august 2018
M T O T F L S
« jul    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘computerspil’

Ready Player One af Ernest Cline

Ready Player One af Ernest ClineI en verden hvor sult og fattigdom er reglen snarere end undtagelsen, er det virtuelle univers OASIS tilflugtssted for alle, som kan skrabe penge nok sammen til et visir. Det gælder også for den forældreløse Wade, som hutler sig gennem tilværelsen og drømmer om at blive den, der finder Hallidays ‘æg’. Da grundlæggeren af OASIS, James Halliday, døde, efterlod han nemlig et anderledes testamente. OASIS samt hele Hallidays formue tilfalder den, som kan løse en række gåder, der er gemt rundt i OASIS.

Wade – eller Parzival som han kalder sig i OASIS – er dog langt fra den eneste, der leder efter ægget. Over hele verden har ‘jæggere’ kastet sig ind i jagten, og også den multinationale koncern Innovative Online Industries, IOI, håber på at finde ægget. Faktisk bruger de alle midler, for den som vinder OASIS får nærmest ubegrænset magt.

Selvom Wade er en enspænder, har han dog også et par venner. I OASIS hænger han tit ud med Aech, som også er inkarneret jægger. Og da det lykkes for Wade at løse Hallidays første udfordring, møder han Art3mis, hvilket fordobler hans vennekreds.

Men IOI er lige i hælene på Wade, og snart er udvikler jagten sig til en dyst på liv og død.

Lad det være sagt med det samme. Jeg var vild med Ready Player One. På trods af at jeg er meget lidt interesseret i computerspil, så var de 634 sider ikke én side for meget. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og Ernest Cline får den virtuelle verden til at fremstå troværdig og forståelig. Der er ingen tvivl om, at levede jeg i Wades verden á la 2045, ville jeg også hellere tilbringe min tid i en virtuel virkelighed. For det er garanteret ikke en tilfældighed, at OASIS eller Ontologically Anthropocentric Sensory Immersive Simulation som akronymet står for, på engelsk betyder oase.

Ready Player One er fyldt med referencer til film, spil og musik fra 1970’erne og 1980’erne. OASIS grundlæggeren Halliday var bidt af den periode, så for at kunne løse hans opgaver er jæggerne nødt til at sætte sig grundigt ind i den tid. Da jeg selv har været barn og ung samtidig, er det sjovt at genkende de mange referencer. Men – da Cline bruger samme 80’er tema i romanen Armada, som jeg læste for ikke så længe siden, så føles det ikke helt så sjovt denne gang. Det er dog ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen. Det giver bare ikke helt samme sjove pust som i Armada.

Da her er tale om en ungdomsroman, er slutningen ikke den helt store overraskelse. Ikke desto mindre er vejen dertil både underholdende og til tider endda temmelig nervepirrende. Jeg var godt underholdt under læsningen, og kan kun anbefale Ready Player One – også selvom du ikke er computernørd eller var ung i 1980’erne 🙂

Steven Spielberg står bag filmatiseringen af Ready Player One, som havde premiere d. 29. marts 2018. Jeg har ikke fået set filmen endnu, men brugerne på IMDB.com har ratet den til 7.8. Noget tyder således på, at Spielberg ikke har skudt helt ved siden af.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Ready Player One:

Udgivelsesår: 2013/2018
Forlag: Tellerup, 634 sider
Omslag: Warner Bros. Entertainment Inc.

