Indlæg tagget med ‘Bo Reinholdt’

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt