maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dæmoner’

Alt andet end død af Kim Harrison

Alt andet end dødAlt andet end død er endnu et underholdende og actionfyldt bind i serien om den rødhårede hekse-detektiv, Rachel og hendes partnere, vampyren Ivy og alfen Jenks.

Jeg må indrømme, at jeg morer mig strålende, hver gang jeg får fat i et bind i The Hollows-serien. Kim Harrison har skabt et fantastisk univers, hvor hekse, vampyrer, varulve og andre overnaturlige skabninger lever side om side med menneskene. En verden hvor magi eksisterer, og hvor dæmoner lever i det store intet, altid parate til at lokke mennesker og inderlændere i deres net.

I bind 2 måtte Rachel bede om hjælp hos dæmonen Algaliarept. Prisen var, at hun blev hans tjenende ånd, men måtte beholde sin sjæl. Rachel har dog ikke tænkt sig frivilligt at følge med, da Algaliarept dukker op for at tage hende med til det store intet.

Men Algaliarept er ikke Rachels eneste bekymring. En ny spiller ved navn Saladan er kommet på banen i Cincinattis underverden, efter at Rachel fik sendt vampyrlederen Piscary bag tremmer i bind 2. Nu trækker det op til et opgør, og meget mod sin vilje må Rachel tage parti i den magtkamp der raser, hvilket tvinger hende til at påtage sig en opgave som livvagt for rigmanden Trenton Kalamack, der holdt hende fanget i en ilderkrop i bind 1.

Rachel har udover de arbejdsmæssige problemer også en del at se til på hjemmefronten. Kæresten Nick rejser pludselig væk, og i hans sted dukker vampyren Krister op. Det giver forviklinger i forhold til Ivy, og oven i det kommer hun på kant med Jenks, som i raseri forlader firmaet.

The Hollows-serien er fuld af sort humor og action med en hovedperson, der er tilpas fanden i voldsk til, at man lader de uundgåelige klichéer glide ned uden problemer. Det er ikke stor litteratur, men det er super underholdende, og hvert bind føjer noget nyt til historien, så man har lyst til at blive hængende og finde ud af, hvad Rachel næste gang roder sig ud i.

Kim Harrison skriver flydende i et levende sprog, og selvom bind 3 er på over 700 sider, så er det alligevel en pageturner, som ikke er en sætning for lang.

13 bind (”The Witch With No Name) udkommer ifølge Harrisons hjemmeside d. 9. september, og forhåbentlig følger Tellerup op og udgiver også resten af serien på dansk – og gerne hurtigt, tak 🙂

Serien på dansk:
Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om “Alt andet end død”:

Originaltitel: Every which way but dead
Forlag: Tellerup

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet.dk

Danser med dæmoner af Kim Harrison

Danser med dæmoner af Kim HarrisonRachel Morgan, heks og privatdetektiv, har sammen med vampyrveninden Ivy og alfen Jenks åbnet freelance bureauet Vampiric Charms. Efter successen med at afsløre en illegal snenælde forsendelse i bind et er Rachel blevet tilknyttet FIB som ekstern konsulent. I den forbindelse beder Edden hende om hjælp til at opklare en sag om en seriemorder, der går systematisk efter hekse og myrder dem på de mest bestialske måder.

Rachel er overbevist om, at rigmanden Trenton Kalamack står bag. Især da hun opdager, at han har haft kontakt med alle de døde hekse, kort før de blev dræbt. Men Edden og Glenn har en anden mistænkt, og Rachel kommer snart på kant med dem begge.

Samtidig kompliceres Ivys og Rachels forhold yderligere, da den ældgamle vampyr Piscary pludselig viser interesse for Rachel, som også bekymrer sig om kæresten Nicks fascination af dæmoner, for slet ikke at tale om at dæmonen Algaliarept, som Rachel meget mod sin vilje skylder en tjeneste, igen blander sig.

Danser med dæmoner er bind to i The Hollows-serien, og den lever helt op til Heksejagt ved at være mindst lige så underholdende og actionfyldt. Derudover finder vi ud af mere om Ivys og Rachels forhold, ligesom Rachels fortid også afdækkes lidt mere, og der åbnes op for flere hemmeligheder.

Den specielle verden hvor hekse, vampyrer m.m. lever side om side med menneskene fungerer overbevisende, og Kim Harrison samler ubesværet de mange tråde i historien.

På engelsk er der udkommet 12 bøger i The Hollows-serien. En lidt spøjs detalje er, at bortset fra det første bind henviser alle titlerne til en Clint Eastwood film. F.eks. hedder bind to The Good, the Bad, and the Undead (The Good, the Bad, and the Ugly). På dansk er bind tre netop udkommet med titlen Alt andet end død, og den ser jeg frem til at læse.

Serien på dansk:

Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 639 sider

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Vrangvendt af Christian Reslow

VrangvendtOndskaben rammer Skive…

Christian Reslow er en af de unge løver på den danske horrorscene. Sidste år var han blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse med romanen ”Kimæren”, der udspiller sig i USA. Men vi behøver slet ikke at tage så langt væk for at blive skræmt. Reslows hjemegn Skive er for eksempel et enormt skræmmende sted.

I 2001 blev Skive, ja faktisk hele Viborg Amt ramt af kriminalitet i hidtil uset skala. Ungdomskriminaliteten steg med næsten 45 %, bandeaktiviteten slog nye rekorder, og byen blev ramt af en række tragiske dødsfald. Byen nærmest emmede af aggressivitet, og det blev så slemt, at stort set ingen turde bevæge sig ud i Skive midtby efter mørkets frembrud.

I 2002 dukker så et manuskript op på Skive Folkeblads redaktion. Et unavngivet manuskript som tilsyneladende er skrevet af én af de unge, som var dybt involveret i det tidligere års hændelser. Et manuskript som påstår, at dæmoniske kræfter stod bag voldsspiralen – og at de stadig er derude…

Med ”Vrangvendt” vender Reslow tilbage til den form for quick’n’dirty horror, han skrev i ”Micki 19.50”. Historien starter lige på og hårdt uden megen baggrund eller introduktion til personerne. I stedet er der benhård action fra side et og 142 sider frem. Det er underholdende og vanvittigt, og du sidder helt forpustet tilbage, når sidste side er vendt.

Reslow er ikke for sarte sjæle. Blodet flyder, når han slipper dæmonerne løs, og ingen kan vide sig sikker i hans univers. Er du til splat, vold og groteske scenarier, er han manden at gå til, og selvom ”Vrangvendt” måske ikke helt når højderne fra ”Micki 19:50” og ”Kimære”, så skal den alligevel nok få blodet til at rulle hurtigere.

”Hun åbnede begge hans øjenlåg og afslørede dybe, tomme huler, fulde af størknet blod. Mens hun åbnede hans mund, begyndte hun at forklare: ”Hans mavesæk er vredet op gennem halsen på ham, hans prostata og det meste af hans øvrige kønsorganer er kommet ud gennem hans endetarm, hans tarmsystem ud gennem navlen, og endelig er hjernen blevet fjernet gennem øjenhulerne. Så vidt vi kan bedømme, er det hele foregået samtidig.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 142
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Stormfront af Jim Butcher

Stormfront af Jim ButcherDetektivroman møder urban fantasy med et glimt i øjet. Et underholdende første bind i serien om troldmanden Harry Dresden fra Chicago.

Harry Blackstone Copperfield Dresden er troldmand og ekstern konsulent for politiets afdeling for ”usædvanlige forbrydelser”.

Dresden tilbyder bl.a. hjælp med at finde bortkomne genstande, og en dag opsøger en kvinde ham for at få hjælp til at finde sin mand. Opgaven ligger lidt udenfor Dresdens normale område, men da han mangler penge til huslejen, accepterer han til sidst.

Kort efter ringer telefonen. Der er sket et dobbeltmord, hvor ofrenes hjerter er blevet flået ud, og vicekriminalkommisær Karrin Murphy har brug for Dresdens hjælp.

Det viser sig, at opgaven med den forsvundne ægtemand alligevel ikke er så simpel, og da mordsagen samtidig tyder på at have forbindelse til en ualmindelig ondskabsfuld mørk magi, hvor Dresden nødt til at overtræde Det Hvide Råds regler for brug af magi, hvis han skal hjælpe Murphy, må han balancere på en knivsæg, for Det Hvide Råd har allerede et skarpt øje på ham, og et fejltrin kan koste ham livet.

Urban fantasy er en sub-genre af fantasy, som defineres af, at den udspiller sig i det urbane miljø. I tilfældet med Stormfront finder handlingen sted i nutiden, men urban fantasy kan ligeså vel udspille sig i fortiden eller fremtiden, blot byen er centrum for fortællingen. Udover troldmænd og magi finder vi også varulve og dæmoner i fortællingen, som byder på masser af action undervejs.

Jim Butcher lader Dresden fortælle historien selv, og da han er en lun fætter med masser af selvironi, følte jeg mig totalt underholdt, selvom jeg ellers mere er til gys og science fiction. Men historien om Dresdens eventyr fortælles med et herligt glimt i øjet, så når dæmonerne går løs på Dresden, som kun er iført hårshampoo og bar r.., er det både nervepirrende og morsomt.

Selve plottet hænger godt sammen (altså under forudsætning af at man kan acceptere magi og dæmoniske væsner), og Butcher lægger nogle teasere ud om Dresdens fortid, som vi formentlig får uddybet i de senere bøger.

Indtil videre er der udkommet 14 bind i serien om Harry Dresden, men kun det første bind er blevet oversat til dansk, hvilket jeg synes er en skam, da den charmerende troldmand er et underholdende bekendtskab.

Om Stormfront:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Storm Front

Besøg Jim Butchers hjemmeside

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen.

Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance.

”Glasborgen” er en roman om lidenskab. Lidenskab for musik og lidenskab blandt mennesker. Hvor langt vil en rigtig kunstner gå for sit værk? Judith tror, at hun er et dedikeret menneske, men først da hun møder Rolf, opdager hun, hvad virkelig passion for musik er.

Ved romanens start er Judith lukket inde i et mørkt rum, hvor hun er blevet tvunget til at fortælle sin historie, så vi ved fra begyndelsen, at noget går skævt undervejs. Men hvad lader Anne-Marie Vedsø Olesen os selv være med til at regne ud.

”Glasborgen” er en anderledes roman, der bevæger sig af uforudsigelige veje. Den er en slags gotisk roman, der bruger vandet omkring operaen som baggrund og stemningsskaber, og den blander kærlighedsromanen med musikpassion, og twister det med et drys horror. Historien er letlæst, men stadigvæk fascinerende, og for en som mig, der aldrig har været i Operahuset i København, giver det en lyst til at se, hvor romanen foregår.

I et interview i Politiken skriver AMVO om sin skrivestil: ”Jeg er en af de få danske forfattere, der ikke er bange for patos. Den ironiske distance, man havde specielt i 1990’erne, er for mig totalt dræbende. Jeg kan godt lide, at der er saft og kraft på, og det kan sagtens gribe folk, hvis man selv føler, at det er ægte, når man skriver det. Man kan ikke skrive patos med foden på bremsen, det er foden på speederen og så af sted.” Og man mærker tydeligt i ”Glasborgen”, at AMVO ikke er bange for at bringe det fantastiske i spil.

Jeg var vældig underholdt af ”Glasborgen”, som måske ikke er typisk horror, men som både fascinerer og forskrækker på mere end et plan. Og så synes jeg det er lidt interessant, at fin-kulturen er ved at finde en plads i horroren. Sidste år så vi den fremragende balletfilm ”Black Swan”, der krydsede ind over horrorgenren, og herhjemme får vi nu opera med horrorvinkel.

AMVO har bl.a. også skrevet novellen ”Orkestergraven”, der udkom i novelleantologien ”Poe – 4 makabre hyldester”, og som snart har premiere som opera.

Besøg også Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Henrik Koitz

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk