Indlæg tagget med ‘Børnebøger’

De sultne af Helle Perrier

De sultne af Helle Perrier

En lejrtur løber helt af sporet i De sultne, Helle Perriers nye gyser for de +10 årige.

Vennerne Jakob og Ruben er begge med i skolepatruljen. Som en belønning for deres indsats bliver skolepatruljerne hvert år inviteret på en lejrtur, mens de andre elever må blive tilbage på skolerne. For Jakob er det årets bedste dag! Ikke mindst fordi Rebekka, som han næsten kyssede med sidste år, også er der.

Årets lejrtur bliver holdt i Soldaterhytten, der ligger lige op af et militært øvelsesterræn. Soldaterne skyder løs på den anden side, men så længe børnene bliver på den rigtige side af hegnet, sker der ikke noget.

Eller – det var i hvert fald planen. Allerede den første dag hører Jakob en mærkelig, klagende lyd fra et af værelserne. Da han kigger ind under døren, ser han par ben med et modbydeligt væskende sår på benet. Og pludselig bliver den klagende lyd til ordene KØD KØD KØD KØD.

Men hvem er det, Jakob har set? Er det den samme, som har stjålet lærernes bøffer? Og er det mon smart at tage på natløb, når der er noget åbenlyst galt?

De sultne er en underholdende gyser for de +10 årige, med en historie der blander humor med action og splat. Sproget har et godt flow, og hvert kapitel indledes med Felix Perriers stemningsfulde illustrationer holdt i gråtoner.

Historien fortælles hovedsageligt fra Jakobs perspektiv, men enkelte kapitler er skrevet i kursiv og har en anden fortæller. Det giver et twist, som er med til at øge spændingen. Et andet greb, der giver uhygge og får historien til at føles helt tæt på, er brugen af lydord. Skrig er ikke bare skrig, men WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAAARGH, hvor endda selve layoutet understøtter lyden.

For garvede gyserfans er plottet i De sultne til dels set før. Senest har jeg læst Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp, der også handler om en lejrskoletur, som ender skidt. Men selve slutningen i De sultne tager en helt uventet drejning, som jeg ikke mindes at være stødt på før, og som i den grad overrasker. Og så fortæller Helle Perrier med masser af energi, så glæden ved genren strømmer ud af siderne.

De sultne er således et rigtig godt bud på en spændende zombiehistorie, som jeg er sikker på, at målgruppen vil fortære med stor fornøjelse.

Uddrag af bogen

“Jø… Jø… Jørgen?” stammer Philip. Han ser spørgende på Jakob og skubber sine briller op med pegefingeren.

Jakob vil råbe, at Philip skal stikke af. At Jørgen er farlig, men ordene sidder fast i halsen.

I det samme griber Jørgen fat i Philips arm. Jørgen knurrer ikke længere. I stedet taler han. Det er, som om han skændes med en usynlig udgave af sig selv.

“Nej, du må ikke … Men hans lugt … Hans kød. NEJ! Jo. KØD! KØD! KØD!”

De små, kolde fingre, der dansede op og ned ad Jakobs rygrad, har forplantet kulden til resten af hans krop. Selv om alt indeni ham råber og skriger, at han skal se at komme helvedes langt væk, kan han ikke bevæge en eneste muskel.

Jørgen krænger nakken bagover. Han åbner munden og brøler. WEEEEEEEEE IIIIAAAAAAAARGH!

Philip udstøder et vræl og trækker i sin arm. Det er allerede for sent. Philip spræller, men Jørgen giver ikke slip. I stedet begraver han tænderne i Philips skulder og trækker en mundfuld kød af. Blodet sprøjter straks ud over Philips tøj.

“Løøøøøøøb!” råber Ruben.

Lyden af Rubens stemme får varmen tilbage i Jakobs ben. De lystrer igen. Jakob styrter afsted sammen med de andre, mens to ting fylder hans tanker:

Han har lige set sin gamle, sløve sløjdlærer bide en luns af Philip fra 6. b.
Rebekka holder ham af en eller anden årsag i hånden. (side 44-45)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De sultne:

Udgivelsesår: 10.10.2022
Forlag: Krabat, 177 sider
Omslag og illustrationer: Felix Perrier
Lix: 22

Læs også:

I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen
Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen
Udød af Ruben Greis
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Slimede mareridt – Teltet af Michael Kamp
De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)
Voks af Michael Kousgaard
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri
Ved verdens ende af C.C. Thybro

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

Aben af Helle Perrier

Aben af Helle Perrier

Har deres nye nabo virkelig en dødbringende abe som kæledyr? Eller er han bare en småsølle gammel mand i et forfaldent hus omringet af en vildtvoksende have?

Fortælleren er modvilligt flyttet ind i et gammelt hus sammen med sin familie. I skolen kommer han til at sidde ved siden af tvillingeparret Molly og Magnus, der bor på den næste vej. Molly fortæller ham en historie om det forfaldne nabohus. Herinde bor en gammel mand sammen med sin psyko-abe. Det siger rygtet i hvert fald.

Først tror fortælleren ikke på historien. Men da han vågner op midt om natten, ser han en mørk skikkelse i naboens have. En skikkelse, der helt sikkert ikke er et menneske. Næste dag fortæller han om oplevelsen til tvillingerne, og Molly bliver helt vild. Hun vil afsløre naboens hemmelige kæledyr, men det går ikke helt som børnene planlægger.

Aben er en underholdende gyser for børn +10 år. Fortalt i et nutidigt sprog og med en troværdig fortæller udvikler historien sig hurtigt med en støt stigende spændingskurve. Helle Perrier skaber en intens uhyggelig stemning, da fortælleren første gang opdager aben i naboens have, og uhyggen stiger til nye højder, da han natten efter opdager den lige udenfor sit vindue. Slutningen har et godt twist, som også nok skal få målgruppen op af stolen.

Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Magnus Merklin, som også står bag skygge-vignetten, der indleder hvert kapitel. Fonten er stor og letlæselig, og de korte kapitler indbyder til at læse videre.

Aben er med andre ord et spændende gys for den unge læser, som godt kan lide en overraskende slutning.

Uddrag af bogen:

På vej tilbage under dynen kigger jeg igen ud ad vinduet. Jeg aner ikke hvorfor, men der er bare et eller andet ved naboen, der pirrer min nysgerrighed. Molly og Magnus er selvfølgelig fulde af lort, når de siger, at der bor en abe derinde. Jeg kan bare mærke, at jeg lige bliver nødt til at se efter med mine egne øjne. Tanken om en kæmpeabe, der bor i huset på den anden side af hækken og slår folks kæledyr ihjel er selvfølgelig helt skør. Magnus og Molly virkede bare så alvorlige. De så næsten bange ud. Men måske er det en af den slags historier, de bilder alle tilflyttere ind.

I sommernatten svajer de mørke trækroner svagt mod en lysnende himmel. Månen er kun en smal, hvid bue mellem stjernerne. Jeg sukker. Det er alligevel meget fedt. Der, hvor vi boede før, så man næsten aldrig himlen på den her måde. Jeg tripper på det kolde gulv og vender mig mod sengen.

Jeg fornemmer en bevægelse ud af øjenkrogen. Jeg holder vejret. Stirrer intenst mod de mørke træer. Ingenting. Og så. Igen. Jeg kniber øjnene sammen. (side 21)

Reklame: Tak til forlaget Krabat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Aben:

Udgivelsesår: 09.08.2022
Forlag: Krabat, 109 sider
Omslag: Magnus Merklin
Lix: 22

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Dræbersvin af Morten Dürr
Virus af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Slimede mareridt af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Tre gode børnegys fra Henrik Einspor

Henrik Einspor driver forlaget Løse Ænder, der udgiver børne- og ungdomsbøger. Altid med et øje for kvalitet, både hvad angår historie, layout og forside. For nyligt fandt jeg tre nye udgivelser fra forlaget i min postkasse: Døden i Råbjerg Mile, Skudt ned og Masser af slim.

Døden i Råbjerg Mile

Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor

Døden i Råbjerg Mile tilhører Einspors røde serie. Det er bøger skrevet til børn og unge fra 12 år, der har udfordringer med at læse. Bøgernes lixtal starter allerede ved 6, uden at det går ud over læseoplevelsen. På trods af det lette læseniveau passer indholdet nemlig til de lidt mere modne læsere, og det er også tilfældet med Døden i Råbjerg Mile.

En geolog lejer en gammel hytte tæt på Råbjerg Mile. Klimaændringerne har medført tørrere somre og flere storme. En kombination, der får milen til at bevæge sig hurtigere end tidligere. Geologen skal måle, hvor hurtigt den bevæger sig, men hvad kan man gøre for at stoppe en løbsk natur? Og er milen måske mere end det?

Der er en ildevarslende stemning i historien næsten fra første side. Einspor beskriver sandets indtrængen og vindens hylen yderst atmosfærefyldt, og jeg kom til at tænke på historier som fx Martin Wangsgaard Jürgensens novelle ‘Under marehalmen‘, selvom sidstnævnte er et mere sofistikeret gys for voksne.

Uddrag:

“Nå, går alt som det skal?” siger han. Han sender mig et blik som for at antyde, at jeg da vist er lidt tosset. Sådan at gå og måle sand hele dagen.

“Jeg har sand alle vegne,” siger jeg.

“Ja, milen bliver man ikke fri for.” Han nikker mod sandet. “I min tid er den rykket ind på os. Da jeg var barn, lå den helt derude.” Han peger på et punkt bag skoven.

“15 meter om året,” nikker jeg.

“Meget mere nu,” afgør han. Hunden piber lavt. Den virker urolig. Simoni tysser på den og rykker i dens snor.

“Af og til må man bøje sig for moder natur,” siger jeg. “Men ro på. Det tager kun 40 år, så er den forbi.”

Simoni smiler ikke af min spøg. Han kaster et blik på milen.

“Hun vil os ikke noget godt,” siger han. Det ser ud, som om han gyser.

“Hun?”

Simoni rømmer sig. Så giver han sig til at tale om gamle dage. Det viser sig, at hans oldefar havde en gård her for længe siden. Gården og dens jord er nu et sted under sandet. Han blev drevet bort. Som mange andre. (side 21-23)

Skudt ned

Skudt ned af Henrik Einspor

Skudt ned tilhører ligeledes Løse Ænders røde serie.

Joe Hell er agterskytte i et B-17 bombefly, han og de andre besætningsmedlemmer kalder Lucky. 20 gange har hun fløjet dem sikkert ud og hjem på togter over Tyskland. Men denne gang går det galt. Lucky styrter ned, og Joe Hell må springe ud med faldskærm. Han ender på en lille ø i Nordsøen, hvor han beslutter sig for at skjule sig, indtil han kan finde en måde at komme væk på. Han ved, at de allierede soldater skal passe på lokalbefolkningen, som ofte føler et stort had til flyverne for at bombe deres land. Men det viser sig, at det er en helt anden trussel, der gemmer sig på øen. Nazisterne bruger nemlig øen som et laboratorium for udviklingen af uovervindelige supersoldater.

Skudt ned skal helt sikkert nok finde sine fans blandt actionhungrende unge. Med sin blanding af krigsdrama og hemmelige eksperimenter sker der noget på hver eneste side, uden at historiens lave lixtal sænker underholdningsværdien.

Uddrag:

De kom som sværme af hvepse. Det kan nok være, vi fik travlt.

