januar 2020
M Ti O To F L S
« dec    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘døden’

Rebecca af Daphne du Maurier

Rebecca af Daphne du MaurierJeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men har aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.

Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.

Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.

Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.

Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…

Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”

Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.

Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.

Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.

Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1938

Don Faust af Henrik Hohle Hansen

Don Faust af Henrik Hohle HansenFor nogen tid siden læste jeg Alkymi af Henrik Hohle Hansen. En lidt for konstrueret historie efter min smag, men alligevel fik jeg lyst til at læse Holhe Hansens anden roman Don Faust.

Dr. Edvard er blevet ansat på Ulrikkesburg, et asyl som huser syge kvinder. Forstanderen er pastor Meister, som lider af et nærmest unaturligt had til døden. Derfor er han ekstra opsat på at kurere kvinderne på stedet, hvoraf nogle af dem blot drømmer om at dø, fordi de har set døden som en mand med smukke øjne. Dr. Edvard forstår ikke Meisters tro på denne skikkelse, så Meister giver ham en dagbog skrevet af pastor Götzs i 1704.

Pastor Götzs beretter, hvordan en sydlandsk udseende mand søgte ly på Ulrikkesborg, og da han blev spurgt, hvem han ønskede beskyttelse imod, svarede han døden. Manden havde nemlig været dødens tjener i mange år, og kunne fortælle hvordan døden oprindelig var en mand ved navn Donizetti Faugust. Faugust havde i sin ungdom fundet det ultimative argument imod Guds eksistens, og derfor mistede han troen på alt og havde en trist og ensomt liv. Da døden stod for døren, fortrød han dog dette og tilbød at slå en handel af med djævelen for at få evigt liv. Denne handel gjorde ham til døden. Manden fortalte yderligere historier om Faugust, men da næste morgen kom, var han forsvundet, og flere af beboerne på asylet påstod, at de om natten havde set døden komme efter ham.

Da Meister næste morgen vil høre dr. Edvards mening om denne historie, svarer Edvard: “Døden er jo smuk. At få lov til at gå med denne gentleman gennem mørket mod det strålende lys, må da være en oplevelse vi alle tørster efter. Jeg får ligefrem lyst til at prøve at dø, kære pastor.” Svaret gør pastoren rasende, og det lykkes ham at overtale dr. Edvard til at deltage i et forsøg på at lokke døden frem i sin menneskeskikkelse, så de kan skyde ham.

Historien om Døden i skikkelse af Donizetti Faugust er en fascinerende og velskrevet fabel. I modsætning til “Alkymi” som jeg fandt konstrueret og uden den rette stemning, er Don Faust fyldt med atmosfære og interessante personer. Fortællingen er konstrueret som små historier i historien, og det virker fint og fører hele tiden læseren videre frem, så man alt for hurtigt er igennem de 126 sider.

Udover Don Faust indeholder bogen også tre noveller: Familien De Belles hemmelighed, Casanostra og Skyggen. Især den første og den sidste er også værd at læse.

I “Familien De Belles hemmelighed” hører vi hvordan købmanden Bertold opdragede sit eneste barn, sønnen Bertoldi, overordentlig strengt. Kort før sin død overtalte han sønnen til at gifte sig med den fattige Adalaide, som dog var af god familie. Efter brylluppet opdager Bertoldi noget højest usædvanligt, og det viser sig, at familien har mere end en hemmelighed.

“Skyggen” er en smuk og anderledes kærlighedshistorie, mens “Casanostra” er en slags Don Juan fortælling.

Om Don Faust:

Udgivelsesår: 1995
Forlag: Aschehoug

Wind Chill

Wind ChillWind Chill er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogle gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware men  mangler kørelejlighed. Den får hun af boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelses-genren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med Wind Chill, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. Penny Dreadful hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Wind Chill bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmelig tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

Wind Chill er i øvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var også manden bag kameraet i Silent Hill, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Om Wind Chill:

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007

Final Destination

Final DestinationDet værste flystyrt, jeg har set på film, var det Tom Hanks oplevede i Cast Away fra 2000. Final Destination bevæger sig dog deropad.

En high school klasse skal på studietur til Paris, men kort før start, drømmer Alex, at flyet styrter ned, og da han vågner, går han i panik og kommer i slagsmål med Carter. Tumulten betyder, at 7 står af flyet – som kort efter starten eksploderer, akkurat som Alex havde forudset. Alle ombordværende dør.

Men Alex redning af de 7 får folk til at se skævt til ham. FBI mistænker ham oven i købet for at have noget med styrtet at gøre, og da de 7 efterfølgende dør en efter en, bliver situationen kun værre. For Alex har opdaget, hvad der ligger bag. Døden har en plan, og nu prøver den at indhente de 7 liv, den blev snydt for – og kun Alex kan sætte en stopper for det.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville synes om Final Destination, men et langt stykke hen ad vejen er den faktisk ganske underholdende. Den første del af filmen, hvor Alex forudser hvad der sker, er godt skruet sammen, og bortset fra at jeg har svært ved at forstå de øvrige overlevendes reaktioner overfor Alex, så virker det i historien. Herefter begynder de overlevende så at dø en efter en, og også det fungerer for det meste. Især er jeg overrasket over, hvor skræmmende et ganske almindeligt hus er, når man ved, at døden lurer lige om hjørnet. Pludselig kan alt jo bruges til at slå dig ihjel med! Stemningen underbygges samtidig utrolig godt af underlægningsmusikken, der især i scenerne hvor vi ved, at døden er på vej men ikke hvordan, leverer varen så hårene rejser sig på armene.

Filmen kammer dog over, er da Alex afslører dødens plan og begynder at modarbejde den. Alex og Clear bryder ind hos bedemanden for at se Tod en sidste gang, og her møder de en mærkelig skikkelse, der fortæller dem om døden og dødens plan. Det forklares ikke, hvem skikkelsen er, men han spilles af Tony Todd (Candyman, 1992), så jeg tvivler på, at han bare er den lokale bedemand. Men hvis han er døden, så forstår jeg ikke, hvorfor han fortæller så meget til Alex?

Så der bliver noget forvirring i den sidste del af Final Destination, og selvom der stadig er gode scener, som da Clear med nød og næppe undslipper, så bliver den til tider nærmest ufrivillig komisk, og der mangler en sammenhængende forklaring på begivenhederne.

I ekstra-materialerne fortæller James Wong, at man brugte test-screaning for at tjekke filmen før markedsføringen. Det viste sig, at den oprindelige slutning (SPOILER) hvor Alex dør, Clear føder en baby og Carter overlever, slet ikke var hvad publikum ønskede. Så man ændrede slutningen til en langt mere actionfyldt slutning, og det bragte filmen mere i overensstemmelse med publikums smag – men er måske med til at gøre den mindre sammenhængende? I hvert fald viser det klart, at Final Destination ikke er den type film, hvor instruktøren har en vision, som holder det hele sammen, men at det er cool cash og profit-tænkning, der driver filmens plot.

Og der er ikke meget tvivl om, at Final Destination hovedsageligt er rettet mod det unge publikum, som sagde yes til chokeffekter og nej til for mange filosofiske overvejelser. Satsningen lykkedes med et billetsalg på over 53 millioner $ alene i USA (filmens budget var på 23 millioner $). Men selvom jeg ikke lige rammer plet i filmens målgruppe (og synes det er lidt plat at lade test-screaninger fylde så meget), så var jeg dog godt underholdt i de fleste af Final Destinations 98 minutter.

Som en lille ekstra godbid til horrorfans er de fleste af filmens karakterer i øvrigt opkaldt efter instruktører og stjerner fra de gamle sort/hvide horror film: Alex Browning (efter instruktøren af Dracula fra 1931, Tod Browning); Terry Chaney (efter skuespilleren Lon Chaney fra The Wolf Man fra 1941); FBI agent Schreck (efter Max Schreck som spillede grev Orlock i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922) og Billy Hitchcock (en homage til Alfred Hitchcock). Se flere på IMDB.

Om filmen:

Instruktør: James Wong
Udgivelsesår: 2000

Final Destination serien:

Final Destination, 2000 – D: James Wong
Final Destination 2, 2003 – D: David R. Ellis
Final Destination 3, 2006 – D: James Wong
The Final Destination, 2009 – D: David R. Ellis

På den anden side af Audrey Niffenegger

På den anden side af Audrey NiffeneggerMan siger, at kærlighed overvinder alt – selv døden.

Audrey Niffenegger skriver ikke som nogen anden, jeg har læst. I Den tidsrejsendes kvinde fortæller hun en fantastisk kærlighedshistorie, der rækker gennem tid og rum og blander science fiction elementer ind uden på nogen måde at blive en science fiction roman. I På den anden side blander hun igen flere genrer ved at skrive en roman om kærlighed, spøgelser og om søgen efter sin identitet.

