november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Brad Anderson’

Vanishing on 7th Street

Vanishing on 7th StreetEn strømafbrydelse lægger Detroit hen i fuldstændig mørke, og da lyset kommer igen, viser det sig, at langt størstedelen af befolkningen er sporløst forsvundet. Tilbage er kun deres tøj.

En lille gruppe tilbageblevne finder ved tilfældighedernes spil sammen i en ramponeret bar, som oplyses af en benzindrevet nødgenerator. Her forsøger de at holde mørket stangen, men naturlovene træder langsomt ud af kraft, og nætterne bliver længere og længere.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Vanishing on 7th Street. Et stykke hen ad vejen er den ganske underholdende. Den pludselig forsvinden og de tomme gader samt de lurende skygger er ret godt lavet, men det kniber efter min mening med at udvikle historien herfra. Det bliver lidt tyndt og tilfældigt, og ingen af personerne er interessante nok til, at jeg virkelig heppede på deres overlevelse.

Jeg har læst flere rosende anmeldelser af Vanishing on 7th Street. Bl.a. skriver Jonathan Jacobs: “Vanishing on 7 Street is independent film work at its finest … The real stars of the show are the director and his special effects team … The little things make all of the difference. Without the perfect timing of the shadows’ encroachment and the last, split second emergency lights coming to the rescue, there would be no suspense. Providing images of pictures/memories being enveloped by shadow and lost forever sets the tone for the grim and hopeless fate that awaits the survivors when their lights run out … The screenwriter Anthony Jaswinski follows through with the film’s primary concept by having the characters question why they have survived when millions of others have been taken. Without the philosophical queries, the character’s dialogue would have greatly suffered.” Jeg er som sagt ikke helt enig. Filmen er ok underholdning, men jeg vil langt hellere fremhæve Kaïro og The Last Man on Earth, der begge er langt mere interessante og velspillede, og stadigvæk har uhyggen og gruen ved at være de sidste overlevende.

Instruktør Brad Anderson har tidligere instrueret bl.a. Dødens hospital, som jeg synes langt bedre om.

Om Vanishing on 7th Street:

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2010

Dødens hospital

Dødens hospitalHvor meget skal der til, før et menneske knækker? Og hvad sker der så …

Et nedlagt sindssygehospital skal istandsættes og bruges som kultur- og rådhus. Gordon er leder af det asbestfjernerhold, som vinder liciteringen, og bortset fra at der skal knokles igennem, så virker det som et let job med en 10.000 dollars bonus, hvis de når at blive færdige indenfor tidsfristen.

Men der er spændinger i gruppen. Gordon selv er lige blevet far, og det kniber med nattesøvnen. Hank har snuppet Phils kæreste, og Mike overvejer at vende tilbage til jurastudiet, mens Jeff aldrig har prøvet at fjerne asbest før. Mens de knokler for at blive færdige, opbygges spændingen langsomt, og det føles næsten som om, hospitalets horrible fortid indhenter nutiden.

Jeg var yderst positiv overrasket over Dødens hospital. Egentlig havde jeg forventet lidt hjernedød splatter, for sådan går det ofte med hospitalshorror. I stedet fik jeg en film, der bruger tid på at opbygge stemningen, og som ad kringlede veje fører seeren mod en slutning med et twist. Måske havde jeg gættet noget undervejs, men instruktør Brad Anderson sørger hele tiden for at holde historien spændende og med flere mulige udfald.

Brad Anderson har også instrueret afsnittet Sounds like i serien Masters of Horror. Den var jeg ikke ubetinget begejstret for, men jeg kan godt genkende flere træk, som bare virker meget stærkere på mig her i Dødens hospital. Her er samme rolige opbygning og fokus på mennesket i historien. Her er flotte billeder, der understøtter historien, og så lykkes det rigtig godt, at gøre fortællingen om patient 444 til en del af forklaringen på nutiden.

Dødens hospital er lavet for under 2 millioner dollars, men det kan bestemt ikke ses. Alene location med det gamle sindssygehospital giver filmen klasse. På skuespillersiden ses bl.a. David Caruso som Phil og Peter Mullan som Gordon. Især sidstnævnte spiller fantastisk.

Om filmen:

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Session 9

Sounds like

Jeg er åbenbart kommet til de film i 2. sæson af Masters of Horror, som jeg ikke er så begejstret for. “Sounds like” er en lidt langtrukken affære, som er mere sørgelig end skræmmende.

Larry arbejder for et it-firma, hvor han overvåger samtalerne til firmaets help-desk. Et job han har klaret succesfuldt hidtil, da han lytter godt og fanger nuancer i stemmerne før andre. Men da sønnen dør, har Larry svært ved at håndtere sorgen. Hans hørelse bliver enormt sensitiv, og det går ud over både arbejdet og hjemmelivet. Og en dag slår det klik for Larry. Han vil gøre hvad som helst for at få ro …

Chris Bauer, som spiller Larry, gør det godt. Der er også mange interessante scener i filmen, hvor kameraet zoomer helt ind på de støjkilder, som i Larrys bevidsthed lyder utroligt højt, men som i virkeligheden blot er regn på bilruden.

Historien er på sin vis smuk, for den handler om sorg og måder at håndtere sorg på. Men som gyser synes jeg, at filmen er mislykket, og jeg har svært ved at se, hvorfor den er endt i Masters of Horror serien.

Instruktør: Brad Anderson
Udgivelsesår: 2006