maj 2017
M T O T F L S
« apr    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘døden’

Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Mørkets skønhed af Vehlmann & KerascoëtMørkets skønhed er en fortælling om døden, ondskaben og skønheden i fordærvet

Forlaget Forlæns kommer ind i mellem med nogle virkelig lækre udgivelser. Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann er en af dem. Her er tale om en hardcover udgivelse med en vidunderlig forside, hvor omslaget nærmest føles som fløjl, så allerede før man åbner bogen, ved man, at her er tale om noget helt særligt.

Så overraskes man, idet illustrationerne de første sider minder om barnlige skitser, og jeg nåede lige at tænke at måske var det en fortælling for børn. Men det er det ikke! I stedet er det en fortælling om død, ondskab og fordærv, fortalt i de smukkeste billeder som både komplimenterer teksten og er en konstant kontrast. Det er virkelig stærkt lavet.

I skovbunden ligger liget af en lille pige. Hendes krop er hjem for en række små væsener, der nu må klare sig i skoven. Blandt væsnerne er Aurora. Hun er opsat på at sørge for, at tingene bliver som de var før, og at alt går retfærdigt til, og så er hun meget forelsket i den smukke prins, Hector.

Auroras hjælper er et lille abelignende væsen ved navn Plim, som udfører Auroras bud. Derudover præsenteres vi bl.a. for den egoistiske og ubetænksomme, men skønne Zelie. Timothea med kun et øje, som har fundet en lille baby i skoven. Og den selvstændige Jane, som Aurora ender med at se meget op til.

I starten er alt idyl mellem væsnerne, men så begynder problemerne. De mangler mad, husly, kommer til skade i skoven, og på et tidspunkt ’stjæler’ Zelia prins Hector fra Aurora. Så Aurora drager væk og finder også ly sammen med Jane. Men snart dukker de andre væsner op igen.

Mørkets skønhed er svær at give et referat af, og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Det er blot den rent overfladiske handling. Historien er nemlig fuld af lag og muligheder for fortolkning og fortælles som en hybrid mellem eventyr og horror. Jeg kom både til at tænke på ”Fluernes herre” af William Golding, ”Tommelise” af H. C. Andersen og ”Her fra min himmel” af Alice Sebold under læsningen, og kombinationen af gys og eventyr er utrolig vellykket.

Udgangspunktet for fortællingen er liget af en lille pige, og jeg forestiller mig, at de små væsner er elementer af hendes personlighed, som nu er sat fri. Et drab er jo en frygtelig hændelse, men fordærv og død fremstilles i fortællingen ikke som entydigt grimt. Zelias smukke kjole er f.eks. lavet af vinger fra de myg, der sværmer om liget, og titlen Mørkets skønhed antyder da også denne dobbelthed.

Fortællingen ser i det hele taget stort på begreber som godt og ondt. De små væsner er ofte så tankeløse og egoistiske, at deres handlinger umiddelbart fremstår onde men måske slet ikke er det? Bl.a. bliver en dukke sulten og spiser en af de andre, men så leger de øvrige bare, at dukken er gravid. Og da Zelie tvinger Hector til at sejle ud på søen, hvor han bliver spist af en tudse, samler hun efterfølgende de andre til en storslået grædeseance, hvor de sørger over ham.

Kerascoëts fantastiske illustrationer skal også roses. Kerascoët er et peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset, og så vidt jeg kan finde frem til, er Mørkets skønhed deres første udgivelse på dansk.

Illustrationerne er en blanding af ultrarealistiske billeder og naive, næsten barnlige figurer. Liget af pigen og illustrationerne fra skoven og dyrene heri er detaljerede og virkelighedstro, mens de små væsner er tegnet nærmest naivistisk. Det lyder måske umiddelbart som en underlig kombination, men det virker fantastisk. Farveskalaen er holdt i bløde pasteller, og illustrationernes poetiske udtryk står i stærk kontrast til de uhyrligheder, de små væsner udfolder i skovbunden.

Som sagt er der uanede muligheder for fortolkning af både billeder og tekst, og Mørkets skønhed er en udgivelse, jeg er sikker på at tage frem og genlæse mange gange. En stor anbefaling herfra.

Om Mørkets skønhed:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 94 sider
Originaltitel: Jolies Ténebrès
Illustrationer: Kerascoët (peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset)

Læs også anmeldelsen på Serieland
Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Vækkelse af Stephen King

Vækkelse af Stephen KingJamie Morton er næsten lige fyldt 6, da han første gang møder den mand, som får en afgørende betydning for Jamies liv.

Den unge præst, Charles Jacobs, flytter til Harlow sammen med sin hustru Patsy og lille søn Morrie. Charles er lidt af en opfinder i sin fritid, og bruger sin store interesse for elektricitet til at gøre bibelundervisningen for de unge sjovere. Hele byen holder af den lille familie, så da Patsy og Morrie kører galt, har alle ondt af den unge præst. Men medlidenheden forsvinder, da Charles vender tilbage på prædikestolen.

Mange år senere er Jamie blevet en dygtig musiker, som har arbejdet med forskellige bands. Festen er dog for nedadgående, idet Jamie er i fuld gang med at grave sig ned i et heroinfyldt hul. En dag hvor han endnu en gang er vågnet gennemvædet af sit eget pis, og har opdaget at bandet har fyret ham og efterladt ham i en lille skodby, tager Jamie til byfest for at score lidt H. Her genkender han pludselig Charles ved det omrejsende tivoli, hvor han optræder som Dan Jacobs med PORTRÆTTER I LYNILD. Midt under forestillingen besvimer Jamie, og da han kommer til sig, ligger han i Charles beboelsesvogn, hvor Charles giver ham et tilbud, han ikke kan modstå.

Flere år går. Jamie holder sin sti ren og arbejder nu på Wolfjaw Ranch, et musikstudie i Colorado, da han en dag støder på en plakat med ordene: ”Pastor C. Danny Jacobs’s helbredelses- og vækkelsesturné.” Endnu engang krydses Charles og Jamies veje, og for Jamie bliver det et bittersødt møde. Charles er ikke den, han var, og den, han er blevet, gemmer på hemmeligheder der er alt for mørke for mennesker.

Jeg er stor fan af Stephen King, men synes desværre at hans nyere romaner har været af meget svingende kvalitet. Vækkelse hører dog absolut til i den gode ende af forfatterskabet, så det var denne gang en stor fornøjelse at dykke ind i fortællingen om Jamie, der vokser op i 1960’ernes lilleby Amerika.

King serverer en fascinerende og underholdende fortælling, hvor dagligdagens drama flettes med det ukendtes gys. Mens langt den største del af romanen er Jamies historie, hvor King endnu engang viser sin formidable evne til at beskrive barndommen og tegne suveræne portrætter af virkelige mennesker, så hører den sidste fjerdedel af Vækkelse til blandt noget af det mere skræmmende King har skrevet. Ikke i blodig og væmmelig forstand, men i det underliggende og usagte. Hvad er det Charles roder med? Hvad gemmer sig bag gardinerne til vores verden? Og hvilke konsekvenser har det at søge svar?

Det mærkes, at Stephen King selv bliver ældre (i 2017 fylder han 70). Selvom han stadigvæk er fremragende til at fortælle fra en drengs synsvinkel, så bliver hans hovedpersoner ældre, og flere af problemstillingerne kan i høj grad relateres til Kings eget liv, idet han selv har været misbruger, og i 1999 var han selv tæt på at miste livet i en trafikulykke. Endelig har religion også spillet en rolle for King, og er i øvrigt et tema der ofte er at finde i hans romaner (omend på en helt anden vis end Dean Koontz bruger det).

Ser man bort fra horror effekterne, er Vækkelse i høj grad en roman om døden, og hvad der venter os efter livets afslutning, og dermed er det en roman, der kan læses langt bredere, end Stephen Kings tidlige forfatterskab, og i det hele taget er en fremragende roman.

Fra nu af er der risiko for spoilers i forhold til handlingen!

Stephen King indleder romanen med at takke en række forfattere, der har været inspirationskilde for ham, men undervejs i romanen finder man også referencer til dem. F.eks. hedder en af Charles patienter Mary og er datter af Janice Shelley, og en af bøgerne, Charles bruger i sin forskning, er De Vermis Mysteriis, som angiveligt har dannet grundlaget for H. P. Lovecrafts fiktive grimoire Necronomicon.

Igennem hele sit forfatterskab har Stephen King afprøvet forskellige genregreb. Hans første roman Carrie handlede om psykokinese, den anden roman De dødes by handlede om vampyrer, den tredje roman handlede om et hjemsøgt hus Ondskabens hotel og så videre. Men så vidt jeg ved, har han ikke tidligere skrevet en roman over Prometheus myten. Og selvom han i flere romaner har arbejdet med parallelle universer, f.eks. i Boo’ya Moon – Liseys historie og Om en Buick 8, så mener jeg heller ikke, at han tidligere har haft hentydninger til De Mægtige, som jeg opfatter som Kings reference til Lovecrafts Cthulhu Mythos. Dermed tilføjer Vækkelse endnu et lag til Kings omfattende genreleg.

Endelig fik jeg også mindelser til Kings egen roman The Tommyknockers, hvor der også optræder en form for grøn elektricitet, der kan få alle mulige mærkelige dimser til at virke.

Titlen Vækkelse kan forstås på flere planer. Dels religiøst, idet Charles vækker Jamie fra religionens ”greb” med Den Forfærdelige Prædiken, dels lægeligt, idet Charles helbreder Jamie fra herointrangen, og dels helt konkret idet Charles ønsker at vække de døde, og derved kommer til at vække De Mægtiges opmærksomhed.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Revival
Omslag: Jon Asgeir

Også omtalt på Bogrummet.dk

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

I Sell the Dead

I Sell the DeadI Sell the Dead var en noget skuffende oplevelse for mig. Den er ellers ganske flot lavet (lige med undtagelse af de sidste zombier, som ligner det, de er – mænd pakket ind i laser med en gummimaske på). Men den var nærmest kedelig og også temmelig forudsigelig til tider.

Arthur kommer som ung i lære hos gravrøveren/ligrøveren Willie Grimes. Nu er de begge blevet anklaget for gravrøveri og mord. Her fortæller Arthur sin historie til præsten fader Duffy, som besøger ham i cellen, natten før han skal henrettes ligesom Grimes.

Først vil Arthur ikke fortælle. Lidt whisky overtaler ham, og snart beretter han løst og fast om et liv i gravrøveriets tjeneste. Her har han og Grimes har set lidt af hvert, fundet ud af at der er flere penge i at sælge de udøde end de døde, og været i evig konkurrence med en anden gravrøverbande Murphy-klanen.

Ron Pearlman spiller fader Duffy. Han er ganske charmerende med sin irske accent, men der er ingen overraskelser gemt i hans karakter. Dominic Monaghan (Merry fra Ringenes Herre) spiller Arthur, og forsøger med en blanding af kækhed og charme at få publikum interesseret i sin figur.

Men som sagt synes jeg, der mangler noget. I Sell the Dead forsøger sig med en blanding af gys og sort humor, men det bliver aldrig hverken rigtigt uhyggeligt eller særligt morsomt efter min mening. Jeg begyndte på den tre gange, før det lykkes mig at holde mig vågen hele vejen igennem. Det er sjældent et godt tegn.

Retfærdigvis skal det dog siges, at den scorer 6.1 på IMDB, og Best-Horror-Movies.com anmelder den således: ”I Sell the Dead was like a breath of fresh air. Glenn McQuaid did not try to redo any other movie. He took known genre stereotypes (grave robbers, undead, Hammer) and put his own twists and turns to them. Dominic Monaghan shows that he can do more than play a Hobbit, Ron Perlman gives a performance (albeit small) that shows why he has been in the business for over three decades and Angus Scrimm brings the same brilliance that only he can bring to a role. News Flash: That is what makes something original. We horror freaks do not expect someone to reinvent the wheel. We just want to see something more than a fresh coat of paint on the old wheel. I Sell the Dead gives a good mixture of horror, comedy and sci-fi that leaves you with a fun and original 90 minutes that you will not be sorry you spent when it is over.

Så ikke alle er enige med mig i, at den er halvkedelig.

Om I Sell the Dead:

Instruktør: Glenn McQuaid
Udgivelsesår: 2008

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

Don Faust af Henrik Hohle Hansen

For nogen tid siden læste jeg “Alkymi” af Henrik Hohle Hansen. En lidt for konstrueret historie efter min smag, men alligevel fik jeg lyst til at læse Holhe Hansens anden roman “Don Faust”.

Dr. Edvard er blevet ansat på Ulrikkesburg, et asyl som huser syge kvinder. Forstanderen er pastor Meister, som lider af et nærmest unaturligt had til døden. Derfor er han ekstra opsat på at kurere kvinderne på stedet, hvoraf nogle af dem blot drømmer om at dø, fordi de har set døden som en mand med smukke øjne. Dr. Edvard forstår ikke Meisters tro på denne skikkelse, så Meister giver ham en dagbog skrevet af pastor Götzs i 1704.

Pastor Götzs beretter, hvordan en sydlandsk udseende mand søgte ly på Ulrikkesborg, og da han blev spurgt, hvem han ønskede beskyttelse imod, svarede han døden. Manden havde nemlig været dødens tjener i mange år, og kunne fortælle hvordan døden oprindelig var en mand ved navn Donizetti Faugust. Faugust havde i sin ungdom fundet det ultimative argument imod Guds eksistens, og derfor mistede han troen på alt og havde en trist og ensomt liv. Da døden stod for døren, fortrød han dog dette og tilbød at slå en handel af med djævelen for at få evigt liv. Denne handel gjorde ham til døden. Manden fortalte yderligere historier om Faugust, men da næste morgen kom, var han forsvundet, og flere af beboerne på asylet påstod, at de om natten havde set døden komme efter ham.

Da Meister næste morgen vil høre dr. Edvards mening om denne historie, svarer Edvard: “Døden er jo smuk. At få lov til at gå med denne gentleman gennem mørket mod det strålende lys, må da være en oplevelse vi alle tørster efter. Jeg får ligefrem lyst til at prøve at dø, kære pastor.” Svaret gør pastoren rasende, og det lykkes ham at overtale dr. Edvard til at deltage i et forsøg på at lokke døden frem i sin menneskeskikkelse, så de kan skyde ham.

Historien om Døden i skikkelse af Donizetti Faugust er en fascinerende og velskrevet fabel. I modsætning til “Alkymi” som jeg fandt konstrueret og uden den rette stemning, er “Don Faust” fyldt med atmosfære og interessante personer. Fortællingen er konstrueret som små historier i historien, og det virker fint og fører hele tiden læseren videre frem, så man alt for hurtigt er igennem de 126 sider.

Udover “Don Faust” indeholder bogen også tre noveller: Familien De Belles hemmelighed, Casanostra og Skyggen. Især den første og den sidste er også værd at læse.

I “Familien De Belles hemmelighed” hører vi hvordan købmanden Bertold opdragede sit eneste barn, sønnen Bertoldi, overordentlig strengt. Kort før sin død overtalte han sønnen til at gifte sig med den fattige Adalaide, som dog var af god familie. Efter brylluppet opdager Bertoldi noget højest usædvanligt, og det viser sig, at familien har mere end en hemmelighed.

“Skyggen” er en smuk og anderledes kærlighedshistorie, mens “Casanostra” er en slags Don Juan fortælling.

Udgivelsesår: 1995

Wind Chill

Wind ChillWind Chill er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogle gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware men  mangler kørelejlighed. Den får hun af boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelses-genren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med Wind Chill, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. Penny Dreadful hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Wind Chill bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmelig tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

Wind Chill er i øvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var også manden bag kameraet i Silent Hill, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Om Wind Chill:

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

På den anden side af Audrey Niffenegger

På den anden side af Audrey NiffeneggerMan siger, at kærlighed overvinder alt – selv døden.

Audrey Niffenegger skriver ikke som nogen anden, jeg har læst. I Den tidsrejsendes kvinde fortæller hun en fantastisk kærlighedshistorie, der rækker gennem tid og rum og blander science fiction elementer ind uden på nogen måde at blive en science fiction roman. I På den anden side blander hun igen flere genrer ved at skrive en roman om kærlighed, spøgelser og om søgen efter sin identitet.

Tvillingerne Elsepeth og Edie har ikke set hinanden i mere end 20 år, men da Elsepeth dør af kræft, testamenterer hun alligevel alle sine ejendele til Edies to tvillingepiger. Pigerne kommer til London for at bo i Elsepeths lejlighed, og her møder de både overboen, den excentriske Martin, og underboen Robert, der var kæreste med Elsepeth.

Tvillingerne er trods et ens ydre meget forskellige. Julia er udadvendt og forestiller sig, at de to piger altid skal være sammen, mens Valentina er mere indadvendt og drømmer om at skabe sit eget liv.

I lejligheden dukker også Elsepeth op. Hun er tilsyneladende fanget i efterlivet og kan ikke forlade lejligheden. Hun forstår ikke, hvad formålet er, men forsøger desperat at få kontakt med både Robert og tvillingerne. Og da det lykkes, får det helt uforudsete konsekvenser.

Audrey Niffenegger skriver fremragende. Hun beskriver Roberts kærlighed til og længsel efter Elsepeth, så det gør helt ondt. Samtidig gør hun tvillingernes mere komplicerede forhold til hinanden levende, selvom man som ikke-tvilling formodentlig aldrig helt kan forstå sådan et forhold.

Fortællingen er gennemsyret af både kærlighed og grusomhed. Noget utilsigtet, men noget også helt bevidst, og mod slutningen fik jeg næsten ondt i maven, mens jeg læste. De gamle hemmeligheder dukker op til overfladen, og jeg kunne næsten ikke bære at være vidne til personernes skæbner.

På den anden side er både en meget smuk historie og samtidig en meget grum historie. Det er ikke en ukompliceret og lykkelig kærlighedsfortælling, og er man mest til det, skal man gå uden om Niffeneggers roman. Historien om Elsepeth, Robert og tvillingerne er gennemsyret af en mørk undertone, som sidder længe i én efter endt læsning. Det er dog også det, som gør historien så fantastisk, og jeg kan absolut anbefale den til alle, som holder af velskrevne fortællinger om kærligheden, livet og døden.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 428 sider