november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘besættelse’

Perfekte dage af Raphael Montes

Perfekte dage af Raphael MontesEn sociopat er kendetegnet ved bl.a. at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Den indadvendte Teo er under uddannelse som læge. Han bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen men en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude – liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger og drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice, og ender med at hjælpe hende en aften hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden.

Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. Perfekte dage er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller.

Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn, og kysser hende hver dag godmorgen.

Dels er selve plottet så helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned.

Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente.

Perfekte dage er fascinerende og foruroligende læsning. Jeg sad hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Jeg kom til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963, Offer for en samler, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman?

Sproget flyder let, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt, og med en understrøm af sort, sort humor. Perfekte dage er absolut en bog der er værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Perfekte dage:

Udgivelsesår: 07.06.2017
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Originaltitel: Dias perfeitos

Hjemmet af Mats Strandberg

Hjemmet af Mats StrandbergNina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.

For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.

Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?

Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.

Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.

Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.

Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.

Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.

Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.

Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.

Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.

Om Hjemmet:

Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe, illustreret af Lasse Bekker Weinreich

De døde dukkers hævn af Ellen HolmboeVictor er den mindste dreng i klassen. Han er endda mindre end flere af pigerne! Og så går han til svømning og er vild med gamle gyserfilm. Der er ikke noget at sige til, at han bliver mobbet.

En dag flytter Mary til byen, og pludselig er Victor ikke alene mere. Mary er nemlig også vild med svømning og gamle gyserfilm, så de to bliver bedste venner. Faktisk kunne Victor godt tænke sig, at de blev mere end det.

Selvom Victor stadigvæk bliver mobbet, er det lettere at klare, fordi Mary er der. Men en dag da de skal lære førstehjælp i klassen, bliver det for meget. De tre lede L’er, Lucas, Lasse og Laura som er hovedmændene bag mobningen, går over stregen én gang for meget, og nu vil Victor og Mary have hævn. Heldigvis har de en hemmelighed i baghånden. Mary er nemlig ikke en helt almindelig pige…

De døde dukkers hævn er en letlæst, underholdende og flot illustreret gyser for børn fra 9-10 år.

Ellen Holmboe har fundet inspiration i klassikeren Frankenstein (som også er de to unge hovedpersoners yndlingsfilm), og har skrevet sin helt egen nutidige fortælling som en hyldest. Mary er f.eks. opkaldt efter forfatteren til Frankenstein Mary Shelley, mens Victor er opkaldt efter videnskabsmanden Victor Frankenstein fra romanen.

Ligeledes er Mary og Victors hævn også en homage, idet det lykkes dem at ‘puste liv’ i nogle gamle genoplivningsdukker fra svømmehallens førstehjælpsrum. De vil bruge dukkerne til at skræmme de tre lede L’er. Men akkurat som i klassikeren må Mary og Victor sande, at de genoplivede væsner har deres eget liv, og pludselig er de alle i fare.

Historien er fuld af action, humor og lidt kærlighed, og slutningen er meget dramatisk. Jeg er sikker på, at målgruppen vil sidde med tilbageholdt åndedræt, når det endelige opgør udspiller sig i svømmehallen. Jeg blev i hvert fald helt grebet af stemningen.

Endelig er jeg også nødt til at rose Lasse Bekker Weinreichs sort/hvide illustrationer, som meget stemningsfuldt indleder hvert kapitel. De rammer præcis den rette atmosfære af hygge kontra uhygge, og jeg ville elske at have dem i plakatstørrelse.

Illustration af Lasse Bekker Weinreich

Om De døde dukkers hævn:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 159 sider
Omslag: Lasse Bekker Weinreich
Lix: 18

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Læs mere om De døde dukkers hævnforlagets hjemmeside.

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Al kødets gang af A. Silvestri

AlKødetsGang_SilvestriDet er tolv år siden, Søren sidst satte sin fod i barndomshjemmet på Bringe Allé, men nu er moren alvorligt syg, og et løfte fra onkel Holger om, at Søren kommer til at arve hele familiens formue, overtaler ham til overtage rollen som morens plejeperson. Eneste klausuler er, at de begge skal bo i barndomshjemmet, og at Søren skal behandle sin mor godt.

Barndomshjemmet er dog fuldt af minder, som trænger sig på, nærmest før Søren er trådt ind i huset, så han beslutter sig for at friske stedet op. Så er det også lettere at sælge, når moren er død. Men al renoveringen af husets udseende kan ikke ændre på de hemmeligheder, der gemmer sig indenfor.

“Al kødets gang” af A. Silvestri udgives som en del af H. Harksens serie Gotisk Krimi. Her er dog klart mere gotik end krimi, så måske havde det været mere passende at udgive historien som en gotisk roman, ligesom forlaget gjorde med Martin Wangsgård Jürgensens fremragende “Åndemanerne“. Heldigvis er det dog ikke forlagenes og bibliotekernes etiketter, der bestemmer kvaliteten, og som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse.

På forfatterens blog kan man læse lidt om hans tanker bag romanen. Bl.a. skriver han lidt om, hvordan han opfatter begrebet gotik: “… gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige – men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.” Og hvordan han fandt inspiration ved at læse en masse gotisk litteratur, især Edgar Allan Poe hvis fortælling “Ushers fald” er en slags inspiration, idet Silvestri på forhånd havde besluttet, at romanen skulle handle om et hus og en slægt.

Resultatet er blevet en nutidig historie, der både er et realistisk hverdagsdrama om en drengs opvækst i et hus, hvor mormoren stod for omsorgen, mens forældrene festede og passede deres, og hvordan det har påvirket drengen/manden. Men der er også en historie under hverdagens fernis, hvor familiens hemmeligheder ikke er blot er for meget fest og alkohol, og hvor fortiden i høj grad lever i nutiden. Hvor familieforpligtelserne ikke kan frasiges, og hvor skræk blandes med lyst og had med kærlighed. Og som altid skrevet i et flot og virtuos sprog.

Søren udstødte et suk af lettelse, da han befriede pikken fra de snærende bukset. Den stod lige ud i luften, et våben klar til at nedlægge fjenden. Med en blanding mellem et suk og et grynt faldt han på knæ på gulvet. Sveden løb ned over hans venstre tinding. Han plirrede med øjnene. Moren møvede sig længere væk, men det gik langsomt. Søren lagde den ene hånd på hendes balle, mens han spyttede i den anden. “Jeg er mand nok, mor”, sagde han og gned på pikken med den savlindsmurte hånd. Glansen vibrerede, klar til at affyre. “Synes du ikke?

Læs mere på H. Harksen Productions eller på A. Silvestris hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: shutterstock.com

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

Roommate af Jacob Hedegaard Pedersen

Roommate af Jacob Hedegaard PedersenJacob Hedegaard Pedersen er også at finde blandt SMSpress udgivelser med sin sms-novelle “Roommate”.

Suzanne er netop flyttet ind i en lækker lejlighed, som hun har fået ekstra billig pga. en plet på gulvet i gangen. Hun har også lige mødt en sød fyr, og faktisk er alt bare rigtig godt – altså bortset fra en følelse af at nogen overvåger hende når hun er i lejligheden.

Jacob Hedegaard Pedersen fortæller historien via Suzannes sms’er til en veninde, og ligesom i Steen Langstrups “El Daemon” må jeg konstatere, at det faktisk virker overraskende godt med at fortælle historien gennem små bidder kommunikation.

Selve plottet fik mig til at tænke på filmen “The Entity” fra 1982, som i min hukommelse står som en af de mest skræmmende film, jeg har set. Jeg har den liggende ved siden af dvd-afspilleren, men har ikke turde gense den endnu.

Jeg må indrømme, at jeg synes helt godt om sms-novelle idéen, og så er det jo dejligt, at der stadig er ulæste horror-noveller tilbage. F.eks. mangler jeg stadig at læse “Inkasso” af Axel Uth, “SMS fra Helvede” af Kenneth Bøgh Andersen og “Blod” af Jacob Weinreich.

“Roommate” kan bestilles for sølle 10 kr. på SMSpress, eller måske er du blandt de heldige, hvis bibliotek har skrevet kontrakt med SMSpress, så du kan bestille den ganske gratis.

Om “Roommate”:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

Child’s Play

Child's PlayChild’s Play er en af de klassikere, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Jeg har set flere af efterfølgerne, men aldrig originalen. Det er der nu rådet bod på, og jeg kan absolut anbefale Tom Hollands lille dukkefilm, som stadig holder her 21 år efter udgivelsen.

På Andys 6-års fødselsdag ønsker han sig inderligt en Good Guy-dukke, som han har set i tv. Hans mor, Karen, har dog ikke råd til dukken, og han må skuffet nøjes med tøj og et Good Guy-værktøjssæt. På arbejde får Karen dog tilbudt en dukke til langt under normalprisen af en hjemløs. Han siger ikke, hvor han har den fra, og Karen er ligeglad. Nu får Andy sin dukke, som han døber Chucky, og han er lykkelig.

Men allerede samme aften begynder det hele at gå galt. Karen må tage ekstra-arbejde, og hendes søster Maggie passer Andy. Da hun putter ham sammen med Chucky, får hun dog gjort dukken vred, og hun ender med at falde ud af køkkenvinudet. Da Karen kommer hjem, opdager hun, at søsteren er død, og at politiet mistænker Andy for at stå bag. Andy derimod bedyrer, at det er Chucky, men hvordan kan en dukke slå nogen ihjel?

Efterhånden går det dog op for Karen, at Chucky ikke er en helt almindelig dukke, og hun ender med at få hjælp af detektiven Mike Norris, som kan hjælpe hende med at samle brikkerne. Han var nemlig til stede den nat, hvor morderen Charles Lee Ray døde i en legetøjsbutik omgivet af Good Guy-dukker. Og Charles var vældig fascineret af voodoo …

Jeg synes, det er fantastisk, at en 21 år gammel film stadig holder så godt som Child’s Play gør. Først og fremmest er jeg imponeret over Alex Vincent, der spiller Andy. Ofte er børneskuespillere ikke særligt overbevisende, men det er Andy. Han spiller både glad, bange og ked af det, så man er nødt til at tro ham. Jeg holder særligt af en scene mod slutningen af filmen, hvor Chucky udbryder med dukkestemme: “Men Andy – vi er venner til enden!” og Andy svarer: “Ja, og dette er enden!”

Derudover synes jeg, at filmens special effects er ret utrolige. Dukken Chucky er virkelig godt lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1988, og så kan jeg også godt lide, at Tom Holland så effektivt bruger kameraet til at fortælle historien. I scenen hvor Maggi bliver slået ihjel, lader han f.eks. kameraet filme i meget lav højde, som er det et barn – eller en dukke – gennem hvis øjne vi ser.

I dag tror jeg alle ved, at morderen er Chucky, men manuskriptet er oprindelig skrevet, så man skulle være i tvivl om, hvorvidt det kunne være Andy. Det synes jeg også er en fin detalje.

Morderen, Charles Lee Ray, spilles af Brad Dourif. Han er kendt fra mange gode film, men jeg husker ham især fra Ringenes Herre, hvor han spiller Grima Ormetunge. Og han kan virkelig noget med sin stemme! Hans optræden som sig selv er ganske kort i Child’s Play, men hans stemme hører vi filmen igennem via Chuckys mund. Og uha han virker sindssyg og væmmelig.

Child’s Play er ikke fyldt med vildt blodige scener, og selvfølgelig kan det være lidt svært at tro på, at en plastic-dukke med lethed kan overmande voksne mænd. Men lader man den ene præmisse stå for troende, så synes jeg faktisk, at man får en superfed filmoplevelse ud af det. Velspillet, velfilmet og med en historie som man nok kan regne ud, men som alligevel er lavet tilpas overbevisende og overraskende til, at man køber den. Så vent ikke lige så længe som mig med at se den …

Child’s Play kostede ca. 9 millioner at lave, og spillede næsten det hele ind i åbningsweekenden. Siden er det også blevet til 4 efterfølgere af svingende kvalitet. Don Mancini har skrevet manuskriptet til alle 5 film, og har også selv instrueret Seed of Chucky. Efter sigende er en genindspilning af Child’s Play på vej, som Mancini også skulle instruere. Jeg er nu ikke sikker på, at det kan gøres meget bedre end originalen.

