november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Cthulhu Mythos’

Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Ved vanviddets bjerge 2013For nyligt udgav forlaget Antenna Ved vanviddets bjerge med tre noveller af H. P. Lovecraft samt et essay med en introduktion til forfatteren og forfatterskabet. Udover en nyoversættelse af titelnovellen “At the Mountains of Madness” indeholder samlingen også en nyoversættelse af “The Call of Cthulhu” samt “The Dreams in the Witch House” som her for første gang er blevet oversat til dansk.

Hvis man på nogen måde er interesseret i Lovecrafts fantastiske historier, er Ved vanviddets bjerge et absolut must. Jakob Friis Andersen, som både har oversat fortællingerne samt skrevet essayet med den korte indføring i Lovecrafts liv og litterære univers, har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Det er lykkes ham at gøre teksten nutidig, samtidig med at han har bevaret den original tone og stemning, og jeg håber, at han vil kaste sig over flere oversættelser af Lovecraft.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle  store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Mens størsteparten af redningsekspeditionen forsøger at skabe orden i den ødelagte lejr, flyver to mænd dog videre for at finde ud af mere. De opdager en kæmpemæssig by bag bjergene, men byen gemmer på en grusom hemmelighed.

Da Interpresse i 1995 udgav deres oversættelse af Vanviddets bjerge, var jeg ikke voldsomt imponeret, og fandt historien en smule langtrukken. I Jakob Friis Andersens oversættelse er fortællingen blevet langt mere levende, selvom det vitterlig er en stillestående historie. Endnu mere interessant blev den, da jeg læste JFA’s essay sidst i bogen. Her kalder han novellen for “en tør beretning”, men forklarer hvordan dette er et bevidst valg fra forfatterens side og uddyber derefter sin betragtning på en overbevisende måde.

En anden interessant iagttagelse i JFA’s efterfølgende essay er hans kig på Lovecrafts inspirationskilder. Dels hans fascination af Antarktis som, da historien udkom, langt fra var udforsket, og dels inspirationen fra Edgar Allan Poes eneste roman Arthur Gordon Pyms eventyr. Men JFA påpeger, at Lovecraft også har en tredje inspirationskilde: “Dyers ankomst til og ophold i De Ældres metropolis kan ses som et billede på Lovecrafts ankomst til og ophold i New York – og som et billede på Lovecrafts socio-politiske overbevisninger generelt [herefter følger et citat fra et brev fra 1922]… og jeg så for første gang New Yorks gigantiske omrids. Det var et mystisk syn i den sene eftermiddags gyldne sol; en drømme-ting i en mat grå farve, der tegnede sig i silhuet mod en himmel af mat, grå røg. By og himmel lignede hinanden så meget at man knap nok kunne være sikker på, at der overhovedet var en by – at de tårne og spir, man bildte sig ind, man så, ikke simpelthen blot var illusioner“. En tilsvarende fatamorgana-agtig beskrivelse giver Lovecraft af byen ved vanviddets bjerge.

Man behøver dog ikke at læse essayet for at få fornøjelse af udgivelsen, hvis man ikke er interesseret i det mere analytiske. De tre fortællinger står stærkt i sig selv, og for mig var det særligt interessant endeligt at få læst “The Dreams in the Witch House”, som jeg ellers kun har set en filmatisering af, og som jeg for nyligt læste en videredigtning af i novellen “The Statement of Frank Elwood” af Pete Rawlik fra antologien Urban Cthulhu: Nightmare Cities.

Den studerende Walter Gilman er flyttet ind i et gammelt hus i Arkham i det selvsamme værelse, som engang blev beboet af heksen Keziah Mason. Hans store interesse er matematik, men da han indtræder på universitetet i Arkham, begynder han at forbinde sin matematik med de fantastiske sagn om ældre magi, og ad den vej opstår hans fascination af Keziah, som under sin retssal i 1692 fortalte om linjer og kurver, som man kunne få til at udpege retninger, der ledte gennem rummets vægge til andre rum hinsides. Men hans betagelse af Keziah og ikke mindst hans ophold i værelset med de skæve dimensioner fører ulykke med sig.

Den sidste novelle er nyoversættelsen af “The Call of Cthulhu”, som tidligere har været oversat i bl.a. Frygtens herre fra 1983. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort. Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende, og ligesom i Ved vanviddets bjerge advarer fortælleren stærkt om at andre skal få samme kendskab til verden som han selv har fået.

De tre fortællinger er alle velskrevne Lovecraft-fortællinger, og i Jakob Friis Andersens oversættelse er de absolut læseværdige, så læs eller genlæs Ved vanviddets bjerge og bliv skræmt af den gamle mester.

Læs mere på forlaget Antennas hjemmeside

Om bogen:

Omslag: Peder Balke
Udgivelsesår: 2013
Originaludgivelsesår: “At the Mountains of Madness”, 1936; “The Call of Cthulhu”, 1928; “The Dreams in the Witch House”, 1933

 

I saw mommy kissing Yog-Sothoth

Et link fra Michael Kamp førte mig til denne fantastisk julesang i en ny H. P. Lovecraft fortolkning, som jeg da også lige vil poste her 🙂

Dagon

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

The Dunwich Horror

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970

Tidens skygge af H. P. Lovecraft

Tidens skyggeEfter 22 års mareridt og rædsel, kun skånet af en desperat overbevisning om at visse indtryk skyldes mytologiske beretninger, vil jeg ikke garantere for sandheden af, hvad jeg mener, jeg fandt i det vestlige Australien natten mellem den 17. og 18. juli 1935. Jeg har grund til at håbe, at min oplevelse helt eller delvist er en hallucination – da der sandelig var rigeligt med årsager for en sådan. Og alligevel virkede det så frygteligt realistisk, at jeg sommetider finder det umuligt at håbe.”

Sådan starter Tidens skygge, som er Nathaniel Wingate Peaslee beretning om sine fantastiske oplevelser for mere end 20 år siden, som han nedskriver til sin søn, professor Wingate Peaslee på Miskatonic University, i håb om at han vil bremse de udgravninger i Australien, som var hjemsted for fortællerens sidste mareridt.

Før begivenhederne begyndte, havde Nathaniel aldrig interesseret sig for hverken okkultisme eller parapsykologi. Han underviste i nationaløkonomi og levede et almindeligt liv med kone og børn. Men en dag ændrede alt sig, da han pludselig faldt sammen i en døs, som ingen kunne vække ham fra. Om natten vågnede han dog op igen, men havde besvær med at tale og bevæge ansigtsmusklerne, og selvom han hurtigt genvandt de fysiske evner, led han af hukommelsestab.

De næste fem år var Nathaniel som en anden person med en langt større intelligens. Han rejste rundt i verden og indsamlede viden, mens familielivet faldt i stykker. Han blev skilt og kun sønnen Wingate holdt ved gennem de mærkelige år. Så pludselig efter godt fem år, forsvandt den nye personlighed, og en konfus Nathaniel dukkede igen op i sin krop – overbevist om, at han var tilbage på universitetet i den klasse, han var besvimet i.

Nu startede for alvor en svær tid, for Nathaniel havde ingen minder om de sidste fem år. Til gengæld fik han nogle underlige foruroligende drømme, hvor han befandt sig i en anden verden i en fremmed krop. Disse drømme virkede så virkelige, at Nathaniel satte sig for at undersøge forskellige myter og skrifter, og snart gik det op for ham, at drømmene måske i virkeligheden var erindringer. Og det var disse erindringer som indirekte førte til opgravningen i den australske ørken, der afslørede den frygtelige hemmelighed, som Nathaniel desperat håber, er en hallucination i starten af bogen.

H. P. Lovecraft skrev The Shadow Out of Time i 1935, og den udkom første gang i 1936 i magasinet Astounding Stories. Ifølge Wikipedia blev Lovecraft inspireret til at skrive historien efter at have set fantasy filmen Berkeley Square fire gange i løbet af 1933. Filmen handler om en ung amerikaner fra det 20. århundrede, som ender tilbage i London under den amerikanske revolution, hvor han møder sine forfædre. Tanken om at transportere personligheden gennem tiden havde Lovecraft også selv puslet med i Tilfældet Dexter Ward, som han skrev i 1927, men som først udkom i 1941. Læs mere på Wikipedia.

