april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Christian Engkilde’

Danske science fiction udgivelser 2019

Årets danske science fiction udgivelser 2019

Igen i år forsøger jeg at lave en oversigt over årets danske science fiction udgivelser 2019 (bredt forstået).

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som indeholder elementer af science fiction uden at betegnes som sådan.

Danske science fiction udgivelser 2019

Den rustne verden - Flugten fra Danmark af Adam ODen rustne verden – flugten fra Danmark af Adam O.
Høst, 2019. – 161 sider
Fire søskende skal besøge deres morfar i Sverige, men efter et flystyrt er de i et fremtidsdanmark, fyldt med skrot og onde robotter. Kan de nå frem til morfar i tide?

 


 

De rensede af Søren Staal Balslev
Kandor, 2019. – 243 sider
Dystopisk roman om en familie, der kæmper for at overleve i et ødelagt København. Jorden har været ramt af en epidemi, der har decimeret befolkningen betydeligt.

 


 

Kritisk masse af Bertelsen & SchwerdfegerKritisk masse af Iben Bertelsen og Jan Schwerdfeger
Ørnen, 2019. – 425 sider
Året er 2020 og København lider under en voldsom hedebølge. Brix og Kvist kæmper på flere fronter for både Abacusgruppen, BlackStar og en mystisk snigskytte driver gæk med den danske politistyrke.

 


 

Brahe/Hansns Djyon Dære – infoinferno af Frank Brahe m.fl.
Gymnoten, 2019. – 145 sider
Djyon Dære er infojæger; han er en underlig skabning, nærmest en cirkel med to underlige ben og uden arme. I seks små historier møder Djyon underlige væsner og komplekse problemstillinger i et syret science fiction-univers.

 


 

Storhedsvanvid af Ulla DahlerupStorhedsvanvid af Ulla Dahlerup
Skriveforlaget, 2019. – 449 sider
Året er 2039 og Danmark er en republik, hvor der i skolerne undervises i arabisk og tyrkisk. Journalisten Morten Skriver går undercover for at afsløre iscenesættelsen af diverse katastrofer, der har til hensigt at holde et ulmende oprør i Norden nede.

 


 

Forbund af Cecilie Eken
Høst, 2019. – 436 sider (Karanagalaksen, log 3)
Saga og hendes medpassagerer er på vej til Aohm for at advare Den Øverste Cirkel om truslen fra fyrst Almaz. De ender midt i et politisk magtspil, og meget kommer til at afhænge af svære valg og uventede alliancer.

 


 

Klimapolitiet af Kim EngelbrechtsenKlimapolitiet af Kim Engelbrechtsen
Trykværket, 2019. – 197 sider
I et dystopisk Danmark er klimaforandringerne slået igennem, og Klimapolitiet styrer med hård hånd samfundets ressourceforbrug. Her bliver den arbejdsløse jurist Markus Schmidt, efter en mindre forseelse, dømt til med våben i hånden at bekæmpe flygtninge fra Afrika. Han vælger at forsøge bekæmpe Klimapolitiets grusomheder. Men er det mon for sent?

 


 

Vulkanvinter af Christian Engkilde
Silhuet, 2019. – 515 sider (Pandora, 1)
17-årige Pandora bor alene sammen med sin far oppe i bjergene. Verden, som vi kender den, er gået under, og alle må kæmpe for at overleve. Da Pandoras far bliver bortført, kaster hun sig også ind i kampen.

 


 

Helter Skelter af Jens-Martin EriksenHelter Skelter af Jens-Martin Eriksen
Gyldendal, 2019. – 407 sider
Dobbeltagenten, Torsten Vahlgren, er en del af et internationalt terrornetværk, som lykkedes med angreb i Vesteuropa og Danmark. Det betyder, at Danmark bliver en regulær kampzone, med borgerkrige som følger i kølvandet på terrorangrebene.

 


 

Børnenes jord af Gipi
Fahrenheit, Forlæns, 2019. – ca. 290 sider
I en fremtid, hvor samfundet som vi kender det er gået under, sendes to brødre på en farefuld færd, da deres fader dør. Det bliver en rejse der viser håb og de grummeste sider af den menneskelige natur.

 


 

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen af Tatiana Goldberg
Comic Factory, 2019. – 95 sider
I et fremtidigt samfund, hvor forsøg med genmodifikationer er blevet almindelige, står kampen mellem de illegale, genmodificerede individer og myndighederne, som arbejder for kontrollerede forhold. Kijara er selv illegal, men ønsker at forlade kriminaliteten.

 


 

Er dette himlen af Nils Jacob Rey Henningsen
Trykværket, 2019. – 467 sider (E1000 prolog, del 1)
I fremtiden er levealderen på vej mod 130 år, og der er store penge i livsforlængende produkter. En kontroversiel biolog, der arbejder med genteknologi og som har politiske forbindelser, findes myrdet i
sit hjem. Hvem står bag og hvorfor?

 


 

Reservat af Dennis Gade KofodReservat af Dennis Gade Kofod
Cobolt, 2019. – 190 sider
Klimakatastrofen har fået verdenshavene til at stige, og menneskene bor i reservater. I København, på Bornholm og på Mars oplever fire personer en helt særlig dag på hver deres måde. Verdener ændrer sig for evigt.

 


 

Portal af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Alinea, 2019. – 50 sider
Rasmus bor hos sin tante, der forsker i “multiverset”, ideen om at der findes uendelig mange verdener. Rasmus må snyde sig til at komme ind i hendes laboratorium for at forsøge at komme over i en af de andre verdener.

 


 

De sidste zoner - Jorden under os 1 af Line Kyed KnudsenDe sidste zoner af Line Kyed Knudsen
Gyldendal, 2019. – 285 sider (Jorden under os, 1)
I fremtiden er jorden delt op i zoner, hvor menneskene lever adskilt og i fare for aliens. Pigen Vega og præsidentens søn Titan mødes tilfældigt og må hjælpes ad for at redde livet. Kan de også redde jorden?

 


 

Skyggearken af Michael Lindal og Peder Riis
Comic Factory, 2019. – 128 sider
En række brutale mord ryster rumskibet, Arken, der med hele menneskeheden ombord er på vej til en ny verden. Opklaringen synes simpel, men snart udviskes grænserne mellem liv og død, mellem drøm og virkelighed.

 


 

Zombierådhus af Pablo LlambíasZombierådhus af Pablo Llambías
Gyldendal, 2019. – 360 sider, illustreret
En samling af 98 tekster, hvor 98 danske rådhuse har hver sit kapitel. Rådhusene og de gennemgående personer danner rammen for noget, der minder om et apokalyptisk drama. Nutiden møder fortiden og fremtiden.

 


 

Længslernes nat af Lilli Lund Christensen
Science Fiction Cirklen, 2019. – 328 sider
Jorden bliver angrebet af terrorister, som har opfundet et dødsensfarligt våben som forårsager jordskælv og radioaktivitet. Jorden bliver ubeboelig, men nogle reddes og flytter til Månen. Her lurer nye farer.

 


 

Enden på tragedie af Svend Aage MadsenEnden på tragedie & I fjorten sind af Svend Åge Madsen
Gyldendal, 2019. – 445 sider
Jonatan Tidebon har svært ved at få gjort sit speciale færdigt. I stedet drømmer han om at blive forfatter, men mangler evnerne. Dette ændrer sig, da han bliver præsenteret for stoffet metamorfoin, som giver ham mulighed for at trænge ind i andre menneskers sind og bruge deres erindringer til sine historier.

 


 

Zeitgeist af Jane Mondrup
Vandkunsten, 2019. – 378 sider
Ejvin Rode vågner i Sydengland i 1890, men det eneste han husker, er en hverdag som filolog i det 21. århundredes København. Snart må han sande, at han er rejst i tid og rum, og at i denne tid er Danmark noget ganske andet.

 


 

Liv af Erwin Neutzsky-WulffLiv af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, 2019. – 444 sider
En gal videnskabsmand skaber bioteknologisk en ny livsform, samtidig med en gyserforfatter møder uhyrer i sin fødeby. Er der en sammenhæng som måske slår hul på den fælles virkelighed?

 


 

Exnihilo af Publius Enigma
Valeta, 2019. – 478 sider
I det 22. århundrede er Isaac og Maryon astronauter ombord på rumskibet “Discover IV”. Deres forbudte kærlighed resulterer i, at Maryon vil nedfryses sammen med Isaac, da han får konstateret fremskridende leukæmi. Ca. 100 år senere bliver de fundet men kun Maryon overlever.

 


 

Drømmemaskinen af Mads RangvidDrømmemaskinen af Mads Rangvid
Mindspace, 2019. – 338 sider
Adam på 16 år lever i 2045 i et stærkt totalitært samfund. Hans tvillingesøster er kidnappet, og hans eftersøgning efter hende bliver en lang rejse i tid og rum og alverdens filosofier.

 


 

Den sorte enkes by af Nicole Boyle Rødtnes
Alvilda, 2019. – 435 sider
I byen Viduana lever kvinder og mænd skarpt adskilt og byen styres af 10 regler, der hver især medfører strenge straffe, hvis de brydes eller bøjes. Emma, Silas og Clara vokser op, formet af byens love, men hver især kæmper de med reglernes snærende bånd og især Emma er parat til at sætte livet på spil for at undslippe det ubarmhjertige styre.

 


 

Sandsynlighedskrydstogt - LUO 14 / red. Carl-Eddy SkovgaardSandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
Science Fiction Cirklen, 2019. – 433 sider
Science Fiction Cirklen præsenterer for 14. gang en originalantologi med danske science fiction-noveller. Antologien rummer en række kortere og længere historier, som både nybegyndere indenfor genren og garvede science fiction-veteraner vil kunne finde underholdning og stof til eftertanke i.

 


 

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand
Science Fiction Cirklen, 2019. – 258 sider
Året er 2067. 30 år tidligere har en asteroide udslettet det meste af Jordens befolkning og slukket solens lys. I kuppelbyen Lilypond oplever de unge en afglans af et rigtigt livs farver, smag og dufte i den digitale spilverden “Rummene”. Indtil den dag det hele bryder sammen.

 


Han, hun og Adolf af Søndergaard og ViganHan, hun og Adolf af Niels Søndergaard og Vigan
Totaltekst, 2019. – 62 sider, alle illustreret
Nova Tanayan, tidligere ansat i Tidsrejsetjenesten, får problemer med den tyske besættelsesmagt i Danmark i 1941. Hun beslutter at rejse tilbage til Østrig i 1897 og fjerne Hitler som barn; men helt så let er det naturligvis ikke at ændre på historiens gang.

 


 

Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Kandor, 2019. – 278 sider
17 tankevækkende fremtidsfortællinger om menneskets grusomhed og dumhed, der kommer til udtryk igennem fortællinger om bl.a. klimakatastrofer, krig, undertrykkelse og fremmehad.

 


 

Plejecenter Fremtiden af Bent Aalbæk-NielsenPlejecenter “Fremtiden” af Bent Aalbæk-Nielsen
mellemgaard, 2019. – 257 sider
Plejecenter “Fremtiden” er et stort teknologisk mønsterplejehjem, der opføres i 2070 som svar på et stort behov. Romanen er en realistisk fremstilling af de muligheder, som teknologien giver for et godt og socialt ældreliv.

 


 

Dansk science fiction 2018

Dansk science fiction 2017

Dansk science fiction 2016

Mørke kræfter af Christian Engkilde

Mørke kræfter af Christian EngkildeDet er ikke tit, at jeg bliver glad, når DSB er forsinkede. Men da det betød, at jeg fik tid til at læse Mørke kræfter af Christian Engkilde færdig i toget – ja, så var det faktisk helt i orden med mig.

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Her fik fodbolddrengen Sebastian som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. En opgave han langt fra var tilfreds med. Men de to blev alligevel venner. Ikke mindst fordi Thomas trods sin blindhed kunne se nogle skræmmende skygger, der forfulgte Sebastian og fik det til at se ud, som om han lavede en masse ulykker. Skyggerne dukkede op efter et besøg på det lokale museum – og første bind sluttede med et voldsomt opgør med den lokale museumsdirektør Botved, der skruppelløs prøvede at fremmane en dæmon for at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Under opgøret kom Sebastian slemt til skade og blev midlertidig blind. Bind to En cirkel af blod fra 2017 startede umiddelbart efter. Skygger dukkede op på hospitalet, hvor Sebastian var indlagt. En dag besatte en af skyggerne en ung pige, der også var patient. Botved havde heller ikke opgivet sine planer om at fremmane et væsen fra den anden side, og han ville stadigvæk ikke lytte til de unges advarsler.

Nu er så tredje bind Mørke kræfter udkommet, og det er absolut en værdig afslutning. Det er så fedt at læse en serie, hvor hvert nyt bind er endnu bedre end de foregående. Det har været tilfældet for mig med Christian Engkildes vellykkede trilogi.

Sebastian, Caroline og Thomas er blevet en fasttømret enhed, selvom ingen andre forstår, hvad Caroline vil med sådan et par tabere. En aften i ungdomsklubben dukker et nyt skræmmende væsen op, som kun Thomas og Sebastian kan se. Det er lykkes Botved at fremmane en dæmon. I forsøget på at komme væk fra dæmonen brænder ungdomsklubben ned, og kort efter fortæller Thomas, at han flytter tilbage til sin mor.

Nu er der kun Sebastian til at tage kampen op mod dæmonen, som er stærkere end noget andet, de har været oppe imod. Men Sebastian vil gøre alt for at redde Caroline fra dæmonen.

Som sagt er jeg ganske enkelt begejstret for Engkildes serie, og læste Mørke kræfter i et hug under en lettere forlænget togtur. Det lykkes rigtig godt både at fortælle en uhyggelig historie om dæmoner og ondskab, samtidig med at de unge hovedpersoner beskrives troværdigt og levende. Jeg føler med Sebastian, når han bliver jaloux på præstesønnen Robert, der tilsyneladende altid kan få Caroline til at grine. Samtidig er de voksne figurer også blevet mere troværdige, og portrættet af præsten Lars-Peter, som på første hånd ser dæmonen og alligevel efterfølgende taler sig selv ud af troen på den, er lige på kornet.

Mørke kræfter byder både på dæmoner, ondskab, venskab og spirende kærlighed. Jeg er solgt og kan kun anbefale trilogien til alle, som holder af en god gyser.

Dæmonen blev i kælderen og vogtede over Sankt Stig, men den kunne ikke gøre ham noget på grund af de beskyttende jernlænker, og Stig døde af alderdom i fangekælderen mange år senere. Jernlænkerne var altså både det, der holdt ham fanget og det, der beskyttede ham.
– Der er ikke den store forskel på den version, vi har lært til konfirmationsforberedelse, siger Caroline.
– Men historien slutter ikke her, fortsætter Anders og ligner én, der har mest lyst til at løbe sin vej. Jeg begynder at få ondt af ham. – Da Sankt Stig dør, bliver han begravet i en stenkiste i kirken sammen med lænkerne. På et tidspunkt får Fakkelbrødrene fat i lænkerne. Vi har fundet en del beviser på, at Fakkelbrødrene eksperimenterede med, hvordan de kunne kontakte efterlivet. En af de ting, de opdagede, var at lænkerne stadig havde en beskyttende effekt, selvom Sankt Stig var død. I den bog jeg fandt på Rigsarkivet, stod der, hvordan munkene i et af deres eksperimenter får fremmanet en ond ånd, og at de bruger lænkerne til at beskytte sig, indtil de får den uskadeliggjort.
– Har Botved fundet lænkerne i udgravningen? spørger Caroline.
– Nej. Efter Klostret brændte ned, blev lænkerne lagt tilbage i Sankt Stigs Kirke, svarer Anders. – Lænkerne ligger sammen med resterne af Sankt Stig, fordi hans jordiske rester ligger under kirken.
– Og der har vi måske også svaret på, hvorfor Botved talte med præsten, siger Caroline. – Botved havde tydeligvis ikke lænkerne, da han åbnede porten til efterlivet i sidste uge, men jeg tør vædde på, at han har overtalt præsten til at grave de lænker op. (s. 60-61)

(Anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Mørke kræfter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 192 sider
Omslag: Nathascha Friis

Trilogien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017
Mørke kræfter, 2018

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Skygger i mørket af Christian Engkilde

Skygger i mørket af Christian EngkildeSebastians helt almindelige liv ændres fundamentalt, da den blinde dreng, Thomas åbner hans øjne for alt det, vi ellers ikke ser.

Sebastian går i 7. klasse. Han er bedstevenner med Jonas og Simmer, som han også spiller fodbold med. Men til en forældresamtale på skolen får Sebastian at vide, at han skal tage sig sammen, ikke være så fjollet og koncentrere sig mere om skolen end om fodbold og vennerne.

Kort efter starter en ny dreng i klassen, Thomas. Og Thomas er blind. Deres klasselærer udpeger Sebastian til at sidde ved siden af den nye dreng og hjælpe ham med at finde rundt på skolen, indtil han er faldet til. Sebastian er ærlig talt træt af at skulle agere førerhund for Thomas, og i starten gør han det kun meget modvilligt.

Men så begynder der at ske mærkelige ting på skolen, og hver gang bliver Sebastian involveret, så han fremstår som den skyldige. Samtidig begynder han og Thomas at tale bedre med hinanden, og Sebastian opdager, at Thomas har set en skygge ved ham, hver gang der er sket noget. En skygge som ingen andre kan se.

Hvad er det for en skygge, der forfølger Sebastian? Hvorfor lige ham? Og har det noget at gøre med sagnet om Fakkelbrødrene på det lokale kloster, som brændte ned til grunden i Middelalderen?

Christian Engkilde har både et par ungdomsromaner og et grundkursus i sejlsport på cd-rom bag sig. Med Skygger i mørket, som er første bind i en trilogi for børn og unge, bevæger han sig over i gysergenren. Og det lykkes delvist.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien om Sebastian, som egentlig er en god fyr, men som ind i mellem lader sig rive med af kammeraterne. Og da så Thomas kommer ind i billedet, og alle de ubehagelig ting begynder at ske, er Sebastian nødt til at stå på egne ben. Hans langsomme udstødelse af fællesskabet og gryende venskab med Thomas beskriver Engkilde fint og overbevisende.

Derimod lykkes det ikke helt at gøre den anden del af fortællingen rigtig uhyggelig, selvom de enkelte komponenter er til stede. De to drenge forsøger sammen med skolebibliotekaren og én af hendes bekendte at slippe af med skyggen en sen aften på skolen. Men trods set-uppet i de lange, mørke gange og angsten for skyggen, der langsomt er blevet mere og mere voldelig, så virker de to voksne karakterer lidt for utroværdige, til at jeg helt blev fanget. Derimod fungerer samspillet mellem Sebastian og Thomas perfekt, og derfor tror jeg egentlig, at romanens målgruppe vil sluge hele historien uden mine forbehold.

Samtidig slutter Skygger i mørket med noget af en cliffhanger, som absolut giver mig lyst til at læse videre om Sebastian og Thomas. Så alt i alt vil jeg kalde Skygger i mørket for et godt bud på en gyser for børn og unge. Og så synes jeg også, at det tæller på plus-siden, at forlaget Silhuet har lavet en stemningsfuld bogtrailer, som nok skal få læserne til at bide på krogen.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 51)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Silhuet, 215 sider
Omslag: Nathascha Friis