Jeg fik en i sigtet. En Focke-Wulf 190. Hurtigt som et lyn. Men dens pilot var en ren amatør. Nok helt ny. Og uvant med kamp. Han tøvede lidt for længe. Det gjorde jeg ikke. Jeg gav ham to korte salver. Ra ta ta ta! Ra ta ta ta! Jeg så mine kugler danse hen over hans fly. Smadre motor og propel. Det brød straks i brand og gik ned med en hale af ild efter sig. Ingen pilot kom ud. Fint. En mindre. Næste! Jeg så mig om efter et nyt mål. (side 14)

Masser af slim

Masser af slim af Henrik Einspor

Masser af Slim er femte uafhængige bog i serien om Jack Stump. Drengen der drak plantegift, gik i koma og vågnede 20 år senere, helt grøn. Nu driver han detektivbureauet De Grønne Detektiver sammen med Dick og Sue i byen Doom Town. De har fokus på økologien og naturligvis kun blyfrit bly i skyderne.

Historien udspiller sig op til jul, men kan sagtens læses hele året, hvis du er til grinegys og masser af action.

Sue er ved at pynte kontoret op til jul, men hverken Dick eller Jack er i særlig høj julestemning. De kommer ovenikøbet til at ødelægge alle Sues forberedelser, så hun smider dem ud for at skaffe både julestemning og penge. Det lykkes Dick og Jack at få et job i Megaton storcenter, hvor de skal spille julemanden og hans grønne alfehjælper – en rolle Jack er som skabt til. Samtidig skal de holde øje med lommetyve, som Megaton har været plaget af. Men selvfølgelig kommer de to i store problemer. Problemer der involverer både mega meget slim og nisserobotter.

Jeg er vild med den gakkede humor, og hvordan Jack altid får reddet sig ud af de mest tossede situationer – som han ofte selv er skyld i. Her er både action, spænding og masser af grin, og selvom serien er for de +10 årige, så kan man som voksen godt grine med.

Uddrag:

Sue kom ind hidkaldt af støjen. Hun holdt en dåse brunkager i hænderne. Men det var synd at sige, at hun blev begejstret ved synet af kontoret.

“Hvad har I to klaphatte gang i?” råbte hun.

“Det var ikke mig,” sagde jeg.

Sue så sig om. Vores kontor var forvandlet til et julelandskab, men ikke på den gode måde. Alt var dækket af hvidt skum, selv Dick lignede en snemand.

“Alt er under kontrol,” lød det inde fra skummet.

Sue fik et udtryk i ansigtet, som gjorde, at jeg var glad for, at det ikke var mig, som stod med brandslukkeren. Det kan godt være, at ilden var under kontrol, men det var Sues humør ikke.

“Store, julehadende turbotorsk,” skreg hun og fyrede hele dåsen med økologiske brunkager efter ham.

Dick nåede ikke at dukke sig og fik kagedåsen lige i låget. Og låget gik af (altså kagedåsens låg), og så var der ellers økologi ud over hele kontoret. (side 9-10)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om bøgerne:

Titel: Døden i Råbjerg Mile
Udgivelsesår: juli 2021
Forlag: Løse Ænder, 48 sider
Omslag: Johannes Bojesen
Lix: 8

Titel: Skudt ned
Udgivelsesår: juli 2021
Forlag: Løse Ænder, 88 sider
Omslag: Peter Snejbjerg
Lix: 8

Titel: Masser af slim
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Løse Ænder, 109 sider
Omslag: Tommy Kinnerup

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Er du vild med Ringenes Herre eller måske Narnia-bøgerne? Så vil du også kunne lide De III Udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.

Et af privilegierne ved at have hjemmesiden her er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere eller forlag, jeg ikke kender, som gør mig opmærksom på nye og spændende bøger. Det er selvfølgelig ikke altid, at læseoplevelsen er lige god, men jeg synes, det er vigtigt også at give plads til omtale af mindre kendte udgivelser. Så da Paul Anthony Sørensen gjorde mig opmærksom på sin roman Moghunheims forbandelse, tjekkede jeg hans hjemmeside ud. Da bogen lød spændende, røg et eksemplar i indkøbskurven, og nu har jeg fået læst den. Og den kan varmt anbefales!

De tre venner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige. Bjørn er stærk og retfærdighedssøgende, Eliot er nørdet og klog, mens Seb er charmerende og hurtigtalende. Trods forskellene hænger de tre dog sammen som ærtehalm, og hjælper hinanden i tykt og tyndt.

En dag hvor vennerne er ude at dykke, finder de et mystisk skrin på bunden af Øresund. Da de kommer hjem, forsøger de at åbne det. Men uanset hvad de gør, forbliver skrinet lukket. Indtil det pludselig alligevel åbner sig. Skrinet er nemlig en adgangsportal til landet Mogthunheim, som er i store vanskeligheder. Den retfærdige kong Will er blevet fortryllet af sin onde fætter Lord Liarn, og hvis ikke Liarn bliver stoppet, vil livet i Mogthunheim forvandles til et mareridt. Kun de tre udvalgte kan stoppe ham, og det viser sig, at Bjørn, Seb og Eliot, meget mod deres vilje, er de tre udvalgte.

Når vennerne sover, vågner de som voksne mænd i Mogthunheim, og her skal de sammen med deres skytsengel OO forsøge at befri kong Will af Lord Liarns fortryllelse samt finde prinsesse Laura, som Liarn har kidnappet for at få en ekstra klemme på kongen. Men det er ikke ufarligt, for hvis Bjørn, Seb og Eliot dør i Mogthunheim, dør de også i vores verden. Og så er der også lige den lille finte, at også Lord Liarn får hjælp fra vores side. Der findes nemlig endnu et skrin, og det hører til på mørkets side.

Jeg var som sagt vældig underholdt af Mogthunheims forbandelse, der stilmæssigt minder om Narnia møder Ringenes Herre. Historien kan læses fra +11 år, og udover at være effektiv og elementært spændende så er det også en fortælling om venskab, mod og integritet. Vi lærer de tre drenge godt at kende både i Mogthunheim, men også i vores verden hvor de hver især har deres at kæmpe med. Jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren også får den vinkel med i romanen, for det giver dybde til historien, og gør den endnu mere interessant.

Paul Anthony Sørensen har en baggrund hos DR’s B&U afdeling, men er nu selvstændig konsulent, forfatter og ghostwriter. På sin hjemmeside fortæller han, hvordan han gennem hele sin karriere har haft fokus på at fortælle fordomsnedbrydende historier med et inkluderende værdisæt som hylder mangfoldigheden, og gerne med politisk ukorrekte ridser i lakken. Mogthunheims forbandelse passer fint ind i denne vision med sine uperfekte hovedpersoner og fokus på de menneskelige værdier mixet med en spændende historie, hvor der også er plads til humor.

En stor anbefaling herfra til både børn, unge og voksne, som kan lide underholdende fantasy.

Uddrag af romanen:

“Som tingene fungerer, er det sådan, at de styrker, I har i jeres egen verden, er forstærket her. Derfor er du, Bjørn, stærkere end nogen mand her. Og du, Eliot, er klogere og vil kunne forstå dig på magi. Sebastian, du vil kunne bruge dine talegaver til at snakke dig ud af de fleste situationer og øjne de mindste muligheder ud af næsten enhver knibe. Det vil altsammen kombineret gøre jer til en effektiv trio, der vil kunne klare det meste.”

“Det meste?” indskød Eliot. “Og hvad med der, hvor vi ikke kan?”

