oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘biler’

Wind Chill

Wind ChillWind Chill er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogle gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware men  mangler kørelejlighed. Den får hun af boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelses-genren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med Wind Chill, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. Penny Dreadful hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Wind Chill bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmelig tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

Wind Chill er i øvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var også manden bag kameraet i Silent Hill, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Om Wind Chill:

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007

Duellen

DuellenFør Jaws og Close Encounters of the Third Kind lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson Duel, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

Det meste af filmen foregår på landevejen, men en enkelt gang holder Mann ind på et cafeterie, efter at han næsten er blevet kørt ihjel. Her forsøger han at komme til hægterne for så at opdage, at lastbilen pludselig holder ude på parkeringspladsen, mens Mann var på toilettet. Desværre ved han ikke, hvordan chaufføren ser ud, og det fører til en ubehagelig scene.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i Touch of Evil, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i Duellen. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev Duellen indspillet.

Og resultatet holder stadig i dag. Biljagten er utrolig godt lavet, ikke mindst pga. den spændende brug af kameraet og en fantastisk klipning. Selvom Spielberg afslører, at bilerne i perioder var nødt til at køre langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, så virker farten høj under hele filmen. Det skyldes dels kameravinklen, som ofte er nedefra, og op og dels Spielbergs beslutning om at filme lastbilen med klipper som baggrund. Det at baggrunden farer forbi, får farten til at virke høj, selvom de måske kun kørte 30 km i timen.

Af andre pudsigheder afslører Spielberg, at det nærmest dinosaur-lignende brøl, der høres i slutningen, bliver genbrugt i Jaws i hajens dødsscene, ligesom ægteparret, Mann søger hjælp hos i slutningen af filmen, dukker op i Close Encouters of the Third Kind. Den slags “genbrug” holder han meget af.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af Duellen. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Om filmen:

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1971

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Dolan’s Cadillac

Elizabeth (Emmanuelle Vaugier) og Robinson (Wes Bentley) er lykkelig gift og arbejder på at blive forældre, da Elizabeth under en ridetur opdager nogle menneskesmuglere. Hun ser gangsteren Dolan (Christian Slater) skyde en af pigerne, og på trods af at Robinson forsøger at overtale hende til at lade som ingenting af frygt for repressalier, går hun til politiet. De lover at beskytte hende, men Dolan er en magtfuld mand, og han får fat i Elizabeth. Nu lever Robinson kun for sin hævn. Men hvordan får man fat i en mand, der virker aldeles usårlig?

“Dolan’s Cadillac” er baseret på en novelle af Stephen King fra samlingen “Nightmares and Dreamscapes“, og det skal tit ses som et advarselstegn. Det er nemlig sjældent, at filmatiseringerne er særligt vellykkede efter min smag. “Dolan’s Cadillac” er dog endt rimeligt, og selvom jeg ikke synes, den er et mesterværk, så er den dog heller ikke decideret dårlig.

Christian Slater, som spiller Dolan, gør et godt og overbevisende job. Han er led og modbydelig, og mod slutningen kommer hans sande natur for alvor frem. På plussiden er også det visuelle udtryk, som efter min mening er lykkes rigtig godt. Flere af scenerne er nærmest surrealistiske i tonerne og klipningen, og der virker stærkt på mig.

Til gengæld synes jeg ikke, at det er lykkes at skabe helt samme mørke undertone, som løber i novellen. Bl.a. venter Robinson på sin hævn i flere år i novellen, mens det i filmen sker meget hurtigt. Det giver ikke publikum tid til at komme lige så langt ind under skindet på Robinson, og dermed føler man ikke, præcist HVOR desperat han er for at få ram på Dolan. Ligeledes bliver alle hans forberedelser nærmest negligeret på den bekostning, og det er bl.a. arbejdet med dem, der gør novellen så stærk og skaber meget af suspensen. Og heller ikke valget af Wes Bentley som Robinson er efter min mening helt vellykket. Han har et stærkt ansigt, men desværre bruger han ikke sin mimik særligt godt her i filmen. Allerede før hans hustru dør, ser han bare trist og vred ud, så der bliver ingen udvikling fra glæde til sorg.

Jeg kan forestille mig, at filmen bliver bedre, hvis man ikke har læst novellen først. Så har man nemlig ingen forventninger til noget, og kan se “Dolan’s Cadillac” som en gedigen thriller. Har man læst den, bliver filmen en lille smule skuffende, men den er dog langt fra den værste Stephen King filmatisering.

Instruktør: Jeff Beesley
Udgivelsesår: 2009

Penny Dreadful

Fobier er langt mere almindelige, end de fleste af os tror, og for den unge kvinde Penny Deerborn er det et reelt problem. Efter at hendes forældre omkom i en bilulykke, da hun var lille pige, har hun udviklet en fobi for biler. Penny var selv med i bilen, og hun har stadig vågne mareridt, hvor ulykken udspiller sig igen og igen.

Frygten lægger en alvorlig dæmper på hendes sociale liv, så hun ikke engang kan gå på dates. For hvad skal hun sige, når fyren tilbyder at hente hende, og hun ikke kan køre med uden at kaste op? Derfor er Penny begyndt at gå hos den anerkendte terapeut, Orianna Volkes, hvis mantra er, at man skal konfrontere sin angst, så de to kvinder begiver sig på en biltur til stedet, hvor ulykken skete. Men undervejs tager de en blaffer op, og det skulle de nok ikke have gjort …

Bagsideteksten lover en “psykologisk gyser i stil med På stop Med En Dræber” og kalder den en “klaustrofobisk gyser“. Jeg vil nu mene, at Rutger Hauer var klasser over psykopaten i “Penny Dreadful”, og rigtig klaustofobisk er filmen ikke. Penny bliver aldrig rigtig en person, jeg kunne bekymre mig om. Hele filmen igennem gennemrystes hun af hysteriske anfald, så tårer og snot flyver over hele skærmen, og jeg blev bare mere og mere træt af hendes hysteri.

Idéen med at måtte gennemleve sin fobi for at overleve er for så vidt udmærket tænkt, men udførelsen blev bare ikke rigtig løftet op over klichéerne, og filmens blaffer som et nyt horror-ikon holder slet ikke. Han var langt fra uhyggelig nok. Jeg vil dog give Mimi Rogers, et stort cadeau for rollen som Orianna. Hun spiller overbevisende – ikke mindst som død.

Instruktør: Richard Brandes
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Om en Buick 8 af Stephen King

I et skur bag den lokale politistation står en gammel Buick. Den har stået der i mere end 20 år, tilsyneladende glemt af alle. Men det er ikke en almindelig bil, og den er langt fra glemt!

Stephen Kings nyeste roman handler om teenageren Ned Wilcox, Pennsylvania State Patrol Troop D og en mærkelig bil, som nærmest ved et tilfælde er dumpet ned i skødet på dem. Før nogen begynder at tænke på ”Christine”, Kings roman fra 1983 om en ganske særlig Plymouth Fury 1958, så kan jeg afsløre, at ”From a Buick 8” er en helt anden historie.

Ned’s far, Curt, er betjent, men bliver kørt ned under et rutinestop af en lastbil og dør efterladende sig en kone, to døtre og teenageren Ned, som i sit forsøg på at komme overens med tabet, begynder at opholde sig mere om mere på den lokale politistation blandt faderens gamle kollegaer.

En dag opdager han en gammel bil ude i et skur. Men der er noget, som ikke helt stemmer overens. Rettet er større, end det burde være, lygterne ser anderledes ud, og så er temperaturen i skuret næsten altid mindst nogle grader lavere end udenfor. Ned opsøger Sandy Dearborn, overbetjent og gammel ven af faderen for at høre, hvad det er for en bil, og herfra oprulles historien om den mærkelige Buick, som aldrig bliver støvet, og hvis bagagerum har en ubehagelig tilbøjelighed til at åbne sig.

Stephen King fik idéen til ”From a Buick 8”, mens han kørte fra Florida til Maine. Undervejs stoppede han ved en tankstation i Pennsylvania, og her kom plottet i store træk til ham. Det tog ham to måneder at skrive første udkastet, og så blev han selv kørt ned og var tæt på at dø. Trods sammenfaldet mellem bogens ulykke og sin egen bestemte King sig for at bruge historien, som han først havde tænkt den, og det er der blevet en spændende og velfortalt roman ud af.

Historiens omdrejningspunkt er den mystiske Buick, som det hurtigt viser sig, er en form for forbindelsesled med et ”andet sted”. Men det er også historien om en gruppe betjente og deres sammenhold. Her er uhygge og spænding, men King giver os også de gode skildringer af mennesker i små samfund, som han er så fantastisk til. Plottet er ikke kompliceret, men det er velfortalt, så kan du lide at blive overrasket og underholdt på samme tid, bliver du ikke skuffet.

Originaltitel: From a Buick 8
Udgivelsesår: 2002

Regulatorerne af Richard Bachman

RegulatorerneI 1996 udgav Stephen King dobbeltværket Desperation og Regulatorerne. Førstnævnte udkom under Kings navn, mens Regulatorerne blev udgivet som en post mortem Richard Bachman bog. Det sjove ved de to romaner er, at de stort set har samme persongalleri, men foregår to forskellige steder og med forskellige skæbner for personerne.

På Stephen Kings hjemmeside skriver han: “Jeg havde leget med idéen om at skrive en bog kaldet The Regulators, fordi jeg havde en printer med et klistermærke på, hvor der stor The Regulators. Så en dag kom det til mig, at jeg kunne skrive bogen som Richard Bachman, og samtidig bruge personerne fra min anden bog Desperation, men give dem nogle helt andre roller.”
Og det blev til denne historie.

I den hyggelige by Wentworth, Ohio er det højsommer. Livet summer fredeligt af sted, indtil det en ganske almindelig dag afbrydes af en skinnende rød bil, som dukker op på Poplar Street ud af det blå og skyder avisdrengen Cary og hunden Hannibal. Regulatorerne er kommet – og de tager ikke af sted igen, før Wentworth er slettet af landkortet!

Stephen King bruger figuren Tak (som også står bag ondskaben i Desperation) som katalysator for begivenhederne. Tak har fundet en vej ud af Klapperslangeskakten (en gammel mine i Nevada) ind i sindet af den autistiske dreng Seth, som nu bor hos sin tante Audrey Wyler. Seth er vild med tegneserien MotoKops 2200 og med gamle westernfilm, især “Regulatorerne”. Med Taks hjælp skaber han et univers i byen befolket af disse figurer, men desværre ønsker Tak noget til gengæld. Han lever af menneskers smerte og død, og som natten falder på, falder virkeligheden fra hinanden, og Wentworths indbyggere fanges i en sindssyg kamp for at overleve.

Historien fortælles dels lige ud af landevejen, og dels med små bidder af tv-manuskripter, breve og dagbøger. Det er en form, King før har brugt, og f.eks. i Carrie synes jeg, det virkede supergodt. Her synes jeg især det er brevene og dagbøgerne, som fungerer, mens de indsatte bidder af tv-manuskripterne ikke rigtig fangede mig eller bidrog med noget ekstra til historien.

Om bogen:

Originaltitel: The Regulators
Udgivelsesår: 1996 (som Richard Bachman)

Også omtalt på Horrorsiden.dk