september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘clairvoyance’

Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud

Lockwood & Co. - Den skrigende trappeNår de døde vender tilbage for at jage de levende, træder Lockwood og Co. til… (fra bogens bagside)

For ca. 50 år siden begyndte Problemet – eller rettere, man erkendte at det var et problem. Pludselig begyndte de døde i stigende grad at vende tilbage og terroriserer de levende, og siden er spøgelses-epidemien kun blevet værre. Langt de fleste voksne har ikke evnen til at se og høre de døde, så opgaven med at mane spøgelserne væk er tilfaldet børnene og de unge.

Lucy Carlyle var 8 år, da hun kom i lære hos den lokale agent, Mr. Jacobs. Nogle år efter søger hun job hos Lockwood & Co., et uafhængigt agentbureau i London som usædvanligt nok ikke har en voksen tilsynsførende. I stedet består bureauet af ejeren Anthony Lockwood, medhjælperen George Cubbins. Og nu Lucy.

Men det er svært at klare sig på markedet, der er domineret af de to gamle og respekterede agentbureauer Fittes og Rotwell, og da en sag ender med, at Lucy og Lockwood nærmest brænder deres klients hus ned, får de DEPFOK (Departementet for Parapsykologisk Forskning og Kontrol) på nakken. Hvis de ikke inden en måned betaler 60.000 £ til deres klient, lukker DEPFOK bureauet ned.

Heldigvis dukker en yderst usædvanlig sag op. Ejeren af den velrennomerede virksomhed Fairfax Jern ønsker deres hjælp til at komme nogle uhyre sejlivede genfærd til livs på en gammel herregård, han har overtaget. Det er ikke første gang, at agenter har forsøgt at fjerne de døde fra adressen, men det er end ikke lykkes nogen at overleve natten.

Det får dog ikke Lockwood & Co. til at ryste på hånden, og snart er de på vej mod Combe Carey Hall, hvor deres største sag venter dem.

Jeg hyggede mig gevaldigt med Den skrigende trappe, som en anmelder meget rammende har betegnet som “Hitchcock møder Ghostbusters”. Det er godt nok en ungdomsroman, men den kan nu også sagtens læses af voksne. Jonathan Stroud lader Lucy fortælle historien, og det fører både til sjove episoder men lader også uhyggen komme tættere på læseren.

Stroud skriver godt og levende med nuancerede hovedpersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Plottet er naturligvis ikke så kompliceret, men Den skrigende trappe er ikke desto mindre et rigtigt underholdende bekendtskab. Det er desværre kun første bind i serien, der indtil videre er oversat til dansk. Men man har da lov at håbe, at Carlsen med tiden vil oversætte resten også.

Lige så hurtigt som jeg blev vild med huset og dets finurligheder, lige så hurtigt dannede jeg mig en uforbeholden mening om mine nye kollegaer. Lockwood kunne jeg allerede godt lide. Han virkede som det stik modsatte af den fjerne og forræderiske agent Jacobs; hans iver og engagement var tydelig for enhver. Hér var én, som jeg følte, jeg kunne følge, måske endda ligefrem stole på. Men George Cubbins? Nej. Han gik mig virkelig på. Jeg forsøgte heroisk ikke at lade mig irritere alt for meget den første dag, men det var ikke menneskeligt muligt. Tag nu bare hans udseende. Der var noget ved det, som udløste éns værste instinkter. Hans ansigt var ufatteligt øretæveindbydende – selv en nonne ville have brændt efter at stikke ham et par på skrinet – mens hans bagdel skreg til himlen efter et velrettet spark…” (side 110)

Om bogen:

Dansk udgivelsesår: 2014
Originaltitel: The Screaming Staircase
Omslag: Allessandro ‘Talexi’ Taini
Forlag: Carlsen, 430 sider

Serien Lockwood & Co.:

The Creaping Shadow, 2016
The Hollow Boy, 2015
The Wispering Scull, 2014
Den skrigende trappe (The Screaming Staircase, 2013)

Besøg Jonathan Strouds hjemmeside

Odds mareridt af Dean Koontz

Odds mareridt af Dean KoontzSom yngre læste jeg med stor begejstring bøger af Dean Koontz, men på et tidspunkt blev jeg mættet og synes, at hans forfatterskab blev lidt for forudsigeligt og klichéfyldt. Så dukkede den første roman om Odd Thomas op, og den levede helt op til Koontz første udgivelser. Også toeren Odd for evigt var værd at læse, mens tredje bind Broder Odd ikke rigtig gjorde noget godt for serien. Men heldigvis er Odds mareridt et skridt i den rigtige retning. Ikke helt så god som de første bind i serien, men alligevel underholdende.

Odd Thomas er bare en grillkok, men pga. sin evne til at se genfærd og til at forudse visse menneskeskabte katastrofer, har han aldrig levet et almindeligt liv. I de to første bind boede han i den lille by Pico Mundo i Mojaveørkenen, men i tredje bind tog han til et kloster i Sierrabjergene for at finde fred og ro. Det fandt han som bekendt ikke. Nu er han endt i havnebyen Magic Beach, hvor han arbejder som kok og altmuligmand for den tidligere filmstjerne Lawrence Hutchison. Men heller ikke her kan Odd leve et liv i ubemærkethed.

En dag på stranden møder han den unge, gravide kvinde Annamaria. Hun bliver forfulgt af nogle skumle typer, og Odd hjælper hende med at undslippe dem, men kommer så selv i deres søgelys. Og mere skræmmende er det, at han, da han rører ved en af mændene, får et syn af en strand, hvor et flammende genskær bugter sig, og noget ubeskriveligt grusomt stiger op af det pulserende hav. Et syn han flere gange har set i drømme.

Det lykkes Odd at undslippe mændene og finde frem til Annamaria igen. Men Annamaria er ikke en almindelig ung kvinde, og det går snart op for Odd, at han ikke har forhindret den kommende katastrofe endnu. Han må endnu en gang stå op imod onde mænd kun bevæbnet med sit ukuelige livsmod og troen på kærligheden og livet.

Som i de tidligere bøger om Odd fortæller Koontz historien med Odds mund. Han er et charmerende bekendtskab, som dog til tider bliver lidt anstrengende, fordi hans evigt optimistiske bemærkninger ind i mellem bliver gentaget lidt for ofte. Man er heller aldrig rigtig i tvivl om, om han nu klarer ærterne, for i Koontz bøger sejrer det gode ALTID over det onde, ligesom det gode aldrig er langt væk for den, som tror på det. For amerikanerne er denne usvigelige tro på Gud og det gode sikkert ikke nær så svær at sluge, som det kan være for en ganske almindelig rugbrødsdansker, der ikke anser sig selv for at være Guds udvalgte.

Odds mareridt er en actionfyldt historie, som er hurtig at læse og underholdende imens. Slutningen efterlader ikke tvivl om, at Odds eventyr langt fra er slut, og at Annamaria kommer til at spille en stor rolle i de kommende bind. Det er en klassisk Koontz-roman, som ind i mellem svømmer i klichér. Men klichéer er jo netop blevet klichéer, fordi de som udgangspunkt har været en god fortælling, og selvom jeg kan irriteres over, at Koontz altid synes, han skal fylde læseren med sin lommefilosofi, så kan der være ganske smukke passager gemt i alt plidderpladderet.

Sorg kan ødelægge dig – eller give dig et fikspunkt. Man kan blive klar over, at et forhold var forgæves, fordi det skulle ende med døden for den anden og ensomhed for en selv. Eller man kan erkende, at hvert eneste sekund havde en dybere mening, end man dengang turde indse – var så fuldt af mening at det var alt for skræmmende – og derfor levede man bare livet og tog hver eneste dags kærlighed og latter for givet, uden at give sig selv lov til at dvæle ved, hvor grandiost det hele var.” (s. 152)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Philip & Karen Smith/Getty Images
Dean Koontz hjemmeside

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

The Return

“The Return” er ikke en ret lang film – heldigvis – men desværre føles den ret langtrukken alligevel.

Joanna (Sarah Michelle Gellar) er en omrejsende sælger, som lider af mærkelige syner, under hvilke hun skader sig selv. En dag tager hun til den lille by La Salle i Texas, hvor hun har drømt om en bar. På baren opsøges hun af sin ex-kæreste, som overfalder hende, men hun reddes af den lokale Terry (Peter O’Brian), der ikke er populær i byen. Han har nemlig siddet i fængsel for drabet på sin kone.

Mens Joanna er i La Salle tager synerne til, og det går op for hende, at hun ser et mord, som er blevet begået, og at hun har muligheden for at afsløre morderen – hvis hun da ikke selv bliver hans offer!

Der er flere ting i “The Return”, som irriterer mig. Dels synes jeg, at Sarah Michelle Gellar konstant ser ud, som om hun lige kommer fra en botox operation. Det er muligt, at hun skal se sofistikeret lidende ud, men sådan virker hun ikke på mig. Dels har instruktøren (Asif Kapadia) valgt at lave lange dvælende passager, hvor vi ser fortiden, mens Joanna oplever noget tilsvarende, fx sko der nærmer sig en seng – og så uhyggeligt er det altså ikke. Endelig er jeg også ved at få fnidder af underlægningsmusikken, som er højspændt dramatisk nærmest konstant, og så irriterer det mig, at morderen ser 25 år ældre ud, mens helten ikke ældes.

Men okay, der er en fed scene i filmen, som hiver i den rigtige retning. På et tidspunkt sidder Joanna og ser sig i spejlet (for 138 gang – det billede skal nemlig også vises igen og igen), da hun kigger væk fornemmer seeren et andet ansigt, og da Joanna ser op, får hun også øje på det. Det var ret fedt lavet. Generelt vil jeg dog sige, at har man en anden film, så se den før “The Return”.

Instruktør: Asif Kapadia
Udgivelsesår: 2006

Dansen med den uindbudte gæst af J. Wallis Martin

Dansen med den uindbudte gæst af J. Wallis MartinNicholas bor med sine forældre på en gammel herregård i Nordengland. Han er overbevist om, at han er besat af en ond ånd, og forældrene ansætter en ung pige til at se efter ham. Da hun pludselig forsvinder, starter politiet en efterforskning, hvor den clairvoyante Cramner og parapsykologen Audrah kommer til at spille en rolle.

Læs Litteratursidens anbefaling.

Om Dansen med den uindbudte gæst:

Udgivelsesår: 2004
Forlag: Klim, 229 sider
Originaltitel: Dancing with the uninvited guest

Den døde zone af Stephen King

Den døde zone af Stephen KingJohnny Smith lever et godt liv. Han er kæreste med Sarah, er glad for sit job som lærer og alt er fint. Men en aften efter en hyggelig tur i tivoli kommer han ud for et grimt uheld, som sender ham i coma i mange år. Da han vågner op er alt anderledes. Sarah er blevet gift, Johnnys mor er død – og Johnny har fået en underlig evne. Når han rører ved folk, kan han nogen gange se glimt af deres fremtid!

I starten giver det Johnny en uvelkommen berømmelse, men det lykkes ham at finde ro, da han flytter ud på landet til sin far. Men en dag møder han er kendt politiker, som går efter at vinde præsidentvalget, og da Johnny rører ved ham, får han et glimt af en meget ubehagelig fremtid. For Greg Stillson er en mand med hemmeligheder, ingen kender til.

Nu må Johnny så overveje dilemmaet: hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel, før han kom til magten – ville du så gøre det?

Den døde zone er en fremragende roman. Stephen King beskriver skræmmende, hvordan det må være at vågne op efter mange år og opdage, hvor meget verden har forandret sig. Johnny befinder sig næsten i et helt andet univers, og hans ny evne hjælper ikke det mindste på at få ham til at føle sig tilpas. Og tankeeksperimenet om man kan redde verden ved at slå en anden ihjel, er rigtig interessant stillet op.

Bogen er filmatiseret af David Cronenberg i 1983. Det er ikke verdens bedste Stephen King filmatisering (og slet ikke når man tænker på, hvad David Cronenberg ellers har præsteret), men Martin Sheen og Christopher Walken er dog ok som henholdsvis Greg Stillson og Johnny Smith.

Om bogen:

Originaltitel: The Dead Zone
Udgivelsesår: 1979