Indlæg tagget med ‘Canada’

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Kaldet af Inger Ash Wolfe

Kaldet af Inger Ash Wolfe

 

Hazel er konstitueret kriminalkommissær i den lille canadiske by Port Dundras, hvor sagerne som oftest handler om spritkørsel eller slagsmål på det lokale værtshus. Men en dag står hun pludselig med et bestialsk mord på en kræftsyg gammel dame.

Den lokale politistation er stærkt underbemandet. Alligevel knokler de på for at opklare den grusomme forbrydelse, og undervejs går det op for Hazel, at der er en sammenhæng mellem en lang række uopklarede mord i andre små byer, hvor ofrene også var dødssyge. For ikke at advare morderen forsøger Hazel at holde sagen ude af offentlighedens søgelys, men det er vanskeligt og bliver ikke lettere af interne stridigheder i hendes afdeling.

Kaldet er en underholdende og velskrevet krimi fra Canada. Forfatternavnet er et pseudonym, og blandt budene på hvem den virkelige person bag er, er der blevet gættet på forfattere lige fra Thomas Harris til Margaret Atwood. Uanset hvem der står bag pseudonymet, er Kaldet en knaldgod thriller.

Jeg faldt især for den lidt anderledes hovedperson, Hazel, som ikke er en typisk heltinde. Hun er først i tresserne, lettere alkoholiseret og for nylig blevet skilt fra sin mand gennem fyrre år. Det har ført en mindre depression med sig, og så lider hun af stærke rygsmerter. Men alt dette afholder hende ikke fra at gennemskue langt mere end omgivelserne, og med hjælp fra sine folk – og sin gamle mor på 87 – udgør hun en stærk modspiller til romanens morder, som i øvrigt også er stærkt portrætteret.

Kaldet krydsklipper mellem morderens og Hazels/politiets synsvinkel, og det er både med til at skabe suspense og øge spændingen. Samtidig giver det et indblik i morderens psyke, som både gør ham mere menneskelig, men også mere skræmmende.

En spændende seriemorderkrimi der lyser op i mængden.

Om Kaldet:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Klim, 324 sider
Originaltitel: The calling
Oversætter: Bente Møller Sørensen

Frosne sjæle af Giles Blunt

frosnesjaeleJohn Cardinal er kriminalassistent i den lille by Algonquin Bay i Canada. Den 13-årige Katie Pine er forsvundet, og det samme er teenagedrengen Todd Curry. Cardinal er overbevist om, at der er tale om mord, men hans chef Dyson har taget ham væk fra drabsafdelingen, fordi han brugte for mange ressourcer. Men med vinteren dukker Katie Pines lig op.

Cardinal får en ny makker på sagen, Lise Delorme, som tidligere har været i bagmandspolitiet. Delorme har ikke tidligere været tilknyttet en drabsefterforskning, så Cardinal har mistanke om, at hun også efterforsker ham. Men hvorfor?

Samtidig forsvinder endnu en ung mand, og nu bliver efterforskningen et kapløb med døden. Kan de nå at finde frem til morderen, inden endnu et offer bliver slået ihjel?

På bogens forsiden er Los Angeles Times citeret for at have kaldt den for “Den mest skræmmende gyser siden Ondskabens øjne”. Jeg vil måske ikke ligefrem kalde “Frosne sjæle” for en gyser, men Giles Blunt har bestemt skrevet en spændende og medrivende thriller, som med sit setup i det vintermørke og snedækkede Canada føjer ekstra uhygge til en i sig selv ubehagelig historie.

Jeg blev hurtigt grebet af historien om Cardinal, som virkelig har et lig i lasten. Hvad det er, får vi dog først afsløret mod slutningen af bogen, hvor også seriemorderen får sin retfærdige straf.

“Frosne sjæle” er den første bog, vi får på dansk fra Giles Blunt, men i hjemlandet Canada har han været kendt gennem flere år. Ikke mindst da han slog igennem i 2000 med netop “Frosne sjæle”, som er første bind i en serie med kriminalassistent John Cardinal i hovedrollen. Indtil videre er der udkommet fire bøger om Cardinal, og jeg håber, de alle finder vej til det danske marked.

(anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Forty Words for Sorrow
Forlag: Torgard, 366 sider
Omslag: Henrik Koitzsch