december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘besættelse’

Into the mirror

Jeg så for nyligt, at man er ved at lave en genindspilning af den koreanske film “Into the mirror” som kom for nogle år siden. Det fik mig til at gense originalen, og den var egentlig bedre, end jeg huskede den.

Et stormagasin har været lukket i en periode efter en voldsom brand med flere dødsfald. Nu er det blevet sat i stand og skal genåbnes med fuld musik. Men en uge før åbningen sker en række dødsfald, som alle umiddelbart ser ud som selvmord. Kommisær Woo, som arbejder i sikkerhedsafdelingen, synes dog, det virker mistænkeligt og begynder at efterforske sagen, og det viser sig, at de dræbte alle arbejdede på det samme kontor – og har tilknytning til den eneste medarbejder, som døde under branden.

“Into the mirror” har en fremragende åbningsscene. Det første offer står og ser sig i spejlet, og pludselig gør spejlbilledet ikke, hvad Choi gør. Det giver mig et chok hver gang. Og generelt vil jeg kalde “Into the mirror” en udmærket film. Den er mere vestlig i sin opbygning end fx “Ringu” og “Ju-on”, og alligevel formår den at bevare den særlige asiatiske opbygning af uhyggen. Måske ikke den bedste gyser jeg har set, men i hvert fald både underholdende og med flere fede chok-scener.

Instruktør: Sung-ho Kim
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Geoul sokeuro

Ju-on 2 (The grudge 2)

Efter successen “Ju-on” i 2000 lavede instruktør Takashi Shimizu en efterfølger i 2003. Filmen er bygget op på samme måde, med en række kapitler som følger forskellige personer på forskellige tidspunkter.

Kyoko er den gennemgående figur. Hun er skuespiller med speciale i horrorfilm, og bliver derfor kaldt for rædselsdronningen. Hun bliver inviteret som gæstestjerne i et show, som opsøger hjemsøgte steder, og naturligvis besøger de huset, hvor første film udspillede sig. På vej hjem fra optagelserne kører Kyoko og hendes kæreste en kat over, og da de kører videre derfra, ser Kyoko en lille dreng sidde inde i bilen hos dem. Kort efter kører de galt, og Kyokos kæreste ender i koma. Senere bliver også de øvrige fra filmholdet opsøgt af forbandelsen, og slutningen denne gang er endnu mere grum end i første film.

“Ju-on 2” er en udmærket film, men den langt fra op på højde med “Ju-on”. Måske fordi vi nu ved, hvad der ligger bag den mystiske kravlende kvinde og hendes lille dreng, måske fordi effekterne ikke bliver ved med at være lige skræmmende, når man har set dem et par gange. Jeg synes dog stadig, at det er en god film, som sagtens kan anbefales.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2003

Ju-on (The grudge)

Ju-onDet er flere år siden, jeg så Ju-on første gang. Jeg kan huske, at jeg blev vildt skræmt af den, men også at det kneb mig at følge med i plottet. Nu har jeg set den igen, og det var et herligt gensyn.

Filmen er opbygget i 6 kapitler, som ikke fortælles kronologisk. Hvert kapitel er opkaldt efter en af de personer, som optræder i det. Første kapitel hedder Rika og handler om den unge frivillige social-hjælper Rika, som tager ud til en ældre dame, der ligger alene i skidt og møg. I huset ser hun også en lille dreng, som er lukket inde i et skab. Hun lukker ham ud og tilkalder assistance, men før den når frem, ser hun en skikkelse ved den gamle kvinde.

Andet kapitel hedder Katsuya og handler om ægteparret, som bor i huset med den gamle kvinde. De er netop flyttet ind, og hustruen Kasumi er godt træt af, at svigermoren roder sådan rundt om natten. Mens manden Katsuya er på arbejde, må hun rydde op, og pludselig opdager hun en lille dreng i huset. Hun følger ham op i soveværelset, og da Katsuya kommer hjem, ligger hun fuldstændig stiv i sengen. Og så dukker drengen frem igen.

Tredje kapitel hedder Hitomi og følger Katsuyas søster. Hun kommer på besøg om aftenen, men Katsuya sender hende hjem uden forklaringer. På vej hjem oplever hun flere uhyggelige ting, og da hun endelig når hjem i sin lejlighed, gemmer hun sig i sengen. Og så kommer en af de mest uhyggelige scener i hele filmen.

I fjerde kapitel introduceres vi for en tidligere betjent, Toyama, som har trukket sig tilbage efter at have efterforsket en sag, hvor en mand myrdede sin hustru og deres lille dreng forsvandt. Femte kapitel følger Toyamas datter Izumi, som sammen med nogle veninder har været i huset, og i sjette kapitel hører vi historien om Saeki, som slog hustruen Kayako ihjel og startede forbandelsen, der nu hjemsøger alle, der kommer i huset.

Jeg synes stadig, at Ju-on er en uhyggelig film, og især scenen i Hitomis soveværelse kan få mig til at putte hovedet under dynen (men det hjælper jo desværre ikke så meget *S*). Selvfølgelig bliver det ikke ved med at være lige skræmmende med de sorthårede kvinder og det sortøjede barn, når man efterhånden har set en del asiatiske gysere. Ikke desto mindre holder Ju-on uhyggen pænt, selv ved et gensyn. Stemningen er dyster, og Shimizu bruger lyd og billeder på overraskende måder. Min eneste anke er nok, at personerne i filmen hele tiden vælter om i rædsel og prøver at kravle væk fra faren. Det ser man altså ikke ret tit i vestlige film, og det generede mit øje lidt.

Takashi Shimizu har også instrueret både Ju-on 2 og den amerikanske genindspilning The Grudge, der har Sarah Michelle Gellar i rollen som Rika. Nogle af genindspilningerne af de asiatiske gysere er ganske udmærkede, nogle endda rigtig gode. Alligevel jeg foretrækker som regel originalerne, fordi de indeholder en knugende uhygge, der er svær at genskabe, når det gode skal triumfere til sidst – for det skal det som hovedregel i amerikanske film.

Læs mere om asiatiske gyserfilm i det danske filmmagasin Mifune, nr. 8 fra 2005.

Om filmen:

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2002

Wishing Stairs

So-Hee og Jin-Sung er bedste veninder. Der er kun et problem – So-Hee er altid kønnere, dygtigere og mere populær hos lærerne. Da skolen holder en ballet-konkurrence, hvor kun vinderen går videre og får mulighed for at studere på en russisk balletskole, går det galt for Jin-Sung. Hun vil så gerne vinde, at hun bliver uvenner med So-Hee, og hun beslutter sig for at ønske på rævetrappen udenfor studenterkollegiet.

Legenden siger, at hvis man ønsker en ting tilstrækkeligt inderligt, vil et 29. trappetrin vise sig, og man kan bede ræven om et ønske. Jin-Sung ønsker at vinde konkurrencen, men det får uhyggelige konsekvenser. So-Hee dør nemlig, og Jin-Sung bliver herefter mobbet ud af de andre studerende.

En anden af skolens elever, Hae-Ju, bliver ligeledes mobbet. Efter So-Hees død ønsker hun hende tilbage, for So-Hee var den eneste, som var sød ved hende. Og som den kvikke nok kan gætte, kommer So-Hee tilbage – men det er ikke kun for sjov.

“Wishing stairs” er tilsyneladende 3. film i en række, som foregår i pigemiljøer. Jeg har ikke set de to første, og må nok indrømme at jeg sikkert heller ikke kommer til det. “Wishing stairs” var nemlig ikke lige min kop te. Det er først til allersidst i filmen, at den bliver bare en smule uhyggelig, og indtil da kunne heller ikke personerne rigtig fange mig.

Hvis du ikke har prøvet en asiatisk gyser før, synes jeg hellere, du skal starte et andet sted. Og kender du til asiatiske gysere, kan du roligt springe denne her over. Den tilføjer intet nyt.

Instruktør: Jae-yeon Yun
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Yeogo goedam 3: Yeowoo gyedan

Phone

PhoneJi-Won har skrevet en række artikler om seksualforbrydelser, og nu bliver hun forfulgt af bagmændene. For at slippe væk fra dem og for at få fred til at skrive sin bog, får hun en ny mobil og låner søsterens hus for en periode.

Men det hjælper ikke med den nye mobil. Ji-Won får nogle mærkelige og meget uhyggelige opkald, og da niecen en dag svarer Ji-Wons mobil, ændrer hun pludselig personlighed. Hun bliver aggressiv overfor moren og knytter sig nærmest upassende til sin far.

Ji-Won sætter sig for at finde ud af, hvem der har haft mobilen før, og opdager at den har tilhørt teenagepigen Jin-Hee, som nu er forsvundet. Siden er de to andre, som har haft mobilen efter Jin-Hee, døde under mystiske omstændigheder. Ji-Won er overbevist om, at Jin-Hees elsker står bag hendes forsvinden. Men hvem er han? Og hvad kan Ji-Won gøre for at stoppe Jin-Hees hævn og redde sin niece?

“Phone” indeholder flere af de velkendte elementer fra asiatiske gysere som “Ringu” og “Ju-On“, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg flere gange hoppede lidt i sædet. Der er tilsyneladende bare noget yderst skræmmende ved en sorthåret kvinde, hvis ansigt man ikke kan se.

Plottet i “Phone” minder om en vestlig film og er derfor let at følge med i. Det kan ellers ind i mellem kan være et problem med de asiatiske gysere efter min mening. Dels er det svært at tolke sprogtonen, og dels kan det være vanskeligt at følge navnene og de indbyrdes forhold. Men i “Phone” er det som sagt nemt nok, da plottet forklares på en god og stadig spændende måde undervejs.

På grund af bla. det sproglige synes jeg også, at det ind i mellem er svært at vurdere selve skuespillet. Denne gang er jeg dog dybt imponeret af den lille pige, som spiller Ji-Wons niece. Når hun smiler, er hun et sødt og charmerende barn, men fra det øjeblik Jin-Hees ånd dukker op, bliver hun vildt uhyggeligt. Hun ligner nærmest en sindssyg rasende dværg, der bare ønsker at dræbe alle i nærheden. Det er utrolig godt spillet.

Se traileren på youtube

Om “Phone”:

Originaltitel: Pon
Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2002

KM 31

KM 31Agata og Catalina er tvillinger. En nat bliver Agata kørt ned. Hun overlever, men ligger i koma. Catalina føler med det samme, at noget er galt. Hun begynder at høre en kvindestemme, som græder, og ser flere gange en lille dreng følge efter sig.

Sammen med Agatas kæreste Omar og vennen Nuno sætter hun sig for at undersøge, hvad der skete den nat, og de finder snart ud af, at strækningen ved skiltet KM 31 oplever ualmindeligt mange dødsfald.

Jeg har ikke tidligere set film af den mexicanske instruktør, men i “KM 31” viser han i hvert gode takter. Flere gange fik han mig næsten til at hoppe ud af stolen, og især brugen af den lille dreng, som dukker op, er rigtig godt lavet – måske har han skelet til Takashi Shimizu’s “Ju-on”, men pyt skidt – det virker alligevel.

Hvad jeg ikke synes virkede så godt, var valget af Agata/Catalina (spillet af Iliana Fox). Det meste af filmen spærrer hun bare øjnene vidt op, og det er så hendes måde at spille angst på. Der synes jeg, at en skuespiller som Cecile de France i “Haute tension” formår at bringe meget mere liv – og rædsel – ind i sit spil.

Instruktør: Rigoberto Castañeda
Udgivelsesår: 2006

Unrest

Unrest“Unrest” har en fed forside, og da jeg mindedes at have læst en okay omtale af den på horrorsiden.dk, snuppede jeg den med hjem fra Stereo Studie for en 50,- Og her er bestemt også tale om en ganske habil gyser.

En gruppe medicinstuderende skal foretage deres første obduktion. Alison kommer i en gruppe med de tre fyre: Carlos, Rick og Brian, som obducerer en kvinde, de hurtigt døber Norma. Men meget hurtigt får Alison en fornemmelse af, at noget er galt omkring kvindens død, og selvom de andre tre slår det hen, begynder der at ske mystiske ting med folk, der har haft forbindelse med liget. Og da Ricks forlovede dør efter at have rørt Norma, beslutter Alison sig for at finde ud af, hvem Norma var, og hvorfor hun er endt i obduktionslokalet.

Der er nogen ting, jeg synes fungerer godt i filmen. Åbningsscenen hvor kameraet helt tæt følger en kvindes øjne, mens hun ser rundt, er helt utrolig ubehagelig. Og hvorfor kan jeg egentlig ikke forklare, men hun ser helt vanvittig ud og rigtig skræmmende. Også underlægningsmusikken er ret uhyggelig. Meget af tiden er det den, som får pulsen op, for generelt underspiller instruktøren de blodige scener, så det i stedet er suspensen, der driver historien af sted. Det er super godt.

Til gengæld var jeg ikke så begejstret for Corri English i rollen som Alison. Hun er næsten for handlekraftig og for helteagtig, selvom jeg ellers generelt synes, at det er herligt med en gyser, hvor kvinderne kan andet end at skrige lungerne ud. Men her synes jeg, at der overspilles en anelse.

Generelt synes jeg dog, at “Unrest” er udmærket underholdning til en stille søndag, og det er jo altid fedt at se en film, hvor en af hovedpersonerne er et lig, som iøvrigt er sminket død-uhyggeligt!

Instruktør: Jason Todd Ipson
Udgivelsesår: 2006

The Nun

Jeg har ellers en svaghed for spanske horrorfilm, efter jeg tilfældigt faldt over serien “Films to keep you awake”, men selvom instruktøren Luis de la Madrid er spansk og har været involveret i film som “The devil’s backbone” og science fiction filmen “Stranded”, så bliver “The Nun” aldrig rigtig uhyggelig.

6 kvinder, som alle gik på den samme katolske kostskole i Spanien for 18 år siden, deler en hemmelighed, som nu hjemsøger dem. En for en dør de under mystiske omstændigheder, men den enes datter beslutter sig for at tage til Spanien og finde ud af hemmeligheden.

Det viser sig, at en nonne forsvandt for ca. 18 år siden – en nonne som havde sat sig for at rense skolens unge piger for synd, og som nu er tilbage for at gøre jobbet færdig.

Som sagt blev det aldrig rigtigt uhyggeligt, og det bedste jeg kan sige om “The Nun” er, at der er nogle ganske fede visual effects, når nonnen dukker op.

Instruktør: Luis de la Madrid
Udgivelsesår: 2005

Brotherhood of evil

Brotherhood of evilEdward Furlong har haft et par gode roller, bl.a. “American History X” og “Terminator 2”, men desværre vælger han som oftest nogle elendige film. Hvilket også må siges at være tilfældet med “Brotherhood of evil” aka “Canes”.

Reklamemanden David Goodman (E.F.) har satset på at få den næste store kampagne i firmaet, men det glipper lige på falderebet. På vej hjem bliver han ovenikøbet overfaldet og mister synet. På trods af at hans lækre kone (Chandra West) støtter ham og elsker ham, ender han alligevel i en handel med – surprise – Djævelen, som bruger den tidligere nazist Guillermo List (Michael Madsen) som mellemmand. Nu kan David nå alt, hvad han ønsker sig. Han skal bare lige slå et par mennesker ihjel og iøvrigt glemme alt om sin sjæl.

Det meste af tiden ligner Edward Furlong en dreng, som har klædt sig ud i sin fars jakkesæt. Jeg ved ikke, hvorfor man dog ikke har fundet et sæt tøj, som passer til ham! Han spiller heller ikke særligt imponerende, men eftersom historien også er noget hø, passer det hele jo så alligevel sammen.

På coveret står der “Der er en skæbne, der er værre end døden”. Det må være at skulle se denne film to gange …

Instruktør: Michael Bafaro
Udgivelsesår: 2006

The Marsh

Børnebogsforfatteren Claire Holloway (Gabrielle Anwar) plages af mareridt. Hun har gennem flere år gået i terapi, uden der dog er sket noget gennembrud. En dag ser hun en udsendelse om Rose March Farmhouse, som minder hende om det hus, hun hele tiden drømmer om. Hun beslutter sig for at rejse dertil og skrive videre på sin bog her.

Claire har dog ikke været på gården længe, før mærkelige ting begynder at ske. Lyset flimrer, og hun ser ting i spejlet, som ikke er der, når hun vender sig om. Samtidig oplever hun, at flere af de lokale virker velkendte, uden at hun dog har set dem før. Da spøgeriet for alvor tager til, søger hun hjælp hos Hunt (Forest Whitaker), som ved noget om det paranormale. Men det er ikke helt ufarligt at begive sig ind i den anden verden.

Det starter rigtig godt, og der er også flere gode hop-ud-af-stolen elementer undervejs. Men jo nærmere vi kommer på slutningen, jo mindre hænger historien sammen, og derfor ender en god idé noget tamt. Forest Whitaker er altid god, men jeg synes ikke helt, at Gabrielle Anwar fylder rollen som Clair ud særlig godt.

Instruktør: Jordan Barker
Udgivelsesår: 2006