Indlæg tagget med ‘Casper Richter’

Vinterherrens arving – legender fra Ishtaija af Casper Richter

Vinterherrens arving - legender fra Ishtaija af Casper Richter

Som jeg skrev forleden, udgav Casper Richter sidste år monster-julebogen Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija, som af ukendte årsager fløj fuldstændigt under min radar. Nu har jeg endeligt fået læst den, og sikke et eventyr.

Hovedpersonen den 20-årige Nicholas, kaldet Nik, er alene i verden. Hans mor er død, og han har aldrig kendt sin far. Da romanen begynder, er Nik på vej hen til sin stedfar juleaften i håb om forsoning. Men håbet knuses, da stedfaren ondskabsfuldt afviser Nik i døren.

Det er den koldeste vinter i årtier, og da stedfaren lukker døren, begiver Nik sig ud i det iskolde mørke. Opslugt af tanker ender han ved gangbroen over togsporet nær banegården. Her vågner han dog brat op, da han ser en ung pige balancerer på rækværket, klar til at kaste sig ud. Uden at tænke sig om kaster Nik sig frem for at gribe pigen, og det bliver starten på et eventyr, han aldrig kunne have forestillet sig.

Pigen viser sig at komme fra Ishtaija, en verden befolket af legender og myter fra menneskenes historier, og hun har en utrolig historie at fortælle. Hendes far, julemanden, er blevet fanget af et ondt væsen, som ønsker at underlægge sig hele Ishtaija. En profeti siger dog, at et menneske vil stille sig på lysets side og redde Ishtaija fra ødelæggelse. Og Seela, som pigen hedder, håber, at Nik er den, profetien omtaler.

Seela bringer Nik med sig til Ishtaija, hvor både monstre og sagnvæsener bor. Her må de kæmpe mod giftige lindorme, klippetrolde, troldkvinden Gyla og Yulekatten for blot at nævne nogle af deres modstandere i kampen for at befri julemanden. Men overmagten er stor, og Nik er jo bare Nik …

Vinterherrens arving er et actionfyldt og højdramatisk eventyr fyldt med referencer til monstre og væsener fra den nordiske folketro. Man mærker, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at finde de helt rigtige væsener til sin historie, og heldigvis er der bagerst i bogen indsat en liste med, hvem de er. Her er også sjove referencer til populærkulturelle ikoner, som f.eks. John McClane fra Die Hard filmene. Og så er historien illustreret med de fineste tegninger udformet som papirklip og tegnet af Casper Richter selv.

Casper Richter debuterer med Vinterherrens arving, som er skrevet i et generelt letflydende sprog, med enkelte småfejl. Persontegningerne er måske ikke de dybeste, men alligevel fik jeg hurtigt sympati for Nik, der pludselig befinder sig i en helt anden verden, befolket med monstre der stræber ham efter livet. Og som det forhåbentlig fornemmes af ovenstående, er der fuldt tryk på actionknappen og opfindsomheden fra side 1, hvilket gør historien til lidt af en pageturner.

Her er med andre ord ikke tale om en klassisk hyggelig julebog, hvor man læser et kapitel hver dag i december. I stedet er Vinterherrens arving en fantasifuld og spændende fortælling for både unge og voksne om kampen mellem det gode og det onde, som det er svært at lægge fra sig, når man først går i gang.

Den her bog var den perfekte fantasyjulelæsning. Udover et virkelig originalt univers, så havde den også en fantastisk eventyrstemning, og nogle virkelig flotte – og anderledes – illustrationer, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem […] Historien er spændende, og fyldt med action, mod, forræderi, ondskab, monstre, drager, jul, vinter, sort magi, profetier og kærlighed. Det er en historie om at kæmpe for det, man elsker, og om at finde sig selv. (Læsehest med fantasy)

Uddrag af bogen:

“Allright,” svarede han og tog sig til hovedet. “Vi fryser ihjel, hvis vi bliver hængende herude. Har du en telefon? Nu ringer vi efter en taxa, så kan jeg …” Noget i hendes udtryk standsede ham.

“Vejen til dit hjem er spærret,” indvendte hun dæmpet gennem tørklædet. “Faktisk befinder vi os ikke engang i den samme galakse længere.”

Nik holdt masken og følte sig med et koldere. “Så hvor er vi nøjagtig?” spurgte han.

Pigen vendte blikket mod himlen. Underligt nok hang der ingen stjerner deroppe. Ikke én eneste. Nik vidste godt, vejrudsigten lovede snestorm, men det her gav ingen mening.

“Hvor er alt lyset henne?” tænkte han højt.

Selv pigen virkede skræmt. Fænomenet var åbenbart ikke normalt.

