Indlæg tagget med ‘Brian De Palma’

Carrie af Stephen King

Carrie af Stephen KingCarrie er opvokset alene sammen med sin halvt vanvittige religiøse mor. I starten af bogen får Carrie menstruation for første gang, og da hun ikke aner, hvad det er, står hun skrækslagent og tror, at hun er ved at dø, mens de andre piger råber af hende og smider tamponer på hende.

En af pigerne, Susan Snell, føler sig så skyldig over episoden, at hun overtaler sin kæreste, Tommy Ross, til at tage Carrie med til ”the prom”, hvor de vælges som ballets konge og dronning. Men under ceremonien overhældes de med griseblod, og denne episode er dråben, der får Carrie til at gå amok. Hun forlader skolen efter at have sat den i brand med de telekinetiske kræfter, hun genopdagede, hun havde efter tamponepisoden. Derefter drager hun hærgende gennem byen hjem mod sin mor…

Inspirationen til Carrie fandt King ligesom så mange gange senere i sit eget liv. Mens han havde arbejdet på et vaskeri, havde han haft en kollega, som var dybt religiøs og ofte citerede biblen. King havde tit tænkt på, hvordan hjemmelivet mon var for hendes børn, og det er bl.a. det, han udforsker i Carrie.

King begyndte på historien, men blev snart i tvivl om hvorvidt hans kvindelige karaktere var troværdige, og smed derfor historien i skraldespanden. Heldigvis opdagede hans hustru Tabita den, og efter at have læst dem overtalte hun King til at fortsætte med historien. Den blev færdig i 1973, og indbragte den formidable sum af 2500 dollars. Det var det største beløb, King endnu havde fået for en historie, så han købte en gave til sin kone – en hårtørrer. Da rettighederne til paperback udgaven blev solgt, fik King så mange penge, at han kunne sige sit job op og leve af at skrive.

Carrie var den første af Kings bøger, der blev filmatiseret, og Brian De Palma slap godt fra det. King har selv sagt om filmen: “Brian De Palma’s Carrie was terrific. He handled the material deftly and artistically, and got a fine performence out of Sissy Spacek. In many ways the film is far more stylish than my book, which I still think is a gripping read but is impeded by a certain heaviness … a quality that’s absent from the film“.

Om bogen:

Originaltitel: Carrie
Udgivelsesår: 1974

Brian De Palma

Født i Philadelphia i 1941 og blev først bidt af filmmediet efter college.

Det virker som om, at uanset hvad De Palma har opnået indenfor sin karriere i gyserfilm såvel som andre film, så bliver hans kritikere ved med at ignorere ham. Måske fordi han låner inspiration fra andre instruktører – specielt Alfred Hitchcock. De Palma har altid været meget fascineret af Hitchcock og har aldrig lagt skjul på det. Derfor virker det lidt søgt at kritisere ham for at prøve at slippe væk med at ‘stjæle’ fra mesteren. Mange andre instruktører henter jo også inspiration fra andre.

Filmen “Sisters” (1973) satte De Palma’s navn på gyserfilmenes verdenskort. Filmen handler om et par siamesiske tvillinger, som kirurgisk skilles efter fødslen. Den ene vokser op som en normal ung attraktiv kvinde, mens den anden bliver morder. I den sidste ende viser det sig, at kun den ene tvilling overlevede operationen. Temaet i filmen bliver således den splittede personlighed – et tema der går igen i mange af De Palma’s film fremover.

I 1974 fulgte “Phantom of the Paradise”, som var en ny ‘reworked’ udgave af gyserklassikeren “The Phantom of the Opera” (1925). Derefter instruerede De Palma  “Obsession” (1976) en nyindspilning af Hitchcock’s “Vertigo” (1958).

Samme år filmatiserede han den første Stephen King roman “Carrie”. I “Carrie” begynder man at få sympati for De Palma’s personer (sikkert til dels takket være Stephen Kings gode persontegninger i romanen), og det gør den ulykkelige slutning så meget stærkere.

De Palma’s er som instruktør tematisk konsistent. Han har også en evne til at skabe spændende billeder, der ligefrem føles som fysiske ‘thrills’. De Palma går meget op i de tekniske færdigheder, og hans film indeholder en energi og visuel fantasi, som er helt forskellig fra de instruktører han beskyldes for at imitere.

Af andre film af De Palma kan nævnes “Dressed to Kill” (1980), “Blow Out” (1981), “Wise Guys” (1986), “The Untouchables” (1987), “Mission Impossible” (1996), “Snake Eyes” (1998) og “Mission to Mars” (2000).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty