august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘biljagter’

Duellen

DuellenFør Jaws og Close Encounters of the Third Kind lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson Duel, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.

David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.

Det meste af filmen foregår på landevejen, men en enkelt gang holder Mann ind på et cafeterie, efter at han næsten er blevet kørt ihjel. Her forsøger han at komme til hægterne for så at opdage, at lastbilen pludselig holder ude på parkeringspladsen, mens Mann var på toilettet. Desværre ved han ikke, hvordan chaufføren ser ud, og det fører til en ubehagelig scene.

David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i Touch of Evil, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i Duellen. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.

Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.

I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev Duellen indspillet.

Og resultatet holder stadig i dag. Biljagten er utrolig godt lavet, ikke mindst pga. den spændende brug af kameraet og en fantastisk klipning. Selvom Spielberg afslører, at bilerne i perioder var nødt til at køre langsomt af sikkerhedsmæssige årsager, så virker farten høj under hele filmen. Det skyldes dels kameravinklen, som ofte er nedefra, og op og dels Spielbergs beslutning om at filme lastbilen med klipper som baggrund. Det at baggrunden farer forbi, får farten til at virke høj, selvom de måske kun kørte 30 km i timen.

Af andre pudsigheder afslører Spielberg, at det nærmest dinosaur-lignende brøl, der høres i slutningen, bliver genbrugt i Jaws i hajens dødsscene, ligesom ægteparret, Mann søger hjælp hos i slutningen af filmen, dukker op i Close Encouters of the Third Kind. Den slags “genbrug” holder han meget af.

Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af Duellen. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.

Om filmen:

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1971

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Death Proof

Death ProofI virkeligheden er der ikke så meget gys over Quentin Tarantinos Death Proof, men jeg omtaler den alligevel, for jeg synes generelt Tarantinos film er fede!

I Death Proof har Tarantino ønsket at udforske biljagter i filmen og at lave den ultimativ af slagsen – biljagten over alle biljagter. Det synes jeg egentligt er lykkes meget godt.

Til gengæld synes jeg ikke, at hans snakkescener fungerer så godt i denne film, som i hans tidligere. Måske er jeg for sippet til at påskønne fire unge kvinder snakke om pik og sex i hvad der føles som flere timer, før der kommer action på filmen.

Men – når det er sagt, så synes jeg faktisk alligevel ret godt om Death Proof. Ikke mindst fordi Kurt Russell er ualmindelig god i rollen som stuntman Mike. Jeg mener, alene navnet stuntman Mike! Jeg ville ønske, at der var flere karakterer af hans slags i nutidens film 🙂

Hvad handlingen angår, så er fire piger ude på en hyggeaften, som skal ende med at de køre op til en hytte og overnatter. Først er de på bar, og her møder de stuntman Mike, som dog kører af sted med en femte pige. Hun kommer nu ikke hjem som forventet, for stuntman Mike har planer om at mødes med de fire andre piger – på en mørk landevej. Anden halvdel af filmen har fire andre piger i hovedrollerne. De vil prøvekøre en Dodge Challenger, men møder stuntman Mike undervejs. Forskellen er dog, at pigerne her er stuntkvinder!

Selvom jeg ikke synes, at Death Proof er Tarantinos bedste film, så er den stadig værd at se. Men af de to Grindhouse film, er Robert Rodriquez Planet Terror dog min favorit.

Om Death Proof:

Instruktør: Quentin Tarantino
Udgivelsesår: 2007