november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘barndom’

Ensomheden af Andrew Michael Hurley

Ensomheden af Andrew Michael HurleyDa resterne af et barnelig bliver fundet ved Ensomheden – et besynderligt ingenmandsland mellem floderne Wyre og Lune ud for Lancashires kyst – tvinges Smith til at genkalde de uforklarlige hændelser, han oplevede, da han besøgte stedet fyrre år tidligere. (fra bagsideteksten)

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.

I en årrække tog drengen ’Tonto’ (som hovedpersonen kaldes) med sin familie til Ensomheden på en bøns- og bodsuge hvert år til påske sammen med bl.a. sognepræsten fader Wilfred. Hvert år lejede de sig ind i huset Moorings, og brugte ugen til at skrifte, besøge Sankt Annas kapel og søge Gud i det spirende forår. Tontos bror, Hanny, var handicappet, og morens største håb var, at et Guds mirakel kunne helbrede ham.

Men et år kommer fader Wilfred forandret tilbage efter en gåtur langs vandet, og da han senere dør, er det først da hans efterfølger fader Bernhard overtager Saint Jude’s sogn, at turen genoptages.

Romanen fortæller om denne tur med spring i tiden til Tontos erindringer om tidligere ture samt minder om fader Wilfred og tiden som messedreng. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig dystre hemmeligheder.

Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Alligevel er det til dette trøstesløse sted, at familien Smiths pilgrimsfærd går, og på den måde bliver den religiøse del af romanen også en brutal og nådesløs affære. Her trumfer troen alle indvendinger og ønsker, og lader romanens personer optræde som statister i et nøje koreografieret stykke, hvor afvigelse fører til fortabelse.

Ensomheden er Andrew Michael Hurleys debutroman. Den fik tildelt Costa First Novel Award i 2015, er blevet solgt til filmatisering, og er af de engelske medier blevet udråbt til en kommende klassiker med rødder i den gotiske romantradition. Og jeg tror såmænd, at de har ret, for atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter.

Tak til WilliamDam.dk for læseeksemplaret.

Om bogen:

Omslag: Mark Airs efter originaldesign
Udgivelsesdato: 14. april 2016
Originaltitel: The Loney
ISBN-13: 9788711510506
Sideantal: 334
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Harpiks af Ane Riel

harpiks_ane_rielAne Riel modtog i 2013 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for ”Slagteren i Liseleje”. Her i weekenden modtog hun så Kriminalakademiets Harald Mogensen Pris for bedste danske krimi/spænding for sin anden roman “Harpiks”, som dermed også nomineres til Skandinavisk Kriminalselskabs fælles nordiske pris Glasnøglen. Endelig er “Harpiks” også er nomineret til DR Romanprisen, der kåres d. 4. juni på Dokk1 i Århus, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har gode chancer for at hive begge priser hjem.

“Harpiks” er ikke en horror-roman. Det er heller ikke hverken en krimi eller en spændingsroman, som man normalt kender dem. Men det er en både ufattelig og fremragende fortælling, som fik mig til at undres, gyse og endog knibe en tåre under læsningen.

På den lille ø kaldet Hovedet lever pigen Liv et isoleret liv sammen med sine forældre, Maria og Jens. Hjemmet er fyldt med kærlighed – og med ting! For Jens har svært ved at smide ting ud, og med årene har samlermanien taget overhånd, så hvert et hjørne og hver en krog i huset og i gårdens øvrige bygninger er fyldt med ting. Og mens omgivelserne flyder over, svulmer Maria ligeledes op og bliver tykkere og tykkere, indtil hun ikke længere kan bevæge sig ud af sengen i soveværelset på første sal.

Men Liv er lykkelig. Hun elsker sin far, som tager hende med ud i skoven og på tyvetogter i byen, når natten falder på. Og hun elsker sin mor, som lærer hende at læse og spiser småkager, som er  rystet og knækket for at ryste kalorierne ud af dem.

Alligevel er Liv godt klar over, at ikke alt er helt som det skal være, og da en dame pludselig kommer på besøg, bliver tingene pludselig meget værre. Damen viser sig at være Livs farmor, og hendes besøg roder op i minderne fra dengang Liv var en lille baby, og hun stadig havde sin bror Carl. Minder som Maria og Jens ellers troede var gemt væk, men som nu dukker op til overfladen med nærmest ubærlige følger.

Ane Riel skriver forrygende og med et sympatisk blik for sine skæve personer. Hun skifter mellem jeg-fortælleren Liv og en alvidende fortæller-stemme, så vi både får overblik over historiens reelle begivenheder, men også et indblik i de følelser og følgevirkninger begivenhederne har for romanens personer. Vi er helt tæt på Jens’ stigende paranoia og Marias langsomme forfald, mens pigen Liv fremstår smerteligt tydelig i sin uskyldige barnlige naivitet og alligevel med en viden, som intet barn bør bære.

“Harpiks” er en fortælling om barnets ubrydelige loyalitet overfor forældrene uanset omkostningerne; om kærlighed så stor, at alene tanken om at miste det elskede er ubærlig; og om hvordan angsten for at miste kan drive et menneske fra forstanden og få det til at gøre ubegribelige gerninger i kærlighedens navn.

Det er en grusom roman. En smuk roman. Og en roman man ikke må snyde sig selv for, selvom den til tider gør ondt dybt ind i sjælen. Læs den …

Besøg Ane Riels hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN-13: 9788779737624
Sideantal: 256
Forlag: Tiderne Skifter

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil GaimanEn midaldrende mand vender tilbage til sin hjemegn i forbindelse med en begravelse, og selvom barndomshjemmet for længst er borte, kører han alligevel forbi for dog at ende på gården for enden af grusvejen. Her boede familien Hempstock, der bestod af bedstemoren, moren og pigen Lettie, og da manden pludselig dukker op igen, får han lov til at sætte sig ved gårdens dam, hvor tankerne glider tilbage, til dengang han var 7 år.

På den tidspunkt manglede familien penge, så de begyndte at leje værelser ud. En af lejerne var en sydafrikansk minearbejder, som uforvarende sætter gang i begivenheder, der får konsekvenser langt ud over vores verdens grænser, og som kommer til at præge drengen for resten af livet.

Neil Gaiman er stort set altid værd at læse, og Oceanet hvor grusvejen endte er en både smuk, skræmmende, grusom og sært blid oplevelse. Gaiman skriver enkelt og nøgternt men alligevel poetisk, så selv de mest grusomme sekvenser i bogen læses med fryd.

Jeg så bare på hende, voksen og blond, med sit grå og pink skørt, og jeg var bange. Hendes kjole var ikke forrevet. Det var vel bare moden, tænker jeg, at hendes kjole så sådan ud. Men da jeg kiggede på hende, forestillede jeg mig hendes kjole blafre i det vindløse køkken, blafre som et skibs storsejl på et ensomt ocean under en orange himmel.Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, eller om jeg overhovedet sagde noget. Men jeg gik ud af køkkenet, selvom jeg var sulten, uden så meget som et æble.”

Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på “Boo’ya Moon – Liseys historie” af Stephen King, som også delvist udspiller sig i et univers, der normalt er gemt for vores øjne. Også fordi Gaiman ligesom King er fremragende til at fortælle set fra barnets synsvinkel.

Oceanet hvor grusvejen endte er en eventyrlig fortælling om glemte barndomsminder, som både er sørgmodig og skræmmende, og som velfortjent har vundet bl.a. den britiske “National Book Awards: Book of the Year 2013“.

Om Oceanet hvor grusvejen endte:

Originaltitel: The Ocean at the End of the Lane
Udgivelsesår: 2015 (2013)
Omslag: Rasmus Funder efter originaludgaven

Besøg Neil Gaimans hjemmeside

 

Vækkelse af Stephen King

Vækkelse af Stephen KingJamie Morton er næsten lige fyldt 6, da han første gang møder den mand, som får en afgørende betydning for Jamies liv.

Den unge præst, Charles Jacobs, flytter til Harlow sammen med sin hustru Patsy og lille søn Morrie. Charles er lidt af en opfinder i sin fritid, og bruger sin store interesse for elektricitet til at gøre bibelundervisningen for de unge sjovere. Hele byen holder af den lille familie, så da Patsy og Morrie kører galt, har alle ondt af den unge præst. Men medlidenheden forsvinder, da Charles vender tilbage på prædikestolen.

Mange år senere er Jamie blevet en dygtig musiker, som har arbejdet med forskellige bands. Festen er dog for nedadgående, idet Jamie er i fuld gang med at grave sig ned i et heroinfyldt hul. En dag hvor han endnu en gang er vågnet gennemvædet af sit eget pis, og har opdaget at bandet har fyret ham og efterladt ham i en lille skodby, tager Jamie til byfest for at score lidt H. Her genkender han pludselig Charles ved det omrejsende tivoli, hvor han optræder som Dan Jacobs med PORTRÆTTER I LYNILD. Midt under forestillingen besvimer Jamie, og da han kommer til sig, ligger han i Charles beboelsesvogn, hvor Charles giver ham et tilbud, han ikke kan modstå.

Flere år går. Jamie holder sin sti ren og arbejder nu på Wolfjaw Ranch, et musikstudie i Colorado, da han en dag støder på en plakat med ordene: ”Pastor C. Danny Jacobs’s helbredelses- og vækkelsesturné.” Endnu engang krydses Charles og Jamies veje, og for Jamie bliver det et bittersødt møde. Charles er ikke den, han var, og den, han er blevet, gemmer på hemmeligheder der er alt for mørke for mennesker.

Jeg er stor fan af Stephen King, men synes desværre at hans nyere romaner har været af meget svingende kvalitet. Vækkelse hører dog absolut til i den gode ende af forfatterskabet, så det var denne gang en stor fornøjelse at dykke ind i fortællingen om Jamie, der vokser op i 1960’ernes lilleby Amerika.

King serverer en fascinerende og underholdende fortælling, hvor dagligdagens drama flettes med det ukendtes gys. Mens langt den største del af romanen er Jamies historie, hvor King endnu engang viser sin formidable evne til at beskrive barndommen og tegne suveræne portrætter af virkelige mennesker, så hører den sidste fjerdedel af Vækkelse til blandt noget af det mere skræmmende King har skrevet. Ikke i blodig og væmmelig forstand, men i det underliggende og usagte. Hvad er det Charles roder med? Hvad gemmer sig bag gardinerne til vores verden? Og hvilke konsekvenser har det at søge svar?

Det mærkes, at Stephen King selv bliver ældre (i 2017 fylder han 70). Selvom han stadigvæk er fremragende til at fortælle fra en drengs synsvinkel, så bliver hans hovedpersoner ældre, og flere af problemstillingerne kan i høj grad relateres til Kings eget liv, idet han selv har været misbruger, og i 1999 var han selv tæt på at miste livet i en trafikulykke. Endelig har religion også spillet en rolle for King, og er i øvrigt et tema der ofte er at finde i hans romaner (omend på en helt anden vis end Dean Koontz bruger det).

Ser man bort fra horror effekterne, er Vækkelse i høj grad en roman om døden, og hvad der venter os efter livets afslutning, og dermed er det en roman, der kan læses langt bredere, end Stephen Kings tidlige forfatterskab, og i det hele taget er en fremragende roman.

Fra nu af er der risiko for spoilers i forhold til handlingen!

Stephen King indleder romanen med at takke en række forfattere, der har været inspirationskilde for ham, men undervejs i romanen finder man også referencer til dem. F.eks. hedder en af Charles patienter Mary og er datter af Janice Shelley, og en af bøgerne, Charles bruger i sin forskning, er De Vermis Mysteriis, som angiveligt har dannet grundlaget for H. P. Lovecrafts fiktive grimoire Necronomicon.

Igennem hele sit forfatterskab har Stephen King afprøvet forskellige genregreb. Hans første roman Carrie handlede om psykokinese, den anden roman De dødes by handlede om vampyrer, den tredje roman handlede om et hjemsøgt hus Ondskabens hotel og så videre. Men så vidt jeg ved, har han ikke tidligere skrevet en roman over Prometheus myten. Og selvom han i flere romaner har arbejdet med parallelle universer, f.eks. i Boo’ya Moon – Liseys historie og Om en Buick 8, så mener jeg heller ikke, at han tidligere har haft hentydninger til De Mægtige, som jeg opfatter som Kings reference til Lovecrafts Cthulhu Mythos. Dermed tilføjer Vækkelse endnu et lag til Kings omfattende genreleg.

Endelig fik jeg også mindelser til Kings egen roman The Tommyknockers, hvor der også optræder en form for grøn elektricitet, der kan få alle mulige mærkelige dimser til at virke.

Titlen Vækkelse kan forstås på flere planer. Dels religiøst, idet Charles vækker Jamie fra religionens ”greb” med Den Forfærdelige Prædiken, dels lægeligt, idet Charles helbreder Jamie fra herointrangen, og dels helt konkret idet Charles ønsker at vække de døde, og derved kommer til at vække De Mægtiges opmærksomhed.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Revival
Omslag: Jon Asgeir

Også omtalt på Bogrummet.dk

Den tredje hund af Morten Nis Klenø

Den tredje hund af Morten Nis KlenøJeg har tidligere læst Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i Den tredje hund tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af Den tredje hund, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse Den tredje hund, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på Cujo af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Om Den tredje hund:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Silent night, deadly night

Silent night, deadly nightNu hvor julen står for døren (det mener butikkerne tilsyneladende, selvom vi kun er midt i oktober), bestemte jeg mig for at snuppe en herlig julefilm. Det blev til “Silent night, deadly night”, som helt klart har gode takter, men som pga. sin alder (1984) alligevel ikke blev rigtig skræmmende.

Det er juleaften. Billy er med sine forældre og sin lillebror på besøg på bedstefarens plejehjem. Mens alle de andre er gået, vågner bedstefaren pludselig op og advarer lille Billy mod julemanden. For har man ikke været sød HELE året, så kommer han og straffer én!

På vej hjem fra besøget stopper faren bilen for at hjælpe julemanden, der er kørt i stå med sin bil. Desværre er det ikke en hvilken som helst julemand, der står der. Det er nemlig en psykopat på flugt, og han slår begge forældre ihjel, men de to børn overlever og kommer på et børnehjem drevet af nonner.