“Dette er grænselandet, Nicholas. Et sted mellem det første liv og det næste. Nord for Valhal og syd for Paradiset. Velkommen til Ishtaija.”

Nik havde fået nok. Han rejste sig i et spring og landede pludselig vaklende ti meter længere fremme. Han kom akavet på benene, lukkede jakken og kastede et blik tilbage. Pigen sad fortsat under træet. Snelaget imellem dem lå urørt. (Side 30)

Om Vinterherrens arving:

Udgivelsesår: 25.10.2021
Forlag: Krabat, 233 sider
Omslag og illustrationer: Casper Richter

Læs også:

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Menneskekød af Nick Clausen
Masser af slim af Henrik Einspor
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis
Diget af Teddy Vork

  • Illustration af troldkvinden Gyla fra Island side 61
  • Heksen Bafana fra Italien + Julekatten fra Island side 75
  • Trolde og isbjørne fra Grønland side 136
  • Isdrager og snehekse fra Rusland side 172
Se hvordan Casper Richter skaber sine fantastiske illustrationer.

De bedste fra min læsebunke 2

Jeg fortsætter med mikro-omtaler af bøger fra min læsebunke. Det er nemlig ikke alle bøgerne i min bunke, der er spritnye, men det gør dem ikke mindre interessante.

Vinterherrens arving af Casper Richter
Frygt af Kim Michael Schrewelius
Kød af Rikke Schubart

Bøger fra læsebunke 2

Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija af Casper Richter

Sidste år udgav Casper Richter monster-julebogen Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija, som af ukendte årsager fløj fuldstændigt under min radar. Men heldigvis gjorde forfatteren mig opmærksom på bogen i år, for hvem er ikke vild med julehorror? Forlaget skriver:

Da Nicholas natten til juleaften jages af et monster, overlever han kun takket være den smukke og mystiske Seela. En magisk prinsesse fra et fjernt land bag stjernerne. Snart passerer de indgangen til Seelas fortryllede hjem: Ishtaija, hvor legender stadig findes, og ondskab venter forude.

Nu jages de af bitre rivaler, uhyrer og en gammel dødsfjende, der søger blodhævn for et ydmygende nederlag. Kapløbet er startet, og der gives ingen nåde! Sammen er de begge fanget i et mørkt eventyr af gamle profetier, forræderi, sort magi og endeløse drømme.

Casper fortæller, at alle monstrene er hentet fra den nordiske folketro, og han står selv bag de vildt flotte illustrationer, der kan ses i videoen herunder.

Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija er udgivet på forlaget Krabat.
Læs en anmeldelse af bogen på Litteratursiden.

Frygt af Kim Michael Schrewelius

Kim Michael Schrewelius er passioneret horrorfan og har udgivet flere novellesamlinger med gysernoveller. Desuden har han hjemmesiden Midnatstimen, hvor man kan læse en række af hans historier. Sidste år udgav han novellesamlingen Frygt, som forlaget beskriver således:

Kim vender tilbage med 9 Nye Nålespidse Noveller, der alle sammen har én ting tilfælles. FRYGT.
Frygt er det du møder om natten. Frygt er det du kan risikere at møde. Hvis du ikke kan det, så er der en skikkelse i den første novelle, der hjertens gerne vil lære dig hvad FRYGT er
.

Én ting kan du være sikker på. Der er masser af grund til at frygte, hvis du lever dig ind i historierne.
I nat må du hellere sove med lyset tændt.

Frygt er udgivet på forlaget BoD.

Kød af Rikke Schubart

Rikke Schubart er lektor i medievidenskab på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Her forsker hun i genrefilm, blandt andet horrorfilm. Udover faglitteratur baseret på hendes forskning, har hun også skrevet flere romaner og noveller. Blandt andet vampyrromanerne Bid og Mørke. Sidste år udgav hun novellesamlingen Kød. Bagsideteksten lyder:

”Helene tænkte på kød i køleskabet. Forestillede sig lemmerne, stadig genkendelige som dele fra et menneske, nu bare kød. De to mænd havde delt offerets penis, stod der. Han havde svaret på en annonce om at blive spist, så teknisk set var han ikke offer men gæst. Elektriske pile skød gennem nervebanerne og fik fingrene til at knitre, benene blev urolige, Helene gned sig med hænderne på begge arme.”

Novellerne blander på forskellig vis gys og realisme. Helene arrangerer en fest, hvor hun er eneste gæst, og alt bliver nøjagtig, som hun ønsker det. Astrid inviterer en mand, hun har mødt på en datingside, hjem til sig. Britt finder en ting i kælderen, hun ville ønske, hun aldrig havde set. Og da Mette opdager, hun igen har fået børneorm, beslutter hun, at det er sidste gang.

Kød er udgivet på forlaget Play With Fear