Tvillingerne Elsepeth og Edie har ikke set hinanden i mere end 20 år, men da Elsepeth dør af kræft, testamenterer hun alligevel alle sine ejendele til Edies to tvillingepiger. Pigerne kommer til London for at bo i Elsepeths lejlighed, og her møder de både overboen, den excentriske Martin, og underboen Robert, der var kæreste med Elsepeth.

Tvillingerne er trods et ens ydre meget forskellige. Julia er udadvendt og forestiller sig, at de to piger altid skal være sammen, mens Valentina er mere indadvendt og drømmer om at skabe sit eget liv.

I lejligheden dukker også Elsepeth op. Hun er tilsyneladende fanget i efterlivet og kan ikke forlade lejligheden. Hun forstår ikke, hvad formålet er, men forsøger desperat at få kontakt med både Robert og tvillingerne. Og da det lykkes, får det helt uforudsete konsekvenser.

Audrey Niffenegger skriver fremragende. Hun beskriver Roberts kærlighed til og længsel efter Elsepeth, så det gør helt ondt. Samtidig gør hun tvillingernes mere komplicerede forhold til hinanden levende, selvom man som ikke-tvilling formodentlig aldrig helt kan forstå sådan et forhold.

Fortællingen er gennemsyret af både kærlighed og grusomhed. Noget utilsigtet, men noget også helt bevidst, og mod slutningen fik jeg næsten ondt i maven, mens jeg læste. De gamle hemmeligheder dukker op til overfladen, og jeg kunne næsten ikke bære at være vidne til personernes skæbner.

På den anden side er både en meget smuk historie og samtidig en meget grum historie. Det er ikke en ukompliceret og lykkelig kærlighedsfortælling, og er man mest til det, skal man gå uden om Niffeneggers roman. Historien om Elsepeth, Robert og tvillingerne er gennemsyret af en mørk undertone, som sidder længe i én efter endt læsning. Det er dog også det, som gør historien så fantastisk, og jeg kan absolut anbefale den til alle, som holder af velskrevne fortællinger om kærligheden, livet og døden.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 428 sider

Carnival of Souls

Carnival of SoulsKirkeorganisten Mary Henry kører sammen med nogle veninder galt. Bilen ender i en flod, som redningsmandskabet ikke kan redde den op af, men efter næsten tre timer dukker Mary uskadt op af vandet. Hun kan ikke redegøre for, hvordan hun slap ud, men det tilskriver man chokket.

Kort efter rejser Mary til en anden by, hvor hun skal starte som kirkens nye organist. Tilsyneladende er alt i orden, men Mary virker sært ved siden af sig selv. Hun begynder at se en mærkelig mand, der tilsyneladende forfølger hende overalt. Samtidig kommer hun ud for flere hændelser, hvor hun nærmest forsvinder ud af virkeligheden. Og det hele virker knyttet til det forladte tivoli lidt udenfor byen.

“Carnival of Souls” er fra 1962, og når man ser den i dag, er alderen naturligvis tydelig på mange måder. Ikke desto mindre synes jeg, den er ganske vellykket. Den efterlader en med en ubehagelig følelse, og selvom den i virkeligheden ikke viser særlig meget, så kryber den ind under huden. Candace Hilligoss, som spiller Mary Henry, virker hele tiden lidt ved siden af sig selv, som om hun ikke rigtig er til stede, og det fungerer helt på filmens præmisser. Scenerne, hvor lyden forsvinder og Mary falder ud af virkeligheden, er også spændende lavet. Så på trods af at filmen er langsomt klippet i forhold til nutiden, og selvom der stort set ikke bruges specieal effects, så kan jeg anbefale “Carnival of Souls”, hvis man vil prøve en lidt anderledes gyserfilm fra 60’erne.

Filmen nævnes i 101 Horror Movies You Must See Before You Die, som bl.a. skriver: “At times more artful than exploitative, Carnival of Souls is not only an important work in mordern cinematic horror history, but also clearly anticipates Night of the Living Dead in numerous respects.

Om filmen:

Instruktør: Herk Harvey
Udgivelsesår: 1962

Dødens terning af Kenneth Bøgh Andersen

Dødens terning af Kenneth Bøgh AndersenJeg blev simpelthen bidt af første bind i serien om den store djævlekrig Djævelens lærling, så nu har jeg også fået læst toeren, Dødens terning, og den er næsten lige så god.

Filip er tilbage i menneskenes og de levendes verden efter sit ophold i Helvede, som han lærte en masse af. Bl.a. har han nu fået venner, og han er heller ikke helt så artig som før.

Men en nat bliver han endnu en gang hentet af døden og kommer tilbage til Helvede. Det er dog ikke Lucifer, som har brug for hjælp, men døden selv. Han har nemlig fået stjålet sin terning, og så længe den er væk, bliver alle der fødes udødelige.

Først kan Filip ikke forstå, hvorfor det ikke er en god ting at være udødelig, men som historien skrider frem, opdager han, at ligesom det gode ikke duer uden det onde, så fungerer livet heller ikke uden døden.

Kenneth Bøgh Andersen er god til at fortælle sin historie, så man bliver fanget ind i universet. Scenerne står krystalklart for læseren, og jeg er overbevist om, at Døden har et hus fyldt med timeglas efter at have læst Dødens terning.

Filip møder flere af sine gamle venner (bl.a. Satina og Ravine), men der dukker også gamle fjender op, og denne gang har han jo kun sine menneskekræfter.

Jeg glæder mig til bind 3, og må vist hellere få fat i flere af Kenneths bøger.

Om Dødens terning:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Per Jørgensen/Peter Stoltze

Serien Den store djævlekrig:

Djævelens lærling, 2005
Dødens terning, 2007
Den forkerte død, 2009
Ondskabens engel, 2010
Den faldne engel, 2015

Dyrekirkegården af Stephen King

Dyrekirkegården af Stephen KingDyrekirkegården er efter min mening en af de allerbedste Stephen King romaner. Den er skræmmende og velskrevet, og jeg tror, jeg har læst den fem gange eller mere.

Dr. Louis Creed flytter med sin familie til Maine, hvor han har fået arbejde på universitet. Huset er nærmest deres drømmehus, men det ligger dog ret tæt på en vej med meget lastvognstrafik. De bliver nu hurtigt glade for at bo der, ikke mindst fordi genboerne på den anden side af vejen, Jud og Norma, bliver deres gode venner.

Men en dag vågner Louis op og opdager, at datterens kat Church er blevet kørt over. Før han får det fortalt til datteren, fortæller Jud ham en historie om en gamle indiansk gravplads, som ligger lige bag ved skoven. Som barn begravede Jud sin hund der, og efter få dage kom den tilbage. Nu gør Louis det samme – blot for at opdage at han har åbnet en dør, som er umulig at lukke igen…

Udover at være en rigtig uhyggelig historie (faktisk var den så uhyggelig at Stephen King smed den i skraldespanden, før den var færdig, fordi han synes, den var for grum. Men heldigvis samlede hans kone Tabita den op igen), så er Dyrekirkegården også en fortælling om angsten for døden. Louis kone oplevede som barn, at søsteren Zelda døde en pinefuld død af rygmarvsbetændelse. En oplevelse som gav hende så alvorlige ar på sjælen, at hun som voksen slet ikke kan håndtere døden. Noget jeg tror er meget symptomatisk for mange i dag.

Inspirationen til romanen fik King, da han sammen med sin familie i en periode boede op og ned af den meget trafikerede vej Route 15. Her fandt de hver dag dyr, som var kørt ihjel, og byens børn begravede dem på deres egen lille kirkegård. Naomi, Kings ældste datter, havde en kat, Smucky, og den blev kørt over til Thanksgiving i 1979. Tanken om datterens sorg, fik King til at ønske, at katten kunne komme tilbage, men så kom han i tanke om W. W. Jacobs historie Abehånden, og herefter kom idéen til Dyrekirkegården rullende.

I 1989 instruerede Mary Lambert filmudgaven, og det blev en ganske seværdig gyser. Faktisk er det en af de få film, jeg har måtte lukke øjnene under, og det er et kvalitetsstempel for mig. Stephen King skrev for øvrigt selv filmmanuskriptet til den og er ganske tilfreds med resultatet: “This movie is very special to me. It’s the first screenplay I’ve adapted from one of my novels. And it is my first book to be filmed in my home state of Maine…Mary Lambert did a good job. She went in and she didn’t flinch.”

Om Dyrekirkegården:

Originaltitel: Pet Sematary
Udgivelsesår: 1983