juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Benni Bødker’

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn MortensenHvis du tror, at julen blot handler om gaver, god mad og familiehygge, så læs Julebestiariet : en julekalenderguide til vinterens monstre

Et bestiarium var i middelalderen en samling moralske fabler om faktiske eller mytologiske dyr. Med Julebestiariet har Benni Bødker lavet en håndbog over en række væsener, der alle har med julens traditioner og folkesagn at gøre.

Det lyder umiddelbart hyggeligt, men allerede i bogens forord går det op for læseren, at det ikke er sandheden. For i vintermørket gemmer urgamle væsener sig, og hvis de får chancen, så fanger de os, spiser os eller det, der er værre.

Bogen er opdelt i 24 kapitler, der hvert fortæller om et monster. Alle opslagene er skræmmende illustreret af John Kenn Mortensen, hvis bløde monsterstreg passer perfekt. Derudover får vi et signalement, hvor findes væsenet, farlighedsgraden og ikke mindst – tips til overlevelse.

Hvert monster scorer mellem 1 og 5 grankogler, hvor 5 er det absolut farligste. Og under den klasse finder vi bl.a. Glosoen. Glosoen kaldes også for Gravso, og om den skriver Bødker:

Hvis du står overfor Glosoen, så gælder det om at krydse benene i en fart. Dens ryg er nemlig savtakket, og den kan flække dig fra top til tå, når den krummer ryggen, sænker hovedet og farer hen over jorden og ind mellem dine ben.”

Hvis man ikke har husket at ofre til Glosoen i løbet af året, så risikerer man, at den gemmer sig under middagsbordet juleaften, og det ønsker du ikke skal ske!

Mere uskyldig er den italienske juleheks Befana. Hun kommer med gaver til de artige børn, mens de slemme i stedet for får et løg, hvidløg eller kulstykke i stedet for. Som Bødker skriver: “De italienske børn slipper billigt.”

Vi hører om Krampus, Julebukken, Nissen og andre væsener, jeg slet ikke kendte. Men i Mortensens flotte illustrationer og Bødkers ord kommer de hurtigt frem på nethinden. Og jeg har helt sikkert fået ny respekt for Lucia-bruden!

Julebestiariet er en anderledes kalenderbog. Den er lækkert udført med et fysiske layout, hvor illustrationer, typografi og indbinding gør den til en fornøjelse at læse. Samtidig er historierne velskrevne og underholdende med en tone af både gys og grin, som gør den velegnet til både børn og voksne. Bagerst i bogen er en kildeoversigt, hvis man skulle have lyst til at læse mere om de mytologiske væsener fra alverdens lande.

En gennemført og underholdende håndbog om vinterens monstre, som absolut er værd at bruge tid i selskab med. Og hvem ved – måske kan læsningen redde dit liv?

Jeg er lidt af en sucker for John Kenn Mortensen, og har du ikke læst ham, kan jeg også anbefale De utilpassede eller hans bøger med Post-it monstre … Ja faktisk alt af ham 🙂

Om Julebestiariet:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Cobolt, 111 sider
Illustrationer: John Kenn Mortensen

Besøg Benni Bødkers hjemmeside 
Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside

Glosoen af John Kenn Mortensen

Danske horrorudgivelser 2017

Årets danske horrorudgivelser 2017

 

Igen i år har jeg forsøgt at lave en oversigt over årets danske horrorudgivelser 2017.

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som ikke nødvendigvis er decideret horror, men som alligevel indeholder elementer af horror.

 

Danske horrorudgivelser 2017

Ahn, Lars: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos
Kandor, 2017. – 319 sider

Noveller med udgangspunkt i hverdagen, men med elementer af gys og fantastiske fortællinger

 


 

Brahe, Emil: Atomvinterbørn
Fahrenheit, 2017. – 62 sider, alle illustreret (nogle i farver)

Tegneserie. En ensom snemand vandrer gennem endeløse snedækkede landskaber på jagt efter en smule liv, som kunne give håb om en fremtid efter atomvinteren

 


Okkult mekanik af Brahe/Hansn

 

Brahe, Emil: Okkult mekanik
Fahrenheit, 2017. – 181 sider, alle illustreret

Tegneserie. Magisk og filosofisk tegneserie om Magnus Finkel, der er arbejdsløs men også okkultist og som drømmer om at fremmane en ny verdensorden. Tingene går dog ikke altid, som han håber

 


 

Brynnum, Mads: Skyggen over Mundstrup
Calibat, 2017. – 210 sider

I den lille by Mundstrup finder Mathias mere end den ro til at skrive han søger efter. Noget mere uhyggeligt og langt mere foruroligende

 


 

Bødker, Benni: Julebestiariet
Cobolt, 2017. 111 sider, illustreret.
kunstner: John Kenn Mortensen

Julekalenderbog med 24 beskrivelser af julemånedens monstre fra forskellige egne af Europa, heriblandt Julevætten fra Danmark og Norge, Krampus fra Østrig og Tyskland, Joulupukki fra Finland og Julekatten fra Island

 


Dødt kød - dag 1 af Nick Clausen

 

Clausen, Nick: Dag 1
Facet, 2017. – 123 sider, illustreret. – (Dødt kød)

De døde er vågnet, og Thomas må kæmpe for livet – og måske også for resten af menneskeheden

 


 

Davidsen, Leif: Ravnens Rede – en gotisk fortælling
Lindhardt og Ringhof, 2017. – 215 sider

Susanne Carlsen er en arbejdsløs journalist, der får et meget favorabelt tilbud om at føre pennen på en ex-kærestes selvbiografi. Han er blevet stenrig og har eget slot på egen ø i Frankrig, men slottet rummer uhyggelige hemmeligheder

 


Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

 

Frederiksen, Klaus: Dagbog fra zombieland
mellemgaard, 2017. – 223 sider

Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier…

 


 

Frost, Storm: Nyctophilia
Baggaardsbaroner, 2017. – 200 sider, illustreret i farver

Noveller. Nyctophilia er et noirmareridt, som flyder over med betændte stikmærker, bristede vener og dødens dybeste hemmeligheder.

 


 

Garmark, David: Rakelsminde
Kandor, 2017. – 294 sider

Der foregår mærkelige ting i den lille by Rakelsminde. En mand sprætter sig selv op og fodrer sig til sine jagthunde, hvorefter det begynder at sne. I juni. Journalisten Tea sendes til byen, for at dække historien. Det går ikke helt som forventet

 


Gespenster af Sigbrand, Sanderhage og D'Amato

 

Gespenster / red. Chris D’Amato
Mojibake, 2017. – 46 sider
vignetter: René Birkholm

Fra hjemsøgte grillbarer over den ultimative Halloweenfest til en nedlagt kirke. I Gespenster får spøgelser og genfærd taletid i seks nye noveller.

 


 

Haiberg, Louise: Monstre – Død verden 1
Tellerup, 254 sider, illustreret

Zombier hærger over hele verden, og deres antal øges. Den unge kvinde, Nera og hendes venner forsøger at undgå de marcherende horder af blodtørstige zombier. Men det er svært at undgå dem, og ofte må de tage kampen op mod dem

 


Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen

 

Harksen, Henrik S.: Ind i mørket
H. Harksen Productions, 2017. – 149 sider, illustreret

Samling af horror-noveller, hvor man f.eks. følger en ensom ægtemands færd i en underjordisk verden eller oplever en kvinde, der får stjålet sine drømme

 


 

Henriksen, D. S.: Dukkehuset
Valeta, 2017. – 332 sider

David og Mira vågner pludselig op i det dukkehus, som Davids far har købt hos antikvitetshandleren. Dukkehuset har forbindelser til 2. verdenskrig, og der går ikke længe før David og Mira opdager at de måske ikke er alene

 


Klovn af Michael Kamp

 

Kamp, Michael: Klovn
Tellerup, 2017. – 171 sider

Klovne-epidemien er kommet til landsbyen Ullerup. Men det, der starter som grove løjer, bliver til dødelig alvor, da en uhyggelig hemmelighed fra fortiden vækkes til live og fylder landsbyen med blodtørstige klovne

 


 

Kramhøft, Lars: Djævlens hjerte
Ulven og Uglen, 2017. – 371 sider. – (Sortekunstens mysterier, 1)

Den unge Damian, søn af den onde lensherre, Magnus Drakensten, har afsløret sin fars forbudte flirten med djævelen og hans dæmoner. Faren har også haft onde planer med Damian, og denne er nu nødt til at flygte

 


Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen

 

Kyed-Knudsen, Line: Rejsen til SELU – Hvidt støv, 3
Gyldendal, 250 sider.

Emily og hendes gruppe af overlevende begiver sig på vej mod rumforskningsinstituttet SELU. Men rejsen er farefuld, og zombierne er ikke den eneste trussel. Vil det lykkes dem at nå frem, og hvad møder dem der?

 


 

Langstrup, Steen: Skadedyr og tulipaner
2 Feet Entertainment, 2017. – 235 sider

Archibald mister sin mor i en tragisk ulykke og flytter med faren til en lille ø. Her prøver han at begå sig, men det er svært at være en følsom dreng, i et samfund hvor det handler om at være barsk og stærk

 


 

Larsen, Jes: Sex gotiske fortællinger
Kom i hu, eksp. Saxo, 2017. – 484 sider

Sex gotiske fortællinger er opbygget som Giovanni Boccaccios klassiker Dekameron fra 1348, hvor en gruppe mennesker søger tilflugt sammen under pesten og over ti dage fortæller hinanden historier.

 


Castra Damnatorum af Patrick Leis

 

Leis, Patrick: Castra damnatorum
Valeta, 2017. – 532 sider, illustreret. – (Necrodemic, 2)

Zombierne hærger Danmark, flere og flere smittes. De få der endnu ikke er smittet, kæmper for livet i lejre beskyttet af militæret

 


 

Leis, Patrick: HalloweenHelvedet
Calibat, 2017. – 223 sider, illustreret. – (Forstadsgysere)

Mens hele byen forbereder årets halloweenfest gør Græskardæmonen og hans håndlangere klar til en helt anden type fest i udkanten af byen. Mon Kia, Mikkel, Dex og katten Felix endnu engang kan afværge mørkets kræfter?

 


 

Martinov, Niels: Min tid med Judy
mellemgaard, 2017. – 173 sider

Noveller om ondskab, der materialiserer sig i mange forskellige former, så som voldtægt, selvhad og frygtelige sygdomme

 


Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen

 

Mungo Madsen, Karsten: Scrapbogen
Fahrenheit, 2017. – [52] sider, alle illustreret

Tegneserie – graphic novel. En ung studerende tager et nemt studiejob som fyrvogter henover julen. Men det bliver en hårrejssende læseferie, han aldrig glemmer igen

 


 

Nielsen, Danny H. L.: Stonelegenderne
Skriveforlaget, 2017. – 257 sider

Fire søskende leger i 1878 med et mystisk mørkt ritual, der tilsyneladende gør dem udødelige. Privatdetektiven John Harrow forsøger på deres døende fars opfordring at løse mysteriet

 


Eternal DarkRay af Tue Omø

 

Omø, Tue: Eternal darkray
Enter Darkness, 2017. – 614 sider

Et tog fyldt med døde og folk, der er smittede med en farlig sygdom, der gør dem psykopatiske og voldelige, tordner gennem England. Ombord er også de få der måske kan redde verden, hvis de kan løse den gåde, der ligger bag de smittedes sygdom

 


 

Petri, Lotte: Djævelens værk 
Lindhardt og Ringhof, 2017. – 284 sider

Et mord bliver begået på Assistens Kirkegård og ved obduktionen opdager knogleekspert Josefine Jespersen, at der er ridset et kors ind i kraniet. Snart bliver der talt om Djævelens værk, da flere mord med samme signatur dukker op

 


Rustkammeret -Fortællinger fra mørket 2 / red. Lars Grill Nielsen

 

Rustkammeret / redaktør: Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2017. – 328 sider. – (Fortællinger fra mørket, 2)

15 horror-noveller, skrevet af danske forfattere. Novellerne tager udgangspunkt i alle de uhyggeligste og mørkeste afkroge, der findes mellem liv og død

 


 

Sanderhage, Per: En sag for Luckner : den samlede portefølje 1973-2017
Serieklubben, 2017. – x, 311 sider, illustreret
illustrator: Peter Snejbjerg

Noveller. Igennem 13 noveller stifter vi bekendtskab med lejemorderen Luckner der i 1970’erne nedkæmper vampyrer, hekse, dæmoner og krydser klinger med folk som Frankenstein og Dorian Gray

 


Plakat for Kværnen

 

Schjönning, Martin: Kværnen
Calibat, 2017. – 186 sider, illustreret
kunstner: Tom Kristensen

Civilisationen brød sammen da zombierne gik til angreb, men en gruppe overlevende byggede Kværnen for at kunne pløje sig igennem disse levende døde. Mareridstramte Rebecca bliver sendt på mission med Kværnen for at finde sin forsvundne kæreste Johnny, der formodes død

 


 

Vilandt, Joakim: Cassandra
Gladiator, 2017. – 131 sider

Digte som på et forvansket særsprog beretter om ungdomserindringer og dunkle dommedagsprofetier

 


Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjortshaab

 

Vork, Teddy: Mare, mare minde
Calibat, 2017. – 59 sider, illustreret i farver
illustrator: Thomas Hjorthaab

Peter ligger vågen og tænker uhyggelige tanker. Er der mon nogen under sengen? Er det bare hans fantasi, der spiller ham et puds? Inden længe går det op for Peter at sandheden er endnu mere gruopvækkende end selv hans fantasi rækker

 


 

Wilmann, Jonas: Jeb Skulls makabre eventyr
Kaos, 2017. – 220 sider

Vandringsmanden Jeb Skull bliver bidt af en ligæder og han skal igennem en farlig og dyster skov for at finde kuren. Turen igennem skoven byder på mange farer og møder med mange uhyggelige væsner

 


 

Årets horrorudgivelser 2016

Årets horrorudgivelser 2015

NYARLATHOTEP nr. 1

NYARLATHOTEP er et dansk H. P. Lovecraft fanzine, hvor der så vidt jeg kan se er udkommet tre numre indtil videre. Jeg faldt over det, da jeg ledte efter biografisk stof om Lovecraft på dansk, og det viste sig, at udover en fin biografi indeholder første nummer også tre nyoversættelser af Lovecraft novellerne: Dagon, The Terrible old man og NYARLATHOTEP samt en række andre spændende artikler. Nu har jeg også bestilt nummer to og tre via biblioteket, men nummer tre kan også findes til download på hplovecraft.dk

Manden bag bladet hedder Thomas Winther. Han skriver i forordet, hvordan han i en årrække har samlet alt om H. P. Lovecraft og gerne ville gøre det lettere for andre fans at få et overblik over forfatterskabet på dansk. Udover ham bidrager Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy Jensen og Lars Kramhøft i første nummer.

Udgivelsen er et fanzine, og det vil sige, at det er Lovecraft-entusiaster, som står bag. Det betyder, at artiklerne er lidt ujævne i sprog og stil, men det betyder også, at det er folk, som er interesseret i emnet, de skriver om, og som har en sjov og omfattende viden. Ikke alle artikler appellerede til mig, bl.a. spiller jeg ikke rollespil, så den artikel må jeg indrømme, at jeg sprang over. Men generelt synes jeg, at bladet rummer mange gode og spændende artikler, som både kan læses af hardcore fans og sådan nogen som mig, der bare synes, at det kunne være sjovt at vide lidt mere om H. P. Lovecraft. Og så er jeg ikke mindst begejstret for oversættelserne af Lovecraft novellerne, som er blevet rigtig vellykkede.

NYARLATHOTEP bygger på en af H. P. Lovecrafts drømme, hvor han drømte om et brev fra en ven, der blev indledt med ordene: “Undlad ikke at se NYARLATHOTEP, hvis han kommer til Providence. Han er grufuld – ud over al forstand grufuld – men forunderlig.”

Den Frygtindgydende Gamle Mand handler om tre indbrudstyve, som beslutter sig for at bryde ind hos en gammel mand, der bor alene i et gammelt forsømt hus.

Dagon er historien om en sømand, som fanges under krigen men stikker af i en redningsbåd. Mens han sover, lander hans båd på et mærkeligt stykke land, og her opdager han en grusom hemmelighed.

Derudover er der en Lovecraft-inspireret novelle af Lars Kramhøft med titlen Den ventende i mørket, som absolut også kan anbefales. Fortælleren besøger en ven, som netop var flyttet fra London til en lille fredelig by, men hans nye hus viser sig at rumme en dør, der fører ind til et ukendt univers. En dør som kun kan lukkes ved hjælp af Necronomicon …

Indhold:

Biografi af Thomas Winther
NYARLATHOTEP oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung
Man gjorde en forfatter fortræd af Thomas Winther
Den ventende i mørket af Lars Kramhøft
Den frygtindgydende gamle mand oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft som rollespil af Tommy Jensen
Lovecraft i musikkens verden af Thomas Winther
Dagon oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft i streg af Frank Brahe
Lovecraft på dansk af Thomas Winther
Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker

Udgivelsesår: 2003

Lovecraft historier omtalt på Gyseren.dk:

Randolp Carters erklæring
Skyggen over Innsmouth
Den hviskende i mørket
Rotterne i muren
Farven fra rummet
Vanviddets bjerge
Den som hjemsøger mørket
Tilfældet Charles Dexter Ward