november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dæmoner’

Afsind af Martin Schjönning

Afsind_forsideMartin Schjönning er et af de nyere talenter på den danske horrorscene. Han har skrevet en række noveller til forskellige antologier, og i 2015 udkom hans første selvstændige udgivelse, kortromanen Deroute, som var første bind i forlaget Kandors serie om Satan. Deroute er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles på Krimimessen i Horsens d. 12. marts.

Nu er han så aktuel med sin første “rigtige” roman, Afsind.

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en torteret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men mod slutningen bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift, hvor jeg som læser ikke kan vente på at plottets fortsættelse. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget. Byen fylder dog generelt meget i Schjönnings univers. Både i Deroute og novellen Præludium er Byen ikke blot en kulisse for fortællingen, men snarere en medspiller i form af en nærmest levende organisme, og den rolle fører han til fulde videre her i Afsind.

Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Besøg Martin Schjönnings blog

(også anmeldt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Tom Kristensen
ISBN-13: 9788791589430
Sideantal: 294
Forlag: Kandor

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk

Lidenskabens_prisVelskrevet gotisk krimi, der suger læseren ind i et dystert og fordærvet mørke

Da filosofilæreren Maurice ser billedet af den brændte mand i lænestolen på Internettet, er han straks klar over, at noget er helt galt. Så da hans gamle veninde, Eva, som nu arbejder for Odense politi, kontakter ham umiddelbart efter, er han forberedt – tror han.

Det viser sig nemlig, at der er endnu et offer i sagen. Den brændte mands hustru, hvis krop er fuldstændig dækket af pulserende pusfyldte blærere, blev fundet i badeværelset og er nu blevet indlagt i koma på hospitalet.

Sagen virker uforklarlig, og det er derfor, Eva beder Maurice om hjælp. Han har nemlig evnen til at se ting, der er skjult for almindelige mennesker. Og han er slet ikke i tvivl om, at noget umenneskeligt er på spil, men hvad? Opklaringen bringer Maurice dybt ind i mørket, hvor lidenskab og menneskeligt fordærv kræver uhyrlige ofre.

Niels Ole Busk debuterer som romanforfatter med ”Lidenskabens pris”, der udkommer som en del af serien Gotisk Krimi fra H. Harksen Productions. Jeg har dog tidligere læst novellen ”Nysgerrighed” af ham fra antologien ”Pix”.

Først i bogen definerer Harksen, hvad der forstås ved en gotisk krimi: et skønlitterært værk om forbrydelser, der er dystre, uhyggelige og groteske, og opklaringen af disse forbrydelser. Og det er lige hvad ”Lidenskabens pris” er – grotesk, skræmmende og samtidig løber der en tør, sort humor som en befriende tråd under uhyggen.

Jeg kom til at tænke på Mike Careys okkulte detektiv John Constantine, som blev spillet af Keanu Reeves på det store lærred i filmen ”Constantine” fra 2005. Samme blanding af tør humor og det okkulte smurt ud over en krimigåde er med til at gøre ”Lidenskabens pris” til en virkelig underholdende oplevelse.

Min eneste anke er egentlig, at jeg overhovedet ikke bryder mig om forsiden. Med sin kedelige typografi, lyse baggrund og en sløret kvindesilhuet yder den slet ikke romanen retfærdighed.

Bogens univers er mørkt og emmer af uhygge og mørkets ukendte og farlige drifter. Men omslaget får mig blot til at tænke på en dårlig krimi.

Det er super ærgerligt, når man tænker på, hvor lækkert omslaget til ”Killer Killer” af Morten Ellemose (den første udgivelse i serien) med sin blodrøde baggrund og spændende brug af typografien, var. Her passede indhold og omslag langt bedre sammen.

Men det kedelige omslag bør ikke afholde nogen fra at læse ”Lidenskabens pris”, for her er tale om en velskrevet, dyster og grotesk rejse ind i mørket.

Kom bare i gang,” sagde jeg uden synderlig interesse. Jeg havde rigelig travlt med at lade være med at kommentere på billedet. Det var ikke min opgave at opfordre eleverne til at se på den slags i mine timer. Jeg var der i min egenskab af gymnasielærer. For det er det, jeg er. Eller det kæmper jeg for at være. Det kan være svært at fastholde den slags dagligdags aktiviteter, når man skal forholde sig til forbrændte mænd med strittende pikke, hvilket jeg ret beset heller ikke var tvunget til. Som min far altid havde sagt, var der et alternativ. Jeg kunne vælge at gøre noget andet. Bare fordi jeg havde en viden, betød det ikke, at jeg skulle lade den diktere mine handlinger. Langt det meste af tiden gør vi alligevel ikke noget ved det, vi ved noget om. Sandt nok. Jeg blandede mig ikke i politik og sociale aktiviteter og filosofiske debatter, selvom jeg vidste noget om alle dele. Det var de færreste mennesker, der vidste halvt så meget som mig. Til gengæld kunne jeg ikke lade være med at blande mig, når der dukkede en sag som denne op. Den ’stakkels mand’ på billedet kunne for andre ligne en konstruktion i en syg sminkørs hjerne. For mig var han noget helt andet … For mig var det ikke bare et billede. Det var et tegn.”

Også omtalt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: H. Harksen Productions
Sider: 133

Alt andet end død af Kim Harrison

Alt andet end dødAlt andet end død er endnu et underholdende og actionfyldt bind i serien om den rødhårede hekse-detektiv, Rachel og hendes partnere, vampyren Ivy og alfen Jenks.

Jeg må indrømme, at jeg morer mig strålende, hver gang jeg får fat i et bind i The Hollows-serien. Kim Harrison har skabt et fantastisk univers, hvor hekse, vampyrer, varulve og andre overnaturlige skabninger lever side om side med menneskene. En verden hvor magi eksisterer, og hvor dæmoner lever i det store intet, altid parate til at lokke mennesker og inderlændere i deres net.

I bind 2 måtte Rachel bede om hjælp hos dæmonen Algaliarept. Prisen var, at hun blev hans tjenende ånd, men måtte beholde sin sjæl. Rachel har dog ikke tænkt sig frivilligt at følge med, da Algaliarept dukker op for at tage hende med til det store intet.

Men Algaliarept er ikke Rachels eneste bekymring. En ny spiller ved navn Saladan er kommet på banen i Cincinattis underverden, efter at Rachel fik sendt vampyrlederen Piscary bag tremmer i bind 2. Nu trækker det op til et opgør, og meget mod sin vilje må Rachel tage parti i den magtkamp der raser, hvilket tvinger hende til at påtage sig en opgave som livvagt for rigmanden Trenton Kalamack, der holdt hende fanget i en ilderkrop i bind 1.

Rachel har udover de arbejdsmæssige problemer også en del at se til på hjemmefronten. Kæresten Nick rejser pludselig væk, og i hans sted dukker vampyren Krister op. Det giver forviklinger i forhold til Ivy, og oven i det kommer hun på kant med Jenks, som i raseri forlader firmaet.

The Hollows-serien er fuld af sort humor og action med en hovedperson, der er tilpas fanden i voldsk til, at man lader de uundgåelige klichéer glide ned uden problemer. Det er ikke stor litteratur, men det er super underholdende, og hvert bind føjer noget nyt til historien, så man har lyst til at blive hængende og finde ud af, hvad Rachel næste gang roder sig ud i.

Kim Harrison skriver flydende i et levende sprog, og selvom bind 3 er på over 700 sider, så er det alligevel en pageturner, som ikke er en sætning for lang.

13 bind (”The Witch With No Name) udkommer ifølge Harrisons hjemmeside d. 9. september, og forhåbentlig følger Tellerup op og udgiver også resten af serien på dansk – og gerne hurtigt, tak 🙂

Serien på dansk:
Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om “Alt andet end død”:

Originaltitel: Every which way but dead
Forlag: Tellerup

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet.dk

Danser med dæmoner af Kim Harrison

Danser med dæmoner af Kim HarrisonRachel Morgan, heks og privatdetektiv, har sammen med vampyrveninden Ivy og alfen Jenks åbnet freelance bureauet Vampiric Charms. Efter successen med at afsløre en illegal snenælde forsendelse i bind et er Rachel blevet tilknyttet FIB som ekstern konsulent. I den forbindelse beder Edden hende om hjælp til at opklare en sag om en seriemorder, der går systematisk efter hekse og myrder dem på de mest bestialske måder.

Rachel er overbevist om, at rigmanden Trenton Kalamack står bag. Især da hun opdager, at han har haft kontakt med alle de døde hekse, kort før de blev dræbt. Men Edden og Glenn har en anden mistænkt, og Rachel kommer snart på kant med dem begge.

Samtidig kompliceres Ivys og Rachels forhold yderligere, da den ældgamle vampyr Piscary pludselig viser interesse for Rachel, som også bekymrer sig om kæresten Nicks fascination af dæmoner, for slet ikke at tale om at dæmonen Algaliarept, som Rachel meget mod sin vilje skylder en tjeneste, igen blander sig.

Danser med dæmoner er bind to i The Hollows-serien, og den lever helt op til Heksejagt ved at være mindst lige så underholdende og actionfyldt. Derudover finder vi ud af mere om Ivys og Rachels forhold, ligesom Rachels fortid også afdækkes lidt mere, og der åbnes op for flere hemmeligheder.

Den specielle verden hvor hekse, vampyrer m.m. lever side om side med menneskene fungerer overbevisende, og Kim Harrison samler ubesværet de mange tråde i historien.

På engelsk er der udkommet 12 bøger i The Hollows-serien. En lidt spøjs detalje er, at bortset fra det første bind henviser alle titlerne til en Clint Eastwood film. F.eks. hedder bind to The Good, the Bad, and the Undead (The Good, the Bad, and the Ugly). På dansk er bind tre netop udkommet med titlen Alt andet end død, og den ser jeg frem til at læse.

Serien på dansk:

Heksejagt (Dead witch walking)
Danser med dæmoner (The good, the bad, and the undead)
Alt andet end død (Every which way but dead)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 639 sider

Besøg Kim Harrisons hjemmeside

Vrangvendt af Christian Reslow

VrangvendtOndskaben rammer Skive…

Christian Reslow er en af de unge løver på den danske horrorscene. Sidste år var han blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse med romanen ”Kimæren”, der udspiller sig i USA. Men vi behøver slet ikke at tage så langt væk for at blive skræmt. Reslows hjemegn Skive er for eksempel et enormt skræmmende sted.

I 2001 blev Skive, ja faktisk hele Viborg Amt ramt af kriminalitet i hidtil uset skala. Ungdomskriminaliteten steg med næsten 45 %, bandeaktiviteten slog nye rekorder, og byen blev ramt af en række tragiske dødsfald. Byen nærmest emmede af aggressivitet, og det blev så slemt, at stort set ingen turde bevæge sig ud i Skive midtby efter mørkets frembrud.

I 2002 dukker så et manuskript op på Skive Folkeblads redaktion. Et unavngivet manuskript som tilsyneladende er skrevet af én af de unge, som var dybt involveret i det tidligere års hændelser. Et manuskript som påstår, at dæmoniske kræfter stod bag voldsspiralen – og at de stadig er derude…

Med ”Vrangvendt” vender Reslow tilbage til den form for quick’n’dirty horror, han skrev i ”Micki 19.50”. Historien starter lige på og hårdt uden megen baggrund eller introduktion til personerne. I stedet er der benhård action fra side et og 142 sider frem. Det er underholdende og vanvittigt, og du sidder helt forpustet tilbage, når sidste side er vendt.

Reslow er ikke for sarte sjæle. Blodet flyder, når han slipper dæmonerne løs, og ingen kan vide sig sikker i hans univers. Er du til splat, vold og groteske scenarier, er han manden at gå til, og selvom ”Vrangvendt” måske ikke helt når højderne fra ”Micki 19:50” og ”Kimære”, så skal den alligevel nok få blodet til at rulle hurtigere.

”Hun åbnede begge hans øjenlåg og afslørede dybe, tomme huler, fulde af størknet blod. Mens hun åbnede hans mund, begyndte hun at forklare: ”Hans mavesæk er vredet op gennem halsen på ham, hans prostata og det meste af hans øvrige kønsorganer er kommet ud gennem hans endetarm, hans tarmsystem ud gennem navlen, og endelig er hjernen blevet fjernet gennem øjenhulerne. Så vidt vi kan bedømme, er det hele foregået samtidig.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 142
Forlag: Valeta

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Stormfront af Jim Butcher

Stormfront af Jim ButcherDetektivroman møder urban fantasy med et glimt i øjet. Et underholdende første bind i serien om troldmanden Harry Dresden fra Chicago.

Harry Blackstone Copperfield Dresden er troldmand og ekstern konsulent for politiets afdeling for ”usædvanlige forbrydelser”.

Dresden tilbyder bl.a. hjælp med at finde bortkomne genstande, og en dag opsøger en kvinde ham for at få hjælp til at finde sin mand. Opgaven ligger lidt udenfor Dresdens normale område, men da han mangler penge til huslejen, accepterer han til sidst.

Kort efter ringer telefonen. Der er sket et dobbeltmord, hvor ofrenes hjerter er blevet flået ud, og vicekriminalkommisær Karrin Murphy har brug for Dresdens hjælp.

Det viser sig, at opgaven med den forsvundne ægtemand alligevel ikke er så simpel, og da mordsagen samtidig tyder på at have forbindelse til en ualmindelig ondskabsfuld mørk magi, hvor Dresden nødt til at overtræde Det Hvide Råds regler for brug af magi, hvis han skal hjælpe Murphy, må han balancere på en knivsæg, for Det Hvide Råd har allerede et skarpt øje på ham, og et fejltrin kan koste ham livet.

Urban fantasy er en sub-genre af fantasy, som defineres af, at den udspiller sig i det urbane miljø. I tilfældet med Stormfront finder handlingen sted i nutiden, men urban fantasy kan ligeså vel udspille sig i fortiden eller fremtiden, blot byen er centrum for fortællingen. Udover troldmænd og magi finder vi også varulve og dæmoner i fortællingen, som byder på masser af action undervejs.

Jim Butcher lader Dresden fortælle historien selv, og da han er en lun fætter med masser af selvironi, følte jeg mig totalt underholdt, selvom jeg ellers mere er til gys og science fiction. Men historien om Dresdens eventyr fortælles med et herligt glimt i øjet, så når dæmonerne går løs på Dresden, som kun er iført hårshampoo og bar r.., er det både nervepirrende og morsomt.

Selve plottet hænger godt sammen (altså under forudsætning af at man kan acceptere magi og dæmoniske væsner), og Butcher lægger nogle teasere ud om Dresdens fortid, som vi formentlig får uddybet i de senere bøger.

Indtil videre er der udkommet 14 bind i serien om Harry Dresden, men kun det første bind er blevet oversat til dansk, hvilket jeg synes er en skam, da den charmerende troldmand er et underholdende bekendtskab.

Om Stormfront:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Storm Front

Besøg Jim Butchers hjemmeside

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)