september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Castle Rock’

Begærets butik af Stephen King

Begærets butik af Stephen KingBegærets butik er Stephen Kings sidste (2008) roman fra Castle Rock.

Leland Gaunt er en fremmed i Castle Rock, hvor han åbner sin butik “Needful things”. Her finder folk lige det, de har drømt om – og prisen, ja, den er til at forhandle om. Så da Brian Rusk på vej hjem fra skole finder lige præcist det baseball-kort med Sandy Koufax, han mangler i Gaunts butik, og prisen kun er 85 cent, tror han ikke sit eget held. Men de 85 cent er kun den ene halvdel af betalingen, og den anden del er måske alligevel højere end Brian tror.

Og Brian er ikke den eneste, som finder sin drømmegenstand hos Leland Gaunt. Men efterhånden som anden halvdel af handlerne begynder at udspille sig, går byen nærmest amok. Nabo slås mod nabo og kirke mod kirke. Alle mistænker hinanden for det værste, og sherif Pangborn ved ikke, hvordan han skal stoppe den tornado af vold, had og ødelæggelse, der pludselig omslutter Castle Rock.

Begærets butik er en historie om begær, og om hvor langt folk er villige til at gå. Det er en fortælling om, at der altid er en pris at betale, og at selv den mest uskyldige handling kan få uforudsete konsekvenser. Som altid hos King bliver det sat på spidsen, og så er menneskesindet ikke altid et kønt syn.

I 1993 kom filmatiseringen, som blev instrueret af Fraser Clarke Heston. Stephen King udtrykte ønske om, at Michael Rooker, som spillede sherif Alan Pangborn i Mørkets halvdel også skulle spille rollen i Needful Things. Men filmselskabet ønskede et større navn, og rollen gik i stedet for til Ed Harris. Leland Gaunt spilles djævelsk af svenske Max von Sydow.

Om bogen:

Originaltitel: Needful things
Udgivelsesår: 1991

Også omtalt på Bogrummet.dk

Efter midnat af Stephen King

Efter midnat af Stephen KingEfter midnat består af tre historier: “Hemmeligt vindue, hemmelig have”, “Biblioteksbetjenten” og “Foto med hund”. Den sidste historie fra “Four past midnight” er på dansk blevet udgivet seperat som “Langolinerne”.

I “Hemmeligt vindue, hemmelig have” bliver forfatteren Morton Rainey beskyldt for at have hugget en historie fra den for Mort totalt ukendte John Shooter. Shooter opsøger Mort for at “bringe tingene i orden”, og han accepterer ikke nej for et svar.

Historien blev filmatiseret i 2004 med Johnny Depp i rollen som Mort. David Koepp instruerede, og selvom det ikke er blevet den bedste film, så kan jeg dog godt lide, at Koepp har lavet en anderledes slutning.

Stephen King fik delvis inspirationen til nr. to historie “Biblioteksbetjenten” af sin søn Owen, som helst ikke ville gå på biblioteket, fordi han var bange for bibliotekspolitiet. Det fik King til at tænke på sin egen barndomsfrygt: “Jeg vidste, da jeg begyndte, at jeg som barn havde elsket biblioteket … men mens jeg fortsatte skrivearbejdet, genopdagede jeg en dybere sandhed: jeg havde også været bange for det. Jeg havde været bange for at blive væk i de mørke magasiner, jeg var bange for at blive væk i en mørk krog af læsesalen og blive låst inde hele natten, jeg var bange for den gamle bibliotekar med det blå hår og katteøje – brillerne og den næsten læbeløse mund, som tog én om hænderne med sine lange, blege fingre og hvæsede SHHH! hvis man glemte, hvor man var, og begyndte at tale højt. Og ja, jeg var bange for bibliotekspolitiet.

Den sidste historie hedder “Foto med hund”, og er en historie fra Castle Rock. Kevin ønsker sig brændende et fotografiapperat i fødselsdagsgave, og stor er hans glæde, da han får det. Men snart viser det sig, at kameraet kun kan tage et motiv – et billede af en hund ved et stakit. Og kender man King ret, ved man, at det ikke er en helt almindelig hund…

Om Efter midnat:

Originaltitel: Four Past Midnight/, Langolinerne –
Udgivelsesår: 1990

Mørkets halvdel af Stephen King

Mørkets halvdel af Stephen KingThad Beumount er lærer og forfatter. Under sit eget navn har han skrevet en række pænt anmeldte bøger, som ikke har solgt noget særligt, men under pseudonymet George Stark skriver han voldelige thrillers, som publikum elsker.

Thad beslutter sig for at aflive sit pseudonym, da han bliver udsat for afpresning, og det skal gøres med en offentlig begravelse. Desværre for Thad har George Stark dog ikke tænkt sig bare at give op. Pludselig begynder en lang række bestialske mord. Stark er kommet tilbage – og denne gang i kød og blod…

King har udtalt, at han fandt inspirationen til Mørkets halvdel i spørgsmålet: Hvor får du dine idéer fra? King syntes det kunne være sjovt at skrive en historie om en muse, som gik helt amok. Slutningen kom til ham en dag, han gik en tur og så en stor flok krager. De fik ham til at tænke på et digt af H. P. Lovecraft The Psychopomp, hvor en fugl er sendebud mellem de døde og de levendes land. “In that instant, I knew exactly how to dispose of George Stark; all I had to do was go home and write it.”

Med til historien om Mørkets halvdel hører vel også, at Stephen King selv har prøvet at få afsløret sit pseudonym, og selv valgte at stå frem og fortælle at forfatteren Richard Bachman i virkeligheden var Stephen King.

Mørkets halvdel blev filmatiseret i 1993. Kings gode ven George A. Romero instruerede. Timothy Hutton, som både spiller Thad og Stark, gør det rigtig godt. Filmen er gennemført med flere gode gys i.

Om bogen:

Originaltitel: The Dark Half
Udgivelsesår: 1989

Dræberhunden Cujo af Stephen King

Dræberhunden Cujo af Stephen KingCujo er en godmodig og kærlig sankt bernhardshund, som aldrig kunne drømme om at gøre en flue fortræd. Han bor hos familien Cambers på en gård for enden af en blind vej. Den nærmeste nabo er den invalide krigsveteran Gary Pevier, Joe Cambers drikkekammerat, og en af de få Joe kalder en ven. Men en dag lader Cujo naturen gå over opdragelsen. Han begiver sig på kaninjagt, og det ender med, at han bliver bidt af en flagermus med rabbies. Et bid som får fatale konsekvenser.

Også den hjemmegående husmor, Donna Trenton, bliver bidt af et skadedyr – i hvert fald i overført betydning. I frustration over manglende indhold i sit liv har hun indledt et forhold til tennistræneren Steve Kemp, selvom hun egentlig stadig elsker sin mand, Vic. Da hun beslutter sig for at afslutte forholdet, tager Steve det ikke særligt pænt og sender et anonymt brev til Vic.

I småtingsafdelingen hører, at Trentons bil er gået i stykker, så Donna må tage den til mekanikeren, mens Vic er på forretningsrejse. Deres sædvanlige mekaniker har ikke tid. I stedet kører Donna ud til Cambers gård sammen med sønnen Tad på 4 år. Ikke så snart er de ankommet til gården, før bilen dør fuldstændig. Nu er de pludselig alene med Cujo, som efterhånden er blevet sindssyg af hundegalskab. Det er højsommer, og inde i bilen bliver der stegende varmt.

Dræberhunden Cujo er en af Kings allerbedste bøger. Den er skrevet i 1981, og blev filmatiseret i 1983 – men med en anden slutning end bogens for at slippe gennem censuren. Som man kan se af det foregående, er der flere dramaer i historien. Det største – og mest intense efter min mening – er dog mødet mellem Cujo og Donna på den øde gårdsplads. Stephen King formår simpelthen at gå ind i hovedet på såvel hund som kvinde og skaber en liv-og-død scene, der bør gå over i historien.

Hvis du ikke kan lide de overnaturlige elementer, der findes i nogen af Kings bøger, så kan du rolig læse Dræberhunden Cujo. Her er det virkelighedens dramaer, King tager under skræmmende behandling. Og som sædvanlig gør han det fremragende.

Om bogen:

Originaltitel: Cujo
Udgivelsesår: 1981

Den døde zone af Stephen King

Den døde zone af Stephen KingJohnny Smith lever et godt liv. Han er kæreste med Sarah, er glad for sit job som lærer og alt er fint. Men en aften efter en hyggelig tur i tivoli kommer han ud for et grimt uheld, som sender ham i coma i mange år. Da han vågner op er alt anderledes. Sarah er blevet gift, Johnnys mor er død – og Johnny har fået en underlig evne. Når han rører ved folk, kan han nogen gange se glimt af deres fremtid!

I starten giver det Johnny en uvelkommen berømmelse, men det lykkes ham at finde ro, da han flytter ud på landet til sin far. Men en dag møder han er kendt politiker, som går efter at vinde præsidentvalget, og da Johnny rører ved ham, får han et glimt af en meget ubehagelig fremtid. For Greg Stillson er en mand med hemmeligheder, ingen kender til.

Nu må Johnny så overveje dilemmaet: hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel, før han kom til magten – ville du så gøre det?

Den døde zone er en fremragende roman. Stephen King beskriver skræmmende, hvordan det må være at vågne op efter mange år og opdage, hvor meget verden har forandret sig. Johnny befinder sig næsten i et helt andet univers, og hans ny evne hjælper ikke det mindste på at få ham til at føle sig tilpas. Og tankeeksperimenet om man kan redde verden ved at slå en anden ihjel, er rigtig interessant stillet op.

Bogen er filmatiseret af David Cronenberg i 1983. Det er ikke verdens bedste Stephen King filmatisering (og slet ikke når man tænker på, hvad David Cronenberg ellers har præsteret), men Martin Sheen og Christopher Walken er dog ok som henholdsvis Greg Stillson og Johnny Smith.

Om bogen:

Originaltitel: The Dead Zone
Udgivelsesår: 1979