oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Børnebøger’

Farlig fisketur af Henrik Einspor

Farlig fisketur af Henrik EinsporJeg var så heldig tidligere på året at få tilbudt tre læse-eksemplarer fra forlaget Løse Ænder med ordene “No strings attached”. Selvom jeg ikke så tit læser børnebøger, sagde jeg straks ja tak, for Henrik Einspor har skrevet nogle gode historier, der også kan læses af voksne, bl.a. I klovnenes kløer.

Ret hurtigt fik jeg læst De døde dukkers hævn og De to myr, som jeg syntes godt om, så de fik en omtale her på siden. Men så kom jeg lidt fra den sidste: Farlig fisketur. Nu er den også læst, og jeg må sige, at jeg gemte det bedste til sidst.

Hovedpersonen bor sammen med sine forældre og storebroren Mads i nærheden af en mose. I mosen bor en kæmpestor gedde, der florerer mange historier om. Drengen må dog ikke gå ned i mosen, som er bundløs, og hvor man kan synke ned i hængedyndet. Og selvom drengen er fascineret af mosen, holder han sig dog fra den.

Indtil en dag den lidt ældre kammerat Kaj, som holder ferie i området hver sommer, hører historien om Grum, som kæmpe gedden bliver kaldt. Kaj har nemlig en flot fiskestang, og han får snart overtalt drengen til, at de skal fange Grum.

Men måske er der noget sandt i de mange historier om Grum og mosen?

Farlig fisketur er en slags coming-of-age fortælling iblandet et drys gys, og jeg faldt fuldstændigt for historiens stemning, der giver mindelser om Stephen Kings Liget i skoven.

Henrik Einspor får virkelig sin hovedperson til at leve, og jeg var helt med, når han gysede over ord som hængedynd og filosoferede over, hvordan mosen kunne være bundløs. Måske fordi jeg selv husker, hvordan voksne ord kunne være genstand for mange grublerier i min egen barndom.

Derudover er stemningen i bogen så fin. Det er måske forkert at skrive, når historien ender uhyggeligt. Men hele setuppet med den farlige mose, forholdet til storebroren, kampen for at få fat i en fiskestang og ikke mindst selve fisketuren, hvor drengen lærer at fiske, er simpelthen så velskrevet og genkendelig – selvom jeg hverken fisker eller er af hankøn. Det er bare selve barndommens essens, Einspor har fanget.

Farlig fisketur kan læses fra +10 år, men efter min mening hører den ligeså vel hjemme i en novellesamling for voksne. Jo vist er her uhyggelige elementer med sagnet om bjergmanden og den mystiske pige, der viser sig for drengen flere gange i historien, og naturligvis den skræmmende kæmpe gedde. Men for mig er det oplevelsen af at have besøgt barndommens land der står stærkest ved endt læsning.

Tommy Kinnerup har tegnet forsiden, som meget fint fanger bogens stemning. Den lidt nostalgiske himmel, den bange dreng – og i dybet lurer monstret. For selvom barndommen i bagspejlet ses i et mere lyserødt skær, kunne det nu være vældig skræmmende at være barn.

Ikke langt fra hvor vi boede, lå mosen. Og alle vidste, at der gik en stor gedde i den mose. En ren kæmpe. Grum blev den kaldt. Der var nogle, som mente, at Grum var lige så gammel som mosen selv. At den havde været der altid. En masse havde selvfølgeligt prøvet at fange den. Der var vist ikke den dreng på egnen, som ikke på et tidspunkt havde forsøgt. Altid uden held og ofte med mistede blink som resultat. Netop derfor var Grum en af den slags gedder, som gav næring til gode lystfiskerhistorier.

Også jeg drømte om at fange den, men dels havde jeg ingen fiskestang, dels var mosen lukket land for mig. Min far forbød mig at gå derned. Man kunne drukne. Eller synke i hængedyndet langs bredden. Hængedyndet! Bare ordet fik én til at gyse.”

Om Farlig fisketur:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 75 sider
Omslag: Tommy Kinnerup

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret. Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside.

Læs også:

I klovnenes kløer, 2017
Farlig fisketur, 2017
Drengen der tænkte ting, 2015
Alt godt fra havet, 2014
Max Skræk – mere død end levende, 2010
Porcelænsdukken, 2009
Den yderste dag, 2009

De utilpassede af John Kenn Mortensen

De utilpassede af John Kenn MortensenEt blodigt eventyr fra Udkantsdanmark” er undertitlen på John Kenn Mortensens vampyrroman fra 2014. Den har længe stået på min læse-liste, men først for nyligt fik jeg gjort noget ved det. Nu vil jeg så skynde mig at anbefale den videre, for De utilpassede er vitterlig både blodig og sjov, og er som altid mesterligt illustreret af John Kenn Mortensen selv.

Johan bor på Lolland sammen med sine forældre og storesøsteren Mette. Hans bedste ven er Jacob. De har holdt sammen altid, selvom Jacob er både lille og lidt mærkelig. En dag kommer en gammel lastbil til byen. Ud stiger to grimme, gamle kvinder, som hænger en plakat op på byens opslagstavle:

VIGTIGT! VIGTIGT!
INFOMØDE
Mød op i forsamlingshuset i aften kl. 20
og hør, hvordan vi vil bringe velstand
tilbage til jeres vidunderlige by!
GRATIS FORFRISKNINGER
(KUN for voksne)

Siden sukkerfabrikken lukkede, er økonomien gået ned ad bakke i byen, så alle de voksne tager naturligvis med til mødet. Johan må blive hjemme, hvor hans babysitter (den lidt ældre Dorthea som han hemmeligt er forelsket i) passer ham. Om aftenen bliver det et frygteligt uvejr, og Johan og Dorthea ender med at falde i søvn under billiardbordet. Men da de vågner næste dag, er Johans forældre stadigvæk ikke kommet hjem.

Herfra går det fra skidt til værre. Det viser sig, at alle de voksne er blevet forvandlet til vampyrer, og nu må børnene forsøge at overleve. Men i stedet for at holde sammen bliver børnene delt op i fraktioner, og til sin store skræk ender Johan sammen med byens rod, Jackie. Johan har engang sladret om Jackie, og nu er han overbevist om, at Jackie vil slå ham ihjel.

Det er dog langt fra det eneste problem. For hvad er der sket med Jacob? Hvad er det for nogle skikkelser, der gemmer sig i skoven? Og hvordan slipper de væk fra Lolland?

De utilpassede er en yderst underholdende roman for børn fra 10-12 år og op, fortalt i et let og ligetil sprog og med en konstant vibrerende spændingskurve. Der er fart over feltet fra første side, og John Kenn Mortensen lader aldeles politisk ukorrekt sine unge hovedpersoner opleve den ene blodige episode efter den anden, mens den lollandske soveby forvandles til et vampyrmekka, hvor ingen er fredet.

Selve bogen er også lækker. Der er arbejdet med layoutet, så hvert kapitel er illustreret med fine vignetter, der passer til netop det kapitel. Ligeledes er romanen fyldt med fede illustrationer holdt i John Kenn Mortensens velkendte stil. Så selvom man er ovre sin første ungdom, så er det en ren fornøjelse at dykke ned i dette syrede udkantseventyr, hvor humor og splat går hånd i hånd.

Om De utilpassede:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Carlsen, 312 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Udvalgt bibliografi:

Mareridtsfabrikken og andre rædsler, 2016
Monstre, 2016
Turen gennem Midnatsskoven, 2015
Flere post-it monstre, 2012
Post-it monstre, 2011

Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside
Læs også anmeldelsen af De utilpassede på Kulturkapellet

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

De to myr af Henrik Einspor

De to myr af Henrik EinsporLangt ude i skoven lå et lille hus – bed til at du aldrig kommer forbi …

Måske kender du betegnelsen ‘et bette myr’? For mig står det som noget småt, hyggeligt og uskyldigt, og et opslag i Den Danske Ordbog forklarer da også betydningen således: “lille (og kær) person oftest om lille barn“. Den forklaring kan du smide langt ud af vinduet, når du læser Henrik Einspors nye letlæsningsbog for de +7 årige De to myr.

Langt ude i skoven ligger et forladt hus. Her bor to små myr. De holder til i skabet og kommer kun frem, når det er mørkt. Lyset gør dem bange. De to myr lever af insekter og smådyr som mus og frøer. Men de drømmer om mad med mere kød på.

En dag kommer en pige og to drenge ud til huset. De to myr kender pigen. Hun hedder Lis og vil gerne være biolog. Lis foreslår de to drenge, at de kan bruge det forladte hus som hule, og selvom de egentlig synes, at huset er lidt uhyggeligt, går de med på idéen. Men hvad med de to myr, der bor i huset?

Som sagt er her tale om en letlæsningsbog, så naturligt er sætningerne korte og handlingen tydelig. Ikke desto mindre får Einspor etableret en uhyggelig atmosfære allerede fra første side, som også rammer en voksen læser. Forsiden af Kristian Eskild Jensen med de blodrøde striber og det ødelagte vindue hvor sorte skygger titter ud af det ødelagte glas, sørger ligeledes for, at læserne er klar over, at De to myr bestemt ikke er en tuttenuttet historie.

Jeg kom til at tænke på gyserfilmen Mama fra 2013, hvor to små piger bor i et øde hus sammen med en entitet, de kalder mama. Selvfølgelig har filmen langt flere lag og fortælles mere raffineret, men selve stemningen i huset mindede mig om De to myr.

En fin letlæst børnegyser for de yngre læsere, som nyder at mærke skrækken kildre frydefuldt i maven.

En mørk og vild skov. Og et øde hus langt væk fra alt. Så har du en idé om det sted, vi er. Kun en smal sti fører derhen. Man kan næsten ikke se stien for bare græs. Det ser ud som om ingen har sat sine ben her i årevis. Men går man ad stien, når man frem til huset. Det er tomt. Eller tomt og tomt … ”

Om De to myr:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 46 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 6

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Besøg også Henrik Einspors blog 

Læs også:

I klovnenes kløer, 2017
Farlig fisketur, 2017
Drengen der tænkte ting, 2015
Alt godt fra havet, 2014
Max Skræk – mere død end levende, 2010
Porcelænsdukken, 2009
Den yderste dag, 2009

Klovn af Michael Kamp

Klovn af Michael Kamp

En skov, et nedbrændt cirkus og en gammel hemmelighed som dukker op til overfladen. I Klovn forvandles grinene til skrig.

Oscar går i 6C i den lille by, Ullerup. Her er som regel fredeligt og kedeligt, men selv Ullerup rammes af trenden fra USA, hvor spøgefugle klæder sig ud som klovne og skræmmer tilfældige forbipasserende. En nat vågner Oscar og ser en klovn udenfor vinduet. Han bliver vildt forskrækket, selvom han godt ved, at det bare er en, der har klædt sig ud.

Det er dog bare begyndelsen. Jannick og Anders, Ullerups ballademagere, beslutter sig nemlig for at køre spøgen længere ud. Anders har overhørt en samtale, hvor det kom frem, at der i gamle dage brændte et cirkus ned inde i Ullerup Skov. Nu overtaler han Jannick til at gå med ind i skoven og finde nogle fede souvenirs, som de kan bruge til at skræmme folk med.

De finder også det nedbrændte cirkus, men noget er helt galt. For hvorfor hænger der en død klovn i et af de gamle træer?

Michael Kamp har skrevet horror for både børn og voksne. Klovn hører til blandt børnebøgerne og kan læses fra 10-11 år. Selvom jeg aldersmæssigt er langt fra målgruppen, følte jeg mig nu alligevel godt underholdt. Måske fordi Kamp ikke skåner læserne for nogle barske scener, som nok skal kunne afstedkomme et mareridt eller to hos de yngre læsere.

Kamp er i det hele taget eminent til at finde på overraskende og nervepirrende plots, som her hvor døde klovne hjemsøger en lille dansk landsby i sand Freddy Krueger stil for at hævne en gammel uretfærdighed. Samtidig er sproget levende og fuldt af billeder, som gør det nemt at leve sig ind i fortællingen.

Jeg skal heller ikke glemme at rose Flemming Schmidt for den fantastiske forside, der skriger KILLER CLOWNS på den fedeste måde. Den er der ikke meget hygge-nygge over.

Kamp har også skrevet serien Nekromathias til samme aldersgruppe. Den har dog en langt mere humoristisk tone. Jeg kan lide begge bøger, men tænker umiddelbart at Klovn er til de mere gyservante børn på grund af de til tider ret grafiske scener, der næsten kunne være skrevet til voksne.

Alt i alt leverer Michael Kamp endnu et pletskud, som jeg kun kan anbefale, hvis du kender en gyserglad pige eller dreng. Du skal bare lige sikre dig, at de ikke lider af coulrofobi først.

Klovnen sparkede til Susans lig, så det rullede en halv omgang. Så trådte den et skridt frem mod manden der ombestemte sig og forsøgte at komme den anden vej. Den udstødte igen den underlige, halvkvalte lyd mens den lagde hammeren på skulderen og fulgte efter ham. Manden stønnede af smerte og forsøgte at trække sit smadrede ben efter sig da klovnen placerede en komisk stor sko på det sårede ben og hævede hammeren med et bredt grin. En fontæne af blod oversprøjtede både klovnen og fortovet, da manden gik itu. Oscar tissede i bukserne.”

Også Henrik Einspor har i I klovnenes kløer ladet sig inspirere af den bølge af killer clowns, der fyldte mediebilledet i slutningen af 2016. Og så er der naturligvis klovnen over dem alle, Pennywise, fra Stephen Kings nyklassiker Det onde.

Om Klovn:

Udgivelsesår: 07.09.2017
Forlag: Tellerup, 164 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret.

Besøg Michael Kamps hjemmeside.

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe, illustreret af Lasse Bekker Weinreich

De døde dukkers hævn af Ellen HolmboeVictor er den mindste dreng i klassen. Han er endda mindre end flere af pigerne! Og så går han til svømning og er vild med gamle gyserfilm. Der er ikke noget at sige til, at han bliver mobbet.

En dag flytter Mary til byen, og pludselig er Victor ikke alene mere. Mary er nemlig også vild med svømning og gamle gyserfilm, så de to bliver bedste venner. Faktisk kunne Victor godt tænke sig, at de blev mere end det.

Selvom Victor stadigvæk bliver mobbet, er det lettere at klare, fordi Mary er der. Men en dag da de skal lære førstehjælp i klassen, bliver det for meget. De tre lede L’er, Lucas, Lasse og Laura som er hovedmændene bag mobningen, går over stregen én gang for meget, og nu vil Victor og Mary have hævn. Heldigvis har de en hemmelighed i baghånden. Mary er nemlig ikke en helt almindelig pige…

De døde dukkers hævn er en letlæst, underholdende og flot illustreret gyser for børn fra 9-10 år.

Ellen Holmboe har fundet inspiration i klassikeren Frankenstein (som også er de to unge hovedpersoners yndlingsfilm), og har skrevet sin helt egen nutidige fortælling som en hyldest. Mary er f.eks. opkaldt efter forfatteren til Frankenstein Mary Shelley, mens Victor er opkaldt efter videnskabsmanden Victor Frankenstein fra romanen.

Ligeledes er Mary og Victors hævn også en homage, idet det lykkes dem at ‘puste liv’ i nogle gamle genoplivningsdukker fra svømmehallens førstehjælpsrum. De vil bruge dukkerne til at skræmme de tre lede L’er. Men akkurat som i klassikeren må Mary og Victor sande, at de genoplivede væsner har deres eget liv, og pludselig er de alle i fare.

Historien er fuld af action, humor og lidt kærlighed, og slutningen er meget dramatisk. Jeg er sikker på, at målgruppen vil sidde med tilbageholdt åndedræt, når det endelige opgør udspiller sig i svømmehallen. Jeg blev i hvert fald helt grebet af stemningen.

Endelig er jeg også nødt til at rose Lasse Bekker Weinreichs sort/hvide illustrationer, som meget stemningsfuldt indleder hvert kapitel. De rammer præcis den rette atmosfære af hygge kontra uhygge, og jeg ville elske at have dem i plakatstørrelse.

Illustration af Lasse Bekker Weinreich

Om De døde dukkers hævn:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 159 sider
Omslag: Lasse Bekker Weinreich
Lix: 18

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Læs mere om De døde dukkers hævnforlagets hjemmeside.

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars GabelSkæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel om jalousi, mod og troen på den frie vilje.

Jeg ville ønske, han aldrig var født!” Simon og Tim er tvillinger, men Simon har altid følt sig i skyggen af Tim. En aften koger alting over, og Simon ønsker inderligt, at Tim aldrig var blevet født. Næste dag er Tim væk, og ingen aner, at han har eksisteret.

Da det går op for Simon, hvad han har gjort, fortryder han bitterligt, og pludselig får han en chance for at gøre det godt igen. Et gammelt maleri, som har hængt i huset, siden de flyttede ind, viser sig nemlig at være en portal til en anden verden. Her bor spindlerheksen, som stjal Tim. Men også skæbnemageren som kan ændre ens skæbne og dermed redde Tim.

Heldigvis møder Simon Tom, som lover at hjælpe ham med at finde skæbnemageren og Tim. Heksen må Simon dog selv møde. Hendes mose tør Tom ikke vove sig ind i. Men det er ikke kun heksens mose, der er farlig. Overalt lurer farer, og Simon er i konstant livsfare. Spørgsmålet er, om han kan overleve længe nok til at redde Tim. Om det er hans skæbne …

Skæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Lars Gabel. Kenneth Bøgh Andersen, som bl.a. har skrevet serien om Den Store Djævlekrig, er altid garant for en god historie, og det er også tilfældet her. Fortællingen om den jaloux Simon, der i et dystert øjeblik ønsker sin mere populære bror væk, indeholder både drama og eksistentielle spørgsmål formidlet underholdende i et lettilgængeligt sprog.

Lars Gabel kendes bl.a. for sine illustrationer til Fra vand til blod skrevet af Morten Dürr, Mette Finderups Gemini-serie m.fl., og med “Skæbnemageren” er han atter medvirkende til en virkelig lækker udgivelse. Lige fra den flotte hardcover forsides edderkoppespind med maleriportalen i midten, til det tykke glitrede papir med perfekt farvelægning.

Lars Gabel rammer helt i plet med illustrationerne, og bruger både sort/hvid, farver, billedbeskæring og sideopsætningen til at understøtte fortællingen. Den del af historie, der foregår i vores verden, er f.eks. holdt i sort/hvid. Når der er tilbageblik, tegnes de mere gennemsigtigt, så man tydeligt fornemmer den tidsmæssige distance. Lige så snart vi kommer over i den anden verden, er farverne strålende, og billederne myldrer af liv. I nærheden af skæbnemageren bliver farveskalaen rødbrun, og i heksens mose dukker en giftiggrøn farve op i det sorte, mens teksten pludselig omgærdes af en pang rød kant.

En anden lækker detalje er den måde, Lars Gabel flytter perspektivet. F.eks. da Simon kravler ind gennem maleriportalen. Her er vi også nødt til at flytte bogen rundt for at kunne se og læse videre. Det er rigtig fedt tegnet.

Skæbnemageren er en historie om jalousi, mod og troen på den frie vilje. Simon er jaloux på Tim, men elsker ham alligevel. Så da Tim forsvinder, vil Simon gøre alt for at redde ham. Det fører ham på en farlig færd, der sætter hans mod på prøve. Men Tim nægter at give op – skæbne eller ej.

Jeg var meget begejstret for Skæbnemageren, som måske nok har målgruppen børn og unge, men en voksen læser kan bestemt sagtens være med. En klar anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Skæbnemageren:

Udgivelsesår: 9. juni 2017
Forlag: Høst & Søn, 176 sider
Omslag: Lars Gabel

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Lars Gabels hjemmeside

Skygger i mørket af Christian Engkilde

Skygger i mørket af Christian EngkildeSebastians helt almindelige liv ændres fundamentalt, da den blinde dreng, Thomas åbner hans øjne for alt det, vi ellers ikke ser.

Sebastian går i 7. klasse. Han er bedstevenner med Jonas og Simmer, som han også spiller fodbold med. Men til en forældresamtale på skolen får Sebastian at vide, at han skal tage sig sammen, ikke være så fjollet og koncentrere sig mere om skolen end om fodbold og vennerne.

Kort efter starter en ny dreng i klassen, Thomas. Og Thomas er blind. Deres klasselærer udpeger Sebastian til at sidde ved siden af den nye dreng og hjælpe ham med at finde rundt på skolen, indtil han er faldet til. Sebastian er ærlig talt træt af at skulle agere førerhund for Thomas, og i starten gør han det kun meget modvilligt.

Men så begynder der at ske mærkelige ting på skolen, og hver gang bliver Sebastian involveret, så han fremstår som den skyldige. Samtidig begynder han og Thomas at tale bedre med hinanden, og Sebastian opdager, at Thomas har set en skygge ved ham, hver gang der er sket noget. En skygge som ingen andre kan se.

Hvad er det for en skygge, der forfølger Sebastian? Hvorfor lige ham? Og har det noget at gøre med sagnet om Fakkelbrødrene på det lokale kloster, som brændte ned til grunden i Middelalderen?

Christian Engkilde har både et par ungdomsromaner og et grundkursus i sejlsport på cd-rom bag sig. Med Skygger i mørket, som er første bind i en trilogi for børn og unge, bevæger han sig over i gysergenren. Og det lykkes delvist.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien om Sebastian, som egentlig er en god fyr, men som ind i mellem lader sig rive med af kammeraterne. Og da så Thomas kommer ind i billedet, og alle de ubehagelig ting begynder at ske, er Sebastian nødt til at stå på egne ben. Hans langsomme udstødelse af fællesskabet og gryende venskab med Thomas beskriver Engkilde fint og overbevisende.

Derimod lykkes det ikke helt at gøre den anden del af fortællingen rigtig uhyggelig, selvom de enkelte komponenter er til stede. De to drenge forsøger sammen med skolebibliotekaren og én af hendes bekendte at slippe af med skyggen en sen aften på skolen. Men trods set-uppet i de lange, mørke gange og angsten for skyggen, der langsomt er blevet mere og mere voldelig, så virker de to voksne karakterer lidt for utroværdige, til at jeg helt blev fanget. Derimod fungerer samspillet mellem Sebastian og Thomas perfekt, og derfor tror jeg egentlig, at romanens målgruppe vil sluge hele historien uden mine forbehold.

Samtidig slutter Skygger i mørket med noget af en cliffhanger, som absolut giver mig lyst til at læse videre om Sebastian og Thomas. Så alt i alt vil jeg kalde Skygger i mørket for et godt bud på en gyser for børn og unge. Og så synes jeg også, at det tæller på plus-siden, at forlaget Silhuet har lavet en stemningsfuld bogtrailer, som nok skal få læserne til at bide på krogen.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 51)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Silhuet, 215 sider
Omslag: Nathascha Friis

Jack the Ripper af Jesper W. Lindberg

Jack the Ripper - Myter og Mysterier 3, af Jepser W. LindbergJack the Ripper er tredje bog i forlaget Tellerups serie ‘Myter og Mysterier’. De to foregående har behandlet Loch Ness uhyret samt Bigfoot og yetien. Serien retter sig mod den unge læser.

Modsat de to første bøger i serien er der ingen tvivl om, at Jack the Ripper har eksisteret. Her er mysteriet en af verdenshistoriens største mordgåder – hvem stod bag de mange drab i Whitechapel i 1888?

Jesper W. Lindberg har samlet oplysningerne om verdens første moderne seriemorder, og efter et indledende kapitel hvor han sætter læseren ind i de forhold man levede under i Victoriatidens London, gennemgår han detaljeret drabene, politiets efterforskning, samt eftertidens teorier om den mulige identitet af Jack the Ripper. Herefter giver Lindberg sit eget bud på, hvem der gemte sig bag “kunstnernavnet”, men lader det være op til læserne at vurdere, hvad de selv tror.

Allerede da jeg fik bogen i hånden, blev jeg glad. Forsiden viser et billede med en mørk silhuet af en mand, hvor billedet virker til at være klæbet fast med to stykker malertape. Og det føles virkelig som om, der er tale om malertape, selvom forsiden naturligvis er trykt. Det er superfedt lavet. I det hele taget er layoutet lækkert hele vejen igennem, fyldt med fotos, tegninger og indsatte kort over gaderne i Whitechapel, hvor Jack the Ripper slog sine folder, samtidig med at teksten er letlæselig og nem at finde rundt i.

Her er som sagt tale om en børnebog, men den kan også sagtens læses af voksne, som vil have et hurtigt overblik over sagen. Bogen virker grundig researchet, og jeg fik indblik i flere teorier, som jeg ikke kendte til i forvejen, ligesom jeg fik afkræftet nogle af de teorier, jeg havde hørt om på forhånd.

“Jack the Ripper” er en spændende og underholdende indføring i mysteriet om Londons ikoniske kvindemorder. Som voksen læser kunne det have været rart, hvis der havde været en litteraturliste med henvisning til kilderne, så man kunne læse videre. Men bortset fra den anke kan jeg kun anbefale Jesper W. Lindbergs fascinerende portræt af verdenshistoriens største mordgåde.

Om “Jack the Ripper”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 224 sider
Omslag: Danielle Finster

Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret

Julefandens hævn af Patrick Leis

JuleFandens hævn af Patrick LeisDet er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …

Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”

Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.

Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.

Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.

Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.

JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.

Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!

Om JuleFandens Hævn:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis