Indlæg tagget med ‘brand’

Forvitring af Johan Theorin

Forvitring af Johan Theorin

Det er sjældent, at hovedpersonen i en krimi bor på et plejehjem og går med rollator. Det er dog tilfældet i Forvitring af Johan Theorin, som er femte bind i serien om den sympatiske pensionist Gerlof, der med sin skarpe hjerne ikke går af vejen for at lege privatdetektiv, når brorens barnebarn, der er ansat i politiet, har problemer med en sag.

Den 86-årige Gerlof Davidsson bor nu på plejecenteret i Marnäs, men har stadig sit sommerhus i Stenvik. Under et oprydningsbesøg i sommerhuset hører han en underlig rumlende lyd. Da han samme dag får besøg af sin brors barnebarn Tilda, der arbejder som politiassistent i Kalmar politis efterforskningsafdeling, nævner han episoden for hende.

Tilda undersøger sagen nærmere, og det viser sig, at der er sket et stenskred på stranden, som har kostet en mand livet. Endvidere opdager politiet knoglerne af endnu et lig begravet på stranden sammen med et bundt breve. Men er stenskreddet et uheld eller har det forbindelse med de gamle knogler og de friske blomster ved dem?

Jeg er stor fan af Johan Theorins Ølands-serie, og Forvitring lever efter en lidt stille start op til de øvrige bind i serien. Historien udspiller sig i 2001 og fortælles med tilbageblik til henholdsvis 1951, samt ca. 20 år tidligere hvor brevene fra graven på stranden skrives. Sideløbende følger vi Gerlofs private detektivarbejde og Tilda og politiets efterforskning.

Det viser sig, at den største katastrofe i Gerlofs eget liv er vævet sammen med sagen, og han må se dårlige minder i øjnene under forsøget på at finde ud af, hvorfor fortidens hemmeligheder stadig koster liv i nutiden.

Historien fortælles i et roligt tempo, uden hæsblæsende action. Ikke desto mindre er Forvitring spændende på sin helt egen lavmælte facon. For hvordan får man svaret på gamle hemmeligheder, når de fleste, der kendte dem, er døde eller demente, og kun myter har overlevet?

Svenske Theorins Ølands-serie er et must for alle, der holder af stilfærdige og atmosfærefyldte krimier, hvor fortidens hemmeligheder får betydning i nutiden, og hvor det uforklarlige ind i mellem titter frem.

Som altid i Ølands-serien er landskabet i Forvitring en væsentlig stemningsskaber i historien. Det golde, stenede og til tider nærmest uhyggelige landskab skaber en helt særlig atmosfære, som underbygger fortællingens iboende spænding.

Denne gang holder plottet sig dog helt i realismens verden uden svinkeærinder til tusmørkezonen som i de tidligere bind. O det er måske min eneste anke. For netop evnen til at blande myter, gys og krimi gør Johan Theorins forfatterskab enestående. Forvitring er dog bestemt stadig værd at læse, og selvom seriens bind kan læses selvstændigt, vil jeg anbefale at læse dem i rækkefølge. For hvorfor gå glip af noget godt?

Uddrag af bogen:

Fortryllelsen, eller hvad det nu var, der havde sænket sig over Tilda, var væk. Men Amor stod stadig bøjet over rosenkransen og pegede på noget ved siden af den.

“Det der,” sagde han langsomt, “det ligner lidt knogler.”

“Fra sælen?” sagde Tilda.

Da hun satte sig på knæ ved siden af ham, fik hun øje på noget småt og lyst i gruset tæt på blomsterkransen. Smalle små sten, tænkte Tilda, men de stak lodret op af gruset ved siden af hinanden.

“Hvad tror du?” sagde Amor. “Sæl eller svane eller …?”

Uden at sige noget fjernede Tilda et par sten rundt om knoglerne og rystede på hovedet. Hun nikkede i retning af Emma og Hans. “Vi må hellere tilkalde teknikerne.”

Fundet her var hverken en knogle fra et dyr eller en fugl – det var en menneskehånd, der stak op af gruset. Med flere bøjede fingre og en enkelt strakt.

En strakt pegefinger, der smal og gråhvid syntes at pege ud mod havet. (side 53-54)

Om Forvitring:

Udgivelsesår: 17.03.2022
Forlag: Modtryk, 413 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: Benvittring
Oversætter: Jakob Levinsen

Ølands-serien:

Skumringstimen, 2008
Natstorm, 2009
Blodlag, 2010
Gravgæst, 2014
Forvitring, 2022

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020