Mathis smilede. “I får jeres skytsengel med på turen. Ham møder I om et øjeblik, når I får jeres udstyr. Han har jeres ryg hele vejen og vil guide jer undervejs.” Drengene kiggede på hinanden, og det var tydeligt, at de havde en mængde spørgsmål.

Seb startede: “Men hvor lang tid skal vi være her? Og hvad, hvis vi fejler?”

Mathis trak vejret dybt. “I må ikke fejle. Hele kongerigets skæbne hviler på jeres skuldre og tro mig, hvis I fejler vil ondskaben brede sig til flere verdner – også jeres egen. På den led hænger det hele sammen! Med hensyn til, hvor længe I skal være her, så afhænger det af, hvor hurtigt I får løst opgaven eller dør undervejs, for så dør I også i jeres verden.”

“Men,” sagde Eliot, “vi kan vel bare sige nej. Jeg har sgu ikke lyst til at dø pga. en eller anden nederen kongefætter og hans syge idéer.”

Mathis smilede igen. Denne gang lidt vemodigt. “Desværre venner. I har ikke noget valg. I er de udvalgte pga. jeres særlige evner, der i kombination er unikke. Det skrin, I fandt på havets bund, har ventet på jer i umindelige tider. Jeres navne stod på det, så at sige. Det er større end både jer og mig. Det er, kort sagt, bestemt!” (side 16)

Om Mogthunheims forbandelse:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: HoneyBadger, 340 sider
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth

Besøg bogens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Dragens øjne af Stephen King
Blodets bånd af Christian Kronow
Odinsbarn af Siri Pettersen
Zam af Jesper Wung-Sung

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Blodig Halloween af Henrik Einspor

Blodig Halloween af Henrik Einspor

En meteorit lander i baghaven hos byens eneboer. Alba, som hun hedder, holder sig for sig selv, og har i mange år boet alene i sit hus. Byens børn er bange for hende, og historien går, at hun gemmer på udstoppede børn i sin kælder. Måske på grund af drengen Jim, der forsvandt fra byen for mange år siden.

Alba bliver vældig fascineret af meteoritten. En dag sidder hun med den i hænderne, mens hun tænker på sin afdøde mand Jack. Pludselig begynder stenen at gløde, og Alba befinder sig med et i fortiden. Nærmere bestemt tre uger efter Jims forsvinden. Mens Alba går rundt i de gammelkendte omgivelser, og prøver at forstå hvad der sker, støder hun på Jack. Han genkender hende naturligvis ikke, for hun er jo en gammel dame, mens han endnu er ung. Kort efter vender Alba tilbage til nutiden.

Men det bliver ikke sidste gang, Alba bruger meteoritten til at rejse tilbage i tiden. Og så en dag får hun muligheden for at forhindre Jims forsvinden …

Henrik Einspor er en flittig og effektiv forfatter af gode børne- og ungdomsbøger. Blodig Halloween er skrevet som en del af hans ‘røde serie’, der er spændende, letlæste og alderspassende historier for børn, der ikke er så stærke læsere.

Jeg har efterhånden læst en del af Einspors bøger, og uanset om det har været hans letlæsningsbøger eller andre romaner, så er fællestrækket en god og dramatisk historie fortalt i et flydende og letforståeligt sprog. Det gælder også denne gang.

Der er ikke meget “Bo ser en ko” over Blodig Halloween. Selvom lix-tallet er lavt, er historien spændende og med en tankevækkende slutning, der ikke er for de yngste. Den stemningsmættede forside, tegnet af Anna Laurine Kornum, er også med til at indgyde læseren en følelse af uhygge, og Blodig Halloween vil helt sikkert appellere til målgruppen +10 år.

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Blodig Halloween:

Udgivelsesår: 30.06.2020
Forlag: Løse Ænder, 98 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum
Lix: 10

Læs også:

Charons sølv af Lasse Bo Andersen
Meteor af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Blodige Mary af Michael Kamp
X fra det ydre rum af Kramhøft og Kristensen
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis