maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘besættelse’

Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft

Tilfældet Charles Dexter WardBlandt de H. P. Lovecraft fortællinger, jeg ikke havde fået læst, befandt en af hans længere historier sig, nemlig Tilfældet Charles Dexter Ward. Og hvor jeg ikke var synderlig vild med Vanviddets bjerge (sandsynligvis også pga. den ringe oversættelse), så var jeg begejstret for historien om den unge Ward, selvom oversættelsen også her halter ind i mellem.

Historien åbner med en konstatering af, at der for kort tid siden er undveget en særdeles besynderlig person fra sindssygehospitalet i nærheden af Providence, Rhode Island. Personen er den tvangsindlagte Charles Dexter Ward, om hvem lægerne har meget forskellige opfattelser af hans lidelse, bl.a. er de dybt uenige om, hvornår lidelsen egentlig brød ud.

Herefter ser vi et tilbageblik på Wards liv. Hvordan han altid havde været historisk interesseret, og hvordan denne interesse langsomt udviklede sig til en besættelse, da han fandt ud af, at en af hans forfædre var den gådefulde og frygtede Joseph Curwen. Efter denne opdagelse isolerede Ward sig  mere og mere, mens han eksperimenterede og arbejdede med Curwens efterladte dokumenter, som han fik gravet frem under store anstrengelser. Til sidst blev det for meget for Wards familie, som fik deres læge, doktor Willett til at tage affære, og Willett gjorde en grusom opdagelse.

Opbygningen i historien er god. Der åbnes med slutningen og springes så til Wards barndom med et tilbageblik på Curwens historie. Så føres historien op mod nutiden, og slutningen indeholder både gru, men også større håb end i mange andre Lovecraft fortællinger.

Willetts oplevelser i kælderen under Curwens gamle hus er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. På et tidspunkt går hans lygte i stykker, og han befinder sig i totalt mørke omgivet af unævnelige rædsler: “Willett skreg og skreg og skreg med en stemme, hvis paniske falset ingen af hans bekendte nogen sinde ville have genkendt; og selv om han ikke kunne rejse sig op, kravlede og rullede han desperat bort over de fugtige fliser, hvor en udmattet klynken og piben og bjæffen lød fra snesevis af Tartaros-brønde som svar på hans egne sindssyge skrig.” Jeg følte mig fuldstændig hensat til den paniske rædsel, som Willett gennemlever i disse mørke minutter, og alene denne del af fortællingen er det hele værd.

H. P. Lovecraft skrev historien i 1927, men den udkom først i Weird Tales i 1941 – flere år efter Lovecrafts død – og først i 1943 blev den udgivet i sin fulde længde i en samling fra Arkham House med titlen Beyond the Wall of Sleep. Ifølge wikipedia var han ikke selv særligt tilfreds med historien, som han kaldte: “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism“. Muligvis var Lovecraft inspireret af Walter de la Mares roman The Return fra 1910, som han læste, kort før han skrev Tilfældet Charles Dexter Ward. I hvert fald skriver han om Mares roman i sit essay Supernatural Horror in Literature, at det er “a tale in which we see the soul of a dead man reach out of its grave of two centuries and fasten itself on the flesh of the living“.

Tilfældet Charles Dexter Ward er filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i 1963 med titlen The Haunted Palace og med Vincent Price i rollen som Ward. Senere igen af Dan O’Bannon i 1992 med titlen The Resurrected, også kaldet Shatterbrain, med Chris Sarandon som Ward. Der findes også andre filmatiseringer af fortællingen.

Om bogen:

Originaltitel: The Case of Charles Dexter Ward
Udgivelsesår: 1927
Dansk forlag: Schønberg

Se også omtalen på wikipedia

Child’s Play

Child's PlayChild’s Play er en af de klassikere, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Jeg har set flere af efterfølgerne, men aldrig originalen. Det er der nu rådet bod på, og jeg kan absolut anbefale Tom Hollands lille dukkefilm, som stadig holder her 21 år efter udgivelsen.

På Andys 6-års fødselsdag ønsker han sig inderligt en Good Guy-dukke, som han har set i tv. Hans mor, Karen, har dog ikke råd til dukken, og han må skuffet nøjes med tøj og et Good Guy-værktøjssæt. På arbejde får Karen dog tilbudt en dukke til langt under normalprisen af en hjemløs. Han siger ikke, hvor han har den fra, og Karen er ligeglad. Nu får Andy sin dukke, som han døber Chucky, og han er lykkelig.

Men allerede samme aften begynder det hele at gå galt. Karen må tage ekstra-arbejde, og hendes søster Maggie passer Andy. Da hun putter ham sammen med Chucky, får hun dog gjort dukken vred, og hun ender med at falde ud af køkkenvinudet. Da Karen kommer hjem, opdager hun, at søsteren er død, og at politiet mistænker Andy for at stå bag. Andy derimod bedyrer, at det er Chucky, men hvordan kan en dukke slå nogen ihjel?

Efterhånden går det dog op for Karen, at Chucky ikke er en helt almindelig dukke, og hun ender med at få hjælp af detektiven Mike Norris, som kan hjælpe hende med at samle brikkerne. Han var nemlig til stede den nat, hvor morderen Charles Lee Ray døde i en legetøjsbutik omgivet af Good Guy-dukker. Og Charles var vældig fascineret af voodoo …

Jeg synes, det er fantastisk, at en 21 år gammel film stadig holder så godt som Child’s Play gør. Først og fremmest er jeg imponeret over Alex Vincent, der spiller Andy. Ofte er børneskuespillere ikke særligt overbevisende, men det er Andy. Han spiller både glad, bange og ked af det, så man er nødt til at tro ham. Jeg holder særligt af en scene mod slutningen af filmen, hvor Chucky udbryder med dukkestemme: “Men Andy – vi er venner til enden!” og Andy svarer: “Ja, og dette er enden!”

Derudover synes jeg, at filmens special effects er ret utrolige. Dukken Chucky er virkelig godt lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1988, og så kan jeg også godt lide, at Tom Holland så effektivt bruger kameraet til at fortælle historien. I scenen hvor Maggi bliver slået ihjel, lader han f.eks. kameraet filme i meget lav højde, som er det et barn – eller en dukke – gennem hvis øjne vi ser.

I dag tror jeg alle ved, at morderen er Chucky, men manuskriptet er oprindelig skrevet, så man skulle være i tvivl om, hvorvidt det kunne være Andy. Det synes jeg også er en fin detalje.

Morderen, Charles Lee Ray, spilles af Brad Dourif. Han er kendt fra mange gode film, men jeg husker ham især fra Ringenes Herre, hvor han spiller Grima Ormetunge. Og han kan virkelig noget med sin stemme! Hans optræden som sig selv er ganske kort i Child’s Play, men hans stemme hører vi filmen igennem via Chuckys mund. Og uha han virker sindssyg og væmmelig.

Child’s Play er ikke fyldt med vildt blodige scener, og selvfølgelig kan det være lidt svært at tro på, at en plastic-dukke med lethed kan overmande voksne mænd. Men lader man den ene præmisse stå for troende, så synes jeg faktisk, at man får en superfed filmoplevelse ud af det. Velspillet, velfilmet og med en historie som man nok kan regne ud, men som alligevel er lavet tilpas overbevisende og overraskende til, at man køber den. Så vent ikke lige så længe som mig med at se den …

Child’s Play kostede ca. 9 millioner at lave, og spillede næsten det hele ind i åbningsweekenden. Siden er det også blevet til 4 efterfølgere af svingende kvalitet. Don Mancini har skrevet manuskriptet til alle 5 film, og har også selv instrueret Seed of Chucky. Efter sigende er en genindspilning af Child’s Play på vej, som Mancini også skulle instruere. Jeg er nu ikke sikker på, at det kan gøres meget bedre end originalen.

Som en lille ekstra-detajle har jeg læst, at filmens morder, Charles Lee Ray, er opkaldt efter en række virkelige mordere, nemlig Charles Manson (leder af the Manson family som slog flere mennesker ihjel i Californien i 60’erne), Lee Harvey Oswald (anklaget for mordet på præsident Kennedy) og James Earl Ray (dømt for mordet på dr. Martin Luther King).

Om filmen:

Instruktør: Tom Holland
Udgivelsesår: 1988

Chucky-serien:

Child’s Play, 1988 – D: Tom Holland
Child’s Play 2, 1990 – D: John Lafia
Child’s Play 3 – 1991 – D: Jack Bender
Bride of Chucky, 1998 – D: Ronny Yu
Seed of Chucky, 2004 – D: Don Mancini

Mirrors

Så har jeg også fået set genindspilningen af “Into the mirror“, som Alexandre Aja lavede en genindspilning af i 2008 under titlen “Mirrors”.

Kiefer Sutherland spiller betjenten Ben, der tager et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower, mens han kæmper for at komme på foden igen efter at have skudt en mand i tjenesten. Hans ægteskab er gået fløjten, han bor hos sin søster og drikker for meget. Men med jobbet håber han på en ny start.

Ben har dog ikke været længe i stormagasinet, før det går op for ham, at noget er forkert. Spejlene er skinnende blanke – og de viser ting, som ikke er der, når man vender sig om. Efter en oplevelse hvor Ben tror, han er ved at brænde ihjel, beslutter han sig for at finde ud af, hvad det er, spejlene vil fortælle ham. Det er dog ikke helt ufarligt …

Jeg har været meget begejstret for Alexandre Ajas tidligere film (“Haute tension” og genindspilningen af “The hills have eyes“), så jeg så frem til denne genindspilning af Sung-Ho Kims film fra 2003, som jeg synes var okay med flere gode elementer. Jeg er dog ikke sikker på, at “Mirrors” levede op til mine forventninger.

Aja giver historien sit eget twist, og det synes jeg er positivt. Hemmeligheden er derfor ikke ens i de to film, og det gør det jo altid lidt mere interessant, når man ikke fra starten kender plottet. Han genbruger dog flere ting, bl.a. slutningen som jeg nu forstår, men synes er bedre udført i originalen.

Kiefer Sutherland spiller rollen som Ben godt, og jeg synes, at visual effects er lavet fantastisk. Det nedbrændte Mayflower stormagasinet er en uhyggelig og overbevisende kulisse, så der er mange gode elementer. Men – jeg synes, at Aja smører for tykt på historien, så den mister troværdigheden. “Ånden” i stormagasinets spejle flytter sig fx rask rundt til spejle andre steder, og slutningen trækker lidt langt ud efter min mening.

“Mirrors” er en okay, men ikke specielt overraskende eller uhyggelig film, som kan ses af de fleste uden at provokere. Lidt for meget amerikansk mainstream, når man tænker på, hvor interessant Aja har været i sine tidligere film.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2008

Bag masken af Patrick Leis

Bag masken af Patrick LeisPatrick Leis er en af mine yndlingsforfattere, men af en eller anden grund har jeg først fået læst hans debutroman nu – 13 år efter udgivelsen. Bag masken er historien om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

Bag masken er som sagt Patrick Leis debutroman, og det synes jeg, at man mærker. Historien kører nogen gange lidt i tomgang, og Paulo fremstår en smule karikeret, uden jeg tror, det var meningen. Men når det er sagt, så er Bag masken ikke nogen dårlig roman. Leis beskriver ganske uhyggeligt, hvordan en personlighed langsomt bliver opløst, og der er en fin twist i plottet mod slutningen.

Bag masken er måske nok ikke min yndlings Leis roman, men den kan sagtens bruges til et par timers underholdning i sofaen.

Om Bag masken:

Udgivelsesår: 1995
Omslag: Patrick Leis

Into the mirror

Jeg så for nyligt, at man er ved at lave en genindspilning af den koreanske film “Into the mirror” som kom for nogle år siden. Det fik mig til at gense originalen, og den var egentlig bedre, end jeg huskede den.

Et stormagasin har været lukket i en periode efter en voldsom brand med flere dødsfald. Nu er det blevet sat i stand og skal genåbnes med fuld musik. Men en uge før åbningen sker en række dødsfald, som alle umiddelbart ser ud som selvmord. Kommisær Woo, som arbejder i sikkerhedsafdelingen, synes dog, det virker mistænkeligt og begynder at efterforske sagen, og det viser sig, at de dræbte alle arbejdede på det samme kontor – og har tilknytning til den eneste medarbejder, som døde under branden.

“Into the mirror” har en fremragende åbningsscene. Det første offer står og ser sig i spejlet, og pludselig gør spejlbilledet ikke, hvad Choi gør. Det giver mig et chok hver gang. Og generelt vil jeg kalde “Into the mirror” en udmærket film. Den er mere vestlig i sin opbygning end fx “Ringu” og “Ju-on”, og alligevel formår den at bevare den særlige asiatiske opbygning af uhyggen. Måske ikke den bedste gyser jeg har set, men i hvert fald både underholdende og med flere fede chok-scener.

Instruktør: Sung-ho Kim
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Geoul sokeuro

Ju-on 2 (The grudge 2)

Efter successen “Ju-on” i 2000 lavede instruktør Takashi Shimizu en efterfølger i 2003. Filmen er bygget op på samme måde, med en række kapitler som følger forskellige personer på forskellige tidspunkter.

Kyoko er den gennemgående figur. Hun er skuespiller med speciale i horrorfilm, og bliver derfor kaldt for rædselsdronningen. Hun bliver inviteret som gæstestjerne i et show, som opsøger hjemsøgte steder, og naturligvis besøger de huset, hvor første film udspillede sig. På vej hjem fra optagelserne kører Kyoko og hendes kæreste en kat over, og da de kører videre derfra, ser Kyoko en lille dreng sidde inde i bilen hos dem. Kort efter kører de galt, og Kyokos kæreste ender i koma. Senere bliver også de øvrige fra filmholdet opsøgt af forbandelsen, og slutningen denne gang er endnu mere grum end i første film.

“Ju-on 2” er en udmærket film, men den langt fra op på højde med “Ju-on”. Måske fordi vi nu ved, hvad der ligger bag den mystiske kravlende kvinde og hendes lille dreng, måske fordi effekterne ikke bliver ved med at være lige skræmmende, når man har set dem et par gange. Jeg synes dog stadig, at det er en god film, som sagtens kan anbefales.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2003

Ju-on (The grudge)

Ju-onDet er flere år siden, jeg så Ju-on første gang. Jeg kan huske, at jeg blev vildt skræmt af den, men også at det kneb mig at følge med i plottet. Nu har jeg set den igen, og det var et herligt gensyn.

Filmen er opbygget i 6 kapitler, som ikke fortælles kronologisk. Hvert kapitel er opkaldt efter en af de personer, som optræder i det. Første kapitel hedder Rika og handler om den unge frivillige social-hjælper Rika, som tager ud til en ældre dame, der ligger alene i skidt og møg. I huset ser hun også en lille dreng, som er lukket inde i et skab. Hun lukker ham ud og tilkalder assistance, men før den når frem, ser hun en skikkelse ved den gamle kvinde.

Andet kapitel hedder Katsuya og handler om ægteparret, som bor i huset med den gamle kvinde. De er netop flyttet ind, og hustruen Kasumi er godt træt af, at svigermoren roder sådan rundt om natten. Mens manden Katsuya er på arbejde, må hun rydde op, og pludselig opdager hun en lille dreng i huset. Hun følger ham op i soveværelset, og da Katsuya kommer hjem, ligger hun fuldstændig stiv i sengen. Og så dukker drengen frem igen.

Tredje kapitel hedder Hitomi og følger Katsuyas søster. Hun kommer på besøg om aftenen, men Katsuya sender hende hjem uden forklaringer. På vej hjem oplever hun flere uhyggelige ting, og da hun endelig når hjem i sin lejlighed, gemmer hun sig i sengen. Og så kommer en af de mest uhyggelige scener i hele filmen.

I fjerde kapitel introduceres vi for en tidligere betjent, Toyama, som har trukket sig tilbage efter at have efterforsket en sag, hvor en mand myrdede sin hustru og deres lille dreng forsvandt. Femte kapitel følger Toyamas datter Izumi, som sammen med nogle veninder har været i huset, og i sjette kapitel hører vi historien om Saeki, som slog hustruen Kayako ihjel og startede forbandelsen, der nu hjemsøger alle, der kommer i huset.

Jeg synes stadig, at Ju-on er en uhyggelig film, og især scenen i Hitomis soveværelse kan få mig til at putte hovedet under dynen (men det hjælper jo desværre ikke så meget *S*). Selvfølgelig bliver det ikke ved med at være lige skræmmende med de sorthårede kvinder og det sortøjede barn, når man efterhånden har set en del asiatiske gysere. Ikke desto mindre holder Ju-on uhyggen pænt, selv ved et gensyn. Stemningen er dyster, og Shimizu bruger lyd og billeder på overraskende måder. Min eneste anke er nok, at personerne i filmen hele tiden vælter om i rædsel og prøver at kravle væk fra faren. Det ser man altså ikke ret tit i vestlige film, og det generede mit øje lidt.

Takashi Shimizu har også instrueret både Ju-on 2 og den amerikanske genindspilning The Grudge, der har Sarah Michelle Gellar i rollen som Rika. Nogle af genindspilningerne af de asiatiske gysere er ganske udmærkede, nogle endda rigtig gode. Alligevel jeg foretrækker som regel originalerne, fordi de indeholder en knugende uhygge, der er svær at genskabe, når det gode skal triumfere til sidst – for det skal det som hovedregel i amerikanske film.

Læs mere om asiatiske gyserfilm i det danske filmmagasin Mifune, nr. 8 fra 2005.

Om filmen:

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2002

Wishing Stairs

So-Hee og Jin-Sung er bedste veninder. Der er kun et problem – So-Hee er altid kønnere, dygtigere og mere populær hos lærerne. Da skolen holder en ballet-konkurrence, hvor kun vinderen går videre og får mulighed for at studere på en russisk balletskole, går det galt for Jin-Sung. Hun vil så gerne vinde, at hun bliver uvenner med So-Hee, og hun beslutter sig for at ønske på rævetrappen udenfor studenterkollegiet.

Legenden siger, at hvis man ønsker en ting tilstrækkeligt inderligt, vil et 29. trappetrin vise sig, og man kan bede ræven om et ønske. Jin-Sung ønsker at vinde konkurrencen, men det får uhyggelige konsekvenser. So-Hee dør nemlig, og Jin-Sung bliver herefter mobbet ud af de andre studerende.

En anden af skolens elever, Hae-Ju, bliver ligeledes mobbet. Efter So-Hees død ønsker hun hende tilbage, for So-Hee var den eneste, som var sød ved hende. Og som den kvikke nok kan gætte, kommer So-Hee tilbage – men det er ikke kun for sjov.

“Wishing stairs” er tilsyneladende 3. film i en række, som foregår i pigemiljøer. Jeg har ikke set de to første, og må nok indrømme at jeg sikkert heller ikke kommer til det. “Wishing stairs” var nemlig ikke lige min kop te. Det er først til allersidst i filmen, at den bliver bare en smule uhyggelig, og indtil da kunne heller ikke personerne rigtig fange mig.

Hvis du ikke har prøvet en asiatisk gyser før, synes jeg hellere, du skal starte et andet sted. Og kender du til asiatiske gysere, kan du roligt springe denne her over. Den tilføjer intet nyt.

Instruktør: Jae-yeon Yun
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Yeogo goedam 3: Yeowoo gyedan

Phone

PhoneJi-Won har skrevet en række artikler om seksualforbrydelser, og nu bliver hun forfulgt af bagmændene. For at slippe væk fra dem og for at få fred til at skrive sin bog, får hun en ny mobil og låner søsterens hus for en periode.

Men det hjælper ikke med den nye mobil. Ji-Won får nogle mærkelige og meget uhyggelige opkald, og da niecen en dag svarer Ji-Wons mobil, ændrer hun pludselig personlighed. Hun bliver aggressiv overfor moren og knytter sig nærmest upassende til sin far.

Ji-Won sætter sig for at finde ud af, hvem der har haft mobilen før, og opdager at den har tilhørt teenagepigen Jin-Hee, som nu er forsvundet. Siden er de to andre, som har haft mobilen efter Jin-Hee, døde under mystiske omstændigheder. Ji-Won er overbevist om, at Jin-Hees elsker står bag hendes forsvinden. Men hvem er han? Og hvad kan Ji-Won gøre for at stoppe Jin-Hees hævn og redde sin niece?

“Phone” indeholder flere af de velkendte elementer fra asiatiske gysere som “Ringu” og “Ju-On“, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg flere gange hoppede lidt i sædet. Der er tilsyneladende bare noget yderst skræmmende ved en sorthåret kvinde, hvis ansigt man ikke kan se.

Plottet i “Phone” minder om en vestlig film og er derfor let at følge med i. Det kan ellers ind i mellem kan være et problem med de asiatiske gysere efter min mening. Dels er det svært at tolke sprogtonen, og dels kan det være vanskeligt at følge navnene og de indbyrdes forhold. Men i “Phone” er det som sagt nemt nok, da plottet forklares på en god og stadig spændende måde undervejs.

På grund af bla. det sproglige synes jeg også, at det ind i mellem er svært at vurdere selve skuespillet. Denne gang er jeg dog dybt imponeret af den lille pige, som spiller Ji-Wons niece. Når hun smiler, er hun et sødt og charmerende barn, men fra det øjeblik Jin-Hees ånd dukker op, bliver hun vildt uhyggeligt. Hun ligner nærmest en sindssyg rasende dværg, der bare ønsker at dræbe alle i nærheden. Det er utrolig godt spillet.

Se traileren på youtube

Om “Phone”:

Originaltitel: Pon
Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2002

KM 31

KM 31Agata og Catalina er tvillinger. En nat bliver Agata kørt ned. Hun overlever, men ligger i koma. Catalina føler med det samme, at noget er galt. Hun begynder at høre en kvindestemme, som græder, og ser flere gange en lille dreng følge efter sig.

Sammen med Agatas kæreste Omar og vennen Nuno sætter hun sig for at undersøge, hvad der skete den nat, og de finder snart ud af, at strækningen ved skiltet KM 31 oplever ualmindeligt mange dødsfald.

Jeg har ikke tidligere set film af den mexicanske instruktør, men i “KM 31” viser han i hvert gode takter. Flere gange fik han mig næsten til at hoppe ud af stolen, og især brugen af den lille dreng, som dukker op, er rigtig godt lavet – måske har han skelet til Takashi Shimizu’s “Ju-on”, men pyt skidt – det virker alligevel.

Hvad jeg ikke synes virkede så godt, var valget af Agata/Catalina (spillet af Iliana Fox). Det meste af filmen spærrer hun bare øjnene vidt op, og det er så hendes måde at spille angst på. Der synes jeg, at en skuespiller som Cecile de France i “Haute tension” formår at bringe meget mere liv – og rædsel – ind i sit spil.

Instruktør: Rigoberto Castañeda
Udgivelsesår: 2006