september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dæmoner’

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Glasborgen af Anne-Marie Vedsø Olesen

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen.

Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance.

”Glasborgen” er en roman om lidenskab. Lidenskab for musik og lidenskab blandt mennesker. Hvor langt vil en rigtig kunstner gå for sit værk? Judith tror, at hun er et dedikeret menneske, men først da hun møder Rolf, opdager hun, hvad virkelig passion for musik er.

Ved romanens start er Judith lukket inde i et mørkt rum, hvor hun er blevet tvunget til at fortælle sin historie, så vi ved fra begyndelsen, at noget går skævt undervejs. Men hvad lader Anne-Marie Vedsø Olesen os selv være med til at regne ud.

”Glasborgen” er en anderledes roman, der bevæger sig af uforudsigelige veje. Den er en slags gotisk roman, der bruger vandet omkring operaen som baggrund og stemningsskaber, og den blander kærlighedsromanen med musikpassion, og twister det med et drys horror. Historien er letlæst, men stadigvæk fascinerende, og for en som mig, der aldrig har været i Operahuset i København, giver det en lyst til at se, hvor romanen foregår.

I et interview i Politiken skriver AMVO om sin skrivestil: ”Jeg er en af de få danske forfattere, der ikke er bange for patos. Den ironiske distance, man havde specielt i 1990’erne, er for mig totalt dræbende. Jeg kan godt lide, at der er saft og kraft på, og det kan sagtens gribe folk, hvis man selv føler, at det er ægte, når man skriver det. Man kan ikke skrive patos med foden på bremsen, det er foden på speederen og så af sted.” Og man mærker tydeligt i ”Glasborgen”, at AMVO ikke er bange for at bringe det fantastiske i spil.

Jeg var vældig underholdt af ”Glasborgen”, som måske ikke er typisk horror, men som både fascinerer og forskrækker på mere end et plan. Og så synes jeg det er lidt interessant, at fin-kulturen er ved at finde en plads i horroren. Sidste år så vi den fremragende balletfilm ”Black Swan”, der krydsede ind over horrorgenren, og herhjemme får vi nu opera med horrorvinkel.

AMVO har bl.a. også skrevet novellen ”Orkestergraven”, der udkom i novelleantologien ”Poe – 4 makabre hyldester”, og som snart har premiere som opera.

Besøg også Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Henrik Koitz

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

Smukke Anna af Jonas Wilmann

I dag d. 13. december udkommer Jonas Wilmanns nye roman “Smukke Anna”, som befinder sig i en helt anden genre end “Mutagen“, der tog læseren med på en hæsblæsende tur gennem et mutant-inficeret Danmark.

Anna er roma og bor i Prag med sin far, bedstemoren Luca og tantens familie, mens moren er død for mange år siden: “Hun havde alkoholdjævelen i sig, og en decembernat havde den ledt hende ud i kulden og uden nærmere forklaring smidt hende på en kold gade – det var vel bare sådan noget, djævle gjorde“.

Anna er meget smuk, og samtidig er hun en mild og blid pige. Hun lytter gerne til bedstemorens beretninger om romaernes oprindelse og ikke mindst om gudinden Kali og hendes tilhængere, den hemmelig blodkult. Men inderst inde er hun en uskyldig sjæl, og det forsøger hendes far at holde fast i. Så da den lokale gangster ønsker at købe Anna for at sælge hendes mødom til højestbydende, siger faren nej.

Alligevel ender Anna i gangsterens hænder, og det bliver startskuddet til en transformation. Anna er ikke længere bare en smuk ung pige – hun er gudinden Kalis værktøj, og hendes mål er at befri verden for grådighed og ondskab.

Jeg kendte ikke meget til den hinduistiske gudinde Kali, før jeg læste “Smukke Anna”. Jeg tænkte på gudinden som noget ondt, ligesom hun afbildes i Indiana Jones filmen. Men Kali er både dødsgudinde og modergudinde. Hun suger ondskaben ud af sine tilbedere, ødelægger alt, hvad der er falsk, og bringer den søgende til “sin sande tidsløse væren”. Denne dobbelthed fungerer fint i romanens univers, hvor den uskyldige Anna kastes ind i et blodigt mytisk univers.

“Smukke Anna” var meget anderledes, end jeg havde forventet. Denne gang digter Jonas Wilmann ikke bare en historie. Han funderer sin fortælling i romaernes historie, og ved at inddrage troen på Kali, bliver romanen interessant på en ny måde. Sprogligt synes jeg også, at romanen fungerer godt. I perioder er sproget råt og realistisk, mens andre sekvenser er drømmende og nærmest poetiske. I det hele taget har fortællingen et mytisk og drømmende element, som lader læseren drage sine egne konklusioner undervejs, samt en slutning som er åben for fortolkning, hvilket virker rigtig godt, og så virker personernes udvikling også langt mere troværdige denne gang.

Alt i alt er “Smukke Anna” en anderledes, men velskrevet og interessant roman, og jeg er spændt på, hvad Jonas Wilmann vil traktere læserne med næste gang.

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Oboznaya Kristina

Læs mere om Kali og hinduismen

 

The Last Exorcism

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

End of the Line

End of the LineEnd of the Line var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over End of the Line. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da End of the Line hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose End of the Line som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Om End of the Line:

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Plantagen 3 – Porten til Helvede af Steen Langstrup

Endelig får vi afslutningen på Steen Langstrups gysende Plantage-trilogi, og denne gang har den ultimative ondskab en plan for at underligge sig verden.

Jeg har med stor fornøjelse læst de to første bind i Plantage-trilogien og har glædet mig som et lille barn til at få slutningen med. Heldigvis lever den helt op til oplægget fra de to første romaner, og Langstrup sender læseren ud på en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.

Kristina, som overlevede sammen med sin søn Sofus i første bind, er hovedpersonen her i bind tre. Siden hun og Sofus undslap, har han været indlagt, fuldstændig katatonisk, og hun har lidt af angstanfald, som har gjort det umuligt for hende at opretholde en normal tilværelse. Lidt over et år efter begivenhederne i Gillsby bliver hun dog tvunget til at handle.

I Gillsby ser det nemlig ud til, at ondskaben igen er sluppet løs. I kirken finder man nogle sorte katte ofret, og kort efter bryder pesten ud i byen. Samtidig forsvinder Sofus sporløst fra sygehuset, og mens personalet leder efter ham, ser Kristina et glimt af ham i TV2 News, som dækker pestudbruddet. Hun tager straks til Gillsby, og her slår hun sig sammen med Jytte fra antivariatet Gode Gamle, og den tidligere kriminalkommisær Egon Kjeldsen (som garvede læsere vil genkende fra ”Kat” og ”Fluernes hvisken”). Hun leder blot efter Sofus, men de to andre er fast besluttede på at stoppe ondskaben, før det er for sent.

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med den slags romaner, som tager udgangspunkt i noget kendt, f.eks. biblen, og så laver sine egne tolkninger af teksten, så den passer ind i romanens univers. Det får mig altid til at spekulere over, hvor meget der mon er rigtigt, og hvor meget forfatteren selv finder på. Og her i ”Plantagen 3 – Porten til Helvede” synes jeg, at Langstrup har fået skruet et rigtig godt plot sammen ud fra den devise. Vi hører om den uhellige treenighed og Johannes Åbenbaring, og så får Langstrup også lige trukket tråde tilbage til tidligere romaner, så det hele passer som fod i hose. Det er super godt og fuldstændig troværdigt.

Samtidig er selve historien også både spændende og underholdende. Langstrup skriver flydende, og plottet drives frem af en hidsig krydsklipning mellem personer og begivenheder, så læseren skal holde tungen lige i munden, men samtidig heller ikke kan slippe bogen fordi man er nødt til at få næste kapitel med. Langstrup får samlet alle trådene til sidst i en voldsom finale, som får hjertet til at hoppe ud af brystet på læseren.

For mig er bind tre en fornem afslutning på en velskrevet, underholdende og skræmmende trilogi, hvor Steen Langstrup endnu en gang beviser, at han hører til i toppen af dansk horror. Ikke mindst med slutningen som lige fik mig til at synke en ekstra gang …

Så jeg glæder mig til Krimimessen d. 9. og 10. april, hvor jeg bl.a. skal tale med Steen Langstrup om Plantage-trilogien lørdag eftermiddag, som er afsat til gys og horror. Her kan du udover Steen Langstrup også opleve en paneldiskussion om dansk horror lige nu med bl.a. Teddy Vork og Rikke Schubart, samt få en bloddryppende indføring i vampyrens kulturhistorie ved Mathias Clasen, og endelig kan du også opleve Dean Koontz live i en DR-transmission.

Læs mere om Plantage-trilogienMørket.dk

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod