Indlæg tagget med ‘dæmoner’

Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Operasangeren Judith er blevet tilbudt sit livs rolle som Isabella i Rolf Bergströms opera af samme navn. Egentlig skal hun synge på andet-holdet, men da stjernen Magdalena Fantini kort efter prøvernes start dør, overtager Judith hele forestillingen. 

Det er starten på en fantastisk tid fyldt med musik og sex, for det varer ikke længe førend Rolf og Judith får et forhold. Den eneste slange i paradiset er Rolfs faste støtte, Vilgot, som Judith føler sig utryg i nærheden af. Men Rolf er overbevist om, at de to nok skal finde hinanden, hvis blot Judith vil give Vilgot en chance. 

”Glasborgen” er en roman om lidenskab. Lidenskab for musik og lidenskab blandt mennesker. Hvor langt vil en rigtig kunstner gå for sit værk? Judith tror, at hun er et dedikeret menneske, men først da hun møder Rolf, opdager hun, hvad virkelig passion for musik er. 

Ved romanens start er Judith lukket inde i et mørkt rum, hvor hun er blevet tvunget til at fortælle sin historie, så vi ved fra begyndelsen, at noget går skævt undervejs. Men hvad lader Anne-Marie Vedsø Olesen os selv være med til at regne ud. 

”Glasborgen” er en anderledes roman, der bevæger sig af uforudsigelige veje. Den er en slags gotisk roman, der bruger vandet omkring operaen som baggrund og stemningsskaber, og den blander kærlighedsromanen med musikpassion, og twister det med et drys horror. Historien er letlæst, men stadigvæk fascinerende, og for en som mig, der aldrig har været i Operahuset i København, giver det en lyst til at se, hvor romanen foregår. 

I et interview i Politiken skriver AMVO om sin skrivestil: ”Jeg er en af de få danske forfattere, der ikke er bange for patos. Den ironiske distance, man havde specielt i 1990′erne, er for mig totalt dræbende. Jeg kan godt lide, at der er saft og kraft på, og det kan sagtens gribe folk, hvis man selv føler, at det er ægte, når man skriver det. Man kan ikke skrive patos med foden på bremsen, det er foden på speederen og så af sted.” Og man mærker tydeligt i ”Glasborgen”, at AMVO ikke er bange for at bringe det fantastiske i spil. 

Jeg var vældig underholdt af ”Glasborgen”, som måske ikke er typisk horror, men som både fascinerer og forskrækker på mere end et plan. Og så synes jeg det er lidt interessant, at fin-kulturen er ved at finde en plads i horroren. Sidste år så vi den fremragende balletfilm ”Black Swan”, der krydsede ind over horrorgenren, og herhjemme får vi nu opera med horrorvinkel.

AMVO har bl.a. også skrevet novellen ”Orkestergraven”, der udkom i novelleantologien ”Poe – 4 makabre hyldester”, og som snart har premiere som opera. 

Besøg også Anne-Marie Vedsø Olesens hjemmeside

Udgivelsesår: 2012 
Omslag: Henrik Koitz

Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i “Case 39″, virkede snarere afskrækkende end tiltalende. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i denne intense psykologiske thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af “Case 39″ er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over “Case 39″, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra “Silent Hill“. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at “Case 39″ er en blanding af “Bad Seed” og “Exorcisten“, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret “Pandorum”.

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

I dag d. 13. december udkommer Jonas Wilmanns nye roman “Smukke Anna”, som befinder sig i en helt anden genre end “Mutagen“, der tog læseren med på en hæsblæsende tur gennem et mutant-inficeret Danmark.

Anna er roma og bor i Prag med sin far, bedstemoren Luca og tantens familie, mens moren er død for mange år siden: “Hun havde alkoholdjævelen i sig, og en decembernat havde den ledt hende ud i kulden og uden nærmere forklaring smidt hende på en kold gade – det var vel bare sådan noget, djævle gjorde“.

Anna er meget smuk, og samtidig er hun en mild og blid pige. Hun lytter gerne til bedstemorens beretninger om romaernes oprindelse og ikke mindst om gudinden Kali og hendes tilhængere, den hemmelig blodkult. Men inderst inde er hun en uskyldig sjæl, og det forsøger hendes far at holde fast i. Så da den lokale gangster ønsker at købe Anna for at sælge hendes mødom til højestbydende, siger faren nej.

Alligevel ender Anna i gangsterens hænder, og det bliver startskuddet til en transformation. Anna er ikke længere bare en smuk ung pige – hun er gudinden Kalis værktøj, og hendes mål er at befri verden for grådighed og ondskab.

Jeg kendte ikke meget til den hinduistiske gudinde Kali, før jeg læste “Smukke Anna”. Jeg tænkte på gudinden som noget ondt, ligesom hun afbildes i Indiana Jones filmen. Men Kali er både dødsgudinde og modergudinde. Hun suger ondskaben ud af sine tilbedere, ødelægger alt, hvad der er falsk, og bringer den søgende til “sin sande tidsløse væren”. Denne dobbelthed fungerer fint i romanens univers, hvor den uskyldige Anna kastes ind i et blodigt mytisk univers.

“Smukke Anna” var meget anderledes, end jeg havde forventet. Denne gang digter Jonas Wilmann ikke bare en historie. Han funderer sin fortælling i romaernes historie, og ved at inddrage troen på Kali, bliver romanen interessant på en ny måde. Sprogligt synes jeg også, at romanen fungerer godt. I perioder er sproget råt og realistisk, mens andre sekvenser er drømmende og nærmest poetiske. I det hele taget har fortællingen et mytisk og drømmende element, som lader læseren drage sine egne konklusioner undervejs, samt en slutning som er åben for fortolkning, hvilket virker rigtig godt, og så virker personernes udvikling også langt mere troværdige denne gang.

Alt i alt er “Smukke Anna” en anderledes, men velskrevet og interessant roman, og jeg er spændt på, hvad Jonas Wilmann vil traktere læserne med næste gang.

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Oboznaya Kristina

Læs mere om Kali og hinduismen

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

“End of the Line” var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over “End of the Line”. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da “End of the line” hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose “End of the Line” som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Endelig får vi afslutningen på Steen Langstrups gysende Plantage-trilogi, og denne gang har den ultimative ondskab en plan for at underligge sig verden.

Jeg har med stor fornøjelse læst de to første bind i Plantage-trilogien og har glædet mig som et lille barn til at få slutningen med. Heldigvis lever den helt op til oplægget fra de to første romaner, og Langstrup sender læseren ud på en fantastisk konspirationstur med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring.

Kristina, som overlevede sammen med sin søn Sofus i første bind, er hovedpersonen her i bind tre. Siden hun og Sofus undslap, har han været indlagt, fuldstændig katatonisk, og hun har lidt af angstanfald, som har gjort det umuligt for hende at opretholde en normal tilværelse. Lidt over et år efter begivenhederne i Gillsby bliver hun dog tvunget til at handle.

I Gillsby ser det nemlig ud til, at ondskaben igen er sluppet løs. I kirken finder man nogle sorte katte ofret, og kort efter bryder pesten ud i byen. Samtidig forsvinder Sofus sporløst fra sygehuset, og mens personalet leder efter ham, ser Kristina et glimt af ham i TV2 News, som dækker pestudbruddet. Hun tager straks til Gillsby, og her slår hun sig sammen med Jytte fra antivariatet Gode Gamle, og den tidligere kriminalkommisær Egon Kjeldsen (som garvede læsere vil genkende fra ”Kat” og ”Fluernes hvisken”). Hun leder blot efter Sofus, men de to andre er fast besluttede på at stoppe ondskaben, før det er for sent.

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med den slags romaner, som tager udgangspunkt i noget kendt, f.eks. biblen, og så laver sine egne tolkninger af teksten, så den passer ind i romanens univers. Det får mig altid til at spekulere over, hvor meget der mon er rigtigt, og hvor meget forfatteren selv finder på. Og her i ”Plantagen 3 - Porten til Helvede” synes jeg, at Langstrup har fået skruet et rigtig godt plot sammen ud fra den devise. Vi hører om den uhellige treenighed og Johannes Åbenbaring, og så får Langstrup også lige trukket tråde tilbage til tidligere romaner, så det hele passer som fod i hose. Det er super godt og fuldstændig troværdigt.

Samtidig er selve historien også både spændende og underholdende. Langstrup skriver flydende, og plottet drives frem af en hidsig krydsklipning mellem personer og begivenheder, så læseren skal holde tungen lige i munden, men samtidig heller ikke kan slippe bogen fordi man er nødt til at få næste kapitel med. Langstrup får samlet alle trådene til sidst i en voldsom finale, som får hjertet til at hoppe ud af brystet på læseren.

For mig er bind tre en fornem afslutning på en velskrevet, underholdende og skræmmende trilogi, hvor Steen Langstrup endnu en gang beviser, at han hører til i toppen af dansk horror. Ikke mindst med slutningen som lige fik mig til at synke en ekstra gang …

Så jeg glæder mig til Krimimessen d. 9. og 10. april, hvor jeg bl.a. skal tale med Steen Langstrup om Plantage-trilogien lørdag eftermiddag, som er afsat til gys og horror. Her kan du udover Steen Langstrup også opleve en paneldiskussion om dansk horror lige nu med bl.a. Teddy Vork og Rikke Schubart, samt få en bloddryppende indføring i vampyrens kulturhistorie ved Mathias Clasen, og endelig kan du også opleve Dean Koontz live i en DR-transmission.

Læs mere om Plantage-trilogien på Mørket.dk

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Jeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt ”the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.”

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder bogen også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.”

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

Jeg læste faktisk “Exodus 3″ da den udkom i maj, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet, og da jeg var helt vild med de første to bind, havde jeg ikke lyst til at rakke bind tre ned her på siden. Men nu er der gået et par måneder, og jeg har genlæst alle tre bind igen. Og heldigvis vandt “Exodus 3″ ved genlæsningen.

Bind tre starter, hvor bind to slutter. Hassan, Viola og Bernt er blevet tvunget til at flygte tilbage gennem byen, hvor horder af zombier raserer. Da de kommer til Rigshospitalet, møder de brødrene Igorov, som vi sidst så i bind et, hvor de krøb ned i Quantum portalen ved Sydpolen. Nu dukker de op af et tilsvarende hul, og slår sig sammen med Hassan og de andre.

Det viser sig, at Quantum portalen forbinder vores verden med en anden, X-17, som er befolket af dæmoner. X-17 er ved at bryde sammen, og dæmonerne vil i stedet overtage vores verden. Zombierne er derfor en del af en afledningsmanøvre, som skal holde på menneskenes opmærksomhed, mens dæmonerne overtager jorden. Men Hassan og co. har ikke tænkt sig at stå stille og se på, så da dæmonen, der forfølger brødrene Igorov, dukker op, er de klar til at uddele lammetæv. Det bliver dog Viola som redder dagen…

Jacob Rask Nielsen har tegnet en forrygende zombie-historie (som i øvrigt også er udkommet i et samlet hæfte med stift bind), og jeg er både vild med hans humor og med hans tegninger. Holdt i sort/hvide farver skulle man ikke tro, at de var særligt velegnede til en zombie-historie, som netop er kendetegnet ved masser af splatter og indvolde. Men det lykkes alligevel at få splattet ud over siderammen, og trods de firkantede og lidt Mr. Potato Head-agtige figurer er der masser af liv i tegningerne og i historien.

Jeg var meget spændt på, hvordan Rask Nielsen kunne afslutte historien, da vi efterlod Hassan, Viola og Bernt i bind to, for der var mange løse ender. Og jeg må stadig indrømme, at jeg synes bind tre har den svageste historie. Det virker lidt søgt på mig, at der pludselig dukker en dæmon op, men på den anden side – hvorfor skulle en dæmon være en mere ulogisk grund til et zombie-udbrud end en meteor eller kogalskab i en burger?

Der er i hvert fald stadig masser af fart over feltet, og humoren bobler ud fra siderne, så selvom bind tre måske ikke lever helt op til de to første, så er det stadigvæk super underholdende, og som Janus siger på Fortællingen.dk: “… i det hele taget undskylder man gerne de ujævnheder, der måtte være, for serien har haft charme og personlighed lige siden starten – det kan godt være, at den ikke er køn, men det er svært ikke at holde af den...”

Så glem alle forbehold og prøv en gang sort/hvid zombie-splatter mixet med dæmoner og fortalt med humor og hjerte. Jeg kan kun på det varmeste anbefale ”Exodus”.

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2
Exodus 3

Besøg Forlaget Tjubang

Jeg er glad for, at jeg ikke så “Paranormal Activity” i biografen, for så er jeg ret sikker på, at jeg havde skidt grønne grise!

Katie og Micah er kærester. Lige siden hun var en lille pige på 8 år, har Katie jævnligt følt sig forfulgt af et væsen, som hun dog aldrig har set. Nu er det kommet tilbage, og Micah sætter sig for at finde ud af, hvad det er. Han sætter kamera op i soveværelset, så de kan se, hvad der laver lydene i huset, og på den måde få det til at holde op.

Katie inviterer også et medie, der har forstand på spøgelser, men han kan ikke hjælpe. Han mener, at væsnet er en dæmon, og anbefaler i stedet at de kontakter en dæmonolog. Da Micah foreslår, at de taler med væsnet via et quija bræt, afviser mediet det dog på det kraftigste. Det vil være en invitation, og det ønsker de ikke at give væsnet, siger han. Desuden advarer han om, at det tiltrækkes af negativ energi, og at det ikke vil nytte at flytte, da væsnet tydeligvis følger Katie og ikke huset.

Mens Katie straks vil tilkalde dæmonologen, mener Micah, at de skal klare det selv. Det skaber splittelse mellem dem, men Katie lader sig overtale. Og langsomt bliver tingene værre og værre, til selv Micah må indrømme, at de har brug for hjælp.

Selvom jeg havde hørt om “Paranormal Activity”, og selvom jeg i starten af filmen tænkte “åh nej” over det håndholdte kamera, og det lidt amatøragtige skuespil, så blev jeg stille og roligt mere og mere skræmt, og ved slutningen af filmen måtte jeg bare erkende, at “Paranormal Activity” alligevel havde overrasket mig, og gjort mig mere utryg end længe over en film.

Det gode ved filmen er, at vi nærmest ingenting ser. Hele uhyggen baserer sig på lyde og enkelte special effects, såsom at døren lukkes uden at nogen rører den, og at dynen falder af. En af de mest uhyggelige scener i filmen er, da Katie en nat står ud af sengen og bare står og ser på Micah i mere end en time. Det lyder ikke spor uhyggeligt, når man ser det på skrift, men for pokker hvor var det væmmeligt i filmen.

En anden ting, der er med til at forhøje uhyggen, er kameraets tidsindstilling. Om natten når det optager i soveværelset, vises klokkeslettet i højre hjørne af skærmen, og når det spoler hurtigt, er vi trygge, men når tiden går normalt, ved vi, at væsnet er undervejs. Puha.

Den værste film, jeg nogensinde har set om paranormale aktivititeter, er “The Entity” fra 1981, som efter sigende baserede sig på en sand historie. Her er en scene, hvor hovedpersonen bliver voldtaget af den usynlige dæmon, og det billede har siddet fast på nethinden lige siden, for det var utroligt overbevisende lavet. “Paranormal Activity” er uhyggelig på en anden måde. Her kryber uhyggen sig ind under huden, og de små ting hober sig op og bliver rædselsfulde. Hele stemningen emmer af uro og frygt, og efterhånden som selv Micah må lade sin fascination af det ukendte erstatte af frygt, må man som tilskuer fuldstændig overgive sig og tro på, at det man ser på skærmen er virkeligt. Det er godt lavet på en helt anden måde.

“Paranormal Activity” er lavet på et lille budget (11.000 $). Der er fire skuespillere med, og hele filmen er optaget i Katie og Micahs hus. Oprindeligt åbnede den kun i 12 biografer i USA, men langsomt bed den sig fast og har nu haft premiere over det meste af verden og har indspillet for over 100.000.000 $.

I starten af filmen antydes det, at optagelserne er virkelige, idet rulleteksterne takker familierne samt San Diegos politi. Et markedsføringstrick, der virkede supergodt for “The Blair Witch Project“, men som jeg dog ikke tror, at publikum har købt denne gang. Alligevel er antydningen med til at få en til at tænke “Hvad nu hvis det er sandt?” Og giver lige et lille nøk mere på skræmme-skalaen.

Det eneste ekstramateriale, der var på blurayen, var en alternativ slutning. Jeg har læst, at filmselskabet købte “Paranormal Activity”, der er uafhængigt produceret af debutanten Oren Peli, og så tilføjede de nogle scener samt klippede den lidt anderledes. Noget af det, de ændrede, skulle være slutningen, som da også virker anderledes end resten af filmen. Jeg vil ikke sige, at den er dårlig for filmen, men jeg synes dog, at den originale slutning er mere tro mod personerne.

Instruktør: Oren Peli
Udgivelsesår: 2007