Mother superior er af den overbevisning, at Billy intet kan huske fra ulykken, og derfor slår hun hårdt ned på hans “uartighed”, når han tegner døde julemænd og ikke vil sidde på skødet af dem til jul. Hun siger “Straf er nødvendigt!”

Og da Billy som stor teenager bliver tvunget til at spille julemand i en legetøjsbutik juleaftensdag, slår det klik, og en dødbringende Santa tager på togt for at belønne både artige og uartige i byen …

“Silent night, deadly night” har en god historie, og jeg synes egentlig også, at Robert Brian Wilson gør det udmærket som teenageren Billy. Også optakten hvor bedstefaren vågner op og forskrækker lille Billy er ret god. Lilyan Chauvin spiller mother superior, der ikke tror på alt det psykologiske pladder, men som alligevel holder af børnehjemsbørnene – så længe de opfører sig ordentlig! Og den rolle passer perfekt til hende.

Når filmen alligevel ikke bliver skræmmende, er det pga. af den meget langsomme opbygning. Musikken er også typisk 80’er, og virker mere irriterende end uhyggelig i dag med de mange disharmoniske toner. Endelig har jeg åbenbart fået fat i en dårlig udgave, for halvvejs i filmen begynder billedet at skifte mellem at være klart og være grumset. Og det ser bestemt ikke ud til at være bevidst.

Med til historien hører dog, at “Silent night, deadly night” var en af 80’ernes måske mest kontroversielle film, fordi morderen var udklædt som Julemanden. TriStar Pictures trak alle reklamer for filmen tilbage seks dage efter udgivelsen, og filmen blev kort efter også trukket tilbage. I 1986 udkom den dog hos det uafhængige selskab Aquarius Films med en ny reklamekampagne.

På IMDB kan jeg se, at der kommer en genindspilning af “Silent night, deadly night” d. 25. december i år. Jeg er spændt på, om den holder det gode plot fra originalen blot i bedre udførelse, eller om det bliver endnu en dårlig slasher b-film.

Om “Silent night, deadly night”:

Instruktør: Charles E. Sellier jr.
Udgivelsesår: 1984

Blaze af Richard Bachman

Blaze af Richard BachmanHvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.

Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde han kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp han John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.

Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.

George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.

Romanen er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav The Colorado Kid, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.

Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.

Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.

Om bogen:

Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)

Andre bøger af Richard Bachman:

Blaze, 2007
Regulatorerne, 1996
Manden der blev tyndere, 1984
Den løbende mand, 1982
Dawes sidste kamp, 1981
Den lange vandring, 1979
Amok, 1977

Boo’ya Moon – Liseys Historie af Stephen King

Boo'ya Moon – Liseys HistorieBoo’ya Moon – Liseys Historie starter to år efter, at Liseys mand, forfatteren Scott Landon, døde ganske pludseligt. Hun har sørget og grædt, men har ikke tilladt sig i tankerne at genleve hele sit ægteskab, og er derfor ikke rigtig kommet over Scotts død. I løbet af de to år er hun blevet opsøgt af mange litteraturinteresserede, som alle ønsker at få fingre i de noter, udkast og eventuelle uudgivne bøger, der ligger i Scotts gamle arbejdsværelse. Alle har måttet finde sig i et høfligt nej, men så dukker psykopaten Jim Dooley op. For at undslippe Dooley er Lisey nødt til at huske de ting, som hun fortrængt, og her fangede historien mig for alvor.

Stephen King fortæller troværdigt og smukt om ægteskabet og den store kærlighed mellem Scott og Lisey og Boo’ya Moon – Liseys Historie er derfor også en kærlighedshistorie. Kender man lidt til Kings egen fortid, kunne man godt fristes til at tro, at Lisey er modelleret efter Kings egen kone Tabita, der – ligesom Lisey – har stået last og brast med sin mand gennem både alkohol- og stofmisbrug. Det siger King dog selv ikke er tilfældet.

Udover den fine kærlighedshistorie er det også en historie, om en lille dreng som må gå gennem helvede i sin barndom og finder sin redning – en tveægget én af slagsen – i verdenen Boo’ya Moon. Her er smukt om dagen og farligt om natten, og det er her, ‘Det Lange Bæst’ bor.

Det er en smuk men også gysende og grusom roman, som igen beviser, at Stephen King ikke for ingenting er en af verdens bedst sælgende forfattere. Men det kræver lidt tid at sætte sig ind i Lisey og Scotts særlige jargon. Til gengæld må jeg sige, at da først jeg var indfanget, kunne jeg ikke slippe bogen igen.

Om Boo’ya Moon – Liseys Historie:

Originaltitel: Lisey’s Story
Udgivelsesår: 2006