november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘besættelse’

Savas vidner af Sara Bouchet

Savas vidner af Sara BouchetEn kvinde styrter i døden fra et kirketår, en ung pige findes hængt i et lagen, og en gruppe unge begår kollektivt selvmord på en parkeringsplads i Nordsjælland. Er det tilfældige, ulykkelige hændelser, eller er de på en eller anden måde forbundne?

Dannie Lind er lidt af en neurotiker og en enspænder, og hun er i krise. Hun er netop blevet suspenderet fra sit job som præst, hendes kæreste er gået fra hende, og et af de få lyspunkter er kontakten til ekskærestens syvårige søn Louis. Da hendes søster Sophie kontakter hende fra St. Andrews i Skotland og beder hende komme hurtigst muligt, er det derfor en kærkommen lejlighed til at rejse væk. Men da Dannie ankommer, er Sophie forsvundet. (Fra bogens bagside)

Savas vidner var en af de titler fra 2018, som kunne være blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse. Af forskellige årsager bad forfatter Sara Bouchet dog om ikke at komme på longlisten. Måske var hun nervøs for, at horror-mærkatet ville fjerne noget af virkelighedsfølelsen hos læseren, hvis man ‘bare’ kunne afskrive den som ren underholdning. Nu er horror jo heldigvis meget mere end underholdning, og jeg tror ikke, det ville være sket, for Savas vidner er virkelig tankevækkende og forfalder aldrig til sensations hysteri.

Historien fortælles af Dannie med spring tilbage i tiden. Hun er som voksen stadig ikke kommet sig over barndommens traumer, men har fundet trøst i troen og er nu præst. Storesøsteren Sophie derimod, benægter al religion og har uddannet sig som specialist i middelalderhistorie. Derfor undrer det Dannie meget, da hun opdager, at Sophie jævnligt talte med sin lokale præst, og at hendes forskning har ført hende i en religiøs retning. Og mens Dannie forsøger at forstå, hvad der er sket, kommer fortiden atter op til overfladen.

Sideløbende springer fortællingen til Poczernin i Polen, hvor vi hører om den gamle mand Darek Twardowska, der bor alene i skoven. Og endeligt får vi uddrag af en række breve fra 1600-tallets Sverige. Springene i tid og fortæller giver en lavmælt suspense til fortællingen, fordi vi som læser kun får afsløret bidder af det overordende billede. Vi sidder og gætter på, hvad sammenhængen er mellem personerne og de forskellige oplevelser, men først til sidst opklares det.

Bouchet er cand.mag. i litteraturhistorie og har en Master i kulturel identitet fra St. Andrews universitet, og det mærkes, at hun har researchet grundigt. Savas vidner tager læseren med omkring hekseafbrændinger, kristendommens kvindesyn, psykiatri, selvmordsforskning og traumatiserede børn sideløbende med Dannies forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med søsteren. Det hele skrevet i et letforståeligt sprog, som aldrig bliver omstændelig eller tørt.

Jeg var meget grebet under læsningen, men også meget trist. Savas vidner er ikke en bloddryppende pageturner med lig på hveranden side. I stedet er den en psykologisk thriller, der går i dybden med tro og kærlighed. Dannie har ikke haft en normal barndom. Hun er vokset op i et troende hjem, hvor ondskaben lurede om hvert hjørne og forældrene gjorde alt, hvad de kunne for at beskytte deres piger imod den. Men kan man elske for højt? Kan kærligheden i virkeligheden gøre mere skade en gavn? Det allermest skræmmende for mig var, hvor troværdig Dannies barndom beskrives. Der er stadig samfund og familier, der mishandler og udstøder dem, de tror er onde. Bare tænk på heksebørnene i Nigeria. Og jeg får ondt helt ind i hjertet ved tanken om, hvor mange børn der dagligt må overleve under forhold, som vi ikke engang byder indsatte i vore fængsler. Som barn er man prisgivet sine forældre, og hvis de tror, at de redder deres barn ved at sulte eller slå eller mishandle det, så gør de det.

Alt det onde i denne roman udspringer af kærlighed, og det er det, som gør Savas vidner til en voldsom oplevelse at læse. En barsk og tankevækkende roman som alle bør læse.

Om Savas vidner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 447 sider
Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Carrie af Stephen King
Heksenatten af Fritz Leiber
Martyrens sang af Stephen Miller
Arvingen af Michael Sørensen

Små onde svin af John Kenn Mortensen

Små onde svin af John Kenn MortensenDa 13-årige Sebastians mor bliver indlagt med nervøst sammenbrud, må Sebastian flytte til Lolland hos sin onkel Gunnar på hans ruin af en herregård. Nætterne på Kragenborg er ensomme og fulde af lyde, skikkelser og søvngængeri. Sebastian ser en mand med en økse og en kæmpe gris med tre ben, og husets gamle elevator går hele tiden i gang af sig selv.

