Indlæg tagget med ‘Bruce Campbell’

My name is Bruce

Jeg vil rigtig godt kunne lide Bruce Campbell film, fordi jeg er så vild med Evil Dead filmene, men “My name is Bruce” er desværre hverken rigtig sjov eller interessant.

Bruce Campbell spiller Bruce Campbell, som er i gang med opfølgeren til skodfilmen Cave Alien, da han bliver kidnappet af beboerne i den lille by Gold Lick.

Ved et uheld er en gammel kinesisk krigsgud blevet vækket, og nu vil han slå alle i Gold Lick ihjel. Teenageren Jeff er imidlertid sikker på, at hans store idol Bruce kan hjælpe dem, og derfor kidnapper han Bruce, som i første omgang tror, at det er et led i at fejre hans fødselsdag. Så han hjælper glad og gerne, men da han står foran monstret, er heltemodet til at overse.

Bruce Campbell har selv instrueret filmen, og den er som sagt desværre ikke særlig god. Han prøver at lave lidt fis med B-films genren og kulten omkring hans person, men i stedet for at blive sjov, bliver det bare meget B-films ligegyldigt. Der er ikke de sjove og overraskende one-liners, som han ellers kan fyre af, og slagsmålene med monstret er heller ikke hverken sjove eller særligt uhyggelige.

Jeg blev skuffet over “My name is Bruce”, men håber på at Campbell vender stærkt tilbage næste gang.

Instruktør: Bruce Campbell
Udgivelsesår: 2007

Evil Dead

Evil DeadPå coveret står Stephen King citeret for at have sagt: Den mest skræmmende film, jeg nogensinde har set. Det er nok en overdrivelse, men der er ingen tvivl om, at Evil Dead står som et mesterværk indenfor genren.

Et hold venner tager på weekend i en hytte langt ude i en skov. De har ikke været der længe, før der begynder at ske mærkelige ting, men helt galt går det, da de spiller et bånd, som en tidligere beboer af hytten har indspillet. De får vakt døde dæmoner til live, og snart må de kæmpe for livet.

Hvor Evil Dead 2 bevæger sig over i den mere humoristiske del af genren, så er etteren mere alvorligt ment. Makeup effekterne er sine steder lidt komiske efter vore dages standard, men måden at bruge kameraet på var med til at sætte nye standarder for film i det hele taget, og den virker stadig.

Bruce Campbell spiller Ash, som fortsætter i de øvrige film, og han gør det udmærket. Hans største præstation kommer dog i de efterfølgende film, hvor han får lov til at udfolde sit komiske talent. Det passer ham bedre.

Men har man ikke fået set den originale Evil Dead, så bør man ikke snyde sig selv for den oplevelse. En god og underholdende og velfilmet gyser.

Om Evil Dead:

Instruktør: Sam Raimi
Udgivelsesår: 1981

Bubba Ho-Tep

Bubba Ho-TepJeg synes på en måde ikke, at Bubba Ho-Tep er en rigtig gyser, men det er en fed film, så den skal alligevel omtales her.

Bruce Campbell (Evil dead) spiller Elvis Presley, som i virkeligheden ikke er død, men har overtaget en af sine impersonaters identitet og nu er blevet gammel og bor på plejehjem. På samme hjem bor også Jack, der tror, han er J. F. Kennedy (Ossie Davis).

Pludselig begynder dødsfaldene blandt de gamle at stige, og både Elvis og Jack oplever mystiske ting om natten. Det går op for dem, at plejehjemmet hjemsøges af en 3000 år gammel mumie, som suger sjælen ud af beboerne for selv at leve. Elvis og Jack beslutter sig for at kæmpe, men det er ikke så nemt, når man har svært ved at gå og må bruge gangstativ og rullestol!

Noget af det bedste ved filmen er slet ikke gyserscenerne eller den humor som Bruce Campbell simpelthen udstråler. Nej, det er de overvejelser og tanker, som Elvis gør sig over livet og alderdommen, som han ligger i sin seng og venter på at dø. Indtil det pludselig går op for ham, at der stadig er grund til at kæmpe.

Om Bubba Ho-Tep:

Instruktør: Don Coscarelli
Udgivelsesår: 2002

Army of Darkness

Army of Darkness“Army of Darkness” er den tredje film i rækken Evil Dead-filmene af Sam Raimi med Bruce Campbell i hovedrollen som Ash.

Ash er røget tilbage til det 14. århundrede, hvor han bliver fanget af Lord Arthur og hans mænd. Det lykkes ham dog at blive sat fri, da han overbeviser dem om, at han har magiske kræfter. Slottets befolkning lover at hjælpe Ash hjem til sin egen tid, men for at komme det skal Ash først få fat i bogen The Necronomicon, som findes på en kirkegård. I vanlig stil lykkes det Ash at forplumre en yderst simpel opgave, og snart har han vækket de dødes hær, som marcherer mod slottet.

“Army of Darkness” er fyldt med humor og splat. Hvis man kan lide den slags, er den absolut et bekendtskab værd. Der er selvfølgeligt sket meget indenfor special effects siden 1993, men der er nu stadig gode scener i.

Om filmen:

Instruktør: Sam Raimi
Udgivelsesår: 1993