november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Bram Stoker’

Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier / red. Michael Sims

Draculas gæstMichael Sims har redigeret Draculas gæst, en skøn samling af 22 noveller om vampyrer i bred forstand fra den victorianske æra, og selvom jeg på forhånd kendte en lille håndfuld af titlerne, så var der heldigvis også mange for mig ukendte.

De to første beretninger er ikke noveller, men derimod beskrivelser af vampyrfænomenet som de blev opfattet i samtiden.

Lord Byrons novelle “Afslutningen på min rejse” blev skrevet den legendariske aften, hvor Mary Shelley fik idéen til Frankenstein, og det fremgår tydeligt, når man læser Byrons bidrag, at John Polidori, som siden skrev “Vampyren” (der også er med i denne samling) ikke kun baserede vampyren Ruthven på Byron, men også fandt stor inspiration i denne novelle.

“Væk ikke de døde – de bringer kun dyster nat
og uhyggelig trøstesløshed ind i dagen
for den der lå rådnende i graven,
kan ikke længere føle lysets indflydelse,
eller overgive sig til solens frodige magt;
Lad dem hvile i deres huse af ler”

Således starter “Væk ikke de døde”, som bliver tilskrevet Johann Ludwig Tieck, en tidlig, vigtig kraft i den tyske romantik. Historien handler om Herr Walter som i sine unge dage er voldsomt forelsket i den lidenskabelige og heftige Brunhilda, som dog dør ung. Trods sin store sorg gifter Walter sig igen, denne gang med den mere stille og jordbundne Swanhilda. I en tid er de lykkelige, men så begynder Walter at længes efter Brunhilda, og med hjælp af en troldmand får han hende bragt tilbage til livet – men ikke uden omkostninger.

Aleksej Tolstoj var fætter til Leo Tolstoj, og selvom han i dag ikke huskes nær så godt, så var han dog en fremtrædende forfatter på sin tid. “Vourdalakkens familie” skrev han på fransk i 1839 under pseudonymet Krasnorogskij, men den blev ikke udgivet på russisk før i 1884 – 9 år efter Aleksejs død. Historien er også blevet filmatiseret af Mario Bava i “Black Sabbath – the three faces of fear“, og hvor jeg synes, filmen er knap så god, så lever novellen langt bedre.

Om “Varney the Vampire” skriver Sims: “Vampyrfans værdsætter Rymer på en Ed Wood-agtig måde som forfatteren til en banebrydende vampyrroman, der var betydningsfuld, men, i hvert fald efter vore standarder, ufrivilligt hylende komisk. Denne tilsyneladende endeløse roman dukkede op i åndeløse ugentlige afsnit mellem 1845 og 1847. Med sit skamløse Sturm und Drang, sit skrigende blonde og savlende uhyre, får Rymer Bram Stoker til at virke adstadig.” Det valgte uddrag er kapitel 1 i første uges afsnit, og jeg må give Sims ret – her er virkelig Sturm und Drang ud over det hele.

“Hvad var det?” af Fitz-James O’Brien hører til novellerne som flere gange har været trykt på dansk, bl.a. i “Rædslernes hus“. Om ham citeres Amanda Salmonson for at sige, at Fitz-James O’Brien er den vigtigste skikkelse efter Poe og før Lovecraft, når det kommer til moderne skræklitteratur. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst andet af Fitz-James, men novellen her er i hvert fald interessant og har en ny vinkel på vampyr-temaet.

“Den mystiske fremmede” er samlingens anonyme bidrag, som første gang kunne læses i magasinet “Odds and Ends” i 1860. Ridderen af Fahnenberg arver et slot fra sin barnløse bror. Sammen med datteren Franziska, niecen Bertha og baron Franz von Kronstein som kurtiserer Franziska, drager han af sted for at bese ejendommen. Undervejs bliver de overfaldet af ulve, men reddes af en ukendt mand ved en ruin, som den lokale fører tilsyneladende er bange for. Manden forsvinder, før de når at takke ham, men så møder de ham på en udflugt, og kort efter begynder den ellers så robuste Franziska at skrante. Sims skriver i sit forord, at visse kritikere antager, at Bram Stoker har fundet en vis inspiration til “Dracula” i “Den mystiske fremmede”, og jeg kom selv til at tænke på Le Fanus Carmilla“, men det fortæller vel bare, at “Den mystiske fremmede” er en god historie.

I “Et mysterium i Campagna” af Anne Crawford får vi fortællingen om den excentriske kunstner Marcello, som insisterer på at bo i en afsidesbeliggende ejendom, kun beboet af en skummelt udseende tjener. Men kort efter han flytter ind her, mister han forbindelsen med sin gode ven Detaille, som ovenikøbet bliver syg. Det sender en tredje bekendt af Marcello på en tur til ejendommen, og det ender med, at man her opdager at også Marcello er syg. Jeg var ikke så vild med historiens første halvdel, som fortælles af Detaille, men sidste halvdel, som fortælles af den tredje bekendte, bliver mere interessant.

Emily Gerards bidrag til antologien hedder “Død og begravelse – vampyrer og varulve” og stammer fra en slags kulturhistorisk rejsebog, som Gerard skrev, mens hun boede i Transsylvanien sammen med sin mand. Sims skriver, at Gerards bog var en inspirationskilde for Bram Stoker, bl.a. skulle han have taget betegnelsen Nosferatu herfra, som Gerard påstod betyder Vampyr på rumænsk (hvilket ikke er korrekt). Gerard beskriver i teksten, hvem der bliver vampyrer, hvordan de skal begraves osv. og hun fortæller om forskellen på Strigoi og Nosferatu, hvor førstnævnte ikke er ondsindede, men betyder ulykke, mens sidstnævnte betegnes som afgjort ond.

“Sæt fri” handler om arkitekten Blake, som tager til den lille by Wet Waste i Yorkshire for at studere en fresko i den lokale kirke. I første omgang værger præsten sig for at give ham adgang til krypten, hvori fresken befinder sig, men til sidst lader han sig overtale af Blake, mod at han tager nogle helt særlige forholdsregler. Blake indvilliger uden at kende grunden dertil, men den lærer han siden at kende.

I “Den sørgeligste historie om en vampyr” ser hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.

Om Mary Elizabeth Braddon skriver Sims, at hun på højdepunktet af sin karriere var dronningen af sensationsforfatterne. Sensationsforfatterne brugte gotikkens hang til melodrama, men i stedet for at henlægge historien til transsylvanske slotte, førte de det skumle ind i hverdagen, og de onde baroner blev udskiftet med engelske forretningsmænd. I “Den gode lady Ducayne” får den unge pige Bella et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.

“Og skabningen kom ind” var første gang at finde i forfatteren Augustus Hares selvbiografi. Øjensynligt skulle han have fået fortalt historien om de tre søskende, som en nat får uventet besøg, af en kaptajn Fisher. Om denne korte historie hører hjemme i en biografi, er nok tvivlsomt, men jeg fandt den forfriskende ligetil og for en gang skyld med en stærk kvindelig hovedperson.

I mange vampyrhistorier er det svært at overbevise myndighederne om, at der er en vampyr løs. Det er det også i novellen “Sarahs grav”, hvor man under renoveringen af en kirkegård er nødt til at flytte en række grave, herunder Sarahs, som hviler under en inskription med ordene: “For de dødes og de levendes velfærds skyld, lad dette gravlægge forblive uberørt og dens beboer uforstyrret til Kristi komme.” Trods advarslen åbner man graven, og kort efter begynder der at ske mystiske begivenheder. Heldigvis er forfatteren bekendt med vampyrer, men han er nødt til at få hjælp fra præsten, som bestemt ikke tror på den slags overtro.

“Vampyrpigen” er historien om en ung mand, som for at få frisk inspiration, tager en tur ud i landet. På en vandretur på heden opdager han et idyllisk lille hus, hvor en mor og hendes datter bor alene. Fortælleren slår sig ned hos dem og forelsker sig dødeligt i datteren.

En af mine yndlingshistorier i samlingen er “Luella Miller” af Mary E. Wilkins Freeman. Her fortæller den gamle kvinde Lydia Anderson historien om Luella, en smuk, ung kvinde, der havde en sær vane med at omgive sig med folk, der vartede hende op, indtil de døde af udmattelse. Novellen fortælles i et enkelt talesprog, og virker meget overbevisende. En lidt anderledes, men meget interessant vampyrfortælling.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … M. R. James skriver i indledningen til “Ghost Stories of an Antiquary” hvori denne novelle første gang blev trykt: “Hvis det lykkes for nogen af [historierne] at give deres læsere en følelse af behagelig utilpashed, når de går på en ensom vej ved nattetide eller sidder over et døende bål ud på de små timer, så har jeg opnået mit formål med at skrive dem“. Og det må man sige hans historier gør, selv 100 år senere.

Ægteparret Askew skrev en række historier med den okkulte detektiv Aylmer Vance i hovedrollen. Som Sherlock Holmes havde også Vance en hjælper, mr. Dexter, som berettede om Vances eventyr. I “Aylmer Vance og Vampyren” bliver Vance opsøgt af den unge mr. Davenant, der efter kort tid som lykkelig nygift nu er syg og træt. Lægerne kan ikke give en forklaring, men Davenant har en mistanke om, at hans smukke hustru måske har svaret på hans sygdom. Det bringer Vance og Dexter en tur til Skotland og den næsten uddøde familie MacThanes slot.

Samlingens sidste novelle er titelnovellen “Draculas gæst”. Ifølge Sims er “Draculas gæst” ikke skåret ud af den oprindelige roman “Dracula” for at forkorte denne, som Bram Stokers enke hævdede. I stedet skulle den være en del af et tidligere udkast af romanen. Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs, så da han beder kusken om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at han stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da han endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her. Jeg tror gerne på, at her er tale om et første udkast, for historien virker temmelig rodet, og der er ikke styr på detaljerne. F.eks. gør fortælleren opmærksom på, at han ikke taler tysk, og kort efter kan han læse både tysk og russisk. Men den slags detaljer ødelægger nu ikke stemningen, som det alligevel lykkes for Stoker at opbygge. Så selvom “Draculas gæst” ikke er samlingens bedste novelle, så er den et udmærket punktum for denne fine og spændende udvalgte samling af vampyrfortællinger.

Bagerst i bogen giver Sims forslag til yderligere læsning, og et par af dem viderebringer jeg lige her: The Ghosts & Scholars M. R. James Newsletter og The Literary Gothic

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Nete Banke, Imperiet

Indhold:

De åbnede gravene af Jean-baptiste de Boyer, Marquis d’Argens (1738-1742)
Døde mennesker i Ungarn af Antoine Augustin Calmet (1746)
Afslutningen på min rejse af George Gordon, lord Byron (1816)
Vampyren af John Polidori (1819)
Væk ikke de døde tillægges Johann Ludwig Tieck (1823)
Den dødbringende elsker af Théophile Gautier (1843, også på dansk under titlen “Den smukke vampyr“)
Vourdalakkens familie af Aleksej Tolstoj (1839)
Vampyren Varney af James Malcolm Rymer (1845-1847)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (1859)
Den mystiske fremmede af Anonym (1860)
Et mysterium i Campagna af Anne Crawford (1886)
Død og begravelse – vampyrer og varulve af Emily Gerard (1888)
Sæt fri af Mary Cholmondeley (1890)
En sand historie om en vampyr af Grev Eric Stenbock (1894, også på dansk under titlen “Den sørgeligste historie om en vampyr“)
Den gode lady Ducayne af Mary Elizabeth Braddon (1896, også på dansk under titlen “Den søde lady Ducayne“)
Og skabningen kom ind af Augustus Hare (1896-1900)
Sarahs grav af F. G. Loring (1897)
Vampyrpigen af Hume Nisbet (1900)
Luella Miller af Mary E. Wilkins Freeman (1902)
Grev Magnus af M. R. James (1904)
Aylmer Vance og vampyren af Alice og Claude Askew (1914)
Draculas gæst af Bram Stoker (1914)

Gys! R. L. Stines yndlingshistorier

Gys! af R. L. StineR. L. Stine er lidt af et fænomen. Han er en af de mest læste børnebogsforfattere nogensinde og har bl.a. skrevet serien Gåsehud. I Gys! har han samlet og genfortalt en række af sine yndlingshistorier, bl.a. historier af Ray Bradbury, Bram Stoker, Roald Dahl og Leon Garfield.

Flere af historierne er superunderholdende, og jeg kan især anbefale “Elevatoren” af William Sleator og “En graverende misforståelse” af Leon Garfield. Men der er også et enkelt digt med, som jeg faldt fuldstændig for. Det hedder “Min søster er en varulv” og er skrevet af Jack Prelutsky.

Min søster er en varulv.
Fuldmånen lyste bleg,
da jeg forundret så på,
hvordan hun ændred’ sig.
Et hårlag dækked’ kroppen
– hun knurred’ som en gal –
på en måde så hun bedre ud,
end da hun var normal!

Da jeg fik sagt det hjemme,
ja, så var Fanden los.
“Nu er hun” – skreg de gamle –
“helt anderled’s end os!”
Jeg elsker jo min søster,
men tilstår dog som bror:
Jeg ønsker bar’ hun var vampyr
som jeg og far og mor.

Indhold:

Det sorte pariserhjul af Ray Bradbury
Tryllebroderen af Patricia McKissack
Min søster er en varulv af Jack Prelutsky
Den uventede gæst af R. L. Stine
Dommerens hus af Bram Stoker
Da Sam McGee omsider fik varmen af Robert W. Service
Elevatoren af William Sleator
Heksene af Roald Dahl
Joe er ikke et monster af R. L. Stine
Tiger i sneen af Daniel Wynn Barber
Julesokken af Jack Kamen
Golem’ens uhyggelige oplevelser – jødisk folkeeventyr
Eksamensdagen af Henry Slesar
Harold genfortalt af Alvin Schwartz
Pigen der stod på et gravsted genfortalt af Alvin Schwartz
En graverende misforståelse af Leon Garfield
Ismanden af Gahan Wilson
Hjemsøgt af Shel Silverstein
En historie, der får blodet til at isne af Shel Silverstein

Om Gys!:

Udgivelsesår: 2003
Forlag: Sesam, 223 sider

Besøg R. L. Stines hjemmeside

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Blodet fra mumiens gravkammerJeg synes, det er ganske tankevækkende, at bøger, som var vildt uhyggelige for 100 år siden, i dag er at finde på børnebibliotekets hylder. Betyder det, at om 100 år så sidder 10 årige og griner helt vildt af Saw-filmene og synes, at de bare er pudsige fremfor klamme?

Bram Stoker er i dag hovedsageligt kendt for sin roman Dracula, der for alvor satte vampyren på verdenskortet. I Blodet fra mumiens gravkammer er det dog en mumie, det handler om.

Historien starter med, at den unge sagfører Malcolm Ross har et forfærdeligt mareridt, hvor han er blevet lukket inde i et ægyptisk gravkammer. Han forsøger desperat at komme ud, men vågner da det banker på døren. En ny bekendt, den yndige frøken Margaret Trelawney, udbeder sig hans hjælp.

Det viser sig, at Margarets far har været udsat for et mordforsøg og nu ligger i en dødlignende koma. Sammen med Ross ankommer også lægen dr. Winchester og inspektør Daw fra Scotland Yard. Professor Trelawney er egyptolog, og han havde tilsyneladende forudset situationen. I hvert fald opdager Daw et brev, der giver tydelige instrukser for, hvad Margaret nu skal gøre. Bl.a. skal Trelawney konstant holdes under opsyn og ingen genstande må flyttes fra værelset.

Trods disse forhåndsregler sket der alligevel flere gange, at Trelawney igen overfaldes af noget ukendt, og først da en af hans gamle kollegaer, Corbeck, dukker op, begynder den lille flok at forstå, hvad der er sket. Og uden at afsløre for meget handler det om dronning Teras mumie, som de to mænd sammen fandt for mere end 20 år siden.

Blodet fra mumiens gravkammer er en underholdende historie med mystiske elementer, kærlighed og en lidt overraskende slutning. Jeg har læst, at Stoker modtog meget kritik for sin grusomme slutning, så da han genudgav bogen i 1912, havde han slettet kapitel XVI “Powers – old and new” og tilføjet bogen en mere lykkelig afslutning.

Udgaven jeg har læst, er som nævnt en bearbejdet udgave. Hvis du gerne vil læse orignalen fra 1903 inklusiv det slettede kapitel, så kig på online-literature.com

Blodet fra mumiens gravkammer har også givet anledning til flere filmatiseringer. Blood from the Mummys Tomb er fra 1971 og er fra Hammer Horror. Så fulgte The Awakening og nyeste filmatisering er fra 1997 Legend of the Mummy.

Om bogen:

Originaltitel: The Jewel of Seven Stars
Udgivelsesår: 1903

Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens husDommerens hus blev oprindeligt udgivet i 1891 i bladet Holly Leaves. Siden udkom den også i bogform i samlingen Dracula’s Guest and Other Weird Stories, der udkom i 1914 – to år efter Bram Stokers død.

Hovedpersonen er studenten Malcolm Malcolmson. Hans eksamen er nært forestående, og han tager ud på landet for at få ro til at læse. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt, og som de lokale betragtede med stor rædsel. Huset var tidligere ejet af en dommer, som var yderst frygtet pga. sin grusomhed, men Malcolm lader sig ikke ængste og flytter ind, for som hans rengøringshjælp Mrs. Dempster udtrykker det: “Den slags Bøhmænd kan være alle mulige slags ting – lige bortset fra Bøhmænd! Rotter og mus og biller; og knirkende døre og løse tagsten og knuste ruder og stive skuffehåndtag, der bliver ude, når man trækker i dem og så falder ned midt om natten.”

Og det viser sig allerede første nat, at huset virkeligt er fyldt med rotter. Malcolm lader sig dog ikke distrahere, og først da rotternes larm pludselig holder op, ser han op – og ser en kæmpestor rotte, der stirrede vedholdent og ondskabsfuldt på ham, og først lod sig kyse væk da Malcolm ramte den med Biblen, som han brugte som kasteskyts.

Da Malcolm næste dag fortæller kromutter om Den Gamle Djævel, som han i spøg kalder rotten, bliver hun ganske bleg og advarer ham mod at spøge med den slags. Malcolm beslutter sig for at finde ud af, hvor rotten kommer ind og stille en fælde op, så om natten holder han øje med, hvor rotten forsvinder hen. Den kravler om af alarmklokken i stuens ene hjørne, men næste dag glemmer Malcolm at få stillet fælden op. Og da det atter bliver nat, kommer rotten igen – og denne gang ser Malcolm også den gamle dommer, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1891
Udgivet på dansk i Klassiske Makabre Historier, 1991

Dracula af Bram Stoker

Dracula af Bram StokerDen unge sagfører, Jonathan Harker, drager til Transsylvanien for at afslutte et huskøb i England for Grev Dracula. Trods advarsler fra den lokale befolkning finder han frem til slottet, hvor mange mystiske hændelser venter ham. Da greven rejser til England, befinder Jonathan sig stadig i slottet – fanget af nogle kvindelige vampyrer. Det lykkes ham dog at flygte og nå frem til England.

Før det sker, tager romanen dog et hop til Jonathans forlovede, Mina, der venter hjemme i England. Minas veninde, Lucy, bliver pludselig syg. Det viser sig, at hun mødes med Grev Dracula, og hun ender med selv at blive vampyr. Vampyrjægeren professor Van Helsing drager ud sammen med bl.a. Jonathan og Mina, og det lykkes dem både at “befri” Lucy – ved at slå en pæl gennem hendes hjerte – og at finde frem til Dracula og ligeledes dræbe ham.

Bram Stoker udgav sin roman i 1897. Han var en fin victoriansk herre, som ikke fandt at erotik i litteraturen var passende. At hans Dracula-figur er siden blevet et freudiansk symbol på den undertrykte seksualitet, må siges at være ganske ironisk.

Bogen er skrevet som en blanding af dagbogsnoter, uddrag af breve, avisudklip osv. Sine steder skinner alderen naturligvis igennem, men Dracula er stadigvæk en klassiker blandt vampyrromanerne, og den filmatiseres og kopieres løbende.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1998
Originaludgave: 1897
Forlag: Borgen, 396 sider

Bram Stoker

Bram StokerAbraham ‘Bram’ Stoker blev født i Irland i 1847. Han var den tredje i rækken af syv søskende af forældrene Charlotte Mathilda Blake Thornely og Abraham Stoker. Som barn var Stoker ofte syg, men i 1864 kunne han begynde ved Trinity College i Dublin, hvor han studerede matematik og siden blev valgt som formand for the Philosophical Society. I 1870 fik han sine eksamener med udmærkelse og fulgte herefter i faderens fodspor med en embedsmandskarriere.

Bram Stoker var meget optaget af teatret, og sideløbende med sin karriere begyndte han at skrive teateranmeldelser for “The Dublin Evening Mail”. Det var Stokers anmeldelse af “Hamlet” med Sir Henry Irving i hovedrollen, der førte til et nært venskab mellem de to mænd, og som affødte at Stoker i årene 1874 til 1902 blev privatsekretær for skuespilleren, om hvem han skrev en biografi i 1906.

I 1878 giftede Stoker sig med skuespillerinden Florence Balcombe, som han fik sønnen Irving Noel med. Parret flyttede fra Dublin og bosatte sig i London, hvor Stoker nu var manager af Lyceum Theatre for Sir Henry Irving. I London knyttede Stoker venskab med mange kendte skuespillere, men også med forfattere som Sir Arthur Conan Doyle og Oscar Wilde. I fritiden skrev Stoker romaner, og i 1890 under en ferie i fiskerbyen Whitby i Yorkshire begyndte han på den roman, der skulle blive hans eftermæle: Dracula.

Bram Stoker døde i London d. 20. april 1912 efter en række slagtilfælde. Hans aske blev anbragt på Golders Green Crematorium, og da sønnen Irving Noel døde i 1961, blev hans aske ligeledes puttet i Stokers urne.

Bram Stoker skrev en omfattende produktion af både noveller og romaner i den fantastiske og gotiske tradition, men i nutiden kendes han stort set kun for sit hovedværk Dracula fra 1897. Stoker brugte flere år på at studere europæisk folklore og vampyrhistorier, før han skrev Dracula. Historien er udformet som en epistel med dagbogsnotater, telegrammer og breve fra romanens personer iblandet fiktive udklip fra aviser.

Selvom Stoker troede på fremtiden og selv var interesseret i videnskabelige emner, interesserede han sig dog også for det okkulte, dog altid med et vågent øje mod svindlere og med et ønske om at ændre overtro til mere videnskabelige forklaringer.

Efter Bram Stokers død udgav hans enke Florence novellesamlingen Dracula’s Guest and Other Weird Stories i 1914. I forordet skriver Florence, at titelnovellen “Draculas gæst” er et hidtil upubliceret afsnit fra Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog.

Den første filmatisering af Dracula kom i 1922 med titlen Nosferatu. Filmen var instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Florence Stoker levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Den første autoriserede filmatisering af Dracula kom først med Tod Brownings film fra 1931 med den ungarnske skuespiller Bela Lugosi i rollen som grev Dracula. Siden er det blevet til et utal af filmatiseringer, ligesom romanen har været inspirationskilde for et væld af forfattere. Selv menes det, at Bram Stoker fandt inspiration til sin roman fra Carmilla af Sheridan Le Fanu. En anden inspirationskilde kunne også være John Polidoris roman Vampyr fra 1819, som introducerer den aristokratiske vampyr samt metoden med at slå vampyren ihjel med en træpæl gennem hjertet.

Udvalgt bibliografi:

The Primrose Path (1875)
The Snake’s Pass (1890)
The Watter’s Mou’ (1895)
The Shoulder of Shasta (1895)
Dracula (1897)
Miss Betty (1898)
Havets hemmelighed (The Mystery of the Sea) (1902)
Blodet fra mumiens gravkammer (The Jewel of Seven Stars) (1903)
The Man (aka: The Gates of Life) (1905)
Lady Athlyne (1908)
The Lady of the Shroud (1909)
The Lair of the White Worm (1911)
Dracula’s Guest and Other Weird Stories (1914), publiseret posthumt af hustruen Florence Stoker
Draculas gæst
Dommerens hus
– The Squaw

Faglitteratur:
The Duties of Clerks of Petty Sessions in Ireland (1879)
A Glimpse of America (1886)
Personal Reminiscences of Henry Irving (1906)
Famous Impostors (1910)
Bram Stoker’s Notes for Dracula: A Facsimile Edition (2008) Bram Stoker Annotated and Transcribed by Robert Eighteen-Bisang and Elizabeth Miller

Læs mere:

Online Literature
Wikipedia
Litgothic.com
Rosinantes Udenlandske Forfatterleksikon