Lovecraft har også beskæftiget sig med idéen om, at et stærkere sind kan besætte en andens krop i novellen Rædslen fra Dunwich, hvor en troldmand besætter kroppen af fortællerens bedste ven, selv efter troldmandens død.

Tidens skygge af H. P. Lovecraft blev første gang udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 1992 og igen senere i samlingen Farven fra rummet fra 2004. Historien om Nathaniels dobbeltliv er på en side fascinerende, og på den anden side bliver det til tider lidt langtrukkent. Beskrivelserne af hans drømme og tiden i den anden verden er lidt ensformige, og først da han drager ud i ørkenen sammen med sønnen og resten af ekspeditionsholdet, synes jeg, der kommer fart i handlingen. Til gengæld er de sidste 20 sider, hvor Nathaniel finder indgangen til den by, han har opholdt sig i i drømme, fyldt med handling og redder lidt historien i mine øjne.

Jeg har på seneste læst de fleste af de danske oversættelser af Lovecraft historier, jeg har kunnet finde, og jeg må indrømme, at selvom jeg holder af hans historier og hans univers, så kan det ikke anbefales at læse dem for tæt på hinanden. Dertil minder mange af dem lidt for meget om hinanden, og hans måde at lade tingene være “ubeskriveligt grufulde” bliver en smule trættende i længden.

Om Tidens skygge:

Original titel: The Shadow Out of Time
Original udgivelsesår: 1936

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Rædslen fra Dunwich af H. P. Lovecraft

Rædslen fra DunwichRædslen fra Dunwich var den første af tre udgivelser fra forlaget Interpresse med H. P. Lovecraft historier på dansk. Før disse tre bøger (som desværre er temmelig dårligt oversat) var det kun et meget begrænset udvalg af Lovecrafts noveller på dansk. Rædslen fra Dunwich indeholder tre noveller: “Kaldet fra Cthulhu” (tidligere udkommet som “Når Cthulhu kalder” i Frygtens herre), “Rædslen fra Dunwich” og “Tingen på tærsklen”.

Kaldet fra Cthulhu” er historien om nogle mystiske begivenheder, som set på afstand hænger sammen på grufuld vis. Historiens fortæller er arving og eksekutor for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var kommet på sporet af nogle fantastiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. Og dette har tilsyneladende også forbindelse til en norsk sømands vanvittige og uforklarlige oplevelser under en voldsom storm. Fortælleren opdager nemlig, at de forfærdelige hændelser har udspring i den frygtelige Cthulhu-mytologi, og slutter fortællingen af med ordene:

Cthulu lever også stadig, formoder jeg, i sin stenkrypt, som har været hans vugge, siden Solen var ung. Hans forbandede by er sunket endnu en gang, for S/S Vigilant sejlede hen over stedet efter aprilstormen. Men hans præster på Jorden brøler og prædiker og dræber stadig foran hans billede rundt omkring på ensomme steder. Han må være blevet fanget, mens han stadig var inde i sit sorte dyb – ellers ville kloden nu have været et skrigende galehus. Hvem kender slutningen? Hvad der har rejst sig kan synke igen – og hvad der er sunket kan rejse sig igen. Det modbydelige venter og drømmer i dybet, og fordærv spreder sig i menneskets vaklende byer. Der vil komme en dag – men jeg må ikke og kan ikke tænke! Lad mig bede til, hvis jeg ikke overlever dette manuskript, at mine eksekutorer vil sætte forsigtighed højere end dristighed, så ingen anden får dette at se.”

I “Rædslen fra Dunwich” møder vi den mystiske skabning ved navn Wilbur Whateley. Hans mor var den deforme og frastødende albinokvinde, Lavinia Whateley, som boede alene sammen med sin far. Hvem faren var, blev der ikke talt om. Allerede fra fødslen af var Wilbur anderledes med sit nærmest gedeagtige udseende, og Lavinia forudsagde med stolthed, at han ville få usædvanlige kræfter og en storslået fremtid. Faktum er også, at han voksede hurtigt og var i besiddelse af stor intelligens indenfor de okkulte videnskaber.

Mens Wilbur voksede op, byggede gamle Whately til og om, ligesom han købte mere og mere kvæg – dog uden at man kunne se bestanden vokse synderligt. Samtidig skete der flere og flere uforklarlige hændelser i Dunwich området. Mærkelige lyde og stemmer hørtes fra jorden, og både Lavinia og gamle Whately besøgte jævnligt den ældgamle stenkreds i bakkerne. Da gamle Whateley dør accelererer begivenhederne, og Wilbur forsøger at få fat den forbudte bog “Necronomicon”. Han vil udføre et modbydeligt ritual, og slippe noget fri som aldrig burde have gået på denne jord. Det er nu op til dr. Armitage og hans kollegaer Rice og Morgan at stoppe uhyrligheden, før Dunwich – og hele verden – går til grunde.

Lovecraft skrev The Dunwich Horror i 1928, og den udkom første gang i Weird Tales i 1929. Ifølge Wikipedia har Lovecraft været inspireret af Arthur Machens historie The Great God Pan, som også handler om et individ, der viser sig kun at være delvist menneskelig. Desuden har Lovecraft brugt flere af Machens betegnelser i sin historie, bl.a. er Dunwich i Machens fortælling The Terror en engelsk by hvor en rædsel ses hængende over som en sort sky med ildglimt i.

The Dunwich Horror gav Lovecraft den største check hidtil fra Weird Tales, og den er blevet kaldt: “an excellent tale…. A mood of tension and gathering horror permeates the story, which culminates in a shattering climax.” Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i 1970 af Daniel Haller med titlen The Dunwich Horror. Læs mere om novellen på Wikipedia og anmeldelsen på Sleazehound.

Tingen på tærsklen” starter med ordene: “Det er sandt nok, at jeg har sendt 6 revolverkugler igennem min bedste vens hoved. Alligevel håber jeg gennem denne erklæring at kunne vise, at det ikke er mig, der har myrdet ham.”

Fortælleren er 8 år ældre end Edward Pickman Derby, men de er alligevel bedste venner. Edward var et meget beskyttet og meget intelligent barn, og som voksen er han ganske upraktisk. Da han møder den noget yngre kvinde Asenath tiltrækkes han voldsomt af hende, selvom hun kommer fra Innsmouth og tilhører familien Waite. De bliver gift, og pludselig begynder Edward at ændre sig. Ind i mellem udviser han voldsom viljestyrke og evner til ting, som f.eks. at køre bil, som han ikke kan, når han er sit almindelige jeg. Edward fanges langsomt længere og længere ind i Asenaths spind, og hun viser sig at være en ikke helt almindelig ung pige.

The Thing on the Doorstep blev skrevet i 1933 og udgivet i 1937 i Weird Tales. Kritikere anser den for en af hans mindre betydningsfulde noveller, men jeg synes nu, at den var ganske underholdende og med en grusom og twistet afslutning, som man godt nok har set komme, men som alligevel giver et lille spark i nerverne. På youtube fandt jeg denne lille novellefilm, som bygger på historien og som er ganske godt lavet.

Originaltitler: “The Call of Cthulhu” (1926),” The Dunwich Horror” (1929), “The Thing on the Doorstep” (1937)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth

Frygtens herreJeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i Frygtens herre, en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt “the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder Frygtens herre også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Endelig kommer de også med en glimrende opsummering af Cthulhu-mytologiens største væsner: “De ældste guder repræsenterer godheden. De lever i indbyrdes fred og venskab, men fjernt fra vores verden, i nærheden af Betelgeuse i stjernebilledet Orion … Ondskabens kræfter kom til jorden i den fjerne urtid i skikkelse af den blinde ødelægger Azathoth og Yog-Sothoth, der vogter porten til det hinsides, og hverken er underkastet tidens eller rummets love. Den største og grusomste af dem alle er Cthulhu, som hviler under stenhvælvinger i den skjulte by R’lyeh dybt i havet. Hans halvbroder Hastur hersker over det interstellare rum. Deres oprindelige hjemsted er planeten Yoggoth (Lovecrafts betegnelse for Pluto).”

Frygtens herre er absolut læseværdig, og findes stadig på en del biblioteker. Oversættelsen hører til blandt de bedre, og det er da også Flemming Chr. Nielsen, der har oversat de tre historier i NYARLATHOTEP nr. 1, som har oversat “Når Cthulhu kalder”.

Om Frygtens herre:

Originaltitler: The Call of Cthulhu, 1926. The Dweller in Darkness, 1944.
Udgivelsesår: 1983

Udvalgte Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

NYARLATHOTEP nr. 1

NYARLATHOTEP er et dansk H. P. Lovecraft fanzine, hvor der så vidt jeg kan se er udkommet tre numre indtil videre. Jeg faldt over det, da jeg ledte efter biografisk stof om Lovecraft på dansk, og det viste sig, at udover en fin biografi indeholder første nummer også tre nyoversættelser af Lovecraft novellerne: Dagon, The Terrible old man og NYARLATHOTEP samt en række andre spændende artikler. Nu har jeg også bestilt nummer to og tre via biblioteket, men nummer tre kan også findes til download på hplovecraft.dk

Manden bag bladet hedder Thomas Winther. Han skriver i forordet, hvordan han i en årrække har samlet alt om H. P. Lovecraft og gerne ville gøre det lettere for andre fans at få et overblik over forfatterskabet på dansk. Udover ham bidrager Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy Jensen og Lars Kramhøft i første nummer.

Udgivelsen er et fanzine, og det vil sige, at det er Lovecraft-entusiaster, som står bag. Det betyder, at artiklerne er lidt ujævne i sprog og stil, men det betyder også, at det er folk, som er interesseret i emnet, de skriver om, og som har en sjov og omfattende viden. Ikke alle artikler appellerede til mig, bl.a. spiller jeg ikke rollespil, så den artikel må jeg indrømme, at jeg sprang over. Men generelt synes jeg, at bladet rummer mange gode og spændende artikler, som både kan læses af hardcore fans og sådan nogen som mig, der bare synes, at det kunne være sjovt at vide lidt mere om H. P. Lovecraft. Og så er jeg ikke mindst begejstret for oversættelserne af Lovecraft novellerne, som er blevet rigtig vellykkede.

NYARLATHOTEP bygger på en af H. P. Lovecrafts drømme, hvor han drømte om et brev fra en ven, der blev indledt med ordene: “Undlad ikke at se NYARLATHOTEP, hvis han kommer til Providence. Han er grufuld – ud over al forstand grufuld – men forunderlig.”

Den Frygtindgydende Gamle Mand handler om tre indbrudstyve, som beslutter sig for at bryde ind hos en gammel mand, der bor alene i et gammelt forsømt hus.

Dagon er historien om en sømand, som fanges under krigen men stikker af i en redningsbåd. Mens han sover, lander hans båd på et mærkeligt stykke land, og her opdager han en grusom hemmelighed.

Derudover er der en Lovecraft-inspireret novelle af Lars Kramhøft med titlen Den ventende i mørket, som absolut også kan anbefales. Fortælleren besøger en ven, som netop var flyttet fra London til en lille fredelig by, men hans nye hus viser sig at rumme en dør, der fører ind til et ukendt univers. En dør som kun kan lukkes ved hjælp af Necronomicon …

Indhold:

Biografi af Thomas Winther
NYARLATHOTEP oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung
Man gjorde en forfatter fortræd af Thomas Winther
Den ventende i mørket af Lars Kramhøft
Den frygtindgydende gamle mand oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft som rollespil af Tommy Jensen
Lovecraft i musikkens verden af Thomas Winther
Dagon oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft i streg af Frank Brahe
Lovecraft på dansk af Thomas Winther
Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker

Udgivelsesår: 2003

Lovecraft historier omtalt på Gyseren.dk:

Randolp Carters erklæring
Skyggen over Innsmouth
Den hviskende i mørket
Rotterne i muren
Farven fra rummet
Vanviddets bjerge
Den som hjemsøger mørket
Tilfældet Charles Dexter Ward

Vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

Vanviddets bjergeI midten af 1990’erne udgav forlaget Interpresse tre udgivelser med H. P. Lovecraft fortællinger. Indtil da var der ikke oversat meget af forfatteren til dansk på trods af hans kultagtige status i horrorlitteratur. Vanviddets bjerge var den anden udgivelse, og heri findes historierne “Vanviddets bjerge” og “Den som hjemsøger mørket”.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Men det er først nu, at rædslerne virkeligt begynder.

Jeg var ikke nær så begejstret for Vanviddets bjerge, som jeg ellers har været for Lovecrafts historier. Den var alt for omstændig i sine videnskabelige udredninger efter min smag. Jeg ved godt, at meningen er, at det skal gøre rædslen større, hvis historien virker korrekt funderet, men her tærsker han for meget langhalm på den del af fortællingen, som også skæmmes af en halvdårlig oversættelse.

Der er dog stadigvæk gode idéer og scenarier, og fundet af den ældgamle by i vanviddets bjerge virker stadig skræmmende. “Kun i fantastiske mareridt kunne nogen andre mennesker end Danforth og mig have forestillet sig sådanne optiske effekter. Mellem os og de hvirvlende dampe i vest lå det monstrøse virvar af mørke stentårne. De overdrevne og utrolige former ramte os påny, hver gang vi lod blikket hvile et nyt sted. Det var et syn i solide sten, og hvis det ikke havde været for fotografierne, ville jeg selv have tvivlet på at sådan noget kunne eksistere. Murværket var nogenlunde som det vi havde set i fortifikationen, men formerne som dette murværk antog i sine mere bymæssige manifestationer var ubeskrivelige.”

Endeligt er det jo også lidt morsomt, at Lovecraft her er tydeligt inspireret af Edgar Allan Poes røverroman Arthur Gordon Pyms eventyr, som han sender en direkte hilsen til, idet fortælleren har læst netop denne historie af Poe og diskuterer den med kollegaen Danforth.

Den anden fortælling i samlingen er “Den som hjemsøger mørket”, som jeg synes langt bedre om. Her fortælles om forfatteren og maleren Robert Blakes skæbne gennem hans dagbøger og noter.

Robert Blake havde viet sit liv til myter, drømme, rædsler og overtro, og det var muligvis denne fascination, der drev ham til at flytte til Providence, hvor gamle fortællinger om den forhadte sekt Stjernens Visdom udspillede sig. I hvert fald lejede han et værelse her, som havde udsigt over Federal Hill. Den første tid i Providence var ganske produktiv for Blake, men så blev han grebet af en gammel, mørk kirke som stod for sig selv i horisonten, når han kiggede ud af sit vindue. I et stykke tid nøjedes han med at betragte den på afstand, men med forårets komme blev han grebet af rastløshed og besluttede sig for at opsøge kirken.

De massive døre var hele og hermetisk lukkede. Langs toppen af den mur, som omgav højen hvorpå kirken var bygget, var der et rustent jerngitter hvis port tydeligvis var låst med en solid hængelås. Stien, som førte fra gitterlågen op til kirken, var overgroet. En følelse af håbløshed og fordærv hang som et tykt tæppe over dette dystre sted. Og selvom Blake var en både dygtig og fantasifuld forfatter, var det som om han manglede ord til at beskrive sine sande følelser, når han nu endeligt stod overfor midtpunktet af den uvirkelige verden som han så længe havde betragtet på afstand.”

Trods disse dystre anelser bevæger Blake sig alligevel ind i kirken, og her oplever han noget ud over menneskelig forståen og vækker en ondskab fra gamle dage, som siden vender tilbage for at hjemsøge ham.

Sidst i bogen findes en kort biografi om H. P. Lovecraft, som dog ikke bringer meget nyt for dagens lys.

Originaltitler: At the Mountains of Madness (1931), The Haunter of the Dark (1935)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

In the Mouth of Madness

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare” hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside