december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘biografi’

Andreas Mogensen – Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas Djursing

Andreas Mogensen - Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas DjursingInteressant beretning om hvordan drømmen blev til virkelighed for Danmarks første astronaut.

Den 2. september 2015 rejste Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde ud i rummet. Han skulle opholde sig otte dage på den Internationale Rumstation, men starten på denne rejse blev taget allerede da Andreas var en ganske ung dreng. Min rejse til rummet er således beretningen om en mand, der allerede som dreng besluttede sig for, at han ville være astronaut og herefter gik efter sit mål.

Andreas Mogensen fortæller, hvordan familien rejste meget rundt, mens han var dreng. Det gav ham et kendskab til verden, som gjorde, at da han ville læse til rumfartsingeniør, og uddannelsen ikke fandtes i Danmark, bosatte han sig i London. Efter studiet var det stadigvæk astronautdrømmen, der trak, men jobbene hang ikke på træerne, så Andreas søgte job på en boreplatform og endte i Congo, hvor han fik erfaringer med at arbejde under farlige forhold og bo helt tæt på sine kollegaer. Erfaringer han kunne gøre brug af senere.

Efter cirka et års ansættelse udskiftede Andreas jobbet i Afrika med en stilling hos Vestas og mødte sin kommende kone, Cecilie. Da Den Europæiske Rumorganisation søgte nye astronauter i 2008, var Andreas klar. Han søgte sammen med næsten 10.000 andre, og efter mange hårde og omfattende prøver, lykkedes det ham at komme igennem nåleøjet til astronautuddannelsen. Men det hårde arbejde var langt fra slut.

Min rejse til rummet er en flot bog, som er gennemillustreret med fotos fra bl.a. NASA og ESA, men også med familiefotos fra Andreas privatliv. Andreas fortæller selv om sine oplevelser, både under astronauttræningen og på selve turen, supplereret af de to journalister, Henrik Bendix og Thomas Djursing, som har skrevet biografien. I mellem kapitlerne er der fakta-sider, hvor man bl.a. kan læse om rumfartens rekorder, g-kræfter og dansk rumforskning. De kan springes over, hvis man ikke er interesseret, men det ville være en skam.

Hvis du har bare en lille smule interesse i rumfart, eller hvis du kan lide at læse om mennesker, der drives af deres lidenskab, så grib fat i Min rejse til rummet. Andreas Mogensens beretning er spændende læsning. Og så er hans historie et eksempel på, hvor meget man kan opnå, hvis man ikke giver op.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Andreas Mogensen – Min rejse til rummet:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politikens forlag, 267 sider

Edgar Allan Poe af Walter Lenning

Edgar Allan PoeEfter at have læst Nikolaj Frobenius’ roman “Jeg skal vise jer frygten“, fik jeg lyst til at læse mere om Edgar Allan Poe, og i bibliotekets kælder fandt jeg denne biografi skrevet af Walter Lenning.

Der er skrevet rigtig mange biografier om Poe, men ikke særligt mange af dem er oversat til dansk. Blandt disse virkede Lennings bog som den mest omfattende, idet den både beskæftigede sig med Poes liv og hans værker, mens f.eks. “Fortolkningens veje” af Erik A. Nielsen og “Grænsens filosofi” af Henning Goldbæk i højere grad beskæftigede sig med analyser af værkerne.

Lenning giver en kronologisk gennemgang af Poes liv fra barndommen og frem til hans død, samt trækker linjer til hans indflydelse derefter. Derudover viser Lenning tematikker og sammenhænge i forfatterskabet, dog kun på et overordnet niveau – og bringer uddrag af breve m.m. fra, til og om Poe. Det hele er krydet med en lang rækker illustrationer af personer, steder og begivenheder, som har haft betydning for Poe.

Samlet set giver bogen et spændende portræt af personen Poe, og jeg fik stor lyst til at genlæse flere af hans historier. Det var også sjovt at læse om, hvordan Poe regnes som ophavsmand til både krimi- og science fiction genren, når han egentlig afskyede fremskridtet og imødeså fremtiden med åbenlys pessimisme, hvilket afspejles i hans historier hvor den videnskabelige utopi næsten altid ses i et ironisk og sarkastisk lys. Og så var jeg ikke klar over, at Poe i høj grad kan takke Charles Baudelaire for sin verdensberømmelse i eftertiden, men det siger måske mere om min uvidenhed end om biografiens dyder.

Generelt følte jeg mig både godt underholdt og godt oplyst, og det eneste der skæmmer biografien er en temmelig dårlig oversættelse. Heldigvis er uddragene af Poes digte trykt på originalsproget, så oversættelsen trækker ikke ned her.

Om “Edgar Allan Poe” af Walter Lenning:

Originaltitel: Edgar Allan Poe in Selbstzeugnissen und Bilddokumenten
Originalt udgivelsesår: 1959

Om at skrive af Stephen King

Om at skrive af Stephen KingOm at skrive er det nærmeste Stephen King indtil videre er kommet på en selvbiografi. Her kommer han dels med gode råd til (kommende) forfattere eksemplificeret i hans eget materiale. Dels fortæller han historien om sin turbulente barndom, hvor han meget tidligt vidste, at han ville skrive, frem til nutiden hvor han bl.a. fortæller, hvordan det at skrive hjalp ham gennem den alvorlige ulykke han blev udsat for i 1999, da en bil pløjede ind i ham, mens han gik sin daglige tur.

Litteraturnu.dk skriver om Om at skrive:

“… selvom bogen egentlig er et memoir, er det metieren, der er sat i centrum. Hovedpersonen i Kings liv er ikke ham selv, men selve det at skrive. Det er det vigtigste (ud over familien – det skal han jo sige), og han forstår simpelthen ikke fabelagtige forfattere, der kun udgiver en enkelt bog i deres karrierer. For hvad bruger de så resten af tiden til? At fortælle en god historie er for King selve meningen med livet. En sådan kærlighedshistorie mellem mand og hans værk er altså værd at læse – uanset hvilken mening man måtte have om Stephen King. Det vil nok endda overraske mangen en Kingkritiker, hvor enige de viser sig at være med King, hvis de bare giver ham chancen.”

Om Om at skrive:

Originaltitel: On Writing: a memoir of the craft
Udgivelsesår: 2000