august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Chris D’Amato’

Dansk science fiction 2016

De seneste år har jeg lavet en årlig liste over udgivelser af dansk horror for voksne, men hvorfor begrænse det til horror, når jeg nu også er ret vild med science fiction. Derfor nedenstående liste, der er et forsøg på at give et overblik over danske science fiction/fremtidsfortællinger (bredt forstået) udgivet i 2016.

Dansk science fiction 2016

Blandt danske galakser af Kristoffer J. AndersenBlandt danske galakser af Kristoffer Jacob Andersen
Kandor, 2016. – 224 sider
Novellesamling med ni noveller med humor, gys, fantasy og science fiction som fællestræk. Sumpmus skal bekæmpes med katte på en fremmed planet, kammeratskab i skolegården mod en fælles fjende, Poul som kæmper de godes sag for Gud og meget mere.

____________________________________________________

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
mellemgaard, 2016. – 225 sider. – (Destin, [1])
Science fiction. Destin lever et hårdt liv på asteroiden Lyoneida, men da hans ven Maridel finder en ældgammel skat, bliver der vendt op og ned på hans liv.

Delirium af Chris D'Amato____________________________________________________

Delirium af Chris D’Amatos
Mojibake, 2016. – 40 sider, illustreret
6 korte science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og illustreret af D. S. Blake.

____________________________________________________

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Apuleius Æsel, 2016. – 312 sider
Ilja dømmes, vi ved ikke for hvad. Han sendes til det mystiske Engfængslet, som vi heller ikke præcist ved hvor ligger. Her har Ilja to muligheder: At blive henrettet eller udfylde en benådningsansøgning. Begge dele vil medføre døden så Ilja flygter. Og pludselig er han en del af noget meget større, hvor fremmede væsner fra rummet måske spiller en rolle.

Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne____________________________________________________

Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Høst, 2016. – 155 sider
Teenageren Janus bor sammen med en masse andre børn og unge i en godt bevogtet lejr inde i skoven. Efter et forgæves flugtforsøg opdager han, hvor uønskede han og de andre børn er i samfundet.

____________________________________________________

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Hallenbooks, 2016. – 431 sider
Den unge danske forsker, Martin Lindvad, kommer på sporet af en ufattelig konspiration, hvor en hemmelig gruppe tilsyneladende vil påbegynde dommedag. Hvem kan stoppe dem?

Hvis jeg overlever natten - fortællinger fra mørket____________________________________________________

Hvis jeg overlever natten / redaktør: Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2016. – 231 sider. – (Fortællinger fra mørket, 1. bind)
7 uhyggelige noveller, der befinder sig indenfor horror og science fiction genren. Gennemgående omhandler novellerne det mørke sind.

____________________________________________________

Længe leve alfa-generationen af Martin Hans Jensen
Books on Demand, 2016. – 114 sider
Vi følger 26-årige Mikkel i året 2036, hvor det sidste nye er stoffet ELO, der giver evigt liv. Mikkel møder en sød pige, Emma, og hun og Mikkel og vennen Sigurd kæmper for at gøre ELO til hvermandseje.

____________________________________________________

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Science Fiction Cirklen, 2016. – 281 sider
Science fiction. I et fremtidigt Danmark kan folk få indopereret det kunstige organ, biokernen, der på sikker vis forhindrer alle sygdomme og alderstegn. Men kun så længe man har klip nok. Og er det nu så sikkert?

Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen____________________________________________________

Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Calibat, 2016. – 216 sider
Argone drømmer om revolution, men som må sande at nogen er kommet ham i forkøbet, og nu må han forsvare byen mod gigantiske dyre-robotter.

____________________________________________________

Eksperiment Eros af Libe R
DreamLitt, 2016. – 159 sider
Science fiction. Et forsøg med såkaldte “karmabølger” fører tre forsøgspersoner ud på en rejse i Danmark, der både viser menneskenes mørke og lyse sider.

____________________________________________________

De søvnløse af Kim Leine
Gyldendal, 2016. – 203 sider
Året er 2025 og krigen raser i Europa. I Tasiilaq – en lille østgrønlandsk bygd – følger vi et sommerdøgn på bygdens sygehus med dets op- og nedture, menneskeskæbner og den allestedsnærværende smukke, men barske natur.

Lidenskab og lysår - Lige under overfladen 11____________________________________________________

Lidenskab og lysår / redaktør: Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen, 2016. – 441 sider. – (Lige under overfladen, 11)
Science fiction. 27 noveller med danskskrevet science fiction. Her rumrejser, alternative virkeligheder, tidsrejser, parallelle verdener, aliens, hackere og socialrealisme.

____________________________________________________

Invasioner i Nord af Bjarne Ljungdahl
Panigiit, 2016. – 270 sider, illustreret
I det nyligt industrialiserede Grønland indrejser ikke kun arbejdsomme minearbejdere og fiskere, men også kriminelle udlændinge, og dem støder vennerne, Pavia og Ulf, på under dramatiske omstændigheder.

____________________________________________________

Forårsoffensiv i Danmark af Jørgen Michaelsen
Antipyrine, 2016. – 37 sider
Kortroman om et samfund i opløsning og et efterfølgende kaotisk tyranni. Uden en central handling, beskrives en tilstand, der tilsyneladende foregår i et Danmark efter en krig, hvor alt er kaos og dekonstruktion – eller et udtryk for en personlig krisetilstand.

Svinefælden af Freddy Milton____________________________________________________

Svinefælden af Freddy Milton
Limbo, 2016. – 275 sider
Sygdommen MRSA, der er uskadelig for grise, muterer og bliver til en variant, der kan smitte og dræbe mennesker. Det bliver til en epidemi, der truer mange liv og får nogle borgere til at tage sagen i egen hånd.

____________________________________________________

23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Mellemgaard, 2016. – 493 sider
Året er 1984. En grænsestridighed imellem Vest- og Østtyskland eskalerer, da verdensmagterne ikke kan komme til enighed. Forude venter 3. verdenskrig, der måske er enden på alt? Fire unge danskere bliver på hver sin side en del af konflikten.

Drøm af Erwin Neutzsky-Wulff____________________________________________________

Drøm af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, eksp. enwforlag.dk, 2016. – 538 sider, illustreret
Science fiction. I en ikke så fjern fremtid krydser drømmene og virkeligheden hinandens spor. To drømmeforskere leder et eksperiment, mens fortiden, nutiden og fremtiden spiller sammen, og den verden, vi kender i dag, er blevet til noget andet – eller måske har den altid været det?

____________________________________________________

De syltede børn af Oscar K. og Dorte Karrebæk
Jensen & Dalgaard, 2016. – Ca. 80 sider, illustreret i farver
Flere år efter katastrofen, bliver der født vanskabninger. Lidia er smuk, men hvileløs. Bedstemødrene fører hende derfor til bedemandens søn, anatomen og konservatoren. Her møder de et sandt raritetskabinet af “syltede” embryoer, børn og dyr, alle vanskabte. Da vinteren er ovre er Lidia gravid.

____________________________________________________

Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Books on Demand, 2016. – 220 sider
Fra en belgisk fængselscelle, med udsigt til sin kommende henrettelse, tænker den danske dommer Daniel Krupp tilbage på de begivenheder og forbrydelser, der er årsagen til hans deroute.

Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri____________________________________________________

Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Calibat, 2016. – 221 sider
Science fiction-noveller. Fremtiden bliver nærværende i disse 8 noveller, der hver især spejler nutiden.

____________________________________________________

Den afskyelige af Charlotte Weitze
Samleren, 2016. – 317 sider
I en ikke så fjern fremtid, truet af klimaforandringer møder 22-årige Heidi Kenneth, som er abnormt høj og døjer med øget svedproduktion. De forelsker sig og flytter på landet for at blive co2-neutrale og selvforsynende, men spørgsmålet er hvor langt mennesket vil gå for at redde sig selv eller verden.

Katastrofen, byen og skoven af Anne Vestberg____________________________________________________

Katastrofen, byen og skoven af Anne Vestberg
Ord, 2016. – 64 sider, illustreret
Digte. Digtsuite i tre dele, der kredser om civilisationens forfald, byer i opløsning og menneskets ensomhed i en ondsindet natur.

____________________________________________________

Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann
Kaos, 2016. – 170 sider. – (Rummets guder, del 1)
Miko og Drex forsøger at indynde sig hos den sære eneboer Mortus. Men de ved ikke, at den gamle mand har nogle særdeles skræmmende hemmeligheder i sit uhyggelige hus.

____________________________________________________

 

Listen er suppleret med titler fra facebooksiden Niels Klim-prisens opland, der også medtager noveller og oversatte titler. Se den liste her.

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen

Malkoebing_MuseumUnderholdende antologi, der med udgangspunkt i Malkøbing Museums genstande, lader gamle sagn og myter genopstå.

”Malkøbing Museum” er skrevet som et samarbejde mellem tre forfattere. Historierne tager udgangspunkt i genstande fra Malkøbing Museum, som åbnede i 1902 og indeholder mange sære objekter med tilknytning til gamle sagn og myter.

I det første kapitel er det finske sagn om Ilmarinen baggrund for fortællingen. Ilmarinen var ifølge finsk mytologi en meget dygtig smed, som bl.a. smedede en magisk genstand kaldet Sampo til en smuk jomfru for at overtale hende til at gifte sig med sig. Det ville hun dog ikke, og gemte straks Sampo’en i sit skattekammer dybt nede i jorden. I 1905, kommer en tysk doktor så til Malkøbing for at få fingre i et stykke af Sampo’en, der befinder sig på museet.

I andet kapitel ”Døren” springer fortællingen frem til 1912. Her får Anton Nordsø bragt en mærkeligt udseende dør fra et dødsbo til sin butik. Karmen er udsmykket med fornemt udførte udskæringer, der dog fuldstændig mangler kunstnerisk kvalitet og i stedet fremstår vulgære og kvalmende. Der går ikke længe, før det går op for Nordsø, at døren gemmer på en grusom hemmelighed, der kan få betydning for hele den civiliserede verden.

Kapitel tre ”De tre fjer” udspiller sig i 1922, og fortælles i jeg-form af kustoden Anton Willumsen. Historien handler om en lidt ældre ungkarl, som gifter sig med en noget yngre kvinde, der næste morgen findes død i ægtesengen under mystiske omstændigheder.

I kapitel fire får vi sandheden om nisser, mens kapitel fem afslører, hvor mareridt kommer fra. De følgende kapitler fortæller om hævn, der overskrider døden; elverpiger; magiske runer; lygtemænd; lindorme og fortidens hemmeligheder.

Generelt er fortællingerne underholdende, og jeg må indrømme, at jeg er ret vild med konceptet: at tage udgangspunkt i museumsgenstande med tilknytning til sagn og myter, og på den måde få fortidens gys ind i nutiden. Teddy Vork brugte samme kunstgreb i ”Diget”, som jeg også var rigtig glad for.

De tre forfattere til ”Malkøbing Museum” lader dog myterne være udgangspunkt for at fortælle deres egne historier, så hvis læseren vil have originalmyterne, må man selv slå dem op andetsteds, om end man dog oftest får en kort forklaring i hvert kapitel.

Historierne fortælles kronologisk fra 1905 frem til 2002, og hvert kapitel indledes med en form for dokument, som giver læseren et praj om, hvad historien kommer til at handle om, og ind i mellem er der også en form for epilog til slut.

Personligt synes jeg altid, at det er fedt, når der er arbejdet med den grafiske fremstilling, selvom her er tale om en billig paperback. Det giver derfor plus-point hos mig, at her er brugt forskellig typografi og stavning, alt efter hvilket år historien udspiller sig i, da det giver en ekstra dimension til selve fortællingen. Dog kunne jeg godt have ønsket, at man generelt havde brugt en lidt større font for at lette læsningen.

Som sagt synes jeg i det store hele, at historierne er underholdende. Forfatterne forsøger ikke at skrive ens, men lader i stedet den enkelte historie bestemme fortællerstemmen. Det, synes jeg, er lykkes godt, samtidig med at bogen alligevel fremstår som en helhed.

Her er både humor og uhygge, og flere af slutningerne har et herligt ironisk twist, så selvom jeg ikke var lige begejstret for alle historierne, så følte jeg mig generelt godt underholdt og kan derfor sagtens anbefale en tur til Malkøbing Museum.

Læs mere på Forlaget Damgaards hjemmeside

NB. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at jeg havde fornøjelsen af at være beta-læser på manuskriptet, men i øvrigt hverken har økonomisk interesse i bogen eller forpligtelser overfor forfatterne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Sider: 110
Forlag: Mojibake

Midtland af Chris D’Amato

Midtland“Midtland” er seks korte fortællinger, der befinder sig i det fantastiske univers. Det lille hæfte kan downloades ganske gratis via mojibake.dk, men kan også erhverves i fysisk form via Fantask i København eller Stribeladen og Komics i Århus.

De seks historier udspiller sig i Midtland. En verden der på mange punkter ligner vores, men som alligevel adskiller sig fundementalt. Det er ikke kun motorvejsnavnene, der er anderledes, men det faktum at Midtland ikke følger de naturvidenskabelige love, som vores solide og stabile verden gør.

Hver historie introduceres med en lille forhistorie, hvis karakter gav associationer (på den gode måde) til tegneserien “Tales from the Crypt”, hvor The Cryptkeeper hver gang gav en skæv indledning til historierne.

Min favorit er samlingens første novelle: “Chefen”, der handler om den nogen og tredive årige Linda Hansen, en ambitiøs mellemleder indenfor det offentlige. På vej ud til motorvej E46 kører hun forkert og må standse og spørge om vej. Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at finde tilbage igen, når man først er gået ad den forkerte sti, og at fortiden har en tendens til at indhente én, uanset hvor meget man spræller.

I “Henry” er Søren sammen med en låsesmed ved at åbne døren ind til Henry Olsen. Også Søren arbejder for det offentlige (formentlig endda for Linda Hansen), og han er rigtig træt af, at særlingen Henry ikke er blevet set i månedsvis. Det kan blive en uheldig sag for afdelingen. Heldigvis finder de intet lig i lejligheden. I stedet for finder Søren en bog med et omslag af krydsfinér og lakeret med stor omhu. Bogen har titlen “Henrys utrolige flugt”, og da Søren begynder at læse i den, åbner sig en ny verden for ham.

I “Konstruktioner” bliver psykologen Frederik sat på en særlig sag. Drengen Andreas har givet afdelingen grå hår i hovedet, og men heldigvis ved Frederik, at ondskab kun er en sproglig konstruktion, og at han er mand for at klare selv det mest vanskelige sag.

I “Egg” springer vi ind i en tegners liv på forskellige tidspunkter i hans liv startende med hans dødsannonce. I “Astronauten” opdager en fremmed, at intelligent liv ikke betyder det samme alle steder, og i “Farvel” må en mand endnu engang erkende, at livet er, som det er.

Hele hæftet er kun 28 sider, og det giver dermed sig selv, at historierne er ganske korte. Jeg vil endda sige for korte. Man når kun lige at skrabe overfladen, før fortællingen slutter, og det er ærgerligt, for der er masser af potentiale til stede.

Jeg ville elske at få uddybet historien om Linda Hansen, eller få flere ord på drengen Andreas og den selvglade psykolog Frederik i stedet for kun lige at få præsenteret essensen af historierne. Især fordi det sproglige er fint på plads, og pointerne er både gode og overraskende.

Jeg håber, at Chris D’Amato giver sig tid til at se på Midtland endnu engang og male sine fortællinger med en lidt bredere pensel. Det fortjener de. Og så vil jeg med glæde læse dem igen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Sider: 28
Forlag: Mojibake