oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Canada’

Kaldet af Inger Ash Wolfe

Kaldet af Inger Ash WolfeHazel er konstitueret kriminalkommissær i den lille canadiske by Port Dundras, hvor sagerne som oftest handler om spritkørsel eller slagsmål på det lokale værtshus. Men en dag står hun pludselig med et bestialsk mord på en kræftsyg gammel dame.

Den lokale politistation er stærkt underbemandet. Alligevel knokler de på for at opklare den grusomme forbrydelse, og undervejs går det op for Hazel, at der er en sammenhæng mellem en lang række uopklarede mord i andre små byer, hvor ofrene også var dødssyge. For ikke at advare morderen forsøger Hazel at holde sagen ude af offentlighedens søgelys, men det er vanskeligt og bliver ikke lettere af interne stridigheder i hendes afdeling.

Kaldet er en underholdende og velskrevet krimi fra Canada. Forfatternavnet er et pseudonym, og blandt budene på hvem den virkelige person bag er, er der blevet gættet på forfattere lige fra Thomas Harris til Margaret Atwood. Uanset hvem der står bag pseudonymet, er Kaldet en knaldgod thriller.

Jeg faldt især for den lidt anderledes hovedperson, Hazel, som ikke er en typisk heltinde. Hun er først i tresserne, lettere alkoholiseret og for nylig blevet skilt fra sin mand gennem fyrre år. Det har ført en mindre depression med sig, og så lider hun af stærke rygsmerter. Men alt dette afholder hende ikke fra at gennemskue langt mere end omgivelserne, og med hjælp fra sine folk – og sin gamle mor på 87 – udgør hun en stærk modspiller til romanens morder, som i øvrigt også er stærkt portrætteret.

Kaldet krydsklipper mellem morderens og Hazels/politiets synsvinkel, og det er både med til at skabe suspense og øge spændingen. Samtidig giver det et indblik i morderens psyke, som både gør ham mere menneskelig, men også mere skræmmende.

En spændende seriemorderkrimi der lyser op i mængden.

Om Kaldet:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Klim, 324 sider
Originaltitel: The calling

Frosne sjæle af Giles Blunt

frosnesjaeleJohn Cardinal er kriminalassistent i den lille by Algonquin Bay i Canada. Den 13-årige Katie Pine er forsvundet, og det samme er teenagedrengen Todd Curry. Cardinal er overbevist om, at der er tale om mord, men hans chef Dyson har taget ham væk fra drabsafdelingen, fordi han brugte for mange ressourcer. Men med vinteren dukker Katie Pines lig op.

Cardinal får en ny makker på sagen, Lise Delorme, som tidligere har været i bagmandspolitiet. Delorme har ikke tidligere været tilknyttet en drabsefterforskning, så Cardinal har mistanke om, at hun også efterforsker ham. Men hvorfor?

Samtidig forsvinder endnu en ung mand, og nu bliver efterforskningen et kapløb med døden. Kan de nå at finde frem til morderen, inden endnu et offer bliver slået ihjel?

På bogens forsiden er Los Angeles Times citeret for at have kaldt den for “Den mest skræmmende gyser siden Ondskabens øjne”. Jeg vil måske ikke ligefrem kalde “Frosne sjæle” for en gyser, men Giles Blunt har bestemt skrevet en spændende og medrivende thriller, som med sit setup i det vintermørke og snedækkede Canada føjer ekstra uhygge til en i sig selv ubehagelig historie.

Jeg blev hurtigt grebet af historien om Cardinal, som virkelig har et lig i lasten. Hvad det er, får vi dog først afsløret mod slutningen af bogen, hvor også seriemorderen får sin retfærdige straf.

“Frosne sjæle” er den første bog, vi får på dansk fra Giles Blunt, men i hjemlandet Canada har han været kendt gennem flere år. Ikke mindst da han slog igennem i 2000 med netop “Frosne sjæle”, som er første bind i en serie med kriminalassistent John Cardinal i hovedrollen. Indtil videre er der udkommet fire bøger om Cardinal, og jeg håber, de alle finder vej til det danske marked.

(anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Forty Words for Sorrow
Forlag: Torgard, 366 sider
Omslag: Henrik Koitzsch