oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Ben Elton’

Krigens første offer af Ben Elton

Krigens første offer af Ben Elton

Midt i 1. verdenskrigs myrderier findes en britisk officer dræbt på et rekonvalescenthospital. Hvem står bag? Og betyder en enkelt mands død overhovedet noget midt i en krig?

I 1917 er 1. verdens krig i fuld gang, og skyttegravene i Frankrig opsluger hele generationer af mænd. Alligevel er krigen omgærdet af patriotisme, så da politikommissær Douglas Kingsley nægter at melde sig af intellektuelle årsager, sendes han i fængsel. Hans unge hustru kan ikke leve med hans fejhed (hvilket alle anser det som) og søger skilsmisse. Og i fængslet udsættes han for overgreb og overfald af såvel personalet, der afskyr ham, som indsatte der kan takke Kingsley for at være blevet fængslet.

Imens bliver en britisk officer, der er berømt for sine krigsdigte, myrdet, mens han er indlagt på et hospital for sårede soldater i Frankrig. Fra officiel side dysses sagen dog ned og man påstår, at han er faldet i kamp. Ikke alle stiller sig dog tilfreds med den forklaring, så efterretningstjenesten må finde en uvildig efterforsker til at finde frem til sandheden.

Ad kringlede veje ender Kingsley således ved fronten i Frankrig, hvor han skal forsøge at opklare mordet på officeren. Ingen ved, at han er der, og spørgsmålet er, om ”man” overhovedet ønsker at få sandheden frem. Kingsley gør dog sit bedste midt i krigens grusomheder, hvor han pludselig må se på sin egen modstand mod krigen med nye briller.

Jeg har tidligere læst I kamp mod tiden af Ben Elton, som udspiller sig i optakten til 1. verdenskrig. Det var en yderst læseværdig spændingsroman, som bevægede sig på flere tidsplaner og gav stof til eftertanke. Denne gang er vi midt i krigen, og Krigens første offer er bestemt også værd at læse, om end tempoet er mere afdæmpet her.

Krigens første offer er en blanding af historie og drama. Her er både lagt vægt på at fortælle den historiske del korrekt, men også på at lavede spændende personer, som det er interessant at følge. Endelig er der også krimi-krøllen, der er med til at give historien i fremdrift, men som slet ikke er det vigtigste.

Jeg var godt underholdt under læsningen. Særligt beskrivelserne af livet i skyttegravene ramte mig. Her er gruen lyslevende. Elton beskriver de elendige sanitære forhold, den evige frygt for bomber og gasangreb og manglen på alt fra rent vand til uniformer. Men også om sammenholdet mellem mændene og deres ønske om at skåne familierne hjemme for soldatens hæslige hverdag.

En gribende roman om 1. verdenskrig.

Uddrag af Krigens første offer:

”De der!” råbte en stemme, der forsøgte at overdøve de tordnende brøl fra kanonerne bagude. ”Militærpolitiet! Passér. Jeg må forbi. Jeg skal forbi.”

Måske hørte manden det, måske ikke – men selv om han så gjorde, gav han ikke plads; han blev bare ved med at traske troligt frem mod målet. Officeren kunne ikke gøre andet end at følge i hælene på ham, mens han bandede over dette klodsede og tunge lastdyr og håbede på at finde et sted, hvor gangbrædderne var brede nok, til at han kunne komme sikkert forbi. […]

Så gled æslet. Hans ene tunge sømbeslåede støvle skred på de våde gangbrædder, og han faldt næsen uden en lyd sidelæns ned i mudderet og blev øjeblikkeligt suget ned under overfladen.

”Mand i mudderet!” råbte officeren, selv om han godt vidste, at det allerede var for sent. ”Kom med et reb! Et reb, for guds skyld!”

Men der var ikke noget reb ved hånden. Selv om der havde været et, og der havde været tid til at slå det om den synkende mand, var det tvivlsomt, om fire af hans kammerater havde haft kræfter til at trække ham op af dyndet, der sugede ham ned. Og der var ikke plads på gangbrædderne, til at fire mand kunne stå ved siden af hinanden, ikke engang to kunne der være, og der var så glat på brædderne, der blev holdt sammen af ståltråd, at ethvert redningsforsøg ville være endt med, at redningsmændene havde lidt samme skæbne som den mand, de håbede på at kunne redde.
Derfor druknede en mand i mudderet. Han var død, og der var ingen at begrave. (side 7-8)

Om Krigens første offer:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbulenz, 415 sider
Omslag: Nic Oxby
Originaltitel: The First Casualty
Oversætter: Poul Henrik Westh

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Dødszoner af Simon Pasternak
Barn nr. 44 af Tom Rob Smith
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

I kamp mod tiden af Ben Elton

ben_elton-i-kamp-mod-tidenHvad nu hvis du fik chancen for at rejse tilbage i tiden og ændre en begivenhed for at gøre nutiden bedre – ville du gøre det? Og hvad ville konsekvenserne være?

I I kamp mod tiden lader Ben Elton sir Isaac Newton opdage, at det ikke kun er objekter som æbler og planeter, der påvirkes af tyngdekraften. Også tiden påvirkes heraf, og det åbner et vindue for spring i tiden på forudberegnede datoer.

297 år efter Newtons opdagelse vender den tidligere elitesoldat og overlevelsesekspert, Hugh Stanton, i 2025 tilbage til Cambridge Universitet, hvor han studerede i sin ungdom. Han er blevet hidkaldt af Cambridges Master, professor Sally McCluskey, der var hans lærer i historie. Nu har hun et tilbud til ham.

Stanton mistede for nyligt sin hustru og to børn i en ulykke og driver nu alene rundt uden familie, venner eller en karriere. Da McCluskey giver ham muligheden for at rejse tilbage til 1914 – det år Newton har forudset som det tidspunkt fortid og nutid vil mødes – og forhindre Den Store Krig i at bryde ud, tror han ikke rigtigt på, at det kan lade sig gøre. Alligevel lader han sig overtale, og snart er han i fuld gang med at forberede sig på at forhindre mordet på det østrig-ungarske tronfølgerpar, Frans Ferdinand og Sophie OG at planlægge mordet på den tyske kejser Wilhelm 1.

I kamp mod tiden er en underholdende og begavet spændingsroman om tidsrejser. Ben Elton udnytter genren ‘kontrafaktisk historie’ for at se på, hvordan Europas fremtid kunne have set ud, hvis attentatet mod Frans Ferdinand ikke var lykkes. Samtidig smider han en række andre twists ind, som gør historien endnu mere uberegnelig. Og så tilføjer han en slutning, som næsten ikke er til at bære.

Elton skriver levende. Plottet er uforudsigeligt men sammenhængende og veltænkt, og lokker hele tiden læseren videre i fortællingen. Resultatet er en yderst spændende og overraskende roman, som bliver bedre og bedre jo længere ind i fortællingen, vi kommer.

Ben Elton har tidligere skrevet tv-manuskripter, været stand-up komiker og har også skrevet en række romaner. På dansk findes spændingsromanerne Popcorn og Trykket af fortiden samt den historiske roman To brødre, der bestemt også er læseværdige. Men med I kamp mod tiden går han lige skridtet videre fra god til fremragende.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Time and time again
Omslag: Danni Riddertoft
Forlag: Turbulenz, 393 sider