august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘børnehjem’

Små hænder af Andrés Barba

Små hænder af Andrés Barba“Min far døde på stedet, min mor på hospitalet.”
Marina har lært at sige sætningen uden tristhed, ligesom når man siger sit navn til en fremmed, ligesom jeg hedder Marina og er syv år.

På børnehjemmet bliver hun beundret af de andre piger.
Og holdt udenfor.
Dukken tager de fra hende.
Men så finder Marina på en leg. På skift bliver pigerne klædt ud som dukke. Dukken ligger stille og kan ikke tale. Bare lytte.
Endelig en nat får Marina lov til at være dukken. (fra bagsiden)

Anmeldelser af Små hænder

[Små hænder] er på samme tid dragende, ækel og uhyggelig på en sært smuk måde. Til tider fortryder jeg, at jeg har læst bogen, for den har sneget sig helt ind i den fjerneste hjernekrog med sin uhygge. Og så alligevel er der noget pirrende ved den bizarre fortælling om 7-årige Marina, der mister sin far og mor i en bilulykke, men selv overlever og kommer på børnehjem.”
Læs hele anmeldelsen på Bogrummet

“Små hænder udforsker gråzonen mellem barnlig uskyld og ondskabsfuldhed, og Andrés Barba er skræmmende god til at sætte ord på det virvar af forvirrede følelser, som Marina og de andre børn gennemlever, men som de ikke selv er i stand til at verbalisere; følelser, som foruroligende hurtigt kan slå over i voldelig, grænseoverskridende adfærd.”
Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden

“Små hænder kan uden problemer læses som en gyser med langsomt tiltagende ubehag på børnehjemmet. Men mere end det, er det som en litterær skildring af, hvordan store følelser som sorg, (u)skyld og kærlighed sammenfiltres og kompliceres af hinanden, at bogen rigtig kommer til sin ret.”
Læs hele anmeldelsen på LitteraturNu

Om Små hænder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Skjødt Forlag, 96 sider
Omslag: Leo Scherfig
Originaltitel: Las manos pequeñas, 2008

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
The Girl Next Door af Jack Ketchum
I gode hænder af Christian Mørk
Thornhill af Pam Smy

Thornhill af Pam Smy

Thornhill af Pam SmyI 1982 skriver den forældreløse Mary i sin dagbog på børnehjemmet Thornhill. 35 år senere flytter pigen Ella ind overfor det nu forladte og forfaldne børnehjem. En smuk og grum fortælling om længsel.

I 2017 flytter pigen Ella til Midchester. Fra vinduet i hendes kvistværelse har hun udsigt til en forfalden og afspærret ejendom overfor. Under udpakningen af sine sager får hun øje på en pige ovre i det forladte hus, men da hun går over for at lede efter pigen, er alt lukket og låst. Ella finder dog en gammel og ødelagt dukke, som hun tager med hjem og reparerer for at give den tilbage til pigen.

Sideløbende med Ellas historie følger vi pigen Mary i 1982. Mary har mistet sine forældre og bor nu på børnehjemmet Thornhill. Hun lider af selektiv mutisme, og er mål for de øvrige pigers drillerier. Særligt én pige står bag mobningen, som udføres så elegant, at de voksne aldrig opdager det. I stedet ser også de Mary som en ucharmerende særling. Og imens vokser Marys ensomhed og fortvivlelse.

Jeg blev meget grebet af Thornhill. Her er tale om en både smuk og grum fortælling om længslen efter at høre til og føle sig elsket. Om mobning og omsorgssvigt og bristede håb. På tværs af tid og rum rækker to fortabte sjæle ud efter hinanden, og Pam Smy fortæller deres historie på en helt unik facon.

Historien om Ella og Mary fortælles nemlig i en blanding af tegneserie og roman. Scenerne i 1982 fortælles via dagbogsnotater, mens scenerne i 2017 er tegnede og helt uden ord. Resultatet er overraskende effektivt, og som læser er det interessant at skulle veksle imellem de to formidlingstyper. I starten greb jeg mig i at sjuske lidt med at se på billeddelen af fortællingen, men når jeg så gav mig tid til at nærstudere de stemningsfulde illustrationer, fik jeg pludselig helt nye detaljer med, som føjede dybde og forståelse til fortællingen på en helt ny måde.

Thornhill er måske nok en ungdomsbog, men det bør ikke afholde voksne fra at læse den. For som anmelderen i Nordjyske Stiftstidende skriver:

Pam Smys grafiske roman Thornhill er fantastisk forfærdelig. Den er dyster, den er tragisk og pirrer læseren med sin simple grafiske opsætning, der samtidig åbner for en mystik, som grænser til det gotiske […] Men hvis vi låner den afdøde semiotiker Umberto Ecos begreber, er Thornhill så tilpas en ” åben” tekst, at voksne sagtens kan opleve at blive klogere.

Om Thornhill:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 541 sider
Omslag: Pam Smy

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Alena af Kim W. Andersson
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

House of voices

House of voicesJeg kom til at tænke på Henry James roman Skruen strammes, mens jeg så denne franske film. Jeg har en fornemmelse af, at Pascal Laugier har forsøgt at holde samme balance i House of voices, hvor ånderne der hjemsøger børnehjemmet måske i virkeligheden blot er et produkt af Annas fantasi, ligesom guvernanten i Skruen strammes måske også blot er neurotisk. I hvert fald betød det for mig, at filmen mister pusten en smule, når vi er ca. halvvejs. Dermed ikke sagt at House of voices er en dårlig film. Den er blot ikke så god, som den kunne være.

I 1958 ansættes Anna på børnehjemmet Saint Ange, der er ved at blive lukket ned. Børnene rejser samme dag, som Anna ankommer, og hun skal blive der alene sammen med hushjælpen Helenka og pigen Judith, der ikke er “helt rigtig i hovedet”.

Men selvom børnehjemmet skulle være tomt, føler Anna sig overvåget. Hun bliver mere og mere overbevist om, at noget frygteligt er sket med nogen af børnene, og at de stadig befinder sig bag børnehjemmets mure. Anna overtaler Judith til at droppe sin medicin, for hun er sikker på, at Judith ved mere end det umiddelbart virker til. Og en nat løber begivenhederne løbsk.

Virginie Ledoyen (Backwoods), som spiller Anna, er utrolig smuk, og hun formår at bringe en dybde og troværdighed til sin figur, som er med til at bære hele filmen. Også Lou Doillon er rigtig godt castet som Judith.

Især filmens første halvdel står stærkt. Det forladte børnehjem er en storslået kulisse, og man aner tidligt, at Anna bærer på en mørk fortid. Sidste halvdel forceres lidt efter min mening, og Annas pludselige sammenbrud understøttes ikke helt af historien. Ikke desto mindre var House of voices en okay film, som man sagtens kan se en regnvejrsdag.

Om House of voices:

Instruktør: Pascal Laugier
Udgivelsesår: 2004
Også med titlen “Saint Ange”

Silent night, deadly night

Silent night, deadly nightNu hvor julen står for døren (det mener butikkerne tilsyneladende, selvom vi kun er midt i oktober), bestemte jeg mig for at snuppe en herlig julefilm. Det blev til “Silent night, deadly night”, som helt klart har gode takter, men som pga. sin alder (1984) alligevel ikke blev rigtig skræmmende.

Det er juleaften. Billy er med sine forældre og sin lillebror på besøg på bedstefarens plejehjem. Mens alle de andre er gået, vågner bedstefaren pludselig op og advarer lille Billy mod julemanden. For har man ikke været sød HELE året, så kommer han og straffer én!

På vej hjem fra besøget stopper faren bilen for at hjælpe julemanden, der er kørt i stå med sin bil. Desværre er det ikke en hvilken som helst julemand, der står der. Det er nemlig en psykopat på flugt, og han slår begge forældre ihjel, men de to børn overlever og kommer på et børnehjem drevet af nonner.

Mother superior er af den overbevisning, at Billy intet kan huske fra ulykken, og derfor slår hun hårdt ned på hans “uartighed”, når han tegner døde julemænd og ikke vil sidde på skødet af dem til jul. Hun siger “Straf er nødvendigt!”

Og da Billy som stor teenager bliver tvunget til at spille julemand i en legetøjsbutik juleaftensdag, slår det klik, og en dødbringende Santa tager på togt for at belønne både artige og uartige i byen …

“Silent night, deadly night” har en god historie, og jeg synes egentlig også, at Robert Brian Wilson gør det udmærket som teenageren Billy. Også optakten hvor bedstefaren vågner op og forskrækker lille Billy er ret god. Lilyan Chauvin spiller mother superior, der ikke tror på alt det psykologiske pladder, men som alligevel holder af børnehjemsbørnene – så længe de opfører sig ordentlig! Og den rolle passer perfekt til hende.

Når filmen alligevel ikke bliver skræmmende, er det pga. af den meget langsomme opbygning. Musikken er også typisk 80’er, og virker mere irriterende end uhyggelig i dag med de mange disharmoniske toner. Endelig har jeg åbenbart fået fat i en dårlig udgave, for halvvejs i filmen begynder billedet at skifte mellem at være klart og være grumset. Og det ser bestemt ikke ud til at være bevidst.

Med til historien hører dog, at “Silent night, deadly night” var en af 80’ernes måske mest kontroversielle film, fordi morderen var udklædt som Julemanden. TriStar Pictures trak alle reklamer for filmen tilbage seks dage efter udgivelsen, og filmen blev kort efter også trukket tilbage. I 1986 udkom den dog hos det uafhængige selskab Aquarius Films med en ny reklamekampagne.

På IMDB kan jeg se, at der kommer en genindspilning af “Silent night, deadly night” d. 25. december i år. Jeg er spændt på, om den holder det gode plot fra originalen blot i bedre udførelse, eller om det bliver endnu en dårlig slasher b-film.

Om “Silent night, deadly night”:

Instruktør: Charles E. Sellier jr.
Udgivelsesår: 1984

The Devil’s backbone

At jeg faldt over denne spanske perle, var lidt af en tilfældighed, men her er bestemt en gyser, der kan anbefales. Meget af tiden er uhyggen underspillet, og man sidder klar til at springe op, for NU må der ske noget. Og når det så sker, ja så raser hjertet af sted, og blodet ruller frydefuldt i årene af skræk, bl.a. i en virkelig fed nøglehuls-scene, og så er historien heller ikke helt dårlig.

En dreng bliver afleveret på et børnehjem under den spanske borgerkrig, men børnehjemmet har en historie. En dreng er forsvundet, en bombe faldt i gården uden at sprænge og står nu som et krigsmonument, og så er der gemt en bunke guldbarrer, der skal bruges til at sponsorere modstandsbevægelsen. En tidligere børnehjemsdreng er vendt tilbage og arbejder nu på hjemmet, men i virkeligheden vil han have fat i guldet. Og drengen, der forsvandt, er ikke helt borte…

“The devil’s backbone” skal ses som en god gyser og nydes med lyset slukket.

Instruktør: Guillermo del Toro
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: El espinazo del diablo