Er han blevet gal ligesom sin mor, eller er der noget, der vil ham til livs? (bagsideteksten)

John Kenn Mortensen har endnu en gang skrevet en forrygende historie, der kan læses af alle aldersgrupper – bare nerverne er i orden. Som i De utilpassede er vi atter på Lolland, hvor JKM selv voksede op. Der er nu ikke meget barndoms-nostalgi over Små onde svin, som på alle måder er uhyggelig – også uhyggelig god.

Men udover at være en ædende ond historie er Små onde svin også en fortælling om venskab og sammenhold. Selvom de voksne sjældent kan hjælpe de lidt anderledes eksistenser, står den følsomme Sebastian heldigvis ikke helt alene overfor de mystiske hændelser på Kragenborg. En lille outsider-gruppe på hans nye skole tager ham under vingerne, og det viser sig, at de har en særlig tilknytning til Sebastians nye hjem. Og ved at hjælpe dem hjælper Sebastian sig selv.

Små onde svin er en ualmindelig god roman, der både er skræmmende og rørende med et lille drys sort humor. Jeg har i virkeligheden kun én ting at sige om den, og det er: Læs den!

Om Små onde svin:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 315 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Dukkehuset af D. S. Henriksen
I brøndens mørke af Annette Herzog
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy
Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Perfekte dage af Raphael Montes

Perfekte dage af Raphael MontesEn sociopat er kendetegnet ved bl.a. at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Den indadvendte Teo er under uddannelse som læge. Han bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen men en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude – liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger og drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice, og ender med at hjælpe hende en aften hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden.

Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. Perfekte dage er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller.

Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn, og kysser hende hver dag godmorgen.

Dels er selve plottet så helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned.

Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente.

Perfekte dage er fascinerende og foruroligende læsning. Jeg sad hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Jeg kom til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963, Offer for en samler, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman?

Sproget flyder let, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt, og med en understrøm af sort, sort humor. Perfekte dage er absolut en bog der er værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Perfekte dage:

Udgivelsesår: 07.06.2017
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Originaltitel: Dias perfeitos
Oversætter: Tine Lykke Prado

Hjemmet af Mats Strandberg

Hjemmet af Mats StrandbergNina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.

For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.

Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?

Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.

Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.

Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.

Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.

Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.

Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.

Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.

Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.

Om Hjemmet:

Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Hemmet
Oversætter: Allan Hilton Andersen

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe, illustreret af Lasse Bekker Weinreich

De døde dukkers hævn af Ellen HolmboeVictor er den mindste dreng i klassen. Han er endda mindre end flere af pigerne! Og så går han til svømning og er vild med gamle gyserfilm. Der er ikke noget at sige til, at han bliver mobbet.

En dag flytter Mary til byen, og pludselig er Victor ikke alene mere. Mary er nemlig også vild med svømning og gamle gyserfilm, så de to bliver bedste venner. Faktisk kunne Victor godt tænke sig, at de blev mere end det.

Selvom Victor stadigvæk bliver mobbet, er det lettere at klare, fordi Mary er der. Men en dag da de skal lære førstehjælp i klassen, bliver det for meget. De tre lede L’er, Lucas, Lasse og Laura som er hovedmændene bag mobningen, går over stregen én gang for meget, og nu vil Victor og Mary have hævn. Heldigvis har de en hemmelighed i baghånden. Mary er nemlig ikke en helt almindelig pige…

De døde dukkers hævn er en letlæst, underholdende og flot illustreret gyser for børn fra 9-10 år.

Ellen Holmboe har fundet inspiration i klassikeren Frankenstein (som også er de to unge hovedpersoners yndlingsfilm), og har skrevet sin helt egen nutidige fortælling som en hyldest. Mary er f.eks. opkaldt efter forfatteren til Frankenstein Mary Shelley, mens Victor er opkaldt efter videnskabsmanden Victor Frankenstein fra romanen.

Ligeledes er Mary og Victors hævn også en homage, idet det lykkes dem at ‘puste liv’ i nogle gamle genoplivningsdukker fra svømmehallens førstehjælpsrum. De vil bruge dukkerne til at skræmme de tre lede L’er. Men akkurat som i klassikeren må Mary og Victor sande, at de genoplivede væsner har deres eget liv, og pludselig er de alle i fare.

Historien er fuld af action, humor og lidt kærlighed, og slutningen er meget dramatisk. Jeg er sikker på, at målgruppen vil sidde med tilbageholdt åndedræt, når det endelige opgør udspiller sig i svømmehallen. Jeg blev i hvert fald helt grebet af stemningen.

Endelig er jeg også nødt til at rose Lasse Bekker Weinreichs sort/hvide illustrationer, som meget stemningsfuldt indleder hvert kapitel. De rammer præcis den rette atmosfære af hygge kontra uhygge, og jeg ville elske at have dem i plakatstørrelse.

Illustration af Lasse Bekker Weinreich

Om De døde dukkers hævn:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 159 sider
Omslag: Lasse Bekker Weinreich
Lix: 18

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Læs mere om De døde dukkers hævnforlagets hjemmeside.

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Al kødets gang af A. Silvestri

AlKødetsGang_SilvestriDet er tolv år siden, Søren sidst satte sin fod i barndomshjemmet på Bringe Allé, men nu er moren alvorligt syg, og et løfte fra onkel Holger om, at Søren kommer til at arve hele familiens formue, overtaler ham til overtage rollen som morens plejeperson. Eneste klausuler er, at de begge skal bo i barndomshjemmet, og at Søren skal behandle sin mor godt.

Barndomshjemmet er dog fuldt af minder, som trænger sig på, nærmest før Søren er trådt ind i huset, så han beslutter sig for at friske stedet op. Så er det også lettere at sælge, når moren er død. Men al renoveringen af husets udseende kan ikke ændre på de hemmeligheder, der gemmer sig indenfor.

“Al kødets gang” af A. Silvestri udgives som en del af H. Harksens serie Gotisk Krimi. Her er dog klart mere gotik end krimi, så måske havde det været mere passende at udgive historien som en gotisk roman, ligesom forlaget gjorde med Martin Wangsgård Jürgensens fremragende “Åndemanerne“. Heldigvis er det dog ikke forlagenes og bibliotekernes etiketter, der bestemmer kvaliteten, og som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse.

På forfatterens blog kan man læse lidt om hans tanker bag romanen. Bl.a. skriver han lidt om, hvordan han opfatter begrebet gotik: “… gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige – men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.” Og hvordan han fandt inspiration ved at læse en masse gotisk litteratur, især Edgar Allan Poe hvis fortælling “Ushers fald” er en slags inspiration, idet Silvestri på forhånd havde besluttet, at romanen skulle handle om et hus og en slægt.

Resultatet er blevet en nutidig historie, der både er et realistisk hverdagsdrama om en drengs opvækst i et hus, hvor mormoren stod for omsorgen, mens forældrene festede og passede deres, og hvordan det har påvirket drengen/manden. Men der er også en historie under hverdagens fernis, hvor familiens hemmeligheder ikke er blot er for meget fest og alkohol, og hvor fortiden i høj grad lever i nutiden. Hvor familieforpligtelserne ikke kan frasiges, og hvor skræk blandes med lyst og had med kærlighed. Og som altid skrevet i et flot og virtuos sprog.

Søren udstødte et suk af lettelse, da han befriede pikken fra de snærende bukset. Den stod lige ud i luften, et våben klar til at nedlægge fjenden. Med en blanding mellem et suk og et grynt faldt han på knæ på gulvet. Sveden løb ned over hans venstre tinding. Han plirrede med øjnene. Moren møvede sig længere væk, men det gik langsomt. Søren lagde den ene hånd på hendes balle, mens han spyttede i den anden. “Jeg er mand nok, mor”, sagde han og gned på pikken med den savlindsmurte hånd. Glansen vibrerede, klar til at affyre. “Synes du ikke?

Læs mere på H. Harksen Productions eller på A. Silvestris hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: shutterstock.com

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

Roommate af Jacob Hedegaard Pedersen

Roommate af Jacob Hedegaard PedersenJacob Hedegaard Pedersen er også at finde blandt SMSpress udgivelser med sin sms-novelle “Roommate”.

Suzanne er netop flyttet ind i en lækker lejlighed, som hun har fået ekstra billig pga. en plet på gulvet i gangen. Hun har også lige mødt en sød fyr, og faktisk er alt bare rigtig godt – altså bortset fra en følelse af at nogen overvåger hende når hun er i lejligheden.

Jacob Hedegaard Pedersen fortæller historien via Suzannes sms’er til en veninde, og ligesom i Steen Langstrups “El Daemon” må jeg konstatere, at det faktisk virker overraskende godt med at fortælle historien gennem små bidder kommunikation.

Selve plottet fik mig til at tænke på filmen “The Entity” fra 1982, som i min hukommelse står som en af de mest skræmmende film, jeg har set. Jeg har den liggende ved siden af dvd-afspilleren, men har ikke turde gense den endnu.

Jeg må indrømme, at jeg synes helt godt om sms-novelle idéen, og så er det jo dejligt, at der stadig er ulæste horror-noveller tilbage. F.eks. mangler jeg stadig at læse “Inkasso” af Axel Uth, “SMS fra Helvede” af Kenneth Bøgh Andersen og “Blod” af Jacob Weinreich.

“Roommate” kan bestilles for sølle 10 kr. på SMSpress, eller måske er du blandt de heldige, hvis bibliotek har skrevet kontrakt med SMSpress, så du kan bestille den ganske gratis.

Om “Roommate”:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia