maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dæmoner’

Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Det onde hus af Michael Næsted NielsenDen 13-årige Mikkel går hver dag igennem skoven for at komme i skole. På vejen ligger et hus med en grusom historie. For mange år siden blev et forældrepar fundet døde, og deres tre børn var forsvundet. Ingen fandt ud af, hvad der havde slået forældrene ihjel, og man fandt aldrig børnene igen. Siden dengang har der ligget en forbandelse over området.

Selvom Mikkel ikke bryder sig om huset, er han alligevel også nysgerrig. Det føles som om, huset kalder på ham. Så en vinternat sniger han sig over til huset og går ind. Nu vil han finde ud af, hvad det er der hjemsøger egnen og i særdeleshed huset. Det viser sig desværre ikke at være helt ufarligt. Knap har han lukket døren bag sig, før det går op for ham, at han ikke er alene i huset. Nogen – eller noget – gemmer sig derinde. Og det har opdaget Mikkel…

Michael Næsted Nielsen er forfatter til en lang række børnebøger indenfor flere forskellige genrer. Med Det onde hus er vi ovre i gyset, og jeg må sige, at jeg var ganske godt underholdt. Bogen er en rigtig pageturner, hvor den ene uhyggelige situation afløser den anden. Der er ikke gjort meget ud af baggrunden for romanen ift. miljø og personskildringer, og f.eks. forklares det ikke, hvorfor Mikkel tiltrækkes så stærkt af huset. For en voksen læser kan det godt virke lidt ulogisk, at han opsøger det midt om natten. Det tror jeg dog ikke målgruppen vil tage sig af, for der er til gengæld fuld drøn på historien fra start til slut.

“Mikkel gispede og holdt vejret. Han kunne høre en knagende lyd. Det kom oppefra. Lyden af trin hen over gulvet deroppe. Mikkel blev helt kold og stiv af skræk. Han var ikke alene i huset. Trinnene fortsatte hen over gulvet. De lød slæbende og trætte, som om det var en, som havde været her længe. Måske var det genfærdet af en af de døde? Måske en dødning, som var stået op af graven? Eller det væsen eller den dæmon, som havde skræmt livet af den familie, som havde boet her? Inden Mikkel kunne nå at gøre ret meget, genlød hele huset af en snerrende, næsten brølende lyd. Det lød som et stort rovdyr, og den brølende lyd gik snart over i en hvisken, der kort efter døde ud.” (s. 14-15)

Det onde hus er en underholdende gyser for børn, der holder af action fremfor eftertænksomhed. Her er hjemsøgte huse, dødsensfarlige dæmoner, mod af højeste karat – og en forside der nok skal vække målgruppens interesse.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret

Om Det onde hus:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 60 sider
Omslag: KWG-Design

Djævelens køtere af Jonas Wilmann

Djævelens køtere af Jonas WilmannI 2014 tog Jonas Wilmann os første gang med til Vømstrup i bogen Velkommen til Kadaverkøbing. Nu kalder Vømstrup igen.

Bjarke går i 7. C. Han er lidt for tyk og vild med heavy metal, og så er han bedste venner med Lampe. De bor i Vømstrup, som på overfladen er en super idyllisk lille by. I virkeligheden terroriserer Stenbæk-brødrene alt og alle, og for Bjarke og Lampe er det en god dag, hvis de ikke får tæsk.

Men en dag går Ronald, der leder Stenbæk-banden, alligevel for vidt, da han påstår, at “ingen er hårdere end Stenbæk-brødrene!” Den udfordring kan Djævelen ikke stå overhørig, og pludselig står Vømstrup – og Stenbæk-banden – overfor Djævelens køtere …

Som forgængeren Velkommen til Kadaverkøbing er Djævelens køtere en børnebog, men hold nu op hvor er det underholdende, når Wilmann lader fantasien løbe amok. Glem børne-etiketten og nyd splatteren og humoren der gennemsyrer hele Vømstrup-universet. Jeg kan i hvert fald ikke andet end føle mig godt underholdt, når Bjarke med Judas Priest i ørerne endelig ser sine plageånder få deres bekomst.

“Det var mandag. Lidt over otte. Matematiklæreren, Jacob, kom susende ind med et krus kaffe i hånden. Søndagen havde hensat Vømstrup i en slags undtagelsestilstand, efter nyhederne om de mange dødsfald havde spredt sig, men det var desværre ikke nok til, at skolen blev aflyst.
Graveren var død, hans hoved var røget af. Gerd og Søren var rigtig meget døde, den ene mere bizart end den anden, og Bjarke havde holdt sin kæft med det hele. Han turde simpelthen ikke komme i vejen for de helvedeskrigere. Det var et enormt held – eller nok nærmere et spørgsmål om god musiksmag – at han overhovedet var sluppet væk i live.” (s. 52)

Om Djævelens køtere:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 82 sider
Omslag: Jonas Wilmann

Læs også:

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Klovn af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
De utilpassede af John Kenn Mortensen

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

En vellykket kombination af fantasy, dansk middelalder og mørke okkulte kræfter gemmer sig bag omslaget af Lars Kramhøfts roman Djævlens hjerte

I 1300-tallet har Valdemar Atterdag forenet det danske kongerige under sig, og landet er ved at komme sig efter pestens dødelige svøbe. I det lille len Hadrun bor Damian, søn og arving til den dybt religiøse lensherre, Magnus Drakensten. Damian er blevet opdraget som en dygtig, gudfrygtig ridder, men kæmper for at leve op til Magnus’ forventninger. Selv faderens beslutning om at grave en tunnel ned til selve Helvede, støtter Damian i overbevisningen om faderens almægtighed.

Under en fest opdager Damian dog, at Magnus gemmer på en mørk hemmelighed. Ude af sig selv flygter Damian, og snart befinder han sig frændeløs og eftersøgt på landevejen.

Ved et tilfælde møder han en skuespillertrup og slår følge med dem, indtil han finder ud af, hvad han skal gøre. Livet i truppen viser Damian nye måder at leve på, og ikke mindst den unge taterkvinde, Esme, sniger sig ind i hans sind. Men faderens soldater er på sporet af Damian. Magnus helmer ikke, før sønnen er hjemme igen, og han er ikke den eneste, der leder efter Damian.

Djævlens hjerte er en spændende fantasyroman placeret midt i Danmarkshistorien. Bortset fra at Hadrun vist ikke er en virkelig by, så er setuppet solidt funderet i den danske middelalder, og det er rigtig godt fundet på. I middelalderens Danmark finder Lars Kramhøft nemlig alle de ingredienser, en fantasyverden skal have, lige fra hekse over djævletilbedere til riddere og social uretfærdighed.

Jeg har egentlig haft Djævlens hjerte til at ligge i min læsestak, siden den udkom sidste år. Af uvisse grunde har jeg først fået læst den nu. Det var dog klart en fejl, for her er tale om en underholdende fortælling om ridderære, sort magi og familiehemmeligheder som jeg ikke kunne lægge fra mig igen, da jeg først begyndte at læse.

Damian er en usikker ung mand, der evigt stræber efter at leve op til faderens forventninger. Han drømmer også om at blive en ædel ridder, som dem han læser om i bøgerne. Men da hans verden vendes på hovedet, tvinges han til at finde styrken i sig selv, og lærer at se verden med øjne der ikke længere er forstyrret af hans opdragelse og baggrund. Den indre kamp giver Damians figur kant og substans, hvilket gør ham interessant at følge. Også figuren Esme beskrives i kød og blod, og – ikke mindst – som en mere handlekraftig og nuanceret kvinde end det ofte sker i fantasyromaner. I det hele taget synes jeg, at persongalleriet fremstår meget vellykket, selv ned i de mindre biroller, og det er der normalt ingen garanti for i nogen genrer.

Lars Kramhøft serverer en actionfyldt og underholdende historie, som vil fornøje både unge og voksne fantasylæsere. Tempoet er højt, sproget letlæst og historie er uden garanti for en happy ending. Kramhøft kan nemlig ikke beskyldes for at lide af overdreven sentimentalitet, når det gælder bogens personer.

Djævlens hjerte er første bind i serien Sortekunstens Mysterier, og jeg glæder mig allerede til næste bind. Kramhøft efterlader nemlig læseren med en gevaldig cliffhanger, som kan gå til hvad side, det skal være. Så hvis du kan lide solid fantasy og historier om sort magi, dæmoner og kampen mod ondskab, så går du bestemt ikke galt i byen med Djævlens hjerte. En stor anbefaling herfra.

Lars Kramhøft har tidligere udgivet novellesamlingen Således forgår alverdens herlighed samt den prisbelønnede tegneserie Made Flesh sammen med Tom Kristensen. Derudover har han også skrevet en række børnebøger, bl.a. serien Rakkerpak.

Når du har læst Djævlens hjerte, kan jeg også anbefale trilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl.

Om Djævlens hjerte:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og Uglen, 371 sider
Omslag: Mads Ahm
Serie: Sortekunstens Mysterier

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Læs et interview med Lars Kramhøft på Ulven og Uglens blog

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

To Those Who Are Asleep af Bo Sejer

To Those Who Are Asleep af Bo SejerI 2015 udkom Bo Sejers totalt gakkede, men også vildt underholdende horror-roman Dead World, der udspillede sig i et ikke særligt hyggeligt Esbjerg. Nu kommer så en stand-alone novella i samme univers, denne gang dog skrevet på engelsk.

Ash vågner op i sin seng uden at kunne genkende sin lejlighed. Da han ringer til Easley, viser det sig, at der er forsvundet fire år fra Ash’s hukommelse. Mens han forsøger at finde ud af, hvad der er sket, bliver han næsten opslugt af et talende sort hul. Verden er nemlig død og befolket af edderkoppe-folk, søvngængere og spøgelser, samt en lille håndfuld mennesker (heriblandt Ash, Easley og Sid) som kan se de dæmoner, der har overtaget jorden.

For de tre venner er hver dag en flugt fra dæmonerne, som de dog også af bedste evne forsøger at udrydde, hvor de kan (på trods af at deres helte-potentiale er på det absolutte minimum!). Så da detective Jensen dukker op og beder om deres hjælp, følger de gladeligt med. Og herfra tonser historien af sted i fuld fart med døde dæmoniske piger, ande-monstre og huse hvis døre forsvinder og grundplan ændrer sig i et væk.

Ligesom Dead World er To Those Who Are Asleep en surrealistisk læseoplevelse. Ash har ingen anelse om, hvad der foregår, og det har læseren stort set heller ikke. Vi halser bare efter hovedpersonerne og prøver at overskue den ene gakkede og gyselige episode efter den anden, fra tid der stopper, til edderkopper der kravler ned i halsen på folk og fjernstyrer dem som robotter. Det er vildt, men heldigvis også vildt underholdende.

Som sagt er To Those Who Are Asleep skrevet på engelsk for at udvide læserskaren. Jeg kan sagtens læse engelsk, men er ikke stærk nok til at kunne vurdere hvorvidt romanen sprogligt lever op til Dead World. Jeg fornemmer dog, at det ikke er lykkes at nå helt samme niveau af crazy humor, som gennemsyrede universet i første bog.

To Those Who Are Asleep er dog stadigvæk en både underholdende og syret læseoplevelse, hvor grum horror går hånd i hånd med slapstick humor, og som en smagsprøve på Dead World universet er den slet ikke så ringe – for at sige det på jysk.

When I looked up again I almost split my pants in two by a massive fart of terror. In the gap, where Syd’s front door used to be located, there was nothing but at swirling black hole. A swirling black hole with teeth. And a tongue. A swirling black hole with teeth and tongue and which apparently talked. – Hello there! it remarked chippy, like it was the most natural occuring thing in the world.”

Om To Those Who Are Asleep:

Udgivelsesår: 2016
Victory Publishing, 132 sider
Omslag: Branca Studio, Bacelona

Læs mere på Bo Sejers hjemmeside

Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt

Thomas Alsop v1 Softcover_DK.inddFlot og fascinerende tegneserie om spøgelser og onde kræfter på Manhattan.

Siden 1699 hvor Richard Alsop blev forbandet af en indiansk sharman har et medlem af familien været Manhattans beskytter, med formålet at holde onde kræfter og sort magi væk fra øen. I nutiden hedder beskytteren Thomas Alsop, og efter at hans ven Marcus ved et tilfælde filmede en af Thomas’ uddrivelser og lagde den på YouTube, er Thomas blevet en mediesensation med egen webserie, inklusive tv-specials, i rollen som paranormal detektiv.

Thomas er dog ikke oplagt i rollen som helt. Han er selvoptaget og uansvarlig, og i mellem de mange fester vælger han de lette sager, som giver godt tv. I det skjulte er han dog bekymret, for det lader til, at hans evner som beskytter er svindende, så da han opdager, at de mange sjæle fra 9/11 stadig er fanget ved Ground Zero, tilkalder han hjælp.

“Thomas Alsop – Manhattens beskytter” er første del af to om Thomas Alsop. Her bind bliver vi introduceret for den nuværende beskytter, Thomas, men vi får også historier om slægtens første beskytter, Richard Alsop, og ikke mindst om Neziah Bliss og Den Sorte Ring der i 1702 bragte en stor ondskab til Manhattan, som siden har ruget under øen, og som Thomas i nutiden bliver nødt til at forholde sig til.

Man kan på en måde godt kalde Chris Miskienwicz og Palle Schmidts udgivelse for en superhelte-historie, for Thomas Alsop er på en måde en slags superhelt – dog ikke en blankpudset Marvel helt med et 100% korrekt moralsk kompas, for Thomas Aslop fifler med sine kræfter og er bange for ikke at slå til, da det virkelig gælder.

Chris Miskienwicz skriver i sit forord lidt om, hvordan idéen til historien om Thomas Aslop opstod, og her beskriver han bl.a. sin fascination af både kirkegårde og New York, og hvordan fundet af et gammelt træskib begravet under World Trade Center i 2010 gav ham idéen til plottet, da spørgsmålet: Hvor ville den højeste koncentration af spøgelser på Manhattan befinde sig nu? opstod i hans hoved.

Hans historie er både spændende og velfortalt, og jeg er vild med, hvordan han skifter mellem nutidens og 1700-tallets Manhattan. De forskellige plottråde flyder flot sammen og giver dybde til fortællingen. Samtidig bliver historien fremragende understøttet af danske Palle Schmidts stemningsfulde tegninger holdt i en løs og levende streg og en afdæmpet farvetone.

Schmidts tegninger hælper også læseren med at holde styr de forskellige plottråde.  F.eks. er nutiden holdt i forskellige farvenuancer, hvor nogle scener udspiller sig i et blåligt skær, mens andre er mere grønne eller brune. Fortiden fremtræder derimod i sort og hvid, mens scenerne med magiske elementer er rødlige. Fuldt fortjent har “Thomas Alsop – Manhattans beskytter” da også vundet den nystiftede tegneseriepris Claus Deleuran Pris både for Årets Bedste Tegneserie såvel som for Bedste Tegneserietegner.

Jeg var betaget og underholdt af bind et, og glæder mig allerede til bind to udkommer. Jeg har nemlig langt fra fået nok af den forhutlede helt, Thomas Alsop – New Yorks svar på engelske John Constantine 🙂

Besøg forlaget Fahrenheits hjemmeside eller læs mere på Palle Schmidts hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Palle Schmidt
ISBN-13: 9788771760033
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Fahrenheit

Afsind af Martin Schjönning

Afsind_forsideMartin Schjönning er et af de nyere talenter på den danske horrorscene. Han har skrevet en række noveller til forskellige antologier, og i 2015 udkom hans første selvstændige udgivelse, kortromanen Deroute, som var første bind i forlaget Kandors serie om Satan. Deroute er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles på Krimimessen i Horsens d. 12. marts.

Nu er han så aktuel med sin første “rigtige” roman, Afsind.

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en torteret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men mod slutningen bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift, hvor jeg som læser ikke kan vente på at plottets fortsættelse. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget. Byen fylder dog generelt meget i Schjönnings univers. Både i Deroute og novellen Præludium er Byen ikke blot en kulisse for fortællingen, men snarere en medspiller i form af en nærmest levende organisme, og den rolle fører han til fulde videre her i Afsind.

Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Besøg Martin Schjönnings blog

(også anmeldt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Tom Kristensen
ISBN-13: 9788791589430
Sideantal: 294
Forlag: Kandor

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk

Lidenskabens_prisVelskrevet gotisk krimi, der suger læseren ind i et dystert og fordærvet mørke

Da filosofilæreren Maurice ser billedet af den brændte mand i lænestolen på Internettet, er han straks klar over, at noget er helt galt. Så da hans gamle veninde, Eva, som nu arbejder for Odense politi, kontakter ham umiddelbart efter, er han forberedt – tror han.

Det viser sig nemlig, at der er endnu et offer i sagen. Den brændte mands hustru, hvis krop er fuldstændig dækket af pulserende pusfyldte blærere, blev fundet i badeværelset og er nu blevet indlagt i koma på hospitalet.

Sagen virker uforklarlig, og det er derfor, Eva beder Maurice om hjælp. Han har nemlig evnen til at se ting, der er skjult for almindelige mennesker. Og han er slet ikke i tvivl om, at noget umenneskeligt er på spil, men hvad? Opklaringen bringer Maurice dybt ind i mørket, hvor lidenskab og menneskeligt fordærv kræver uhyrlige ofre.

Niels Ole Busk debuterer som romanforfatter med ”Lidenskabens pris”, der udkommer som en del af serien Gotisk Krimi fra H. Harksen Productions. Jeg har dog tidligere læst novellen ”Nysgerrighed” af ham fra antologien ”Pix”.

Først i bogen definerer Harksen, hvad der forstås ved en gotisk krimi: et skønlitterært værk om forbrydelser, der er dystre, uhyggelige og groteske, og opklaringen af disse forbrydelser. Og det er lige hvad ”Lidenskabens pris” er – grotesk, skræmmende og samtidig løber der en tør, sort humor som en befriende tråd under uhyggen.

Jeg kom til at tænke på Mike Careys okkulte detektiv John Constantine, som blev spillet af Keanu Reeves på det store lærred i filmen ”Constantine” fra 2005. Samme blanding af tør humor og det okkulte smurt ud over en krimigåde er med til at gøre ”Lidenskabens pris” til en virkelig underholdende oplevelse.

Min eneste anke er egentlig, at jeg overhovedet ikke bryder mig om forsiden. Med sin kedelige typografi, lyse baggrund og en sløret kvindesilhuet yder den slet ikke romanen retfærdighed.

Bogens univers er mørkt og emmer af uhygge og mørkets ukendte og farlige drifter. Men omslaget får mig blot til at tænke på en dårlig krimi.

Det er super ærgerligt, når man tænker på, hvor lækkert omslaget til ”Killer Killer” af Morten Ellemose (den første udgivelse i serien) med sin blodrøde baggrund og spændende brug af typografien, var. Her passede indhold og omslag langt bedre sammen.

Men det kedelige omslag bør ikke afholde nogen fra at læse ”Lidenskabens pris”, for her er tale om en velskrevet, dyster og grotesk rejse ind i mørket.

Kom bare i gang,” sagde jeg uden synderlig interesse. Jeg havde rigelig travlt med at lade være med at kommentere på billedet. Det var ikke min opgave at opfordre eleverne til at se på den slags i mine timer. Jeg var der i min egenskab af gymnasielærer. For det er det, jeg er. Eller det kæmper jeg for at være. Det kan være svært at fastholde den slags dagligdags aktiviteter, når man skal forholde sig til forbrændte mænd med strittende pikke, hvilket jeg ret beset heller ikke var tvunget til. Som min far altid havde sagt, var der et alternativ. Jeg kunne vælge at gøre noget andet. Bare fordi jeg havde en viden, betød det ikke, at jeg skulle lade den diktere mine handlinger. Langt det meste af tiden gør vi alligevel ikke noget ved det, vi ved noget om. Sandt nok. Jeg blandede mig ikke i politik og sociale aktiviteter og filosofiske debatter, selvom jeg vidste noget om alle dele. Det var de færreste mennesker, der vidste halvt så meget som mig. Til gengæld kunne jeg ikke lade være med at blande mig, når der dukkede en sag som denne op. Den ’stakkels mand’ på billedet kunne for andre ligne en konstruktion i en syg sminkørs hjerne. For mig var han noget helt andet … For mig var det ikke bare et billede. Det var et tegn.”

Også omtalt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: H. Harksen Productions
Sider: 133