november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘computerspil’

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Alone in the Dark

Alone in the DarkJeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde fik set Alone in the Dark efter den minusoplevelse jeg havde med Alone in the Dark II. Men så sendte kanal 6 den, og der var ikke rigtig noget andet i flimmerkassen, så jeg endte alligevel med at få første film med. Og den var langt fra så ringe som toeren.

Edward Carnby er paranormal opdager. Han voksede op på et børnehjem,  hvor 20 børn for 22 år siden forsvandt, inklusive Carnby, men kom tilbage igen. Siden arbejdede han for den paranormale afdeling 713, men nu er han freelance og kæreste med Aline, der arbejder på museet. Hun arbejder for dr. Hudgens, der især studerer et uddødt indiansk samfund kaldet Abskanierne. De fandt en vej ind til mørkets kræfter, og dette udryddede dem. Nu forsøger Hudgens at genskabe dette – men det ved omverdenen ikke…

Historien starter med, at Carnby kommer hjem efter en rejse, hvor han har fundet et relikvie, som Hudgens er så opsat i at få fingre i, at han sender en ud for at slå Carnby ihjel og tage det fra ham. Men Carnby overlever, og bliver involveret i kampen mod nogle grusomme mørkets skabninger – og deres menneskelige kombatanter, som viser sig at være tæt på Carnby.

Selve historien er temmelig tynd og fyldt med huller. Bl.a. fandt jeg ikke helt præcist ud af, hvorfor relikviet var så vigtigt (det var vist noget med stjernernes placering, som gjorde det til et kort eller noget i den stil), og Hudgens motiv stod heller ikke tydeligt for mig, da filmen sluttede. Men til gengæld er her masser af action og mørkevæsnerne er slet ikke uefne. Især når de dør og opløses i røg, ser det rigtig godt ud. Og så bringer setuppet minder til H. P. Lovecrafts fortællinger om et parallelunivers, hvor mørke skabninger lurer.

Filmen bygger på et computerspil, som siden blev forløber til spil som Silent Hill og Resident Evil, der begge har fået lavet film efter sig. Spilbaggrunden kan godt mærkes i opbygningen, som minder lidt om spilbaner. Først “spiller” Carnby mod snigmorderen, så “spiller” soldater mod mørkevæsner, så “spiller” Carnby og co. mod mørkevæsner osv., og det kan godt blive lidt trivielt. Især når der ind i mellem lægges op til en scene, som så forsvinder i skyderi uden forløsning eller afslutning. Til gengæld er Christian Slater som Edward Carnby ca. en millard gange bedre i rollen end Rick Yune, der spiller rollen i toeren.

Alt i alt må man sige, at jeg blev positivt overrasket over Alone in the Dark, som måske ikke er hverken nyskabende eller overraskende, men som alligevel var ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2005

House of the Dead

Forleden så jeg “Alone in the Dark“, som er instrueret af Uwe Boll, og jeg var ret sikker på, at jeg genkendte det navn. Et tjek på IMDB viste, at han også har instrueret “House of the Dead”, men men men – hvor jeg faktisk følte mig ok underholdt af “Alone in the Dark“, så er “House of the Dead” ringe på stort set alle fronter.

Filmens fortæller er Rudy. Sammen med sine venner er han taget til rave party på en ø, der kaldes La Isla de la Muerte – de dødes ø – af de lokale. Vennerne kommer dog for sent til den officelle bådafgang, så de hyrer en lokal sømand, kaptajn Kirk (ja ja, de laver også jokes om det selv) og hans ualmindelig dorske hjælper Salish, som insisterer så meget på at være sømand, at han går i knaldgult regntøj og hat selv i strålende solskin. Med det lokale politi i hælene (for han er selvfølgelig smugler) sejler Kirk dem til øen og sætter dem af, og så deler historien sig i to spor.

I det ene spor ser vi de unge finde rave-festen forladt. Alle de andre er forsvundet, og selvfølgelig går gruppen ud for at lede efter dem. I det andet spor ser vi den brilliante kaptajn Kirk gemme sit smuglergods på stranden, mens han kommer med den dystre forudsigelse: “Det trækker op til storm” – naturligvis efter at have suttet på sin finger og stukket den i vejret!

Så mens Kirk og Salish går i regnvejr og bliver overfaldet af nogle zombi-agtige væsner, bliver vores unge rave-gæster overfaldet af zombi-agtige væsner i solskin længere inde på øen. Flot at holde så perfekt styr på vejrforholdene! (og det var ironisk ment) Den lokale strisser dukker også op, og resten af filmen er et langt sparke zombirøv indslag, hvor de partyglade piger og drenge forvandles til rene amazoner og ramboer. Det er jo også rigtig troværdigt.

Vi får naturligvis også en forklaring på zombierne. En spansk præst myrdede nemlig hele skibets besætning, blev hængt og overlevede på øen ved hjælp af blodet. Øhhh, det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af forklaringen, men måske missede jeg lidt, for jeg faldt simpelthen i søvn og gad ikke spole tilbage efter at have set en af hovedpersonerne få en sabel i hjertet og alligevel rejse sig og smadre the bad guy for good. Men jeg så slutningen, som forsøger at være lidt sofistikeret men egentlig virker ligeså plat som resten af filmen.

Det fornemmes nok ud af min anmeldelse at jeg ikke var særligt begejstret. Jeg synes, manuskriptet var dårligt, historien usammenhængende og skuespillet var mildest talt heller ikke noget at skrive hjem om. Filmen baserer sig på et videospil “The House of the Dead”, og skal vist ses som en prequel hertil. Uwe Boll bruger også klip fra spillene, bl.a. i kampscenerne mod zombierne hvor vi ser heltene slås og så klippes der lige et par sekunders spil ind. Og det er på en måde noget af det bedste i filmen. Godt nok synes jeg, at zombi-kampen er alt alt for lang, men her er trods alt tænkt over detaljerne, og der er flere gode zombi-kill, hvor blodet meget visuelt sprøjter på sjove og anderledes måder.

Alt i alt synes jeg dog, at “House of the Dead” er alt for rodet og dum til at kunne anbefale den.

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2003

Alone in the Dark II

Alone in the Dark II Det er sjældent et godt tegn, når en film bygger på et spil, og når det endda er en toer, kan man næsten være 100% sikker på, at det er noget bras – hvilket Alone in the Dark II efter min mening da også er.

Edward Carnby er den okkult interesserede helt (har vi måske fundet inspiration i John Constantine?), som får fat i en særlig dolk, der muligvis kan give ham udødelighed, men i hvert fald bringer ham i en meget ondskabsfuld heks’ søgelys. Heldigvis er en gruppe gode okkulte personer på jagt efter heksen, og de tager Carnby med sig i håbet om, at han kan hjælpe dem med at dræbe heksen.

Heksen er især efter den smukke, Natalie, hvis mor åbenbart blev ofret til heksen af farfaren. Nu har gruppen kun et håb tilbage – at få hjælp fra den endnu mere erfarne heksejæger, Abner Lundbert (Lance Henriksen), der var best-buddy med farfaren og ved en masse om heksen.

Jeg har ikke set etteren, men tror ikke at jeg er gået glip af det store, for her i toeren er historien hullet som en si. Skuespillet er heller ikke ligefrem i top, med Rick Yune som Carnby der tilsyneladende kun har et ansigtsudtryk at byde på, Rachel Specter som den smukke men ikke særlig troværdige tough girl, Natalie, og Bill Moseley som hendes far der ligner en Amish farmer på afveje. Bedst er Lance Henriksen, men det er i virkeligheden mest fordi han er Lance, for også hans karakter er usammenhængende og selvmodsigende.

Visuel effects af heksen er for så vidt udmærkede, men jeg forstår ikke hendes bevægelsesmønstre. I starten er hun røg, når hun forfølger sine ofre, men mod slutningen hvor det virkelig gælder, kommer hun i stedet for i sin krop, som er væsentlig langsommere og ikke kan komme ind gennem lukkede døre, som hendes røg ellers kunne først i filmen. Og der er andre kæmpe-spørgsmål i filmen – hvorfor prøver de at skyde hende med pistoler, når Carnby ved det ikke virker? Hvorfor benægter Lance først at have en bestemt boks, de kan bruge i kampen mod heksen, og da den så alligevel dukker op i hans hus, bliver det ikke forklaret. Og så videre. Et andet irritationspunkt er, at forsiden lover en rolle til Danny Trejo – og jo, han er da med – i to scener af ca. 2 minutter. Altså helt ærligt?

Jeg tror dog ikke, at Alone in the Dark II er hverken meget værre eller bedre end så mange andre B-gysere, og måske er den bedre, hvis man kender spillet, eller har set etteren (2005). Da jeg ikke har kendskab til nogen af delene, vælger jeg at afskrive denne filmoplevelse blandt de ret ligegyldige.

Om filmen:

Instruktør: Michael Roesch og Peter Scheerer
Udgivelsesår: 2008

Resident Evil: Extinction

Resident Evil: ExtinctionResident Evil: Extinction er den 3. film i serien, som bygger på spillet Resident Evil. Den foregår i en verden, hvor de levende døde stort set har overtaget alt, og hvor de overlevende klarer sig på må og få.

Alice holder sig for sig selv, men da hendes motorcykel “går i stykker” midt i en ørken, opsøger hun en bilkaravane, som er i nærheden. Hun dukker op lige i rette tid til at redde gruppen fra en kæmpeflok zombiefugle og får lov til at slå følge med dem. Men hvor skal man tage hen, når verden er gået under? Og hvorfor er dr. Isaacs og hans mænd stadig efter Alice.

Resident Evil: Extinction er en underholdende film, men ikke voldsomt nyskabende eller overraskende. Denne gang har instruktøren valgt at flytte filmen ud i dagslyset i en ørken, og det giver mulighed for nogle fede scener, som fx zombie-fuglene der dog alligevel ikke kommer til at fungere 100% fordi skuespillet omkring dem ikke er så godt.

Det er også meget sjovt, hvordan de har mixet the road warrior universet med zombierne, og så er der klart nogle gode scener, hvor Alice sparker zombieass, så de forstår det. På minus-siden er, at vi endnu en gang skal se zombie-dobbermænd (kan de ikke finde på noget nyt, hun skal kæmpe imod), og så synes jeg, at dr. Isaacs forvandling til et nærmest udødeligt monster er ret overflødig. Men det har vist noget med spillet at gøre.

Om Resident Evil: Extinction

Instruktør: Russell Mulcahy
Udgivelsesår: 2007

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Hellraiser – Hellworld

Så fik jeg også set den (indtil videre) sidste film i Hellraiser-serien “Hellworld”. Instruktøren er igen Rick Bota, som også stod for film 6 og 7.

“Hellworld” starter under en begravelse. Teenageren Adam er død, og hans venner sidder under begravelsen og har dårlig samvittighed. De spiller alle internetspillet Hellworld, og tilsyneladende var det en total opslugthed af spillet, som slog Adam ihjel.

To år efter begravelsen opstår muligheden for at komme til en gigantisk Hellworld-fest, og det kan de unge ikke modstå. I starten er det da også en fantastisk fest med sprut og kvinder og spændende rum at undersøge. Men så begynder rædslerne. For tilsyneladende er de fantastiske rum IKKE bare rekvisitter, som gruppen troede. Og tilsyneladende er det ikke nødvendigt at åbne for puzzleboxen for at hidkalde Pinhead…

“Hellworld” var en helt okay film, men slet ikke så skræmmende, som den første. Formentlig fordi at vi nu kender præmisserne, og det uhyggelige er jo netop ikke, hvor lemlæstede personerne bliver, men at Pinhead og hans univers dukker op i vores.

Idéen med at man har lavet et computerspil ud af Pinhead, synes jeg er rigtig god. Der findes jo allerede spil om Vietnamkrigen, så mon ikke også de kan finde på at lave et spil om fx Josef Fritz, hvor klamt det end er. Men som sagt er spil-idéen rigtig god, og det er også Lance Henriksens figur (værten for festen). Han har nemlig en bagtanke med at invitere netop hovedpersonerne, og selvom den ikke kommer som en stor overraskelse, så er udførelsen af den rigtig god.

Jeg tror, at “Hellworld” må være den film, som har mindst besøg af Pinhead. Det betyder, at vi ikke høre en masse bibelreferencer, og det var egentlig ganske befriende, for nu skal han bare hente sjæle, og det er det, han gør bedst.

Instruktør: Rick Bota
Udgivelsesår: 2005

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

Også omtalt på horrorsiden.dk

Silent Hill

Silent HillOfte er film, der bygger på spil, ikke ligefrem i topklasse. Jeg blev dog behageligt overrasket over Silent Hill, som helt bestemt er et kig værd.

Pigen Sharon lider af tilbagevendende mareridt om den forladte by, Silent Hill. Mod sin mands vilje tager Rose Sharon med dertil i håb om at finde ud af, hvad det er, der hjemsøger datteren. Men undervejs kører Rose galt, og da hun kommer til sig selv, er Sharon borte. Rose forsøger at finde hende og får hjælp af en motorcykelbetjent, som fulgte efter bilen, da ulykken skete. Men der er noget helt galt i Silent Hill…

Historien er lidt kringlet at finde rundt i, og det havde måske været en fordel at kende spillet først. Men ikke desto mindre var jeg fanget ind fra første minut. Det univers, Christophe Gans skaber i sin film, er så fascinerende og så mystisk og skummelt, at jeg simpelthen flød med og lod mig skræmme. Da jeg efterfølgende så ekstramaterialerne om filmens tilblivelse, fik jeg bare endnu mere ud af filmen. Men det er næsten synd at se dem først.

Sean Bean spiller en mindre rolle som Rose’s mand, og han er jo også altid lidt lækker at se på.

Om Silent Hill:

Instruktør: Christophe Gans
Udgivelsesår: 2006
Tagline: Welcome to Hell

Resident evil: Apocalypse

Alice vågner op på hospitalet og opdager, at hun er helt alene. Ude på gaden finder hun dog ud af, at det ikke er helt sandt, for virussen fra etteren er sluppet ud, og nu er Raccoon City fyldt med zombier, og der er ingen mulighed for at slippe ud. Som om det ikke var galt nok, har The Umbrella Corporation også udviklet et nærmest ustoppelig væsen, kaldet Nemesis, som har fået besked på at eliminere Alice.

Her er virkelig tale om en dårlig toer. Hvor etteren trods alt var underholdende og indeholdt visse overraskelser og gys, så er “Resident evil: Apocalypse” helt uden overraskelser. Man har tilsyneladende ikke kunne finde på nok nyt til at udfylde en hel film, så i stedet har man taget nogle af de gode idéer og effekter fra etteren og genbrugt dem. Bl.a. de levende-døde dobermanns som virkede rigtig godt i første film, men som i en gentagelse ikke kan bruges til noget. Historien er mere end tynd, og dialogen er ualmindelig dårlig. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke spildte penge på en biografbillet, men nøjedes med at se den på dvd.

Instruktør: Alexander Witt
Udgivelsesår: 2004

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Resident evil

Alice (Milla Jovovich) vågner op i et tomt luksuriøst hus uden hukommelse. Hun ser billeder og andre tegn på, at hun er gift, men husker intet. Pludselig brager dørene op, og ind stormer en gruppe soldater. De skal ind i “The hive” – et underjordisk kompleks af laboratorier og kontorer, hvor The Umbrella Corporation holder til. Her udvikler de bl.a. biologiske våben. Og det er et af dem, der er kommet ud af kontrol. Alice følger med soldaterne, og under forsøget på at nå ind til hovedcomputeren støder de på døde, som ikke kan finde ud af at forblive døde!

“Resident evil” bygger på et computerspil, og har ikke de store overraskelser at byde på. Skuespillet er heller ikke i verdensklasse, og special effects er nogle gange mere specielle end gode. Ikke desto mindre er filmen underholdende, og der er flere gode scener med “hop ud af stolen-gys”. Slutningen er heller ikke så forudsigelig, som de ofte kan være i scifi-gysere med tidligere modeller og ex-rappere i hovedrollerne.

Milla Jovovich har været med i flere actionfilm efterhånden, og har efter min mening i ligeså høj grad fortjent prædikatet kvindelig action-stjerne, som Angelina Jolie (Tomb Raider) har. Milla flyver gennem luften og sparker zombi-r.. med stil – selvom hun nok ikke vil gøre sig så godt i film med mere dybde.

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 2002

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Doom

Doom er en af den slags gysere, jeg bare holder af, selvom jeg godt ved, at det ikke er god smag. Doom er bygget på en computerspil, og det viser sig naturligvis i endimensionelle figurer og et ikke helt holdbart plot. Men der er masser af action, og effekterne er i top. Og så er det jo altid sjovt at se The Rock uddele øretæver.

Noget går galt på en forskningsstation på Mars, og The Rock sendes op sammen med sine soldater for at rydde op. Nogle væmmelige uhyrer er tilsyneladende brudt ud og slår alle ihjel. Men sagen er alligevel ikke så simpel, og snart er The Rock på kollisionstur med en af sine bedste soldater, John Grimm (Karl Urban).

Instruktør: Andrzej Bartkowiak
Udgivelsesår: 2005