Læs også:

Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Metrozone af Søren Mosdal

Lucas’ Black Friday af Ellen Holmboe

Lucas' Black Friday af Ellen Holmboe

Lucas kigger sig over skulderen. Køen er vokset helt vildt, siden de kom. Den bugter sig på begge sider af afspærringen, der slet ikke er lang nok. Hvor mange er der nu? Tusind? Ti tusind? Det er umuligt at afgøre, og der kommer hele tiden flere. Køen ligner en gigantisk slange. Et levende væsen, der er klar til at gå til angreb. Lucas bider tænderne sammen, så det knager. Der er kun én demo, og det er hans. Det er Lucas mod Emma. Det er kamp til døden. Snart skal Emma lære, hvad det vil sige at blive ramt af ‘friendly fire’. (s. 36)

Lucas er vild med at spille Counter-Strike. Han er også dygtig. Alligevel er han tæt på at blive smidt af holdet, fordi han ikke har råd til at købe noget bedre gear, og den gamle computer kan simpelthen ikke følge med. Så da hans drømmeskærm kommer på tilbud, lykkes det ham at overtale forældrene til at købe den til ham. Det eneste problem er bare, at der kun er én skærm, og hans spillerkonkurent Emma er også ude efter den.

På bagsiden fortæller Ellen Holmboe, at Lucas’ Black Friday er baseret på virkelige begivenheder, og før hvert kapitel får vi en overskrift og en kort beskrivelse af groteske begivenheder, der har udspillet sig under Black Friday i virkelighedens verden. F.eks. i 2011 hvor en 61-årig mand falder om med hjerteproblemer. I shoppingtumulten går de andre kunder bare forbi ham, og da ambulancefolkene endelig kan nå frem til ham, er han død.

Lucas’ Black Friday er en tankevækkende roman for de +10-årige. Bogen sætter forbrugersamfundets mørke sider på spidsen, samtidig med at den fortæller en underholdende og spændende historie. For også Lucas får rundsave på armene, og Holmboe tegner et grumt billede af, hvordan grådighed og hensynsløshed uhæmmet løber løbsk under iveren for at få fingre i den eftertragtede gamerskærm.

Historien er ret barsk, og slutningen næsten giver ondt i maven. Det tror jeg dog godt, at målgruppen kan håndtere. Og så opfordrer Holmboe i efterskriftet læserne til at finde på alternativer til den uhæmmede konsumerisme, som Black Friday repræsenterer.

Jeg var godt underholdt af Lucas’ Black Friday, og jeg tænker mig nok lige om en ekstra gang, før jeg går på udsalg igen.

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Om Lucas’ Black Friday:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 61 sider
Omslag: Nana Torp
Lix: 16

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline

Armada - Spillet om jorden af Ernest Cline18-årige Zack går op i computerspil, men selvfølgelig kan han kende forskel på spil og virkelighed. Indtil den dag han opdager et rumskib fra yndlingsspillet Armada udenfor skolen …

Egentlig burde jeg slet ikke være interesseret i denne roman, for jeg spiller aldrig computerspil. Ikke desto mindre slugte jeg Ernest Clines Armada – Spillet om jorden over et par dage, kun afbrudt af det allermest nødvendige (såsom arbejde og den slags). Jeg blev nemlig lynhurtigt fanget ind af historien, som måske nok handler om computerspil, men som fortælles så spændende, at jeg kunne leve mig ind i det hele.

Zack går i High School. Hans far døde da Zack var ganske lille, så han bor alene med sin mor. Faren var en computernørd, og Zack har arvet hans interesse. Han spiller masser af computerspil, mens han lytter til farens musik, som moren har gemt. Hun har også gemt et gammelt hæfte, hvor Zacks far skrev nogle mystiske noter om en gigantisk sammensværgelse mellem spiludviklere og det amerikanske militær. Ting, der lyder som om de er udtænkt af en paranoid, syg hjerne.

Så da Zack midt i en time ser et rumskib fra hans yndlingsspil flyve udenfor skolens vinduer, frygter han, at farens sindssyge er nedarvet til ham. Men snart går det op for ham, at der måske alligevel er noget om farens noter. Og at jordens overlevelse er på spil.

Jeg var som sagt dybt underholdt af Armada – Spillet om jorden. Zacks far var ung i 1980’erne, så historien er fyldt med referencer til arkadespil, film og musik, og jeg havde en fest med de mange minder, der dukkede op undervejs. Cline smider også en masse henvisninger ind på bøger, som f.eks. Enders strategi, en af mine yndlings romaner.

Men selvom man ikke skulle have samme referenceramme vedr. 1980’erne, så er historien i sig selv elementært spændende. En invasion truer jorden, så hvad gør vi? Men Cline giver lige det klassiske setup et twist, for er der ikke noget sært i den måde rumvæsnerne opfører sig på? Og slutningen kunne sagtens lægge op til en fortsættelse.

Armada – Spillet om rummet er en ungdomsroman, men selvom begivenhederne til tider udspiller sig lidt vel “heldigt”, så var jeg som voksen læser nu alligevel godt underholdt. Så er du science fiction elsker (eller computerspils-entusiast), bør du absolut sætte dig godt til rette og lade dig underholde af Zack og co.

Forfatteren Ernest Cline har også skrevet den roste og nyligt filmatiserede Ready Player One, som jeg dog ikke har læst endnu.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Armada – Spillet om jorden:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 497 sider
Omslag: Will Staehle
Vignetter: Mark Duszkiewicz

Læs også:

Den 5. bølge af Rick Yancey 
Illuminae
af Amie Kaufman og Jay Kristof.

 

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

Metrozone af Søren Mosdal

Metrozone af Søren MosdalActionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser

Jeg kan godt lide at læse tegneserier, og synes det er særligt sjovt, når de er danske. Men ofte er det forfatteren til historien og ikke tegneren af illustrationerne, udgivelserne opstilles og omtales efter. Måske af den grund er der ikke altid så meget fokus på billedsiden, og det er en skam. For i Danmark har vi mange dygtige tegnere.

Søren Mosdal er en af dem, og han har både skrevet og illustreret Metrozone – en actionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser.

I 2027 er jordens klima gået amok. Store dele af kloden er oversvømmet, og radioaktive storme forhindrer folk i at bevæge sig udenfor uden beskyttelse. I byen Aurinko bor præsident Putko og den rige del af befolkningen i en Ark over havet, mens resten af befolkningen er fanget i metrosystemet, hvor vandmasserne dagligt truer med at bryde igennem lugerne.

Nikki er en af metrobeboerne. Hun er vokset op her sammen med sin mor og sin bror, som for nogle måneder siden forsvandt og nu formodes død. Men en dag dukker han op igen som en biomekanoid, et kunstigt skabt væsen hvis krop er blevet udskiftet med nye og stærkere celler.

Biomekaerne har ingen hukommelse om deres tid som menneske – men det har Nikkis bror, og nu opsøger han Nikki for at redde hende ud af metroen. Den plan er Nikki dog ikke ubetinget enig i, for alle afskyer biomekaer. Snart er de to dog på vild flugt fra præsident Putkos styrker, som jagter dem i de labyrintiske tunneller. Under flugten må Nikki finde nye sider af sig selv frem, og spørgsmålet er, om det lykkes dem at nå Arken og friheden.

Der er fuld knald på Metrozone, som er super underholdende og spændende tegnet. Søren Mosdals illustrationer sprænger al almindelig tegneserieopbygning, og klipper filmisk historien frem. Farverne er neonagtige som en homage til de amerikanske scifi comics fra 1980’erne, Mosdal selv er vokset op med, mens stemningen er dyster og trøstesløs.

Jeg blev hurtigt fanget af historien om Nikki, og hendes drøm om at undslippe det klaustrofobiske metrosamfund, der fuldstændigt er underlagt præsident Putkos tyranniske regime. Hun lyser i mørket som en stråle af håb fyldt af ungdommens uskyld og overmod, og bringer lidt humor ind i en ellers mørk fortælling. Med en i øvrigt meget overraskende slutning!

Mondoshawan alienUndervejs hyggede jeg mig også med at finde diverse referencer. F.eks. ligner ”myrerne” (de biomekaer som forfølger Nikki og broren) Mondoshawan aliens’ne fra ”Det Femte Element”, mens Nikkis bror godt kunne være en lyshåret Snake Pliskin.

På et tidspunkt går Nikki ind i en tunnel med skiltet ”HC SVNT DRACONES”. En formulering som kendes fra gamle kort, når søfolkene sejlede ud i ukendt, farligt farvand. Under læsningen af Metrozone fandt jeg ud af, at det også er navnet på et post-cyberpunk rollespil, som udspiller sig 700 år ude i fremtiden efter menneskets udryddelse, hvor befolkningen er Vectors, som er en blanding af menneske- og dyregener. Begge fortolkninger passer i øvrigt godt til Mosdals fortælling.

Så har du lyst til en veltegnet, actionfyldt og underholdende tegneserie, der både kan læses som ren spas, men også har en række underliggende temaer som klimaforandringer og undertrykkelse, så grib endelig fat i Søren Mosdals Metrozone. Den har det hele.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Metrozone:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, Ca. 140 sider
Omslag og illustrationer: Søren Mosdal

Se bogtraileren til Metrozone
Besøg Søren Mosdals blog

Resident Evil: Afterlife

Resident Evil: AfterlifePå trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Resident Evil: Afterlife som er film nr. fire starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se Resident Evil: Afterlife. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

Resident Evil: Afterlife kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Alone in the Dark

Alone in the DarkJeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde fik set Alone in the Dark efter den minusoplevelse jeg havde med Alone in the Dark II. Men så sendte kanal 6 den, og der var ikke rigtig noget andet i flimmerkassen, så jeg endte alligevel med at få første film med. Og den var langt fra så ringe som toeren.

Edward Carnby er paranormal opdager. Han voksede op på et børnehjem,  hvor 20 børn for 22 år siden forsvandt, inklusive Carnby, men kom tilbage igen. Siden arbejdede han for den paranormale afdeling 713, men nu er han freelance og kæreste med Aline, der arbejder på museet. Hun arbejder for dr. Hudgens, der især studerer et uddødt indiansk samfund kaldet Abskanierne. De fandt en vej ind til mørkets kræfter, og dette udryddede dem. Nu forsøger Hudgens at genskabe dette – men det ved omverdenen ikke…

Historien starter med, at Carnby kommer hjem efter en rejse, hvor han har fundet et relikvie, som Hudgens er så opsat i at få fingre i, at han sender en ud for at slå Carnby ihjel og tage det fra ham. Men Carnby overlever, og bliver involveret i kampen mod nogle grusomme mørkets skabninger – og deres menneskelige kombatanter, som viser sig at være tæt på Carnby.

Selve historien er temmelig tynd og fyldt med huller. Bl.a. fandt jeg ikke helt præcist ud af, hvorfor relikviet var så vigtigt (det var vist noget med stjernernes placering, som gjorde det til et kort eller noget i den stil), og Hudgens motiv stod heller ikke tydeligt for mig, da filmen sluttede. Men til gengæld er her masser af action og mørkevæsnerne er slet ikke uefne. Især når de dør og opløses i røg, ser det rigtig godt ud. Og så bringer setuppet minder til H. P. Lovecrafts fortællinger om et parallelunivers, hvor mørke skabninger lurer.

Filmen bygger på et computerspil, som siden blev forløber til spil som Silent Hill og Resident Evil, der begge har fået lavet film efter sig. Spilbaggrunden kan godt mærkes i opbygningen, som minder lidt om spilbaner. Først “spiller” Carnby mod snigmorderen, så “spiller” soldater mod mørkevæsner, så “spiller” Carnby og co. mod mørkevæsner osv., og det kan godt blive lidt trivielt. Især når der ind i mellem lægges op til en scene, som så forsvinder i skyderi uden forløsning eller afslutning. Til gengæld er Christian Slater som Edward Carnby ca. en millard gange bedre i rollen end Rick Yune, der spiller rollen i toeren.

Alt i alt må man sige, at jeg blev positivt overrasket over Alone in the Dark, som måske ikke er hverken nyskabende eller overraskende, men som alligevel var ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2005

House of the Dead

Forleden så jeg “Alone in the Dark“, som er instrueret af Uwe Boll, og jeg var ret sikker på, at jeg genkendte det navn. Et tjek på IMDB viste, at han også har instrueret “House of the Dead”, men men men – hvor jeg faktisk følte mig ok underholdt af “Alone in the Dark“, så er “House of the Dead” ringe på stort set alle fronter.

Filmens fortæller er Rudy. Sammen med sine venner er han taget til rave party på en ø, der kaldes La Isla de la Muerte – de dødes ø – af de lokale. Vennerne kommer dog for sent til den officelle bådafgang, så de hyrer en lokal sømand, kaptajn Kirk (ja ja, de laver også jokes om det selv) og hans ualmindelig dorske hjælper Salish, som insisterer så meget på at være sømand, at han går i knaldgult regntøj og hat selv i strålende solskin. Med det lokale politi i hælene (for han er selvfølgelig smugler) sejler Kirk dem til øen og sætter dem af, og så deler historien sig i to spor.

I det ene spor ser vi de unge finde rave-festen forladt. Alle de andre er forsvundet, og selvfølgelig går gruppen ud for at lede efter dem. I det andet spor ser vi den brilliante kaptajn Kirk gemme sit smuglergods på stranden, mens han kommer med den dystre forudsigelse: “Det trækker op til storm” – naturligvis efter at have suttet på sin finger og stukket den i vejret!

Så mens Kirk og Salish går i regnvejr og bliver overfaldet af nogle zombi-agtige væsner, bliver vores unge rave-gæster overfaldet af zombi-agtige væsner i solskin længere inde på øen. Flot at holde så perfekt styr på vejrforholdene! (og det var ironisk ment) Den lokale strisser dukker også op, og resten af filmen er et langt sparke zombirøv indslag, hvor de partyglade piger og drenge forvandles til rene amazoner og ramboer. Det er jo også rigtig troværdigt.

Vi får naturligvis også en forklaring på zombierne. En spansk præst myrdede nemlig hele skibets besætning, blev hængt og overlevede på øen ved hjælp af blodet. Øhhh, det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af forklaringen, men måske missede jeg lidt, for jeg faldt simpelthen i søvn og gad ikke spole tilbage efter at have set en af hovedpersonerne få en sabel i hjertet og alligevel rejse sig og smadre the bad guy for good. Men jeg så slutningen, som forsøger at være lidt sofistikeret men egentlig virker ligeså plat som resten af filmen.

Det fornemmes nok ud af min anmeldelse at jeg ikke var særligt begejstret. Jeg synes, manuskriptet var dårligt, historien usammenhængende og skuespillet var mildest talt heller ikke noget at skrive hjem om. Filmen baserer sig på et videospil “The House of the Dead”, og skal vist ses som en prequel hertil. Uwe Boll bruger også klip fra spillene, bl.a. i kampscenerne mod zombierne hvor vi ser heltene slås og så klippes der lige et par sekunders spil ind. Og det er på en måde noget af det bedste i filmen. Godt nok synes jeg, at zombi-kampen er alt alt for lang, men her er trods alt tænkt over detaljerne, og der er flere gode zombi-kill, hvor blodet meget visuelt sprøjter på sjove og anderledes måder.

Alt i alt synes jeg dog, at “House of the Dead” er alt for rodet og dum til at kunne anbefale den.

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2003

Alone in the Dark II

Alone in the Dark II Det er sjældent et godt tegn, når en film bygger på et spil, og når det endda er en toer, kan man næsten være 100% sikker på, at det er noget bras – hvilket Alone in the Dark II efter min mening da også er.

Edward Carnby er den okkult interesserede helt (har vi måske fundet inspiration i John Constantine?), som får fat i en særlig dolk, der muligvis kan give ham udødelighed, men i hvert fald bringer ham i en meget ondskabsfuld heks’ søgelys. Heldigvis er en gruppe gode okkulte personer på jagt efter heksen, og de tager Carnby med sig i håbet om, at han kan hjælpe dem med at dræbe heksen.

Heksen er især efter den smukke, Natalie, hvis mor åbenbart blev ofret til heksen af farfaren. Nu har gruppen kun et håb tilbage – at få hjælp fra den endnu mere erfarne heksejæger, Abner Lundbert (Lance Henriksen), der var best-buddy med farfaren og ved en masse om heksen.

Jeg har ikke set etteren, men tror ikke at jeg er gået glip af det store, for her i toeren er historien hullet som en si. Skuespillet er heller ikke ligefrem i top, med Rick Yune som Carnby der tilsyneladende kun har et ansigtsudtryk at byde på, Rachel Specter som den smukke men ikke særlig troværdige tough girl, Natalie, og Bill Moseley som hendes far der ligner en Amish farmer på afveje. Bedst er Lance Henriksen, men det er i virkeligheden mest fordi han er Lance, for også hans karakter er usammenhængende og selvmodsigende.

Visuel effects af heksen er for så vidt udmærkede, men jeg forstår ikke hendes bevægelsesmønstre. I starten er hun røg, når hun forfølger sine ofre, men mod slutningen hvor det virkelig gælder, kommer hun i stedet for i sin krop, som er væsentlig langsommere og ikke kan komme ind gennem lukkede døre, som hendes røg ellers kunne først i filmen. Og der er andre kæmpe-spørgsmål i filmen – hvorfor prøver de at skyde hende med pistoler, når Carnby ved det ikke virker? Hvorfor benægter Lance først at have en bestemt boks, de kan bruge i kampen mod heksen, og da den så alligevel dukker op i hans hus, bliver det ikke forklaret. Og så videre. Et andet irritationspunkt er, at forsiden lover en rolle til Danny Trejo – og jo, han er da med – i to scener af ca. 2 minutter. Altså helt ærligt?

Jeg tror dog ikke, at Alone in the Dark II er hverken meget værre eller bedre end så mange andre B-gysere, og måske er den bedre, hvis man kender spillet, eller har set etteren (2005). Da jeg ikke har kendskab til nogen af delene, vælger jeg at afskrive denne filmoplevelse blandt de ret ligegyldige.

Om filmen:

Instruktør: Michael Roesch og Peter Scheerer
Udgivelsesår: 2008

Resident Evil: Extinction

Resident Evil: ExtinctionResident Evil: Extinction er den 3. film i serien, som bygger på spillet Resident Evil. Den foregår i en verden, hvor de levende døde stort set har overtaget alt, og hvor de overlevende klarer sig på må og få.

Alice holder sig for sig selv, men da hendes motorcykel “går i stykker” midt i en ørken, opsøger hun en bilkaravane, som er i nærheden. Hun dukker op lige i rette tid til at redde gruppen fra en kæmpeflok zombiefugle og får lov til at slå følge med dem. Men hvor skal man tage hen, når verden er gået under? Og hvorfor er dr. Isaacs og hans mænd stadig efter Alice.

Resident Evil: Extinction er en underholdende film, men ikke voldsomt nyskabende eller overraskende. Denne gang har instruktøren valgt at flytte filmen ud i dagslyset i en ørken, og det giver mulighed for nogle fede scener, som fx zombie-fuglene der dog alligevel ikke kommer til at fungere 100% fordi skuespillet omkring dem ikke er så godt.

Det er også meget sjovt, hvordan de har mixet the road warrior universet med zombierne, og så er der klart nogle gode scener, hvor Alice sparker zombieass, så de forstår det. På minus-siden er, at vi endnu en gang skal se zombie-dobbermænd (kan de ikke finde på noget nyt, hun skal kæmpe imod), og så synes jeg, at dr. Isaacs forvandling til et nærmest udødeligt monster er ret overflødig. Men det har vist noget med spillet at gøre.

Om Resident Evil: Extinction

Instruktør: Russell Mulcahy
Udgivelsesår: 2007

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson