annika. Hun er lige flyttet til en ny by og skal starte i sin nye klasse. Men første skoledag bliver et sandt mareridt. Hun bliver mobbet fra første sekund og bliver både involveret i et indbrud på skolen og vandalisering af pigetoilettet. I panik stikker hun af fra skolen, men hjemme er der ingen trøst at hente. Og hvorfor er det lige, at hun er så vild med faderens specielle kød-krydderi?

Gravyard Herd bøgerne er skrevet til unge fra ca. 12 år, og stilen er en blanding af humor og hæsblæsende action. Der er masser af splat og ikke så meget eftertænksomhed, og selvom det er en ungdomsbog, så synes jeg måske alligevel, at handlingen til tider bliver for meget kliché, f.eks. forløbet af Annikas første skoledag.

Til gengæld kan jeg godt lide idéen bag serien, hvor hvert bind introducerer et nyt væsen, og hvor den traditionelle skelen mellem de gode og de onde delvist nedbrydes, fordi hovedpersonerne – i Annikas tilfælde uforskyldt – forvandles til væsener, som normalt betragtes som skurke i genren.

Letbenet underholdning der passer fint til målgruppen.

Om Ghoul:

Udgivelsesår: 2015
Illustrationer: Morten Sjøgreen

Læs mere på forlaget Mellemgaards hjemmeside

The Babadook

The BabadookI en lang periode har jeg ikke fået set særlig mange gyserfilm, men forleden læste jeg et indlæg på Skræk og Rædsel, som bl.a. nævnte The Babadook, og da jeg samme dag faldt over den på Netflix, ja så fik jeg taget mig sammen. Og heldigvis, for The Babadook er efter min mening en fremragende film.

Amelia er alene med sønnen Samuel efter sin mands død i en trafikulykke. Samuel plages af drømme om monstre, og da Amelia en aften læser en godnathistorie fra en bog om Babadook, bliver Samuels besættelse endnu værre.

The Babadook er en velfortalt og skræmmende fortælling om en mor og søn med alvorlige problemer. Amelia er aldrig kommet sig over sin mands død, og Samuel føler sig skyldig og savner samtidig sin far, som han aldrig nåede at få et forhold til. Selvom de to elsker hinanden, er hjemmet fyldt med skygger og fortielser, som sammen med Samuels absurde opførsel, der skaber problemer i skolen og i samværet med andre, langsomt presser Amelia ud over kanten.

Det er skønt at se en gyser, som ikke forfalder til “jump scares” (som Skræk og Rædsel Søren kalder det). I stedet opbygger instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kent en stemning af intens rædsel, som stille og roligt sniger sig ind på én, så jeg pludselig sad med dunkende hjerte og opdagede, at jeg faktisk var lidt bange for skyggerne i hjørnerne.

Historien bygger på kortfilmen Monster fra 2005, som også er instrueret af Jennifer Kent. The Babadook er hendes debut som spillefilms-instruktør, og jeg synes, hun gør det fremragende. Essie Davis er fantastisk i rollen som den kærlige, men skrøbelige mor, der langsomt bryder sammen, ligesom Noah Wiseman overrasker yderst positiv som Samuel. Han formår at undgå klichéen om drengen, der er bange for monstret under sengen, og viser i stedet imponerende skuespil.

Personligt holder jeg meget af horrorfilm, hvor det psykologiske aspekt er det vigtigste. Jeg synes, det er langt mere skræmmende, når man er i tvivl om, hvorvidt Babadook er et virkeligt monster, og det udfører Jennifer Kent perfekt. Som A. O. Scott skriver i sin anmeldelse i New York Times: “The brilliance of “The Babadook,” beyond Ms. Kent’s skillful deployment of the tried-and-true visual and aural techniques of movie horror, lies in its interlocking ambiguities. For a long time, you’re not sure if the Babadook is a supernatural or a psychological phenomenon. Once you’ve started to figure that out — or to decide that you’re too freaked out for it to matter — another, more disturbing question starts to arise. Maybe the monster is all in someone’s head, but if so, whose? Sam’s? Amelia’s? Yours?”

Babadook_tegningEndelig var jeg også vild med udgangspunktet for historien, bogen om Babadook, hvis illustrationer nok kan give mig væmmelige drømme i fremtiden, selvom her “blot” er tale om stregtegninger.

Om filmen:

Premiere: 2014
Instruktør: Jennifer Kent

Se mere på IMDB