Som en lille ekstra-detajle har jeg læst, at filmens morder, Charles Lee Ray, er opkaldt efter en række virkelige mordere, nemlig Charles Manson (leder af the Manson family som slog flere mennesker ihjel i Californien i 60’erne), Lee Harvey Oswald (anklaget for mordet på præsident Kennedy) og James Earl Ray (dømt for mordet på dr. Martin Luther King).

Om filmen:

Instruktør: Tom Holland
Udgivelsesår: 1988

Chucky-serien:

Child’s Play, 1988 – D: Tom Holland
Child’s Play 2, 1990 – D: John Lafia
Child’s Play 3 – 1991 – D: Jack Bender
Bride of Chucky, 1998 – D: Ronny Yu
Seed of Chucky, 2004 – D: Don Mancini

Mirrors

Så har jeg også fået set genindspilningen af “Into the mirror“, som Alexandre Aja lavede en genindspilning af i 2008 under titlen “Mirrors”.

Kiefer Sutherland spiller betjenten Ben, der tager et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower, mens han kæmper for at komme på foden igen efter at have skudt en mand i tjenesten. Hans ægteskab er gået fløjten, han bor hos sin søster og drikker for meget. Men med jobbet håber han på en ny start.

Ben har dog ikke været længe i stormagasinet, før det går op for ham, at noget er forkert. Spejlene er skinnende blanke – og de viser ting, som ikke er der, når man vender sig om. Efter en oplevelse hvor Ben tror, han er ved at brænde ihjel, beslutter han sig for at finde ud af, hvad det er, spejlene vil fortælle ham. Det er dog ikke helt ufarligt …

Jeg har været meget begejstret for Alexandre Ajas tidligere film (“Haute tension” og genindspilningen af “The hills have eyes“), så jeg så frem til denne genindspilning af Sung-Ho Kims film fra 2003, som jeg synes var okay med flere gode elementer. Jeg er dog ikke sikker på, at “Mirrors” levede op til mine forventninger.

Aja giver historien sit eget twist, og det synes jeg er positivt. Hemmeligheden er derfor ikke ens i de to film, og det gør det jo altid lidt mere interessant, når man ikke fra starten kender plottet. Han genbruger dog flere ting, bl.a. slutningen som jeg nu forstår, men synes er bedre udført i originalen.

Kiefer Sutherland spiller rollen som Ben godt, og jeg synes, at visual effects er lavet fantastisk. Det nedbrændte Mayflower stormagasinet er en uhyggelig og overbevisende kulisse, så der er mange gode elementer. Men – jeg synes, at Aja smører for tykt på historien, så den mister troværdigheden. “Ånden” i stormagasinets spejle flytter sig fx rask rundt til spejle andre steder, og slutningen trækker lidt langt ud efter min mening.

“Mirrors” er en okay, men ikke specielt overraskende eller uhyggelig film, som kan ses af de fleste uden at provokere. Lidt for meget amerikansk mainstream, når man tænker på, hvor interessant Aja har været i sine tidligere film.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2008

Bag masken af Patrick Leis

Bag masken af Patrick LeisPatrick Leis er en af mine yndlingsforfattere, men af en eller anden grund har jeg først fået læst hans debutroman nu – 13 år efter udgivelsen. Bag masken er historien om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

Bag masken er som sagt Patrick Leis debutroman, og det synes jeg, at man mærker. Historien kører nogen gange lidt i tomgang, og Paulo fremstår en smule karikeret, uden jeg tror, det var meningen. Men når det er sagt, så er Bag masken ikke nogen dårlig roman. Leis beskriver ganske uhyggeligt, hvordan en personlighed langsomt bliver opløst, og der er en fin twist i plottet mod slutningen.

Bag masken er måske nok ikke min yndlings Leis roman, men den kan sagtens bruges til et par timers underholdning i sofaen.

Om Bag masken:

Udgivelsesår: 1995
Omslag: Patrick Leis