Indlæg tagget med ‘børn’

Da Davies læremester blev dræbt af et slægtsskelet i bind 2, overlevede Davie kun med nød og næppe. Han er sikker på, at det er politikeren Adamo, der står bag mordet på både Davies læremester og vennen Gawins bror, Samuel.

Men Davies hænder er bundne. Adamo truer med at slå hans forældre ihjel, hvis han ikke makker ret, og oven i købet sørger Adamo også for, at Davie får en ny læreplads. Denne gang som flammetæmmer, et højrisikojob hvor man nemt kan blive slået ihjel.

Davies nye læremester, Nila, tager ham med ud på en rejse, hvor de skal aflevere flammer til de andre bystater. Det bliver en begivenhedsfuld tur, hvor Davie opdager, at livet i de andre bystater er meget anderledes end i Zantora. Han møder også Devon igen, og bliver bekræftet i at Devon på en eller anden måde er i ledtog med Adamo. Og som i de første bind slutter Nicole Boyle Rødtnes også denne gang på toppen. Vi får besvaret en del spørgsmål, men ligeså mange må vi vente med til sidste bind.

Vi er nået til bind 3 i serien, og der bliver kastet mange bolde op i luften, men det lader ikke til, at Rødtnes har besvær med at gribe dem igen. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af Rødtnes’ univers med flammetæmmere, ildøgler, slægtsskeletter, dødsbørn og levende flammer.

Rødtnes skriver fantasifuldt, men stadig troværdigt, og historien om Davie holder både tempoet og kvaliteten fra de første bind. Det er underholdning i topklasse for både unge og voksne, og jeg glæder mig til bind 4.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)

Læs mere om serien ”Skeletter i skabet” på Forlaget Facets hjemmeside

Besøg Nicole Boyle Rødtnes hjemmeside

Se traileren for ”Ildfugl – Skeletter i skabet 3”

Besøg seriens hjemmeside

Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i “Case 39″, virkede snarere afskrækkende end tiltalende. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i denne intense psykologiske thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af “Case 39″ er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over “Case 39″, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra “Silent Hill“. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at “Case 39″ er en blanding af “Bad Seed” og “Exorcisten“, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret “Pandorum”.

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

Nick Clausen har efterhånden et par gode ungdomsgysere bag sig, og “De sorte symboler” føjer sig fint til rækken af letlæste uhyggelige fortællinger.

Jennie og lillebroren Markus skal på sommerferie hos mormoren i Jylland. De har ikke været der længe, før det går op for dem, at mormoren ikke er en helt almindelig ældre dame. De øvrige beboere i byen virker nærmest bange for hende, og rygterne går om, at morfarens død ikke var helt naturligt. Så opdager Markus et mystisk symbol under sengen, som Jennie sover i, og langsomt går det op for dem, at noget er helt galt i huset.

Nick Clausen bygger historien godt op, og skaber bl.a. suspense ved at indsætte Jennies noter mellem nogle af kapitlerne. Hun er nemlig ved at skrive en opgave om hekse og sort og hvid magi, og på den måde gøres det også troværdigt, at de to børn så hurtigt finder ud af hvad der foregår. Jeg gætter på, at den voksne læser ikke har det store besvær med at gennemskue plottet, men derfor kan man jo godt føle sig underholdt alligevel, så det skal ikke ødelægge det samlede indtryk af en udmærket ungdomsgyser.

Den stemningsfulde forside er tegnet af Christian Guldager, der også tidligere har illustreret Nick Clausens bøger med stort held.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Guldager

Andre bøger af Nick Clausen:

De døde brødre
Ulm
Tidevandet

Se mere på Tellerup.dk og på Nick Clausens hjemmeside

Nogen gange er det bare misvisende, når man på et bibliotek inddeler romanerne i børnebøger og voksenbøger. På mit bibliotek står Carina Evytts debutroman i børnebiblioteket, men jeg synes bestemt ligeså godt, at den kunne placeres blandt voksenbøgerne.

Mathias på 6 år er en helt almindelig dreng – og så alligevel ikke. Han er nemlig det, man kalder et vidunderbarn, dvs. langt mere intelligent end de fleste. Samtidig har han også en evne til at fornemme ting. F.eks. vidste han, at hans mor var syg, længe før det gik op for de voksne. Nu er han sammen med sin far flyttet til en ny by, hvor de skal forsøge at få en hverdag til at hænge sammen.

Men samtidig med deres ankomst dukker også noget andet op. Noget med skarpe tænder og en glubende appetit. Noget som er lynende intelligent – og som hurtigt opdager, at mennesket er et let bytte.

Carina Evytt fortæller sin historie ud fra forskellige vinkler. Vi hører både gennem Mathias og andre børn, men fortællingen vinkles også til den voksne læser via betjenten Jesper og læreren Kirsten. Sproget er godt, og tempoet varierer, så man aldrig falder i staver. Her er tale om en klassisk monstergyser med et twist, for det viser sig, at monstret og Mathias har en forbindelse, og på den måde udbygges både Mathias og monstrets figurer. Her er det ikke bare sort og hvidt, ondt og godt. Virkeligheden er mere kompleks end som så, og ingen kan aldrig vide sig sikker.

“Let bytte” er en slags blanding af “Predator” og “Når knoglerne fryser“, og jeg læste den i et stræk. Måske er det ikke dybdepsykologi på højt plan, men det er glimrende underholdning for både unge og voksne, som holder af “hyggelig uhygge”.

Jeg har tidligere læst novellen “Stevie” af Carina Evytt, og hun er netop nu aktuel med endnu en roman “Jack the Rippers lærling”, som jeg vil glæde mig til at få fingre i.

Udgivelsesår: 2006
Omslag: Stefan Rosenbech

Læs mere om Carina Evytt på Horrorsiden.dk

Find bøgerne på Tellerup.dk

For nogen tid siden blev jeg gjort opmærksom på Morten Dürrs gyserserie for børn “Sort Chok”, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte se nærmere på dem. Det blev til “Øksemorderens kranium”, som viste sig at være en god gedign gyserhistorie, som kan læses fra omkring 10-12 år.

De to drenge Sigurd og Tim tror, at det er nogle nemt tjente penge, da de sælger et gammelt kranium fra den lokale kirkegård til Eskild fra videobiksen. Men de tager fejl. De har nemlig fået fat i kraniet fra den lokale øksemorder Orla Kofod, som blev skudt af politiet efter at have myrdet hele sin klasse med en økse. Og Orla er slet ikke tilfreds med, at nogle frække unger har taget hans kranium …

Sproget er lige ud ad landevejen, og historien er illustreret med drabelige billeder af Erik Petri. Her er masser af action og ikke så meget baggrundsfnidder. Lige præcis sådan en god børnegyser skal være. Og så har den en overraskende ond slutning …

Læs mere på Alineas hjemmeside

Udgivelsesår: 2010
Omslag og illustrationer: Erik Petri

Serien Sort Chok:

En papfar fra Helvede (2011)
Alligatorblod (2010)
Øksemorderens kranium (2010)

Ægteparret Mi-sook og Do-il har længe forsøgt at få et barn. Til sidst beslutter de sig for at adoptere, og da Mi-sook på børnehjemmet ser drengen Jin-song, føler hun øjeblikkeligt, at han hører til hos dem.

Jin-song er en stille dreng med en passion for træer og for at tegne, og han “forelsker” sig straks i et dødt akasie-træ, som står i parrets have. Han falder dog efterhånden til i familien, men så bliver Mi-sook pludselig gravid, og det ændrer alt.

“Acacia” er snarere et drama end en egentlig gyser. Den indeholder dog nogle meget intense og skræmmende scener, som gør, at jeg alligevel vil omtale den her på siden. Instruktør Ki-hyeong Park fortæller sin historie i en rolig og lavmælt tone, men mod slutningen bruger han nogle spændende klipninger med pludselige spring i tidsforløbet.

Jeg har set mere uhyggelige asiatiske film, men “Acacia” er værd at se, hvis man blot ikke forventer en film, hvor blodet sprøjter, og man hopper ud af sædet af forskrækkelse.

Instruktør: Ki-hyeong Park
Udgivelsesår: 2003

“Critters 2″ starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2″ er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 - 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Jeg vidste, hvordan “Eden Lake” endte, og alligevel var det en af de mest ubehagelige film, jeg har set længe. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg ikke har nerver til at se den menneskelige ondskab udstillet i rå realisme – og slet ikke når det handler om børn…

Jenny og Steve tager på et weekendophold ved et smukt stenbrud, som Steve tidligere har besøgt, og som snart skal laves om til et luksus boligkvarter. Steve har planlagt at fri i løbet af weekenden, men intet går som planlagt. Da de endelig når frem til søen, møder de en række unge bøller, som chikanerer dem. Det ender med, at børnene stjæler Jenny og Steves bil, og i forsøg på at få den tilbage kommer Steve til at slå børnenes hund ihjel.

Det starter et hævntogt, der kommer helt ud af kontrol. Børnene får fat i Steve, og selvom det lykkes ham at undslippe, mens de jagter Jenny, er han hårdt medtaget. Imens er Jenny på vild flugt for at tilkalde hjælp, men spørgsmålet er, om nogen kan og vil hjælpe.

Som sagt kendte jeg slutningen, og hvis du vil undgå at vide den skal du stoppe med at læse nu.

Det lykkes nemlig Jenny at slippe væk fra børnene, men først efter at hun har slået et af dem ihjel og kørt et andet over i en bil, hun stjæler. Men hun kører galt og søger hjælp i det nærmeste hus – som tilhører et af børnenes forældre! Og selvom Jenny har fortalt, hvad hun har været ude for, og de kan se alle sår og mærker, så ændrer stemningen sig fuldstændig, da forældrene modtager en opringning fra deres dreng om en kvinde, som har slået lillebroren ihjel.

Filmen starter med et radioindslag, hvor den engelske regering foreslår at straffe forældre med bøder, hvis de ikke kan holde styr på deres børn. Filmen her udpensler tydeligt, at den vold børnene udøver, er noget de lærer hjemmefra. De er opdraget med vold, og da hunden dør, er det formentlig det eneste væsen, der har vist dem ubetinget kærlighed, som dør.

Undervejs i forløbet filmer pigen Paige det hele efter ordre fra lederen, Brett. I slutningen af filmen da han bliver sendt op på sit værelse, mens fædrene “ordner problemet”, sletter han alle filmklippene, mens han står foran spejlet. På den måde er alt ugjort. Han ser ikke anderledes ud, udover at han har scoret nogle fede solbriller, og uden filmklippene – ja, så er virkeligheden tilbage på ret spor. Den tanke er måske ikke så fjern for en generation, der er vokset op med, at man nærmest skal være online for at være til. Og det finder jeg personligt meget meget skræmmende.

Kelly Reilly, som spiller Jenny, er vidunderlig castet til rollen. Hun er spinkel og feminin, og i starten ser vi hende i en blomstret lyserød kjole. Men som rædslerne udspiller sig omkring hende, bliver hun mere og mere rå og mere og mere beskidt at se på. I filmens slutning er hun smurt ind i mudder og lort, så det er svært at se, at hun har været en uskyldig børnehavelærerinde. Nu ligner hun et dyr, som kæmper med ryggen mod muren, men det er jo også, hvad hun er reduceret til.

Også børnecastet er fantastisk velvalgt. De ligner ganske almindelige børn fra socialt belastede familier, og deres optræden er naturlig og troværdig. De er ikke allesammen lige villige til at begå volden, men som situationen accellererer, må de vælge mellem at følge deres samvittighed (og angst for at blive opdaget) eller gruppen. Og Brett er en stærk skikkelse, som det er svært at sige nej til.

“Eden Lake” minder mig lidt om “Wildernes“, som jeg så for et par år siden. Bare endnu mere grum og håbløs. En meget ubehagelig film med en skræmmende og trøstesløs slutning.

Læs også Rikke Schubarts blogindlæg om God Horror og Grænseoverskridelse

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2008

Jakob og Viktor er tvillinger. Da de var knap 2 år gamle, blev Viktor væk på en sommerferie. Deres mor fandt ham i en brønd, hvor dækslet var skubbet på plads over ham. Ingen skade var sket, og alle troede, at Viktor på en eller anden måde selv var kravlet derned. Men Viktor har i alle årene haft en erindring om et kvindeansigt, som stirrede ned på ham fra toppen af brønden, og da han og Jakob får chancen til at gense stedet, hvor det skete, er han ivrig efter at finde ud af, hvad der virkelig skete dengang.

”I brøndens mørke” er måske nok en ungdomsroman, men det er også en spændende historie. Den fortælles skiftevis af Viktor og Jakob, og så bryder en ukendt kvindestemme ind med jævne mellemrum og giver sit besyv med. Denne kvindestemme bliver mere og mere ustabil, og mod slutningen begynder læseren for alvor at frygte for drengenes liv.

Jakob og Viktor besøger deres ven, Sammy, som er på sommerferie hos sin bedstefar. Denne bedstefar er en interessant figur, som jeg godt ville have hørt lidt mere om. Han har nogle teorier om primtal, og virker som om han måske ved mere om sagen, end Viktor og Jakob er klar over. Det kunne Herzog godt have brugt lidt mere i fortællingen, ligesom jeg også godt ville have haft lidt mere baggrund på kvindestemmen. Men som sagt er den en ungdomsroman, og det er sikkert derfor, at der ikke er gjort mere ud af det omkringliggende.

Herzog har skrevet en del gyser-fortællinger for børn. Hun blev født i DDR men flyttede efter murens fald til Danmark sammen med sin familie. ”I brøndens mørke” bygger på en virkelig oplevelse, for Herzog har selv oplevet at finde den ene af sin halvandet-årige tvillinger i bunden af en brønd med et tungt jerndæksel på. I virkelighedens verden fik Herzog ingen forklaring, men det gør vi heldigvis i fiktionens udgave.

En underholdende og velfortalt roman som både har detektivtoner, lidt romantik og gys og spænding i sig.

Besøg Annette Herzogs hjemmeside

Originaludgave: 2005
Omslag: Rolf Kuchling

“The Girl Next Door” er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig. Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.

Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.

Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.

Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt. Hvad der gør “The Girl Next Door” endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer historien også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.

Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”. Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”

At “The Girl Next Door” bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.

Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.

Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen

Besøg Jack Ketchums hjemmeside

Udgivelsesår: 1989